Man kan sige meget om Kazimi familien, men deres adgang til de gode helere var ikke til at tage fejl af, selv nu blot få dage efter var der ikke længere behov for at se familiens heler, som hun endelig forlod paladset denne aften. Endelig fik lov til at gøre hvad hun havde lyst til, hvad end hun fik lysten til nu med ni fingre, noget der stadig var svært at vende sig til, jo, der var kun gået timer men følelsen af den kniv, gik stadig igennem hende hver gang hun forsøgte at bevæge fingren. Var nærmest umuligt ikke at gå og række lidt med den som hun gik der, igennem de store porte, ud af den flotte palads, som altid gik hun aldrig ud af hoveddøren men tjenestefolkenes sidedør. Hun strækte sig og lod kort vesten og den puffet trøje viser hendes mave som hænderne blev rekt mod himmelen. De gyldne smykker mødtes i et farverigt lys aften solens stråler, og de sorte bukser sad som altid tæt på hendes figur. Ingen chakram, kun de gemte knive under trøjen. Som de sorte sko gav lyd som hun gik imod porten ud af kazimi familiens område.

Hun stoppede dog efter at have gået lidt, stod mellem døren ind til paladset og muren der omringet det, og vendte fronten imod de fine døren der førte ind. "En dag." mumlede hun bittert og drejede om på sin hæle. Dog fik hun aldrig taget et skridt, hun gik blot i stå og lod blikket falde over sig, familiens symbol var syet i vesten, nær hjertet. Et dybt suk forlod hende da igen smerte fra den manglende fingre gik igennem hende. Blikket dansede mellem de åbne hænder. En, to, tre...ni..."Sikke en test.." igen sukkede hun. "Loyalitet? Min bare..." lyd det bittert, surt. "Fortæl mig nu bare..hvad jeg gjorde forkert i stedet!" hårdt lod hun tænderne møde hinanden, og instinktivt lod sine hænder samle sig om de ene lille finger hun nu havde. Igen sukkede hun dybt og lod blikket falde mod porten ud til byen. Mon ikke en god vandpibe vil hjælpe. Tænkte hun med et smil, og målet var sat, afslapning!

Balzera.. Hun havde altid hørt skrækhistorier om byen, men alligevel havde hun valgt at betræde det tørre ørkensand. Faktisk stod hun midt i paladset, der tilhørte Kazimi-slægten. Et sted hun aldrig havde forestillet sig, at hun ville komme i nærheden af, måske fordi hun havde hørt så mange rygter om de slaver, der blev holdt på paladset. Hun havde faktisk intet ønske om at overvåge deres arbejdstilsand. Den rolle, hun umuligt kunne redde dem fra, medmindre hun startede en stor konflikt med fyrsten. Ikke et stærkt ønske fra hendes side af. Nok havde hun lige afsluttet et nogenlunde tilfredsstillende møde med selv samme mand, men hun vidste intet om ham. Kun hvad rygterne kunne fortælle. Sådanne rygter skulle enhver forsøge at forhindre, men en mand som ham, havde muligvis intet imod det.
Sihan puffede til Sitali’s ryg, som han var ivrigt efter at forlade det store område, de skulle ud på den anden side af de store porte, så de atter kunne trække vejret og ikke føle sig begloet. Sitali stod med rank ryg, bar sig som én med indflydelse og ikke som de øvrige slaver, der krummede tæer, hvis vagterne nærmede sig. ”Sira.. Elindir.. Vi får brug for et sted at overnatte” lød det stille, nok kunne de sove i paladset, men hun havde ikke planer om at tage imod et sådan tilbud. Der kunne luske mange rundt de fine gange. Sitali havde ikke et ønske om at blive fanget i en konflikt indenfor murene. Hendes følge, nikkede begge to, som de trådte ned af trapperne og bevægede sig imod porten. Sitali så sig over skulderen, før hun fulgte trop med Sihan ved sin side.

En skikkelse fangede hendes blik. Pigens mumlen fik hende til at spidse ørerne, som hun rynkede ganske let på næsen. Sira og Elindir fik lov til at fortsatte ud imod porten, hvortil hun i stedet drejede omkring og gik imod pigen. ”Undskyld mig, men er alt i orden?” spurgte hun lettere bekymret. Pigen så ikke særlig gammel ud, hendes mumlen havde vækket en bekymring hos hende. Var hun blevet afvist hos fyrsten eller hvad var der foregået siden hun nu stod udenfor på denne tid af døgnet? Det var ikke muligt for hende at bemærke våbenskjoldet på pigens tøj, da hun stod med siden til. Sihan puffede igen til Sitali, denne gang til hendes hånd, som hun bare gjorde et vift med hånden. Ikke nu.. Klæderne måtte gøre det klart for pigebarnet, at hun ikke var en slave, men man kunne tage fejl i mørket, som de gennemsigtige klæder fulgte hendes krop. Smykkerne glintrerede i solens stråler, som smykkerne bevægede sig efter hendes gang derover.

Selv når man lå og ventede på ens fingre var helet var det umuligt ikke at høre at der kom en sær gæst denne dag til paladset, og ikke blot en sær gæst, en elver, for at møde fyrsten. Hvem var dog svært at sige, men netop som hun tænkte over dette, gik to ørkenelvere forbi hende, hun stoppede og lod blikket falde over de to som lidt i hast, gik ud af porten foran hende. Mon mødet gik godt så? Siden de gik nu? Var svært at forstille sig ørkenelvere vandre så frit rundt, de solgte jo godt, så at se dem i par var ikke overraskende, faktisk ville det være sært hvis de gik alene rundt i netop dette by. Undskyld, Tania blinkede ved disse ord og vente sig om som resten blev hørt. Kort lod hun blikket falde over tøjet, dyret der gik lige bad kvinden, og kvinden selv. De to andre var tydeligt knap så vigtige som denne kvinde, og i øjeblikket dette gik op for hende nejede hun og tog de azur blå øjne falde til kvinden fødder. "Beklager!" lyd det glad, som nejet stoppede og et afslappet smil blev vist til elverkvinden. "Lad, være at lade mine bekymringer påvirke dig." hun samlede hænderne foran og lod fingrene flette, så godt hun nu kunne med den lille stump der stadig føltes sær - specielt da hun var vestre håndet. Noget, hendes far i det mindste kunne have spurgt om før han tog den fra hende. De azurblå øjne mødte kort de gyldne men deres hvilested var elvernes skuldre. Håret faldt og lod det røde skær komme frem i lyset som hun lod hovedet lægge i et nik imod hende. "De må være vores beæret gæst?" spurgte hun håbefuldt, spændt.

På trods hun tydeligt forsøgte at holde blikket på elverkvinden var det nærmest umuligt med dyret nær hende, gang på gang, måtte hun tvinge synet tilbage på skulderne. Pelset dyr havde aldrig været noget Tania kunne lig, ikke umuligt at hun har skriget højere, og i større chok af de små pelset dyr end da hendes fingre kom af. Men dette store dyr gjorde hende ikke bange, blot fik en stor tvang til at holde øje med det, var det derfor hun var modig nok til at vandre? En kvinde som hende, i det tøj, den krop? Ville blive taget i et øjeblik på en slave handle, og hendes pris ville være urimelig høj, selvfølgelig ville hun ikke bare vandre selv i denne by, i dette sted, selv hvis fyrsten havde advaret folket imod de kom, så opførelsen skulle være i orden.

De ville ikke være i stand til at kunne overnatte et tilfældigt sted i byen, netop fordi de som ørkenelvere var særligt udsat, når de gik frit. Derfor nåede Sitali også lige at overhøre Elindir beklage sig over, at de ikke bare drog hjem med det samme. Men det havde været en lang dag, så det ville være risikabelt at tage turen til Thal’Elor nu, selvom luften var kølige, så ville der være langt flere landevejsrøvere nu. Derfor svarede hun ham heller ikke, som Sira greb hans arm og førte ham ud imod porten. Sitali og Sihan var ikke helt så hurtige til at finde udgangen, da pigens mumle straks gjorde hende bare en smule bekymret. Egentlig burde hun ikke bekymre sig om paladsets beboer og da slet ikke, da hun først fik øje på emblemet på pigens trøje. Kazimi’s våbenskjold? Hvem var hun mon? Der var lige pludselig en del spørgsmål, som hun dog blev revet tilbage til det oprindelige, da pigen svarede. Pigen nejede endda. ”Nok hører jeg ikke til her, men jeg har det bedst, når mine omgivelser er af behagelige tanker” ordene kunne lyde besynderlige i pigens hoved. Men det var mest af alt som svar på hendes ord, om ikke at bekymre sig om hende.

Pigen havde hørt om deres ankomst til paladset? Men hun ville nu ikke gå så langt at kalde sig selv for en beæret gæst. ”Jeg er her blot for et muligt samarbejde” svarede hun med et høfligt nik, som hun lod blikket dale på skikkelsen foran hende. Stemmen lød lys, men kroppen så ældre ud, så Sitali kunne ikke andet end at blive forvirret over synet og opførslen hun var blevet mødt med. Sihan lod til at trække pigens blik til sig, som han dog havde sat sig ned, afventende, men også lettere opgivende, nu hvor Sitali havde indledt en ny samtale. Men derfor bemærkede hun også pigens blik, vågende og forsigtig, noget der bragte et stille smil til hendes læber. ”Bare rolig, Sihan gør Dem intet, hvis De forholder Dem i ro” lød det beroligende, som hun ikke havde i sinde at lade Sihan gå løs på en af de ansatte og slet ikke så formel, som hun så ud. Hun mindede hende om en anden.. kvinde, med et formelt formål tilbage i tiden.

Det er typisk, at man ender på en sølvfald foran ens beæret gæst en dag man netop ønskede at slappe af, men hvorfor ikke benytte dette for at komme tæt på gæsten, var jo netop dette hun var oplært til - at være hende man ville bruge tid med, hende man opsøgte, at komme tæt på livet af andre, og lære dem at kende. Derfor var det jo oplært ikke at slappe af alene denne dag, og med gæstens sære udtale blev dette blot mere klart. Det var dog tydeligt at Tania ikke helt forstod hvor gæsten mente med sit sære udvalg af ord. Hun blinkede nogle gange ved ordne, og med en tydelig eftertænksom grimasse. "Jamen, så lad os finde dem et sted hvor, der vil være mere behageligt!" Igen var hendes ord spændte, glæde fulde og fuldt af et høfligt nik. Elvere, med deres flere hundrede år bag sig, talte måske bare på en sær måde, så tankerne omkring hvad der endelig blev mest blev lagt bag hende. "Selv søgte jeg en shisha at nyde, kender desværre ikke meget til hvad, nogle som dem vil finde behageligt." tilførte hun, selvskab skader aldrig, og høre om fyrsten, eller mere om gæsten, der var intet at tabe.

"Og jeg er sikke på sådanne en samarbejde ville glæde både Balzara og deres folk." igen blev ordne fyldt at et høfligt nik, som hun rettede ryggen, og lod hænderne mødtes bag hende, af rent instinkt, samlede hun hænderne om den eneste lille finger hun havde, måske for at passe på den, måske blot for at mindes den er der, ikke noget hun selv var herre over, eller vidste at hun gjorde. Blikket gik strakts på dyret som det blev omtalt, "Sihan." Navnet blev gentaget som hun lod øjne studere dyret, alt for pelset for at være noget hun nydt, men var svært at komme uden om dyret var pænt."Han er smuk." tilførte hun stille, selvfølgelig skulle hun nok forholde sig i ro, ellers kunne hun ikke tillade sig nær sådanne en gæst. Det var sært at tænke, denne gæst foran hende nemt kunne være hundrede gange hendes alder, og stadig have en krop som en ung kvinde, var en sær ting at tænke over, at denne kvinde kunne være hundrede år, eller gamle nok til at have set Balzara bliver skabt, og måske endda var ældre end hendes slægt.

Pigen virkede så overgearet og fuld af energi. Sitali forstod ikke rigtig, hvor hende begejstring kom fra, men hun nænnede ikke at spørge hende, da nogle godt kunne blive fornærmet over et sådan spørgsmål. I stedet valgte hun blot at smile til pigen foran sig. Hun havde et snert af noget genkendeligt, glimtet i øjet og hendes friske humør, hvor var det nu, hun havde bemærket det sidst? Fortabt i egne tanker hørte hun ikke pigens ord til at begynde med, men et puf fra Sihan bragte hende tilbage til samtalen. ”Det må De undskylde” beklagede hun straks, som hun måtte have virket fjern overfor hende. Hun foldede hænderne foran sig, strammede det gennemsigtige stof omkring sin krop, så det sluttede tæt omkring hendes figur. ”En Shisha?” gentog hun forvirret, som hun ikke mente at have hørt ordet før og hun var ellers godt befærdet i det almene sprog, men måske det var mere udbredt i Balzera og derved ikke en del af lærebøgerne derhjemme? ”Te, urte te, gerne med et strejf af citrus, hvis det fås på disse kanter” forklarede hun høfligt pigen. Hun virkede som typen, der gerne ville opfylde gæstens krav og ønsker, så hun ønskede ikke at holde tilbage med sit eget ønske.

Et suk forlod de smalle læber, som pigen mente at et sådan samarbejde ville glæde begge parter. Hun skævede tilbage imod paladset, ikke helt overbevist om at hun ville kunne tale deres sag foran rådet endnu. Fyrsten var en besynderlig skikkelse og rygterne var kommet ham i forkøbet, så hun var ikke sikker på, hvorvidt hun skulle stole på hans løfte. ”Det må tiden vise” konkluderede hun eftertænksomt til pigens ord, som hun atter vendte blikket imod hende. Der hvilede et stille smil på hendes læber, det lyste dog op, som samtalen blev vendt imod Bhediya’en ved hendes side. Hun nikkede taknemmeligt til hendes høflige ord, som hun strøg Sihan over ryggen. ”Jeg er nød til at spørge.. Men hvem er Deres forældre?” spurgte hun forsigtigt, da hun nødigt ville fornærme hende, hvis nu det var oplagt. Fyrsten havde sikkert flere børn i sine rækker, ansat og kontrolleret indenfor paladsets mure. ”De minder mig om en kvinde..” forklarede hun uddybende, ligesom for at undskylde for det pludselige spørgsmål og samtidig give hende en forklaring på, hvorfor hun var nød til at spørge.

Et lille fnis forlod den unge pige som ørkenelverne tydeligt faldt ind i sine tanker og lod dyret, puffe hende ud af dem. Den højre håndryg dækkede hendes læber, som hun rystede på hovedet, "De skal ikke undskylde!" lyd det som de små grin døde ud, "håber det var nogle gode tanker." forsatte hun som hun drejede sig halvt væk fra den fine gæst, og blikket faldt imod porten, mens den vestre hånd hvilede på hoften. Spørgsmålet om en Shisha fangede hendes blik som det kom retur, og netop som hun skulle til at forklare, gav ørken elverne sit ønske. Den firefingret hånd som stadig ikke havde fundet hvile, mødte hendes læber, som hun lod ringefingren hvile på læben. "Mhmm..Te." det første tanke var den kro, hvor ejeret havde ladet sine ørkenelvere slaver nærmest styre den, men i dette selvskab valgte hun elegant at lade sine tanker søge efter andre løsninger. Shishaen blev lagt i baghovedet til senere, det nye mål var te. "Kender et sted eller to? Den ene er dog ikke god til dem." hun nejede kort og lod et vægt lægge på god, og dem, før hun forsatte. "Tror den anden, er mere behagelig for jer." igen nejede hun kort. Der var i hvert fald ikke slaver, og en af arbejder var en ørkenelver, så helt galt ville det ikke gå.

Hun vidste, bedre end de fleste hvor besværlig fyrsten var, men hun vidste også hvor meget han ønskede at slægten skulle blive styrket, så selvfølgelig ville aftale eller forslaget han havde lagt, være til deres fordel, mere end elvernes, var nok ingen hemmelighed at han ofte søgte den form for aftaler. "Håber tiden viser noget godt." smilte hun til de lidt  usikre ord der forlod ørkeneleverne.

Netop, igen som hun skulle til at gå, føre dem til det te ørkenelverne eftersøgte lyd nogle ord der fik den unge pige til at fryse på stedet, og lade blikket falde tilbage på hende, de glade øjne var væk dog kun ganske kort, forældre. hun sank en klump og genvandt sin facade og vendte fronten tilbage imod den æret gæst, og de næste ord fik Tania til at blink en fem gange som hun blot kigget imod Sitali, og et øjeblik manglede hun ord. Den originale plan var at lyve, og føre samtalen videre, men, overrasket tog hun et skidt væk fra ørken elverne, og blikket blev slået i fliserne. "Jeg.." hun sank igen en klump før hun træk vejret dybt. "Ved det ikke." var det ærlige svar, som hang i luften mellem dem et øjeblik. Tydeligt i tvivl om hvad hun skulle sige og gøre, lod hun blikke falde til porten bag dem igen. "Det..der te?" spurgte hun forsigtigt, og gjorde tegn til at følge med.

jeg lukker Tania.