Det var med et ganske uforstyrret ansigtsudtryk, at den mørkglødede mand betragtede den sukkende havns stille vande, hvor at månens blege lys, godt gemt bagved puffede skyer, oplyste det glitrende, rolige vand. En let tåge sneg sig omkring de brostensbelagte gader, og der hvor at havneknejpens varmere lys brød den ellers kolde energi der næsten lurede i luften, stod en ensom skikkelse og ventede. 
Dorian havde ikke ventet længe, og stod ganske afslappet lænet op af muren, hvilket gav ham et så godt overblik over hele arealet før vandet, som han kunne have. På det her tidspunkt var der ikke mange mennesker (eller andet) som bevægede sig rundt i den lille smuglerhavn, og dem der gjorde, havde alle et ganske konkret formål med hvor de skulle være, og var hurtige til at forsvinde fra de nysgerrige, mørke øjne der fulgte med dem over pladsen. Monstro ikke snart hans gæst ville skille sig ud fra de silhuetter? 

Den sorte kappe hang tungt og en anelse fugtigt omkring hans skuldre, og skjulte ganske godt den slanke statur der gemte sig inden under. Fugtig, da luften i tågen og de få, salte vindpust som kom fra havnen, alle bidrog til en mildest talt våd fornemmelse af vejret, hvoraf det blåhvide lys næppe hjalp på at gøre det hele mere indbydende - det ville blive godt at komme ind i varmen fra krostuen, når Altairon endelig dukkede op. 
Den elvisklignende mand næsten smagte på navnet, da han uhørligt gentog det for sig selv. Altairon, en bjergelver med tidligere forbindelse til det mere lyssky smuglermiljø der fandt grobund i Fristavn, og som - på trods af at næsten være gået under jorden - alligevel havde formået at fange halvdæmonens interesse. Det havde ført til at et brev blev sendt afsted med kurér, men han var en svær skikkelse, sådan at spore. Så da et brev endelig var blevet sendt tilbage - en bekræftelse på at han ville dukke op i aften, havde det vækket en summende følelse af tilfredshed, som Dorian kun genkendte fra noget så simpelt som nysgerrighed. Hvem var han, udover hvad man havde hørt? Hvad ville han, hvad motiverede ham? 
Noget han selvfølgelig havde forsøgt at grave dybt efter, men intet ville nogensinde slå noget så simpelt som det førstehåndsindtryk man fik dannet, og hvad man tog med sig derfra. 

Der hvilkede en tung stilhed over byen som han var kommet til. De fleste af gaderne lå mørke hen, og selvom enkelte stemmer hørtes i natten var de fleste dæmpede - som om folkene alle holdte på en hemmelighed der ikke måtte slippe ud for husets fire vægge. Mørket, det sorte og trykkende mørke, lå og puttede sig i alle kroge af byen, for månens skær blev dæmpet af skyerne. Den smule af det blege, kolde lys, som undslap var ikke nok til at oplyse skyggerne, og i disse mørke skygger bevægede Altairon sig roligt og næsten lydløst afsted.
Om sig havde han en tung sort uldkappe, med en hætte der dækkede for ansigtet og hans hvide hår, så det ikke blev oplyst af den smule måneskin der måske ville nå ham. Den sørgede også for at skjule det simple, men praktiske tøj i læder og mørkegrå uld han bar. Og selvfølgelig den anseelige lille samling våben han havde taget med sig. Det meste af sit udstyr havde han efterladt sammen med sine tasker et stykke uden for byen, men han gik aldrig ubevæbnet. Specielt ikke når det drejede sig om de mere ... lyssky møder som dette...

En uge for inden, da han var på et kort besøg i Elverly for at se til Leah, var han blevet kontaktet af en kurer med et brev fra en såkaldt D.D.S. som Altairon aldrig havde hørt om før. Til at starte med havde han afvist tanken om at mødes med denne fremmede. Han var sikkert ligesom alle de andre der havde spurgt om hans hjælp før i tiden. Find det her, sælg det her, dræb ham her, tænkte han irriteret. Og altid med den der respektløse tone ... Det er som om de tror de er bedre end mig! tænkte han med et lydløst grin. De små skrøbelige skikkelser var aldrig i nærheden af hans værd, men han fadt en hvis nydelse i at arbejde for dem alligevel. Det var et lille pift af spænding til en til tider kedelig tilværelse.
Han havde svaret kort tilbage på brevet, en dato, en tid, et sted og det havde ført til dette øjeblik hvor han nu var få sekunder fra at nå havnen. Let forude kunne han høre den sagte lyd af bølgerne mod kajen og se det dæmpede gule skær fra de få tændte gadelamper. Altairon gjorde intet forsøg på at skjule sig da han, nærmede sig den mørke skikkelse, som kunne fornemmes mod husmuren længere fremme. Hans instinkter sagde ham, at dette måtte være D.D.S. for hvem ville ellers stå ude på dette tidspunkt, alene et sted hvor man vidste chance for overfald var høj?

"Du har spurgt efter mig?" sagde han. Stemmen var uden følelser og ansigtet lå stadig henkastet i hættens skygge, bortset fra øjnenes is-grå skær, som betragtede den fremmede med en blanding af nysgerrighed og køling arrogance.

Det var ikke et vejr hvori man ønskede at vente længe, så langt, langt fra. Mange ville højt og helligt hævde, at Tusmørkely nok i det hele taget var et overvejende trist sted at søge hen, og de fleste gjorde sit for at undgå de næsten evigt nattemørke stræder - særligt på det her tidspunkt, givet det dårlige ry som byen også bar med sig. Hvilket gjorde det perfekt for halv-dæmonen selv. 
Med havnen kunne han ankomme nogenlunde let fra Obsidianøerne, og det var de færreste af Lysets folk, som kendte til havnens hemmelige vinkel, eller hvem der ankom her. Ganske perfekt, når det så endelig var at folk dukkede op. 

Det var let at blive utålmodig i det dårlige vejr, men heldigvis... så skulle han ikke vente længe. 
Snart kom endnu en skikkelse til syne, med hurtige og målrettede skridt til at bære ham igennem den dovne tåge der hvirvlede om hans ben. Men det var først da han faktisk fortsatte imod havneknejpens varmere gadebelysning, dansende flammer i tilsodede lanterner, jah først der at Dorian faktisk rettede sig en anelse op, og lod et mere nysgerrigt smil favne de bløde læber. Oh... mange var kommet og gået, men få havde været så målrettede som den kappeklædte, høje mand. Altairon? Et svar der næsten blev givet af sig selv, da han uden meget tøven gik direkte til sagen; Dorian's nysgerrige smil fik i selvsamme øjeblik en mere hilsende og fornøjet kant. 

Han vippede sig selv fri fra husmuren, og skubbede hætten ned fra de spidser ører, afslørende samme snehvide hår som bjergelveren selv besad. "Altairon, må det så være!" gled det glat over stemmebåndet, og halvdæmonens blik sænkede sig i det hilsende nik der fulgte med, førhen at han imødekommende tog en slank hånd imod kroens dørhåndtag. Han ville elske at byde ham ind i varmen, fremfor at de stod herude. "Jeg er virkelig glad for at du tog tilbuddet om at komme, jeg kan næsten forestille mig at det har været en... længere tur?" fortsatte han i nonchalant og overvejende høflig småsnak, og trak med en klirren og en knirken ned, så døren åbnede op, afslørende en... hyggelig men simpel krostue af blakket og fåtalligt selskab. De ville nok sagtens kunne sidde lidt for sig selv. 
Folk var gode til at passe dem selv, på de her egne. 

Et kort glimt af overraskelse fløj over Altairons øjne idet den fremmede tog hætten af. Der var spidse øre og blankt hvidt hår, som reflekterede det blå-grå måneskin og gule lys fra de flakkende gadelygterne i natten. En.. elver?, tænkte han, men afviste hurtigt tanken. Huden på den fremmede var for mørk mere som man så den hos topalis-folket, og der var noget som virkede ... forkert. Elver var han ikke, men den nysgerrighed, der før havde ligget og ulmet blussede nu op i Altairon. Denne fremmede er .. spændende, tænkte han og skjulte et lille tilfredst smil.
Han nikkede da den fremmede svarede ham "Korrekt" svarede han blot. Lige nu var han ikke opsat på at tale selv, han ønskede blot at lære mere om denne fremmede, som havde gjort sig så umage med at opstøve ham. Han vidste endnu ikke hvorfor, eller hvad denne D.D.S. mon ville ham. Han var dog sikker på, at han snart ville finde ud af det.

Da D.D.S inviterede ham ind på kroen slog Altairon hætten tilbage med en let bevægelse. Smidigt vendte han sig om imod krodøren og drejede hovedet i retningen mod D.D.S. Hans egne grå øjne glimtede skarpt i det kolde lys, da han med et lille smil svarede, "Turen har været helt fin, men ventetiden har været langt" sagde han. Stemmen var kølig med ikke uvenlig da han fortsatte, "Jeg har sådan glædet mig til at møde dig D.D.S". Hver enkelt bogstav i initialerne blev udtalt tydeligt, langsomt og med en forventningsfuld tone. Derefter vendte han atter opmærksomheden mod den lille krostue foran sig, og trådte igennem døren, som den anden ... mand holdt åben for ham. Jeg glæder mig til at finde ud hvad ... og hvem han er, tænkte han fornøjet. I hans øjne spillede et lystigt smil da han satte kurs mod et af de mere afsidesliggende borde i en afkrog af kroen. Der kunne de forhåbentlig snakke privat uden for mange nysgerrige øjne.

Hætten blev slået tilbage idet at bjergelveren uden meget tøven trådte ind, skarpt forfulgt af Dorian selv, som sørgede for at lukke døren bagved dem så varmen ikke slap ud. 
Stemmen han præsenterede var kølig, ikke uvenlig men i den grad ophøjet, hvilket på nogle punkter var så langt væk fra halv-dæmonens egen stemme som man kunne komme; Dorian's bløde læber krusedes i noget der kunne minde om et ydmygt smil da han hørte hvad han sagde, og havde det ikke været for det næsten fornøjede glimt i øjnene, ville det have beholdt ydmygheden hele vejen igennem. 
"Hah! I lige måde, jeg kan kun sige i lige måde..." Altairon satte kursen imod nogle afsidesliggende borde, og også her, skarpt efterfulgt af Dorian's egne, letfodede skridt. 

Stolen knirkede let idet at Dorian satte sig i den, og i den flakkende belysning af det hjørne de havde fundet sig, lyste en gylden hinde op over de ellers mørke øjne som betragtede Altairon da han selv satte sig. Selvsamme reflektion af lys, som man så ofte fandt i nattens jægere eller byernes kattedyr - noget han ikke engang selv var helt bevidst om, da han med et mageligt suk lænede sig en anelse frem. 
Den glatte hage faldt til støtte imod de sammenflettede hænder, og halv-dæmonen øjne gled kortvarigt imod skikkelsesn af kromutter, som bevægede sig imod deres bord. "Men en, viiigtig ting først, hvad drikker du? Efter så lang en tur, er et krus... mjød?" sagt spørgende, og om han nikkede, ville det være hvad der blev bestilt. "- eller noget andet, nok det mindste jeg kan byde dig" 
Hun var dog hurtig, den kære kromutter. Og når det gjaldt bestilling såvel som servering, var det noget hun hellere ville have overstået så hurtigt som muligt, så hun atter kunne gå tilbage til at... hænge over disken, havde det vist lignet.