Der havde været travlt på det seneste, og Zahinael havde slet ikke haft så meget tid ude ved sit hemmelige tilholdssted i bjergene, som han ønskede. Genopdragelsen af de indfangede væsner havde været overladt til hans underordnede, men de var jo ikke ham. 
Med Sabbatin på tronen i Dianthos var der altid noget at lave, men for første gang i månedsvis havde han fundet tid til lige at lægge vejen omkring Kzar Moras bjerge og sine små yndlinge. På en ny grif. Han havde glemt den anden et sted sydpå. 
"Herre," lød det fra en af fangevogterne, der kom ham i møde så snart hans støvler smældede ned ad de lange gange. Det sitrede i hans fingre for at komme i gang igen. "Halvdyret fra Tusmørkely tog sit eget liv. Havde en anden magi, vi ikke kendte. Brændte sig selv inde."
Zahinael stoppede brat op, så den lange vest flagrede omkring ham. "Hvad? Hvordan kunne det gå til?"
Fangevogteren sænkede sit blik, brødebetynget. "Det var nat, og der var færre vagter, herre."
"Få en magiker herind til at tjekke de andre. Det må ikke ske igen," svarede Zahinael kort for hovedet og gjorde en gestus fremad. "Følg med mig rundt og giv en status."
"Javel, herre."

En times tid senere stod Zahinael foran tremmedøren til den dybeste celle i den fjerneste afkrog af strukturen. Den var placeret her med en magisk barriere direkte ud til en lille, hul grotte, som blev fyldt med havvand ved tidevandets komme. Havmanden, der sad indespærret her, var afholdt fra vandets beroligende strømme, men for at han ikke skulle miste sin førlighed i sit vanlige element, blev han tilladt en tur ud i grottesøen ved hver fuldmåne. Nogle gange oftere, hvis han havde været en god lille fisk.
"Min lille, fine fisk," sagde Zahinael for sig selv og låste tremmedøren op. 
Han trådte ind og fangevogteren bag ham stillede en skammel ind til ham og lukkede og låste døren bag ham. Her tog man ingen chancer - slet ikke, når herren var i bygningen. Den høje dæmon hev ud i vesten og satte sig til rette på skamlen med begge fødder solidt plantet på gulvet. Broderikanten glimtede svagt i det lys, der sneg sig ind gennem et par tynde vinduer i klippebygningen, mens hans ansigt blev halvt oplyst af den enlig fakkel, fangevogteren bar. Zahinaels ansigtsfolder lå i et afslappet smil, og selvom han sad foran en udtørret, mishandlet havmand, lignede han en, der skulle til at starte en samtale med sin bedste ven.
"Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at besøge Aquarin," sagde han og foldede hænderne foran sig. "Fortæl mig om det - savner du dit hjemland?"

    Eyidivan sad som altid placeret så tæt på vandet, han kunne komme, før den magiske barriere spærrede ham vejen. Han kunne se vandet herfra - kunne se de små, lette bølgeskvulp, der slikkede længere og længere op af det skrånende klippegulv i takt med, at tidevandet steg - men selvom det så ud som om, han bare kunne række hånden ud og lægge fingrene i det, var vandet uden for hans rækkevidde... og han vidste det. Det gjorde næsten fysisk ondt at være så tæt på, og stadig så langt fra...
    Han hørte godt skramlen ved tremmedøren, men vendte sig ikke efter lyden - ikke før hans stemme lød igennem stenrummet i hvert fald. Den forhadte stemme, der samtidig... samtidig tilhørte det eneste væsen på dette frygtelige sted, der rent faktisk havde vist Eyid bare skyggen af venlighed...
    Med langsomme, stive bevægelser kom Eyid på benene - gjorde sit bedste for at trække den tillærte, ophøjede maske over sine træk, da han løftede hagen en anelse og betragtede den nydelige mand på skamlen i den modsatte side af cellen. Eyid vidste endnu ikke præcis hvem han var - han vidste bare, at manden var vigtig. Vidste, at fangevogterne behandlede ham med dyb respekt og at 'Herre' lod til at være den mest anvendte tiltaleform... 
    Ligesom du kaldte ham... Du takkede dét bæst... svagt og ynkeligt...
    Men han var stærkere nu - stadig udtørret og stadig med en krop, der konstant værkede... Men han var ikke ved at visne helt hen og dø. De havde fået den første ydmyghed ud af ham, præcis som de ønskede...
    Det gjorde ondt i hele brystkassen at stå oprejst på dén måde; at have været tvunget til at trække vejret gennem de øvre luftveje så længe og ikke gennem gællerne, som Havfolket jo var skabt til, havde givet en konstant følelse af sidestik.
    Dét lag tæsk, han havde fået for et par dage siden, for at svare fangevogteren igen, hjalp heller ikke just på situationen...
    "Det overrasker mig," bemærkede Eyid og svarede med vilje ikke på mandens spørgsmål. Måske kunne de knække og ydmyge ham fysisk, men Eyids mødre havde lært ham, hvordan man holdt sig øverst i en samtale... "...at du ikke har fået ét af fangevogterne til at banke mig sønder og sammen før din ankomst, så du kan træde til som det blidere, venligere, civiliserede alternativ ligesom sidst..." Han åndede overfladisk - vidste godt, at denne trods var et ualmindeligt dårligt træk, men var samtidig også for stolt til bare at krølle sig sammen og acceptere deres behandling. "Jeg forstår godt, hvad I prøver på - det er du klar over, ikke? Du prøver at narre min hjerne til at tro, at jeg på én eller anden måde står i taknemmelighedsgæld til dig - at du vil mig det godt..." Han vrængede det sidste ud og måtte lægge en hånd imod klippevæggen, fordi der begyndte at danse sorte pletter ind over hans synsfelt. "Men jeg er ikke idiot, at du ved det. Det kommer ikke til at virke. Du skulle hellere... du kan lige så godt bare slå mig ihjel og få det overstået."

Zahinael smilede. Eyidivan var svag, selvom han forsøgte at udvise mod og styrke. så typisk for havfolket at forsøge at gøre sig klog på landverdens væsner og tro, at deres liv under havet gjorde dem mere værd. Det var jo også derfor de første gælleåndere var smuttet, ikke? Fordi de mente, de kunne gøre det bedre. Fordi de ikke ville indblandes i konflikterne fra landjorden. Et naivt synspunkt, og et Zahinael snart ville vise dem, de ikke længere kunne have. Han ville tvinge hver eneste boble ud af deres idylliske undervandsrige og gøre dem så afhængige af sig, at de ikke kunnet andet end at adlyde hans ordre. 
Han havde dog aldrig troet det ville være let. Slet ikke med en stædig, arrogant fisk som Eyidivan Ke'Jaelin. Blot at fange arvingen havde taget flere års planlægning og udførelsen var næsten blevet forpurret af hans modstykke, Cyreesai Va'Chakessa - en fisk, Zahinael ikke havde nogen interesse i at hive ind. Hun var i følge hans rapporter al den krigeriskhed, Eyidivan ikke var, og ikke noget af det politiske rationale, Zahinael havde tænkt sig at tale til hos havmanden. Nej, en krigerfisk var ikke noget værd for ham, og ville sikkert finde en måde at slå sig selv ihjel på, før han fik knækket hende. Eyidivan derimod... Alt for stolt til selvmord, og dét kunne bruges til noget.
"Mhn, slå dig ihjel, siger du," svarede Zahinael og lænede sig bagud, så ryggen hvilede mod tremmerne i en næsten udfordrende afslappet positur. "Og her troede jeg, I Ke'Jaelin - udtaler jeg det rigtigt? - var de ikke-voldelige nede i Rashez'ar. Men jeg må have taget fejl. Især nu, hvor dine mødre netop har slået størstedelen af krigerfiskene ihjel."
Vaghed var guld. Det var stadig nye rapporter, og Zahinael havde ikke hele historien endnu. Det var så skide svært at få gode kommunikationsveje etableret, når de almene spioner ikke lige kunne gro gæller og svømme halvtreds kilometer i timen. Men han havde nok. Nok til at skubbe til noget af den nyfundne selvtillid, den lille fisk tydeligvis havde formået at mønstre i hans herres fravær.

    Eyid brød sig ikke om dén måde, manden lænede sig tilbage imod tremmerne på - brød sig ikke om dén aura af selvtilfredshed, der i havmandens optik emmede fra den anden. Man skulle ikke være så veltilpas et sted som her - et sted, der var så imprægneret i smerte og mishandling. Det kunne i hvert fald kun betyde, at der var noget alvorligt galt med én...
    Manden udtalte slægtsnavnet til næsten uhyggelig perfektion, og dét gav Eyid en kold klump nede i maven - fik det til at føles som om den nydelige mand foran ham kunne se lige igennem ham; kunne læse ham lige så let som Jagerne aflæse strømningerne i aflejringerne på havbunden. 
    Og den lille bid information, som blev dinglet som madding på en krog, gik rent ind - Eyid gjorde præcis, hvad han vidste, den anden forventede af ham. Han stivnede - blev kold over hele kroppen - og sank så, for at fugte sit knastørre svælg. 
    "Hvad mener du?" spurgte han, selvom han udmærket vidste, at det uden tvivl var dét manden foran ham ville have. Det var ikke sådan hér, man fik overtaget i en samtale... Eyid følte sig pludselig stakåndet - som om han var svømmet helt derned, hvor vandet altid var mørkt og solens stråler aldrig kunne nå. Derned hvor der var så lidt ilt i vandet, at man bare... ganske langsomt faldt i søvn og ikke vågnede igen... "Hvorfor skulle mine mødre-" Han brød af - kæmpede et øjeblik med trangen til at spørge ind til emnet og ønsket om, ikke at spille sine fangevogteres spil... 
    "Det giver jo ingen mening," erklærede han så og kneb øjnene lidt sammen - prøvede lige så meget at overbevise sig selv. "Mine mødre bryder sig ikke om samarbejdet med Va'Chakessa - dét er sandt - men de forstår nødvendigheden. Og de ville aldrig kunne få stor nok tilslutning fra de andre Talere til at turde indlede et angreb imod Krigerne..." 

Det var som at lukke hånden om en fugl, der var blevet lokket hen at sidde på ens håndflade med brødkrummer. Langsomt, uden at den opdagede det, klemme til om dens hals. Sådan så havmanden ud. Som om nogen havde hænderne om hans hals og han ikke kunne få vejret. Som trådte han vande, men var ved at løbe tør for kræfter.
"Det kunne de ikke nej," gav Zahinael ham ret. "Ikke før du forsvandt."
Han svælgede lidt i det. Holdt en kunstpause for at suge Eyidivans reaktion til sig som var den det havvand, den anden længtes sådan efter. Dæmonen lod sit blik bore sig ind i havmandens lysegrønne irisser, der lå som tynde ringe i de unaturligt mørke øjne. Øjne, der ikke var vant til solens lys - endnu en grund til at holde ham hernede, hvor så lidt af det kom igennem. Ingen grund til at gøre permanent skade på det våben, han var ved at smede.
"Dine mødre har taget kronerne for sig selv," uddybede han endelig, da han var klar til at nyde anden bølge af havmandens forvirrede følelser. "Dem, der ikke underkastede sig, blev tilintetgjort. Eivyrr faldt som den første," I det mindste var han sikker på dén information. Hvordan det stod til med resten af familien var han endnu ikke helt sikker på. Zahinael holdt øjenkontakten og nød endnu en kort pause. Det næste skulle nydes mere end noget andet. Han havde virkelig ikke regnet det ud endnu, havde han? Regnet ud, at det hele gik helt efter planen. Et smil dirrede i Zahinaels mundvig. "For tænk dig om, lille fisk. Du var sammen med en Va'Chakessa, da vi tog dig. Det hele er jo hendes skyld."

    Eyid øjne blev store af chok og vantro, før de kneb sig sammen i vrede. Han tog et skridt frem imod manden - havde knyttet hænderne - men forsøgte stadig at holde kontrol med sig selv; at finde tilbage til den fattede, ophøjede politikerpersona, hans mødre havde brugt så mange kræfter på at udstyre ham med...
    Alt dét føltes meget fjernt lige nu... Der lå megen smerte imellem dette rum og denne situation, og så dén havmand, han havde været dengang...
    "Hvad har I gjort?" ville han vide - havde håbet, at hans stemme kunne lyde bydende, måske endda truende, men det lykkedes ikke engang tilnærmelsesvist. "Har I sat Cyreesai op? Spillet mit folk ud imod hinanden? Plantet falske-" En frygtelig tanke slog ned i ham, og han opgav sætningen. Kunne godt selv se, at han bare filtrede sig mere og mere ind i den anden mands spind, men vidste ikke, hvad han skulle gøre for at forhindre det. Hans indre var koldt som is - hans tanker skarpe og hårde som glas. "Er Cyreesai... Hvad har de gjort ved hende? Er hun i live?"
    Han vidste egentlig ikke hvorfor han spurgte, for han var ikke sikker på, at han ville tro svaret - hvorfor skulle de ikke lyve for ham? Hvorfor skulle alt det her egentlig ikke være en løgn? Hvad kunne han overhovedet stole på?
    Men han troede ikke på, at manden foran ham løj - til dét lignede han én, der var alt for tilfreds med sig selv og de ting, han kunne fortælle. Én der nød Eyids frygt og forvirring alt for meget til at ville bygge den på falske informationer...
    Desuden... desuden var dette den første nogenlunde civiliserede samtale Eyid havde haft så længe, at han havde opgivet at tælle dage, og selvom han prøvede at værge sig imod det, kunne hans hjerne ikke lade være med at tillægge manden foran ham en vis troværdighed. Når alt man ellers mødte var hårde ord og slag og smerte... Dét at blive talt til som et tænkende væsen var for hans sjæl, som havvandet havde været for hans udtørrede krop, da manden havde fået ham til at kalde ham 'Herre'...
    

Smilet fik lov til at overtage Zahinaels ansigt, mens alting langsomt gik op for den kære havmand. Eller, så meget som han nu fik lov til at indse lige nu. Det var sådan noget her, Zahinael levede for. Den frygt og afmagt, der var at finde i Eyidivans blik - den måde, han forsøgte at stå rank, men fejlede. Det skridt, han næsten havde taget hen imod ham, men som var en start på en handling, fangen aldrig kunne udføre.
"Jeg ved det ikke, må jeg ærligt indrømme. Kun hendes faders død er bekræftet. Vi mistænker flugt, men det ligger ikke rigtig til dem, gør det vel?" svarede Zahinael. Der var ingen grund til at lyve for havmanden - i hvert fald ikke lige nu. Sandheden gjorde netop i dette tilfælde kun såret, tvivlen og afmagten dybere. "Men mon ikke hendes krop snart ender på havoverfladen, frit bytte for ådselsæderne," Han sukkede som om det var en mindre, ærgerlig ting, der ikke kunne undgås og rettede lidt på sin vest. "Du vil måske gerne være den første, der får noget at vide, når jeg får næste rapport?"
Der lå noget i de ord. Det var ikke bare et spørgsmål. Noget for noget - sådan var politik. Og Zahinael vidste præcis, hvilken familie, Eyidivan kom fra. Det var ikke en stime overilede krigerfisk som denne Cyreesai Va'Chakessa, der havde gjort alt hvad hun kunne for at få ham med ned i havet igen. Zahinael beundrede den ubetingede dedikation til et andet væsens liv, men han forstod det stadig ikke. Situationen nede i Reshaz'ar lige nu var, som den burde være: Åben krig mellem de to ledende familier. Hvorfor havde en Va'Chakessa prøvet at redde en Ke'Jaelin?

    Det ligger ikke rigtig til dem, gør det vel?
    Anstrengelsen ved at holde sig oprejst blev for meget for ham, og Eyid sank på knæ - måtte række ud og støtte en hånd imod det kolde stengulv, for ikke at tippe over, da sorte og hvide prikker eksploderede hen over hans synsfelt. Bare tanken... Tanken om at stærke, overilede Cyreesai skulle stige død og livløs op til overfladen... blive fiskeføde... Han kunne næsten ikke holde det ud.
    Og det var hans skyld. Det var dét, manden havde sagt. Hans mødre troede, at Cyreesai var skyld i hans tilfangetagelse, og det var derfor, de havde angrebet Va'Chakessa - derfor det havde været muligt. 
    Hvis ikke han var så svag...
    Eyid virrede med hovedet - løftede det ulykkeligt og stirrede fortvivlet på manden, der stadig sad mageligt på sin stol og betragtede ham, som om hans smerte var den bedste underholdning, han havde fået længe.
    "Hvad vil du have?" spurgte han hæst og modvilligt, fordi han godt vidste, at når ord blev ytret på dén måde - med dét tonefald - så skulle modparten yde noget. Så ville han ikke få indsigt i 'den næste rapport' uden at give noget til gengæld. 
    Ikke at han havde noget at give. Han havde allerede fortalt dem alt, han vidste om Rashez'ar - om forsvarsværker og relationen til de omkringliggende Distrikter. Dét havde de første møder med fangevogternes knive og tænger og andre redskaber sørget for...

Da havmanden faldt på knæ, trak det næsten i Zahinael, der rev sig løs fra tremmernes hårde ryglæn og lænede sig frem i stedet. Albuerne blev sat på knæene, og de lange, tynde fingre flettede sig til at kunne bære hagen. 
Eyidivan var lige, hvor Zahinael ville have ham. På knæ på gulvet. Svag og klar til at gøre, som han blev budt. Til en vis grad i hvert fald - han havde endnu været her kort tid jo. Der ville uden tvivl komme mere modstand senere. Måske allerede i den samtale, der nu skulle til at starte. Men nu kunne den startes, for Eyidivan havde med sit spørgsmål gjort det klart, at han ville lege med på spillets regler. Give lidt i håbet om at få lidt. Åh håb. Så naivt. 
Zahinaels smil forblev på ansigtet, mens han påbegyndte sin lange liste af krav. For der var mange ting, dæmonen gerne ville have. 
"Start med at fortælle mig, hvorfor hun betyder så meget for dig."

    Eyid fnøs ulykkeligt og rystede først bare på hovedet. Hvor skulle han starte? Og hvorfor ville manden foran ham vide noget så... personligt? Men han havde lænet sig frem nu og flettet fingrene under hagen, og det var Eyids indtryk, at det var nu det interessante for den anden mand for alvor startede...
    "Hun er min tætteste ven," begyndte han tøvende. Det føltes forkert at udlevere den mindste information om Cyreesai til disse folk...
    Men på den anden side, så havde Eyid efterhånden fået dén idé, at han var ond. At han havde svigtet. At han ikke fortjente at blive regnet for et tænkende væsen... 
    Ond. Svigtende. Uværdig...
    "Jeg... har altid følt, at hun var anderledes end de andre Krigere... og altid haft en form for interesse i hende, fordi jeg jo godt vidste, at vi ville komme til at sidde på Distriktstronerne sammen en dag..." Han stemme var lav og indlevelsesløs. Han kunne ikke hæve blikket og se manden i øjnene - stirrede i stedet bare på en lille lavbegroet klippeplet på gulvet. "Vi blev fanget i en grotte under et piratangreb. Havde vores Anden Opvågning sammen og slap ud derfra med livet i behold..." Han havde ikke lyst til at fortælle om Blodsbåndet - det vidste ingen; selv ikke Atha'ame. Selv ikke hans mødre. "Siden da har der bare været en anden... forståelse imellem os. Det kan gøre utrolig meget for loyalitetsfølelsen at redde hinandens liv..." 
    Dét behøvede han nok ikke fortælle manden... Eyid havde godt regnet ud, hvorfor manden havde mødt ham med en spand med havvand, da Eyid havde været ved at dø af udtørring. Hvorfor han havde insisteret på, at Eyid skulle sige tak og kalde ham Herre...
    Og det værste var, at selvom han forstod hvorfor, så blev Eyids hjerne ved med at fortælle ham, at af alle onder på dette forfærdelige sted, var manden foran ham alligevel det mindste - ham, der behandlede Havmanden med størst værdighed. Rent faktisk talte til ham, som om han var et tænkende væsen...

Det her var information, Zahinael ikke havde hørt før, og heller ikke havde regnet med at høre. Han var stadig af den opfattelse, at de to familier aldrig ville kunne forenes, så denne indrømmelse med at de to var tætte venner, kom ret meget bag på ham. Han flyttede den ene hånd til at omkranse hagen med de lange fingre i en undrende gestus. 
"Din tætteste ven..." mumlede han, mens tankerne kørte på højtryk.
Han havde fra starten af vidst, at Eyidivan var den af de to tronarvinger, han ville have. Altså helt ideelt set ville han jo have hapset nogen fra kongefamilien Zan'Jatar, men de havde lige lidt flere livvagter og var sværere at komme ind på livet af - især midt ude i havet. Så var arvingerne til et af de største distrikter i Aquarin et bedre bud - og det havde altid kun skulle være én af de to. Den af dem, der kunne formes som blødt ler.
Eyidivan skulle kastes tilbage i vandet på et tidspunkt og skabe ravage dernede. Men måske det ikke ville blive så let som først antaget. Hvis hadet ikke allerede buldrede i ham til Va'Chakessa ... Måske klarede borgerkrigen det hele for dem, men det her var stadig en uforudset stopklods. 
Samtidig var noget ikke helt som det skulle være i hans forklaring. Den var for overfladisk. Fanget i en grotte, fået ny magi, sluppet ud. Zahinael kendte til Eyidivans magi. Fiskesang og strømningskontrol. I følge hans rapporter kunne Cyreesai ændrer strukturen i vand og dræne liv fra fisk. Ingen af de fire evner var noget, man lige kom ud af en grotte med, var det?
"Hvordan slap I ud af grotten?" spurgte han som det næste, mens han holdt sit blik fastlåst på den knælende havmand. 

    Eyid løftede langsomt blikket - blev nødt til at gøre et forsøg på at tolke mandens ansigtsudtryk, for selv at kunne vurdere, hvor meget han var tvunget til at uddybe. De gennemborende, isblå øjne var tænksomme og beregnende, så hjertet sank i livet på havmanden. Eyid tvivlede meget stærkt på, at manden ville lade sig spise af med en halv forklaring, men han måtte alligevel gøre forsøget.
    "Min Anden Opvågnen gav mig evnen til at influere strømme," oplyste Eyid med neutral stemme - den spændte kæbe og modviljen i øjnene var det eneste, han lod skinne igennem. "Der gik tilfældigvis én igennem grotten. Jeg vendte den og skød klippeblokkene ud med den, så vi kunne komme fri." 
    Han tvang sig til at holde mandens blik, selvom der ikke var nogen chance i Dybet for at den anden købte hans vage forklaring; at gøre en strøm så stærk at den kunne flytte klippeblokke, var ikke noget, man bare gjorde...
    Men manden var en landgænger, og måske vidste de ikke sådan noget... Måske forstod de sig ikke på, hvor meget det krævede at påvirke objekter under vand...
    "Cyreesai var naturligvis... taknemmelig," fortsatte han hurtigt, selvom 'taknemmelig' ikke rigtig var et ord, han havde hæftet på Sai før... Og selvom flugten fra grotten havde været en fælles indsats, så der ikke rigtig havde været noget at være taknemmelig over... "Efter oplevelsen i grotten begyndte vi at bruge en masse tid sammen - bag vores familiers rygge. Vi blev tætte. Jeg holder af hende som en-" Han skulle til at sige 'søster', men det føltes alligevel ikke rigtigt; han følte på ingen måde for Cyreesai, som han følte for Atha'ame...
    "Jeg holder meget af hende," rettede han det i stedet til og kneb så øjnene en smule sammen. "Hvorfor spørger du ind til Cyreesai?"

Der var stadig noget galt. Måden, Eyidivan hastigt fortsatte sin forklaring uden at dvæle ved det spørgsmål, Zahinael egentlig havde stillet. Hans øjne kneb sig let sammen. Sådan en lille, udspekuleret politiker-fisk, var det det, han var? Ke'Jaelin havde ikke fået givet deres magt jo, og nu begyndte spionmesteren at se hvorfor.
"Vi har set dig gøre det strøm-noget," sagde han. "Kunne du bare lige blæse en stenbunke ud, havde det ikke været Cyreesai, der skulle prøve at redde dig, da vi tog dig. Så havde du blæst vores skib omkuld, så snart vi kom i nærheden af jer."
Stilheden sænkede sig en lille smule mellem dem, mens Zahinael betragtede den grønne havmand. Han havde ellers klaret det ret godt indtil nu. Efterkommet de fleste ønsker, gjort nogenlunde som der blev sagt, så han kunne få sit månedlige skyl i bølgerne. Den flig af modstand, der var at mærke i hans beskrivelser nu, var godt gemt. Måske man ikke bare skulle sende ham tilbage som en simpel advarsel...
"Og taknemmelig siger du..." fortsatte han let mumlende. "Det er ikke et ord, jeg ville forbinde med det, jeg hører om de krigertyper, I holder jer dernede. Du taler hende noget op, gør du ikke? Sig mig, er I mere end bare tætte venner, Eyidivan?"
Se dét ville være en spændende vinkel. En delikat hemmelighed, der kunne splitte familierne ad internt såvel som den borgerkrig, de havde gang i dernede lige nu. Med vilje besvarede Zahinael ikke Eyidivans spørgsmål. Han havde ikke givet nok endnu til at fortjene noget til gengæld.

    Eyid var påpasselig med at holde sit ansigtsudtryk neutralt, selvom hans hjerte satte farten i vejret ved mandens ord. Dybet tage ham... Han var tydeligvis vant til dét, med at fange andre i en løgn...
    Derfor holdt Eyid også bare sin kæft og gav ikke mere en dét, selvom han godt vidste, at han havde tabt dén runde - at manden havde fået en mistanke om at der var noget ved Eyids Anden Opvågning, som han ikke fortalte. At det var et emne, der uden tvivl ville blive spurgt ind til senere - sandsynligvis under mindre civiliserede omstændigheder, hvis Eyid oplevelse af dette sted indtil videre da ellers var nogen indikator...
    Mandens andet spørgsmål satte krog i nogle meget private tanker, Eyid havde dyrket i sit inderste, for selvfølgelig havde han overvejet det - han var jo ved Dybet kendt for at være mere end bare almindeligt beregnende. Selvfølgelig havde han da overvejet, hvad der ville komme ud af at jage kærligheden med Cyreesai en dag - at kysse hende på én af deres hemmelige ture. At se, hvad det kunne blive til. Måske kunne en sådan forening oven i købet ende med at komme Distriktet til gode? Hvis det først blev afsløret, når de begge sad på Distriktstronerne, kunne familierne rase så meget de ville - der ville ikke være noget, de kunne gøre...
    Men han havde ikke handlet på noget, for hvis sandheden skulle frem, var han pissehamrende bange for at ødelægge noget - så hellere bare lade være...
    "Sig mig..." begyndte Eyid hæst og allerede med smagen af blod i munden - vidste godt, at dette svar ikke ville falde i god jord, men kunne virkelig ikke finde på noget bedre. "... hvordan i Dybets navn forestiller du dig, at dét ville kunne lade sig gøre? Du lader jo til at være frygtelig velinformeret," uhyggeligt velinformeret... "...så fortæl mig lige en gang, hvordan du ser Va'Chakessa og Ke'Jaelin-familien bare... rulle om på ryggen som et par hjælpeløse krabber, og acceptere en forening mellem mig og Cyreesai. Så hvis du leder efter - muligt yngel, der kan bruges imod hende, eller noget andet i dén stil, så bliver du slemt skuffet, Landgænger."

Zahinael flyttede hånden på hagen så fingrene holdt det meste af hovedets vægt, mens den anden hånd lagde sig på tværs af knæene. Han lagde hovedet lidt på skrå og et beregnende smil trak i mundvigen. Blikket var intenst og veg ikke et sekund. 
Han lod Eyidivans ord hænge lidt i luften. Gjorde det tydeligt, at han ikke overvejede, hvad han skulle svare, men blot lige lod Eyidivan tænke over sine egne ord, inden rummet blev fyldt med flere.
"Jeg tror, der er noget, du ikke helt har forstået endnu, Eyidivan," sagde han endelig med den slags belærende tone, man bruger over for folk, man synes er mindre værd. "Du er ynglet."
For det var ikke Eyidivan, der sad på tronen nede i Rashez'ar. Det var hans mødre. Det var dem der skulle presses, og den bedste måde at gøre det på var via deres elskede yngel. Men samtidig bekræftede Eyidivan, at selv hvis han ikke havde handlet på det endnu, var der da en trang. Når en så ung fisk ikke reagerede med afsky, men i stedet endte i hypotetiske scenarier om, hvad der ville og ikke ville ske eller hvad der var realistisk... Ja, de tanker måtte være der. Tanker, Zahinael uden tvivl kunne bruge til noget. 

    Eyid tvang sig selv til at udstøde en hård, hånlig latter - en latter af dén slags, der gjorde en lille smule ondt. Det var dog en hul gestus - en afledningsmanøvre, der skulle skjule, at han følte sig udmanøvreret. "Du er godt dum," erklærede han - langsomt og hæst. "...hvis du tror, mine mødre vil lade sig afpresse - hvis du tror, de vil opgive deres magt for min skyld. Så vigtig er jeg ikke, Landgænger. Så stor betydning har jeg aldrig haft. Hvis det virkelig er sandt, hvad du siger, og de har gjort udfald imod Va'Chakessa under foregivelse af at søge hævn på mine vegne, så er det løgn - blot en måde at få opbakning fra de andre grupperinger. De ville aldrig gøre noget så dumt og overilet som at søge simpel hævn, hvis det ikke også tjente et andet formål... Jeg vil tro, mine mødre har set min tilfangetagelse som en åbning og har udnyttet chancen." Han kom langsomt på benene - følte at de rystede under ham. "Så hvis du håber på at kunne påvirke dem med truslen om min død, så bliver du skuffet. Ke'Jaelin lader sig ikke afpresse."
    Eyid gjorde virkelig sit bedste for at forblive rank og stolt, præcis som hans mødre havde lært ham. Men mandens øjne var for rolige og for kolde og alt, alt for vidende, og foregivelsen af arrogant stolthed fik ham desværre til at føle sig mere dum end modig.
    

Ganske langsomt rejste Zahinael sig også op. Han foldede hænderne bag ryggen og trådte to skridt nærmere havmanden. Der var stadig en lille meter mellem dem, og det gjorde at den højdeforskel der var - hvorfor skulle havfolk også være så lange? - ikke var lige så markant. Selvom der kun var tale om få centimeter, brød Zahinael sig ikke om at være den laveste i lokalet. 
"Så må vi jo finde noget andet at bruge dig til, ikke lille fisk?" spurgte han ligeud. Lod sit blik bore sig fast i Eyidivans. Prikkede til den stolthed, han tydeligvis bar i brystet. Provokerede ham til at gøre mere end bare at træde vande i samtalen. "Det har dog aldrig været en del af planen, at du skulle dø. Så kunne vi lige så godt have gjort det ude på havet. Nej, lille fisk, du er meget mere værd for mig i live."
Hvad det hele skulle ende med, var stadig ikke fastsat. Slet ikke nu hvor stemningen var pisket godt op nede i Aquarin - en reaktion, Zahinael ikke selv havde regnet med. Hvis det gjorde så meget at tage en af deres små fisk, hvor meget rav i den, ville man så ikke kunne lave, hvis man faktisk var dernede. Nu lå landet bare sådan, at Zahinael ikke kunne trække vejret under vand. Men det kunne den her fisk jo... Og de havde ikke træningsfasciliteter i den her borg kun for at de ansatte skulle bruge dem...
"Måske vi skulle se, om vi kunne fiske hende Cyreesai op ad vandet, før din familie gør det af med hende," fortsatte han med et beregnende smil. "Så kan du få lidt selskab, og hun vil sikkert være glad fro at kunne bruge noget sammen med ynglet af dem, der slog hendes fader ihjel."

    Mandens beregnende ro og frygtfremkaldende ord blev for meget for Eyid og med de skarpe hjørnetænder blottet tog han et par hurtige skridt fremad - greb manden i kraven med dén klare intention at skubbe ham tilbage imod tremmerne; tørre det selvtilfredse udtryk af hans ansigt og gerne jage ham en skræk i livet i processen. Overraskede nærmest sig selv, fordi det normalt lå ham fjernt at gribe til korporligheder, men nød også virkelig følelsen af at krølle mandens perfekte vest mellem sine lange fingre - at få fat om mandens hals, så han kunne klemme til; lukke landgængerens luftveje. Give bare en lille smule igen for al dén svie og smerte, disse folk havde udsat ham for...
    "Jeg gentager!" hvæsede han - helt oppe i ansigtet på den anden. "Ke'Jaelin lader sig ikke afpresse! Sai ved, hvad der er hvad - hun ville aldrig tro, at jeg ønskede hendes fader død! Og desuden siger noget mig, at I ville have hende her allerede, hvis det på nogen måde var en mulighed. Nej, ved du, hvad jeg tror?" Havmanden kneb de store øjne en anelse sammen og gjorde sit bedste for at ignorere, at hans arm rystede - at pletterne fra før var begyndt at æde sig ind på hans synsfelt, så mandens isblå øjne var det eneste, der rigtigt var i fokus. Eyid strammede grebet så godt han kunne med en snerren. "Jeg tror, du fodrer mig med lort og løgne i et patetisk forsøg på at få mig til at danse efter din fløjte. Jeg tror, du håber på at kunne kontrollere mig med frygt og trusler, men det kommer ikke til at virke, Landgænger, for jeg har regnet dig ud - jeg forstår dit lille spil. For det er dét, det er, ikke? Et spil for dig. Du har dine snotdumme vagter med deres piske og deres hårde næver, og du lader dem om at nedbryde dine fjender fysisk, så de er klar til du kommer ind, og forsøger at gøre det samme med deres psyke... Men min psyke er stærkere end som så, og jeg falder ikke for dit mundlort!"

Den pludselige kampgejst fik et sug til at gå gennem Zahinael. Han lod den ene fod søge bagud, så han havde modvægt og lod sig ikke tvinge helt op ad tremmerne - men Eyidivans arme var ikke uden styrke. Selv efter udtørringen og tævene, kunne havmanden mønstre noget modstand, og det lovede godt for det videre arbejde med ham. Ordene gled over ham og prellede af, men den hånd der krøllede vesten havde ikke helt samme held. Zahinaels blik faldt til det og de ujævne rynker irriterede ham mere end den modstand, fisken forsøgte sig med. 
Da Eyidivans ord rindede ud, fastholdt Zahinael øjenkontakten i et langt øjeblik, inden han gjorde noget. Eyidivan skulle forstå, at det her var fejltagelsen. Så tog han sine egne hænder op - før havde armene bare hængt lidt sløvt ned langs hver side - og der skulle ikke meget til for at vriste den udtørrede havmands hænder fri. I et snuptag vendte Zahinael ham om, så Eyidivan endte med fronten mod tremmerne og Zahinael kunne bruge hele sin krop til at skubbe ham ind mod de kolde jernstænger. Den ene arm pressede han ud mellem to stænger og slyngede rundt, så han kunne tage fat om en stang på den modsatte side af Eyidivans krop. Den anden arm tvang sig op under armhulen, mens en halvstor grålig kugle dukkede op mellem tommel- og pegefinger. Hurtigt blev den skubbet ind mellem Eyidivans læber og hånden greb om kæben for at tvinge ham til at holde munden lukket.
"Cyreesai er dernede, fordi vi har brug for hende dernede. Brug for at splitte jer. Troede vi - men det klarer I jo meget godt selv tilsyneladende," hvæsede han ind i havmandens øre, mens han hev det smalle, skællede ansigt fremad, så det også blev presset ind mellem to tremmer. "Afpresning af Ke'Jaelin er tydeligvis irrelevant nu takket være dine handlekraftige mødre. Det betyder ikke spillet er ovre. Det betyder kun at en ny akt lige er begyndt. Lad mig forklare det, så du forstår det i din lille fiskehjerne, Eyidivan: Du er fanget i et stimespil, og vi er kun i slutningen af akt ét."
Han lod boblen i Eyidivans mund springe.

    Mødet med tremmerne var hårdt, og udmattet som Eyid var nåede han ikke at opfatte, hvad landgængeren havde haft gang i, før han stod mast helt op af de kolde, ru metalstænger - mærkede dem bore sig ind i kravebenet, i brystet, i kinden, da han akavet forsøgte at vride sit hoved rundt og åbnede munden for at hvæse: "Så det fysiske fornedrer du dig altså også ti-" 
    Men så måtte han bryde af, fordi manden havde udnyttet Eyids åbne, fortrukne mund og stoppe ét eller andet ind imellem tænderne på ham - noget, der vejede tungt og koldt på hans tunge og gav havmanden brækfornemmelser, da han i det samme blev grebet om kæben, så han ikke kunne spytte ud. Landgængerens fingre borede sig ind i Eyids kinder, mens mandens hvæsen lød i hans øre, men der var ikke noget havmanden kunne gøre - han var ødelagt og udmattet og manden var betydeligt stærkere, end Eyid havde skudt ham til. 
    Dog kæmpede han imod - vred sig og slog med hovedet, for at få manden til at miste grebet om hans kæbe. Hvad var det, han havde tvunget ind i munden på ham? Hvad var-
    Så sprang kuglen, og alle spørgsmål blev blæst itu af den hvide, skarpe smerte, der eksploderede ud i Eyids krop. Han gispede, mærkede benene give efter under sig - blev på et splitsekund reduceret til intet andet end krop, fordi alle tanker og al stolthed blev flået ud af ham i takt med de skarpe smertebølger.
    Det var så intenst, at han ikke engang kunne skrige - blot kunne være i det, ufrivilligt; en fange i sit eget hylster.  Der var kun den rå, hvidglødende smerte, og alt andet var sekundært...
    Og så kom han langsomt til sig selv - gispende efter vejret, med dyrebart saltvand rindende fra de store øjne, der var opspærrede i chok. Han lå på gulvet, sammenkrummet som en død edderkop - måtte være gledet ned af tremmerne i sine smertekramper. Med en stønnen rakte Eyid en dirrende hånd ud, greb én af metalstængerne og trak sig selv en anelse op, selvom det smertede i alle hans muskler - som om han havde brugt en hel dag på at grave grotter ud i Revet. Han havde kvalme, følte sig ualmindeligt svag og hans hoved var ét stort kaos, fordi alle de normalt så beregnende tanker var blevet blæst løse af smerten, og nu prøvede at finde vej tilbage hvor de hørte til.
   Én ting vidste han dog; han havde fejlvurderet. Manden, der havde fået Eyid til at kalde ham 'Herre', var ikke bare ham, der var blevet valgt til at forsøge at fordreje Eyids tanker og gøre ham mere samarbejdsvillig - der måtte ligge andet bag... Landgængeren var simpelthen for... farlig...
    "Hvem er du?" hviskede Eyid - stødte det frem, fordi hans stemme var lige så hæs, som hvis han havde været i stand til at skrige sig igennem smerterne. Halsen føltes ru og rå, og Eyid greb hårdere om tremmen - lagde kinden udmattet imod det kolde metal. Prøvede instinktivt at komme så langt fra landgængeren, som det var muligt i den lille celle.