Vintermånederne kom langsomt nærmere og fyldte brostenene med en klar rimfrost inden solen for alvor kom over tagtoppene og sendte sin varme stråler ud over landet. Det var kærkomne måneder for en vis ung adelskvinde. Hun havde den sidste tid fundet stor glæde i at placere sig nær pejsen med en solid lærerig bog og enkelte aftener når hendes kære faster var ude af huset, en varmende eventyrpræget bog, der kunne tiltale et ungt hjerte som hendes.

Det var også ved pejsen hun var at finde, da hun fik et overraskende besøg af sine kære forældre der havde en yderst glædelig nyhed at fortælle hende. Nok var Nemesis stadig ung, i sine egne øjne, men tiden var ved at løbe ud for hende hvad angik giftermål og det var de to kære forældre ikke bange for at fortælle, om end det aldrig blev sagt direkte.
Nemesis havde siddet rank i ryggen og med sine fine hænder hvilende pænt i skødet, som de havde snakket frem og tilbage og til sidst fremlagde en ny mulighed, Nemesis aldrig selv ville havde overvejet.
”Undskyld, men jeg troede ikke at de Abiléves slægten eksisterede længere?” det havde været hendes ord. Sagt roligt, mens hun ængsteligt mærkede en knude i maven. Hun havde håbet de havde opgivet. At de ville lade hende være og leve et liv som hun ønskede det. Hun kunne overveje en karrierer som guvernante eller lærer. Hun kunne søge ind ved biblioteket. Ingen ville opdage det hvis en Reier ikke blev til mere. Reierne var i flertal. Så mange at de ikke engang alle kendte hinanden.

Men aftalen lå på plads. Adrian skulle se hende an. Det havde været hendes mors kærlige ord og Nemesis følte sig kvalmende bare ved tanken. At blive set an som en præmieko. Men hun var kommet ned fra sit kammer i en pæn kjole der fulgte hendes krop nydeligt og langt. Ærmerne var lange og hendes hænder var skjult af de vante handsker, selvom hendes mor havde sagt at hun vel godt kunne lade dem ligge denne dag?
Hendes hår var blevet sat pænt og den simple halskæde sendte et yndigt men også underdanigt signal. Nemesis havde aldrig været en pige der skulle have de største og mest prængende smykker for at vise sig frem. Hendes interesse lå der simpelthen ikke. Måske var det en fejl når man skulle præsentere sig fra sin bedste side.
Nemesis nænnede ikke at sige til sin mor at der var en forskel på at præsentere den bedste side af en løgn, og den bedste side af den rene sandhed.

Skulle hun absolut vurderes, skulle det være på hvem hun var og ikke hvem andre pyntede hende op til at være. Derfor havde hun også anmodet om at hun talte med Hertugen selv. Hun var et voksent menneske, og ville helst ikke fremstå som en der ikke selv kunne tale. Men naturligvis stod de begge i det varme lokale som Adrian blev budt ind og hilste alle pænt.
”Det glæder mig at møde Dem” det var skam ganske rart, men måske ikke de omstændigheder hun brød sig om. Mange ting lærte unge kvinder som hun selv at acceptere.

Der var mange grunde til at Adrian ikke brød sig om hovedstaden, og en af de primære grunde, kunne uden tvivl findes i det hektiske tempo hvormed alt kørte, her i Krystallandets knudepunkt. Relationer blev knyttet og brudt på få sekunder, og handler forsejlet med hurtige, løse håndtryk. Da størstedelen af de væsner der bosatte sig her var af den menneskelige slags, havde alle så forfærdelig travlt. Og når de ikke havde travlt med at at have travlt, havde de travlt med at falde i søvn, kun for at vågne op til en ny men ligeså hæsblæsende dag. 
Han havde svært ved at være i det, den her energi der kunne få det til at rykke i mandens reflekser. Det betød dog ikke at det var noget man som fremmed lagde mærke til, da satyren med rolige skridt bevægede sig igennem de forvirrende gader, i sin søgen efter 'den øvre bydel'. Her og der vendtes nysgerrige øjne imod den noget højere og kraftigere mand - det var ikke just hverdag at satyrene kom ud af deres skove, og endnu mere sjældent var det, at de kunne findes i Adrian's imponerende størrelse! Men han kunne ikke give dem meget tid til at få svar på de spørgsmål der måske lå og lurede, da han ironisk nok... ikke havde tid til det, selv. 

Han havde nemlig ikke haft nemt ved at navigere rundt i byens opdeling, og det havde taget væsentligt længere tid end ventet, at finde frem til det rigtige hus. I og med at han altid tog afsted i god tid (man kendte velsagtens sig selv lidt efter 200 år) kom han heldigvis ikke for sent. Fordi det skulle lige godt have været et godt førstehåndsindtryk at give baron familien. 

Han var blevet budt både vin og te, den solbrune satyr, og havde med et fornøjet smil om læberne takket jah til den sorte drik. Menneskernes vin var så... vag, og smagte af stort set ingenting, så for en mand af høje vinkriterier, var the nok bedre at holde de meninger for sig selv. 
Det var netop med sådan et glas i hånden, at Nemesis Reier trådte ind af  døren, og den mørkhårede mand vendte sig nysgerrigt omkring for at se den datter, Charlotte så inderligt ønskede at præsentere. En blågrønlig kjole favnede elegant hendes slanke krop i en naturlig elegance, og de simple smykker fik næsten Adrian selv til at føle sig som den prætentiøse. Selv var overkroppen - som den så ofte var - bar, kun dækket af en smuk støvblå kappe, med snirklede mønstre af blomster i et mørkere lag. En enkelt halskæde med et træ hang i en medaljon fra hans hals, og øreringene klirrede en anelse idet at hovedet gled på skrå, og de gyldne øjne varmt mødte hendes. "I lige måde, frøken Reier.... jeg er glad for at De sagde jah til denne lille..." Satyren tøvede en anelse i forsøget på at finde det rigtig ord, men endte med at vinke affejende med hånden, inden at han trådte nærmere. Han følte at han tårnede sig op over hende. "... mit navn er Adrian sommer de Abiléves"

Nemesis var ikke sikker på hvad hun havde forventet. De havde selvfølgelig læst hende op på lektien om netop hvem og hvad denne slægt var, men dette var en mand, så stor som en statue, at Nemesis kæmpede for ikke at lade det vise at hun var overrasket, men derimod fastholde den høflige tilgang som hun havde lagt frem med sin hilsen.
Det var ikke kun hans højde og brede som var markant anderledes fra alt hun kendte. Beklædningen var åben, da han vitterligt intet bar for at dække overkroppen, selv i det kolde vejr. Men de smukke mønstre hen af kappen fangede hendes blik. Ville det være forkert at tænke primitivt, trods hun tydeligt kunne se pragten og ynden i det han bar? Nemesis havde altid været bundet og oplært i traditionerne og hvad hun så foran sig sprang de rammer til ukendelighed. Men selvfølgelig, hendes forældre havde heller aldrig regnet med at hun ville blive veninde med et halvddyr, og endda sætte dem og deres bemærkninger på plads da de antydede at hendes intelligens ikke målte sig med Nemesis. Nonsens.

Som Adrian trådte nærmere, bukkede Nemesis hovedet tilbage. Hun frygtede naturligvis ikke for sit liv, for dette var en velinformeret og anstændig mand. Men hun følte sig skræmmende lille og det måtte være ærefrygten over hvor mægtig og egentlig også majestætisk han fremstod og tårnede over hende. ”Nemesis Athena Reier” præsenterede hun sig med sit fulde navn til ham, selvom hun sjældent brugte sit mellemnavn. Hun nejede for ham inden hun en smule usikker lod hånden vise hen til at han kunne sidde. ”Sid ned?” Måske havde hun alligevel været for hurtig ude ved at sige hun ville klare det her på egen hånd.

Det ville ikke være første gang af Adrian's selektive valg af beklædning ville være med til at sætte en dømmende tanke (eller to) igang, og det ville bestemt heller ikke være sidste gang, skulle Nemesis ende med at tage dem til sig. De adelige mennesker glemte i deres overvældende overtal at de ikke var den eneste race, hvis rødder kunne dateres tilbage til de første støttere af Lyset, eller var dem med mest ret til at bære de titler Adrian selv delte med mange andre. Menneskerne, jah de spejlede sig oftest kun i hinanden, og kunne hurtigt leve et helt liv uden at skulle eller ville tage kontakt til andre end dem i deres nærmeste kreds. Og det var forkert.

Ikke at det var noget han ønskede at fokusere på, da hun ikke tøvede længe med at svare ham, og der dermed slet ikke var plads til at de tanker kunne finde holdepunkt at vokse i; til hans egen fornøjelse, blev Adrian en gang imellem overrasket. Som med hendes forældre, ganske veltalende individer. 
... Athena, Reier... Adrian's varme tilstedeværelse kunne være overvældende i sit mental nærvær, og han kunne af og til glemme hvordan strukturen og tonen i et hjem som dette, kunne være meget anderledes end hos ham; han bibeholdt øjenkontakten imellem dem med en intensiv glød i det vagt lysende guld, meget til stede, og meget... nysgerrig.
Og det var først da hun slog hånden ud til siden, at blikket (endelig) flyttedes imod stolen hun henviste til, og han med sin tekop i hånden, huskede at ikke alle brød sig om den intime øjenkontakt som hans familie var kendt for. Altid øjnene, de var trods alt sjælens spejl - de sagde meget om deres ejer. 

"Med glæde" summede han, og lod de mørke ben fører ham over stengulvet og hen til stolen, en karakteristisk lød af klove til følge. Da komtessen selv fik sat sig, havde øjnene fundet hendes nydelige skikkelse endnu engang og koppen blev sat fra sig på bordet for at køle en anelse mere af. "Hmm..." smilede han, og lænede sig mageligt tilbage i træstolens ryglæn, et forunderligt glimt skjult i smilet. "... såh, lad mig høre. Hvor længe skulle De diskutere med Deres forældre, for selv at få lov til at komme idag?" lagde han en anelse drilskt ud med, knap så elegant i sin dansen omkring emnet, da han oftest fandt oprigtighed mere interessant at forholde sig til. At omtalte forældre sad i samme rum var for ham... ret så ligegyldigt. Det var ingen skam, at have modstridende holdninger til tingene i en familie. Og hans fokus var alligevel ensporet på Nemisis, nu hvor at  hun var kommet. 

Nemesis første tanke var, at det var upassende at han holdte øjenkontakt så længe. Det var unormalt og det var som om han kunne se helt ind i sjælen af hende med sine mærkværdige og dog ganske inddragende øjne. Han var ikke som alle andre hun havde mødt. Så langt fra. Og det både skræmte og tiltalte hende. Hvad han så i hende og hendes slægt, måtte hun sætte store spørgsmålstegn ved. Hvad ville en mægtig man som ham, men en lille spinkel pige som hende. Hendes næse var foretrukket i en bog, og hun var sjældent udendørs.
Det havde hendes forældre selvfølgelig næppe fortalt noget om. Det ville ikke være tiltalende, kunne hun godt regne ud.

Ubevidst trak Nemesis vejret tungt ned i lungerne af en smule lettelse over at Adrian kiggede i håndens retning mod et sted at sidde. Lyden af klovene mod stengulvet fik hende også til at kigge ned. Det lød næsten ligesom Clara og et mere blidt og oprigtigt smil kom frem på hendes læber. Clara var så rar. Det bragte hende en bedre ro i maven, som hun bevægede sig hen til en stol at sætte sig på. En kop te var blevet hældt op til hende før hendes ankomst, selvom hendes fokus overhovedet ikke var på den dampende drik.
Hans spørgsmål kom så uventet at hun et øjeblik bare så på ham med store øjne. Hun var nødt til at folde ansigtet på en anden måde for at tilbageholde det morende smil der sneg sig ind. Han havde uden tvivl set antrækket, men hendes opdragelse hang trods alt så kraftigt i hende, at hun ikke kunne tillade sig at slippe formerne.
”Det tog nogle dage, med velplejede argumenter og en god portion stædighed” svarede hun ham ærligt og forsøgte ikke at blive al for påvirket af kuldegysningerne i nakken over hendes fars blik der borede sig ind i nakken af hende.
”Jeg håber ikke det genere Dem” ud fra hans direkte påtale og ikke mindst morskab om emnet, tvivlede hun på at det var en generende faktor for ham. Hendes ord blev også sagt med et smil. Et lidt mere roligt smil, nu stemningen ikke var så presset som hun ellers før havde frygtet den kunne udvikle sig til i situationer hvor bedømmelse vægtede så tungt i skålen.

Det varmede bekræftende at kvinden foran ham ikke var ligeså tavs som man ellers kunne frygte, og antrækket af et smil der havde spillet om læberne, var nok til at Adrian selv smilede en anelse bredere. Et venligt udtryk fra en ældre herre. Selvom han i mange menneskers øjne var en tidsløs skikkelse af mytisk oprindelse, ville han selv være hurtig til at påpege... at han var gammel. Måske ikke helt af fysik - kroppen fungerede som den skulle, de mange ar til trods, men gammel af sind. 
Det var dog mere smilerynker en bekymringsrunker der strakte sig over det solbrune ansigt, og Adrian's læber skiltes i en lille klukken, og øjnene gled kortvarigt om bagved hende. Stædighed var noget af en drivkraft, det kunne han kun bekræfte. 

Blikket fandt hurtigt tilbage på hende, og med en beroligende lille håndrysten mere, var han hurtig til at sige nej til det spørgsmål. "Det gør det næppe" kom det fra ham, og han takkede ham selv indvendigt, da den presserende stemning syntes at forlade hendes stemmebånd og skuldre. Intet kunne gøre det mere akavet, end høflig distancering, og Adrian befandt sig ikke godt i anstrengte situationer. Det var næsten stressende. 
Den store hånd greb tekoppen, som forekom en anelse lille i hans optik. Ikke at han kunne brokke sig, og da han fik den skiftet over i den anden hånd, gik den nu på jagt efter de sukkerknalder der lå på en lille tallerken ved siden af. "Ser De, en del af mig håbede på at De selv ville dukke op... der er kun så meget man kan forstå omkring en person, som man kun hører om. Og selvom Deres forældre - Adrian nikkede fornøjet til de respektive overhoveder for at understrege at han intet dårligt mente med hvad han sagde " - selvfølgelig ikke vil lyve om hvordan De er... vil de måske beskrive dem anderledes" værende en der ikke var vant til at skulle tage hensyn til fine fornemmelser, vidste Adrian ikke at han sagde noget uhøfligt. Hvis  han altså gjorde det - det mente han jo ikke selv at han gjorde lige her. 

"Så, frøken Reier. Hvem er De, udover en kvinde der med stædighed træder sine egne veje, når det er nødvendigt?" endelig mente satyren at han havde fået nok sukker, og sippede til den lille kop. Ah, frugtte. 

Adrian var ikke som hun havde forventet. Hvilket vidste sig at være en utrolig positiv opdagelse for Nemesis, der havde ventet at møde et familieoverhoved lige så opspændt af anstændighed og traditioner. Hun holdte af begge ting, men det gjorde også meget upersonligt, når professionalisme og korrekthed tog overhånd. Og det venlige udtryk fik hende til at slappe langt mere af, end hun troede var muligt i et selskab som dette, var et enkelt forkert trin kunne bringe vanære over hele hendes familie. Den tanke skulle helst ikke ramme hende for ofte, før hele hendes krop ville spænde sig op som en bue af nervøsitet og anspændthed.

”Det tror jeg De har ret i” bekræftede hun hans ord og var meget opsat på ikke at kigge sig tilbage over skulderen. Hun vidste ikke om hun skulle trække i land eller begynde at pakke tingene mere ind i den høflige indpakning og smøre som Adrian formentlig havde hørt igen og igen. En trodsighed slog ned i hende og hun løftede hovedet en smule mere og stædigheden var pludselig meget tydelig i hendes klare øjne.
”Det er aldrig nemt at beskrive sig selv fyldestgørende, trods jeg burde kende mig selv bedst” forklarede hun først. For der var ting der for hende var så utrolig normale, at hun ikke engang så dem som et karaktertræk. ”Jeg er meget glad for kunst, musik og dans. Ikke kun det traditionelle man ser til bal, men det hele.” hun følte hun startede en smule op på salgstalen som hendes forældre havde lært hende, på nær delen om at hun ikke kun gik op i det traditionelle. ”Jeg er svær at tage væk fra en god lærerig bog” traditioner, læs, lær, vær klog og acceptabel.

Et træk i siden af hendes læbe afslørede en let mere udspekuleret tanke. Hendes far ville krumme sine tæer af hende. ”Jeg stiller rigtig mange spørgsmål, om alt. Høfligt eller ej, har jeg næsten altid et spørgsmål på læberne, fordi jeg er nysgerrig og ikke mener at svaret ’Sådan har det altid været’ er begrundelse nok for noget” Hun kunne næsten høre hvordan knugerne på hendes faders aldrende hånd trak sig sammen og blev vide, mens hendes mor bed tænderne sammen. Men Nemesis smilede og vidste udmærket godt at hun ikke solgte sig godt. I hvert fald ikke godt for hvad hun normalvis mødte. Men hun var et ærligt væsen, og det havde hun alle dage været. Og han bad om hendes syn på sig selv. Og det var hvad han fik.

En videnglad, nysgerrig, stædig ung kvinde, der kunne stille spørgsmålstegn ved stort set alt hun mødte på sin vej.

De gyldne, pulserende øjne fulgte hende lyttende imens at hun startede ud, og under det hele, var der en relativ pasiv mine fra Adrian, der forbeholdt sine reaktioner til slutningen af det hele. Eller, det var i hvert fald hvad han prøvede på. Han kunne ikke skjule det glimt af interesse der brød frem da stædigheden pludselig var at finde i Nemesis' egne, smukke øjne, og umærkeligt lænede han sig en anelse frem, for rigtigt at høre, men skam også forstå, hvad der blev sat på bordet nu. 
Og han brød sig ganske godt om det. Meget af det, var værdier han vidste gennemsyrede hans egen familie og slægt.... og det var jo næppe fordi at man altid skulle finde nogle der var enige med en selv - ofte var det godt med nye øjne i en så gammel familie som hans. Men, kerneværdierne ville være svære at ændre på, og brød hun sig i forvejen om dem - kunst, musik, dans, historier - jah så havde han en anelse om, at hun ville falde nemmere til. 
Det var ikke altid en lige nem omvæltning for de kære mennesker, at bo så langt væk fra byerne som de kom til, når de giftede sig ind i de Abiléves. Og det krævede en hvis.... indre ild, at kunne gøre det, så de ikke startede de første ud af mange år, ulykkeligt. 

Næppe så Adrian hvordan at forældrene krympede sig en anelse, ved den sidste indrømmelse, fokusset var på den unge komtesse. Hertugen smilte en anelse bredere, og drak endnu en tår af sin sukkerrige the. "Betyder det så, at De forkaster traditioner?" kom det nysgerrigt fra ham så snart det sidste ord var faldet, og satyrens øjne steg en anelse i sin glødende styrkes intensitet. 
Det kunne det nemlig nemt tyde på, når man ikke respekterede de ældres 'sådan har det altid været', og var ofte et træk af rebelsk ungdommelighed - et behov for at bevise sin egen interllekt, ville nogen sige. 

Intensiteten og ikke mindst at han ikke afbrød hende, gav energi til at Nemesis fortsatte. Hun havde aldrig rigtig fået lov til at gøre ret meget andet end at nikke, smile og fremstå fra sin bedste side ved netop at intet at sige af betydning. Det glimt der var af interesse i hertugens øjne, var alt Nemesis behøvede for at mærke pulsen stige og en indre ivrighed for at vise at hun ikke bare var en pyntegenstand pulse frem i hendes blå øjne.
Og hans opfølgende spørgsmål fik smilet til at bredde sig. Han lyttede! Han rynkede ikke næse af hendes ord og selvom hendes første plan havde været at fremstå anstændig men alligevel for besværlig til at det ville falde i nogens interesse, var den plan så småt fløjet direkte ud af vinduet.

"Absolut ikke, Deres Højhed" svarede hun med et smil på læben, for hun havde skab tænkt sig at uddybe hvorfor hun ikke godtog ingen forklaring, men stadig havde stor forkærlighed for traditioner. "Jeg finder traditioner vigtige for at fastholde vores aner og huske hvor vi kommer fra, men også utrolig charmerende. Når traditioner er vigtige, glemmer man ikke grunden til hvorfor de eksistere. Derfor er manglende forklaring det samme i min verden, som at forkaste sin traditions grundlag." forklarede hun sig ærlig og fandt ingen plads i sin ivren til at tage sin egen kop te og drikke af den. Hun var blevet opslugt i samtalen.
"Respektere De en tradition ingen ved hvorfor eksistere?" spurgte hun derefter direkte ind til Adrians syn på netop det hun havde sagt. Konverserende som hun ville ønske hun fik lov til med alle i adlen uden at få en albue i siden.
Heldigvis sad hendes mor tiltrækkelig langt bagved til at det ikke skete.

Det var et kvikt hoved der var skruet på de kønne skuldre, og når først hendes stemmebånd var varmet op, så virkede det ikke til at have noget problem i at forsætte. Hun skyede ikke væk fra spørgsmålet, men tog det op, og vendte det imod hendes egne holdninger og meninger. Og det tog ikke lang tid for hende, det var helt sikkert. Hurtigt nåede hun frem til en konklusion, og selvsamme blev i det næste nu, præsenteret for den høje satyr. 
Adrian nikkede, lyttede og måtte til sin store overraskelse, hører en version af hans eget spørgsmål blive vendt imod ham selv. Øreringene klirrede en anelse idet at han endnu engang lænede sig tilbage i stolen, og kortvarigt satte teen fra sig, for at skubbe de ru fingerspidser ind imod hinanden. Nuvel. 

Traditioner var der som oftest af en grund, og dog var der alt for mange tilfælde, hvor at det ligeså ofte var der for at forstærke for længst uddaterede eller forfærdelige regler eller livsstile. Der var dog en abnorm forskel på traditioner i hans familie, og i menneskenes; Adrian blik falgt kortvarigt imod loftet, og en tænksom brummen banede vejen for hans opfølgende ord. "Selvfølgelig" kom det endelig fra ham, og hans blik gled ned foran det unge menneske igen, en munter gnist sammen med ordene der i og for sig, gik imod hendes holdning. 
"Jeg ser ikke mig selv eller mit folk som alvidende eller ufejlbarlige - der er ting vi glemmer, der er ting vi ikke formidler videre til vores næste generation, og der er traditioner der i et givent år, ikke kan lade sig gøre" mange fester var blevet aflyst i nogle af de hårdeste år, hvor at mørket havde ligget tæt omkring dem. Adrian's store hoved gled en anelse på skrå, nysgerrig på om han tog fejl ved denne indstilling. 
"Grundlaget bliver vel ikke mindre nødvendigt af at vi glemmer traditionen. Nødvendigheden er der velsagtens stadigvæk, selvom vi måske ikke kan se den lige her og nu. Men måske dem om 50 år kan?" hele hans livscyklus strakte sig også længere end blot de næste 10 - 20 år frem, og var også en vigtig pointe i hvordan menneskeracen hurtigt kunne glemme, eller skifte ud. 

Og så var der selvfølgelelig undtagelserne der bekræftede reglerne. Men man kunne komme ganske langt, med almindelig sund fornuft. 

Entusiasmen ville nærmest ingen ende tage, og det var tydeligt malet i den unge kvindes udtryk at hun fandt stor glæde i faktisk at diskutere, omtale og høre andres meninger om diverse emner. Og dette var et af de emner hun selv havde spekuleret længe over og ikke mindst fået et par reprimanter omkring. Man måtte ikke stille spørgsmåltegn ved de ældre, det gjorde man bare ikke.
Men hvordan skulle man ellers lære og forbedre sig?

Nemesis sad med rank ryk og hænderne på skødet, omend de ikke var i hvile, men derimod var de små hænder en lille smule sammentrukken om kjolens bløde stof. Ikke fordi hun var arrig, men derimod fordi hun var så engageret i samtalen at hun tydeligt viste sin ivren, uden at tabe for meget af sin opdragelse og høflige fremtoning.
Hun nikkede let, som tydeligt viste at hun lyttede efter hans ord og tog dem ind. Hun havde faktisk skubbet sine forældres tilstedeværelse helt ind i baghovedet, nærmere ud af sindet fuldstændig imens Adrian fortalte.

Ord hun også tænkte over ved at kigge til siden, uden egentlig at kigge på noget som helst. "Måske dem om 50 år kan genfinde glæden ved nogle traditioner vi har glemt. Min erfaring, omend den erfaring er minimal, er at hvis vi ikke formidler det videre, hvor vigtigt har det så i grunden været?" besvarede hun hans ord. Hun kunne godt se hans argument og tog det til sig. For der var flere traditioner der var blevet glemt, og taget op igen som skrifter var blevet læst igennem eller omstændighederne tillod dem at genoptage disse ting.
Men menneskene var et meget omstillende folkefærd, trods det ikke føltes sådan for en enkelt kort levetid som Nemesis, men var tydeligt for racer som Adrian der levede længere end menneskeligt muligt.

De store hænder fandt den overraskende lille tekop igen, og det var med stadigvæk lyttende øre og mine, at Adrian hørte hende fortælle videre, tale videre jah i og for sig, vise en side i diskussionen han ikke havde hørt længe. Ikke fordi at han ikke opsøgte dem - nej, Adrian nød de gode snakke og flervinklede sider om en udadtil ret så ligetil sag - men det var sjældent han opsøgte dem fra mennesker. Deres perspektiv var så anderledes, at Adrian for en stund... helt havde glemt hvordan det føltes. 
Det føltes jo ret så godt, måtte han indrømme. 

Den søde væske favnede lifligt hans tunge, og med en lille klirren blev koppen endnu engang sat fra sag, i dens sirligt besmykkede underdel. Hvis de ikke formidlede det videre? 
Satyren's blik gled opad, det gyldne solhav pulserede roligt og mageligt, imens at han prøvede at se vinklen an, hos ikke bare et menneske, men en ung menneskekvinde. Hun havde nok levet hele sit korte liv i Dianthos, tog han ikke fejl. Og med det, var det unægteligt sådan at murene beskyttede en imod visse dele af verdenen, det var han sikker på. 
"Jeg tror stadigvæk ikke graden af... 'vigtighed' bliver mindre, blot fordi at jeg, eller mine nærmeste eller de folk jeg har under mig, ikke formidler den videre" måtte han dog alligevel slå fast, efter lidt tids eftertænksomhed. "Set i et større perspektiv..." han skævede kort ned på hende en anelse undskyldende - han mente intet arrogant i de ord, selvom det kunne fremstå sådan - "... så er det ganske naturligt at traditioner skabes og nedlægges med dets folkefærd. Så hvis man måler dem efter værdien for det givne folkefærd, har De ret... men så skal den måles ud fra elvernes levestandard. Menneskets er for flygtigt til at kunne... sætte en konkret værdi på det" og her skinnede det velsagtens en anelse igennem, at man trods alt var fra skovene. Ligesom at menneskene kunne have en tendens til at se ned på de dyreprægede racer, var de fordomme ikke noget de bar for sig selv. Og Adrian, var ikke hellig på det punkt. Men... 
"Hvilket egentlig bringer mig til mit næste spørgsmål!" øjnene lyste en anelse op, og han smilede. "Hvad mener De om evigheden?" 

Selvom de var faldet i en snak, som Nemesis selv mente gik ganske godt og var ikke mindst lærerig for hende, var der stadig en dyb ærefrygt i hende som de gyldne øjne nåede hende igen. Selvom det var i ro og mag, sank hun ubevidst en klump i halsen. Havde hun talt over sig? Havde hun sagt noget forkert? Den lette anspændthed i hendes skuldre gled ikke til side, trods hun fastholdte den rank og kroppen nogenlunde rolig. Måske var hun i virkelig kommet ud på dybt vand.
Hun lyttede interesseret til hans ord og mærkede en rynken i panden ved at mennesket kaldtes for flygtigt. Hun havde alle dage fuldt traditioner og hvad der var forventet af hende, såvel som kvinderne før hende havde gjort i århundreder. Blev hun fornærmet? Måske en lille smule, men ikke nok til at hverken afbryde ham eller ikke tage hans ord for gode vare. Der var altid noget at lærer. ”Måske, man ikke kan sammenligne vigtigheden af traditioner, særlig godt på tværs af dødelighed. Mit liv er kort, mens Deres er langt” svarede hun stilfærdigt med et lille smil på læben. For det var hvad hun havde i vente. Et liv der for hende føltes langt og propfyldt med oplevelser, mens det i en elvers øjne, var overstået på et øjeblik. Det ville ingen parter nogensinde for alvor lærer at forstå. Det betvivlede hun i hvert fald.

Hans næste spørgsmål fik Nemesis til let at lade sine læber skilles, mens blikket gled ned til siden. Hun tænkte. Hvad mente hun om evigheden? Det var en størrelse som man aldrig kunne sætte en grænse for. Langsomt løftede hun sine isblå øjne på ny og fik et lille, nærmest undskyldende smil på læben. ”Evigheden er for stor en størrelse til jeg nogensinde kommer til at forstå den. Jeg kan, som mange andre, godt lide at lege med tanken, men også at jeg ikke kan forstå at der findes noget, som ikke har et slutpunkt. Det er derfor meget svært for mig netop at mene noget om den, når jeg virkelig ikke forstår den og dens størrelse.” Nemesis vidste ikke om det var et svar der ville falde i god jord, eller overhovedet lød særlig klogt. Men mennesker, hvor kloge de end syntes de selv var, havde sjældent noget begreb om ting de aldrig kom til at opleve. Hvilket medfødte det næste spørgsmål der blidt og forsigtigt forlod hendes læber; ”For hvad er evigt, ud over evigheden selv?” 

Hun havde så evigt ret. Adrian's øjne gled en anelse i, idet at han nikkede - fordi så fastlagte ting kunne næppe vejes igennem så forskellige synspunkter. Hvad han så som trivielt, kunne være vigtigt for hende. Hvad var ubetydeligt for hende, var utroligt vigtigt for ham selv - det var en interesse sag. 
Derfor var det måske ganske taktisk, at Adrian skiftede emne - og Nemesis så fantastisk fulgte med på det lille emneskift. 

Den mørke satyr's øjne glimtede, funklede og levede vagt for det svar hun gav tilbage, hvormed at en fornøjet lille brummen forlod ham. Så abstrakt et begreb var noget nær umuligt at svare på, og det var kun de mange års erfaringer - selv Adrian havde udlevet nogle af sine ældste venner og bekendte - som gav ham en nogenlunde kant på de ord der kom frem. Og den kant var ikke fordi at han havde ret, men nok nærmere af at han vidste hvor ret hun havde, når hun formulerede sig sådan; han kunne ikke stoppe sig selv i at læne sig en kende nysgerrigt, lyttende og ikke mindst enigt fremad. 
"Så lad mig spørge dig dette, Nemesis Reier..." satyrens dybe stemme fik en næsten hemmelighedsfuld lille tone omkring sig, med guldglimt i både øje, smykker men også sjæl. "Ville evigheden... eller hvad der føles som den, skræmme dig?" 

Fælles for alle mennesker - næsten alle - som giftede sig ind i den naturbundne familie, var det forlængede liv. Evigheden var så meget sagt, alt måtte dø en dag... men det menneskelige liv forlængedes til århundreder, og det var næppe... alle som havde psyken til det. Frygtede de den, var det automatisk et nej. Ønskede de den, så var det ligeså, et nej. Tog man den for givet, var det også et nej. Fordi det var ingen gave, ligesom at det heller ikke nødvendigvis var en forbandelse. Det var blot sådan det måtte være... 
... hvis, hun endte med at være hos dem, i hvert fald. 

Nemesis havde sjældent haft så interessant en samtale før. Som ung kvinde, især i adlen, var hun meget mere bekendt med at skulle sidde stille og gøre hvad der blev forventet af hende. Hun måtte ikke være dum, men derimod vellæst. Samtidighed at hun egentlig ikke måtte ytre sig om noget, for det ville hun alligevel ikke have forstand på. Alt sammen, yderst kedelig tankegang fra en generation der pressede sine normer ned om ørerne på deres unge menneske. Men Adrian de Abiléves udviste en kærkommen interesse i hendes mening og tanker. Hvad hun filosoferede over, og hvordan hun så livet. 
Det var naivt, men Nemesis håbede lidt at samtalen aldrig tog en ende.

Nemesis sank en klump i halsen og så ind i de gyldne øjne. Ville evigheden skræmme hende. Nemesis læber skilte sig langsomt, som hun tog sig tiden til at tænke, men ikke så længe at hun veg fra sin første og nok mest sande tanke. “Skræmme mig? Nej. Ærefrygt? Bestemt. Jeg føler evigheden, eller hvad der føles som det, skal behandles med respekt.” Nemesis blik granskede ham med en stærk nysgerrighed, mens et lille skævt smil kom frem på hendes læber. “Tester De mig, hr. Abiléves?” spurgte hun lavmælt og ignorerede de lynende øjne i nakken.
Det ville for mange være svært at forstå hendes faders ængstelige ubehag ved denne situation, nu det kunne argumenteres at de to talende kom godt ud af det med hinanden. Men hvad kunne al den nytænkning og udtryk af mening ikke bringe med sig!

Det var med tålmodighed at Adrian lod hende vente på sig, og alt imens, kunne han næsten føle den interesse der lige nu gik og tumlede med de abstrakte tanker, som banede vejen for hendes ord. Nemesis Reier. Det var sjældent at skovhertugen havde samtaler som disse - denne slags, som man ikke plejede at kunne finde, i hovedstadens støvede centrum. Livet gik simpelthen for stærkt herinde, til at folk gad, eller for den sags skyld kunne, give sig tid til et tilfredsstillende svar.
Men ikke inde bagved familiens fire vægge. Dette møde var gået ud over alt forventning, da det var første gang havde fået invitationen fra den her gren af familien.

Om han testede hende? De mørke løber krølledes i et næsten spøgefuldt smil, og langsomt trak satyren sig tilbage, og ud af hvad mange ville have kaldt en ydre intimsfære. Boblen brast ikke omkring dem, men intensiteten der kortvarigt havde suget det magiske væsen ind imod menneskets person, lod langsomt sine vægge falde, og gjorde ham (lidt) bevidst om hvor de sad. Jah, han testede hende lidt, syntes guldøjnene at glimte.
Og en dyb bas rømmede sig, noget der halvt om halvt var med til at skjule hans boblende lille grin, idet at den store hånd forsigtigt fik lagt teen fra sig. ”De er skarp, frøken Reier” skovvæsnets øjne lukkedes mageligt, og de slanke fingre gled rettende over tindingerne, for at fortsætte ned over de ravnsorte krøller. ”Så jeg tror at De kender svaret” og det ene øje gled hemmelighedsfuldt op, efterfulgt af det andet et par sekunder efter.
Bagved ham fangede de skarpe ører hvordan at hendes far rumsterede rundt. Måden hvorpå han rastløst vippede vægten fra det ene ben, til det andet, lod Adrian vide at hans besøg snart burde være ovre. 

Det var åbenbart ikke menneskelig kutyme, at have sine gæster overnattende eller omkring i flere dage.

Hertugen af skovene, var ikke som hertuger var flest. Nemesis havde i sit liv mødt mange, og havde fundet deres manglende interesse for andet end rigdomme umådelig kedelig og forfærdelig almindeligt. Dette var kontroversielt og hun slugte det hele til sig med stor appetit, trods hendes ydre virkede mest af alt roligt og afslappet.
Nemesis havde ikke bemærket at hun egentlig havde siddet og holdt vejret en smule, før hans stærke person trak sig lidt tilbage og afstanden mellem dem, blev i menneskenes kredse mere acceptabel. Hun havde slet ikke opdaget det, men det havde jo heller intet ondt gjort?
Komplimenten fik et lille tilfreds krølle kortvarigt frem på hendes læbe. "Det tror jeg at jeg gør."

Under normale omstændigheder kunne det være ekstremt støddende at blive testet på denne måde, netop fordi den var så utraditionel. Virkeligheden var dog en helt anden. Nemesis var efterhånden begyndt af afsky alt det traditionelle som var krævet af hende, som hun hele tiden skulle vægtes i. Dette var noget andet og langt mere spændende. Men som hertugen havde bemærket, havde Nemesis også fornemmet sin faders nervøse bevægelser. Hun sænkede blikket og drejede hovedet for halvt at spejde over skulderen. Typisk.

"Det lader til at min fader ønsker at blive en del af samtalen, eller på anden vis mener den har stået på længe nok" det var at lege med ilden at sige det på denne måde, og hun mærkede også det skarpe blik i nakken. Nemesis kunne ikke vellykket skjule det rebelske glimpt i øjet over hans reaktion. "Jeg håber jeg kan nå at tale mere med Dem inden de rejser fra Dianthos" Hun holdte på at hun stadig var voksent menneske, og det burde tælle for noget. Hun gik jo ikke ud og gjorde noget uforskammet! Ikke efter hendes mening.

Det var en kæk kommentar som kom tilbage til den ældre mand, der med skarpe øjne søgte at udtrykke sin utilfredshed. Stemningen var dog langt fra så anspændt som man skulle tro på hans humør, og satyrens blik gled med magelig ro tilbage på Nemesis' far, førhen han nikkede. Den universelle far-til-far kommunikation, der sagde 'forstået'. Eller noget i den stil. 
Et tilfreds smil voksede dog frem på de mørke læber da hun fulgte op på sætningen, inden at han atter vendte de pupilløse øjne imod komtessen, endnu et nik til følge. "Bestemt, det håber jeg også" han behøvede ikke engang at være høflig, når han sagde det. "Min familie og jeg er her i nogle dage mere, Nemesis. Hvis De og Deres far-" Adrians hånd slog en anelse gestikulerende ud. "- finder tiden, ville det være en fornøjelse at mødes igen. Om ikke andet... er I velkomne hos os" en sjælden invitation, men ikke desto mindre en der endelig blev udrakt, og han lagde forsigtigt en lille figur på bordet, udskåret som en svale, sammen med en pergamentrulle lavet af noget der lignede tørrede blade fremfor papir. 
Den lignede til forveksling dem der hang i hans bælte. 

Adrian rejste sig derpå fra den magelige stol, for til sidst at bevæge sig ud i Dianthos mylder af mennesker igen.
På vej ud af døren fik hendes far også et mere adeligt farvel, og når han betragtede den mørknende himmel udenfor deres indgangsport, kunne han ikke lade være at overveje hvor godt det var gået. De mørke fingre søgte ned efter pibetobak og pibe, og lod duften af amazonitskovenes grantræer blande sig med byens lugte. Det havde været en god dag..

Nemesis bukkede hovedet ærbødigt for Adrian og løftede det langsomt igen som han begyndte at tale til hendes far. "Mange tak" svarede hun ærligt og høfligt tilbage. Det trak i hende at komme hen til dette sted, skulle det ikke være muligt at møde denne spændende satyr igen. Men det var ikke sikkert hendes familie brød sig om at hun fik lov at tale så friligt, eller desideret fik lov at spekulere, diskutere og filosofere endnu mere end hun i forvejen gjorde.

Nemesis lod sin far følge Adrian ud mens hun selv sad tilbage og kiggede på både pergamentrullen og svalen. Svalen lå blødt og godt i hendes hånd og fik hende til at smile. Hvis hun ikke kunne undgå sig at blive giftet bort, havde hun trods alt en forhåbning om at det kunne blive i en familie så åbensindet og ikke mindst villig til at lade hende lære, som det virkede til at de Abiléves var.