Det var en tidlig tirsdag morgen og en af Anukis præster havde håndteret dagens første bønner, imens Anuki havde diskuteret med en kollega i et baglokale.

Anuki ville arbejde sig selv til døde, hvis hun kunne. En dag skulle det nok også ske. Hendes kærlighed for Chance var så stor, at det kunne virke svært for andre at forstå. Selv andre ypperstepræstinder, fandt til tiders hendes dedikation for for voldsom. Men de ypperstepræstinder var gamle. Gamle og kedelige, og Anuki hadede dem. 

Eller så meget tænkte hun i hvert fald for sig selv, som hun trampede igennem Tempelhaven med vrede skridt. Hun sigtede efter et solur, hvis støtte fremgang som regel kunne berolige hende, eller måske en statue af en af de gamle guder, som hun kunne stå og stirre rasende på, imens hun overvejede, hvordan hun en dag bedst ville kunne graffitti'e dem, hvis hun nogensinde fik modet, men inden hun nåede i nærheden af nogen af delene, fik en rosenbusk fat i hendes lange, mørkegrønne kjole og blonderne i den. Heldigvis, for Anuki var som regel heldig, med Chance på sin side, følte hun kjolen sætte sig fast, inden noget kunne nå at blive revet op.
Uheldigvis, men sådan så hun ikke på det, for hun var selvfølgelig nødt til at anse sig selv som værende heldig, blev hun nødt til at sætte sig på hug, for én efter én at vikle hver eneste lille torn ud af hendes delikate blonder, imens hendes raseri over en ubetydelig diskussion med en anden ypperstepræst langsomt kogte ud og i stedet blev til vredestårer, der om noget kun gjorde det endnu sværere for hende at vikle kjolen ud. 
"Kom nu, kom nu, du kan godt, Anuki. Du er Chances ypperstepræstinde. Du kan komme ud af det her forbandede krat uden at eneste tegn af det i din kjole!" opmuntrede hun højlydt sig selv, overbevist om at hun var alene i tempelhaven, fordi hun var der så tidligt.

Hvilke grunde der bragte præstinden af Nalish'ra til tempelhaverne, og hvad der fik hende til at luske omkring i skyggerne af de frodige træer i tidlig morgenstund, godt forklædt i sit menneskelige dække, jah det kunne man kun gisne om. Mange af gætterierne ville være sandfærdige, skulle svaret falde på noget så simpelt som det evige koncept af kaos - og hvordan man bedst dyrkede det i sit 'nærområde' - men bagved de officiele ærinder som hendes præstetitel gav hende, lå der også noget meget mere personligt i det. 
Et personligt opgør, et evighedsmål og en konstant latterliggørelse af hendes krav på den her del af landet; hun havde aldrig kunne gå frit omkring i de hellige områder i hovedstaden, omend hun var mere hellig end mange af dem der kom for at græde over deres sølle liv, eller ønske deres problemer væk, ved foden af en uskyldshvid marmor statue. 
Så nu... nu hvor at det hvide ansigt og flammerøde hår gav ypperstepræsten en maske der ikke vendte ansigter, udnyttede hun de timer hun havde, og gik frit - mere frit end hun længe havde kunnet - omkring i udkanten af kirkernes skygger. 

Og tilfældighed - eller, Chance om man ville - bar hendes støveklædte fødder i retning af en knælende kvinde, hvis selvopmuntrende ord højlydt rungede ud over pladsen, i forhold til den sensitive, elviske hørelse, såvel som morgenens stille ro. Og hvad var det hun hørte? 
De andre af landets ypperstepræster havde sjældent udtrykt et ønske om at møde mørkelveren, hvilket blot var endnu en forharmelse at grine over indvendigt. Fordi hun ville da så gerne møde dem! Men når de ikke ville komme til hende, måtte hun velsagtens komme til dem. 
Solari nærmede sig bagfra, lydløs i sine skridt og hemmelighedsfuld i sine intentioner. 

Om alt gik som hun ville, var det først da en behandsket hånd lagde sig om menneskebarnets skuldre, at hun ville have grund til at vende sig. Og hvad hun ville se... var et ansigt så langt væk fra hendes oprindelige, at det var selveste Nalish'ra værdigt i sit lunefulde bedrag; spørgende, venlige, fantastiske blå-grønne øjne, og et drilskt smil om de bløde læber. 
"Du kan sagtens, hvis du er lidt mere tålmodig i dine bevægelser" 

Anuki opdagede ingenting før det var for sent. Hun var ikke vant til at skulle være på vagt overfor nogen eller noget, og ukendte lyde gav hende ingen grund til alarm, så hvis mørkelveren havde forsøgt at snige sig afsted, var det spildt på den unge, naive kvinde, der kæmpede så utålmodigt mod tornbusken. 

På trods af hendes naivitet, gik der et chok igennem Anuki, da der blev lagt en hånd på hende, og hun vendte straks blikket opad for at se, hvor den kom fra, hendes øjne store af forskrækkelse, der dog hurtigt blev rolige og afslappede igen, da hun så hvem det var, der havde lagt en hånd på hendes skulder. Ikke at hun genkendte hende overhovedet, men hendes udseende indbød til troværdighed, og Anuki gengældte straks hendes smil. 

"Tålmodighed er ikke min stærkeste kvalitet," svarede hun ærligt, med et suk, og lod sig falde helt ned at sidde på knæ, selvom det betød, at de blev beskidte mod grusstien. "Men måske du er?" tilføjede hun med et håbefuldt smil, inden hun vendte sig imod stoffet igen og med delikate bevægelser løftede den ud af tornene lidt efter lidt, selvom det var besværligt arbejde. 

Tålmodighed havde altid været mørkelverens tveæggede sværd at håndtere, da hun på en og samme tid havde alt tid i verden, og til stadighed, gerne ville have alting i bevægelse så hurtigt som muligt, hun foragtede at kede sig. Hun havde dertil som væsen ikke travlt, og hendes tidskoncept var præget af at have levet i mange, mange, mange år. Så det lille spørgsmål fik en oprigtig latter til at glide over menneskekvindens bløde læber, og hun fulgte skulderen omkring sin kant, for at sætte sig op hug foran kvinden, foran præstinden. 

Blå-grønne øjne glimtede i det sparsomme lys, og nogle sekunder var hun tavs - tydeligvis kun fordi tanker blev vendt, overvejelser taget op - inden at den behandskede hånd lagde sig over hendes, og blidt skubbede den til side. "Det vil jeg vove at påstå" 
Med fingerfærdighed løsnedes det fine stof fra tornekrattes greb, og Solari formåede at gøre det uden at pådrage sig nogle unødvendige stik - handsken gjorde måske en del af det arbejde lidt nemmere. Imens var hun dog ikke tavs, og af og til, flakkedes havøjnene op imod kvinden foran hende, nysgerrige i deres glød. "Hvad motivere en som dig, til at stå så tidligt op? Solen har knap nok fået fat på dagen, førhen at dagen fik fat på dig" smilede hun, vippede det ovale ansigt en anelse på sned. 

Anuki åndede lettet op, da en hånd lagde sig over hendes og tog arbejdet, og dermed ansvaret, fra hende. Kjolens tilstand var den mindste del, af det store ansvar Anuki havde fået i en ung alder, i forhold til templets trivsel og gæster, men det var den eneste del af hendes ansvar hun frit kunne give fra sig, selv blot for et øjeblik. 


Og hun fortrød heller ikke, at have givet ansvaret fra sig, for det gik øjeblikket op for Anuki at den fremmede kvinde var langt bedre til det, end hun selv var. Enten var hun ikke bange for tornene på grenene, eller også beskyttede hendes fine handsker hende mere fra dem, end hvad de så ud til at gøre.

"Åh," svarede Anuki med en nervøs latter til spørgsmålet hun blev stillet, og hun rettede, lige så tydeligt nervøs, på sit hår. "Jeg er ikke tidligt oppe. Jeg har blot været oppe hele natten. Igen. Det sker engang imellem. Jeg fordyber mig i mit arbejde og så glemmer jeg, at tiden går omkring mig." Anuki tilbød forsigtigt kvinden et smil, inden hun vendte spørgsmålet tilbage; "Og hvad får dig op på denne tid?"

En efter en blev tornene fjernet fra det elegante stof, og tålmodigt følte Solari hvordan tornekrattet gav slip, måske for at lade mørkelveren tage over fra hvor den slap, og måske for at kunne få holdt fast i hende,  på en anden måde. En lille latter fulgte dertil, lys og smuk, og den skarpe hørelse hos skyggepræsten nød hvert en lille tone hun gav fra sig.  
Så hun var en nattegænger? Det skete af og til at man fandt dem imellem menneskerne, dansende, studerende eller elskende under måneskin - og det var altid spænende hvad det havde holdt dem oppe til de lyse timer. 

Krattets gren svirpede tilbage da den sidste torn løsnede sig, og mørkelverens hænder faldt imod hendes knæ, stadigvæk på hug og foran hende. Hvad der fik hende op? 
"... kender du tidspunktet imellem dag og nat, hvor at skyggerne strækker sig ind over dagens røde stråler, og modsat, må vige for dens brændende fingre i den tidlige morgenstund?" Skumring og morgengry, et underligt stadie i nattens cyklus. De blågrønne øjne betragtede henne afventende inden at hun forsatte, hun måtte være sikker på at billederne var at finde i præstindens tanker. 
"Jeg er altid oppe i det mellemrum. Jeg... jeg nyder magien, selvom det plejer at være en ensom tid at være vågen på" mørkelverpræsten rejste sig derpå, trak den ene handske af sin misvisende hvide hånd, og rakte den frem, et smil af skjult humor i kanten af de bløde mundviger; noget der ofte og karakteristisk var at finde. Livet var trods alt altid værd, at le næsten hånligt af, så Solari kunne aldrig slippe det helt, selv ikke i sin menneskeform.  
"Sol" præsenterede hun sig derned, bevidst om ironien i at være mest levende om natten, men opkaldt efter dagen.