Det var natfrosten, der gjorde opgaven vanskelig. Den satte sig fast i fingerspidser, så de blev stive og uregerlige, og gjorde næsen til et vandfald af slimet snot, der ikke kunne trodse tyngdekræften med viljestyrke alene og derfor kun havde én vej at løbe. Den sølvlysende måne var derimod et problem, der kunne løses med snilde: den skulle blot undgås, dirigeres en anden vej og mørke klæder – der ikke var sorte – hjalp så sandelig også.
Pax havde været en ung knægt, da han først havde opdaget, hvor effektivt og tilsyneladende ubesværet han bevægede sig vertikalt. Filip, hans tidligere leder med det ondskabsfulde og sadistiske hjerte, havde opfordret ham til at gøre evnen ære: forbedre den, indtil den blot skulle finpudses og dernæst holde den ved lige. Filip havde set muligheder, hvilket var et blik Pax senere havde adopteret, og for hver gang Klatretyven trak i arbejdsbukserne sendte han et misbilligende blik mod den sorte nattehimmel. Til stadighed kunne Filip hjemsøge Pax i hans drømme og som en poltergejst vende tilbage til sin morder, for hver gang det syntes mest ubelejligt.
Ikke, at det var tilfældet denne nat og Pax mistænkte kulden. Han var nødt til at koncentrere sig: stenene var glatte og gjorde murene til dødsfælder, der blot ventede på at afkræve ham sit offer. Og det gik langsomt. For langsomt for Paxs smag.
Han skulle dog nå frem til Ridderens ensomme vindue, der kun lige var stort nok til, at han kunne dumpe ind af det. Det var ikke højt placeret, men dog højt nok til at Pax ville lave et rabalder, hvis han mistede grebet. Noget, der så absolut stadig var en mulighed. 
Paxs arrede læber og næseryg var dækket af et mørkt stykke stof, der havde til formål at holde vinteren væk fra hans svælg og lunger, men som var gennemblødt af hans tunge åndedrag. De tofarvede øjne gled henover det mørke kammer. Det mekanisme øjne lyste op, som Pax vakte magien til live og først da, kunne han rigtig se Trestons hjem: sparsomt indrettet, klinisk rent, præcis som Pax havde forestillet sig, at det ville se ud. Men… ingen Treston.
Pax bandede lavmælt, hvorefter han begyndte at arbejde på vinduets hængsler. Det tog ham tre lange hjerteslag at løsne dem tilstrækkelig, således at han kunne stikke knivens spids indunder og pille låsemekanismerne op. Efter yderligere otte hjerteslag kunne Pax hive sig det sidste stykke op og kravle ind af det – nu – åbne vindue.
I samme øjeblik at han lydløst landede på gulvbrædderne – det kunne betale sig at være et rovdyr – tog Pax en dyb indånding. Værelset var virkelig tomt, tilsyneladende ikke beskyttet af nogen magi. Der var heller ikke andres lugte end Trestons egen til stede, hvormed Pax kort overvejede, om Guldlok var fuldstændig venneløs.
Dameløs? Helt sikkert. Men det behøvede Pax ikke en manglende lugt for at konstatere.
Pax fjernede stoffet om sit underansigt, hvorefter han med effektiv fingersnilde gik i gang med at fikse vinduet. Nok var han en gemen kriminel, men han havde stadig en god portion professionel stolthed – man kunne vel kalde det en egentlig last – hvormed vinduets skrueværk og låsemekanismer skulle strammes på ny. Først da Pax anså sig tilfreds, vadede han lydløst hen til sengen, hvori han lagde sig.
Dernæst begyndte ventetiden. Hvad i Zaladin kunne Treston dog foretage sig midt om natten…

    Det havde været noget af en dag, tænkte Treston, da han endelig gik under portbuen til den indre Paladsgård - nikkede til de søvnige paladsvagter og gjorde uformelt honnør efter en overordnet, der i det samme stak hovedet ud fra portnerhuset, for at se, hvem der kom hjem så sent.
    En lang dag - idet den var startet med den typiske morgentræning en time efter daggry - men også en god dag, selvom træningen i øjeblikket var en god del hårdere end den plejede at være; han døjede stadig irriterende meget med de ribben, han havde brækket i Ringet, selvom det efterhånden var en del uger siden. Ikke at Ersten, der mere eller mindre var hans faste sparringspartner, dog tog de store hensyn, men han vidste selvfølgelig heller ikke, hvordan det var fat - kommenterede bare meget storebror-agtigt på Trestons nye ’klodsethed’, så ofte han kunne komme til det…
    Efter træningen var de blevet briefet om en kommende opgave i Tusmørkedalens bjerge, og Treston måtte ærlig indrømme, at han var en lille smule bekymret; hvis de forbandede ribben ikke snart blev en god del bedre, kunne dén opgave potentielt gå hen og blive rigtig farlig, for det nyttede bare ikke noget, kun at kunne give firs procent… Det var dén slags, der fik én slået ihjel.
    Men dén tid, dén sorg - var det ikke dét, man sagde? Der var ikke så skidemeget, han kunne gøre - andet end at vurdere sin tilstand, når det hele kom lidt tættere på, og hvis det hele stadig var rent ad Zaladins til, måtte han jo finde på noget kreativt… Arrangere at blive sparket af en hest, for eksempel, så han havde en lidt mere… proper ulykke at tørre de brækkede ribben af på…
    Selv nu, hvor han stadig kunne mærke letheden fra de øl, de havde tyllet her til aften, brokkede de forbandede ribben sig, da han skubbede den tunge dør til Riddernes Beboelsesfløj op og begav sig op af den snoede trappe. Men de havde nu ikke forhindret ham i at have en pokkers god aften med de andre Riddere - om dét vidnede genklangen af lumre viser i hans øregang og dét faktum, at Trestons skjorte inden under uniformsjakken var drivende våd af havvand efter de åndsvage udfordringer, de havde udsat hinanden for. Han smilede for sig selv, idet et glimt af Abels ansigtsudtryk, da de efter krigsmødet havde tacklet ham og trukket en sæk over hovedet på ham, gled over hans indre øje; fjolset havde tilsyneladende ikke regnet med, at rygterne om hans kommende bryllup havde spredt sig så hurtigt blandt kollegaerne. Men dér havde han så taget fejl - og de havde ikke just givet ham et valg. Det var vel også sådan, polterabender var bedst…
    Med en lille kluklatter stak Treston nøglen i låsen til sit kammer og låste sig ind, mens han rystede på hovedet ved mindet om nogle af de spøgefuldheder, de havde udsat stakkels Abel for. Ridderens kommende hustru ville få sig noget af en overraskelse, når hun endelig fik tøjet af ham…
Kammeret var mørkt og koldere, end det plejede at være, og Treston havde netop fået famlet sværdbæltet op, så han kunne lægge det fra sig på det lille chatol, der stod til venstre for døren, da han fangede et glimt i mørket henne ved sengen og fór tilbage med en ed - ramlede ind i døren og måtte tage sig til sit hamrende hjerte. Stirrede et splitsekund bare chokeret på den anden mand - kunne ikke forlige sig med, at han kunne være her; i denne del af byen… Denne del af Trestons liv.
    ”Ved Guderne, menneske!” udbrød han, da han havde genfundet talens brug. ”Hvad i Isaris’ forpulede riger og lande laver du her?”

Pax havde fremdraget et rødt æble fra sin koftes ene lomme (han havde nakket det tidligere på dagen med stor tilfredshed: ét til ham og ét til Juno) og sad og gumlede løs på et stykke af den saftige frugt, alt imens Treston skabte sig som en hystade. Der var trods alt værre ting end at få Pax på besøg om natten – i hvert fald ifølge ham selv – hvormed han ikke rigtig kunne mønstre nogen form for sympati overfor forskrækkelsen.
Havde det været omvendt… Treston var aldrig nået at kravle ud af vinduet igen. Dobbeltmoralen gik ikke tabt på den unge mand i sengen, men ignoreret, ja, det blev den.
”’å ’lap do’ a’”, mumlede Pax med munden fuld. Hastigt efter kunne han dog synke tilfredst og tilføje: ”Lad være med at te dig. Du vækker de andre. Jeg har al intention om at skride igen. Jeg vil ikke hænge i dag.” Pax sørgede for at sende Treston et bredt smil, der var ligeså tomt som irettesættelsen, men derefter skete dét, han havde frygtet. 
Fodtrin.
Hastige fodtrin.
Pax gav Treston fingeren men rakte ham derefter sit halvspiste æble. ”Se hvad du har gjort”, mumlede han, uvidende om den anden overhovedet kunne høre, at nogen var på vej i deres retning. De var unægtelig et stykke væk, men hvad der var lyd for Pax, var ikke lyd for andre og aldrig havde han haft en hørelse, der kunne sættes lig med det almene menneskes.
Hastigt lagde Pax sig ned på gulvet og forinden, at han rullede ind under Trestons seng, sagde han: ”Seriøst. Gør det hurtigt. Ellers kommer jeg ud og foregiver at være din hemmelige elsker.”

    ”Jeg… Du- ” Treston brød selv af, da æblet i det samme blev stukket i hånden på ham. Dumt stirrede han på det et øjeblik, løftede så blikket og åbnede munden for at fortælle Pax et par ting eller tre, blot for at fange et glimt af den anden mand, da han lod sig glide ind under sengen. Netop da hørte Treston det også - de målrettede fodtrin udenfor på den ellers nattetyste gang - og det var så absolut kun dét faktum, der forhindrede et temmelig skarpt modsvar til Ulvens trussel.
    Så bankede det på døren, og Treston vendte sig med æblet i hånden og hjernen blæst fuldstændig blank for noget intelligent at sige. Åbnede døren, stak hovedet ud på gangen og blev konfronteret med Ridderfløjens hushovmester, der prøvede at skjule sin misbilligelse bag en påtaget, bekymret maske.
    ”Jeg hørte et råb, Hr. Reynlest,” oplyste hushovmesteren og noterede sig tydeligvis Trestons uniformsjakke, der lige så småt var begyndt at blive våd indefra af den gennemblødte skjorte. Den lille mands mundvige tog et truende dyk nedad, før han atter fik den bekymrede maske på plads. ”Kan jeg… hjælpe Dem med noget?”
    ”Nej, jeg…” Trestons hjerne gik på pause et øjeblik, før han rystede på hovedet - hankede op i sig selv og tvang sig til at udvise en vis grad normal opførsel... ”Undskyld Hr. Hushovmester - jeg er lige kommet hjem fra Ridder Hestrands polterabend, og det gik temmelig vildt for sig…” Udtrykket i hushovmesterens ansigt sagde Treston, at det var præcis dén mistanke, den anden mand havde haft, og at Trestons dør ikke var den første, han havde banket passivt-aggressivt på her til aften…
    ”Jeg skal nok dæmpe mig - og jeg beklager meget!” Midt i sin rablen fik Treston fulgt hushovmesterens blik til æblet, han stadig havde i hånden, og for at det hele ikke skulle virke endnu mere sindssygt, tog han en stor bid og nikkede til sine egne ord, som om hans opførsel da var helt normal. ”Hav en fortsat god aften!”
    Hushovmesteren studerede ham bare et langt øjeblik. Så sagde han en lille hrumpf-lyd, drejede om på hælen og forsvandt hovedrystende ned ad gangen.
    Treston overvejede et øjeblik om det mon ikke ville være bedre at følge efter den lille mand - bare forlade kammeret, lukke døren bag sig, og så lade Ulven have det så godt…
Men han opgav tanken næsten med det samme - klar over, at dét med at være på bandeledens sorte liste nok ikke ville være skidesjovt - og i stedet lukkede han stille døren ud til gangen, lod sig falde tilbage imod den og lagde armene over kors.
    ”Okay!” sagde han - afdæmpet for hushovmesterens skyld, men med en hård kant om sit tonefald. Nu hvor han var kommet sig over den værste overraskelse, havde en lille vrede rørt på sig - hvad zalan bildte Pax sig egentlig ind? Dét hér var hans hjem! ”Hvad vil du mig?”

Paxs magiske øje antændtes under sengens kulsorte mørke og lod ham derved se silhuetten af manden, der tårnede sig op i døråbningen: en vaskeægte kleppert, næsten ligeså høj som han var fed og hvis jakkes knapper truede med at bukke under for presset. Hushovmesteren stank af mild forargelse, hvilket fascinerede Pax, der ellers havde antaget, at der umuligt kunne være plads til så grim en følelse i det abnorme bryst. Hvad kunne dog forårsage netop dét? Treston var ganske enkelt ikke fuldstændig stiv af ærefrygt og stolthed over at bære uniformen, eller for den sags skyld at stå ansigt til ansigt med den harmløse bjørn men –
Alle hans tanker forduftede med ét, da… Treston tog en bid af hans æble. Hans sprøde, saftige, søde æble… dét æble der var hans…
Pax havde nær knurret, en så unaturlig lyd fra en menneskestrube, og skulle sandheden frem var det ikke just fornuften, der skulle få æren af at stoppe det. Nej, for fandeme om spillet ikke var i gang…
Hvor jeg kommer fra, er det noget for noget, Guldlok.
Da Treston lukkede døren i og hvæsede ad ham, rullede Pax ud fra under sengen. Han så op med sine brede øjenbryn krøllet sammen i midten af hans pande, tydeligvis dybt fornærmet. ”Jeg gav det ikke til dig, så du skulle æde det!”, spruttede Pax lavmælt tilbage, hvorefter han rettede en anklagende pegefinger mod Trestons ene hånd. ”Er du klar over, hvad det har kostet mig? Okay, ærligt, ikke og en skid men det sgu da princippet i det! Du får tre måltider om dagen!”
Pax kom omsider på benene men kun for demonstrativt at sætte sig på kanten af Trestons seng igen. Den der, skulle man følge Paxs næse, ikke så særlig meget action. ”Jeg har et job til dig men nu sidder jeg helt og overvejer mine muligheder”, svarede Pax omsider, hvorefter han lagde sine arme over kors. På intet tidspunkt forlod bandelederens øjne Trestons og skønt alle hans ord, alle hans næsvisheder, alle hans provokationer og ikke mindst Trestons citronlignende ansigt kunne tyde på én ting, så var Pax i virkeligheden kun moret…
Treston var som et solidt træ: han kunne holde til lidt af hvert men vigtigst af alt… han havde ikke serveret Pax til resten af Rotterne i kasernen… dét måtte tælle for noget…

    ”Jamen, ved samtlige Guder og deres….” Treston mumlede ordene opgivende og irriteret og kastede resten af æblet tilbage til Ulven - i et overhåndskast, der ikke gjorde det mindste for at lægge skjul på, at han efterhånden var godt arrig over hele denne misere. Hvad fanden bildte Pax sig ind, sådan bare at invadere hans private gemakker på dén måde? Sidde dér på hans seng, som om han ejede hele lokalet? Hundse rundt med ham og allerede nu være skyld i, at han havde måtte stikke hushovmesteren en løgn? 
    Oven på sidste gang havde Treston lovet sig selv, at han var færdig med Nedre Bydels bandeledere - og i særdeleshed færdig med Ulven; der var for langt imellem dem - for stor en forskel på deres udgangspunkter - til at associationer Ridderen og Ulven indbyrdes ville bringe noget godt med sig...
    Så sagde Pax det sidste, og Treston løftede et misbilligende øjenbryn.
    "Et job?” gentog Treston tvivlrådigt - stadig med armene krydset foran på brystet. ”Jeg er ikke interesseret i noget job, Ulv. Jeg er ude - jeg skylder dig ikke noget længere. Jeg dukkede op som en god, lille hund, da du sendte bud efter mig. Fulgte alle forpulede instrukser. Tog hånd om dine små, runkne bær uden at kny.” Det gik op for Treston, hvad det egentlig var, han lige havde sagt, og han holdt en advarende hånd i vejret, for at stoppe Pax inden han skulle komme for godt i gang. ”Hold din kæft - du ved, hvad jeg mener. Sidste gang var det alt for tæt på at blive rigtig grimt, og hvis jeg havde haft et valg, havde jeg sagt præcis dét, jeg har tænkt mig at sige nu.” Han øjnede den anden mand med et krigerisk blik. ”Rend… mig… i røven.”

Pax greb æblet uden at kigge på det og kastede det tilbage i samme åndedrag. ”Jeg vil sgu da ikke have det nu!”, spruttede han og skar en grimasse blot for at understrege, hvor absolut afskyeligt han fandt hele dén idé. ”Du har savlet på det og hvem ved, hvor din mund har været sidst!”
’- tog hånd om dine små, runkne bær uden at kny – hold din kæft!’
”Det fint. Jeg vender bare tilbage til dét senere. Den var simpelthen for god til sådan at lade gå i glemmebogen.” Paxs læber flækkede i et bredt smil, ét der var ægte og fik hans ene smilehul til at titte frem på hans kind. Dén kind der ikke var dækket af et hvidt spindelvæv af et brandsår og som ikke var forvrænget som resultat af hans tidligere leders grusomhed.
Da Treston omsider – omsider – holdte inde nikkede Pax, som var i grunden fuldstændig enig i den andens observation. ”Der er ikke nogen grund til at puste dig op, hanekylling”, skyndte han sig at pointere, hvorefter han, med et overbærende ansigtsudtryk, smed den ene hånd ud til siden. ”Du er ude. Gælden er betalt. Ingen skylder nogen noget. Det var derfor, at jeg sagde ’job’. Du ved, job som i… betaling.” Pax gjorde en teatralsk talepause, alt imens han betragtede Treston, som var han et laverestående og uintelligent væsen, han noget desperat forsøgte at trænge igennem til.
”Se, hvis gælden nu ikke, i min optik, var betalt, så ville jeg sige noget i retning af, at ’du skylder’. På den måde forsøger jeg altid, du ved, at tale på samme niveau som den, jeg snakker med.” Pax kunne da ikke ligge en skjul på, hvor morsomt han fandt Trestons hidsige statur, hvormed han kækt blinkede til ham. ”Jeg lover dig, at lønnen er… ja, den er faktisk så exceptionel god, at den ikke kan sammenlignes med det, du skal gøre. Eller måske snarere… det, du skal lære mig.”
Pax lod ordene finde fæstne i Trestons – tykpandede – hoved og efter en kort rum tid i tavshed, smilede Pax bredt og lo lavmælt, næsten fjoget. ”Du skal lære mig at danse som alle de fine folk og til gengæld får du en af Baronerne fra Slummen. Jeg er nemlig i mit gavmilde humør her til aften!”

    Denne gang greb Treston ikke æblet, men rykkede sig bare for det, stadig med øjnene fæstnet på Pax - lod æblet ramme den tunge fyldningsdør ind til kammeret med et fugtigt klask og dumpe ned på plankegulvet. Duften af syrlig æblesaft bredte sig i rummet.
    Til kommentaren om hvor hans mund sidst havde været, fnøs han hånligt, og bemærkede: ”Det er ikke mig, der bor i rendestenen, Ulv,” mens han gjorde sit bedste for at gemme billedet væk af Abel, der som en del af polterabend-festlighederne havde modtaget et dybfølt snav fra samtlige af de involverede Riddere… Længere skulle man ikke tilbage for at finde ud af, hvor Trestons mund sidst havde været…
    Bær-fortalelsen kommenterede han ikke på. Dét, tænkte han, skulle Pax sikkert tids nok gøre selv…
    Den kæmpeidiot…
    At Pax tydeligvis bare fandt hans arrigskab morsom, gjorde ikke meget for at dæmpe Trestons temperament, og gennem hans nedladende svada stirrede Treston bare sammenbidt på ham med armene over kors - lod Ulvens flabetheder prelle af, så godt han kunne. Det nyttede jo alligevel ikke noget… De kunne bide af hinanden som et gammelt ægtepar fra nu af og til verdens ende, og det ville stadig ikke bringe dem et skridt videre; dén mistillid, der lå tyk i rummet ville altid være der.
    Men Treston kunne alligevel forhindre det ene øjenbryn i at gå i vejret, da Pax løftede sløret for, hvad det var for et ’job’, han ville have udført. Og da billederne begyndte at indfinde sig for hans indre blik, kunne han heller ikke helt undertrykke et latterfnys - om end et ufrivilligt ét.
    ”Ellers mange tak! Sidste gang jeg blev udsat for dit ’benarbejde’, endte jeg så lang, jeg var, i vejstøvet! Så jeg tror, jeg sidder over denne gang!” Selvom han egentlig ikke ville - havde besluttet sig for, at han ikke skulle blandes ind i noget - kunne han alligevel ikke lade være med at spørge: ”…Og hvad mener du desuden med, at du vil ’give mig én af Baronerne’? Hvad forestiller du dig helt præcist, jeg skal bruge sådan én til?"

”Og alligevel er min mund renere end din. Tænk sig det skulle komme så vidt, Guldlok. Hvad ville Deres kæreste Moder ikke tænke?”, svarede Pax prompte, i bedste efterligning af et af de finere folk, hvorefter han sendte Treston et sigende blik: helt ærligt – jeg æder dig til morgenmad, hvis du tror, du kan tage mig med ord.
Imens Treston havde travlt med at afvise hans tilbud, lagde Pax sig halv ned i sengen, for således at gribe om den blonde mands hovedpude. Skulle Pax være ærlig med sig selv, så havde Treston en forbandet god seng. Havde han haft den for sig selv, havde han ladet sin anden form overtage og dernæst forsvundet ned under den tykke dyne. Oh ja, han kunne bygge en hule, der ville være så uendelig varm, så modsat kulden udenfor…
Pax smed hovedpuden om bag ryggen og lænede sig sukkende op af væggen. Han sad placeret i fodenden, strategisk så langt væk fra Treston han kunne komme, men foruden – forhåbentlig – at give fornemmelsen af, at han ikke ønskede den anden mand tættere på sig. Det var bedst, hvis Treston antog, at Pax ejede hans kammer. Og Pax var god til at give et sådant indtryk. Det kom nemt til ham…
”Ja, hvad gør du normalt med sådan en som mig? Smider I ham direkte bag tremmer eller rusker I ham lidt først? I hænger ham vel til sidst, går jeg ud fra?”, lød det dernæst, næsten ligeglad, hvorefter Pax viftede med den ene hånd, tydeligvis affærdigende. ”Jeg er i grunden ligeglad med, hvad du gør med ham. Det bestemmer du selv. Jeg taler for resten om Tadhg. Jeg ved, at han er på jeres lille liste over de rigtig grimme og ærligt, jeg forstår godt hvorfor. Han er syg i hovedet.”
Pax rettede en smule på puden og lagde dernæst armene over kors, tilsyneladende helt afslappet ved at forhandle med en anden mands liv. ”Tadhg er blevet et problem. Jeg kunne godt finde på at strække den så langt, som at sige, at du ville gøre mig en tjeneste…”

    ”Normalt gør jeg mit bedste for at holde mig fra ’sådan nogen som dig’, som du selv så fint formulerer det,” mumlede Treston, selvom det ikke var sandt, og han udmærket godt vidste, at Pax vidste det. ”…Og normalt tager jeg mig ikke det store af, hvad der bliver gjort af Nedre Bydels bærme, når først de er afleveret hos vagtmesteren… Spørger du mig, er I alle sammen ét fedt.” Endnu en løgn - havde Pax været… ja, vel nærmest enhver anden fra hans del af byen, havde han bestemt ikke fået lov til at ligge dér og gasse sig i Trestons seng, som om han ejede lokalet, og Treston selv bare var en småirriterende gæst…
    Tanken fik, som så mange gange før i Ulvens selskab, Treston til at se situationen udefra, og han kunne ikke lade være med at sænke hovedet under et pludseligt, selvmokkende grin. Han vidste det jo godt - selv inden Pax dinglede Tadhg som madding… Han vidste jo godt, at han trods alle sine protester ville komme til at sige ja alligevel, fordi…
    Fordi Pax, trods sine mange fordomme om Treston og hans Riddergerning, alligevel ikke tog ham for at være dén pligtopfyldende og loyalistiske militærmaskine, Treston efterhånden følte, Dastor havde forsøgt at gøre ham til… Fordi Pax’ blotte tilstedeværelse vidnede om, at i hvert fald Ulven havde set igennem dén maske af pligt og tjenestevillighed, han normalt følte sig tvunget til at stille op…
    Ikke at Treston lod Ulven se nogle af de tanker, naturligvis - det ville rent ødelægge deres dynamik…
    ”Så du vil altså betale mig for min arbejdsindsats med - hvad? Retten til at gøre dig en tjeneste?” spurgte han med et vantro, løftet øjenbryn og et skævt smil, han ikke kunne undertrykke længere. ”Sikken et privilegie, Ulv… Du skal da i hvert fald nok sørge for, at gå fra enhver forhandling med de tungeste lommer, hva’?”
    Uden at vente på svar løsrev han sig fra døren med en munter hovedrysten og gik hen til kommoden, hvor han hev en skuffe ud og trak en tør skjorte frem fra de ordentlige bunker. Uniformsjakken blev smidt over kommodepladen. ”Lad os lave en aftale, Ulv! Nu hvor jeg jo kommer til at gøre dig en tjeneste på rent bord…” Uceremonielt trak Treston den våde skjorte over hovedet, draperede den over skrivebordsstolens udskårne stoleryg, så den kunne dryppe af, og iførte sig dens tørre fætter med en ufrivillig kuldegysning - overraskelsen ved at finde Ulven på sit kammer havde muligvis fået ham til at glemme det en tid, men det havde været en forbandet kold tur hjem i det gennemblødte tøj…  
    Tilfredst krydsede Treston atter armene over brystet og lænede sig tilbage imod kommoden. ”…Lad os sige, at det efter denne omgang for en gangs skyld er mig, der har en tjeneste til gode… Så skal jeg nok lære dig at flytte fødderne som en forpulet adelsmand!”

Pax fnøs moret – det tætteste Ulven kom på et grin under normale omstændigheder – og gav dernæst Treston fingeren (naturligvis på en ganske uimponeret facon). Han forholdt sig dog tavst derefter og lod den høje blondine gå alene igennem sine egne overvejelser.
Først da Treston omsider vendte sig mod ham (en smule for selvfornøjet efter Paxs smag) og dernæst erklærede, hvordan landet kom til at ligge fremadrettet, trak han på skuldrene, i grunden ligeglad. Modsat så mange andre, der var ligesom ham, gik Pax ikke så forfærdelig meget op i, hvem han skyldte tjenester og ikke, for når Kile stod og bankede utålmodigt på, var vel næppe dét, man kom til at overveje.
Desuden var der én ting, Pax følte mere for at pointere: ”Tadhg voldtager både drenge- og pigebørn. Han er fuldstændig ligeglad med, hvad de har mellem benene, så længe han kan stikke sin pik ind i noget, der med hans egne ord, er både varmt og stramt –” Pax tav brat og sprang derefter op fra sengen, pludselig fuld af hadefuld energi.
Jeg hader sådanne mænd, der er ligesom ham, Guldlok. Jeg hader dem, som jeg aldrig har hadet noget før. De bliver sammenlignet med dyr men det er en sammenligning, der er fuldstændig uholdbar. Man kan sige meget om dem – om os – og man kan måske tilmed kalde dem primitive med god grund, men dyr voldtager ikke. Det er sådan en mennesketing. En skide defekt i et laverestående væsen, der ligner os til ugenkendelighed.
Pax skridtede hen til vinduet, hvorved han stillede sig. Hans øjne var tomme men i dén tomhed, var der også noget overvejende, noget kalkulerende. ”Du må tænke om mig lige det, du vil, Guldlok”, fortsatte Pax omsider, hvorefter han løsrev sine øjne fra den sorte nattehimmel udenfor og i stedet fæstnede dem på Treston. ”Men jeg knepper ikke børn. Der er mange af dem, der er ligesom mig, der afskyr tanken ligeså meget som dem, der er ligesom dig. Langt de fleste vil faktisk bare gerne have mad i maven, tag over hovedet og tøj på kroppen, og fordi dem, der ligesom dig, ikke giver en skid for dem, der er ligesom mig, så er der nogle andre, der får lov til at sætte sig på en trone af skrald og regere uden, at der bliver gjort en skid ved det.” Pax tav og jog en hånd igennem sit krøllede, tykke hår før, at han dovent lod sit blik vende tilbage til… hvad end der var i mørket udenfor.
”Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, men jeg kan ikke selv tage mig af Tadhg. Hvis jeg havde haft muligheden, ville jeg aldrig have nævnt ham nu. Så en tjeneste i fremtiden… dét kan jeg gå med til.”

    ”Hvis du tror, jeg tænker sådan om dig,” bemærkede Treston roligt og betragtede Pax med en alvor, der ikke havde ligget over ham før. ”…så tror du værre om mig, end jeg havde forestillet mig, Pax.” Det var første gang, han havde brugt Ulvens navn og ikke dét dyr, gadens folk havde opkaldt ham efter, men det føltes rigtigt lige nu. Understregede seriøsiteten og alvoren. Han lagde hovedet lidt på skrå og studerede tænksomt den anden mand en tid, før han lod emnet fare - accepterede som så mange gange før, at selvom det sommetider føltes, som om de havde en gensidig forståelse, så var det ikke andet end korte, ubetydelige glimt; der lå alt for mange fordomme og alt for mange antagelser imellem dem, til at ordentlig tillid nogensinde kunne blive en realitet.
    Med en lille grimasse løsrev Treston sig fra kommoden og vendte sig om, for at åbne klædeskabet ovre i hjørnet. Trak én af de ophængte uniformsjakker ud og rakte den tunge, kraftige klædningsgenstand på bøjlen frem imod Pax.
    ”Tag dén hér på,” opfordrede han. ”Hvis du skal lære at flytte fødderne, skal det ske til musik, og nede i Balsalen har de en krystal liggende, der kan gengive det sidste stykke musik, der er blevet spillet for den…” Han gjorde en opfordrende bevægelse med bøjlen. ”Der er ikke nogen dernede på dét hér ugudelige tidspunkt, men selv hvis vi tager tjenestetrapperne, kan vi ikke være sikre på, ikke at møde nogen på turen derned… Jeg vil hellere have, at de tror, de ser to Riddere på afveje, end at det skal rygtes på hele Paladset at jeg få natlige besøg fra selveste Ulven.” 

Pax gengældte Trestons eftertænksomme blik med ét, der var tomt. Da den høje mand dog dernæst proklamerede, at dansetimen skulle finde sted i samme instans, hævede Pax sine øjenbryn i overraskelse. Treston gjorde kun ondt værre, da han efterfølgende fremdrog en uniformsjakke fra sin garderobe og da kunne Pax ikke længere skjule sin forundring – han tabte underkæben og stirrede lamslået på den skræddersyede klædningsgenstand, som kunne den til enhver tid gro klør og skarpe bisser.
En smule tøvende rakte Pax ud efter jakken. Som barn, legende i skoven med sin søster, havde han drømt om at bære netop sådan én – være dét, som Treston var… og det var derfor næsten skammeligt, makabert at stå med den i hånden og mærke det tunge, pyntede materiale.
Imens at Pax hev den over sine skuldre, sagde han: ”Det var nu ikke fordi, at jeg tænkte, at du havde sat mig i samme bås som Tadhg. Du skulle bare vide, at vi ikke alle er ét fedt.” Pax skævede til Treston med et sigende blik, nu ovre sin første umiddelbare overraskelse og atter tilbage til dén mand, der bedst kunne lide at være i kontrol: ham, der satte dagsordenen. Så småt var det dog også begyndt at gå op for ham, at det ikke ville forblive sådan resten af natten.
Nok var Pax høj – måske tilmed en smule højere end Treston – men han var underernæret og derved en smule smallere over skuldrene sammenlignet med den anden. Jakken var ligeså tung, som den så ud og en smule skeptisk hævede Pax skuldrene. Dernæst strakte han sine arme, som forsøgte han at skabe mere plads under den. Han havde aldrig været god til ting tøj, der sad stramt: alt han gik i var løstsiddende, flere numre for store, selv hans sko (hvilket gjorde det nemt at smutte ud af dem – også lænket fast). Pax kunne ikke lade være med at tænke, at han måtte ligne en ung knægt og ikke dén ridder, som Treston præsenterede ham som.
Pax så op med et lydløst suk og himlede dernæst med øjnene. ”Nu mangler jeg bare at pisse på Isaris statue i Templet og tilkendegive min evige loyalitet for Zaladin og Mørket, og så tror jeg, at jeg kan ligge mig til at dø med tilfredshed og vished om, at jeg har sendt alle præsterne på sygefløjen med et ildebefindende.” Et lille – og noget ufrivilligt – fnys forlod ham dernæst, ét der dog afslørede, hvor grotesk men også morsomt han fandt dét, at bære jakken.
”Som sagt er jeg optaget”, lød det dernæst sarkastisk. ”Jeg er heller ikke interesseret i, at nogle skulle få en anden idé om, hvad jeg laver her, så ro på Guldlok. Før du ved af det, er jeg hjemme igen i min seng, som jeg deler fast med –” Pax tav brat, da det var ved at gå op for ham, hvis navn han nær havde afsløret og usikker på, hvordan Treston i grunden ville reagere på den information, rystede Pax prompte på hovedet. ”Lad os få det overstået. Lær mig at danse, Guldlok.”

    ”Det var også dumt sagt af mig,” indrømmede Treston let og hev endnu en ren uniformsjakke ud til sig selv - trak den på over den dejligt, tørre skjorte. Nu hvor stemningen var vendt, og Ulven havde accepteret hans ’noget-for-noget’-forslag, kostede det ham ikke det store at anerkende, at kommentaren havde været affødt af en følelse af at blive udmanøvreret. Og dét brød Treston sig meget lidt om. ”Jeg har set nok til Nedre Bydel til at vide, at det er bandelederne mere end det er Kronen, der holder sammen på lortet dernede. Og at nogle af jer rent faktisk bekymrer jer en lille smule om, hvad der foregår… og hvordan det foregår.”
    Han vendte sig fra skabet og fik øje på en Pax, der så meget skeptisk ud, iklædt den ornamenterede jakke. Det var svært at undertrykke et skævt smil - både over Ulvens udtryk, men så sandelig også over Ulvens ord.
    ”Åhr, lad dog være!” udbrød Treston og knappede sin egen jakke op. ”Hvis dét at bære Lysets uniform er din værste brøde, så er jeg Lysets Dronning i egen, høje person… Mon ikke du ville være kommet til at brænde i efterlivet under alle omstændigheder…!”
    Til kommentaren om Pax’ faste sengepartner løftede Treston bare et øjenbryn. ”Så Ulven har altså en mage?” spurgte han - mest for at være irriterende - og åbnede så døren og stak hovedet ud på gangen. Hushovmesteren var heldigvis ingen steder at se, og Treston gjorde et kast med hovedet som tegn til Pax om, at han skulle følge med.
    ”…Det er måske din dame der har krævet, at du finder et kultiveret menneske,” han gjorde en bevægelse, der omfattede ham selv, ”…som kan banke lidt dannelse ind i dig?” Stikpillen var godmodig, mens Treston viste vej ned af den nattetyste gang. Det tykke gulvtæppe slugte deres skridt, og Treston vinkede Pax omkring et hjørne til tjenestetrapperne, der lå mere afsides og var knapt så ekstravagante som de store, brede hovedtrapper. Heromme var der ingen gulvtæpper - kun de blankslidte trætrin.
    Fra tjenestetrapperne gik turen igennem endnu et par højloftede gange, forbi buster i nicher og blyindfattede vinduer med glasmosaikker, der farvede månelyset i alverdens farver. Til de endelig nåede de to enorme dobbeltdøre, der ledte ind til Balsalen.
    Treston slog storsindet ud med hånden - en bevægelse, der sagde: Jeg synes du skal have æren.

Pax ignorerede Trestons beklagelse – og i grunden var han ikke sikker på hvorfor. Øjensynligt fordi anerkendelsen af den, ville lede til et moment af gensidig forståelse, måske tilmed respekt, og det var unægtelig ikke elementer, Pax ønskede at inddrage i deres vaklende relation.
De behøvede ikke, at kunne lide hinanden for det, dét de havde gang i var blot arbejde, huskede den krølhårede mand sig selv på, da han troligt (ja, nærmest lig en hund) fulgte efter den høje blondine ned af den mørklagte og forladte gang. Desuden… Treston havde brændt. Mon ikke han ville brænde uanset hvorhenne han endte, hvad end han gjorde for resten af sine dage. Havde Pax været troens mand, havde det nok også holdt ham vågen om natten, men fordi det ikke var tilfældet, sov Pax fortræffeligt.
Kun Kile betød noget – noget rigtigt. Resten var pynt, imaginære størrelser, utopier…
Først da Treston i en godmodig tone (én som Pax genkendte og tog for, hvad den var) begyndte at spøge med et specifikt damebekendtskab, himlede Pax med øjnene, gestussen gemt væk bag den andens ryg. Bandelederen havde, igennem sit ungdomsliv i Slummen, lagt øre til mangt og meget om forholdet mellem mænd og deres respektive kvindfolk. Han mente derfor, at han kunne gøre en ganske god imitation af dem, men skulle sandheden frem… havde han ikke rigtig lyst. Virkeligheden var trods alt en anden og selvom han ikke skammede sig over, at Juno var hans, ligeså vel som han var Junos, var det et privat anliggende.
”Det kan vi godt sige”, mumlede Pax lavmælt, under dække af deres lyssky fortagende. ”Altså at han går op i om jeg kan danse eller ej.”
Pax lod ordene hænge i luften og dét passede som fod i hose, da Treston gestikulerede mod døren til balsalen. Pax hævede kortvarigt et øjenbryn af den andens (for ham) latterlighed og med en teatralsk stivhed og ærefrygt, nærmede Ulven sig langsomt.
De arrede hænder landede på de to håndtag, tvang dem ned, som betød de noget for ham, som var det begge af Junos kinder og hans læber var så nær hans egne…
Pax kunne en smule skuffet konstatere, at dørenes bevægelse ind i det abnormt store rum var uden det så passende, iscenesatte ’knirk’. Hængslerne var velsmurte og velplejede, så ganske ulig det, han selv var van til. Balsalen var dog heller ikke dét, Pax havde forestillet sig og flygtigt scannede han rummet for flugtveje, gode positioneringer – alt dét han skulle bruge, skulle de blive overrasket.
Med ét fjernede Pax sine hænder og kastede dem ud til siden, stående i balsalens (nu) åbne døråbning: som en hjemvendt konge, et legende barn, hvis største ønske, var gået i opfyldelse. Han tog naturligvis pis på Trestons i grunden venlige gestus og han cementerede sin spøgefuldhed ved, at lade sine arme faldt tungt til jorden og sukke.
”Ej… det gør sgu ikke rigtig noget for mig. Ærligt, jeg ville ellers rigtig gerne blive fuldstændig benovet og smigret og ja, hvad end du ellers havde forestillet dig, at jeg sådan skulle føle i det her øjeblik, men strengt taget… og det er sagt med al respekt… men det er jo – det er jo egentlig bare et meget stort rum.” 

    Treston løftede et overrasket øjenbryn, men kom ellers ikke med videre kommentarer til Ulvens kærlighedsliv. Det var ikke en indrømmelse, der chokerede ham - selvom det først for nyligt var blevet bekræftet, havde han gået mange år med en mistanke om, at Zirra var lige så meget til kvinder, som hun var til mænd, og tanken om to mennesker af samme køn, der delte seng, generede ham ikke. Han vidste dog, at dén holdning ikke just var den mest udbredte - havde gennem sin Riddertid hørt rigeligt med brovtende kommentarer og spørgsmål under træningen såsom: ’Om man nu også tog den i røven’, hvis man lavede den mindste fejl eller af én eller anden grund kom til at fremstå svag i sammenligning med de andre mænd. Jo, Treston kendte fordommene, og derfor holdt han også sin kæft; ville ikke risikere at komme til at pisse på den anden mand, når nu Pax - ganske vist på sin ligegyldige facon, men alligevel - havde delt noget med ham, han lige så godt kunne havde valgt at holde for sig selv.
    Treston betragtede Ulven, mens han tog rummet ind og grinede så helt oprigtigt af hans dom.
    ”Hooold nu kæft, mand,” klukkede han for sig selv og travede igennem den store, mørke sal og hent til den lille forhøjning, der normalt husede de musikanter, der sørgede for musik og underholdning til ballerne. På en stand i marmor lå den magiske krystal, så stor som et spædbarns hoved, og Treston tog den i hænderne og talte over skulderen, mens krystallen langsomt gav sig til at gløde og lige så stille begyndte at udsende blide, fejende toner - et ekko fra de harper og strygere og dét cembalo, der sidst havde spillet i Salen: ”Du er vitterligt en Ordenes Mester, Ulv. En omvendt skjald, om man vil. Men i stedet for at tage noget mondænt og gøre det poetisk og smukt, så tager du noget poetisk og smukt…” Treston lagde krystallen fra sig, inden lyset i den tog for meget til - således at lyden fra den også forblev dæmpet. ”… og reducerer det til ’et meget stort rum’…”
    Han vendte sig om og vinkede Ulven nærmere. Kunne ikke helt undertrykke et moret udtryk, for dét hér - hele situationen - var simpelthen for latterlig…
    ”Naturligvis byder du din partner op med en høflig forespørgsel og et respektfuldt buk,” begyndte han og løftede et øjenbryn, som for ordløst at spørge: Skal jeg uddybe dén del, eller er du med så langt? ”Så fører du din partner til dansegulvet med rank ryg og hånden løftet - sådan her; næsten helt op i skulderhøjde. Og ja, det skal se åndssvagt ud - det er en vigtig del af det.”
    Treston skulle til at række ud efter den anden mand - at demonstrere, hvordan man tog dansefatning som en del af det bedre borgerskab - da noget pludselig faldt ham ind, og han følte sig nødsaget til at spørge:
    ”Nu må du ikke tage det ilde op, men hvis det vitterligt er din partner, du skal lære at danse for, vil du så lære at danse mand eller kvinde?”

Pax fulgte Treston ind i balsalen. Det trak forræderisk i begge hans mundvige og skjult bag den andens ryg, lod Pax dem begge skride en smule længere op mod de skarpe kindben. Han forblev dog tavs og betragtede Treston fikse krystallen, indtil der lød en opløftende og pæn melodi.
Trestons sigende blik og ord blev modtaget af en finger og et ligeså sarkastisk smil, men det afkrævede mere af Pax, end han i grunden brød sig om. Pludselig var virkeligheden vendt hjem, fundet sig mageligt til rette og ladet sit grimme fjæs afsløre.
Pax gjorde sit bedste for at forblive stående, ikke villig til at lade Treston se, at han ikke brød sig om, at han nærmede sig med målrettethed. Det skulle dog ikke lykkes ham: i samme øjeblik at Treston rakte ud efter ham, trådte Pax et skridt til siden og skar en grimasse.
”Vi behøver vel ikke røre hinanden”, udbrød han lavmælt og forinden, at han nåede at stoppe ordene i at forlade hans mund. Så optaget af det summende ubehag, der fik hans krop til at dirre anspændt indvendig, bed Pax heller ikke mærke til, at han havde krydset armene demonstrativt over sit tynde bryst.
Trestons næstfølgende spørgsmål fik Pax til at himle med øjnene, men det var en gestus affødt af angsten og som sådan ikke en egentlig irritation. ”Eftersom det er mig, der topper, må jeg hellere lære at danse mand”, brummede han, med al intention om at gøre den anden ligeså ukomfortabel som ham selv. Paxs blik var ligeledes lynende i sin så åbenlyse provokation og for et kort øjeblik stod han blot og betragtede Treston… næsten vurderende.
Hvad end Pax havde tænkt i dét øjeblik, besluttede han tilsyneladende sig for et eller andet, for med et lavmælt suk skridtede han dernæst resolut hen til Treston, greb om ham, som Pax tænkte, at han skulle. Hans greb var krampagtigt stærkt og det ville ikke være løgn at bestemme, at Pax i virkeligheden holdte Treston på afstand – hvis de absolut skulle røre ved hinanden, så kunne Treston få lov til at gøre det så langt fra ham selv så muligt. Pax cementerede sit tydelige ønske ved, at kaste et hårdt blik i Trestons retning, hans krop ligeså spændt som en flitsbue, parat til at kaste den anden så langt væk fra ham så muligt ethvert øjeblik, det skulle være…
”Jeg forstår ikke det der mand, kvinde, hvem fører hvem – man skal jo forfanden samme vej rundt”, lød det dernæst, næsten surmulende, som var det i virkeligheden Trestons og ikke dansens åndssvage regel. Pax havde dog unægtelig brug for at fylde deres tæthed med ord, der mentalt kunne holde den anden på afstand, når han nu ikke kunne gøre det kropsligt, hvormed han fortsatte sin lavmælte protest ufortrødent: ”Det jo ligesom ikke en skide jagt. Man danser jo! Man skal ikke løbe rundt efter hinanden. Desuden så er dansen lært på forhånd. Begge parter ved, hvad de skal gøre, så det virker fucking åndssvagt at den ene skal bestemme mere end den anden.”

    ”Det var dé dér fordomme, vi har snakket om før,” bemærkede Treston tørt, mens han med en svag undren betragtede den anden mands meget defensive kropsholdning. ”… Jeg forsøger at afholde mig fra at gøre antagelser om, hvem der… topper hvem… Du skal tænke på, at jeg jo ikke har set din fyr. Han kunne have været tre meter høj, bred som et hus og endnu mere dominerende end dit forbitrede korpus…”
    Da Pax endelig indtog noget, der med lidt god vilje kunne ligne en dansefatning, var det med bevægelser, der mindede mere som de første, indledende øvelser i en brydekamp. Treston skar ansigt og prøvede at rette Ulvens krampagtige greb om sin hånd, så hans fingre ikke blev mast imod hinanden, som var de en håndfuld kviste, Pax forsøgte at knække.
    ”Hallo, mester,” indvendte han og var fristet til at knipse Ulven på næsen for at få hans opmærksomhed - minde ham om, hvem der rent faktisk vidste, hvad han lavede her…
Han gjordet det dog ikke - han havde sådan en grim mistanke om, at Ulven var typen, der bar nag, og han ville også gerne kunne vise sig i Nedre Bydel, når de kom hjem fra opgaven i Tusmørkebjergene, uden at skulle frygte for sit liv…
    ”Det er ikke en forpulet armlægningskonkurrence, menneske! Hvis du skal danse som det bedre borgerskab, skal du føre din partner, som om du hele tiden er i gang med at hjælpe dem ud af en karet eller op fra et frieri! Sgu ikke som om du forsøger at trække dem ind i en gyde for at slå dem ihjel…!”
    Ulvens brok fik Treston til at trække skævt på smilebåndet, før han med en hovedrysten trådte et skridt væk fra den anden mand og lagde armene vurderende over kors. Løftede et sigende øjenbryn.
    ”Det er jo så dér, du ganske har misforstået adlens bevæggrunde, Ulv. For dem er det en jagt! Det eneste tidspunkt, de på høflig vis og under dække af etikette kan nærme sig det modsatte køn, uden at der står en gammel puritaner i kulissen og råber utugt og uanstændig opførsel.” Han sendte Pax en moret, flabet grimasse. ”Og jeg kan godt forstå, at det må være svært for dig - dét med, at én får lov til at bestemme mere end en anden. Men kan du ikke lune dig ved bevidstheden om, at du som dén, der danser mand, også får lov til at være dén, der leder dansen? Medmindre, selvfølgelig, du støder på én af de rigtig dygtige dansere! For lad dig bestemt ikke narre - der findes også kvinder til sådan nogle baller, der har lært hvordan man styrer slagets gang, uden at det ser sådan ud…”
    Trestons mor var én af dem; det havde været en ualmindelig morsom erkendelse, da det til ét af hans første baller gik op for den noget yngre Treston, at det på dansegulvet meget tydeligt var Eylia, der havde bukserne på…
    Han gjorde en utålmodig bevægelse imod Ulven - vinkede ham nærmere igen. ”Lad os prøve forfra - dansefatning, ikke brydergreb, husker du nok. Prøv at… Nej, måske er det lettere, hvis jeg bare viser dig det…”

Ved Trestons farverige beskrivelse af Ulvens mage brød en sær varme igennem skjoldet af angst og ubehag. Pax havde nær ladet et hæst grin undslippe hans mund, for det var så absurde ord, taget Junos (for) kønne ansigt og temperamentsfulde væsen i betragtning. Skulle sandheden frem, anede Pax ikke hvem af dem, der i deres natur var mest dominerende…
Juno var trods alt Den Fortabte Prins…
Pax slap taget i Treston i samme øjeblik, at han begyndte at vride sine fingre. Den milde morskab (resultatet af Trestons forsøg på inklusion) forsvandt som dug for solen og en smule defensivt, stirrede Pax tilbage som irettesættelserne fandt hans vej. Og ganske som øjeblikket forinden, krydsede Pax beskyttende armene over sit bryst.
Zaladin tage Guldlok…
Pax tvang sig selv til at forblive stående, da Treston nærmede sig, men det betød langt fra, at han stod med rank ryg: faktisk var den nærmest bøjet modsat vej og da Pax mærkede, at musklerne i lænden truede med at springe under anstrengelse, skar han en lidende grimasse i luften. Straks efter gik han Treston i møde og greb om den anden mand, som han antog, at han skulle for endnu engang.
Pax tog en dyb indånding og gjorde intet for at skjule det. Han kæmpede dog en brag kamp med at løsne sit tag i ham, men det skulle omsider lykkes ham, indtil han skævede til Treston, næsten… afventende. ”Står jeg som mand nu eller hvad?”, mumlede han, hans stemme lavmælt men med en hård kant, der vidnede om hans anstrengende forhold til hele affæren. Pax havde unægtelig også hevet Treston alt for tæt på sig, men kunne heller ikke skubbe ham væk igen, fordi at han så ville fremstå svag: man kunne invitere en ind i sit territorium og lade dem se, at det gjorde en bange – det førte til nederlag og Pax afskyede at tabe…

    "Det går an for nu," afgjorde Treston, fordi den anden mands... atypiske opførsel undrede ham, og han ikke havde lyst til at stikke en pind i et potentielt hvepsebo, hvis han på nogen måde kunne undgå det. Men fordi Ulven heller ikke skulle have det for let, kunne han dog ikke lade være med at tilføje: "...Men når du skal gøre dét hér med din udkårne, ville lidt lidt mere ømhed og lidt mindre krampagtighed helt sikkert klæde din positur..."
    Treston kunne ikke lade være med at mindes tilbage til dén danselærer, Eylia havde betalt for at komme forbi en gang om ugen hen over Trestons sekstende og syttende år. Hun havde været en stramtandet lille dame med kroget ryg og stok og hele molevitten, og hun havde haft sit hyr med at få banket noget dannelse ind i Reynlestbørnene.
    "Da jeg skulle lære dét hér, var det med min lillesøster som partner, og hun er cirka..." Treston trak på smilebåndet. "Cirka to lorte høj og ikke det mest... koordinerede menneske, man kan forestille sig. Lad mig sige det sådan, at vi fik lov at smage danselærerindens stok betydeligt mere, end min ældre bror..." Hvilket måske også havde haft noget at gøre med, at Ersten altid dansede med deres mor... Men det var underordnet for historien. 
    "Det, du skal gøre nu, er at lytte til takten i musikken," forklarede Treston videre, mens han med små prik og sigende håndbevægelser alligevel ikke helt kunne dy sig for at forsøge at rette lidt på Pax' positur. "Kan du høre, at hvis du tæller til tre i takt til musikken, så er ét-slaget markeret? Én-to-tre, én-to-tre..." Han lod hovedet svaje lige så stille frem og tilbage til sin takt-tælling, som for at illustrere. "Til dén slags musik danser man som regel vals, og du skal lægge dine bevægelser efter dén følelse - tung-let-let, tung-let-let. Sådan her."
    Treston slap Pax og viste hvad han mente, ved at tage valsetrin ud i salen med en usynlig partner - fejede hen over det glatte marmorgulv, sådan som han havde lært så mange år tilbage. Da han mente, den anden måtte have fattet princippet, standsede han op og slog ud med hånden.
    "Prøv at gøre det samme - bare uden mig. Så kigger jeg, om du får flyttet fødderne ordentligt." Han kunne ikke nære sig for et lille, provokerende smil, da han tilføjede: "Nu tænkte jeg selvfølgelig ikke på at tage en stok med herned, så det bliver nok ikke helt rigtigt. Men hvis der er noget, jeg har lært af hæren, så er det, hvordan man udpensler nybegynderes fejl på så knusende en måde, at de aldrig laver dem igen... Dét skal jeg gerne implementere, hvis det kan gøre det for dig..."