Det havde ikke været det samme i Ulvens Flok siden Juno var vendt tilbage til Dianthos. Hunter havde ikke regnet med at blive tilgivet, men han havde heller ikke regnet med at blive frosset ude på den måde han havde følt han var blevet. 
Han ville ikke have påstået, at han var en del af Ulvens inderkreds, men der havde ikke været noget, der havde kunne slå den lykkefølelse han havde fået, når Ulven var kommet til hans kampe i arenaen og givet ham et klap på skulderen, eller fortalt ham at det var godt kæmpet. Intet havde i særdeleshed slået den aften, hvor Hunter havde været med til at opsnuse Ruk og stegt ham med sin evne, indtil Ruk var mere eller mindre klar til at fortælle Ulvens Flok alt de ville vide, og Pax havde lagt sin arm om hans skuldre, foran alle de andre. Foran Mac, Domnall, Declan, Will og Juno. 

Dét minde var næsten nok til at gøre op for, at Pax også havde ladet Juno tæske ham, indtil hans næse var brækket og kun Verdis var gået nok op i hele situationen til at give ham et viskestykke til at stoppe blødningen med. Pax selv havde trukket sig tilbage til entreen med sin lille kæreste og givet ham tilladelse til, ikke bare at hade Hunter, men også at fortælle resten af bordet hvad Hunter havde været med til. 
Ikke at de fleste af dem ikke vidste det i forvejen, men der var noget ekstra skidt ved at have været med til at starte den brand, der havde slået uskyldige børn ihjel, selv når han derefter havde forsøgt at hjælpe dem ud af bygningen. Hvis i det mindste Asad havde været i byen til at tage noget af skylden, men også han var forsvundet. 

Hunter forsøgte ikke at lade sig røre af det, men da han havde sagt farvel til Verdis og Domnall havde de begge været på vej hjem til Pax, med ord om at skulle se et teaterstykke opsat af nogle af børnene, og Hunter behøvede ikke at spørge, for at vide, at han ikke var velkommen til at tage med dem. Selv hvis Juno tillod ham at komme indenfor, ville han have sørget for at han havde det dårligt i al sin tid dér. 

Alle de drømme han havde haft om at finde en ny familie i Ulvens Flok var ved at falde til jorden og Hunter gik i sine egne tanker, opslugt af dem og af sin egen vrede, sparkende til de sten der lå langs hans vej, hænderne i sine lommer og blikket ned i brostenene, uden at lægge mærke til det, da han forlod Ulvens territorium. 

Det havde været så nemt, så nemt at så splid i ulvens flok, først var Theobald forsvundet, men hvorhen? Ja ingen vidste det rigtigt, end ikke hans familie. Han havde været så fin en sjæl, så uskyldig og så fornem noget af ham var dog stadig tilbage, tænkte dæmonen som hendes fingre strøg let hen over den matte safir sten der sad i sølvringen på hendes ringfinger. Så nu var der så det næste, efter hun havde stjålet hans vare for at få et lille møde med Ulven, ville hun begynde at gå efter de svage medlemmer, og der var bestemt én der lå i hendes tanker eller hylsters minder. En knægt ved navn Hunter, en ung mand som tydeligvis havde haft sine følelser for denne Evelyn så det måtte da bestemt være det svage led som hun kunne sætte sine tænder i.

Så hun havde fulgt ham, set hans humør da to fra klanen havde efterladt ham men hun gjorde intet, end blot at blende ind med personerne der gik led ad gaden, nu var det også nemmere for hende da hun havde taget forklædningen af August Wolfe, som ingen i Dianthos rigtig kendte, i hvert fald ikke her nede i skumringskvarteret. Det var først da Hunter bevægede sig ud af Ulvens territorium valgte hun at forlade skikkelsen af den mørkhåret kvinde og gå tilbage til hylsterets oprindelige form. Hun stod stille for en stund, lukkede øjnene og mærkede hvordan at skyggerne slugte hende og lod kroppen blive opløst i røg.


”Dårlig dag, Hunter?” sagde hun med hendes blide stemme, som hun trådte ud af en af de mørke gyder ved hans venstre side. Iført hendes sorte læderdragt, der var blevet formet til at gøre hende så rørlig som mulig, og med en lang, hullet og flosset sort kappe med hætten hen over det blonde krøllede hår. Hun så sund og rask ud, ikke den Evelyn der havde måtte forlade Dianthos nedbrudt, sygelig og fortabt. ”Kom med mig?” spurgte hun, og gik hen mod hans skikkelse ”Der er en kro ikke så langt væk, måske vi kunne få noget at drikke og måske et bid brød?”

Hunter spændte med ét op i skuldre og nakke, da en stemme lød fra hans venstre side, men udover dét, og at han trak sine hænder ud af sine lommer, så de var frie til at beskytte ham, så man ikke nogen særlig reaktion på den pludselig stemme. 
Øjeblikket efter genkendte han den da også, for Evelyn lød som sig selv, selvom hun samtidig virkede anderledes, på en måde Hunter ikke kunne sætte fingeren på, der gik udover hvor sund og stærk hun så ud. 
"Det kan man godt sige," mumlede han. "Dårlig måned, måske," tilføjede han og skævede omkring sig, da hun bød ham at komme med sig, ikke fordi han ikke ville med hende, men fordi det føltes som om han gik imod Pax, ved at gøre det. Hunter havde altid kunne lide Evelyn, måske mere end Pax havde, selvom det var på to forskellige måder de kunne lide hende. 

"Du behøver ikke lokke mig med mad," svarede Hunter med et forsigtigt grin, villig til at følge efter hende hvor som helst og ikke bange for at indrømme det. Særligt nu, hvor der var andre steder han ikke følte sig velkommen, hungrede han efter bare at føle sig velkommen et øjeblik.

”Stadig loyal mod Pax?” sagde hun med et skævt smil og nikkede lidt, som han nævnte en dårlig måned ”Mh, kunne forestille mig at det ikke gør det nemmere at Juno er tilbage, tilgivende er bestemt ikke noget han har i sit repertoire” sagde hun med et stille smil, og hun rakte sin hånd frem for ham at tage den ”Så lokker jeg med skønt selskab”

Varmen fra krostuen var indbydende og velkommen, som hun betragtede de forskellige mennesker der sad rundt omkring, hun pegede krofatteren an ”Et bord til mad og drikke?” han nikkede over mod et som var i hjørnet ved siden af pejsen, der nok ville være rart med den kulde der stadig lå over Dianthos fra vintermånederne, selvom foråret for alvor var på vej.
Hun satte sig ned og satte en albue i bordet som hun lænede sig frem mod Hunter ”Jeg føler lidt jeg må være sandfærdig med dig” sagde hun og lænede sig tilbage, som der var en af servitricedamerne der kom hen til dem ”dagens ret og to glas mjød” sagde Ammit hurtigt, og ilede tilbage til hvor hun var kommet frem.
”Jeg er desværre ikke den du ønsker jeg er, da Evelyn ikke længere eksistere på dette plan” sagde hun næsten sorgmodigt, da følelserne i hylsteret stadig var så overvældende. ”Ved ikke hvor meget du har hørt om hendes forsvunden?” spurgte hun blidt, og betragtede hver en lille reaktion han laede.

"Ja," svarede Hunter, men trak lidt på ordet, som kunne han ikke få sig selv til at mene det, selvom han forsøgte. Ikke engang sekundet efter fik han øje på én fra Flokken længere nede ad gaden, som han løftede en hånd for at hilse på, men inden han kunne nå at opfange det mærkelige blik han fik fra dem, vendte han sin opmærksomhed tilbage mod Evelyn, der nævnte Juno. 
"Prøv 'arrogant nar, der ikke kan tåle synet af blod', det passer bedre på ham," svarede Hunter med en grimasse. 'Ikke-tilgivende' beskrev også fint den blonde, unge mand, men det var ikke helt godt til Hunter, der havde haft god tid til at gengælde de følelser Juno havde mod ham. 
"Det er en aftale," svarede Hunter, noget mere forsigtigt denne gang, da Evelyn lovede ham godt selskab, og tog den hånd hun tilbød. Det var næsten lige så godt som følelsen af Paxs arm om sine skuldre. 

Hunter var, på trods af at være en stille knægt, der ikke brød sig særlig meget om at snakke, en meget social dreng, især på kroer, og så snart de kom indenfor så han også et bord med jævnaldrende han kendte. Imens Evelyn viste vejen hen til deres bord, lagde Hunter en lille omvej hen til bordet med sine venner, for hurtigt at hilse på dem alle sammen, med håndslag og smil, inden han fulgte efter Evelyn hen til deres bord og satte sig på stolen tættest på hende, så han ikke skulle anstrenge sig for at høre hendes ord i krostuen. 
Udadtil lod det til, at hans humør var faldet igen, da han satte sig ved siden af hende, men sandheden var langt mere, at de smil han havde delt med sine venner havde været en maske. En maske, som han ikke orkede at bære med Evelyn også, og da hun bragte sin egen forsvinden op, rystede Hunter mut på hovedet. 
"Declann fortalte at.. vi ville snakke om det på et bedre tidspunkt." Han trak på skuldrene. Det havde ikke været en hemmelighed, at han havde set op til Evelyn. "Og Verdis sagde at du.. var taget ud at bo på landet, som om du var en eller anden død hund, jeg havde holdt af." Han rystede på hovedet af dét minde og havde ikke lyst til at fortælle hende, at han ikke havde turde spørge Pax, selvom han havde vidst, at hvis nogen ville give ham et sandt svar, så ville det være ham. 
"Hvem er du så? Hvad er der sket med Evelyn?"