'Det Halve Svin' var ikke just proppet denne aften. Folk havde åbenbart bedre ting at tage sig til end at tage på kro, men ikke Winchell. Det var en af hans dage, hvor han ingen kunder havde og ville heller ikke få. Men den buttede lystmanden var ikke den bedste i sit eget selskab. Derfor blev mange fridage brugt på kroer eller direkte sammen med andre. Man kunne ikke kun komme i sengen med Winchell ved at bruge mønter på ham. Og på hans fridage behøvede der ikke at ske noget i sengen. Bare at ligge ved siden af en anden skikkelse og falde i søvn ved siden af dette var nok for Winchell. Bare at han ikke var alene. Han var ikke god til at være alene.

Siddende med et krus mjød ved baren nippede Winchell til dette. Han havde håbet på en mere fyldt kro, men den lave mumlen fra de andre individer i kroen var nok til ikke at efterlade ham alene med sine tanker. Den buttede mand havde kigget et par gange rundt i kroen, men ingen af krogængerne havde tiltrukket hans øjne. Nu var manden heller ikke kræsen af natur, men han var ikke i humør til alt og alle. Måske var dette en aften, hvor Winchell bare ville bruge lidt af sine tjente mønter på at holde aftenen ud lidt længere end normalt for at komme tilbage i sin seng helt alene. Om en lille uge ville han være klar igen med kunder, så der vil aftenerne og nætterne ikke bruges alene. 
Mjøden blev hævet op til læberne igen, hvor en halvstor slurk af drikken blev slugt ned igennem den halvstore hals. Han havde mønter nok i de løse klæder til at kunne drikke bedre end mjød, men der var noget over denne drink, som var behagelig mod Winchells smagsløg.

Der var mange ting som Vektor ikke brød sig om, når snakken og turen faldt på hovedstaden i landet. Vagterne, typerne, de stringente regler og de dyre priser. De zalans tiggere der ikke forstod et venligt skub i brystet væk. Men trods alt det, var noget han altid vendte tilbage til... Det halve svin, bedre kendt som Svinet. 
Telma var ingen skurk med sine priser, og modsat meget af byens andet selskab, kunne man faktisk finde en uhæderlig mand med hæderlige penge - eller omvendt - uden at dobbelttjekke hvad hans intentioner, dække eller forhåbninger var. Det var ikke fordi at Svinet gjorde det sikkert for drømmesælgeren at smække fødderne op. Men det var sjældent at byvagterne trissede ind på Svinet, for decideret at anholde dets gæster - og det gjorde det... mere sikkert end mange af de andre steder. 

Døren åbnedes med en lille knirken, og Vektor's øjne gled med det samme op til disken, hvor at enkelte stamkunder allerede stod og hang. Tasken med de nyhentede flasker af Nox hang lydløst ved hans side, og var måske det eneste der forekom en anelse lukket af mandens beklædning, der var... overraskende åben, specielt givet kulden udenfor. 
Og åbent var også et ord man kunne bruge om hans udtryk, hvis smil skubbede de lyse øjne en anelse sammen til en gavtyvagtig grimasse, idet at han spottede nogle han kendte. Eller i hvert fald havde mødt før  - "Oi, Thomas!" 

Vektor's skridt var målrettede idet at han snoede sig uden om diverse, forskellige borde og stole, og han ænsede næsten ikke at han på sin vej lige kom til at daske til en mørkhårets mands skulder, der i forbifarten sad en anelse i vejen. Men kun næsten. Kortvarigt stoppede han op, et undskyldende smil som hørte til hans ord, omkring læberne, førhen at han forsatte. For at snakke med Thomas, for at købe sig en øl, og for at få føling med hvordan stemningen for aftenen egentlig var. 
At Thomas så ikke virkede videre interesseret i at snakke med ham lige nu, hvor at en veludrustet kvinde stod og flirtede fanatastisk aggresivt med ham, det var så en helt anden side af sagen, og Vektor grinte en anelse over det irriterede blik der blev sendt ham, hen over skulderen. 

Der skete ikke det store inde på Svinet, så Winchell drak sit mjød i fred og stilhed. Men som lyden af døren, der gik op, kunne dette have givet kending til at vende rundt og kigge, men krusets top var nået til læberne, så den buttede lystmand valgte at fortsætte sin slurk frem for at lade nysgerrigheden styre ham. Der var så mange andre følelser, han i sit liv havde ladet styre ham. 
Men Winchell havde heller ikke behov for at vende sig rundt for at få et blik på den nyankommende i kroen, for som individet selv møvede sig hen, hvor individet ville hen, blev der dasket blidt til Winchells halvstore skulder - alt ved manden var enten halvstort eller bare stort. Der var noget at tage fat i overalt på Winchells krop. Et undskyldende smil blev sendt til Winchell, som han drejede hovedet og kiggede på individet. En mand med halvlangt hår, der næsten så sølv ud. De blå øjne var som tiltrækkende. Som om de i deres korte tid på Winchell havde trukket ham ind i dem, så den buttede mand kunne bade i det blå hav i dem. Ørerne vidste tydeligt, hvilken race han var en del af. Han var en elver. Men alt dette blev opdaget bagefter, for Winchell lagde først til elvermandens klæder - eller mangel deraf. For udenfor var der køligt, men ud fra denne elvers beklædning ville man ikke tro dette. For mange af klæderne stod åbent og blottede mere end den typiske person viste. Winchell kunne i hvert fald se samlingen af tatoveringer på mandens ene bryst, som kørte op til skulderen og mod overarmen.

Alt for tidligt smuttede elvermanden væk fra Winchell. Han havde kun været et lille bump på vejen, men det havde været tid nok for lystmanden til at bedømme én ting. Denne elver var køn. Derfor var blikket da også stadig på hans bagside, da han kom hen til en mand - Thomas, som elvermanden allerede havde kaldt ud i kroen. Denne Thomas sad dog sammen med en kvinde og virkede ikke det gladeste for at få endnu mere selskab.
"Hey, elver! Lad de to turtelduer få lidt tid alene. Så skal jeg nok give et krus." kaldte Winchell halvhøjt imod elvermanden. Det kække smil var som sædvanlige at finde på læberne, rundt om det korte skæg, der stadig bragte mørke farver i ansigtet. Nu var bolden blevet kastet til elvermanden. Om han ville tage imod et gratis krus af Winchell eller ville påtvinge sig på Thomas og den flirtende kvinde, vidste han ikke. Det var elvermandens valg.

Vektor var sjældent en af de venner der tog decideret hensyn til hvilke situationer han mødte op til, så hvor at en bedre ven måske frivilligt ville have ladet sin kære frænde og hans flirt være, jah så kriblede det i halv-elverens fingre, specielt efter at se den vrissende mine han lige fik kastet over skulderen. Thomas var så nem at provokere, alt det tog var at få kvindens opmærksomhed kastet imod nogle andre, og så ville han enten sidde og surmule resten af aftenen, eller højlydt brokke sig om hvilken ballade kvindfolk var. Og Vektor, som det sladder-halvmenneske han var, kunne more sig bekosteligt over det sidste. 

Han nåede dog ikke så langt, da han blev afbrudt - og så lige som han skulle til at prikke ham på skulderen igen! Isblå øjne gled i et ryk til siden, og spottede ude i det varme og lettere røgfyldte rum, en mand han lige var gået forbi. En lettere buttet mand, med friske øjne og et kækt smil om læberne; drømmesælgerens nysgerrighed blev vakt. Et krus simpelthen... et gratis krus, simpelthen?

Værende en simpel mand, med simple, sociale behov, spredtes et fornøjet smil nu på Vektor's mørke læber, og han lod et fraværend klap signalere den heldige ven Thomas, at han var på vej videre. "Et krus lyder ikke helt dårligt" grinte han, og slog hænderne tilfreds og velkommende ud foran sig, idet at han fik nærmet sig mandens bord. Den letteste vej til sølvelverens hjerte, var uden tvivl via de små gaver og gratis beværtninger. "Hvad skyldes det gavmilde tilbud, dog?" måtte han alligevel spørge, og trak fikst en af de nærmeste stole til sig, vendte den om, og satte sig overskrævs på den, med armene krydset over ryglænet og hagen hvilende ovenpå, imens han bramfrit studerede mennesket der havde henvendt sig. 

Tilbuddet blev tydeligt taget godt imod, da elvermanden klappede sin ven på stolen og vandrede hen til Winchell. En tom stol fra nabobordet blev trukket hen og elvermanden dumpede ned i den omvendt end, hvordan de fleste ville sætte sig. Sjovt nok fandt Winchell dette for spændende. Han elskede, når individer ikke opførte sig som normen. De viste sig altid at være mere interessant end gennemsnittet. Og lige nu var denne elvermand, han havde budt på et krus, meget interessant. Derfor var det kække smil stadig rundt om de buttede kinder, da en hånd blev strukket i vejret. To fingre pegede op for at signalere mængden af krus. Godt nok havde Winchell halvdelen tilbage i kruset foran sig, men det kunne hurtig sluges. Aftenen var ikke slut endnu.

Selv måden elvermanden sad bagvendt på stolen var interessant. Hagen hvilede sig på hænderne, der holdt om ryglænet. Winchell følte sig helt kedeligt som han sad med ryglænet mod ryggen og fødderne under stolen. Derfor lænede den buttede mand sig en anelse over bordet for at komme tættere på elvermanden. "Din kære ven virker ikke glad for dit selskab. Hvilket jeg finder for dårligt. Hvem vil ikke være glad for dit selskab, kønne elver?" Et blink med det ene øje blev givet i elvermandens retning, som krofatter kom tilbage med to krus. Begge blev sat foran Winchell, som om den buttede mand selv skulle drikke begge. Han kunne godt, men lige nu ville han ikke. Det var ikke, hvad kruset var til for. Derfor tog han fat i kruset og skubbede det hen til elvermanden, hankens side mod gæsten. "Winchell, men du kan kalde mig, hvad du vil." Kælenavne var alt andet end fremmed for Winchell. Når han var på arbejde, gik han endda under et andet navn for ikke at skabe for tætte personlige forbindelser med kunder. Det havde han lært på den hårde måde. Men ude i privaten blev navnet nævnt flittigt og alle kunne finde på ting og sager at kalde ham. Bare de ikke kaldte ham 'dårlig i sengen', så var Winchell godt tilfreds.

Der blev ikke givet for lidt idet at han fik sat sig, det var så helt sikkert. Og når Vektor tænkte i den bane, mente han hvad angik alt, der blev ikke givet for lidt af... det hele. 
En kompliment, et krus øl, et blink af øjet - jah sågar manden selv der lænede sig en anelse frem, Sølvelveren's øjne glimtede med interesseret nysgerrighed til billedet af hvem - eller måske nærmere hvad - det her menneske var, et billede som langsomt blev stykket sammen i den kvikke hjerne. Fordi han virkede som en der var interesseret, det kunne han allerede fornemme, selv med stolen imellem dem. Men af hvilke grunde. 

Det var ikke fordi at han så absolut skulle stryge sit eget ego, men der kunne være en liste af grunde, til at denne Winchell havde vinket ham over. Mange af hans kommende kunder, kendte primært drømmesælgeren igennem den karakteristiske beskrivelse af ham... mange af hans kommende venner, ligeså. Det trak velsagtens øjne, at være af blandet blod. Men værende en der sjældent tog fejl når han først begyndte af afslæse andre, kunne han med et smil gribe fat om hanken på kruset der blev skubbet imod ham, og lavmælt konstatere at det nok ikke var af forretning Vektor befandt sig ved det her bord; et underholdt smil sluttede sig til det nysgerrige glimt i de isblå øjne. 
"Winchell...." sagt som skulle han næsten smage på navnet, førhen at han endelig tog en tår af den kølige drik. "Se, det er et godt spørgsmål" 

Ryggen rankedes en anelse, og sølvelveren lavede en småironisk og himmelvendt bevægelse med øjnene, over at Thomas kunne tillade sig noget så skandaløst. "De fleste plejer ikke at brokke sig over mit selskab, slet ikke sådan som han lige gjorde..." det ene hvide øjenbryn løftedes en anelse morende. "Måske er det noget, du vil kunne stå inde for når jeg forlader det her bord?" stå inde for at han var godt selskab, og stå inde for at man næppe kunne brokke sig over halv-elverens opmærksomhed. Den var i hvert fald pirret, lige i det her øjeblik. 

Elvermanden gentog Winchells navn på en måde, som om han nærstuderede det med sin mund. Dette var ikke en fremmed handling for den buttede mand, der selv havde tyggede navne af kunder, inden fysiske handlinger skete. Alligevel kunne Winchell ikke andet end at smile over elvermandens ord, som han fulgte den sølvhårede persons handling og selv løftede kruset til sine læber for at sluge halvanden slurk. At der ikke blev givet et navn på elvermanden, valgte Winchell ikke at gå i dybden med. Det ville nok komme på et tidspunkt i løbet af dette. Dog kunne han ikke lade være med at bide mærke i udseendet på elvermanden. Det sølvfarvet hår og alt det. Han havde hørt rygter om en sælger med denne beskrivelse, men der fandtes mange elvere med samme karaktertræk. Alligevel fandt Winchell dette pudsigt, at en sølvhåret elver var kommet i hans selskab.

"Hvis du forlader det her bord," sagde Winchell med tydelig tryk på ordskiftet fra elverens egen sætning. Selvfølgelig skulle bordet forlades, men betød det, at Winchell blev efterladt sammen med det? En aften kunne gå så mange veje. Og derfor lukkede den buttede mand ingen af disse. Derfor blev det kække smil stadig på læberne, som kruset blev sat på bordet igen. Den ene hånd fjernede sig rundt om det for at hvile oven på bordet, nogenlunde i midten af det. "Jeg har i hvert fald ingen grund til at brokke mig over dit selskab, elvermand. Endnu," Det sidste ord blev sagt lige så legende som ordskiftet i elverens egen sætning fra tidligere. At lære hurtigt hvordan individer var groft var en evne, Winchell havde erfaret sig igennem sin profession. Og allerede nu kunne han mærke, at denne elvermand var typen, der kunne leges med uden at skræmme ham for meget væk. Selvfølgelig alt med måde, men Winchell havde den tanke, at der kunne presses meget med denne elvermand. "Hvad kan jeg kalde dig? Udover en flot elver selvfølgelig." Elvere havde altid været kønne individer for Winchell. Der var ikke mange, der var uattraktive for manden. Folk så bare anderledes ud. De var kønne på hver deres måde, men denne elvermand var objektivt køn. Det var der ingen tvivl om. 

Vektor's isblå øjne glimtede i latter ved den kvikke rettelse af hans ordvalg, og Vektor's hæse stemme klukkede dertil lavmælt, imens at han lyttede. Han kunne altid beundre en hurtig mund, og hvis der fulgte et ligeså hurtigt og friskt sind med, så var det jo næsten lige til at respektere, til trods for at respekt kom i en noget finurlig størrelse når man tilbragte tid omkring drømmesælgeren. Draget ind af hans selskab, var det opmærksomheden i hans blik der indikerede at han fulgte med, og med en fornøjet brummen, satte halv-elveren kruset fra sig på bordet, da han blev spurgt om sit navn. 

Aliasser var ikke unormalt at tage i brug her på disse borgerlige egne, men den kære Winchell, lignede ikke ligefrem en mand fra byvagtens barakker. Derfor var det kun en momentær tøven der trak sig et lille sekund imellem dem, inden at han endelig svarede - "Vektor" kort og kontant, og sagt som de fleste fra havnebyen selv ville sige det. 
De slanke fingre trommede dertil imod bordet - sølvelveren solede sig en anelse i de komplimenter der blev givet, smiger var effektivt, og den anden hånd fandt vej til hagen (for støtte) så den så han ikke længere 'lå' langs stoleryggen. "Og lad mig endelig høre, min ven. Hvorfor skulle jeg ikke forlade bordet?" smilede han en anelse drilskt, men dog oprigtigt nysgerrig på hvilke grunde den kære menneskemand enten kunne diske op med, eller komme i tanke om. 
Den ru hånd strøg stubbene langs hagen, og med en opmærksomhed der lige nu ikke blev trukket andre steder hen end frem foran sig, var Vektor ikke blufærdig anlagt idet at han sænkede farten på fingrene der trommede på bordet, til en langsom version af før. Så fremfor en opspillende nysgerrighed, tændtes en næsten legesyg men doven interesse. 
Som når man betragtede halespidsen på en kat, der afventende vippede op og ned, eller gled fra side til side. 

Den lille tøven, før navnet blev givet, bed Winchell kun en anelse mærke i. De var jo ikke ligefrem på de fineste kanter i byen, så måske denne elvermand, denne Vektor, havde en grund til ikke at råbe op med sit navn. Den buttede lystmand havde oplevet sin del af småkriminielle, der ikke var de gladeste for at dele deres navne med det samme. Men der kunne Winchell skrive hjem om, at hvis han spurgte længe nok, var han meget overbevisende. Han kunne ofte få, hvad han ville have. Det krævede bare lidt 'overtalelse'. 
"Vektor." Winchell gentog elvermandens navn, præcis som han havde gjort hans. Dog blev denne gentagelse ikke sagt for at bide i navnet. Nej, tonen i menneskemandens stemme var mere det af nydelse. Han ville tygge på navnet, ikke for at nærstudere det, men for at høre det fra sine egne læber.

Den trommende lyd af den anden hånd mod bordet var i stor kontrast med den stille hånd rundt om elvermandens hage. Dog, som han begyndte at kærtegne sin hage, kunne Winchell høre den ru lyd af stubbe blive kælet for. Som for at trække tiden ud valgte Winchell at løfte kruset op til læberne for at tage en god, stor slurk, der efterlod overlæben med råhvidt skum om sig. I en elegant bevægelse med tommel- og pegefingeren fjernede han dette. Winchell havde ikke brug for at trække tiden ud for at finde et svar. Nej, han gjorde det mere for at tirre Vektor. Lade ham vente lidt i spænding, for nysgerrigheden virkede til at strømme ud af elvermanden. "Fordi jeg gerne vil dit selskab, kære Vektor," sagde Winchell legende med sit kække smil på læberne. Igen lænede han sig lidt indover bordet, imens den ene hånd pressede sig hen til Vektors side af træbordet, dog uden at røre elvermandens trommende fingre. "Kun idioter og blinde siger nej til at have dig som udsigt på en kro. Og jeg er hverken blind eller en idiot." Winchell lænede sig tilbage og trak sin hånd med dig en anelse. Dog forblev den liggende stille på bordet ikke langt fra midten. Den anden førte han op til de mørke bølger og lod fingrene glide igennem håret uden megen modstand. Det var tykt, men det var godt børstet. Winchell gjorde sig ren og ordentlig hver dag. Udvendig, såvel som indvendig.

Det var velsagtens et svar man ikke kunne andet end at grine en anelse tilfreds af. Indvendigt, men også udvendigt. Måden navnet blev taget til sig og til dels også følt an, og den derefter tilhørende undrestregning af at hans selskab var ønsket, fik halv-elverens mundvig til at splittes i et smil, og de isblålige øjne fulgte de små bevægelser der kom fra manden, der i sandhed dog også forstod at højne sin egen værdi i det her spil han langsomt satte op foran drømmesælgeren. Han trak tiden, men ikke for længe. Han var kæk, men stadigvæk charmerende - det her var en mand der forstod at gøre brug af de små, subtile signaler, uden at det blev for meget. Og værende en der aldrig bakkede væk fra sådan et show, var der intet ved Vektor der hintede om at en afvisning ville komme. Fordi hvorfor skulle han? 

Som så mange andre i det her land, brød han sig ikke om de ensomme nætter. Mange aftener var bedst delt i selskab af en anden, og om aftenen bød dem at øge promillen, godt siddende ved en af de rundborde svinet præsenterede, eller sågar opfordrede dem til at finde et andet sted - jah det kom velsagtens ud på et. Især, når man af natur ikke var kræsen. 
Blikket fulgte de bløde krøller der faldt tilbage på deres plads, og sølvelveren's øjne fandt først dér, endelig vej tilbage til Winchell's egne, dybe menneskeøjne. Han kunne godt lege med, og den rytmiske lyd af elverens fingre, stoppede momentært. 
"Naah..." kom det fra ham, og han følte hvordan at tungen bagved den halvlukkede mund, fulgte tændernes runde kant, førhen at han forsatte. ".. blind eller idiot er du ikke, Hjorteøje" imødekommende og varme, og som et dådyrs, skabte de blikfang. "Men! Der er ingen der har sagt at mit selskab er begrænset til kun at kunne nydes ved et bord, mmh?" forsatte han, og kruset løftedes til en underholdt tår. Og dog, lige inden en tår blev taget - "Oh, selvom der selvfølgelig er andre borde, end dem hernede i underetagen" blev der henkastet tilføjet, som en hurtig bemærkning. Så meget havde han heller ikke imod borde, de havde som regel en ret god højde. 

En fnisende undslap Winchells mund, da Vektor gjorde sig enig i, at menneskemanden hverken var blind eller en idiot. Men hjortøje? Den var. Et hav af kælenavne havde Winchell taget til sig i årenes løb, men 'hjorteøje' var første gang, han havde hørt den i dag. Men manden var ikke sur over dette. Kælenavne var altid en god ting, syntes han. Det vidste, at hvem end han var sammen med ville gerne være i selskabet, ellers gad man ikke finde på kælenavne.
"Vi kan da godt skifte bord, hvis du vil. Men jeg følger med, sølvelver." sagde Winchell, stadig med sit kække smil på læberne og blinket i øjnene. Der kunne være to til at danse tangoen om kælenavne. Hvis han havde hjorteøjne, var denne elver sølv af farve. 

Vektors sidste sætning, inden han lod kruset skjule munden, forvirrede Winchell en anelse. Hvad mente han? Jovist var der en anden etage med beværtning, men bordene var vel meget ens som disse. Medmindre der var krogængere, Vektor ønskede at møde. Men på en etage mere over var kroens værelser, som var til udlejning. Og der var også borde inde i dem. Men selvom den buttede mands tanker kunne vandre derhen, vidste han jo ikke, om Vektor delte samme tankegang. Og lige nu ønskede han ikke at ødelægge selskabet med denne sølvelver. "Skal vi snakke om borde hele aftenen? Er der ikke andre møbler, vi også skal komme forbi?" Smartheden i tonelejet var tydeligt at høre. Og hvis ikke det var, var det lille grin bagefter stort tegn på, at Winchell måske ikke ønskede at snakke om møbler. Eller det kom an på, hvilke møbler selvfølgelig. Nogle møbler kunne ende i interessante samtaleemner og i nogle tilfælde fysiske handlinger. Hans eget krus blev hævet til læberne, men som Winchell lænede hovedet en anelse tilbage for at sluge alkohol, forblev de mørke øjne på sølvelverens. Der var så meget, der kunne fortælles ud fra øjnene kun. Og Vektors isblå øjne var i hvert fald ikke grimme at kigge i. Tværtimod. Skønt farven kunne sammenlignes med isen fra Nordlandet, var det alt andet end kolde og uindbydende for Winchell.

Et kælenavn han havde hørt før, Vektor's blå øjne glimtede en anelse tilfreds og ville da ikke benægte at det lå ret godt i munden. 
Det var altid en lettere elegant dans, sådan som han fornemmede en karakteristisk, flirtende undertone, gradvist snige sig ind i stemningen omkring dem. Den var, i og for sig, ret så ofte at finde omkring drømmesælgeren - han var af natur ret nem at betage, og med grænser der forekom en anelse udvandede... eller hærdede, så skulle der en del til før at noget i dén genre kunne skræmme ham væk. Derfor var det heller ikke uvelkomment da menneskemanden med et grin hentydede at der nok var andre ting han hellere ville snakke om, og Vektor var ikke sen til at følge med på det. 

Kruset blev sat fra sig på bordet, og fornøjet lænede han sig en anelse frem, som manden valgte at holde øjenkontakten med ham imens at han drak. Det eneste der syntes at stoppe sølvelveren, var stolens eget ryglæn. 
Tænksomt tog han et overvejende udtryk på sig, øjnene blev en anelse smallere, som skulle han lige overveje godt og grundigt, om der virkelig var flere møbler at komme forbi. "Mmh...." Vektor's hånd fandt støttende vej til under hagen igen, og han slog et klik med tungen. "Så lad gå, et andet emne - lad os tale lidt om dig" smilede han, og drak en tår ekstra. Øllen's promille havde altid været venligt stemt overfor hans elviske gener, og han tog let alkohol ind. "Hvordan kan et være at du sad alene, Winchell? Du virker ikke som en enspænder.." brummede han, dog også nysgerrig i sit spørgsmål. 
Måske han ventede på nogen? 

Måden, hvorpå Vektor sad på sin stol, tiltrak Winchells blik. Måden, elvermanden lænede sig frem på og kun virkede til at stoppe, fordi ryglænet stødte mod hans mave, fik menneskemandens ene øjenbryn til at løfte. Og hvordan Vektor virkede til at vælge samtaleskiftet med omhu fangede også den buttede lystmand. Som modsvar lænede Winchell sig indover bordet igen. Denne gang var begge hænder foldet sammen og skulderne trukket en anelse op, som han svajede kort i ryggen. Den lettere store bagdel stødte imod stolens ryglæn ved dette.
"Hvorfor være alene, når man kan være i selskab? I godt selskab," kom det kækt fra Winchell, som han observerede slurken blive taget af Vektor. Menneskemanden lod stemmen sænke sig til en halvhøj hvisken, så alle de dybe ord blev sagt hårde imod Vektor. "Og så dumpede du i mit skød. Frelseren mod min ensomhed." Vektor havde ret om Winchell. Enspænder var det sidste, manden var. Han kunne knap nok være alene, så at leve som enspænder var alt andet end hans drøm. Heldigvis var det også svært at være alene med det erhverv, Winchell besad.

Hænderne, der indtil videre havde hvilet oven på hinanden, skiltes endelig. Den ene hånd forblev på bordet, imens den anden løftede kruset op til læberne, hvor Winchell tog en ordentlig slurk, så der ikke var mange tårer tilbage i kruset. Han afsluttede slurken med en højlydt tilfredshed i form af et 'ah'. "Sig mig, Vektor. Har du andre planer til aften? Eller kan jeg tillade mig at være det eneste på din dagsorden?" Den legende tone blev sluttet sammen med blinket med højre øje. Selv ventede Winchell ikke på noget. Han havde ventet på nogen og den nogen var blevet til Vektor. Hånden fjernede sit greb fra kruset, som den kom tilbage til dens modpartner. Dog stoppede den ikke dens tur, da den bevægede sig så tæt på Vektor, indtil den stoppede. Winchell skulle heller ikke vride armen af led, men hånden var tydeligt tættere på Vektor end den anden. 

Livet var nogle gange lidt af et spil, og halvelveren nød at udfordre spillereglerne. Han så det nok nærmere som en leg end så meget andet, og i en by som Dianthos, forekom reglerne ovenikøbet enten udvaskede, eller målt til en anden skala givet hvor mange forskellige mennesker og væsner der kunne findes på sådan en kro. Winchell var blot en ud af mange selskaber man kunne være stødt på, men han var selskabet drømmesælgeren i dét her øjeblik havde besluttet at blive ved. Og det af flere grunde. 

En af de største, var nok den umiddelbare flirten der foregik. Han havde aldrig haft nemt ved at afvise folk, og når de så ovenikøbet bød på øl, eller sågar lod ham spise komplimenter af deres hånd, jah så virkede det tåbeligt at sige nej i trodsighed - han var ikke kostbar. Med det sagt, så var det nok stadigvæk også den verbale udfordring der halvt om halvt stimulerede sølvelveren, der altid havde brudt sig godt om et godt ordspil imellem alt det andet. 
Så det sidste af øllen blev drukket med et nik der indikerede enighed, og Vektor satte kruset fra sig, med et drillende glimt i de lyseblå øjne. Fordi hvorfor skulle man dog være alene. "Nej..." kom det med et smil fra ham. 
Med en overraskende elegance snoede den solbrune elver sig derpå ud af sin stol, men ikke for at gå. Med Winchell's egen stol vendte imod hans, var der en fantastisk plads på det skød han efter sigende skulle være dumpet ned på. Så den tog han. Vektor's hånd greb om den andens skulder, den anden om ryglænet bagved skulderen, førhen at han med en fornøjet brummen satte sig overskrævs på den andens lår - "... nu dumpede jeg vidst ned på dit skød" smilede han dumsmart, og lod det kønne ansigt tippe en anelse på skrå. 

"Og er det et spørgsmål om tilladelse, får du et jah" fulgte han op med, men luskede i mellemtiden hånden ved ryglænet, tilbage over bordet for at nappe hans øl. Om det lykkedes, og han ikke blev stoppet, ville ordene blive fulgt op med en fornøjet tår.

I en hurtig og rolig bevægelse slugte Vektor resten af sin øl, som var det vand. Blikket havde Winchell ikke fjernet fra den kønne elvermand. På nær, når hans øjne absolut skulle blinke. Det millisekunder kunne Vektor gøre, hvad han ville, men han var der stadig. Men kun i lidt tid, for pludselig rejste han sig op. Winchell fulgte hans oprejsning med blikket og hovedet, som menneskemanden lænede sig tilbage i sin stol. Måske Vektor gerne ville op for at bestille noget mere at drikke, for at forlade ham tænkte Winchell ikke, at han ville. Men han gjorde intet af disse ting, for elvermanden fandt sin vej over til Winchell. Først blev en hånd lagt på hans skulder. I en elegant bevægelse satte Vektor sig oven på Winchell med elvermandens ben på hver yderside af de kødfulde lår, der nu udgjorde et blødt og varmt underlag for Vektor. Den buttede lystmand var nødsaget til at kigge en anelse op for at holde øjenkontakt, men det var ikke meget. Vektor var ikke den højeste. Lige nu sad han højere, kun fordi han sad ovenpå Winchell.
Kommentaren, smilet og hele handlingen frembragte kun et stort og endnu kækkere smil end nogensinde på Winchells læber. Hvad han sagde blev nu gjort til virkelighed. Og han klagede ikke. "Og mit skød ventede kun på dig." sagde Winchell tættere på hviskende end i normal styrke. Højre hånd fandt vej op af Vektors lår, hvor den gav et lille klem på indersiden af det. 

At Winchell fik tilladelse til at være Vektors planer for resten af aftenen fik manden til at nikke glad. Som Vektor bevægede armen bag ud for at finde Winchells krus, valgte manden at bruge sin anden frie hånd til at tage kruset først. Halvdelen af indholdet blev slugt af Winchell. Dog gjorde han dette med markant mere tunge mod glasset og dets kant end nødvendigt. Dette blev gjort med et måske lidt for tydeligt forførende blik i øjnene, før han løftede det op til Vektor for at give ham resten. "Jeg har altid fået at vide, jeg er god til at dele." Et lille håb håbede Winchell, at Vektor ville tage glasset, for manden havde noget andet, han gerne ville have sine hænder i end det kølige krus. Men hvis elvermanden gerne ville have, at han drak ud af Winchells hænder, ville den buttede lystmand ikke takke nej til den ordre. 

Med et glimt i øjet kunne halv-elveren se sin mission om at få fat i glasset, slå fejl. Halvt. Ikke fuldkommen, men ganske bevidst virkede den buttede menneskemand at nappe kruset inden at han selv fik fingre i det, for med en underliggende og summende øjenkontakt, at gøre yderligere krav på det. Fordi krav blev der godt nok gjort, og Vektor fulgte en anelse fascineret med i hvordan at han syntes at ligne en der skulle til at tømme det foran ham - noget der havde været ganske flabet, men ikke uvelkommen - omend han endte med at tilbyde ham halvdelen. Og tak som byder, Vektor greb uden tøven kruset, og førte det op til egne læber inden at Winchell kunne nå at ombestemme sig. 

Hånden der stadigvæk holdt om manden skulder, gled langsomt en anelse længere ind over for i stedet at bukkes op imod de bløde krøller, han med et tilfredstillende lille sus kunne lade de slanke fingre kører igennem, så... bløde. 
"Det er en god egenskab at have, eh?" pointerede han i en pause fra øllen, og lod kruset glide tilbage imod bordet bagved ham, så den anden hånd endnu engang var fri; en hånd hvis tommel kortvarigt fulgte mandens skæg-optegnede kæbelinje, imens benene snoede sig ind omkring stolebenene. 
Han skulle jo nødigt glide nogle steder hen der mindede om nedaf, og kunne i kraft af deres støtte, i stedet lige møve sig en anelse opad for ikke at være for langt væk fra de tindrende, brune øjne, tilfreds med at være et par få centimeter over den anden i hans siddende position. Det gav sådan et dejligt overblik. "... jeg har ofte fået af vide, at jeg er elendig til at dele" fulgte han med falsk eftertænksomhed op med, og løftede det ene øjenbryn. Han delte kun på meget specifikke ting, men grådighedens greb, det kunne han ikke løbe fra. 

Som Vektor grådigt tog fat i kruset for at tømme resten af øllen, kunne Winchell ikke andet end at slikke sig svagt rundt om de smilende læber. Den nu frie hånd ventede lidt med at bevæge sig, men inden elvermanden havde tømt kruset for at sætte det bordet bag ham, havde Winchell taget fat i det andet lår i præcis samme formation som der, hvor den anden hånd allerede var. Med Vektor siddende oven på ham var der ikke megen tvivl tilbage for den buttede lystmand. Og med elvermandens meget direkte måde behøvede Winchell heller ikke være påpasselig med sine bevægelser. Han frygtede ikke at skræmme Vektor væk. Elvermanden virkede ikke til at kunne skræmmes væk.

Vektors hænder bevægede sig. Først den om skulderen bevægede op på toppen af Winchells hoved, hvor fingrene begyndte at nulle igennem de bløde krøller. Den buttede mand lukkede blidt sine øjne for at nyde elvermandens hånd, som den anden fandt vej til kæben, hvilket straks åbnede de brune øjne for at møde de isblå.
Elvermanden møvede sig en anelse tættere på Winchell. Skræmmende tæt på. Vektor ville i hvert fald snart mærke, hvad Winchell pakkede i sine bukser og lige nu var det en halvhård pakke. "Lige nu deler vi da godt stolen sammen," jokede Winchell. Nu var det hans tur til at bevæge begge hænder. Venstre hånd fandt vej rundt om Vektor for at hvile imod elvermandens læn. Den andens bevægelser var langsomme, men den havde heller ikke en lang tur. Den bevægede sig kun op og ind for at hvile imod Vektors bule. Fingrene borede ikke ind, ej heller strammede grebet sig. Hånden hvilede bare imod Vektors bukser. Winchell lænede hovedet ind, så læberne kunne møde den nederste del af Vektors hals, hvor manden straks lagde et fugtigt kys. "Skal jeg lære dig at dele mere?" Stemmen var hviskende og forførende, som læberne fortsatte deres affære imod halsen. At de endnu sad på kroen, hvor nysgerrige blikke kunne fange dem i, hvad de lige nu havde gang i, blev ikke skænket en tanke af Winchell. Hvis folk kiggede, så lad dem kigge. Det ene kys blev placeret efter det andet på halsen. Hånden på lænden bevægede sig i cirkulære og beroligende bevægelser. Hånden om skridtet forblev hvilende derpå. Der var ingen grund til at forhaste sig allerede. 

Man kunne argumentere for at Vektor var en anelse direkte i sine agendaer, men alt det, ville blive gjort til skamme hvis man sammenlignede ham med denne fine mand under ham. Hænderne havde i hvert fald intet problem med at finde vej til støttende og gode steder, og en fornøjet brummen forlod den kære sølvelver, der med et stille smil hørte hans ord. Jah, det gjorde de jo rent faktisk. 
Hænderne fandt vej imod lænd og underliv, og det stille smil fik en skarpere og mere tilfreds kant, da det gik op for ham at han ikke virkede til at ville rykke dem - så vovet. 
Midt i krostuen, og den mørkhårede Winchell tøvede ikke med at rykke drømmesælgeren til en behagelig og ret så modtagende stilling; det kunne man sagtens vende sig til, kunne man ikke? 

Hovedet vippedes en anelse opad og på skrå for at invitere læberne længere ned af halsen, og over mandens ryg, låste Vektor momentært øjne med en anden mand, og følte sit tilfredse smil langsomt blive en anelse bredere. Ah, publikum. 
Hånden i Winchell's hår, greb en anelse fat for at guide, og om ikke andet for at give illusionen af det, da han drillende rykkede en anelse i de fine krøller. "Aha? Nu vækker du jo min interesse, Winchell..." den hæse stemme havde en legesyg kant til sig; han kunne sagtens lade sig forføre, det burde der ikke hvile nogen tvivl i. 

"Hvordan vil du lære mig at dele, mmh?" den stille hvisken var den her gang mere forbeholdt mennesket selv, idet at drømmesælgerens læber bevægede sig ned imod hans rundere øre, førhen at halsen endnu engang blottedes for tilgængelighedens skyld. 

Hænderne blev taget godt imod af Vektor. Der blev i hvert fald ikke brokket, da hånden om sølvelverens pakke forblev der. Endda virkede Vektors smil at forstørre sig, hvilket kun fik et blink til at springe i Winchells ene øje. At de var et offentligt sted påvirkede ikke den buttede mand. Han havde ført gjort værre med publikum på. Dog var dette ikke det mest velsete og derfor valgte han ikke at tage den længere end blide berøringer mod Vektors krop. Åh, den elviske krop føltes så godt. Men det beklædning, der var på dem begge, virkede begrænsende. Winchell følte ikke, han fik den fulde følelse af Vektor. Ikke det, han vidste, han fortjente at mærke

Som Vektor bevægede sit hoved, lod Winchell sine læber møde den blottede hals. Et grådigt kys blev givet, imens tænderne blidt kradsede imod halsens kød. Langt fra nok til at efterlade mærke, men hårdheden af fortænderne kunne noget, som de fugtige læber ikke kunne.
"Jeg vil gerne dele med dig. Men kun dig lige nu," sagde Winchell, som hans øjne flakkede rundt til kroen omkring dem. Hånden i håret var kun perfekt. Og som sølvelveren legede med krøllerne, kunne Winchell ikke lade være med at smile bredt. Dog bevægede han hovedet tættere ind mod Vektors læber, imens hænderne fandt vej til hvert sit overlår. "Lad mig lære dig at dele hjemme hos mig." Ordene hviskede sultent og forførende ind i Vektors øre, som der blev nappet til øreflappen. Hvis elveren godkendte dette, ville Winchell rejse sig og dermed tvinge Vektor til også at rejse sig, skønt de sad så godt sådan her. Men den buttede mand kunne nemt tænkte på bedre positioner, han kunne dele med Vektor. Så mange muligheder og natten var stadig ung. Skræmmende ung

Tændernes skraben langs den solbrune hud var ligeså velkommen som resten af hans intentioner indtil nu havde været, og det var med en tilfreds og henholdsvis rumlende lille klukken, at han lyttede godt efter i hvad der foregik hos mennesket, og hvilke tanker han havde. 
Hjemme hos ham? Tålmodighed på det her punkt, havde nu aldrig ligget Vektor nært og han kunne mærke hvordan at en næsten barnlig lille sukken fik ham til at skæve omkring dem. Det kom så sandelig an på hvor langt væk mennesket boede, fordi Vektor havde ingen intentioner om at gå for langt for at finde et sted at tilfredsstille sig selv. Der var mange steder af ordne et hurtigt fix, og på den front, havde han aldrig været finere end at det første gadehjørne i Fristavn, kunne fungerer i en skarp vending. 
Men alt det, skulle den kære Winchell tidsnok finde ud af, om han begyndte at rykke dem for langt væk. Desuden, så lød gratis mulighed for overnatning ikke helt forfærdeligt. 

Et mumlende okay kom fra drømme sælgeren, hvis ben fik fast grund under fødderne idet at Winchell valgte at rejse sig, og dermed også rejse dem begge. 
De lyse øjne betragtede ham med skjult tilfredsstillelse - den slags der vidnede om en mand der brød sig ganske godt om hvordan aftenen udviklede sig indtil nu, og uden at fjerne blikket, greb han om mennesket krus for at drikke det sidste af hans øl førhen at de gik nogle steder hen. 
Det ville ikke være første gang at Vektor's visit på Svinet blev en kort fornøjelse, og det ville heller ikke være sidste gang, skulle han være fuldkommen ærlig. Og for dem der med skjult interesse havde fulgt med i optrinnet, var det ingen overraskelse at sølvelveren tilfreds smækkede kruset tilbage, uden at bekymre sig om hverken betaling eller noget der mindede om; det blev der jo rigtig nok sørget for her til aften. 
Han måtte endelig lede vejen, gestikulerede en vejrbidt og ru hånd.