Den kolde luft, der fór forbi Ché, var en stærk kontrast til den varme, han havde forladt hjemme i teltet og Kalliopes arme. De sidste måneder havde været som på en sky for den gamle slave, der så sit folk trives og stille og roligt bygge deres nye hjem på marken i Medanien. Og så havde Ché fundet noget, han aldrig havde troet, at han skulle. Kærligheden. Kalliope fyldte hans tanker dag og nat, og han kunne ikke huske, at han nogensinde havde følt sig så levende, som med hende ved sin side. Hun fik ham til at tro på, at alting nok skulle lykkes. Alting skulle nok blive godt. Og han glædede sig til at leve et langt liv med hende og sit folk. Han havde fundet et sted at høre til.

Men i dag havde han måtte kysse de bløde læber farvel, som han var blevet hidkaldt. Et bud var dukket op med en besked om, at en storbonde ønskede at se Ché. Det var ikke en bonde, Ché kendte, men han ville gøre alt hvad han kunne for, at de havde et godt forhold til dem, der boede omkring dem. Det var ikke alle, der var tilfredse med, at der blev bygget en ny by med en fremmed race i deres lille del af verden, men fordi Ché var så rolig og diplomatisk med lang øvelse i at håndtere dem, der følte sig som mere end ham, var den lille gruppe topalis ikke stødt ind i større problemer. Så han havde klædt sig godt på og havde rusket liv i Fenris, så de kunne komme af sted.

Griffens muskler arbejdede under ham, som de store vinger holdt deres samlede vægt i luften. Der var altid noget befriende at flyve med sin bedste ven, også selvom de lige nu var tavse. Deres mentale bånd var som altid nok for dem, en følelse af nærhed, de havde levet med i mange år.
Landet under dem bestod af grønne græsmarker og større og mindre klumper af skov. Krystallandet var et smukt sted – de havde rejst langt i den tid, de havde haft deres frihed, og de havde set både marker, hav, ørken, bjerge og byer. Men der var noget over Medanien, der tiltalte Ché, og han nød som altid at se det hele lidt oppefra.
En græsmark blev til en skov og Fenris dykkede lidt ned, som vinden og opdriften skiftede. Beskeden havde beskrevet storbondens gårds placering, og den burde ligge ikke langt efter skoven. Men så langt nåede de ikke. Ché nåede knapt nok at opfange det svage duf, en pil laver, når den rammer en krop, før Fenris skreg i smerte, både ud i luften og i hovedet på ham. De store vinger stoppede med at slå og den store krop begyndte langsomt at falde, så Ché måtte klamre sig til den.
”Fenris?!” Råbet blev flået ud af munden på ham af vinden, et ord fyldt med desperation. Det var ikke så meget det, at de faldt, men at den mentale forbindelse imellem dem pludseligt føltes så svag. Det føltes som en evighed, inden griffens svage stemme lød i hovedet på ham.
”Slip mig.”
Ché forstod ikke, hvad han ville, men efter en kort tøven slap han ham. Straks skiltes deres kroppe, og griffen drejede rundt i luften, greb ham i sine kløer og trak ham ind til sig for at lægge en vinge over ham. Og så ramte de trækronerne. Griffens krop beskyttede Ché fra det værste, som de bragede ned igennem grene, der larmende knækkede omkring dem. Lyden, da de ramte jorden, borede sig ind i Ché sammen med smerten. Brækkede knogler, kød der gav sig, lyde af smerte. Hans lyde af smerte.
Hvor længe han var fanget i bevidstløshedens mørke, vidste han ikke, men som han begyndte at komme tilbage til virkeligheden, var det første, han lagde mærke til, stilheden. Tomheden.
”F-fenris?” Der kom en hvæsende lyd fra ham, som hans ene lunge var kollapset. Der kom intet svar, men det vidste han allerede, at der ikke ville. Griffen havde beskyttet ham som sin sidste handling og lå nu under ham, død. Sorgen væltede ind over ham og overskyggede smerten fra hans egne skader, og han begravede ansigtet mod den fjerede brystkasse. Han havde ikke luft nok til at græde, men tårerne forlod alligevel hans øjne.
Sådan lå han, indtil en lyd fik ham til at løfte hovedet. Ikke langt derfra imellem træerne stod en mand. I den ene hånd havde han en armbrøst, som han dog satte i et hylster på ryggen, da han så, at Ché bevægede på sig. Roligt begyndte han at gå nærmere, og i stedet for armbrøsten, trak han et sværd. Havde Ché kunnet, havde han trukket sit eget sværd for at forsvare sig, for at hævne sig, for det var tydeligvis manden, der havde skudt dem ned og var skyld i Fenris’ død, men Chés krop var gået i stykker efter faldet. Han kunne ikke andet end at se op på mandens ansigt, der var skæmmet af et stort grimt ar, og de døde øjne, der var tomme for følelser og liv.
Ingen af dem sagde noget, som manden kom over til ham. Hvad var der at sige? Som det kolde metal blev skubbet ind i brystet af ham, ærgrede han sig over, at han havde forladt Kalliopes varme favn denne morgen. Han ville have elsket at leve et liv sammen med hende. Og så tog mørket ham, skyllede smerterne og sorgerne væk. Og et sted på den anden side kaldte Fenris på ham.