Beskeden nåede hendes dør netop som foråret fik de første blomster til at blomstre og livet, farverne kom tilbage til landet. Endnu mere var hun bedt om at møde op om natten, en nat som passede med fuldmånes smukke forårs skær. Hvis, en hvilken som helts anden havde inviteret hende hjem til dem, en nat som denne havde hun haft helt andre forventninger. Men det var Toorah, så forhåbningen om hun havde fået en romantisk side kunne man lige så nemt pakke væk. Selvfølgelig havde hun ikke det og selv hvis hun havde...Det var umuligt at forstille sig, så der var ingen grund til at ligge tanker i den retning, selv om håbet alligevel var der ikke da hun ville gengive de følelser, men at møde andres romantiske følelser, i midnat månes lys, i ny blomsternes blomster, og i den ny velkommende varme som solen beriget os med liv. Disse tanker fik dog en latter til at forlade sløret som hun trådte ind i frosthjem. For første gang længe, og håbede på selvskabet ville være som det var førhen, befriende, afslappende og skønt.

Dette var frosthjem, og netop derfor havde hun faktisk sko på, men ellers den typiske form af beklædning skræddersyet let gennemsigtigt silke, og sløret der dækkede for de mærker man kunne takke både Eccariss og hendes egen søster for. Mærker som Toorah kendte alt til, desværre, noget der blev nævnt gang på gang. Tjenestefolkene førte hende i god hast til Toorahs møde lokale, og hun åndede tungt ind og ud, før hun gik der ind.

Hvad var dette møde?

Alt kunne forventes, og synet at kontoret hjælp ikke til at finde ud af, da fuldmånen stod højt lige bag den rødhåret kvinde, og belyste alt i den let lilla, blålige skær. Hun blinkede flere gange som hun gik tættere på Toorah, og samlede sine hænder bag ryggen, uden at tage blikket fra hende. "Godaften isblomst." spurgte hun let legende(ikke at Toorah nogle sinde havde været en af hendes blomster, blot et lille prik til deres kompliceret venskab) og tog forsigtigt sløret fra sine læber, og sendte et smil imod den måne belyste kvinde , men tone skiftede hurtigt som hun mindede sig selv om de sidste få måneder "Så hvorfor..er jeg her? Efter alt det tid, uden noget? Og så nu, i fuldmånes skær, og passions øjeblik med blomsternes farverige hilsen til verden?" tilførte hun lettere irreteret,og lod sine arme mødes under kros som hun kom nær den rødhåret kvinde, som så forfærdeligt fangende ud i det smukke måne lys, nok var blå ikke hendes farve, men dette blålige lys, så sandelig passede hende godt, smilet forsvandt aldrig, selv ikke men den mere alvorlige tone.

Det var ingen hemmelighed at Toorah elskede nætter som disse, foråret kunne noget helt specielt i Elverly, floraen og faunaen var ikke lig noget andet man kunne finde andre steder i Krystallandet, ikke steder Toorah havde været i hvert fald og hun havde trods alt været nødt til at komme vidt omkring under hendes dannelsesrejse. Rejsen der havde gjort hende klar til at betræde posten hun nu havde overtaget. En ny tyngde var de sidste par måneder blevet lagt på den rødhårede elvers unge skuldre, en tyngde der krævede konstant fokus og kontrol, de første tegn viste sig allerede, som hun var begyndt at grænske kortne over Elverly nærmest omgående, forberedende de første nødvendige tiltag, om få dage ville hun fraflytte sit velkendte Frosthjem og flytte til Skovfortet som det var forventet af Taurn Edhel.
De røde øjne beskuede roligt landskabet, træerne var først lige begyndt at folde de første spæde blade ud i det Nordlige Elverly, tilladende blikket at vandre langt mellem træerne, blikket fik lov at vandre sammen med tankerne, som døren bag hende gik op. Det var udelukkende takket være de stålsatte nerver at det ikke gippede i hende. Roligt, vendte hun omkring fra vinduet i stenfæstningen, så hun kunne betragte Yume'Ave i fulde udstrækning, af en eller anden årsag funklede hun så ekstremt om natten, den rødhårede vippede hovedet en kende på sned, betragtende måneelveren foran hende, måske det var hendes drømmemagi der lagde noget fortryllende over hende om natten, når stjernerne fik lov til at lyse hende op.
Toorahs kurvede skikkelse var for første gang længe iklædt en lang grøn kjole, syet til at sidde tæt omkring hendes figur, en kjole der var en sand leder værdig, normalt var hun at finde i et par store kjolebukser og en relativt simpel trøje, sammen med hendes soldaterrustning, men det hele havde ændret sig drastisk den seneste tid. 
"Yume'Ave, tak fordi du kom den lange vej!" Den fløjlsbløde mørke stemme åbenbarede sig kort efter måneelveren havde vist sit ansigt, selvom pletterne hun så ihærdigt gemte under sløret faktisk var ganske klædelige til hende, var det noget der fik noget ubehageligt til at vokse i Toorah, som minderne om Ecaeriss meldte sig gang på gang. "Jeg tænkte at det var mere passende her, end skovfortet!" Det var ingen hemmelighed, selvom den forestående handling ikke var noget Toorah så frem til, var det en nødvendighed og noget der ikke måtte komme ud til offentligheden, årsagen var ligeledes det som afstedkom dette møde i første omgang.
"Kan jeg byde dig på noget? Vin?" 

Det var først nu kjolen faldt i Yume'Aves blik, og den manglende rustning blev studeret, samt resten af Toorash figur, som for engangsskyld blev vist ordenligt frem noget den kvinde skulle have gjort for mange år siden. Hun så godt det skiftende blik i Toorah som sløret blev fjernet, der var da heller ikke rart for hende at vise det, men det var for uhøfligt ikke at tage det af. "Behøver de ikke nævne, turen herop er smuk." tilførte hun til Toorahs hilsen, og træk lidt på smilebåndet som det blev sagt, og nogle få blink som natteelverne blev overrasket over Toorash næste ord.

Mere passende? I guderne er hun blevet romantisk?

Som hun tyggede lidt på ordene gik blikket rundt i lokalet, og beskuet hvad der endelig var gjort klart. Den lilla bløde sofa i hjørnet, bordet der til, et lille afslapnings hjørne nær arbejdspladsen de begge stod ved, og bogreolerne langs den ene væk. Tjenestefolkene havde lukket døren bag dem, og der var ingen lyde på gangen, de var faktisk alene, gik tankerne som døren kom i syne. Hun træk vejret dybt og lod de lilla øjne falde retur på rødlige elver. "mhmm.." lyd det eftertænksomt som en finger hævede sig til hendes underlæber, som tænderne mødte mens tankerne dansede rundt. Forsigtigt bevægede hun sig nær det bløde møbel væk fra arbejdspladsen. "De har massere der frister, langt mere end blot vin, så overrask mig." spurgte hun med et let smil som hun satte sig, armen mødte armlænet og kinden hvilede i håndfladen som hun beskuet den fremtidige leder af eleverly. "Tillykke forresten. Tror ikke jeg har sagt det i nu. Så tillykke min dronning" Smilet træk sig tydeligt som trykket blev lagt på de sidste to ord, og tænderne kom let frem, og med de, den tydelige mørke farve arene havde beriget hendes indre mund med, i langt værre tilfælde ens hendes læber og hage. Det blev blot tydeligt som hun lod den mere sorte end blege tunge, fugtede hendes læber. Det lilla blik, låst på den velpåklædte målebelyste kvinde. Alt dette, som en let latter spredte sig ved hende egne ord.

Toorah nikkede indgående, det var i sandhed en smuk tur fra "det nye Elverly" som det ofte blev kaldt i folkemunde nordpå, til Frosthjem. Yume'Ave skulle bare vide hvorfor hun var blevet bed om at tage denne. Den rødhårede elver snurrede omkring, som hun skænkede et glas vin til sig selv fra en høj karaffel som stod på et lille bord, ikke langt fra hvor hun nu var begyndt at arbejdede. Før alt dette, var Toorah primært i marken, hun havde brugt umindelige tider på kamppadsen, trænende sine soldaterfærdigheder til fingerspidserne, det var nu byttet ud med en gransken af kort, planlægning af næste års høst og vurdering af handelsmuligheder.
Den rødhårede kvinde tog en enkelt tår af glasset, som Yume fandt sin vej til sofaens bløde hynder, det var tydeligt at hun allerede hde misforståen intentonen med dette møde, måske ikke så underligt i og med at Toorah ikke var gået til sagen med det samme. "Yume'Ave..." De røde øjne vendtes bort, det var ikke fordi det ikke var fristende, men Toorah havde taget en beslutning hun var nødt til at stå ved,det var for alles bedste. "Jeg har kaldt dig her idag, fordi det her ikke skal fortsætte" De slanke fingre greb en kende tættere om glasset, inden hun stillede det fra sig. Det var ikke fordi de to kvinder havde delt den store kærlighed, men der havde været passion og ønsker mellem dem som oversteg normalt samvær. Det var en beslutning som ikke havde været let at tage, men det var om ikke andet for Yumes eget bedste og i sidste ende for at redde Toorah fra en dag at skulle stå i en uhyggelig umulig situation.
Så tillykke min dronning. Ordene rungede i hendes hoved, men det var ikke noget synderligt positivt ekko det efterlod, som ubehaget spredte sig i hendes mave. For det første var Dronning ikke ligefrem en titel hun ønskede, for det andet gik det pludseligt op for hende, hvor meget hun måtte opgive med titlen som Taurn Edhel. "Jeg kan ikke tage en elsker, det vil stille os begge i en utrolig uheldig position!" Hun rettede atter blikket mod måneelveren i sin sofa, forhåbentligt ville hun forstå det 

Norden var altid så god til inspiration, hvis det ikke var så forbandet koldt, at hendes silke klæder ikke kunne holde den spinke krop varm var den primære grund t il at heles galleri ikke var dækket af snedækket landskaber. Det var svært at benægte af Toorah havde bosat sig godt, og nærmest en skam hun skulle til elverly, væk fra dette, men måtte alligevel være rart at komme ordenligt tilbage i skoven, lidt mere..hjemme. De blev kaldt skovens børn af en grund. Blikket faldt på fuldmånen og den smukke landskab som kunne anes ude foran vinduet, hendes eget navn lod blikket falde tilbage på den rødlige kvinde, i den perfekte belysning, den perfekte vinkel. Må huske dette...skal male dette...ville være en hån imod haladis, ikke at lade dette syn forsvinde i ens minder. En hånd blev løftet, tommelfinger til siden og den ene pege finger op, de resterne fingre knyttet og hånden dansede rundt, for at finde den perfekte ramme. "mhmm.." lyd det eftertænksomt som Toorah begyndte at forklare grunden til dette møde. forsætte? Jaja..stå nu stille.. tænkte hun kort, og kun lyttede med det ene øre. På trods af hun ikke rigtigt lyttede, var hun høflig nok til ikke at bede hende stå stille, bevægelser var alligevel vigtige for at fange den sande Toorah, i det perfekte måne lys, og fuldmånes vidunderlige sjæl i baggrunden..

Ikke tage en elsker? uheldig position?

Hånden stoppede dens dans og rammen faldt til hendes skød, og kinden gled ud af hendes håndfalden som hoved faldt nogle centimeter før hun fik kontrol over det igen. "Hvad.." lyd det som hun let rystede hovedet og rettede sig op. "Elsker? Hvad...det du troede vi var?" spurgte hun forsigtigt, var..det endelig det de var? Yumes lilla øje forsvandt lidt ind i sig selv som hun tydeligt tænkte over sine ord. "Måske.....lidt." tilførte hun forsigtigt som hun rejste sig og tog et skridt nærmere Toorah, og søgte hånden imod glasset Toorah lige havde sat på bordet. "Du syntes, dette er en beslutning du bare kan tage, uden at snakke med mig om det?" med de ord kidnappede hun glasset og førte det til sine plettet læber. "Kold skuldre" lyd det som glasset forlod læberne og mødte bordet på ny. "og så dette? Virkelig isblomst?" hun rystede hovedet let og lod hånden forlade bordet, og finger spidserne søge Toorahs arm, og lade en enkelt fingerspist danse sig op til hendes skuldre.

Det var ikke udenfor Toorahs opmærksomhed at Yume begyndte at måle op, det var ikke første gang at det var sket i hendes nærvær, men under huden kunne den rødhårede kvinde mærke hvordan frustrationen bredte sig over ikke at have hendes fulde opmærksomhed. Emnet her var essentielt, og det var vigtigt for Toorah at få forklaret sig ordentligt, så Yume'Ave ikke ville frakaste sig deres venskab om ikke andet. 
Endelig lod det til at femøren faldt for den smukke måneelver der kort efter kom på benene, heldigvis, for som hun lå der blev det svære og svære at holde fingren væk. Alene minderne om de passionsfuldte stunder de to havde delt var nok til at give den rødhårede sviedige håndflader, mens tanken om at det måtte stoppe omgående fik hjertet til at hamre i hendes bryst.
"Du kan kalde det... Hvad du vil..." Startede hun som Yume nærmede sig, hun havde selv brug for den vin til at styrke sig på, men det var vel i og for sig retfærdigt hvs hun havde det ligeledes "Det gør nok det hele nemmere, hvis... Du ikke har anskuet situationen sådan!" Toorah nikkede, blivende enig med sig selv om at det var det rigtige hun gjorde.
Toorah bevægede sig ikke en milimeter  som Yume strøg hende over armen, det var nemt at mærke under det tynde kjolestof, den nye gardarobe bestod alt sammen af sådan noget, fint og fornemt. "Det er det eneste at gøre Yume'Ave, det er for farligt andet..." Hun strøg en lok af det kridhvide hår om bag hendes øre, forsigtigt så hendes race for alvor trådte frem "Det vi sætte dig i en ekstrem stor fare, og det vil give mig et blødt punkt, det får jeg ikke råd til med den kommende tid vi går ind i!" 

Du kan kalde det hvad du vil, Yume'Ave rystede let på hovedet som de ord kom hendes vej, og lod hånden hvile om den røde elvers skuldre og meget ukarakteristisk hende, lyttede hun til hvert et ord, uden bevægelser, uden at lade sine øjne vandre, mere end fra hals til blik, og tilbage til den spinkle hals, og imod de skønne røde øjne en gang mere. Hun ventede med sine ord, hun lod Nattefrost lægge sine kort på bordet. Det eneste rigtige? Stor fare? Dog var det noget helt andet den måne berørte skovelver lå mærke i, som hun lænede sig lidt tættere, smilet voksede som Toorah kort nusses om hendes hår, og i et drillende hvisk som læberne kom nær den alt for lang øret elvers øre.
"Oh, så jeg ville være et blødt punkt?" ordene sluttede som hun lod sin ånde puste ud, lige ved øregangen til Toorah. Fra, veninde, til elsker, til blødt punkt? På plot en samtale.
Hun smilte selvglad da hun træk sig lidt væk, hånden på skuldren havde i det langsomt bevæget sig lidt nærmere halsen, og en enkelt finger, lod en negl let glide over bunden af Toorahs hals.
"Har du faktisk fundet ud af hvad du gerne vil?" spurte hun så i en langt mere, seriøst og ukarakteristisk tone.
"Du siger en ting, mens du kæmper for at holde din maske som altid. Jeg kender dig, jeg har knækket den maske før, så lad være og spil skuespil, er mit erhverv ikke dit...Og jeg så dine øjne som jeg lagde mig." hun træk vejret dybt og lod den frie hånd søge Toorahs ene hånd, de spinkle finger søgte om de mere, veltrænet fingre.
"Det eneste at gøre? Jeg vil være i fare? siger du..Burde det så ikke være min beslutning, og ikke din? Hvis det er mit liv det handler om?" hun sukkede med sine ord, og lod et smil hvile på den blodrøde elver, så om intet var galt.

Den rødhårede elver skar en grimasse, Yume'Avehavde en måde at sige tingene ligeud, der slet ikke passede med Toorahs selvbillede, men som var frustrerende sande. En sandhed hun selv insisterede på at modsætte sig, og var nødt til at give slip på fra nu af. "Stop det Yume'Ave!" Toorahs røde øjne hvilede med en overvældende ro på den fine kvinde foran hende, selvom hendes indre var et oprørt hav, der måtte bryde med hvad hun havde kært, var den hårde maske allerede begyndt at hærde, startende fra det betragtende blik, et blik der normalt havde søgt andre steder af Yumes krop, end blot hendes ansigt.
"Jeg har bestemt mig, det er den eneste rigtige måde at gøre det på..." Hun nikkede bestemt, ladende Yume'Aves fingre vandre over hendes hud, inderst inde sugede hun hver berøring til sig med største fornøjelse, længselsfuld efter at overgive sig. Af samme årsag gik der ikke længe, inden Toorahs egen solkyssede hånd lukkede sig omkring hendes håndled, bestemt, men med stor forsigtighed. Hun lod Yumes lse fingre hvile mod hendes hals et par langstrakte øjeblikke, inden hun førte dem bort fra berøringen, rystende på hovedet. "Det er ikke skuespil, jeg mener det..." Hvor ville jeg ønske at jeg ikke mente det "Du forstår det ikke, gør du vel?" Toorah modsatte sig lysten til endnu engang at stryge over det kridhvide hår, hun var så fin ved siden at Toorahs muskelkraft, der ved siden af de fleste veltrænede mennesker ville blegne, men blandt elverene var hun væsentligt mere veltrænet end den gennemsnitslige soldat "Hvis jeg ikke giver slip på dig nu, vil det koste mig i den anden ende..." hun hævede brynene, søgende efter forståelse fra den anden elver "... Skulle nogen få fat i dig, ønske at skade dig eller komme til mig... Det vil stille mig i et valg jeg ikke kan tage..." Toorah bed sig tænksomt i læben, nej, det var en situation hun absolut ikke ønskede at stå i nogensinde "Det kunne tvinge mig til at tage et valg, som gik udover befolkningen... Du kan ikke lade mig stå i den situation... Det må du forstå!" Grebet omkring Yume'Aves håndled løsnede sig langsomt, men sikkert, forsigtigt, som hun trådte et enkelt lille skridt baglæns, væk fra den anden, smukke kvinde 

Det lilla blik blev mindre og mindre afslappet, som Toorahs røde, fangende blik sad stille, faktisk sad stille og hvilede nær Yume'Aves øjne. Stop det?  Stoppe hvad? Hun samlede luft og lod blikket falde en smule, et langsomt fald i blikket hil Toorahs hals, og fingren der dansede let derpå, en fingre der kort stoppede som håndleden blev fanget af de stærke fingre. Blikket faldt til hendes eget håndled, og fingren forsatte dansen på halsen det korte tid den fik lov før Toorah førte den bort og et dybt suk forlod YUme'Ave som hun modvilligt tog sine hænder og arme til sig selv.  Det eneste rigtige at gøre? I en verden som vor, er der altid muligheder, og du lader mig ik.. Hendes tanker døde ud som Toorah gjorde det klart dette ikke var skuespil og Yume'Aves arme gik over kors, brystet puffede op og hendes øjne gled fra Toorah til vinduet bag den muskuløse form. Som flere ubehagelig ord kom hendes vej, selvfølgelig forstår jeg det ikke! mere nåede hendes tanker ikke før før Toorahs pligtfulde ord blev delt, og blikket forlod vinduet til bordet til deres side som hun lyttede, men nok ikke som Toorah ønskede hun lyttede, som hun søgte visse ord, ord med følelser, ord, der gemte ting. Hendes øre vippede let som visse ord blev delt, og blikket gled eftertænksomt i, og den ene fod hævede sig og lod sine tær og skoen spids ramme gulvet i en let melodi. En..En to..En..En to tre fire..En..

"Lad mig..forstå dem ret." lyd det som melodien sluttede kort efter Toorahs ord nåede deres ende, og de lilla øjne søgte den vel formede kvinde foran hende, fra hoften og op. "Så de ønsker ikke længere, at vi skal ses som vi gør, hverken vågen eller i drømme?" hun træk vejret og brystet puffede op og ned, før hendes arme faldt til hendes side, knæet bøjede sig som hun kort overvejede at tage et skridt for at lukke den afstand Toorah lige havde lagt mellem de to. "Fordi de er bange for, at dine følelser for mig kan benyttes imod dem? Til at tage en beslutning for -dit- bedste, og ikke folkets?  hun træk lidt på smilet, og vippede hovedet til den ene side i et lille sving så håret lod sig danse let i luften. Et smil der forsvandt, og lod træk vejret dybt. "Toorah, har jeg vundet dit hjerte?" spurgte hun ud af intet, netop som Toorah gav tegn på at hun ville besvare hendes ord, eller blot kommentere.

Der var ingen tvivl om at Yume'Aves tendens til at forsvinde mentalt fra samtaler kunne frustrerre selv den mest standhaftige frohandler. Men selvom at Toorah normalt foretrak den fulde opmærksomhed fra modparten under en samtale, var denne overraskende nok noget af et særtilfælde. Inderst inde krydsede den unge elver næsten fingre for, at noget af budskabet var gået over Yumes hoved. Så kunne hun i det mindste retfærdiggøre at havde haft samtalen, men give måneelveren skylden for bare ikke at have hørt efter.
Alligevel var der tilsyneladende ingen information der missede hende, hun stod stadig spøgende foran den rødhårede, selvom Yumes blik havde vandret ud i natten med en tænksom mine. "Det er korrekt..." Toorah lod den første sætning stå hen for sig selv, ladende denne synke ind hos Yume, mens den bitre smag bredte sig på tungen. Siden hvornår havde det forekommet hende så svært? "Jeg kan ikke overlade folkets sikkerhed til følelser, og slet ike til følelserne fra en enkelt elver!" Toorah rankede sig, til den holdning man så ofte nordpå, en soldats måde at bære sig på. Derfor forkaster jeg dem jeg har. Det var usagt, unødvendigt. Ikke noget Toorah havde brug for at udpensle. Yume måtte også være i stand til at forstå den beslutning. Som den rødhårede betragtede hende var hun så lille og fin, der skulle ikke mange krafter til at knække hende midtover. En situation hun ikke kunne forhindre når det kom til stykket, men hun kunne gøre det en hel del lettere at tage stilling til.
Måneelverens spørgsmål fik det kort til at gippe i den rødhåredes høje statur, som hun kneb øjnene sammen en smule "Nej..." Svaret var afmålt og roligt, hun mærkede kort på under huden, helt indeni, nej hun forærede i sandhed ikke sit hjerte til hvemsomhelst, men "Men på sigt, kunne det blive et problem!" Det var det tætteste man kunne komme på en indrømmelse, fra den unge elver, hvis hærdning af sine følelser startede i en ung alder. "Absolut"

Det var langt fra mange som kunne få hende til faktisk at lytte til hvert et ord sagt, de fleste faldt ud i baggrunden. Visse emner havde hun nemmere ved at holde sin opmærksomhed, dette var et af dem, samt var Toorah en kvinde med en klar, dominant stemme som fangede ens øre. For første gang længe gav Yume'Ave nogle sin fulde opmærksomhed, og hvert ord blev lageret, absorberet, og vendt. Hver en lille bevægelse søgte de lilla øjne, alt kan tolkes på, ingen kan gemme alt på trods af Toorahs forsøg på at virke kold, kom følelser frem på den ene eller anden måde. Lige nu, var det svært at finde. Det er korrekt. Det var tydeligt at se på Yume'Ave at de ord rev lidt i hende, som blikket kort træk sig væk fra Toorah i netop det øjeblik. Det næste hjalp ikke, og de smil der havde gemt sig på hendes læber forsvandt, som det blev mere end klart. folkets sikkerhed? for følelser...følelser for en?  Blikket fladt tilbage på den sanguine berørte elver som de ord gav mening i hendes sind. De korte bevægelser der fyldte det næste spørgsmål, fik Yume'Ave til at ryste på hovedet over sin fremtidige leder, og tydeligt viste sin udbehag ved ordene der mødte hende.

"På sigt?!" Armene blev slået over kors og hun tog det skridt tættere på Toorah hun havde overvejet, og lukket den afstand Toorah havde skabt mellem dem. "De er normalt fattet, velformuleret og tænkt meget over dine ord Isblomst." hun slog en frusteret klik med tungen mellem sine ord. "Men de falder om dine ord. De snakker om dine følelser for en -enkelt- elver, men samme tid, forkaster muligheden for de findes?" hun puste irreteret luft ud mellem sine tænder som kæben kort blev presset sammen. "Jeg vil anbefale dig at være ærlig. du skylder mig, at du i det mindste er ærlig." forsigtigt slap hendes hænder om hendes eget bryst og den ene modigt søgte den rødlige kind for elveren før hende. "Så..forklar mig, hvad du føler..og så vil jeg faktisk lytte til dit ønske." lyd det i en bestemt tone.

Frustrationen bredte sig som en steppebrand i Toorahs indre, hvad var det den ældre elver ikke ville forstå? Hun ville bare ikke høre det. Hvorfor skulle det hele gøres overdramatisk og udpensles? Den rødhårede elver måtte slå koldt vand i blodet for at holde sit temperament under kontrol. Dét blandet med den panible følelsesmæssige situation hun var havnet i, kunne ende i en rigtig grim og upassende reaktion, som slet ikke var retmæssigt rettet mod Yume'Ave.
"Hvad er det du vil have af mig?" Stemmen var tilbage ti sit rolige kontrollerede leje, men tydeligt ved at ise sig selv over med den nødvendige kontrol, hun lod de røde øjne synke ind i de lyse lillae, de smukke øjne som der nok kun fanstes ét par af i hele verdenen "Du ved jeg er glad for dig, du ved også at mine følelser har taget til..." Toorah fugtede de farvefulde læber, ladende Yume'Ave komme tættere på. Hun stod rank som en stenstøtte, uden at blikket flakkede det mindste "Jeg kan ikke lade dette gå længere, som sagt, det kan præsentere et kommende personligt dilemma jeg ikke ønsker at tage stilling til!" Hun nikkede endnu engang bestemt "Jeg vil ikke give mine følelser så meget magt, at jeg kan ende med at tage den forkerte beslutning, i tilfælde af at den viden kommer i de forkerte hænder..." Toorah lagde begge sine lune hænder mod måneelverens spinkle skuldre, fastholdende hende  kort i øjeblikket, det var vigtigt at hun forstod budskabet til fulde "Det er den hele og fulde sandhed!" 

Hun vidste godt hun presset den, at Toorah nemt kunne skifte fra det ene humør til det andet specielt i tider som disse, endnu mere når man fiskede efter bestemte ord og sandheder. Det var ikke svært at beskue at grænsen for hvor meget hun måtte og kunne fiske var ved at blive nået. Som Toorah delte sine ord åndede Yume'Ave lettet op, blikket hvilede i det rødlige blik et blik der altid holdt fast i hende. Det blik der havde inspireret nogle af de maleriger der stod tildækket i kunstkammeret derhjemme. Hun behøvede ikke ligge ord på hvad hun ville have af Toorah, for det kom lige efter. Hun træk på smilet som hjertet blev lagt på bordet og tankerne blev lagt ved dets side. Munden var lukket og forbliv lukket som flere og flere ord og tanker blev delt, dog forsvandt smilet som ordene nåede deres ende. Den fulde og hele sandhed.

"Jeg..forstår." lyd det tøvende, blikket søgte kort væk fra det røde blik, men med hænderne på skuldrene var der ingen steder at søge ly, som de fandt tilbage til Toorahs røde øjne.
"Jeg..lover ikke at søge dem i drømme for nærværs skyld." hun sukkede som de blev sagt, og hånden søgte fra Toorahs kind og lå sig om håndledet der holdt hendes skuldre.
"Og..til de ønsker det, ej heller for selvskabet." hånden klemte lidt om håndleden og den frie søgte den unge elvers hofte. 
"Det er en skam, at de tænker som de gør. Men de beærer mig med deres følelser Taurn Edhel" første gang hun lagde det ord hos Toorah, i hendes nærvær, og langt fra sidste.
"Dog, må jeg advarer.." forsigtigt klemte hun let om hofte som det blev, og forsøgte at læne sig lidt nærmere den fremtidige herskerinde af elverly. "
at jeg ikke står til fuldt ansvar.." hånden fra håndledet gled lidt længere op, klemmet blev til intet andet end et kærligt stryg,
"Når de står foran mig." hun lænede sig længere frem, og let løftede sig en smule op med den ene fod, og håbede på at igen lade de sort prikket læber møde de rødlige. Måske for sidste gang, en mulighed der ikke bare skulle kastes på jorden.

Toorah bed sig i underlæben, når hun stod overfor den anden hvade hun mest af alt lyst til at give efter, alt i den ældres krop skreg efter nærværet de før havde delt flittigt, et nærvær der for mange elvere var ganske naturligt, men for Nattefrost-slægten havde det sjældent været meget værdsat. Alligevel havde Elverlys løse kulturelle forhold til nærvær smittet af på den rødhårede. Hun havde aldrig oplevet tiden hvor Frosthjem var enestående, enevældigt rige og hendes persona var derfor kun en skygge af den hårdhed hendes forfædre havde været opfostret med. En ting hendes onkel Xharlion helt sikkert ville minde hende om og banke ind i hende de kommende år, han ville blive en solid støtte og han ville ligeledes kræve dette af hende. Hun rømmede sig, som hun kneb øjnene en kende sammen "Yume'Ave... Stop!" De stærke hænder lukkede sig fast og bestemt omkring måneskinselverens spinkle skuldre, forhindende hende i at komme tættere på end hun allerede var. Toorah var som en klippe, i hvert fald blandt det elviske folk, hun lignede alle de andre som boede her nordpå, med muskulaturen tæt under huden og en kropsvægt der overgikde fleste elveres, grundet deres mange års træning og proteinrige kost. Hun rystede på hovedet, kun en kende, men nok til at det ville være tydeligt "Du er nødt til at lade mig gå, også for din egen skyld!" Hun trak et skævt smil, for hun var tydeligvis ikke den eneste med noget i klemme. Noget som Toorah var i færd med at kvæle og lade dø som hun burde på behørig vis. Det ændrede ikke på at det gjorde fandens ondt, noget i hendes indre, hun ikke kunne sætte fingrene præcist på, skreg og vred sig i stædig protest. Den kommende leder gav Yume'Ave et sidste klem, som man ville klemme en god ven på skuldrene, inden hun lod hænderne falde roligt og kontrolleret ned langs siderne. "Tak fordi du forstår!" 

Der havde aldrig været tvivl i hvem af dem der var stærkest, og specielt ikke for Yume'Ave som i selv dette øjeblik hvor hun virkelig håbede at Toorahs tøvende ord og følelser ville mod kæmpe hendes mulighed for at finde styrke. Den styrke der nok i sandheden havde ført til drømmeelvernes første ønske om at hvile i denne kvindes arme. De arme som nu stoppede alle muligheder for at komme tæt på den blodrøde kvinde. Kæben blev klemt sammen som kysset pludselig var ude af syne, og blev umuligt at få.
For min skyld. ordene dansede rundt i hendes indre flere gange i et forsøg på at finde bare den ene mulighed hvor dette faktisk kunne være hendes skyld og ikke Toorahs.
Tanker som ikke fandt den svaret på hvordan dette kunne være for hende, hvilket kun gjorde frustrationen over alt dette tydeligere i hendes blik, og mimik som læberne kort spredte sig og viste den sammenklemte kæbe.
Klemmet på hende skuldre og hænderne som forlod hende fik hendes egen arme til at falde kraftløse ned af hendes sider, som hun rystede hovedet opgivende.
"Fint..fint.." lyd det som rystende fandt deres ende i et dybt irreteret opgivende suk.
"Forstår? I Nalish’ra forstår jeg intet!" hun puste vredt luft ud og en hånd søgte glasset på bordet, som i nærmest samme øjeblik mødte de lyse læber og indholdet blev tømt.
"Men..skal ikke forstå det..skal jeg?" brummede hun ud efterfølgende og lod det tomme vinglas slå med hendes manglende styrke imod bordet.

Hun rystede hovedet igen og overvejede at gå, at trække sig fra rummet, men blev blot stående ikke langt fra den kommende stemme for elverly, for norden i helhed.
"Du gør hvad du har lyst til..Det er fint...fint." de flere uger hvor der ikke var hørt noget, uger hvor hun ventede på ord fra Toorah, selvfølgelig var det forventet at som nyheden nåede Toorahs ører, smukke, skønne, overraskende følsomme ører, at der ville være en periode hvor de ikke kunne ses, men selv i drømme blev døren ikke åbnet.
"Men hvad så nu? Hvad er deres plan? At gøre som resten af deres følelsesforladte familie? Og lukke ned for alt? Lade dit hjerte blive til is, og skubbe alle væk fra dig? At du vil forråde dig eget hjerte sådan, vil jeg aldrig forstå!" hun sukkede opgivende, og rystede hovedet, for hvad var der at sige, hvad hjalp dette. Tænk at navnet isblomst måske endda ville blive sandt, en tidligere elsker med et hjerte af is.

Det var i sandhed ikke svært at se hvordan brikkerne faldt på plads hos Yume'Ave, det var både en lettelse, men ligeledes en situation Toorah nu engang ønskede sig langt ud af. Den rødhårede trådte endnu et skridt bagud, det var forsvindende lille, men det hjalp til at hun kunne få lidt luft. Måneelveren duftede naturligt godt, og det hvade ikke gjort sagen spor nem, at hun kunne dufte den søde lugt af friskfalden dug på sommerbladene, der synes at hænge ved den ældre. "Jeg ville naturligvis foretrække din forståelse og støtte i min beslutning..." Det var rigtigt, det ville være meget nemmere hvis Yume'Ave bare kunne acceptere vilkårene, i hvert fald de volkår som Toorah følte hun var nødt til at føje, "Men hvis det ikke  er ladesiggørligt, er der selvfølgelig ikke noget jeg kan gøre ved det!" Hun nikkede anderkendende, hun kendte godt Yumes temperament, og selvom hun ofte led i stilhed, var der ingen tvivl om at nget ulmede under den lyse hud og helt sikkert var i stand til at ulme længe. De røde øjne fulgte vinglasset, der blev tømt i en enkel slurk, vinen var i sanhed god, nok for god til at blive indtaget så skødesløst, men denne gang holdt den rødhårede elver tand for tunge. 
Den blonde elvers spørgsmål begyndte at hagle nedover Toorah, men hun flyttede ikke på sig, selv ansigtet faldt hen bag en rolig maske, som hun kun nikkede anderkendende. "Ja!" Det var det korte svar og det var sandheden, Nattefrost havde en stolt tradition for at holde en benhård facade, selv da Toorahs egen far visnede hen til sorgen over tabet af hendes moder, gjorde han det med en maske af sten og en uknækkelig attitude "Folket har valgt en Nattefrost til posten, fordi vi leverer resultater..." Startede hun ud, den hærdede tale blev understøttet af den tydelige militante baggrund som lå bag "Frosthjem har stået selv før resten af Elverly kom til, de her stenbygninger er ældre end store dele af Lindeskoven.." Toorah gav et lille men fast hovedkast mod vinduet, det var mange århundede siden at elverfolket var blevet fordrevet fra Amazonitskovene, så mange år, at Toorah ikke kunne huske det, men de ældre i slægten havde berettet vidt og bredt om foreningen af Frosthjem og hvad der nu udgjorde resten af Elverly "Det er ikke et tilfælde, det er benhård prioritering og topstyring, hvis jeg skal lede uden livsledsager, for at gøre det rigtige for Elverly, er det sådan det er..." Der fortrak sig ikke den mindste mine på hendes læber, som hun udtalte ordene "Kommer der en tid, hvor der hersker fred i landet, kan situationen se anderledes ud, men nu... Nu må jeg fokusere på at sikre folket!" Det var i og for sig ikke løgn, men Toorah var grådig og taktisk snedig, der kunne gå mange mange århundrede, før hun opnåede hvad der for hende, ville være et tilfredsstillende resultat

At se Toorahs skridt bagud, sendte en sær selvglæde igennem Yume'Ave, fik hun lige Toorah til at gå bagud? Det var svært ikke at være stolt over dette øjeblik, og selv om de ord der kom fra Toorah gav mening, og i virkeligheden nok blev mere hørt end hvad Yume'Aves kropssprog gav tegn på.
Forståelse, for at forråde ens eget hjerte! I guderne vil jeg ikke. skreg hendes indre som hun overvejet at råbe det i hovedet på den koldhjertet kvinde, alt ville være nemmere hvis Toorah ikke var så bekymret for at gøre arbejdet ordenligt, bange for at gøre skade på deres vidunderlige hjem, eller dette var i hvert fald Yume'Aves realisering af det hele.
"Jeg forstår det bare ikke!" lyd det lidt fjernt med et ryst på hovedet.
"De har ganske ret, folket har valgt dig." Selv jeg valgte dig, gav det genlyd i hendes indre. For det havde været en kamp og en process at finde en løsning på de problemer landet gik ind i, og enigheden var stor at et råd ville skabe problemer, det samme med bureaukratiske beslutningsproesser, der var behov for handling og handlinger atypisk det elviske rige, det var behov for beslutninger blev taget øjeblikkeligt og uden tøven. Et råd ville som altid diskuterer ting til ligegyldighed, og derfor var Nattefrost oplagt, endnu mere en kvinde for Toorah der ikke tøvede, en ting Yume'Ave havde følt på en måde de færreste havde.
"Folket valgte dem ganskevis, men hvorfor tror du de valgte dig?" igen rystede hun hovedet af den yngre elver.
"For første gang, er vi alle enige i at beslutninger skal tages, og vi anerkender der ikke er til til at diskutere det og veloverveje alle muligheder." hænderne blev slået til siden og blikket gled over de gamle fine sten, som man lige kunne skue igennem vinduet.
"Men har du overvejet min kære, at de skulle lede netop var fordi de var anderledes resten af deres koldhjertet familie? At de netop ikke er følelseskold, og har ting de ønsker." den ene hånd fandt Yume'Ave egets bryst, og med et lille peg imod hendes eget hjerte, den anden søgte igen hendes hofte for hvil.
"Men hvis de ønsker at være som resten af din familie, så gør det..Så gør endelig det. Bliv koldhjertet, og når de ender i ensomhed, så forvent ikke en dør i deres drømme." hun puste ud og rystede hovedet, og overvejet at gå som blikket gled væk fra vinduet, over skuldren til døren, der lå blikket lidt tid, og med et suk tog hun blikket derfra og lod det falde på på den rødlige elver.
"Hvis....Hvis.. AGH..hvorfor er du så besværlig!"

Det var næsten ikke til at undlade at bemærke hvordan det huede den ældre at Toorah veg for hendes berøring, det bragte en bitter smag med sig, noget der spredte sig på tungen. Et kontroltab der ekkoede gennem hendes skikkelse, fordrende at hun knugede hænderne sammen, som de hang ned lag hendes side. Alligevel flyttede hendes blik sig ikke en milimeter, som de beskuede måneelverens, fastholdende disse i et mentalt jerngreb. "Nej Yume'Ave, det er ikke derfor..." Den rødhårede kvinde nikkede sagte, bekræftende sig selv i udsagnet, det var i sandhed tid til at handle, desperationen flød tykt som fløde gennem befolkningen, der bar presset på adskillige kanter politisk såvel som territorielt "Det er fordi de har brug for en der kan sætte en hård kurs. Få rettet op på årevis af halvhjertede og blødsødne beslutninger..." Endelig lod Toorah blikket glide forbi den anden elver, over mod vinduet, hvortil hun hun trådte hen. De røde øjne beskuede landskabet, som hun hev en grådig men lydløs mundfuld luft ned i lungerne, som den øgede afstand mellem de to forekom ganske forfriskende. "Folket har brug for en der ikke er bange for at få beskidte hænder, menneskene skal have ren besked, vores marker er udtrættede, skoven fældes kun hurtigere mod øst, det kommer til at kræve ofre, og det kommer om muligt til at blive grimt..." Den rødhårede strøg en finger langs vinduets karm, som tjekkede hun denne for støv, som ikke var der, inden hun endnu fandt is i maven til at vende omkring den ældre, ualmindeligt smukke elver "Og derfor ved jeg også, at mange mennesker kommer til at vende et ondt øje i min retning. Det er den eneste måde jeg kan holde folket... og dig... Sikker!" Hun hævede øjenbrynene og nikkede en enkelt resolut gang, som havde hun for slvor sat punktum i den sag. "Hvilken leder ville jeg ikke være, hvis jeg var egoistisk nok til at lade mine egne behov komme først?" 

Hun åndede ud, som hun kiggede hen over Toorah, hun havde altid været så fast, og her knækkede dette ikke som de blev med den lave afstand mellem dem et øjeblik. At høre Toorahs sande holdning om de beslutninger der var blevet taget de sidste par år var ikke rart når man selv havde været med til at tage flere af de beslutninger, dog var hun ikke uenig i det der blev sagt. Landet var stagneret og desværre ikke i en tid hvor sådanne noget ikke havde plads. Hun svaret ikke, og lod blot blikket hvile imod den røde elver kvinder, så hendes skuldre falde som hun gik over til vinduet, et øje dybt fokuseret på hendes ord og blikket faldt på fingren der let gled hen over vindueskammen. Hun nikkede som hun tog et skridt i retning af vinduet selv, dog holdt hun stadig noget afstand mellem dem. Beskidte hænder. For hende selv var tanken dybt ubehagelig, men symbols forstod hun hende godt, til tider, men hendes ansvar førte aldrig til sådanne nogle ting hvor man kunne påstå at hun fik beskidte fingre. Ofre. En ubehagelig tanke men alt for virkelig i disse tider.
Forsigtigt gik hun helt op til vinduet og stillede sig ved Toorahs side, og lod en hånd hvile mellem hendes skuldre.
"Jeg..beklager." var det første svar hun gav, som hun lænede sig forsigtigt imod skuldren til hendes side.
"Tror..bare jeg blev skuffet." indrømmede hun. Det var noget sært over at se Toorah sådan her, så eftertænksom, så følsom, så bekrymret. Det var svært at holde ved sin vrede og skuffelse når man så det. En kvinde hun holdt af søgte ly i udsigtet, hvordan kunne man ikke gå til hende. Hun løftede sig væk fra hendes skuldre, og satte sig i vinduet med fronten til Toorah, hånden blev på hendes skuldre.
"Du har..ret, der er behov for alt dette. Netop derfor det bliver gjort ikke?" forsigtigt med hendes ord forlod hånden skuldren og søgte ly ned af Toorahs arm, søgte hendes hånd for at lade deres fingre mødes.
"Toorah, jeg..havde bare håber på noget andet, at..ting ville være som..sidst. Selv efter denne beslutning. Hvad..hvordan kan jeg hjælpe? Tvivler på..de kaldte mig her ud, bare for at ..ja.." Skuffelsen, vreden var der tydeligt i nu, hun kæmpede tydeligt med at holde dem tilbage som hun gemte den anden hånd i sin kjole, men nu, var ikke stedet for at råbe og skrive af hinanden.

// Offt: Jeg beklager, men jeg er nødt til at få lukket nogle tråde. Jeg vil meget gerne igang med at skrive igen, men de gamle tråde her demotiverer mig desværre en del, så jeg har valgt at få dem lukket, for at få lidt fornyet energi til at komme igang igen. Sorry <3