Cordelia havde set lysene fra et af vinduerne. Eller et af spejlbillederne havde, og hun havde vidst hvad det betød. Hun havde stået og kigget ned på det eneste sted på Ædelborg, hun ikke havde turdet begive sig hen endnu. Det var snart to uger siden, hun var genopstået, men hun havde ikke haft modet til det endnu. Selvom hendes krop var lige her - og egentlig fire andre steder på borgen - var den også dernede... Ti fod under jorden og med en pænere sten, end hun kunne have ønsket sig. Hun vidste ikke engang, om der stod noget på den udover sit eget navn. Hun gøs ved tanken. 
Spejlbilledet var vendt om på hælen og havde fundet Cordelia ved Leonoras side. De smeltede sammen, Cordelia forklarede sig, og nu var et spejlbillede hos fyrstinden, mens hun selv var på vej ned ad trapperne. Hvem ville tænde lys på graven? Hvor mange havde hun efterladt? Hvem havde hørt nyheden, og hvem havde ikke?

Hun havde taget en frakke på og knappet den helt op til halsen. Selvom både skjorten og undertrøjen dækkede huden, følte hun arrenes kløen og kradsen og havde fornemmelsen af, at alle kunne se dem. De fleste på borgen blev ved med at lade deres øjne vandre derned, selvom hun var fuldt påklædt. Alle vidste, hvordan hun var blevet slået ihjel, og alle vidste, engle genopstod med arrene fra netop dét sår. Det, og vinger. Vinger, der gav Cordelia kvalme bare at tænke på. 
Et par meter fra graven stoppede hun op, hendes fodtrin mere sagte end de hulk, der kom fra den siddende skikkelse. Cordelia lagde armene om sig selv og fik tårer i øjnene for hvad der måtte være halvtredsenstyvinde gang denne uge. Det havde været svært at komme tilbage. Intet var som det plejede, og alles sorg var pludselig blevet afbrudt af hendes tilbagevenden. Hun kunne stadig ikke finde ud af, om det var en god eller dårlig ting, at Isari havde besluttet, hun ikke skulle forblive hos Kile. 
"A.." navnet sad fast i hendes hals. "Akurra?"

At høre hendes eget navn denne aften var ikke noget hun havde forstillet sig ville ske, nok faktisk det sidste hun ønskede skulle ske. Den splittet tunge hilste igen på omverdenen og i et, forsvandt hulkene, som den hætteklædte kvinde, gik i stå. Den duft..den parfume. Hvad..I zaladins bare røv? Tænkte Akurra som hendes følelser blev mere blandet end de har været længe, men at tro på den virkelighed hun stod i, gjorde hun ikke. "Hør her...Der er en grund til jeg ikke bankede på hoveddøren." lyd det skuffet, irreteret, surt, fra den hætteklædte, som hun rejste sig. En fod stampede ved de to sværd på jorden, og lige så pludseligt som foden ramte jorden var de i hendes ene hænd, stadig dækket i deres skede. "MEN!" udbryd hun hårdt, men den hårde tone var tydeligt påvirket af det snif der holdt snot og tåre tilbage. "Når jeg siger til fyrstinden af hendes tjeneste damer stjæler de DØDES PARFUME DIN FORBANDET GRAVSTYV!" og som disse hårde ord blev sagt, var det tydeligt at hun havde fuld intention om at anholde denne tjeneste dame på stedet, men hele hendes krop gik i stå som hun drejede sig og lod sine øjne falde på dem skyldige.

Alt, gik i stå, og netop her kom den store måne frem og kastede lys over haven, over graven, over de to som endelig mødtes på ny. Sværdene faldt igen til jorden, som Akurra tog et skidt baglæns og ramte den ene af de mjød hun havde taget med. Så der faldt hun, med de flækket øjne, det grønne, det hvide, låst på Cordelia, det nye ar henover hendes næse som stadig var ved at heale alt, kom ud i lyset. Det helt nye insignia der vidste hun stod som rekrut i byvagtens grænsevagter, som hun ramte jorden stirret hun mere opgivende på stikkelse, nej, hendes bedste veninde, hun sank en klump, som de tåre fulde øjne igen begyndte at løbe. "Sø....søs?" mumlede hun fortabt. Ikke et ord hun nogle sinde havde brugt til at kalde på Cordelia, men blot et ord hun havde brugt til at beskrive hende de sidste to år til andre, disse to..sorg ramte år, de to mørkeste år i Akurras liv siden hendes brors død, nej..mere end hendes brors død.

Cordelia forstod ikke rigtig de ord, der kom ud af Akurras mund. Halvt fordi hun fokuserede på, hvor ondt det lød til hun havde. Ondt helt ind i sjælen. Ondt på den der måde, man ville ønske kunne drikkes væk, men selv det dybeste ølkrus kunne ikke få en derhen. Man skulle tro, hun havde vænnet sig til det nu, men man vænnede sig vist aldrig til at se sorgen i øjnene. Slet ikke når man selv var grunden til den sorg. 
Så hun stod bare, fastfrosset og næsten med et skamfuldt blik på Akurras fine sværd. Dem havde hun ikke haft sidst, havde hun? 
Som blikket blev hævet så hun emblemet og tøjet. Byvagt, næh grænsevagt. Hun havde virkelig gjort det. Opnåede, hvad hun ville i livet. Men det udtryk, hun blev mødt med, da blikket nåede Akurras, skar så dybt i hjertet, at hun måtte se væk igen. Det var for meget. 
"Undskyld," mumlede hun bare. 
Det var sjældent man så hende undskylde og endnu sjældnere, man så hende på denne måde ude af sine vante omgivelser. Hun lignede sig selv som ung pige mere end sig selv fra for to år siden. Fødderne, hvor vægten blev konstant skiftet fra den ene til den anden. Hånden, der pillede nervøst ved frakkens ærme. 
Hvad sagde man, når man var genopstået fra de døde?

Hele hendes figur rystede som hun lod blikket falde over Cordelia, som bare stod der, så tæt på, men alligevel så langt væk. Blikket var låst, på hendes figur. "Du...du...du." lyd det igennem hulk og tåre, som hun tøvende og besværligt kæmpede sig frem, og endte på knæ, hendes skuldre rystede voldsomt. "Du...hvis..." kæmpede hun frem. At..hun kan være der, vippende på sine fødder? Igen forsøgte hun at kæmpe ord frem, og med langt bedre virkning denne gang. "Hvis..hvis du er et spejlbillede..så...så kan jeg love.." Tåre løb hurtigt over hendes kinder, og faldt på jorden som regn. På trods af de mange tåre, var der et tydeligt smil på hendes læber, de blege læber rystede under smilet. Tungen kom igen hurtigt ud og hilste på verden. Jo...det er...det er hendes duft. tænkte hun i chok som blikket faldt til jorden. Hætten blev igen revet langt ned over hendes hoved. "GÅ!" lyd det i et skrig, fra Akurra nu krybet sammen over sine knæ. "Hvis...dette er...en drøm." begyndte hun at udtale mellem sin gråd. "hvis..." lyd det opgivende. "Hvis..dette..er falsk.." stille døde stemmen ind, som hendes hænder grab fat i jorden, og lavede klare spor efter hendes fingre. Dækket af sin krappe, som kun blev bevæget af hendes gråd, hendes glæde, hendes tåre, hendes panik over de mange følelser. Stadig, var den sande virkelighed det sidste i Akurra ville tro på. "Jeg..orker ik..ike..det her."lyd det som gråden knækket men kom retur med det samme.

Det var en ting at sidde foran en grav, men at se personen man sørgede foran sig, kastede ens hoved ind i mange følelser, men at tro på at man var så heldig at møde personen, ville man aldrig selv tro på. At løbe fra virkeligheden, at benægte den, var den eneste måde hun kunne passe på sig selv i dette kaos af følelser, og her..blev det for meget. "HVORFOR! Hvorfor skulle du dø!" græd hun videre, panisk over hvad hun så, hvad hun hørte, hvad hun følte. "Du aner ikke...hvor meget jeg elskede dig! Hvor meget jeg savner dig!" Kort, træk hun vejret mellem sine ord, og sin gråd. "hvorfor....forlod......du.....mig" kunne høres mellem hendes hulk, gråd og rystende figur.

Tårerne brød frem fra Cordelias øjne, mens sorgen udspillede sig foran hende. Den dybe, irrationelle sorg, der greb om sjælen og trak den nedad. Hvert eneste ord var endnu en kniv i hendes ømme hjerte. De havde alle sammen sagt de samme ting, stillet de samme spørgsmål. Selv børnene.
Der var ikke plads til at forklare sig. Akurras gråd og råb efterlod Cordelia stum. Med rystende hænder rakte hun ud efter sin veninde, men hun stoppede sig selv lige som hun råbte, at hun skulle gå. Troede hun, hun var et spejlbillede? Plejede Akurra ikke at kunne se forskel?

Med en dyb indånding tvang Cordelia vingerne til at dukke op på sin ryg. De spredte sig ud, råhvide og næsten skinnende i det blege månelys. Et par bløde fjer faldt til jorden, mens kvalme steg op fra maven til halsen. Hvordan kunne vingerne trække sig ind og ud ude at skade stof, tøj eller hud? Det føltes unaturligt. Lige så meget som hun havde måtte håndtere alle andres sorg, lige så lidt følte hun mulighed for at få hjælp til, hvad der var sket med hende. Hun følte sig ikke som en naturlig del a verden mere. Hun ville se alle omkring sig dø på et tidspunkt. 
"Isari sendte mig tilbage igen," sagde hun, da Akurras spørgsmål endelig stoppede lidt op. Råbet om, at hun skulle gå, sad stadig fast i luften. Det var virkelig det sidste, hun havde lyst til. "Jeg... Akurra, lad mig blive lidt, vil du ikke nok?"

Ved lyden, ved duften. ved lyden af vingerne lod hun modigt sit hoved komme frem, og igen lade blikket falde over Cordelia, hun stirret, på Cordelia, langsomt førte hun blikket til jorden, over til den væltede flaske,  kort sad blikket på lyset, og op på graven. Alt imens en lydlyse hulk mens tåre løb ned af hendes ansigt, blikket låst på graven nogle sekunder. Langsomt begyndte hun at acceptere virkeligheden,langsomt begyndte hun at acceptere det hele. Som blikket langsomt at bevæge sig langs jorden, over til Cordelia igen. Tungen hilste på verden flere gange som hun blot stirret på vingerne. "du.." sagde hun og blev hel stille.

hun træk vejret dybt som gråden stoppede, langsomt fandt hun sin taske. "Du..er ægte?" Endelig fuldførte hun sin sætning, sit spørgsmål, var nemmere når man ikke kigget på hende.En smule flov over at have råbt, hvad hun havde råbt, skreget, grædt og været så panisk som hun havde været. Op af tasken kom to flasker mere. Det splittet øjne blev dovne, som en enkelt bevægelse sendte den ene flaske af dværge urtemjød imod Cordelia. "Grib." lyd det opgivende, som den allerede lave kvinde, blev mindre. Der sad hun, nu med en flaske mere i hånden. De..guder må fandme gerne tænke på vores følelser blot engang. tænkte hun kort som blikket hævede sig fra hendes flaske til Cordelia. "hvor...hvorfor skrev du ikke?" spurgte hun med tåre fulde øjne, dog uden gråd, uden..meget andet lyd, end de ord der blev sagt.

De i forvejen hurtige reflekser var kun blevet styrket af tilbagekomsten. Hun greb flasken inden hun rigtig havde opfattet, at noget var på vej mod hende. Med forsigtige trin aflagde hun afstanden imellem dem, trak sine vinger ind med et tydeligt gys, og satte sig ned på jorden ved siden af Akurra. 
Hun strakte sin hånd frem med håndfladen opad og håbede inderligt, hun ville tage den. Det føltes som blot få dage siden, hun havde kigget ind i de anderledes øjne og det hvidlige ansigt. Arret var nyt. For Cordelia var der kun gået et lysglimt. For resten af verden... To år. 

"Det er kun to uger siden," forklarede hun sig og fugtede læberne. "Jeg... Det har været svært, med al sorgen. Fyrstinden... Bør... Børnene."
Hun sænkede blikket til græsset og vrikkede proppen af flasken. Egentlig burde hun ikke drikke - hun var jo teknisk set på arbejde lige nu. Teknisk set var hun altid på arbejde. Men en enkelt mjød med en sorgramt veninde kunne Leonora nok godt unde hende. De vidste stadig ikke, om de fik lov til at beholde Cordelia. Ville Mørket komme på visit og gøre det af med hende, når de hørte om hendes gesopstandelse?
"Dit ar, det er nyt," sagde hun tøvende. "Og du... Du kom ind hos byvagten?"

kun to uger? to uger? bekymret og stadig med blikket låst på jorden, langsomt åbnede hun flasken som Cordelia tale mere  og tog en større sluk. Kun to uger? og du er allerede tilbage på arbejdet? tænkte hun mistænksomt og lod blikket hæve sig til Cordelia, men igen, de der vinger, var uden tvivl hvor hedes øjne blev låst til de træk sig ind i Cordelia. Hun blinkede nogle gange ved synet. Kommer..til at være svært at vene sig til det. Akurra sank en klump som Cordelia talte om sorgen, hvor svært det var.

Du? du har svært ved sorgen? Hvordan tror du vi...jeg har det? igen, faldt blot enkelte tåre faldt som hun lyttede. At...se dig igen..gør lige så ondt som første gang jeg så graven. Hvor denne smerte kom fra, vidste Akurra ikke, men det var lige så rart som det ikke var at se Cordelia igen. man..havde lige vennet sig til..en ting. tænkte hun kort som hun instinktivt løftede hånden og lod en fingre bevæge sig over arvævet. "Det..ja..blot nogle uger siden. Dummede mig..og blev..redet" Kommenteret hun stille, nervøst, og tydeligt ikke klar over hvad hun skulle sige. Flasken mødte de blege læber kort. Hendes blik, mødte kort hånden mellem dem og stoppede der.

Byvagten? "Ja..Kom ind..et halv år ...efter du..døde..Byvagten blev...er helt blevet mit liv på det sidste." Var ikke forkert, de eneste fridage hun havde haft var dem sergent havde sagt hun -skal- tage. "Din...død" tilførte hun stille. "Var..en god..motivation?" lyd det usikkert, spørgende..og trist. Kan..man virkelig sige sådan noget? Langsomt løftede hun en hånd, og endelig fjerende tåre fra sine øjne med ærmet. Stadig lå hendes blik på hånden, langsomt løftede hun sin egen til at møde den, men stoppede halvvejs og lod blot hånden falde til jorden, med hendes blik. Igen, faldt en ny gruppe tåre til jorden og hun lod med rystende hånd lade flasken finde de blege læber på ny.

Cordelia prøvede ikke at tage det personligt, da Akurra ikke mødte hendes hånd. Hun lod den ligge på sit knæ, stadig med håndfladen opad. Akurra havde brug for tid - ligesom alle andre havde haft. Ligesom hun ikke gav sig selv. Det var bare lettere at gå direkte tilbage i arbejdsrutinen frem for at tænke for meget over død og vinger og den sorg, hun forskyldte alle vegne.
"Undskyld?" spurgte hun med et usikkert smil tilbage. 
Hun forsøgte at hæve stemningen, men det var en svær opgave, når det hele var så gravalvorligt. Blikket faldt til jorden igen og hun tog et par slurke af sin flaske. Hvor tit kom Akurra her, for at tale med hendes sten? Hendes sten... Det var vel egentlig hendes sten, men det føltes så forkert. Grave var til de døde, og nu var hun lige her. Og kroppen, der blev slået ihjel, lå stadig dernede. En yderst ubehagelig tanke.
"Hvordan er det? Byvagten?" forsøgte hun sig igen. Egentlig ville hun gerne høre historien om arret, men hun turde næsten ikke spørge, før Akurra var faldet mere tilpas i situationen. "Er det alt, du drømte om?"

Det var ikke fordi hun ikke ønskede at møde hånden, men det var svært, svært blot at tænke på at røre hende, svært nok at se på hende, hendes blik fladt igen til jorden. "Du..skal ikke undskyld." hvis nogle skal er det mig forsatte hendes tanker som blikket kort hævede til hånden, der stadig var åben. Stadig..var det hårdt ikke at tage hånden. Hendes hånd kom retur til ære og kørte langs det til næsen. "Det..er skønt, altid noget at lave. Så mange skønne folk!" lyd det, og for første gang smilte hun uden at tåre faldt fra hendes øjne. Nej hvor havde hun længe drømt om at have denne snak, at endelig fortælle sin 'søster' om dette. Hun løftede hovedet og mødte Cordelias blik. "Føler mig så hjemme..og nej jeg har taget alt for mange vagter i min fritid." igen, for første gang i denne samtale grinte hun lidt af sig selv. Igen løftede hun et ærme til sine øjne og fjernet de resterne tåre væk, stadig var hendes øjne våde, men langt fra sorg fulde. Tydeligt lidt utryg pludseligt faldt blikket igen til jorden. "Nej..hvor har jeg savnet dig." sagde hun pludselig som hun førte flasken til hendes læber, og lod den tømme, tydeligt at byvagten havde lært hende at drikke, altid en god måde at slutte en dag på. Her..lod hun ikke Cordelia svare, så snart Cordelias savnet stemme blev hørt, opførte slangen sig, som slanger gør bedst, med et pludselig spring, med et klart mål, at lægge sine arme om halsen på Cordelia, kramme hende, og lade sit hoved hvile på hendes skuldre. Og netop som dette skete, kom de mange tåre igen, men ikke af sorg...en klar glæde i hver en tåre, en umådelig lettelse.

Cordelia nåede så sandelig ikke at svare. Hun havde så mange ting, hun gerne ville sige til Akurra - så mange historier hun gerne ville høre. Der var gået to år - to år! - og der var tydeligt sket så meget mere med hendes veninde, end hun lige havde troet. 
"Jeg..." 
Hun blev væltet bagover af den pludselige vægt. Hendes ryg ramte græsset og som Akurras glædesgråd begyndte, således startede Cordelias egen. Om den var af glæde eller noget andet, kunne hun ikke helt finde ud af. 

Hun lå der med armene om Akurra, indtil deres begges gråd stilnede af. Følelserne havde ikke fået lov til rigtigt at komme ud efter hendes tilbagekomst, og det føltes som en kæmpe sten var løftet fra hendes skuldre. 
"Må jeg fortælle dig noget?" spurgte hun og holdt stadig armene om den spinkle halvslangekrop. Hun havde end ikke fortalt det til Leonora, hendes ellers dybeste fortrolige. "Jeg hader allerede mine vinger."
Indrømmelsen kom med et let grin - for det var da lidt absurd var det ikke? Her var man blevet genfødt og givet livet tilbage af selveste gudinden, og så havde man lidt lyst til at kaste op over de ekstra lemmer, man var kommet tilbage med.

Nej hvor var det skønt at lægge der, bare at holde hende, blive holdt. Disse sekunder, hvor længe et end var, hvor end deres flasker endte, alt dette var lige meget i hendes hoved. Alt der var vigtigt lige nu, var hende, hende der var i hendes arme, og at være i hendes arme..At være hjemme.

Hun træk vejret dybt som begge deres tåre faldt ind, "Hvad?" spurgte hun noget kun mere afslappet som Cordelia spurgte, et fnis forlod hende ved de ord som blev sagt, nej hvor var det rart at le med hende igen. "Må jeg være ærlig?" var de første ord efter latterne. "Syntes..virkelig ikke de klæder dig søs." Grinte hun kort, og igen træk hun vejret dybt. Det var endelig dybt seriøst, det knækkede det billede af Cordelia som var i Akurras hoved. Langsomt strækte hun sine arme, og rejste sig en smule over Cordelia. Og her fandt de blege kinder farve. søs..kaldt..jeg hende virkelig det..nok havde jeg omtalt hende sådan til alle andre..men...til hende? "jeg..mener Corr." lyd det stille, som hun satte sig på knæ ved siden af Cordelia, lidt flov over kælenavnet hun havde benyttet. tøvende og stille drejede hun hovedet og lod blikket falde på graven, og smilet forsvandt en smule. Hun træk vejret dybt endnu engang, som hendes hænder mødte hendes knæ.

Cordelia hev sig op på albuerne og smilede ved Akurras ord. Endelig en der turde være hudløst ærlig - ham-løs ærlig?
"Du må gerne kalde mig det. Det føles rart," svarede hun og rakte over for at give Akurras knæ et klem, inden hun kom helt op at sidde. 
Hun sad stadig tæt nok på til at deres knæ rørte hinanden, og ligesom Akurra havde Cordelia også glemt alt om de flasker, de havde haft i hænderne. 
"Jeg tror du er den eneste, der tør sige det," fortsatte hun og gned sin ene skulder lidt. "Jeg mener, er det ikke lidt... Klamt? De er inden i mig - det er ... Det er virkelig underligt. Men i det mindste er jeg her. Det bliver vel lettere, når alle har vænnet sig til det?"
Inklusiv mig selv, tilføjede hun i tankerne. 

"Har du altid følt, jeg var lidt en søster? Jeg tror... Jeg tror det passer meget godt... På os," Alle de ord. Hvor kom alle de ord fra?
Cordelia var normalt en lidt lavmælt person af få ord, men lige nu virkede det som om årene under jorden havde givet hende så mange spørgsmål. Måske var det i virkeligheden, at hun fik lov til at se folks sande jeg der midt i deres sorg, når hun viste sig for dem igen. Ingen af historierne om engle var lige så smukke og meningsfulde, som det hun oplevede nu. Lige så meget glæde, som folk følte over hendes tilbagekomst, lige så meget sorg og forvirring fulgte med. Det var aldrig nemt at tabe nogen, slet ikke til overlagt mord, men noget helt andet var at få dem tilbage år senere, lige når man var begyndt at håndtere sorgen. Ubevidst tog hun hånden op til der, hvor sværdene var blevet stukket i hende og gned arrene. Det var to år siden for dem, men mindet for hende stod klart for det indre blik. Sværdet i hendes krop var det sidste, hun kunne huske, før hun igen stod i Leonoras værelse, pludselig med vinger, et sværd og... helt nøgen. 

Du må gerne kalde mig det. Det føles rart. Som disse orb blev sagt fandt Akurra et smil af ren glæde. Langsomt lod hun blikket falde fra graven til hendes knæ ved klemmet. Hun fniste let som cordelia talte, fugle har altid været en meget blandet ting for Akurra, lysets nye general som havde ellers så fine fejr og vinger fik hendes til kvalme en smule blot ved tanken. Og nu, der, hendes søster nu også med vinger? Nej det var rart..at få lov til at tænke den slags. "De...Altså..Tror du score mere, uden dem." grinte hun lidt. "Jeg skal nok vænne mig til dem..Skal nok også holde af dem..må være svært for dig?." tilførte hun hurtigt, som hun tænkte på de ord Cordelia havde sagt til hende blot næsten tre år siden, omkring fyrstinden, blikket faldt på slottet som disse tanker kom frem. "De..er vel symbolet på du er tilbage ike?" selvfølgelig vil jeg elske dem tænkte hun kort som blikket faldt ned som deres knæ ramte hinanden.

Igen blev slangen flov, som Cordelia valgte at tale mere om søs, kommentaren. "Jeg..Altså." hvordan skal jeg forklare det her? hun sukkede let, ærligt? tænkte hun kort som hun første igen. "Har..altid set op til dig." som hun begyndte lod hun blikket falde en smule, det endte ved Cordelias hofte. "Du, betyder bare utrolig meget for mig..kan sige alt til dig! Har..lyst til at tale med dig! Du..er bare for vidunderlig til blot at kalde dig en ven." Blikket blev løftet til skuldren og ordne blev afbrudt som Akurra gabte, og en hånd faldt foran hendes mund. Noget hun havde tillært sig for længe siden, folk reageret altid med blandet følelser på de tandløse mund, og hugtænderne, så man lærte at holde dem væk fra pøblen. "Du..er så meget mere end blot en ven..så ja! selvfølgelig har jeg..altid set dig som en store søster!" tilførte hun som gabet endte, og her lod hun blikket endelig hvile på Cordelias ansigt.

Cordelia fnes lidt over kommentaren om at score bedre - ikke ligefrem noget, hun var ude på, eller efter. Der var kun én, der nogensinde havde betydet nok for hende til at hun var endt i de baner af sit tankespor. Den ene person var desværre bare så uopnåedelig, som hun nogensinde kunne blive. En hemmelighed, Cordelia nu havde udsigt til at måtte tage med sig i graven for anden gang. 
"Nu har du fået to års ekstra træning helt uden at jeg har fulgt med jo," svarede Cordelia, der ikke helt vidste, hvordan hun skulle reagere på komplimentet. "Så vinder du jo nok næste træningskamp!"
De havde altid været meget jævnbyrdige. Så langt fra hinanden i alder var de jo ikke, og de havde begge trænet under Cordelias far, der bestemt ikke havde været blid ved de to unge kvinder. I starten havde de holdt styr på, hvem der tabte og vandt hver enkelt kamp, men som tiden gik og de sad fast i en jævnbyrdig rekord, blev det irrelevant. 
Træningen blev fokusset, og det handlede mere om finesse og feje tricks. Hvordan de ville tage sig ud i en rigtig kamp. Selvom de rigtige kampe... Det var altid dem, man ikke kom hjem fra, der blev husket bedst. 
"Jeg kan ikke sige, jeg har savnet at tale med dig, for for mig er der altså kun gået et par uger siden vi sidst sås," fortsatte Cordelia og pillede ved et par græsstrå. "Jeg holder virkelig meget af det, og vores tid sammen. Det vil jeg absolut ikke være foruden, og jeg er virkelig ked af, du skulle opleve tiden uden mig - også selvom det ikke var for altid. Du har ændret dig en del. Arret, arbejdet. Det... Det er svært for mig at der er sket så meget, når jeg ikke føler, jeg har ændret mig."

Som Cordelia talte fandt hun sig selv ikke bare udmatte foran Hr. Højlund, med en lige så træt Cordelia ved sin side da det var 'unge', men som de to år blev nævnt var hun i dem, "Ja..sikke en masse erfaring jeg har fået..gadeknægte med en kniv..Skabe ro i en kro." Hun fniste lidt ved tanken over hvad hun endelig havde lavet uden fra hendes egen træning. "Du..har været oppe imod trænet soldater..Jo..du tabte." Hendes stemme blev lidt rystende som hun forsatte. "men..Med alle de erfaringer du fik den nat? Så jeg er ikke i tvivl du har fået mere ud af de sidste to år end jeg har og mon ikke din nye krop, kan nogle smarte ting?" Jo..jeg har lært meget, men at slås imod mørket? Den nat..Hvor meget mon ikke hun havde lært, specielt nu? Når man kan tænke over sådan noget, som ens endelige tab? hendes smil forsvandt som disse tanker kom forbi hendes hoved. Tænkte hun lige, 'godt' om coredelias død? tydelig skyld kunne anes på hendes blik, men hun holdt sit syn hvor det var.

Som Cordelia talte om savn, gik Akurra i stå. En tydelig smerte spredte sig i hendes mimik som Cordelia sagde der ikke havde været savn fra hendes side af, og igen fandt tåre frem i Akurras øjne, som hun lyttede mere og mere til Cordelias ord. "Søs..Meget skete de sidste to år..Ja..Men..det var også to år uden dig." her lod hun blikket falde til sine egne knæ. "to år? Opnået en drøm? fik en kniv over næsten? bidt en kriminel? Huh!" Som hun talte løftede en hånd sig, først til hendes ar, og så ned til en af de to flasker om halsen og holdt om den. "Søs.." gentog hun. "Jeg..alt der er sket de sidste to år..Den savn, den sorg, jo, det motiveret mig, fik mig til at tage dumme chancer..Er blevet forelsket..ja ja! Det skal nok komme.. Men..vil give det hele væk, for at have været her den nat." Lyd det stille som blikket hævede til slottet. "At have holdt dig i live, blot fem minutter mere...Vil give det hele væk, for blot fem minutter." Stille fandt hun smilet frem igen, og træk vejret dybt. "Men! Vi har tid nok nu ikke?" Spurgte hun glad, og afslappet som hendes syn faldt fra borgen, til hendes søster. En hånd gled langsomt fra hendes knæ og mødte den ene af hendes to sværd, og samlede fingrene om det. Igen træk hun vejret dybt.

At have været der den nat.. At have holdt hende i live.
"Hvad... Hvad har de fortalt om min..." Hun måtte synke en klump i halsen. "Min død? Det var ikke... Det var ikke som fars, Akurra. Han døde i kampen mod dem, mens jeg ledte retræten. Han døde... Ærefuldt."
Var der en sorg, hun ikke selv havde haft tid til at bearbejde, var det den. Hende afar var død der på trapperne, blødende og i smerte, men kun kortvarigt. For Mørkets hånd ligesom hende selv, men i kamp. I ærefuld kamp.
" Jeg... " Nu var det Cordelias tur til at få tårer i øjnene og igen gnubbe på sin brystkasse, hvor arrene sad. "De stak mig ned. Jeg stod i vejen. De ville gøre et eksempel ud af Leonora, og jeg stod i vejen. Jeg blev eksemplet. Der var ikke noget, nogen kunne have gjort. Akurra, jeg døde uden et våben i hånden. Det var på ingen måde.... "
På ingen måde hvad? Ærefuldt? Som døden burde være?
Der var så mange af Akurra ord, hun gerne ville følge op på. Bidt? Forelsket? Så mange historier, hun ikke havde hørt. Hun prøvede at huske dem. Lægge dem i en mental kasse hvor hun kunne spørge om dem om lidt. Lige om lidt, når minderne ikke fjorde så ondt. Hun fik stadig åndenød af at tænke på den aften. Hvordan sværdene havde gennemboret hendes hud. Hvordan  blodet havde fosset ud, og hvordan hendes egne skrig havde virket så uendeligt fjerne. 

"Nej..har ikke hørt et ord." Disse ord blev tvunget ind, som Cordelia startede at tale. "Hørte du var død og løb..har holdt mig fra alt der minded mig om dig..der ikke var dig." Som disse ord blev sagt imellem Cordelias tale hævede hun hånden med sværdet imod graven. Selvfølgelig havde Akurra forstillet sig Cordelia stå der til det sidste, træt, og holde langt længere end hendes egen krop. At høre dette ikke var tilfældet gjorde ondt. At se Cordelia blive trist over de ord hun brugte, gjorde ondt. Alt denne nat, gjorde ondt! lige som normalt når hun var nær den forbandet sten. Men hun lyttede til hvert ord, lige meget hvor ondt disse ord gjorde så -skulle- Akurra høre hvert et. Stille lod Akurra hånden fra hendes knæ møde Cordelias bryst hvor hn selv fornemmelse sine ar. "beklager." Sagde hun stille, som hun samlede endelig kræfter til at rejse sig, lagde god vægt på Cordelia some hun gjorde, og i nogle få skridt tog hun foran graven.

"Søs..ingen dør som de vil." som disse ord blev sagt, var sværdet uden af skeden og de helt nye blanke sværd var fremme i månes lys. "Jeg.." hun vidste ikke hvilket ord hun skulle bruge, hvad hun endelig skulle sige. At se sin søster græde og tale om sin død. "blot fordi du ikke have et våben i hånden og døde med ære foran din elskede." En kort pause mellem disse ord som sværdet bevæget sig i luften og lyden af sten og jern som ramte hinanden hang i luften, "Men" og igen, kom lyden af jern og sten, som sværdet blev slået af slangen fulde kraft imod den forbandet sten. "Du er" forsatte hun som endnu en streg blev slået i graven. "Heldig" et knæk som spidsen af sværdet knækkede af dette hårde slag imod stenen. "du" tilførte hun som sværdet på endnu en gang slog en gnist imod graven og sværdet faldt til jorden, og en tydelig smerte kunne ses i Akurra som hendes hånd rystede af at slå på en sten. Og først nu var det tydeligt hvad der var sket årstallet. Døds årtallet var nu dækket i streger fra de mange slag, ulæseligt for dem der ikke kendte tallet. "Fik en chance mere." sagde hun og træk vejret dybt. "Gør det bedre! Er det ikke det din far ville sige?" spurgte hun som hun kigget over sin skuldre. "Fejl, lær, og gør det aldrig igen." Instinktivt lod hun hånden glide hen over hendes ar igen. stadig rystede hånden der havde holdt sværdet, der nu lå, svækket, skadet og ubrugeligt i kamp på jorden, tydeligt i lyset fra de tændte lys på jorden. "du er i live..Er fyrstinden også ike?" Det dovne blik, forsvandt som hun kort bed sig i læben som hånden faldt fra aret og nussede håndledet som holdt sværdet lige før. "Du er i live søs." Gentog hun, og forsigtigt pegede på hvad hun havde gjort ved graven. Den hårde tone var ikke sjov, gjorde tydeligt ondt i hendes sind at snakke hårdt til Cordelia, og blev blot mere tydeligt som hun sluttede til sin søster og lade nogle få nye tåre falde, dog, stadig med et glad smil, på hendes læber. Nej! det føles godt at sige, at hun er i live.

"Jeg tror faktisk det var derfor, jeg blev sendt tilbage," svarede Cordelia og lænede sig bagud på sin ene arm. Hånden ramte den tabt flaske, og uden at tænke over, hvis det var, tog hun den op, børstede det værste græs af mundigen og drak fra den. Én ting hun havde opdaget - man blev virkelig tør i halsen efter at have været død. "Nogen prøvede at myrde hende. Lige inden kniven ramte, stod jeg der med et sværd i hånden og de her lyse vinger. Jeg fik stoppet mordforsøget, men det føles ikke helt som min fortjeneste, du ved. Nok mere Isaris."
Akurras ord var endt præcis det varme sted, de burde. Gør det bedre. Det var helt sikkert det, hendes far ville havde sagt, havde han stadig været her. Hun burde jo have været hernede før. Blikket gled mod gravstenen ved siden af hendes egen, hvor friske blomster spirede og den tydeligt havde været velholdt. Det var ikke så meget fordi hun havde undgået at komme ned og sige farvel til sin far, men at sige farvel lige ved siden af sin egen grav føltes uendeligt akavet. Tanken om den krop der lå dernede, forstyrrede hende mere end det burde. Hun havde trods alt evnen til at dele sig selv op. Forskellen var nok bare... At hun kunne se den, og det ikke kun kortvarigt igennem et spejl. Hun havde alle minder helt uden at være smeltet sammen, for de var den samme. Sådan da. Vingerne undtaget.
"Jeg er bare glad for, hun er i live," tilføjede hun og kiggede ned på sine hænder, mens en rødmen spredte sig over hendes kinder. "Vidste du godt, man genopstår nøgen? Det... Det vidste jeg ikke."