Demeke var en ung mand, som holdte utroligt meget af sin søster selv om han ikke altid viste det. han havde smukt tyk sort hår, og mørk hud.
denne dag var dog usædvadlig. han løb alt han kunne. han havde haft så travlt med at komme ud af døren at han faktisk havde glemt sko. han havde kun lige nået at få sin ærkeløse tråde på. en pige havde fortalt at han skulle skynde sig til healer huset. han søster var der. han håbede inderligt hun var okey. vis der var sket hende noget kunne han ikke tilgive sig selv. han var store bror og skulle passe på hende.

Demeke faldt næsten et par gange på vej der over så hurtigt løb han. da han endelig kom blev han stoppet af en healer der startede med at spørger hvad han skulle der og hvad han bildte sig ind at brase ind.  
"hvad jeg bilder mig ind!  HVAD BILDER DU DIG IND AT STOPPE MIG, JEG SKAL IND TIL MIN SØSTER" råbte han så det kunne høres i hele healer huset. han maste sig forbi healeren og alle der stod i vejen. han var stik tosset. tænk ikke at ville lukke ham ind bare fordi han løb der ind. han fuldte gangen og til sidst fandt han stedet. han så det mørke hår der tilhørte hans søster og kunne godt fornemme noget var galt. men hvad?

Demeke stod lidt foran døren og trak vejret ret hurtigt og bankede til sidst på døren. han åbnede den lidt efter og gik ind og så bare på hende. hvor havde han lyst til at læse hendes tænker lige nu. men han havde aldrig spurgt om lov af hende til at se hende i øjnene så han kunne læse dem. så det havde han aldrig gjort. han havde længe vidst det at se folk i øjnene var dårligt for ham. for så fik han tanke myldre over alle de stemmer i hovedet. Ta....Tania?"

hurtigt. han havde følt det som flere timer. men han havde også haft tænkerne på om hun måske var..... døden nær. guderne ve den der ville gøre det. men da han kom og hun bare sagde hej trak han vejret en smule mere afslappet. hun var i live. dejligt. da hun så kom med hurtigt så han bag sig. var der nogle der der var kommet hurtigt. han så mod hende og gik stille ind og kunne godt fornemme hun ikke ville se ham i øjnene. noget de ikke havde gjort før. men sådan som hun opførte sig..... uh hvor ville han gerne se hende i øjnene og finde ud af hvad hun skjulte.... men han måtte stole på hende og håbe hun sagde sandheden til ham.

han kom over til hende da hun sagde han kunne gå. "gå.... jeg er lige løbet den halveby igennem for at nå her over. vil du i det mindste ikke sige hvad der er sket." han gik over til sengen ved den raske hånd og tog roligt og lagde en hånd ved siden af den vis hun fik brug for at mærke han var der.... lige der foran hende. han trak vejret lettere besværet da han kunne fornemme noget var galt med hende.... men hvad skjulte hun.

han vidste hun ikke var tyben der kunne lig at vise smerte... han var selv sådan, men hun var endt på healer huset og måtte da i det mindste tale med ham. ellers var han tvunget.... nej.... han ville ikke betvinge sig vej til hendes tanker uden lov. en regl han havde haft med sig selv siden den dag han fik den evne. det at kunne læse tanker var en gave han ikke skulle misbruge. og slet ikke på sig søster.

Demeke så ned på hendes hånd for ikke at se på hendes ansigt. "be om Tania, vil du ikke nok sige mig, hvad er der sket" sagde han næsten tryglende. han ville jo gerne vide HVEM der skulle ha en omgang af hans vrede.

Hun var ikke overrasket over at han kom hen til sengen, og tog blot blikket væk som han gjorde, hånden den hånd der ikke var pakket væk fandt ham hurtigt, og klemte om ham som hun søgte trygheden. De holdt begge deres skader skjult, så det måtte vel ikke overraske ham at hun gjorde det netop nu.
"Der er ikke sket noget." lyd det som en dårlig løgn, til det første han fik sagt. Hvorfor var han også så kærlig, at han sikkert havde smidt alt han havde i hænderne for at nå herop! og at sige intet var sket hun kunne lyve bedre end det. Det ville være så nemt, bare at se ham i øjne, og der var ingen grund til at snakke og hun kunne ligge sig til at sove, i guderne hvor var hun pludseligt træt tænkte hun som hun lænede sig længere tilbage i sengen.

Men han blev ved, selvfølgelig blev han ved. 
"Jeg..havde et uheld i køkkenet.." mumlede hun forsigtigt og forsøgte at tage hånden op fra dens ly i tæppet, en bevægelse der var både ubehagelig, smertefuld, og skammen over at lyve gjorde intet bedre.
"Jeg..en..mistede kontrollen over en kniv." tilførte hun som hun stirret på de blodige bandager, så om, så om hun ville miste kontrollen over en kniv..Men fejl skete vel?
"Min ene fingre..er..et eller andet sted i en gryde.." igen en klar tøven i stemmen, og en rystende stemme som hun kæmpede med at få ting sagt, kæmpede med at lyve til sin bror! den eneste der altid var der for hende, og nu..skammen var tydelig i hendes blik som hænderne faldt kraftløse ned, den ene i hans skøn, den såret hånd ramte tæppet og igen sendte smerte igennem hende.

Skammen blev stille og roligt for meget som hun begyndte at græde lette hulk både berørt at smerte men også sine egne ord. På trods af lysten til at kramme ham, til at læne sig frem og finde hvile i hans form, faldt hun dybere ind i puderne hun sad op af, det var alt for hårdt at sidde op af anden kraft.

han mærkede hvordan hun tog fat i ham. han så på hendes hånd. det første hun sagde fik ham til at rette ryggen som et tegn på han ikke troede hende. ja som om. hvorfor skulle hun ellers være her. han sukkede let og rystede på hovedet. ja de havde begge skader. begge hemmeligheder men han havde aldrig set en som sin søster så smertefuld. og slet ikke i deres omgangskreds. han klemte hendes hånd.

"et uheld..." sagde han lettere mistroisk. da han jo var kommet hjemme fra og ingen gryder var beskidte og fyldt med mad. han så på hende da hun kom frem med bandage hånden og synet af den fik ham til at stirre på det. ikke fordi han blev dårlig. nej han var van til blod og sår men fordi den var bundet så mange gange ind så den virkede kæmpe jo.
men hende. meste kontrol over en kniv. ville han tro på det. han tænkte sig om. han havde to valgmuligheder. tro på hende og blive ved hendes side og støtte hende, eller rejste sig og gå fordi man ikke troede på hende. hvad skulle han vælge. den nemme løsning lå lige foran ham men han ville ikke da han mærkede hun blev slap og faldt længere og længere tilbage i sengen, hun måtte ha fået en bedøvende urt som gjorde hende døssig. ellers vidste han ikke lige hvorfor. han lagde den hånd hun havde fri som faldt ned på hans skød op på hendes mave og så på hende bandage imens han tænkte. 
*som om hun ville miste knivkontrol. men, hvad kan der være sket.* han kunne fornemme hendes smerte da hun begyndte at hulke. han anede ikke hvordan han skulle reagere lige her. han havde ikke set hende hulke sådan før. Demeke lagde armende på senge kanten og så stadig på hendes bandage. hvorfor var det svært for dem at tale sandt sammen? hvorfor skulle spion livet også være så hårdt mod dem som søskende?

Det var umuligt at indrømme, for hvad skulle hun gøre, skrige og råbe hvad der var sket? Ingen ville vinde på det! og Damake ville blive kastet i fængsel som han ville søge nævn og hans tone, hans tone ved ordet uheld rev hende ud af sine få tanker, det var jo meningen hun skulle være god til de her! god til at lyve, og manipulere, men når man ikke kan se den man skal manipulere i øjne bliver det først svært.
"Lov...Lov mig du ikke bliver sur." lyd det mumlende som hun knap kunne holde hovedet oppe, og det faldt nogle få centimeter før hun igen fik kontrol over det.

Hun træk vejret dybt, så om alt var hårdt, og alt var hårdt mere end nogle sinde før, og blod manglen gjorde intet bedre. Hun var faktisk i tvivl om hvad hælerne overhovedet havde gjort sådan som hun havde det. "De..to..tog" hun forsøgte som hun faldt ind og ud af sin søvn, ind og ud mellem sine hulk og hånden der hvilede om hans arm klemte ved hvert ord. Hun kæmpede som hun løftede hånden dækket i bandager.
"En test..sagde de.." hende ord var lave og tone uklar, men hun kæmpede for at få det sagt. de himmel blå øjne var gemt bag hendes øjenlåg - alt styrken blev brugt på så meget andet end at kunne se.
"Smerte og..loyalitet.."

han så på hendes hånd der klemrede sig til hans arm. han vidste ikke om han kunne love ikke at blive sur, men han kunne da prøve at kontrollere det som han gjorde med tankelæsning. han så på hende da hun sagde en test. EN TEST!!! han mærkede vreden boble i sig. men trak vejret dybt og mærkede hvordan han tog vreden under kontrol. "jeg kan gætte det er folk fra de højere magter der gjorder det" hun betød alt for ham men han kunne ikke trodse de højere magter. han måtte ikke.

han tog sin hånd og lagde på hendes og nussede den forsigtigt. "du klarede det godt. du har helt sikkert bevidst din loyalitet" sagde han og håbede inderligt de ikke gjorder sådan noget ved hende igen. han vidste hvor meget loyalitet betød for spionerne i deres flok af spioner. han så på hendes hånd og hans blik gled over til hendes bandage. han anede ikke om healerene havde gjordt noget ordenligt arbejde for hans søster.

Hun fornemmede det kort i hans arm, ganske kort den som den spændte ved hendes ord men der var ikke energi til at bekæmpe eller kommentere, som hun faldt dybere ind i puden og med den dårlige hånd kort forsøgte at trække tæppet lidt længere op over hende men det var intet andet end et grynt af smerte som hun opgav at få det trykket over sig som hånden igen faldt til tæppet, til sengen og med dybe vejrtrækninger kæmpede hun med et kigge op, kigge på Demeke. 
"I..det mindste var det fyrsten selv..og ikke en..eller anden navnløs soldat." kæmpede hun med at få sagt, kæmpede med at holde snude oppe men alligevel selv om hun forsøgte at kigge på ham selv om øjne ikke ordenligt kunne åbne sig.
Hans varme hånd der alt for mange gange havde trøstet hende, hjulpet hende men alligevel været til besvar for hende, klemte sig om hendes hvilket fik hende til at trække kort på smilet, et kraftløst smil, som famlede så snart han sagde sine ord.
De blå øjne, som hun søgte hvert et øjeblik det skete gled for hendes indre som hun igen faldt mere og mere sammen og selv hånden der nåede Demeke blev mere kraftløs som det blev sværrer og sværrer at holde sig vågen. 
"Jeg..skreg ikke." mumlede hun træt, og genfandt et lille smil og forsøgte at klemme om sin bror en enkelt gang men fandt ikke kræfterne til det.

Demeke var sur ja. men han havde ingen magt til at røre de højere magter, og SLET ikke Fyrsten selv. han så hvordan hun kæmpede med at få tæppet over sig. han rejste sig og tog fat om tæppet og hev det op over hende og satte sig igen og lagde hendes hånd forsigtigt ned under tæppet. "du var god Tania" sagde han kort og så hvordan hun kæmpede for at hold sig vågen. han lagde forsigtigt en hånd på hendes pande og lod den glide ned over hendes øjne som tegn på hun godt måtte sove. han lænede sig tilbage i stolen og tænkte sig om. hvad skulle han gøre. fyrsten kunne han ikke røre. og slet ikke se i øjnene. dumme evne. hans øjne bryn faldt ned i vrede over tanken om at hans evne altid ødelage alting.

han rejste sig op da han var sikker på hun sov tungt. han gik ud af døren og så en healer og greb fat i hende og spurgte ind til hvad de havde givet Tania og hvad de havde tænkt sig at gøre med den blodige bandage. for det kunne ikke være rigtigt at den skulle bløde når den var hos en healer. kunne de ikke heale den.? var det ikke deres job? *forbandet fyrste. hvorfor gjorde han det mon? hvad tænkte han på?* tænkerne fløj i hovedet på Demeke og han vidste at ligegyldigt hvad kunne han ikke gøre noget for at hjælpe sin søster. for det sagde reglerne, at han ikke kunne røre fyrsten. 

Tæppet lagde sig over hende som et varm velkommende kram, og behaget var tydeligt som hun faldt mere og mere ned i sengen, i puden, og et let smil formede sig på hendes læber som hun lagde sig helt og mærkede sine hænder folde sig og finde ro. Hans ord fik smilet kun til at vokse og blottet hendes tænder en smule, og en uforståelig mumlen kom retur til ham som hun kæmpede med at få noget sagt, få takket ham, få, sagt noget. Men som hendes øjne blev lukket helt for hende og den varme betryggende hånd hjalp dem på vej og nærmest øjeblikkeligt, og det tog ikke længe for søvnen og roen faldt over hende.

Som Demeke rejste sig rullede hun hovedet i hans retning og gav en kort lyd i brok over det, men forlod aldrig sit søvn stadie, faktisk virkede hun til at falde lidt dybere i søvn. Demekes klare udbyrd imod hælerne fik dem til tydeligt at trække sig væk i overraskelse.
"Men..den er helet herre.." lyd det forvirret fra den ene som hun kastede et blik til hans side for at se på Tania bag ham og blinkede nogle gange ved synet af de blodige bandager.
"Kali! Pigen har revet sin finger op igen!" lyd det lidt højt fra den første hæler, som Kali brokkede sig med en let banden som hun begyndte at samle materialer op til at skifte den bandagen og tilset fingren, men gik i stå ved Demeke sides, kort og sendte et blik over ham før hun gik imod Tania.
"Jeg skal nok Jasmine." lyd det som netop som hun gik om bag Demeke. Den anden kvinde, Jasmine måtte hun hedde tog hurtigt en hånd til Demekes arm så han ikke gik tilbage til Tania, eller fik mulighed for at vende sig om.
"Må, jeg høre hvem de er til hende? I er begge så unge?" tonen var fuld af medlidenhed.

Demeke havde hørt hendes mumlen men ville ikke vække hende. han så sig kort tilbage mod hende før han gik mod healerene og da de begyndte at tale om at den var healet pegede han ind mod hende med et løftet øjebryn, hvad ville de kalde det.
da de sagde hun havde revet den op igen så han mod bandagen. hvordan skulle hun kunne det. hun var jo helt pakket ind?
pludselig var der en der tog fat i ham da han ville gå ind til hende igen. han så mod kvinden og hendes spørgsmål fik ham igen til at hæve et øjenbryn. hvad ragede det hende? men han lagde armende over kors og så på kvinden. "vi er i familie" sagde han ærligt og ville ikke uddybe det. for det var jo rigtigt. mere skulle denne healere ikke vide. selv vis de bare havde været kollegaer havde de jo samme erhverv og i hans  syn så stadig i familie for det var spionerne jo næsten altid.
Demekes øjne vandrede bag kvinden på alle de mennesker der gik på gangen. og da en af dem listede ind til Tania så han efter hende. "hvad er det der sker med hende? hvad har i givet hende synes hun er så søvnig?" han vidste at Tania ikke normalt var sådan. så det undrede ham hun pludselig var sådan.

Kvinderne kiggede kort på Demeke som han udtrykte at de var i familie og kort, dannede de begge en kort trist mime og en anerkendende nik. Den unge kvinde ved Tania begyndte at lægge hendes bandage om, den ældre, ved Demeke holdt stadig hovedet lavt.
“Ser du..unge mand..” tonen var stadig plaget af den professional men medlidenheden blev mere og mere dominant som hun forsøgte at forklare det.
“Vi..kæmpede en del med hende..hun er stædig...og stærk.” hun forsøgte at komme videre, men det var tydeligt der var noget hun ikke ønskede at dele, som blikket faldt over Demekes skuldre til Tania og den unge pige.
“Ser du..vi håbede på..at nogle ville..komme løbende med hendes fingre..så..” hun sank en klump og tog blikket tilbage på Demeke.
“Vi..bedøvede hende men holdt helingen..tilbage...da vi ikke hørte noget om fingeren..og håbede..nogle ville komme med den. Så, vi bedøvet hende flere gange, flere urter, røgelse, og den slags..Men vi kunne ikke vente for evigt.” bekymret, kiggede hun frem og tilbage mellem Demeke og Tania.
“Så..vi helede det stump der var tilbage på hendes hånd..så selv hvis nogen kom med lillefingeren nu, så er der intet at gøre nu.” hun sukkede, lettet over at få det sagt.
“Men  hun er som hun er nu, på grund af den ekstra bedøvelse vi endte med at benytte...hun vil falde ind og ud af søvn et par gange, men hun har det fint. Jeg lover hun har det fint.” hun tog en dybere vejrtrækning og lod blikket falde på forbindingen som var ved at blive lagt på ny.
"Men jeg vil gerne spørger..hun..brugte ikke sine hænder meget vel? Det vil tage hende en del tid at vænne sig til at mangle en fingre." tilførte hun, som hun genfandt bekymring.

Demeke lyttede men kunen godt fornemme kvinden blive ved med at se ind på stuen til hans søster da hun kom med medlidenhed i stemmen så han meget irreteret på hende. og da hun begyndte på at tale grinte han voldsomt inden i ved hendes første kommentar. *ja hun er stædig og stærk. det er det vi er trænet til at være* tænkte han med et grin inden i, men uden på var han rank og stolt over at hun var hans søster.
hendes finger! kunne de ikke ha taget den med da hun kom her til!? Demeke kunne mærke hans vejrtrækning med tung og hård. det hun sagde virkede som nonsens. 
da hun sagde at Tania ville komme ind og ud og søvn knyttede han næverne og måtte gøre meget for ikke at tage fat i denne kvinde foran ham og ruske i hende. men han beherskede sig meget lige nu.  også selv om kvinden sagde at Tania havde det fint. 

da hun tilførte det med at hun skulle ha tid til at vænne sig til at ha en manglene finger så han nærmest helt sindsyg ud i øjnene selv om han stadig ikke så hende i øjnene. hun skulle kunne bruge sine hænder. hun skulle kunne klare sit job og sig selv. han begyndte at ryste på de knyttede hænder og vendte hovedet ind mod tania og  han trak vejret ind og pustede rystene ud. "hvor længe er der tale om."
Demeke kunne mærke han var vred. og han havde virkelig lyst til at råbe af kvinden men gav hende lige en change for at tale for han tog fat i hende og spurgte igen. for han vidste tania var en af de bedste til at bruge knive.

jeg lukker Tania.