Noget af det værste ved, at rejse alene på landevejene og i skovene var helt klar røvere, banditter og generelt bare folk der var ude på at gøre andre ondt. Det var normalt ikke noget, Abraham havde lidt voldsomt meget under. Han var blevet bidt af en ondsindet varulv mange år tilbage, men ellers havde han haft sit held med sig. Han havde holdt sig for sig selv, rejst rundt, kun opholdt sig det samme sted omkring to dage ad gangen og alligevel skulle hans held jo slippe op. Det ville have været underligt hvis ikke, det gjorde, det var jo Abraham der var tale om.

Så kunne han jo så spørge sig selv hvordan helvede han overhovedet var endt i den her situation til at starte med. Uheld var en stor del af det hele, men det var også lige så meget det, at han havde valgt at bosætte sig i Dunkelskov for denne dag. Og så var de ellers kommet til. Seks banditter, sultne efter krystaller. Krystaller, som Abraham ikke havde, men som de var overbevist om, at han besad store mængder af, da han nægtede dem adgang til rygsæk. Og hvor skulle de da også have lov til at rode rundt i den? Det var hans skide rygsæk!

Og så sad han i problemer til halsen, for de var ikke bare nogle udmagrede, udsultede banditter. nej, de var bevæbnede og han havde en langkniv. Og så var det seks mod én. Det gik fint til at begynde med, men da de begyndte at flankere ham, var det mindre godt. Han havde formået at beskytte sig selv fra mere voldsomme skader indtil videre, men rifter havde han ikke undgået. Og han var også helt sikker på, at han havde en ordentlig bule i baghovedet fra et ret hårdt slag, der næsten lige havde ramt ham. Han ville uundgåeligt tabe den her slåskamp, men han havde eddersparkme ikke tænkt sig, bare at give efter og trygle om nåde. Nej. Det var bare ikke Abraham, at gøre sådan noget.

Halvdæmonen havde rejst et par for mange gange ved hjælp af sit dæmonsværd. Det kunne han ikke lade være med, når de store dusører virkede til at poppe i den anden ende af landet end der, hvor han var. Men med den gentagende transport med sværdet var Tanto stort set død for chakra. Han havde brug for at lade op, før han kunne gøre brug af sværdet eller sin ildmagi igen. Men han kunne ikke bare stoppe op og ikke optage nogle dusører. Han havde knap nok til at kunne overleve. Derfor havde halvdæmonen valgt at tage turen til fods. Og for at kunne komme til Medanien var en lang række skove nød til at blive krydset. Hvad de enkelte hed, vidste Tanto ikke. Ej heller vidste han navnet på den skov, han lige nu befandt sig i.

Iført sorte eller mørkegrå klæder fra top til tå vandrede halvdæmonen igennem skoven. Lyden af knuste grene og visne blade under støvlerne kunne høres og gav et lille ekko i skoven, der ebbede af naturens egne lyde. Fuglekvidren, trækroner i vinden og meget mere. Hænderne havde fundet vej i lommerne. Der var ingen trusler i nærheden, så der var intet behov for at holde om sværdet på ryggen, tænkte Tanto. Men halvdæmonen tænkte for hurtigt. For pludselig kunne han i det fjerne høre lyden af rumstering i skoven. Og det var ikke dyrisk rumstering. Det kom fra mennesker eller i hvert fald talende individer. Det tog ikke lang tid for Tanto, før han kom tæt nok på til at kunne ane, hvad der skete. Syv individer stod omkring hinanden. Seks af dem var tydeligt sammen mod den ene. En uretfærdig kamp.
Tanto sad på hug og observerede bagholdet i kort tid. For det var et baghold. Når det var seks mod en kunne det ikke kaldes en duel eller kamp. I dueller og kampe var der en fair chance. Denne single mand havde ingen chance. Normalt ville Tanto bare have gået videre. I de fleste tilfælde ville han have gjort dette. Hvorfor skulle han blande sig? Det var ikke ham, der havde sat sig selv i mandens situation. Men han kunne heller ikke kigge blindt på uretfærdigheden ved kampen. Derfor rejste han sig og med rolige skridt trådte han tættere på de syv personer og gjorde sin ankomst i en arrogant og alt for selvsikker attitude. Men Tanto havde noget at være selvsikker over, men for de andre lignede han en typisk menneskemand. Faktisk mindede han lidt om den ene mand, der havde de seks imod sig, nu når Tanto kunne bedømme hans ansigt bedre. "Seks mod en. Har I aldrig lært at tælle? Eller udøve en fair kamp?" De seks røvere kiggede forvirret på Tanto. Og endnu mere forvirret, da han trådte tættere ind og mod den ene mand.
Én af røverne valgte dog at bryde deres forvirring. "Dobbelt så mange krystaller ser det ud til. Du er dummere end ham der." Det fjogede smil fra røvermanden ænsede Tanto ikke. For han havde blikket mod den ene mand.
"Kan du kæmpe?" spurgte Tanto bare, imens han roligt bevægede højre hånd ud af lommen og op imod stroppen til dæmonsværdet, dog uden at hive i det endnu. Han skulle sikre sig, at denne fremmed og hjælpeløse mand kunne kæmpe. Ellers havde røvermanden noget ret i sine ord. Så var Tanto dum, hvis han var gået ind for at forsvare et hjælpeløst individ.

Abraham var træt. Træt og efterhånden skide gnaven og de her tumpedumme idioter. Og nu havde han også en bragende hovedpine oven i hele rodet. Så da kampen pludselig stilnede af, som en anden fremmed trådte frem mod dem, kunne han ikke andet end at tage en dyb indånding for at få pusten igen, jagtkniven stadig i hans hånd selvom han havde en dyb rift hen over håndryggen. Han kunne sagtens tage et par skrammer. Og den mængde stædighed han besad langt inde i sjælen, så havde han på ingen måder tænkt sig at søge den ellers lette vej ud: At lade banditterne tampe på den nye mand, hvis ansigt mindede en anelse om hans eget.

Han forholdt sig stille, mens raseriet boblede i ham, indtil den fremmede herre stillede ham et direkte spørgsmål. Et der fik hans øjne til, kort at lyse op i en gul, rovdyrsagtig farve. "Jeg er langt fra færdig endnu. Især ikke med ham der, den stinkende mide, født af en hel grisefarm!" knurrede han vredt. Og det var nok. Manden der før havde talt snublede bagud som var han blevet ramt af et usynligt slag lige i fjæset. "Jeg kan sagtens slås.." 

Som den ukendte mand snakkede, kunne Tanto ikke lade være med at bide mærke i valget af ord. Og endnu mere effekten af dette. For halvdæmonen virkede det nemlig til, at fornærmelse havde gjort fysisk ondt på en af røverne. Det kunne selvfølgelig også have været et tilfælde, men Tanto skrev det alligevel bag øret. At kunne skade bare med ord var noget af et angreb.
"Så slås," sagde Tanto bare. I en hurtig bevægelse rev han fat i hylsteret til sværdet og endnu hurtigere trak han det ud. Han fik øjenkontakt med en af de seks røvere - ikke ham, der havde virket til at blive såret af ord - og lod klingen skære igennem. Den ramte den ukendte røver ved skulderen og skråt ned på maven. Røveren havde kun læderklæder på, så der var ikke megen beskyttelse mod det skarpe sværd. Bare ved det ene snit kunne Tanto se hud og endnu vigtigere. Han kunne se blod flyde ud igennem røverens mave. Et smertefuldt skrig fløj ud af ham, men han stoppede ikke. Adrenalin kunne overdøve smerter. Derfor løftede Tanto sit sværd op for at stoppe et angreb fra ham. Røveren måtte allerede have haft en kniv trukket, for lyden af metal mod metal gav ekko i skoven. Som de to sådan med klingerne pressede mod hinanden drejede Tanto kort sit hoved mod den fremmede mand uden at vide, om han selv var midt en kamp. "Hvad har du gjort, siden den her flok orkbastarder er efter dig?" Tantos rolighed og kølighed kunne virke skræmmende for røverne, men måske også mod manden, for han virkede fyldt op med raseri og træthed. Og så kom der pludselig et andet individ i rolighed og trak sværdet først uden at tøve eller blinke.
Røveren mod ham prøvede at presse sin kniv ind i Tanto. Derfor vendte halvdæmonen sit fokus tilbage til ham. Der blev lagt vægt i et skub mod ham og røveren famlede bag ud. En samling af hurtig snit efterlod røveren med lange sår flere steder på kroppen og i ansigtet. Adrenalin kunne meget, men det kunne ikke forhindre alle de sårs smerte. Imens Tanto ingen aktiv modstander havde, valgte halvdæmonen at bruge tiden på at vifte sværdet hårdt ned af. Bloddråber fløj af det og blandede sig i den fugtige skovbund. Han havde taget første snit før. Nu ville han lade en eller flere af røverne gå mod ham først. Han kunne lige så godt kæmpe på flere måder. Dette var en god, hvis ikke lille træning på vejen mod næste dusør. 

Abraham spildte ikke tiden da først den fremmede mand trak sit sværd. Han tacklede direkte ind i den første og bedste røver og formåede at vælte ham i jorden ved at få en sten til at flytte sig om bag mandens fødder. Liggende der, med røven undersig, smadrede Abrahm en knyttet næve ned i mandens ansigt, gentagne gange, hurtigt, før han flåede øksen ud af hånden på ham. Det var i sidste sekund, at han fik rullet væk fra op til flere hug der kom i hans retning. De resterende fire var godt på vej efter ham, men den 5. så ud til at være travlt optaget med den fremmede mand der havde det velformede sværd i hånden.

"Ingenting... De ville snage i mine sager, og det gav jeg dem ikke lov til," snerrede han som svar på den kølige, overraskende rolige tiltale fra den fremmede. Det var ret uforventet. Abraham havde ærligt talt aldrig set en mand være så fattet midt i en kamp. Men der var stadig fire mand efter ham, så han stampede hårdt i jorden og fik skubbet to af dem væk da selve jorden skød op mod dem, voldsomt og rystende.

To af mændene vendte deres opmærksomhed mod den fremmede og Abraham kastede sig med raseri mod de resterende to. Han pådrog godt nok sig selv et par flere snitsår, men han formåede at hugge sin nyligt erhvervede økse lige ned i pandeskallen på én af dem. Øksen sad fast og han stod nu igen med sin kniv mod den sidste af hans egne modstandere, der havde en klam kølle i hånden.

Imens bloddråberne blev færre og færre ned af sværdets klinge, observerede Tanto kort ham, han havde reddet fra disse røvere. Han virkede til at holde sit eget for at vinde. Den første var blevet ordnet af ham og nu var han mod de resterende fire. Det var måske ikke just det bedste samarbejde, at Tanto blot så og kiggede på, imens den anden mand kæmpede, men det var ikke hans kamp. Han behøvede ikke træde ind. I hvert fald ikke endnu.

Og som manden svarede, skete der noget, der ikke skete i hver kamp. Jorden under to af røverne skød op og væltede i deres balance. Dette fik disse to til at kigge på Tanto og komme imod ham. Når, nu var det hans tur igen. "Imponerende evne," kaldte halvdæmonen roligt tilbage, som han proppede sit sværd tilbage i sit hylster. Dette fik de to røvere til at kigge på hinanden, men deres blikke mødte hurtigt Tantos og de smilte. De fandt ham sikkert idiotisk. Hvorfor gøre sig ukampsdygtig? Men halvdæmonen havde en plan, men det krævede, at de turde at komme tæt på. Helt tæt på. "Men du er ikke den eneste." sagde Tanto, da den første røver havde lagt sin hånd på halvdæmonens skulder. Hans ene hånd greb rundt om underarmen. Ærmet begyndte pludseligt at ryge og ud af ingenting opstod der flammer rundt om mandens arm. Han skreg af smerte, men Tanto løsnede ikke sit greb. Halvdæmonen lod flammerne opsluge hele røvernes arm helt op til hans skulder, hvor håret begyndte at blive svitset. Det var først der, at Tanto fjernede sit greb og med en kontrollerende bevægelse med den nu frie hånd, opslugte flammerne hele manden. I nogle korte øjeblikke løb denne røver rundt som en vandrende flamme, men han faldt hurtigt sammen og døde. Om det var kulilteforgiftning eller tredjegradsforbrændinger kunne ikke siges. Kroppen var blevet til en svitset kulmasse.
Imens alt dette var sket, havde den anden røver blot stået og kigget på med store øjne. Tanto sendte ham et kort blik. Ville han flygte, kunne han. Men røveren forblev stående. Enten var han dum nok til at tro, han kunne vinde, eller også var han fastfrossent. Uanset hvad træk Tanto en lille kniv fra et hylster ved låret. I én hurtig bevægelse tog røveren sig til halsen, hvor blod fossede ud af. Først landede han på knæene og dernæst med hele fronten ned i skovbunden. Lige så død som sin forbrændte makker.
"Kan du klare de to selv?" spurgte Tanto roligt og med en tone, der virkede alt for hverdagsagtig til denne situation. Og måske var dette ikke hverdag for mange, men det var tæt på at være netop dette for halvdæmonen. Man kunne ikke have dæmonisk blod uden at have en lang liste af mord og ofre.

Kun to. Han skulle kun fokusere på to, ikke mere. Og så ville alt det her være et overstået kapitel og et frustrerende et af slagsen. Han skævede over mod den fremmede der ud af det blå satte sit sværd tilbage i holderen. Hvorfor i alverden, han ønskede at gøre det, var Abraham et stort spørgsmål, der meget hurtigt blev besvaret som ild blussede op da røveren forsøgte at gribe fat i manden. Ilden spredte sig op ad mandens arm og indelukkede ham til sidst, efterfulgt af stanken af brændt kød. En stank der peneterede dybere i Abrahams næsebor end på et almindeligt menneske. Men Abraham var heller ikke et normalt menneske. Ikke længere. Han kneb øjnene sammen da de to sidste modstandere rejste sig og den fremmede spurgte om han kunne klare de to sidste selv. Det vidste han sådan set ikke helt, om han var i stand til med de mange rifter på kroppen og en træthed der snart truede med at overmande hadet og vreden i hans sind. 

Men Abraham spurgte sjældent om hjælp. Meget sjældent.

"Jeg har styr på det," mumlede han i et mere roligt tonefald, som han gik sine modstandere i møde. Hans fri næve knyttedes, ikke for at slå. Jorden omkring den ene røver begyndte at kravle op om hans ben til den dækkede hele hans krop i en stor bunke. Ganske vist var kvælning en forfærdelig måde at dø på, men Abraham havde ikke lyst til at slås fysisk mod to krigere på én gang. Den anden stirrede målløst og Abraham brugte det til egen fordel, som han hurtigt lukkede afstanden og jog sin i synet på manden. Røveren satte i et skrig og væltede omkuld, Abraham oven på sig. Og Abraham var stadig vred. Hans næve kolliderede med ansigtet under sig. Gentagne gange. Indtil røveren stoppede med at bevæge sig. Og så lidt mere. De indelukkede skrig fra jordbunken stoppede. Alt var stille. Og Abrahams øjne, der før havde været gule af bestialsk arrigskab, blev normale og brune igen, som han kravlede af den døde røver og satte sig på jorden med et træt suk.

"Hm.. Du hjalp.." konstaterede han, kiggende op på den fremmede. "Nogen konkret grund? Der er åbenbart mange, der ønsker min død herude.." efterfulgt af endnu et træt suk, dette mere af en psykisk form for træthed end den fysiske der allerede sad dybt i ham.

Manden var langt mere grov og utænksom i sine angreb. Efter Tanto havde fået ordnet de tre, han havde sat sig op imod, stod han igen og blot kiggede på manden. Da han fjernede ilten som en mulighed for en af røverne, kunne han ikke lade være med at nikke en anelse imponeret. Elementmagi kunne de bedste finesse sig over. Men da manden nærmest kastede sig dyrisk henover den anden røver og gennembankede ansigtet af hans, indtil røverne lå komplet stille, sikkert død.

Lugten af brændt kød hærgede stadig omkring dem, men den blandede sig kraftigt med dunsten af blod, sved og meget mere. "Jeg hjalp, fordi nogen skal lære på den hårde måde, at man skal kæmpe fair og med ære. Ikke mange mod én," Tanto var ikke den stædige og trofaste kriger. Det ville ikke være hver gang, at han ville bryde ind i en kamp, der ikke handlede om ham. Han havde gjort det i dag mere af kedsomhed end andet. "Skal jeg have en grund til at ville dig død herude? Eller skal jeg være den heldige, der ser dig trække vejret helst?" Selv havde halvdæmonen nok flere fjender end venner, så der var også en hær af individer, der enten ønskede ham død eller bare i fangeskab tilbage hos dem. Tanto kiggede kort op og ned af manden, der var en lille sjat højere end ham. Knoerne var blodige, men det var nok ikke kun mandens eget blod. Han havde lavet hakkekød ud af andre lige nu, så det var klart, at knoerne var røde mere end hudfarvet. 

Abraham trak stadig vejret hurtigt som adrenalinen langsomt ebbede ud af ham. Han blev siddende hvor han var, selvom der stank af flere forskellige unødige ting her. Brændt kød og blod værende de to mest irriterende elementer for hans oversensitive næsebor. Han trak let på skuldrene over den fremmede mands holdning til ære. Det var noget, der var blevet nærmest slået ind i skallen på Abraham i sin tid som væbner for Lysets Hær, men han vidste også godt, at realistisk set, skete det virkelig sjældent at nogen som helst ville tage en kamp på den måde. Det var nu mere realistisk, at en stor bunke mørkets krigere ville overfalde én fra Lyset og teknisk set gav det mening. Det var et eller andet sted lige meget, så længe man overlevede. Men på den anden side, håbede Abraham inderligt, at flere ville have samme synspunkt som manden der stod her.

"Og det fik de så lært... Men gad vide hvor mange flere, der skal have samme lektion derude?" spurgte Abraham i et dystert tonefald. Han havde en grim hovedpine under opstart.
"Det kommer an på om du hader folk der ikke er rene i deres blod.." besvarede han mandens spørgsmål på en meget kryptisk manér. Han var ikke rigtig typen der ofte afslørede hans varulve-natur til andre. Det var et virkeligt ømt punkt for ham.

Den fremmede mand forblev endnu siddende på skovbunden og trak tydeligvis vejret tungere end normalt. Det havde heller ikke været det mest afslappende at vinde over denne gruppe af gemene røvere. Men de havde fået det gjort og derfor valgte Tanto også at sætte sig ved siden af manden, dog med en halv fods afstand. Med ben over kryds og en ret ryg, som om der var et stift ryglæn bag ham, sad halvdæmonen roligt og ikke med den mest bevægende brystkasse. 

"Der vil altid være folk, som skal lære denne lektion," sagde Tanto mere af erfaring end tanker. Han havde før været oppe imod grupper af individer, der mente, at dem i flertal ville vinde alt. Og de lærte det, som ligene af røverne omkring de to nu, på den meget hårde måde. Men som manden svarede på Tantos spørgsmål kryptisk og nævnede beskidt blod, kunne han ikke lade være med at skæve blikket over på ham. Dog var der ingen skepsis i de mørke øjne. "Du er ikke den eneste med det reneste blod her," Meget vel blødte Tanto ikke mudder eller lignende - det tænkte han heller ikke, manden gjorde. Men dæmoniske del af ham havde Tanto aldrig kunne finde ren. Ikke efter, hvad hans far havde gjort. Det var den beskidte del af ham. Og sådan en del havde denne mand også af sig. "Hvordan er du beskidt?" Tanto var ligeglad med, om det lød ondt at kalde ham beskidt. Inddirekte kalde han ham selv det samme. Men der var heller ingen nedladenhed i stemmen. Der var ikke meget i den kolde og lettere monotone stemme. Hvis der skulle være noget at finde, ville det være en snert af medforståelse, men det var ikke meget. 

Abraham skævede kort mod den fremmede mand hvis sværdevner målte sig noget nært det legendariske. Hvad Abraham havde set var i hvert fald meget, meget godt. Der var i hvert fald ikke tale om en normal bondemand her, det var da helt sikkert. Og faktisk var Abraham overrasket positivt over hvor godt manden havde holdt hovedet koldt, i modsætning til ham selv. Men nu var manden nok heller ikke ligefrem varulv. Selvom han insinuerede, at han havde beskidt blod. "Hrm.. Så du siger, at du også er uren?" det var lidt meget at antage, det vidste Abraham godt. Men han var heller ikke kendt for at holde sine holdninger eller spørgsmål indpakket i satinsilke. Han tørrede langsomt blod væk fra tindingen med sin håndryg og sank lidt mere sammen i sin trætte, udkørte krop.

"Jeg er en varulv," indrømmede han, uden at tøve det mindste. Herude var det jo pisse lige meget. Herude var Dianthos' lov der ikke rigtig til at slå ned på ham og erklære ham til en fare for sine omgivelser. Der var en grund til at han var her og ikke i en by. "Nej, jeg skifter ikke form og forsøger at æde dig. Det er ikke for at berolige dig jeg siger det. Du ville sikkert sagtens kunne håndtere en varulv efter hvad jeg har set i dag.."

Som for at bekræfte Tantos blodsstatus, spurgte den ukendte mand opfølgende, om han også var uren. Ingen stor fanfare blev givet. Øjnene lukkede blot i, som hovedet vippede kort frem ad, før øjnene åbnede igen og hovedet vendte tilbage til sin normale position. Det var en kold respons. Præcis ligesom resten af halvdæmonens adfærd. Hundrede år under Bagludan havde efterladt sin opdragelse uden tvivl. Om Tanto ønskede denne eller ej. Det lå lige så meget i hans blod, som blandingen af menneske og dæmon gjorde - desværre.

"Varulve? Mine søskende havde nogen som forsøgskaniner. Og kæledyr," fortalte Tanto. Halvsøskende kunne han have sagt, for det have været de ældre fuldblodsdæmoner, der havde fundet varulve som passende kæledyr, som mennesker fandt hunde og katte. Dog kunne halvdæmonen ikke lade være med at skæve hovedet til mandens kommentar. Han fandt ham altså stærk og magtfuld. Eftersom han ikke ønskede en udfordring mellem mandens varulveskikkelse og Tantos sværdteknik. Klogt valg mente halvdæmonen. "Halvdæmon. Min far dræbte hele min familie. Mor foran næsen af mig." Skønt det nok var en trist historie at fortælle, var der absolut ingen ændring af følelser i Tantos stemme. Den var den samme kolde og monotone som før. Hvad der var sket, var sket. Tanto kunne kun se frem af og undgå at støde på sin far eller søskende. Han vidste, Bagludan var efter ham. Han ville have sin søn tilbage. Sit eksperiment.

Abrahams blik blev mørkt af hvad den fremmede sagde omkring hans søskende. Han nærede et mindre håb om at han ikke havde det lige sådan, men for nu, sagde han intet. I stedet lyttede han til hvad manden havde at fortælle. Og hvor åben han var. Så igen, kunne det både ses og høres hvor kold og kontant han var, så mon ikke han måske bare var ligeglad og sagde det, fordi han kunne og havde lyst? Abraham var jo ikke ligefrem den store sociale kamæleon, så det var ærligt talt lidt af en gåde for ham.

"Hm.." brummede han i sin sædvanlige mørke stemme, som han tørrede sin blodige hånd af i græsset. "Jeg håber ikke, du forventer sympati. Jeg er blevet fortalt at jeg er forfærdelig til at trøste folk. Men hvorfor fortæller du mig det? Hvorfor ikke starte med dit navn?" spurgte han i en træt tone. Han vendte sig lidt bedre mod manden. "Mit er Abraham," med det sagt, virkede det næsten til at han skulle til at række sin hånd i hilsen. Men Abraham havde efterhånden også lært at de fleste ikke havde lyst til at ryste hans hånd alligevel, så han endte blot med at sidde og kigge på den fremmede sværdkæmper. For sværdkæmper, det var han, uden tvivl.

Det var ikke som sådan et smilende fnys, der kom ud af Tanto. Det var mere en brummen. Han forventede ingen sympati. Hvad skulle det gøre godt for? At denne beskidte ulvemand sagde, han var ked af, hvad der var sket, gjorde ingen forskel. Det bragte ikke familien tilbage. Det fjernede ikke de hundrede år. Det fjernede ikke arrene og minderne. Det gjorde absolut ingenting. Og derfor reagerede han heller ikke på denne del af mandens ord. Dog havde han fat i noget. Hvorfor fortælle om dem selv før navne? Det var nemt. Det var manden selv, der havde startet med at snakke om sit urene blod. 
Og derefter kom mandens navn. Abraham. Ikke noget, Tanto ville kommentere eller noget. Navne var navne. "Tanto," fortalte halvdæmonen endnu med sin sædvanlige tone. Dog kunne han ikke lade være med at føle, at Abraham ønskede at trække sin hånd ud. Få den trykket af Tanto for at hilse korrekt, men ingen hånd blev stukket ud. De blodige hænder forblev enten i græsset eller andet steds på Abraham, imens Tantos forblev i skødets kryds. "Hvorfor var de efter dig? Dit blod eller er du på kanten med loven?" Tanto var ingen at snakke om dette. På kanten med loven var dagligdag for ham. De mange lig, der var hobet op af halvdæmonen. Enten direkte lejemord eller bare uheldige, der havde behandlet Tanto forkert. Han var ikke en mand at lege blidt og let med. 

Abraham kiggede kort mod sværdkæmperen da denne nævnte sit navn. Det lød ikke som noget, man lige hørte normalt. Faktisk var der noget lidt eksotisk over det. Sydligt eller østligt? Abraham kunne ikke sætte en finger på det, men han var ikke ligefrem udlært i sådanne ting, så selvfølgelig vidste han intet om det når det kom til stykket. Han fik langsomt rejst sig og vadede hen til sin taske for at hive en gammel trøje op. Ikke kun det, men også et vandskind. Dette blev rakt mod Tanto, da de jo lige havde været oppe at slås. Der var altid den ene eller den anden form for anstrengelse ved sådan noget, så det ville ikke undre ham hvis Tanto var mildt tørstig. Lige som han selv var.

"Jeg har altid været på kanten med loven. Jeg tror ikke det var derfor de var efter mig, så meget som at jeg lignede et let mål. De ville gerne have krystaller. Og jeg havde ikke lyst til at give ud til dem når de ikke engang spurgte pænt," ordene var fulgt af et skuldertræk, som Abraham lagde sig helt ned i græsset, for at få ro på sig selv.

Endnu siddende fulgte Tanto med hovedet og blikket, som Abraham rejste sig hen til sin taske. Den var sikkert blevet smidt, inden halvdæmonen var kommet. Lige, da røverne havde vist deres sande intentioner, ville den være blevet smidt for at gøre en mere kampklar. Tanto kendte det. Hængende og dinglende ting og sager ville være en hæmsko for en selv i en kamp. 
Tilbage kom Abraham med en trøje og et vandskind. Ja, en kamp ville ødelægge ens beklædning. Enten med åbne huller og rifter eller bare malingen af blod derpå. Tanto havde vænnet sig til det. Der var ingen kro eller civilisation, han skulle ind i dag, så der var intet behov for at se anstændig og ufarlig ud. 

Vandskindet blev overrakt til Tanto. Takkende nikkede halvdæmonen, inden han tog en slurk for derefter at række den tilbage. Han var ikke tørstig som sådan. Jovist havde han lige været i en kamp, men med den erfaring han havde, havde denne ikke været det sværeste. En svedperle eller to. Intet værre.
"Lyder til de fik, hvad de fortjente. Man ligger, som man har redt," Det var hårdt sagt, men sådan opfattede Tanto livet. Efter alt, han havde oplevet, havde halvdæmonen ikke meget overskud til barmhjertighed. Oftest fik personer, hvad de fortjente. Konsekvenserne af deres handlinger. "Flygter du fra loven nu?" De mørke øjne kiggede på varulven kort. Varulve kunne give en lille dusør, ikke? Og selvom Tanto havde gjort værre, skubbede han tanken ud. Meget vel var han tydeligvis kold og egoistisk, men så slem var han endnu ikke. For ud fra antallet af ofre omkring dem ville Tanto have overhånden over Abraham - dog havde halvdæmonen ikke glemt den mærkværdige evne, Abraham havde vist. Den kunne volde problemer, hvis de var hinandens fjender. Heldigvis var de ikke dette - endnu.