"Har der vist sig døre i dine drømme siden sidst?"
"Ja,"
"Har du åbnet dem?"
"Nej, herre,"
Sidkas blik lå ikke på spionmesteren foran sig, men på den gråhvide kugle, han holdt mellem tommel- og pegefinger. Rigtigt som hun forventede, blev den kort efter presset mod hendes pande, hvorefter en iskold smerte bredte sig fra toppen af hendes hoved og ned over ansigtet. Følelsen af at blive flænset af tænder, hun ikke kunne se fik hendes skrig til at runge ud i det lille kammer. Hendes hænder rev og sled i rebene, så blod boblede op, hvor håndledshuden ikke længere kunne holde til presset. Endnu en kugle blev proppet ind under hendes uniformsskjorte, og overkroppen sitrede under følelsen af lyn, der pressede sig mod brystkassen. Sidka følte hun skreg i flere timer.
"Har du åbnet døren i drømmen?"
"Ne-Ne-Nej, he-herre,"

Som altid fik hun lov til at gå, når hun havde svaret rigtigt nok gange. Sådan havde det været sidste gange, og sådan havde det også været i dag. Hun havde givet ham sandheden, men han var aldrig tilfreds første gang. Med let slingrende gang endte hun på en eller anden måde tilbage i sin barak efter at have tømt sit maveindhold ud ved hjørnet. Det måtte være følelsen af lyn. Siden Trehorns forræderi havde tanken om sådan noget næsten været nok til at få kvalmen til at stige op i hende. 
"Du fejlfarve!" råbte nogen i nærheden. "Jeg hørte Lyset tog dig! Kunne de ikke have beholdt dig?"
Uden kræfter til et ordentligt svar, sendte hun ham et fornærmende håndtegn og smækkede døren til barakken efter sig. Barakken for folk, der ikke havde en deling at være i lige nu. Trehorns gruppe var nået tilbage til øerne længe før hende - de havde haft forsyninger, krystaller og mad i maven, og hun havde været alene og kold og ikke turdet nærme sig byer af frygt for, at nyheden om, at man ikke længere skulle indlevere mørkelvere endnu ikke var nået helt ud til bøhlandet. Trehorns rapport havde nævnt, hvordan det var Sidkas fejl, de var blevet opdaget og kun havde nået en brøkdel af deres mission, og der stod endda at hun ikke havde gjort nok modstand, da Lyset fik fat på hende. Hendes fortælling om, hvordan Trehorn havde stukket hende i ryggen, mens han selv flygtede, havde kun gjort hendes straf værre, og mens hun ventede på at en ny gruppe ville have den overilede, åbenmundede mørkelver, sad hun fast på latrintjans og en ugentlig session med spionmesteren. 
Med begge dele overstået, ville hun bare gerne sove, og heldigvis tog det ikke lang tid fra hovedet ramte puden, til hovedet forsvandt ind i drømmeland...

... Og en velkendt dør dukkede op. 
"Lad mig nu være!" råbte Sidka af døren, mens hun prøvede at ignorere, hvad der ellers skete i drømmen omkring hende. Kunne hun ikke få bare en enkelt nats fredfyldt ro? Men døren gik ikke væk. Den stod der og plagede hende om at åbne sig. Hånede hende for ikke at turde gøre det. Med en pludselig vrede blussende op i sig, skridtede hun tre skridt hen til den - og fejlbedømte afstanden, så hun knaldede frontalt ind i den - hvorefter hun åbnede den i en hurtig bevægelse og råbte af sine lungers fulde kraft: "LAD MIG NU VÆRE!"

De sidste par dage havde thatos urt blevet hendes ven og de dage der engang kun var fjorten timer lange, nu var tættere på at være atten til tider tyve timer, denne dag nærmede hun sig den treogtyvende time. De timer der før ikke fandtes i den forkælet kvindes sind var blevet brugt på de de færrest ville tro hun ville. Normalt lå arbejdet til få dage før de skulle laves, ofte til øjeblikket før, nu, for første gang siden hun fik sin titel var hun faldet i søvn, som Thatos urten forlod hende system, hen over sin arbejdsplads i palæet. Bordet aftypisk hende var ikke dækket af papir som kom nærmere og nærmere beslutningen, men næsten ryddet og nøgnet som hun havde nærmet sig det sidste. Det sidste papir ville dog vække en ubehagelig tanken som fjeren med sit blæk og en sovende hånd havde gjort flere paragraffer af teksten nærmest ulæseligt.

Den første time i drømmende var brugt på samme måde som hver gang soven fik sneget sig ind på hende siden, den forbandet nat hvor dømmende ikke længere var hende, med at forsikre sig at der ingen andre end hende var. Samt var sjældent disse dage hun forlod sin egen drøm, andre måtte åbne døren og komme til hende. Desværre havde der også været flere ensomme natter, ikke altid modet til at åbne en dør af lyst var kommet til hende, der havde altid været et formål med dørene den sidste månedes tid. Et møde, nogle svar, et eller andet. Den eneste der havde fået hende til at åbne en dør blot for selvskab var hende, en hun ikke kunne se denne nat, sådan var deres forhold, afstanden om dagen holdt dem fra hinanden og natten var ikke altid ens - nogle gange skulle den ene noget, andre den anden. Denne nat var det hende som var optaget og Yume'ave som alle andre natter således vandrede sin drøm i ensomhed, ofte med et instrument foran sig eller i hånden, øvede og holdt sang stemmen ved lige, eller som nu med pensle i hånden og farver som tog form, mørke nuancer, nærmest lilla, lidt spidst hvidt der, og stille som hun sad fortabt i sine tanker begyndte farver og tage form, og med formen begyndte hun at forsvinde i sine tanker. Før hun fik tænkt sig om, fandt den frie hånd hendes lår, formen på billedet var bekendt men tankerne samlede sig ikke om hvem der på læderet foran hende. Pludselig lå en bank, og Yume'ave stirret i dets retning, overrasket som hun så på døren. Hvem? Nervøst, og med billeder af nogle forfærdelige blå øjne gled hun hendes fokus tilbage på maleriget og, tankerne gik i stå, og bankende blev til intet andet end tanker i bagest i hendes sind. Hun stirret blot på billedet foran sig. De to ringe i læben, som skilte sig ud og altid fanget ens blik, de slanke kinder, de lange øre, de bølgende klar hvide hår. Penslen hævede sig og hun overvejede at sætte en steg til at fjerne hvad hun så.
"...hvad gjorde du vil mig? Hvordan..forgiftede du mit sind....Magi? Gift på kniven..Hvad..gjorde du." mumlede hun lavt som hånden fandt og penslen endte på gulvet ved side af læderet.

Ud af intet døde bankende ud, dog var dette ikke hvad Yume'Ave reagere på, det var den skrigende, vrede, trist stemme som ekkoet igennem den tomme drøm. I et sæt faldt hun af stolen, og både stol og læderet faldt med hende. Stolen endte liggende på gulvet, læderet ligevis, dog ikke maleriget som nu lænede sig op af den spinkle elver kvinde som sukkede dybt, som den fugtige maling fandt og plettede den let gennemsigtige hvide silke som dækkede hende, hånden som skubbede maleriget væk fra hendes hofter, side og ben var dækket i den let lilla farve som nu også stod i døren. forbandet. Lyd hendes indre som hun stirret imod det 'magiske' billede som selvfølgelig ikke havde ændret sig af faldet. Men den lille grad af virkelighed som drømmen altid have lod alligevel farve plette hende. Hun lod ingen ord svare den skrigende tone som skærmte hende til gulvet, hun stirret blot på sin nu hånd som nu delte farve med kvinden i døren, og mere skuffet og surt faldt blikket på det beskidte silke som dækket hende og et dybt suk irreteret forlod hende igen.

Et rum med staffelier og malerier og en væltende, lillaplettet Yume'Ave var ikke, hvad Sidka havde forventet at se. Egentlig vidste hun ikke, hvad hun havde forventet at se, for Yume var altid kommet til hendes drømme og ikke omvendt. Eller døren havde bare stået der, uhyggelig og høj midt i Sidkas drømme, der sjældent var af særlig behagelig karakter.
Men det forvirrende - og alt for sofistikerede - syn mildede ikke den unge mørkelver. Nærmest tværtimod. For ting, Sidka ikke forstod, gjorde hende ofte bare vred. Og hvad var pointen med at have en drøm fyldt med billeder? Billeder af ... Sidka fik et glimt af det maleri, Yume havde væltet med ned over sig. Var det et maleri af Sidka? Hvorfor ville hun ...?
Vredestårer (for det var helt sikkert kun vredestårer, ikke?) slørede hendes syn, og hendes knoer blev lyselilla af det stramme greb, hun stadig havde om døren. Hun ville ikke gå ind. Det ville give nok straf bare at have åbnet døren. Også at træde ind, ville være mere eller mindre en dødsdom. 
"Hvorfor bliver du ved?!" fortsatte Sidka sit råb, men stemmen bævede af forvirringen og smerten, der stadig rystede hendes sind. "Hvorfor kan du ikke bare holde den dør for dig selv? Hvorfor skal du gøre det hele sværere for mig?"
Hvorfor skal du tvinge mig til at spise Zahinaels smertebobler uge efter uge?
Selvom Sidkanys inderst inde godt vidste, at Zahinael ville udsætte hende for præcis de samme ting, om der dukkede en dør op i hendes drømme eller ej, skyldte hun alligevel skylden mod Yume. For det var nemmere. Havde det ikke været for hendes lortedrømme, ville Sidka aldrig have følt sig forpligtet til at sige noget som helst til nogen som helst, og dermed aldrig været endt i den her situation. Hvorfor skulle den smukke skovelver også lige have en evne, der var praktisk anvendelig for Mørket?

Med modvillig hånd lod hun maleriget stå lidt foran hende i udtræk hånd, blikket gled fra maleriget imod elverinden som råbte flere ord af hende, og tilbage til maleriget flere gange og en lille del af hende skammede sig over hvor nærmest fejlfrit maleriget var. Der var det lille glimt i øjet, det var umuligt at få de øjne skabt på lærredet. De fangende følelsesladet, smukke..tankerne døde ud som hun sukkede og blikket gled til de mange maleriger i resten af lokalet, og med en let hånd bevægelse begyndte d en efter en at forsvinde i intet andet end en let farverig sky af støv. Igen, råbte elverne i døren til Yume'Ave som endelig fik sig rejst, og lod det sidst malerig forsvin..flade til jorden i rummet. hvorfor bliver du ved. De ord gik igennem hende som en dyb provokation og i et sæt rev hun blikket, et let vredt blik imod mørkelverne.

Hvorfor bliver jeg ved?! HVORFOR.. men hun vidste hun ville tigge om tilgivelse og undskylde flere gange hvis hun hævede stemmen så tankerne blev til flere dybe vejrtrækninger som tog et skridt i elvernes retning, hånden fandt instintivt et rent område af silke kjolen for at fjerne den lille affarve men efter de første få skridt begyndte Sidkanys igen. Sværrer for dig? vreden forsvandt som hun beskuet elvernes skikkelse, en form det var svært at age blikket fra endnu mere som blikket fandt de smukke, fangende, farverige, følsomme øjne..de våde øjne? Hendes gang stoppede brat op og blikket fandt jorden mellem dem.
"Jeg..forsøgte ikke at skabe døren..Det..skete bare." mumlede hun usikkert, og tvivlede faktisk om hun havde haft l lyst til at skabe den, som sidst.
"Men sværrer for dig? Virkelig? Det kan du ikke mene!" på trods af hvor lille lysten var til det fandt vreden alligevel vejen frem til hendes tunge som hun begyndte at snakke.
"Hvad med mig? Hvad med alt det du får mig til at gøre! Alt det du har gjort! Den gift..den magi..den hvad end du har gjort det fortære mit sind!" en vrede som hurtigt blev til fortvielse og forvirring. "Du...din gift, risikere at få mig henrettet! men alligevel..selv når jeg ved..jeg..hvad straffen er! Så..kan jeg ikke stoppe mig selv! hva..JEG FORSTÅR DET IKKE!" fortvivlelse som førte til vrede skrig med fugtige øjne.
"Hvad..hvad..hvad..har du gjort ved mig.." og skrig, som blev til en håbløs mumlen, som den (selvfølgelig) rene hånd, fandt hendes hår og ret frustreret rev i det som hendes ord fandt verden, den beskidte begravet sig mere og mere i den lette silke kjole og knæende rystede som ordene fandt verden, og de sidste få meter til døren var nærmest umulige at gå.

Sidkas hånd slap døren, og hun stavrede et par skridt bagud. Døren forblev stående åben som porten mellem deres to drømmeverdener - Yumes lys og farverig, Sidkas mørk og kold. De besværede skridt. Det vrede blik, den knugende hånd. Den knugende hånd, Sidka havde lyst til skulle knuge om hende, men samtidig havde lyst til at flå i for at få Yume til at gå væk - holde sig fra hende. 
Hun havde set hende på sit laveste, og alligevel føltes dette værre. At være fanget i Elverly havde pludselig ingenting på sig i forhold at føle sig låst inde på Mørkets ø med uvilje alle vegne rundt om sig. Yume havde hjulpet hende væk, men kun til et nyt fængsel.
"Hvad-Hvad mener du? Gift... Jeg..." stammede Sidka, mens forvirringen tog over. Hvorfor så den anden elverkvinde så usikker ud? Hvorfor gav hun Sidka skylden for... Hvad gav hun Sidka skylden for? 
"Det er din skyld!" endte hun med at råbe tilbage og knyttede hænderne om sin egen kofte. Mørkets uniform. Havde hun haft den på lige før? Noget af det, hun savnede mest var sit eget tøj. Det bløde ruskind og det lille, flagrende skørt. Hun følte sig fremmedgjort i den sorte uniform og med mærket tydeligt printet på brystet. Bare en af de andre. En af mørkelverne. En af Mørkets små kæledyr, de kunne gøre med, hvad de ville. "Hvorfor skulle du have den magi? Du skulle aldrig have besøgt mig!" Tårene begyndte at flyde over, men hun fortalte stadig sig selv, at det var vrede. At det ikke gjorde så afsindigt ondt inden i, fordi hun havde forrådt Yume til Mørket. Til Ham. "Jeg blev nødt til at fortælle det - hvad skulle jeg ellers gøre? Det er din skyld, han ødelægger mig hver uge! Din skyld, han..." Men var det? Var det hendes skyld? Var det ikke Sidka selv, der havde fortalt sin overordnede om Yumes magi - fordi det var det, en god soldat gjorde, når man øjnene en mulighed. Hun havde forventet en forfremmelse. Ikke hvad end det her var. "Kan du overhovedet forestille dig, hvordan det føles at blive flænset op af tænder, du ikke kan se?!"
Stemmen knækkede over i et skingert råb, som gav ekko i drømmeverdenens mørke. Skrig blev kastet tilbage til hende, som hun havde hørt fra sin egen stemme den her morgen. Igen havde hun lyst til at kaste op, men det her var en drøm, og der kom ingen reaktion fra kroppen - kun kvalmen overtog munden. Hele sit liv havde hun troet, hun var blevet trænet til at tjene Mørket i alle afskygninger. Men det her var for meget. Hun var trænet til at holde ud i kamp og mod simpel tortur fra Lyset. Villig til at gå i galgen for sit folk. Men det her... Ham... 
Sidka faldt på knæ i mørket, ude af stand til at frembringe noget i drømmen som hjælp til at holde sig oprejst. Hænderne fandt vej op til det løse, hvide hår og begravede sig i hårbunden, hvor fingrene knyttedes, så hårrødderne skreg. 
Hold op med at græde!  Råbte hun indvendigt af sig selv. Du er svag! Du kan ikke være svag!

"MIN SKYLD?!" tvivlen blev nemt til vrede på ny, som hun igen fandt mod til at hæve stemmen mod til at gå tættere på Sidkanys som fumlede bagud, ind i sin mørke tomme, fortabte drøm. Yume stoppede dog op som hun stirret på uniformen, uniformen der dukkede op så snart Sidkanys var i sin egen drøm.
Mørket? De næste ord gjorde intet for at berolige hende. Den magi, nød til at fortælle det..Uniformen..ham. hun rystede som billedet af de blå øjne, den ødelagte krop, gled forbi hendes sind. 
"Mørket.." mumlede hun lavmælt, og tog et skidt bagud, et skridt det aldrig lykkes som hun faldt igen, faldt bagover og endte siddende på gulvet og stirret imod den uniform dækket kvinde. De næste ord, de ord om torturen Sidkanys havde følt ringede langt flere klokker end det burde i rådskvindes hoved. Hun lyttede uden at vide hvad hun skulle gøre som hun stirret imod den grædende kvinde foran sig, de ord som blev delt var forfærdelige at høre.

"Du...er en del af mørket." lyd det fra hende som kæben klaprede imod sig selv. Det gjorde ondt sidst de havde set, men denne gang føltes det faktisk så om hun blev forrådt, så om den lille tilid der faktisk var til kvinden foran hende begyndte at slå revner, og med tanken alene flækkede maleriget bag dagens stemme over på midten.
"Du...arbejder for ham.." brikkerne faldt mere og mere på plads som tankerne, skuffelsen, vreden og sorgen gled forbi hendes sind. En sorg hun ikke forstod hvorfor hun følte, men alligevel slugte mere og mere af hendes sind. Vejrtrækningen blev hastigere og hastigere og fornemmelse af at have blevet manipuleret var ikke til at tage tvivl af, før var det blot en mistanke om magi eller gift, måske endda en fejl.. Nu var der ingen tvivl om hvor meget der havde været bevist.

De lilla øjne gik i, og en bølge af chakra forlod hende og hendes egen drøm skiftede. Kunstkammeret forsvandt og flere af nattens blomster tog form omkring hende, luftet skiftede til den klareste fuldmåne natte himmel, og det let blålige lys lå mildt over drømmen. Duftene af skoven, lydenden af græslandet spredte sig omkring hende, som hun kæmpede for at finde ro. Gøre noget, for at finde ro, for at denne..forfærdelige fornemmelse forlod hende men intet hjalp, selv at mærke, føle, lugte, høre og langt mere det land som beroliget hende gjorde intet som hun blot stirret imod døren med våde øjne, og selv om mørkelvere sad som hun selv gjorde, føltes det alligevel så om ens hjerte var under hendes fod. At den kniv der havde været i ens lår nu sad der, i hjertet.

Låret, året, blikket faldt som det pludseligt ikke var dækket af tøjet, tøjet som famlede som hendes tanker gjorde. Du er min.
Mente hun, i virkeligheden mørkets? Havde Sitali læst det forkert? Hun sagde at det var mange år siden hun lært og brugt sproget.
"DU ER..." forsøgte hun at råbe op, men ordene forsvandt, og i hast hævede hun hånden og...og hvad? skabe en dør..få nogle til hjælp..få nogle som støtte? Alle ville dømme hende..alle ville..Hun sad der..fortabt, og vidste ikke hvad hun skulle gøre, vidste ikke hvorfor det gjorde så ondt.

Grebet i håret blev fastere, som om hun forsøgte at hive hårtotterne ud med roden. Hun forsøgte at centrere smerten om noget hun kendte - et eller andet, der ikke var så udefinerbart som den smerte, Zahinael havde udsat hende for. Det havde aldrig været sådan før. Når de var blevet straffet derhjemme havde der altid været noget at forhold sig til, omend det var magisk eller fysisk. Det hun havde oplevet ved de ugentlig møder havde været så meget mere, og hun forstod det ikke. Forstod ikke smerten eller hvor den kom fra. Hvordan den forsvandt, og hvorfor det føltes som om den blev siddende fast under huden på hende, efter han havde flyttet sine fingre fra hende. Hun blev efterladt til at skrige og hoste og nogle af gangene vågnede hun forvirret op i det tomme rum med døren åben og ondt over det hele. 
"Hvilket valg har jeg, Yume?!" råbte Sidka tilbage og hævede blikket. 
Straks virrede det rundt i de nye omgivelser Yume befandt sig i, forvirret over hvordan det fine rum var blevet til skov og træer og græsset. Den halvnøgne måneelver og arret på hendes lår. Arret, Sidka havde lavet en aften fyldt med lyst og nydelse og ikke den her ødelæggende tvivl. Tvivlen var værst. Ranulf havde sagt, der altid var et valg, men Sidka havde aldrig haft et. "Kan du ikke huske, hvad jeg fortalte dig? De ejer os!"

Sommeren gjorde Elverlys bygninger varme, og Sidka påskønnede det opvarmede rum, da hun var kommet fra en celle med koldt træ og intet lysindfald. Stadig ør i hovedet efter blodtabet frøs hun nemt og de sitrende arme bevidnede det også nu, selvom hun prøvede at holde hænderne samlet i et fast greb under bordet. Hun havde ladet dem binde hendes hænder op, den sære lyse, tildækkede skovelver foran hende. Og hun stillede spørgsmål. Spørgsmål, Sidka på ingen måde havde forventet at blive stillet, da hun havde lagt sit liv i deres hænder. I troen på, at Sibal var i deres varetægt. Men det var han ikke, og de ville henrette i morgen. Hun ville ikke engang få lov til at sige farvel til Sibal.
"Mørket lavede os," svarede Sidka og så undersøgende på kvindens skikkelse. Yume'Ave, det var det, hun havde kaldt sig selv, ikke? Hvorfor virkede hun så nervøs? Var det nervøsitet? "Min klan har altid tjent dem, selvom det ikke er noget, vi har mærket meget. Vi har været sendt ud i et par af deres kampe. Lige nu er vi mest bare ude for at have det lidt sjovt, inden vi skal hjem til klanen igen. Er du sikker på, du ikke ved, hvor min bror tog hen?"
Hvad nyttede det overhovedet. Der var vagter alle vegne. Det havde været svært nok at komme tilbage til Elverly i ét stykke, men at komme ud igen? Næsten umuligt. Måske skulle hun bare bide struben op på den godtroende elverdame og blive henrettet med det samme. Det ville sikkert være nemmere. Men noget holdt hende tilbage. Noget i Yume'Aves blik fik hende til at tøve...

"Jeg er intet uden Mørket!" 
Men det føltes ikke sandt mere. Hun var intet uden Sibal. Og Sibal var i Mørket og klarede sig godt, såvidt hun vidste. Modsat hende selv. Hun blev kastet for hundene og mishandlet fordi den psykopat til Zahinael ville holde styr på sine kæledyr. Det var alt, hun var for dem. Alt hendes race var. Der havde aldrig været et valg. Dræb eller bliv dræbt - men Sidka følte sig fanget i et limbo, hvor hun ikke fik lov til nogen af delene.

Hun kunne ikke, hun gad ikke, hvorfor havde hun også sat sit hoved på blokket og risikeret sin frihed, titel og liv for, for hvad endelig? Noget der lige nu bare gjorde ondt, og føltes falsk.
"Bare fordi du ikke havde behøvede du ikke også tage mine valg fra mig!" hvæsede hun tilbage som hun endelig kiggede op fra sit lår, det var umuligt at fokusere på noget som helts og det hele faldt fra hinanden først forsvandt de natlige insekters lyde, og langsomt vidste hun også resten ville falme.
Af alle hun arbejde for, så selvfølgelig en dæmon der kunne invadere drømme! Hvorfor havde mørket også fået fat i sådan en dæmon! De nærste ord skær lige i sindet, for, hun..kunne godt huske noget af den slags fra det møde, selv om det havde været svært at lytte og planen om at skrive hvad der blev sagt ned forsvandt hurtigt.
"Jeg..troede ikke du..mente.." hvad havde hun endelig troede? Deres slaver? Deres hvad..

Den sommer havde været starten af det hele, nogle gange føltes det som alt der skete før den sommer var intet andet end bare en historien skrevet ned og at livet først begyndte da de to mødtes. Et møder som aldrig skulle være sket, men tale gaver havde aldrig fejlret Yume'Ave da hun fik dem overbevist om at lade hende se mørkelverne i et forsøg på at lære at forstå deres kultur, forstå deres verden, forstå hvordan de havde ændret sig siden de forrådte deres artsfæller for mørket. Selv i dag var hun overrasket over at hun faktisk fik lov, til at se den ene mørkelver de havde fanget, den knægt havde fanget. Teet der var hældt op før mødet, og vagterne der kontant stirret, holdt en hånd på deres våben. "Forlad os!" lyd det nærmest vredt den femte gang Sidkanys som hun havde afsløret hun hed, næste hoppede som de tog hånden om sværdet. "Frøken Risindier! Vi kan ikke forlade dig med..sådan en."
"I kan gøre hvad jeg siger! Se på hende! i skræmmer livet af hende! Jeg kan skrige hvis, den afkræftet, forslået, sultne, tørstige, trætte kvinde gør noget!"
Og med det fik de rummet for sig, og en kop med te blev ført til mørkelvers side, hånden nærmest rystede af flere grunde og den søde nektar endda med en ske tilsluttet sig den side af bordet.
"Jeg..ved intet om din bror..og de burde varme dem. Drink noget." med ordene tog hun selv koppen til læberne og lænede sig tilbage på bordet, bogen hun brugte til sine noter var i skjul bag blomsten på bordet, noter, der mere af alt lignede en tegning af kvindens træk. Træk der gang på gang fangede de lilla øjne, træk så dansende at ens blik aldrig kunne sidde stille. Hvad..er der også med deres hud? Som at stirre på den blanke nattehimmel selv.
"Jeg lover at i mit hus sker der dem intet.. Jeg vil bare forstå jeres folk. Hvad i er blevet -efter- mørket skabte jer. Så...din klan..Hvordan lever i? Jeres kulturalle arv, hvad giver i til jeres næste generation." som hun talte hoppede blikket fra kvinden, til koppen, kroppen som igen blev løftet som ordene nåede deres ende for at skjule det lette bid i læben blev den ført til næsen og duften taget til sig.

"Selvfølgelig er du det!" hvæsede hun igen, og rystede hovedet at kvinde, og beskuet døren. Kan den ikke bare smække i, men selvfølgelig var disse tanker ikke nok og at rejse sig var nærmest umuligt. 
"Du er.." smuk..var ordet hun holdt igen, for hvad nyttede det at sige, og så til så ung en kvinde som Eca havde påpeget, og hvad ville det hjælpe at sige, HVORFOR VILLE HUN OVERHOVEDET HJÆLPE!
"Du behøvede ikke rive mig med i det!" valgte hun i stedet at sige, frem for at rose den unge tøs af en mørkelver.
"Kunne du ikke bare lade dit rod, være dit eget! Sejle din egen sø! MEN NEJ! nu er jeg nød til at passe på dig!" igen.

"Jeg vidste ikke, de ville gøre noget!" råbte hun tilbage, panisk og smertefuldt. Hvorfor gjorde det så ondt? Det var eftervirkningerne af torturen... Ikke? "Jeg vidste ikke, de havde en som ham! Jeg troede... Jeg troede bare de ville skrive det ned et sted! Du skal ikke passe på mig, jeg kan fint...!" 
Men det kunne hun ikke. I et smerteligt vredesudbrud, skreg hun ud i drømmens tomhed, mens hun hev så hårdt hun kunne i sit hår. Efter hvad der føltes som alt for mange sekunder, kunne stemmen ikke mere, og det endte over i et par hulk. Fingrene gled ud af håret og endte på gulvet sammen med tårerne. 
"Jeg burde være stærk..."

"Styrke," svarede Sidkanys uden tøven. "Styrke er det eneste, der betyder noget for klanen."
 
"Hvorfor er jeg ikke stærk?" Tårene vædede de mørkelilla hænder

"Du er den første jeg møder, der spørger om mit folk - ikke bare slår os hen som misfostre," 

"Selv hos Mørket, er jeg ikke andet end et misfoster ... Jeg troede de var mit hjem ..."

"Er du fascineret af os?" Sidkas fingre strejfede bordkanten hele vejen hen til Yume'Ave. Hun havde troet, kvinden ville kalde på vagterne, så snart hun rejste sig, så hun vidste egentlig ikke helt, hvorfor hun gjorde det. "Kan du godt lide, at jeg er her?"

"De kan ikke engang lide, jeg er her," Sidkas øjne var udspilede, men de stirrede kun ned i gulvet. "De ofrede mig, fordi jeg var i vejen ..."

"Du er ikke bange for vores rædsomme natur?" Hun stod bøjet over den anden elver nu. Blidt og forførende skubbede hun det tynde klæde væk fra ansigtet. Sorte pletter kom til syne. "Åh, du er selv lidt mørk indeni ..." Mørkelilla læber mødte lyse.

"Undskyld ... Jeg troede jeg gjorde det rigtige ..." Hvad var det rigtige mere? "Jeg har glemt, hvem jeg er ... Hvem jeg er uden Sibal ..." Talte hun bare til sig selv nu? "Jeg er intet uden ham."
Endelig løftede hun blikket. Søgte Yumes. Søgte noget. Søgte tilgivelse. Det var det, der var forventet af hende, når hun begik en fejl. Det og piskeslag for sin opførsel - så hun kunne blive klogere og stærkere. Men her i drømmen var der kun Yumes sårede blik og alting gjorde mere ondt end nogen pisk nogensinde havde bidt ind i hendes hud. Det sårede blik gjorde mere ondt end Arnyms vrede. Hvorfor betød det så meget? Hvordan kunne de lysende lilla øjne med månepupillerne betyde så meget for, hvordan hun havde det?
"Undskyld, Yume."

Styrke, var aldrig noget Yume'Ave havde forstået hvorfor nogle søgte, hvorfor det havde nogen værdi, men for kvinden der sad mere fortvivlet end hende selv blot meter fra hende vidste hun hvor vigtigt det abstrakte begreb var. Lige meget hvor såret hendes blik var kunne hun ikke se bort fra hende, at se hende sådan her gjorde mere ondt end hun nogensinde vil indrømme.

"I er ikke anderledes os andre." svare hun uden tøven som koppen faldt tilbage på bordet og sløret skubbet forsigtigt på plads.
"Blot jeres første generation var." Blikket forlod aldrig mørkelverne igen efter kroppen mødte bordet.

Hun svaret aldrig til Sidkanys mange ord, skrig om hjælp, og tanker, for hvad var der at sige, skrige hendes egen tvivl tilbage og blot forvirre dem begge mere. Nej, en ting af gangen, hun kæmpede sig forsigtigt på fødderne med snuden lavt og i en opgivende bevægelse flået hun sløret af, og lod det falde til græsset.

Som mørkelverne rejste sig lukkede hun i hast bogen og skubbede den op til planten, blikket faldt på fingrenes legende dans hen over bordet.
"Huh? Hvad?" lyd det let forvirret til spørgsmålet og endelig var blikket væk fra hånden, og gled forsigtigt og beskuende over kvindens former, som hun kom nærmere.
"lidt." mumlede hun ud som hun kiggede op imod den farlige kvinde i så manges øjne, og virkede ikke til at indse hvad der blev sagt.

Hun gik med lidt besvær imod døren, og med endnu mere besvær igennem den og med opgivende blik gik hun tættere på Sidka, og satte sig på knæ foran hende.
"Sidka...du er ikke et misfoster...og du er stærkere end langt de fleste." forsøgte hun at trøste, og den ene hånd blev taget frem, og energien spredte sig igen igennem drømmen.

Hun faldt lettere bagover, men nåede at få en hånd på gulvet som hun lænede sig mere og mere tilbage, i et forsøg på bare lidt afstand mellem dem.
"Hvorfor..frygte noget jeg ikke kender." lyd det forsigtigt som hånden kom nær hende, flere små hver trækninger forlod hende som sløret forsvandt, og kort forsøgte hun at tage blikket og fronten væk fra mørkelverne, men som deres læber mødte før hun selv fik handlet var dette ikke muligt. Den, søde, smag, den, unaturlige, nærmest forbudte smag. Desværre sluttede den alt for tidligt som hun faldt og endte på albuen under kvinden.
"Stop." mumlede hun forsigtigt, tøvende, mens kæben nærmest viberet efter mere. Den anden hånd søgte hagen, læberne for at skjule arene, og kinderne fandt en ret rødlig nuance under den lilla påvirkning.
"Stop." lyd det igen, lavt, tøvende, som i et forsøg på at komme lidt længere væk, skubbede hun sig et lille stykke med foden, blikket havde siden kysset, siden hun kom nær, været låst på de smukke øjne.

Som enegien spredte sig forsvandt det kolde klamme mørke som lå i Sidkanys drøm. Det første var solen som kastede dens varme over dem, og efter den fine pyntet trægulv fra palæet under dem, væggene tog form og rummet lukkede om dem. Langsomt begyndte varm dampe at ligge sig i rummet, og bag Sidkanys, blot en meter væk formede sig en naturlig kilde med dampende vand.
"Du...er ikke tilgivet..lad være at tro du er..Men for nu, så sæt dig i vandet og slap af. En ting af gangen.." det gjorde ondt at sige, at gøre, men i forhold til at se de fangende øjne med tåre, at høre hende skrige og græde, at høre hende være så forladt. Var det ingen smerte at skubbe hendes eget behov for svar lidt væk.

Det varme vand var tillokkende, og dampen der steg op derfra lindrede Sidkas røde øjne og tørrede nogle af tårene væk. Uden helt at forstå, hvorfor kroppen gjorde det, kravlede hun ned i vandet. På et eller andet tidspunkt forsvandt noget af uniformen, men hun havde ikke selv pillet ved den. Det måtte være drømmen. Drømmen, som Yume havde overtaget, da hun trådte ind i den. 
Ordene klingede stadig for hendes indre - om kap med hendes eget skrig. Ordene om, at Yume nu skulle redde Sidka igen. Sidka, der ellers aldrig havde behov for at blive reddet. Sidka, der burde være den stærkeste I'endrith til endnu at betræde jordens overflade. Sidka, der... Havde fejlet sin jagt og var blevet fanget af elverne. Der havde fejlet sin opgave og var blevet fanget af Lyset, omend kortvarigt. Der ikke længere vidst, hvorfor hun kæmpede side om side med folk, der hellere ville stikke hende i ryggen og tvinge hende til at sluge små smertebobler frem for at vinde den krig, hun troede, hun skulle kæmpe i. 
"Lad være med at sig noget, han kan bruge imod dig," bad hun og så op på Yumes slanke, smukke skikkelse. Det virkede som en evighed siden, at hun havde taget ejerskab over den - og lige nu ... Lige nu virkede det også forkert. Hvorfor havde hun egentlig gjort det? Bare fordi det var noget, hun altid havde gjort? Fordi hun havde set Yume som et dyr - en svagere race ...

"Du er smuk." 
Skovelveren lå under hende, og de havdekysset i en evighed. Sidkas hænder gled over kurverne og den lyse hud. Fjernede silkestof i nænsomme bevægelser, men greb straks efter hårdhændet fat om hofterne. 
"Du er min," Hviskede hun den fine, blege elver i øret. Det her var hvad de var kommet for, jo, Sidka og hendes bror. Jagten. Legen. Dominansen. "Jeg vil gøre dig til min."

Sidka havde hevet knæene op til hagen i det varme vand. For første gang lignede hun sin unge alder, fordi højden og selvtilliden ikke længere var der til at maskere den. En forvirret ungelver midt i et dampbad. 
"Jeg kommer til at fortælle ham det hele ..." sagde hun stille og snøftende. "Alt hvad du siger, alt hvad der sker. Han tvinger det ud af mig. Jeg har aldrig ... Aldrig prøvet noget lignende. Og jeg har ellers fået ret meget tæv derhjemme ..."

Hun var stadig såret, hun ønskede stadig svar, der var mange ting hun ville der ikke var dette. Men hun vidste også at det ikke hjalp at de to blev med at tale sammen som de havde gjort, det nyttede intet at blive ved med at gøre som de før havde gjort. Så hun satte sig bag på sine knæ lige bag Sidkanys og lod hende hvile imod hendes ben. Magisk lod hun mørkelvers nattehimmel af hud blive synlig, som hun begyndte at vaske det blege, bløde, hvide hår, lod det glide i mellem hendes fingre som det blev fugtigt og hun nussede om det. Sidkanys ord ramte hårdt, for hvad, hvem i zalens havn var han? En skygge fra mørket? Der havde gjort Sidkanys så bange? Så..for slået. Hvis bare..husk faktisk kunne huske hans navn og så..spørger nogle? Hvem, Toorah? Ja..det ville gå godt. "Hej ja, kender du en dæmon der kan invadere drømme?" Det ville være en køn samtale. Hun sukkede dybt som hun begyndte at vaske hoved bunden af den unge kvinde foran sig.
"Du kan sige til ham, jeg lover at finder en måde at slå ham ihjel på. Flå hans sjæl og krop i så mange stykker, hvert stykke på hver sin måde, i så blodig en grad at Zaladin selv får ondt af ham." hun puste irriteret ud og tonen var seriøst, hvert et ord ment og i bagerst i hvert ord var had, en dyb had fra den mørkeste del af hendes hjerte. Det dybe had som for mange år siden var skabte mørkelverne, og det sidste tegn på de engang var artsfæller.

"Er du ogs." hun bidt kæben sammen som hun fangede sine egne ord, for, hvad var hun ved at sige? ved at hviske.
Hun sank en klump som hun endte under Sidkanys, hun burde skrige, hun burde skrige, hun burde skrig, skreg hendes indre som blikket gled fra den slanke, smukke, kraftige, form der lænede sig mere og mere over hende, tvang hende mere og mere ned på gulvet.
Hvis jeg skriger dør hun..I mit hjem.
skreg hendes indre som blikket kom retur, lige som ordene blev hvisket i hendes øre. Hun puste ud, bange, spændt af en eller anden grund, med lette ryst som hun lod blikket falde over hende selv, imod sin hofte hvor en hånd der sendte frygt igennem hende. "Stop..." tænderne klappede som det blev sagt. "Jeg..tilhøre ikke nogle! ej heller stemmen selv! jeg..jeg..skriger.hvis du.." hun holdt kæft som det næste blev sagt, at hun ville blive gjort til mørkelvers, ikke kun af de ord der blev sagt , men over at se hendes egen hånd have taget fat om en af fingrene der holdt hendes hofte, en hånd der fjernede sig som det blev set og hun kæmpede med at tage blikket fra mørkelverne. Fjerne sine læber, som endelig skrev efter mere. Hvorfor..var det så..farligt, og hvorfor, fandt hendes ene hånd mørkelvers side? Hun forstod ikke sig selv, hvorfor hun skreg efter det hun gjorde, men nu, at se sin egen hånd modvilligt bevæge sig og kærtage den spinkle figur, fik hende til at tvinge hånden tilbage på gulvet.

Hun sukkede som hun forsatte med at nusse den mørke hovedbund, og lod blikket falde i vandets overflade, hvorfor var hun så smuk. Tankerne gik i stå og en hånd gled stille til skuldren af mørkelveren, og den anden til hendes eget knæ.
"Så...lad os kun snakke om ting han gerne må høre." forsøgte hun at trøste den kvinde hun altid havde set som stærk både af krop og sind, men lige nu, var det tydeligt hvor ung hun var, så ung de ikke burde have gjort hvad de havde gjort og slet ikke gamle nok til at have oplevet det liv hun havde. Nok havde Yume'Ave aldrig været god til unge elvere, ej heller hendes egne børn, men lige nu, var det hvad der var foran hende, en kvinde der aldrig havde været et barn, en ung smuk, elver som ikke engang kendte sig selv, og det gjorde ondt...for hvad kunne hun tillade sig? At kræve svar? nu? Midt i alt dette?
"Kun gøre ting du kan dele. Så, hvad vil det være? Hvad skal vi snakke om? Du holder af gifte ikke? hvor kommer det fra?" selv om hun ikke brude, forsøgte hun at lokke bare lidt ud, for hun måtte jo have forgiftet hende? Ikke?

Måske, tilhørte hun alligevel denne kvinde..Sådan hun blev ved med at tage hånd om hende, give hende hvad hun ønskede, og ikke forvente noget tilbage.

Den sætning om hvad Yume ønskede at gøre ved spionmesteren, håbede Sidka inderligt på, hun ikke ville huske, når hun vågnede. At overleverer den slags trusler ville uden tvivl medføre en hårdere omgang end ellers - hun ville allerede få en hårdere behandling, fordi hun havde ladet Yume komme ind i sin drøm, så hvorfor gjorde hun det bare værre? Hvorfor kunne hun ikke bare finde ud af at vågne?
Fordi fingrene, der gled gennem det lange hår, fik hende til at slappe af. Det varme vand og dampen, hun indåndede, fik skuldrene til at sænke sig og benene til at ligge slapt på bunden af drømmekilden. Et langt suk drev over hendes læber, som hun lod sin vægt blive båret kun af vand, tyngde og Yumes ben. Det var det rareste hun havde oplevet længe, og hendes krop havde uden tvivl brug for den slags afslapning efterhånden. Men hun vidste inderst inde godt, at hun ville vågne op lige så øm og træt, som hun gjorde hver dag. Halvt fraværende nikkede hun til Yumes forslag om kun at snakke om ting, spionmesteren godt måtte høre. Det burde være nemt nok... Måske. Heldigvis for Sidka startede Yume.
"De kommer fra min brors planter," svarede Sidka og lukkede øjnene. Pludselig i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet havde fortalt Yume om sin familie, fortsatte hun. "Altså min tvillingebror, Sibal. Han er også i hæren, men jeg har ikke set ham i månedsvis. Han kan gøre grene og rødder levende, så de gør, hvad han vil, og jeg kan udvinde giften fra dem. Det er længe siden, jeg har gjort det nu, så alle mine flasker er tomme. Jeg kan kun gøre det af noget, han har rørt ved, og han har ikke lige været rundt og røre ved alle træerne på Obsidianøerne endnu."
Ved tanken om gift, kom hun til at tænke på Renaél, som hun næsten havde fået til at indtage noget af sin gift, dengang han havde ført hende gennem skoven mod Elverly og i sidste ende Yume. 
"Den dreng, der førte mig til jer sidst... Jeg  prøvede at overtale ham til at drikke noget," Hun fnes kort og rødmede en smule. Han havde nu været sjov. "Han ville være blevet så fuld af det. Jeg ville gerne have set ham vælte rundt i skovbunden... Jeg var også selv ret fuld, egentlig. Jeg drak min sidste flaske, inden han hev pilen ud og helbredte mig. Nej, vent, jeg tror faktisk jeg selv hev pilen ud. Han kastede op..."

Den smukke skovelverkvinde havde frygt i blikket, men lyst i hænderne. Et legesygt smil hev i Sidkas mundvig, og hun placerede tre små, hurtige kys langs den lyse kæbelinje,mens hendes ene hånd fandt den, Yume havde lagt på hendes side. Sidkas hånd fulgte Yumes arm op til skulderen, og så trak hun sig væk. Lagde vægten tilbage på fødderne og sad der på knæ foran Yume. Trak sine hænder til sig og holdt dem op foran Yume med det fjogede, drillende smil plastret på hele ansigtet.
"Jamen så stopper jeg da..." sagde hun og bed sig selv i underlæben. "Medmindre du ... ombestemmer dig?"

Velvidende at lige meget hvad velbehag hun tilgav sig sin mørkelviske..veninde? ville hun være tilbage i sin forslået, trætte krop så snart drømmen endte, og hun selv ville være på sit arbejdsbord? Tænkt af den mand hun ønskede at flå lem for lem, havde fået hende til at handle sådan. Det var næste mere problematisk end hvad kvinden foran hende, kvinden hvis hår hun forsigtigt begyndte at rede ud som hun havde fremmanet en børste og kam. For så smuk en kvinde gik hun virkelig ikke op i sit hår, gled tankerne som hun følte den fine smukke hvide hår folde sig mere og mere ud foran hende, og de splantet ødelagde spidser kom desværre også mere og mere frem ved hvert dansende støj med kammen.
"Du..skal passe bedre på dit hår." fniste hun let midt i Sidkanys ord om hendes bror, den tvilling bror som måtte have været kilde til bekymringerne den dag.
"Lyder til i to er meget tætte" spurgte hun og vippede hovedet og begyndte forsøge at frigøre de mere problematiske dele af mørkelveres hår. "Så..Sammen, skaber i både levende planter og gifte, spændende magisk sammenhold." Den lille kommentar om de tomme flaske fik dog hende til at hæve et øjenbryn og kigge lidt mistroisk på kvinden der havde fundet hvil imod hendes ben.
"Obsidianøerne?" gentog hun lavt som hun fortrudt at hun spurgte ind til det, noget som ville nemt kunne få problemer for Sidka. og vippede hovedet som kammen forlad håret, og hun begyndte at fange det mellem sine fingre, og lade det tage let form nu det var muligt at have lidt kontrol over det. En lille del af side håret blev samlet og let begyndte hun at flettet det sammen.
"Han..helbredte dig..var farligt for ham." spurgte hun forvirret, og vendte ordene lidt i hovedet..sidste flaske..sagde hun sidste flaske? "Din sidste flaske..af gift?" Selvfølgelig var det den sidste flaske! Og vagterne havde jo også taget det fra hende hvis hun havde mere.
"Vent..du drik gift? for at blive fuld? Er det ikke...farligt?" lyd det overrasket, som hun nåede længede ned på det lange hvide hår, og uden at tænke over det, ved slutningen af hvert flet mødte en fingre halsen, og langsomt i takt med de mange flet bevæget sig tættere og tættere på skuldren. Ingen gift, kan det passe? "Hvilken slags gift drak du?" kunne rester være blevet på hendes læber? Hun vidste godt det ikke gav mening som hun tænkte det, men..hun var godt i gang med at fiske i det dybe vand, og måske var der en eller anden slags bid.


Det smil, det legesyge smil der spredte sig på den mørk tonet kvinde over sig, som Yume'Ave tvang sin egen hånd fra hende, sendte en forfærdeligt fornemmelse igennem hende som kun blev forstærket som hun mærkede en let hånd bevæge sig legende op af hendes arm, blikket gled i som hun tydeligt nydt den bløde berøring imod den sarte følsomme hud af hendes. Hun blinkede overrasket flere gange som det stoppede og et blandet utryg, af forvirring og en sær form for lettelse spredte sig i de lilla øjne, på de blege sort prikket læber."nej!" lyd det trængende og i samme øjeblik rettet hun sig op og rækte ud efter hænderne foran hende, en finger var alt hun fangede før hun gik i stå. kæben klappede som det gik op for Yume'Ave hvad hun lige hvad gjort, og sagt, rækt ud efter hende, sagt hun ikke skulle stoppe. Langsomt sank hun en klump som farven fandt kinderne og blikket søgte fra den, forfærdeligt smukke hattehimmel foran sig. Forbandet, forbandet, forbandet, lyd hendes indre som hun kæmpede med at finde en måde at forklare sin handling på.
Hun træk vejret tungt som hun slap fingren hun havde fanget i sin desperate handling. "Hvis..vi-" hun sank en klump mere. "Hvis du.." igen gab hun op og lod sin hånd svare for sig som den faldt fra den bløde kind til mørkeleveres skuldre og strækte sig over på nakken at mørkelverne og forsøgte at trække sig selv op for at møde hendes læber igen, den smag, den, forbudte smag. Hvorfor var den så fangende. "Hold din kæft.." mumlede hun som hun forsøgte at møde hendes læber igen.

"Jeg plejer at kunne passe bedre på det... Uh, det var ... eh ... Rart," mumlede Sidka. Små gys gik gennem hende, hvor Yumes fingre berørte hendes hals.
De mange spørgsmål fik lov til at bundfalde sig, for Sidka kunne godt høre, at Yume ikke var helt færdig og havde meget at sige. Det kunne hun vel egentlig ikke bebrejde hende for. Det var ikke fordi de faktisk havde snakket så meget sammen. Mere... Lavet andre ting.
"Vores magi hænger sammen. Jeg kan lave gift af hans grene, og han kan fremmane væsner med de runer, der opstår, når jeg laver min jordmagi. Vi burde jo nok have byttet, så vi kunne det hele selv, men sådan fungerer magi vist bare ikke. Jeg tror lidt vi stjal det fra hinanden i maven," fortsatte hun. I vandet lod hun den ene hånd plaske lidt dråber op og betragtede, hvordan de faldt en smule langsommere, end hun ville forvente. Drømmedråber. "Giftene er meget forskellige. Det er mest sådan... Hvad jeg gerne vil have, den gør? Jeg tænker over, hvordan jeg vil have den til at være, og så lykkedes det de fleste gange. De andre havde jeg brugt, den dag der, så jeg havde kun den tilbage, der virker lidt ligesom stærk sprut. Det var det bedste, jeg lige havde til bedøvelse, men jeg brænder jo alt for hurtigt igennem det. Halvdelen af de gifte, jeg laver, kan jeg ikke selv blive påvirket af. Min krop optager det som om jeg er en varm sten, man kaster et par regndråber på. Det er bare væk, sådan her," Hun knipsede med fingrene lige over vandoverfladen. "Vi rendte rundt i skoven i en dags tid, fordi Renaél for vild. Jeg kunne godt have brugt at have haft mere på mig, der til sidst..."
Men hvornår kunne hun egentlig ikke det?

Sidka elskede hvert øjeblik, hvor Yume vred sig i ængstelse foran hende. Smilet blev større og hun ventede tålmodigt, mens skovelverens viljestyrke forsvandt. Ikke at hun skulle vente længe. Yume hev sig op til hende med halve sætninger og lystent blik, og Sidka hjalp hende med en støttende arm omkring ryggen, så hun ikke ville vælte. 
"Hvis du siger det," mumlede hun, inden læberne mødtes igen. Gav hende en falsk tryghed af at havde lidt kontrol. Forhåbentlig ville hun ikke kalde på vagterne og ødelægge det her. Hvor længe havde de, måske en time? Hvor meget ville klanen ikke kunne bruge det mod skovelverne, at en af deres magtfulde kvinder havde ligget med en mørkelver?
Og så var det sjovt. Det var nok den følelse, der drev Sidka mest. Det var sjovt... Og måske skulle hun dø i morgen. Så hvorfor ikke?

Det var en skam at se og mærke det fine glatte hår nu, for hun vidste at det på ingen måde ville være sådan som da de mødtes i drømmen. Hvor ville det være rart at kunne gøre dette ordenligt, ofte være i hendes tanker - hvordan mon denne kvinde ville se ud hvis hun fik faktisk taget hånd om sin krop, håret, negle, noget tøj der ikke bare skulle være nemt at bevæge sig i, eller, den uniform. Hun sukkede en smule som hun igen så Sidkanys i det uniform i hendes sind, i sit suk opgav hun lidt at flettet eller sætte håret og blot lod den ene fletning være det som hånden let gled over den fine, nattehimmel lilla hals, og lod den hvile imod skuldren som hun lyttede til den stemmen der pirret hende hver gang  hun hørte den. Det var fangende at høre om så uniform magi, så harmoniseret, mon grundet var de var tvillinger?
"Jeg syntes det lyder smukt, at jeres magi hænger sammen i så tæt et bånd, lige som det lyder til at i har." hun træk lidt på smilet og gav skuldren et klem, før hun løftede Sidkanys lidt væk fra hendes ben, så hun kunne rejste sig. Blikket gled imod den legende hånd der så de langsomme dråber falde tilbage i det dampende vand. Netop som Sidkanys begyndte at tale om gifte knap rørte hende lod Yume'Ave sig selv finde vandet og satte sig en halv meter fra den mørkelviske kvinde i vandet, et afslappet suk forlod hende som hun mærkede det varme vand ligge som hendes krop, som ikke længere var dækket af den lette silke.
"Han..faret vild? I elverlys skov? Er han halvblods eller sådan noget?" lyd det lettere overrasket som hun rystede hovedet, over en, skov elver, som var faret vild, i skoven. Det var ikke gift, og det var ikke mange som både kunne skabe gift og manipulere jord og så også lege med andres sind. Hun lænede sig eftertænksomt på kildens side og lod sin kind finde hvile i sin hånd som hun beskuet elverkinden, den, smukke..nattehimlen hun var. Blikket gled over formen både over og under vandet. hvad..gjorde du ved mig. lyd tankerne som hun slugte billedet igen, et billede hun havde malet flere gange end hvad sundt var.
"Hvad..har du dog gjort ved mig." mumlede hun drømmende som hun forsvandt i sine tanker et øjeblik.

Det selvglade blik forsvandt ikke som hun uden at tænke sig om rækte ud efter sortelverne, tværtimod det virkede til at vokse ved hver modvillig bevægelse og ord der forlod hende, for hvad var der at gøre nu, skrig? og så se hende bleve revet ud af hendes hænder, og dræbt før hendes egenlige henrettelse. Det var jo første gang, og eneste mulighed hun havde for nyde denne, opslugende smag, og den smukke, bløde og alligevel kraftige hud som hun fangede sin ene hånd i at søge. En hånd der havde begravet sig i det lille punkt hvor trøjen ikke helt mødte hendes hud og søgte derunder som deres læber og tunger dansede. Let forsøgte hun at lade den anden hånd møde kvinden kind, langsomt med en legende finger søge til hendes nakke og gjorde et enkelt forsøg på få kvinden under sig, skifte hvem der havde magten lige nu, og nok også hendes eneste chance for at få bare lidt kontrol over det hele igen.

"Jeg savner ham," fik hun mumlet, mens Yume snakkede om det smukke i deres fælles magi.
Det var nok smukt. Dødbringende smukt. Kaosbørnene der ødelagde jord og skov på deres vej gennem landet - ja det var nu ret smukt. Men skønheden i det overskyggede ikke det savn, hun følte til Sibal Overskyggede ikke den magtesløshed, der fyldte hende, når hun ikke havde ham at støtte sig op af og hans magi til at bruge sin egen. At have sin ene evne nærmest uduelig... Det var ret meget et slag i hendes selvtillid efterhånden. 
Derfor var snakken om Renaél også noget, hun meget hellere kastede sig over. Selvom det havde ledt hende direkte ind i løvens gab, havde turen været sjov. Måske mest for hende, men det var jo også det, der betød noget, ikke?
"Ja, han farrede vild - jeg havde ikke troet det muligt for en skovelver," begyndte hun og lo, mens hun legede med vandet med en finger og prøvede at holde blikket fra Yumes nu afklædte skikkelse. Ringene, hun lavede i vandet, gjorde det mindre gennemsigtigt, og det var lige hvad hun havde brug for. Hun skulle kun retfærdiggøre handlinger og ikke tanker for Zahinael senere, så hun måtte finde måder at holde sig i skindet på. "Og han var ikke engang halv. Men lige så snart det blev mørkt, kunne han ikke se en pind frem for sig. Der må man altså sige, vi er lidt heldigere. Jeg har ingen problemer om natten. Renaél gik i ring i en time, før han troede på mig og gik med til at slå lejr. Egentlig tror jeg ikke han er meget ældre end jeg er - han er en af de første, jeg ikke bare havde lyst til at kappe, men han havde heller ikke lyst til at jeg skulle dø. Lidt ligesom..."
Dig.
Men tankerne nåede ikke ud, før Yume lavt mumlede sin sidste sætning. Hvad har du dog gjort ved mig? Sidkas blik for op til måneelverens ansigt.
"... Hvad?"

Yume'Ave kunne ikke lade være med at smile som Sidkanys nævnte at hun savnede sin bror, så selv en kvinde som hende måtte ligge sig under sine følelser. Savn var en forbandet ting, som fik Yume'Ave til at åbne døren, nogle gange til folk som virkede ikke ønskede hendes samvær, Eca en af dem. Sidkanys måtte virkelig savne ham, at have følt sig magisk afhængig af en, og så ikke se dem i måneder, måtte være ulideligt. Flere gange under hendes ord om skovelverne som ikke kendte skoven førte til lette fnis fra Yume'Ave og nogle opgivende ryst på hovedet over ungdommen, tænk at de ikke kunne finde vej i skoven bare fordi månes lys ikke var skarpt nok til at berige hans øjne.
Ungdommen, tænk, at hun sad og tænkte sådanne om en mand, der var samme alder som kvinden hun lod..gøre de ting. Hun sank en klump ved opdagelsen, før tankerne førte hende videre, videre til den sætning sagt fordybet i sine tanker.
"huh?" lyd det forvirret som Sidkanys virkede til at svare til hendes tanker, for det var tanker ikke? Det tog ikke længe for hende at indse det ikke kun havde været tanker og med opdagelsen tog hun blikket fra Sidkanys.
"Det.." hun stoppede sig selv, for hvad skulle hun sige? Hvordan kunne hun få mere ud af hende, det havde ikke været magi, dem havde hun afsløret, ej heller gift som det havde hun ikke mere af, og i gudernes navn hvordan ville hun havde både smuglet gift og en kniv ind i et rum, uden vagterne opdagede den enen eller den anden? Og var gift fundet ville vagterne aldrig have gået med til at tage håndjernene af hende. Hun sukkede dybt som hun blikket tilbage.
"Jeg..skal bruge et svar fra dig." øjnen blev snævre og tonen på ingen måde så blid eller legesyg som Sidkanys ville have været van til.
"Hvad gjorde du ved mig? Jeg..gider ikke mere, jeg kan ikke finde ud af det. Siden du..fik dine læber.." hun rystede hovedet som billedet, fornemmelse, gled igennem hende. "Har alt været rodet! Selv mine elskere hjemme, har..ikke været det samme..siden... Du gjorde et eller andet ved mit hoved, min krop, et eller andet! Gjorde du ikke?"
"Hvad? og hvordan?" blev tilførte efter en enkelt vejrtrækning.

Først sad Sidkanys stille og betragtede Yume i forvirring. Forvirring over, hvor hendes sætninger gik hen ad, og hvad de bar med sig af ord. Det virkede ikke helt til at give mening, og hun overvejede kort, om det hele faktisk var en af Yumes sære magi-drømme, eller om hun i virkeligheden havde mareridt om at gøre de ting, Zahinael så hårdt havde imprentet, at hun ikke måtte gøre. Det ville være en lettelse at finde ud af, men også lidt en skam, for samtalen med Yume havde faktisk været rar. Det ville være underligt, hvis den ikke var sand. 
Som hun nåede en ende på sætningerne, gav det en smule mere mening. Eller det ledte i hvert fald Sidkas tanker hen mod den første aften sammen med hende og al den sjov, de havde delt. Det hun havde fået lov til at gøre ved den anden elverkvinde. Det havde hun faktisk ikke troet, hun ville få lov til. Hun havde troet, næsten forventet, at Yume ville give sig og skrige efter hjælp, og så ville vagterne komme og snitte Sidka til småstykker midt i Yumes pæne bolig.
Men det var aldrig sket, og det var kommet bag på Sidka. 
"Jeg troede lidt, jeg skulle dø," svarede hun og trak på skuldrene. Undgik Yumes blik. Hun virkede så velovervejet og vis, når hun talte. Hun var gammel, var hun ikke? Gjorde det en forskel, når man havde evigt liv? "Jeg tror, jeg lod mig rive med. Det blev sådan en underlig blanding af det hele. Normalt har jeg kun skåret i bytte. Og nogle gange har vi da leget sådan med dem, men altså mest hinanden jo... Der er ikke rigtig nogen, der har været lige så spændende som Sibal. Men det var spændende, det var det virkelig, Yume," Hun skævede prøvende til den lyse elverkvinde. "Men jeg ved ikke rigtig, om jeg bør fortryde det. En del af mig synes også, det var underligt og forkert. Men du blev lidt mit bytte der, tror jeg. Men jeg nød det som jeg ville gøre med Sibal eller en anden, som jeg havde lyst til. Det var... Jeg ved ikke ... Men jeg gjorde altså ikke noget ved dit hoved. Jeg gjorde kun ting ved dig, sammen med dig ..."
Tvivlen rumlede i Sidkas mave. Havde hun gjort noget ved Yumes hoved? Var det en god ting? Var det noget, hun kunne gøre igen og udnytte for klanens bedste? Var det bare en underlig tilfældighed af gensidig liderlighed - og hvorfor var en skovelver i øvrigt liderlig efter en mørkelver?
"Men hvorfor ville du? Altså du kunne jo bare have kaldt på vagterne," fløj det ud af hende, før hun nåede at tænke sig om, og hendes blik mødte Yumes. "Jeg tror lidt det egentlig var min plan. Sibal var væk, og så kunne jeg lige så godt tvinge dem til at slå mig hurtigt ihjel. Det ville gøre mindre ondt end at have mistet ham."

Det var få forventninger til svaret på det spørgsmål, et eller andet mørkelver trick til at kontrollere andre væsner, en af Yume'Ave egne vagter der havde givet hende kniven med gift på for..hævn? Måske. Hendes tanker forsøgte virkelig at finde hoved og ende i hvad der var sket og skete, og var begyndte at skabe sære historier til løsningen til problemet. De ord der kom hendes vej som svar på spørgsmålet, var langt fra hvad hun forventede at høre.

Jeg troede jeg skulle dø.
Gjorde Yume'Ave også selv kortvarigt i det hele, men denne del overraskede hende aldrig, få selv hun troede at Sidkanys ville være dø blot et øjeblik efter som Yume'Ave kæmpede sig op, og fik hjælp til at komme til sin seng og vagterne hørte om hendes tilstand. Det var en overraskelse at vagterne aldrig fandt Sidkanys.

Lod mig rive med.
Havde de begge, fra det øjeblik Yume'Ave sad over skødet på natteblomsten lod hende bare have lidt magt, lod hende udforske den mørke lilla hud. Hun kunne forklare at hun aldrig skreg, bange for sit liv, men, til at starte med var det langt mere hende, der gjorde noget forkert end Sidkanys. Da Yume'Ave tog alt det til sig som hun kunne i det øjeblik, den, tid de havde alene.

Leget sådan med dem, men mest hinanden.
Hinanden..hinanden. ordet hang fast, som det blev sagt og Yume'aves øjne blev store som hun rettet sig op i vandet, og blot lod blikket studere kvinden i vandet.

Så spændende som Sibal.
Hinanden var altså hendes bror, hun, havde, hun...tankerne formede sig ikke som hun lyttede til ordene tydeligt overrasket over indrømmelsen. Hendes hænder forsvandt under vandet og hvilede nær hendes skød som hun tog blikket fra mørkelverne og stirret ud i drømmen, på vand overfladen, på et eller andet der ikke var hende. Hendes, tvillingebror..havde været, og lyd til stadig var hendes partner på flere områder end magisk. Yume'Ave sank en klump som hun lyttede mere, og kæmpede for ikke at lade sine tanker fokusere for meget på de mange ting der lå i de to forhold.

Hun træk på smilet som hun stirret i vandet foran sig, som Sidkanys indrømmede at det ikke bare havde været som med alle andre. For hvordan kunne man ikke smile af sådanne ord, fra en kvinde der var sådan et mentalt sted af overdrivelse, og hemmeligheder var langt væk. Med de ord om hendes bror, og nu dette, der var ikke en sky af tvivl eller hemmeligheder. At høre at det ikke kune var hende som følte det var forkert, og underligt gav en underlig ro i hendes sind og mistroen forsvandt. De havde begge fortryd eller overvejet at fortryde hvad de to havde lavet. Men ligesom ved hende selv var denne tvivl, denne overvejelse forsvundet de få gange de havde set hinanden, hver gang havde hun gået ind i drømmen i håb om at få svar, de svar hun nu sad og fik, men alligevel endte drømmen aldrig som hun håbede. Altid endte det som deres første møde, ingen tid til at tale sammen.

Jeg nød det. Gjorde kun ting ved dig, sammen med dig.
Hun nikkede til mørkeleverns ord, for der var ikke noget at diskutere, og ingen grund til at lyve, da Sidakanys havde mærket Yume'Aves krop ryste af nydelsse både i drømme og den virkelige verden hvor hun også kæmpede med at holde sine skrig inde. Hendes svar kom, der var ikke gjort noget som hun ikke vidste hvad der var gjort. Yume'Ave sukkede ved tanken, et opgivende suk, for hvis hun intet havde gjort hvad, var der så sket, hvorfor var det ikke det samme mere, og hvorfor havde det kun været Sidka selv, og Sitali som havde fået hendes krop til at reagere..ordenligt siden.

Tankerne døde ud og i hast tog hun blikket tilbage på den bare, smukke nattehimmel ved hendes side som spørgsmålet nåede hendes sind, og så snart spørgsmålet var stillet tog hun blikket fra hende igen, tilbage til vandet, tilbage til noget rolig, noget der ikke var farligt.
"Jeg.." hun sank en klump. "Hvorfor.." gentog hun for sig selv.
"Jeg ønsker ikke nogle skal dø, ikke i denne tåbelige krig, eller af nogle anden grund. Skreg jeg, ville du dø. Øjeblikkeligt, og skal vi være ærlige Sidka, så havde du dræbt mig før vagterne fik fat i dig hvis jeg skreg den dag. Jeg er ikke dum." hun rystede kort hovedet, for hun vidste godt at hun ikke svaret på spørgsmålet.
"Du er den første ..jeg har mødt af jeres..art..Og du er smuk..altså..virkelig smuk. Jo..hvis du fik en pæn kjole på, sat håret, noget sminke, en god parafume, så..ville..folk aldrig tage blikket fra dig.." igen, vidste hun godt at dette endelig ikke svaret på spørgsmålet, hvorfor var det så svart at indrømme.
Hun bid kæben sammen kort, og rystede hovedet før hun forsatte.
"Det var forbudt, forkert..og med det så utrolig spændende..blev lidt bidt af muligheden som du fik sløret af mig..og din smag.." hun slikket sig kort om læben før hun forsatte. "i guderne det var noget andet. Fangende, opslugende..Har.." hun sank en klump nervøst før hun forsatte. "..aldrig været så..opkørt før..Selv fra øjeblikket jeg så dig.." kinderne fandt lidt farve og blikket før tilbage på vandet. 
"Siden har alt været ødelagt.." hun fniste lidt af sine ord. "..har kun fundet en anden jeg virkelig nyder at være med siden du..ja."