(Beklædningen)

Tiden var noget subjektivt noget, når nu man havde en evighed at leve i og allerede havde levet de første mange århundreder, hvilket også var grunden for at dæmon ikke længere havde styr på om det var uger eller måneder siden, at et brev personligt adresseret til Llyon Naath.
Brevet havde været forsejlet med et rødt vokssejl, med det velkendte symbol af en katteklo; symbolet for slavehandlerene og opdrætterene, af de eftertragtede halvdyrskatte. Et halvdyr dæmonen længe havde haft i sigte til sin evigt voksende samling, men endnu ikke havde der været avlet en fin nok til at behage hans smag.
Der havde allerede været lagt en god sum krystaller bare for at vide hvornår et nyt kuld kom til, med en dertilhørende nøje beskrivelse af køn og farve på pels, hud, hår og øjne. Endnu havde ingen til hans store irritation kunnet opfylde alle krav, en havde været tæt på, men desværre havde den været født med en defekthed som et sammenfoldet øre og så havde der vist været en tå eller to for meget, uperfekt og derfor ubrugelig.
Denne gang lod det dog til måske at lykkes, i brevet havde beskrivelsen for en ung halvdyrskat stået; lys hud uden en eneste uperfekthed, sort hår og matchende pels og så med eksplicitte lyseblå øjne. Der var bare kun ét problem med brevets indhold, drengen skulle på budrunde, for de som havde efterspurgt lige netop dén kombination.
Naturligvis havde Llyon besvaret slavehandlerne tilbage, med hjælp fra sin personlige sekretær at han naturligvis agtede at deltage til den kommende aktion. Dét var lige netop hvad den hvidhåret mand gjorde.

Modsat den sædvanlige dårligt tilpassede skjorte og noget mere underspillede beklædning, var han i dagens anledning klædt passende for den formue han, allerede på nuværende tidspunkt, besad.
Spadserende ned langs markedspladsen, iklædt et par hvide let vide bukser der smallede ind fra knæet og ned, en hvid skjorte der var gemt væk, under den hvide figursyet lår lang jakke, med et sirligt hvidt broderi mønster der gav jakken lidt spil, sammen med perlemorsknapperne ved lukningen ned langs overkroppens front, nærmede Llyon sig pladsen med halvdyrene.
Armene blev slået ud til hver side af kroppen i en velkommende gestus, mens et venligt, blændende tand smil brød det solkyssede ansigt ”Bakir, hvilken fornøjelse!” hilste han den ene slaveholder med en silke blød og dyb stemme, før de blåviolette øjne landende på Lest. Ivrigt lod de til at betragte den lille skikkelse foran sig.
”Sig mig Bakir, hvorfor denne killing ikke er sat i skygge? De er måske ude på at ødelægge den sarte lyse hud, lade solen farve den brun?” Smilet svandt ind, for hvert ord der kom fra Llyon’s mund, mens en alvorlig mine lagde sig over hans ansigt. Til trods for den alvorlighed der faldt over dæmonen, virkede det aldrig til at venligheden forsvandt, hvilket fik det hele til mere at virke som et simpelt spørgsmål, i stedet for en irettesættelse af hvordan slaveholderne holdt deres slaver.
Alligevel var det nok til at med alt hast at få Bakir til at beklage dybsindigt, og straks sendt bud efter noget der kunne bringe skygge, over den stakkels kattedreng.
Ikke længe efter blev en noget vakkelvornt stof baldakin sat op, skyggende over Lest’s lille skikkelse.

Trædende tættere på halvdyret med hænderne foldet bag ryggen, bukkede Llyon sig nærmere drengens ansigt, til han eget var lige ud for Lest’s ”Du er vel nok en fin lille en.” mumlede han lavt, men ganske tilfreds ”Sig mig killing, er det sandt når de siger du er urørt?”.

Komplimentet havde været drengen til at reagere, løfte blikket for at kigge på dæmonen foran sig, stik modsat end hvad han sikkert var blevet lært. Alene det fik den ene af de i forvejen opad trukket mundvige til at trække sig en anelse mere op, i et skævt, men charmerende smil, også selvom det kun havde været ganske kortvarigt.
Nok var halvdyrskatten avlet i fangenskab, og kendte ikke til andet end det liv slavetilværelsen førte med sig, men han virkede ikke til at være fuldkommen knækket trods den unge alder. Hvad skulle man også med så fin pynt til at pryde sit hjem, hvis de kønne øjne var livløse og afspejlede den dødende sjæl inden bag ved?

Ikke en eneste gang gjorde Llyon antræk til at ville fjerne hænderne fra bag sin ryg, for at ville befamle Lest lille skikkelse. Kun da den anden slavehandler begyndte at snakke, blev en hånd løftet afvisende op mod ham, som tegn på at han skulle stoppe sin talestrøm, afbrydende ham midt i velkommen.
Først her efter rettede Llyon sig op fra sin fremad bukkede position, med rank holdning drejede han sig let mod slaveholderen ”Nu spurgte jeg drengen. Skulle han mod forventning lyve så vil det tidsnok blive opdaget, men det håber jeg så sandelig ikke bliver tilfældet, for jeres skyld.” Det ene hvide øjenbryn skød sig let til vejrs mens et lille glimt af hårdhed og noget mørkt lagde sig hen over øjnene på dæmonen "Det er sådan en skam når gode venskaber skal brydes af bagateller, ikke sandt?". Truslen var måske serveret forholdsvis diskret, men det var ganske tydeligt den ikke var rettet mod Lest, men derimod hans slaveholdere.
Bakir nåede kun lige at skille de mørke læber, i et forsøg på at mane Llyon til eftertanke, før der endeligt kom svar fra Lest og atter fik den lille skikkelse dæmonens fulde opmærksomhed. Stik mod forventning mødte de violette øjne straks et hav af isblå, et isblåt hav Llyon valgte at fastholde, til han til sidst nikkede kort som et tegn på han godtog svaret. Ikke længe efter fulgte et nyt spørgsmål, om end et mere retorisk et af slagsen ”Vil du være så venlig at rejse ørene helt for mig? Jeg skal nok lade være med at røre dem.” Lød det forsikrende, mens begge hænder igen blev holdt bag den ranke ryg.

Modsat hvordan Llyon nærmest ingen tålmodighed havde haft overfor slaveholderne, virkede det stik modsat, som at han havde hele verdens tålmodighed, når det kom til drengen foran ham. Da Lest øjne begyndte at vandre hen over manden foran sig, startende ved ansigtet, og efterfølgende hele hans statur, hvad Lest præcis kiggede efter kunne Llyon kun gisne om, men ikke desto mindre tillod dæmonen det nysgerrige blik så længe det nu ville vare.
Fair skulle være fair, når nu killingen var stillet sådan til skue, så var det vil også med rette at den fik lov at se sin kommende ejer an, det ville jo ske under alle omstændigheder når de skulle til hvad Llyon kaldte hjem.

De pelsede øre, der næsten ikke var til at se som de blendede sammen med det lige så sorte, krøllede hår, som de var lagt så meget ned som overhovedet muligt, begyndte at vippe på sig og staks kræve Llyons fulde opmærksomhed, før de endeligt rejste sig. I et øjeblik lod tilfredsheden afspejle sig i smilet, og han måtte minde sig selv om hvad der var blevet lovet halvdyrskatten; at han ikke ville røre dem.
”Tak, lille killing.” Lød det efter følgende, som både hale og øre var blevet beundret nøje, men uden en eneste gang at lade fingrene stryge over den fristende bløde pels.

Ikke længe efter at den hvidhåret mand havde gransket Lest så nøje an, som det nu var muligt med hænderne holdt på ryggen, skridtede han nærmere broren, Enzel. Trods for Bakir’s ivrige forsøg på at tale Enzel op, lod det ikke til at fange Llyon’s interesse det mindste, han lod ingen gang til at påtage sig en falsk interesse for den lidt ældre halvdyrskat.

Herefter gik aktionen i gang. Bud blev smidt på de forskellige slaver som blev præsenteret, nogle gik dyre end andre, men fattet i mængden af farver stod dæmonen klædt i hvidt og afventede på Lest skulle på bud. Først var det Enzel’s tur og selvom det gik lidt sløvt til, endte der med at komme bud på ham, ikke noget himmelhøjt bud, ja næsten et grinagtigt et af slagsen, taget i mente at Ezel trods alt også var opdræt af den eftertragtede halvdyrskat.
Lest derimod var knapt nok blevet genet op på den lidt højere platform af træ, som gav de bydende bedre udsyn til ’varen’, før end den første person i mængden havde budt 5 diamanter. Straks mødt af et mod bud ”15 diamanter.” Lød fra den dybe bløde stemme, tilhørende Llyon.
Hver gang en anden kom med et kontrabud, højnede han ikke bare buddet, men lagde det dobbelte til, uden så meget som en nervøs trækning, i hverken øjne eller mundvig. Budkrigen forsatte i det der kunne virke som en uendelighed, med en pris der aldrig var nået før for Lest’s race, kunne Llyon’s modstandere se sig slået af dæmonen og hans svimlende 185 diamanter. Det var mere end hvad slaveholderne sammenlagt tjente ind på et helt år, og her stod en mand og var villig til at betale sådan en sum krystaller som havde han kun brugt 10 diamanter. Noget der naturligvis fik snakken blandt folkene til at gå lystigt, men Llyon havde mere travlt med at få afregnet, så han kunne få drengen med sig hen til den lukkede karet med silke gardiner for vinduerne.

Starten af karetturen foregik i stilhed, givende halvdyret en lille chance for at tage det hele ind i ro og mag. Stilheden mellem dem brød Llyon endeligt, men kun efter lige at have skubbet det ene silke gardin til siden, så han kunne få en ide om hvor langt de var fra huset ”Hvad navn er der blevet dig givet, killing?” De lange slanke fingre slap det bløde stof, mens Llyon lænede sig mageligt tilbage i det polstrede sæde, blikket hvilende på Lest.

Lest, navnet alene fik dæmonen til at vrænge på næsen, som han tydeligvis ikke fandt navnet synderligt passende eller interessant. Det var kort og havde en ubetydelig klang over sig, ikke et navn der var passende nok til så fint et eksemplar af hans race.
De mærke læber smallede sig en smule, til de var lige på grænsen af ikke at være andet end en streg i det solkyssede ansigt. Før da Llyon åbnede munden for at snakke forsvandt den eftertænksomme mine ”Vi må finde et andet, mere passende navn til dig. Nu starter en ny tid i dit liv jo også, så hvad er bedre end at starte det med et nyt navn, og lægge det gamle navn og liv bag sig?” Spørgsmålet var ikke som sådan tiltænkt som et der skulle besvares, valget om at give Lest et nyt navn var trods alt allerede taget, om så Lest var enig i det eller ej, men hvorfor skulle drengen også være uenig i at bladre til en ny blank side, i hans ufærdig skrevet livsbog?
”Llyon og så uden dis tiltale, det er så formelt og distanceret. Hvordan skal man lære hinanden at kende, hvis ikke man kan være dus?” Roligt lænede Llyon sig frem til albuerne hvilede mod hans knæ, fingerspidserne blev presset mod hinanden imens munden hvilede mod de to pegefingre.

Knapt så diskret forsøgte han at fange Lest’s blik med sit eget, og da det endelig lykkes, blev der sendt et stort, venligt, tandsmil til halvdyrkatten ”Og du må gerne kigge mig i øjnene, hvordan skal jeg ellers kunne betragte de kønne gletsjere?” Spurgte han med et kækt blink rettet mod Lest, før han med samme ro han havde lænet sig frem med, lænede sig tilbage til samme magelige siddestilling som før.
Det blommefarvede silke gardin blev trukket lidt til siden fra karetens vindue, mens et opmærksomt blik blev slået ud på omgivelserne ”Vi er ved at være fremme.” Lød det mumlende inden det mere klart lød ”Vil du have et bad når vi er hjemme? Eller måske en bid mad? Du må også være tørstig af at have stået i solen? Guderne og Gudinderne må vide, hvor længe du stod uden skygge, før jeg kom.”.

”For nu må du dog lystre Lest, bare til vi har lært hinanden bedre at kende.” Kom det noget eftertænkt som ud, som forsøgte Llyon allerede ned at rode sin hjerne igennem for at bud til et navn, en opgave der ikke var lige til, for ved første øjekast kunne Lest sagtens ligne alt lige fra en Azraq til en Keir, men var det overhovedet navne som faktisk passe til ham som person? Navne der ikke bare blev givet fordi de hver beskrev et af hans fysiske træk, som de intense blå øjne eller det dybt sorte hår og pels?
”Bare til jeg er sikker på dit nye navn vil passe dig, så vi ikke skal lave det om igen, okay?” Spørgsmålet fik det nærmest til lyde, som om de i fællesskab skulle finde et nyt navn, men sandheden var at navnet ville vælges af Llyon, måske han endda ville fremlægge to mulige navne for drengen, hvorefter han kunne fortælle hvilket han bedst selv kunne lide.

De nysgerrige børneøjne bevægede sig hvileløse omkring på Llyon’s skikkelse, men de blev ikke ved med at være rettet mod ham. Knapt havde den dybe bløde mandsstemme fylde karetens lille indelukke, før end killingen stod som betaget og lurede ud ad vinduet.
De violette øjne flyttede sig til den pjuskede hale, der interesseret slog om sig. Det var fristende bare lige at række ud, lade den bløde pels strejfe mod de lange slanke fingre, men som dæmonen hele tiden havde gjort så holdt han sig i skindet, sørgede for ikke at lade sig friste til at røre ved Lest.
Faktisk havde han ikke rørt end ikke strejfet Lest et eneste sted på hans lille krop, hverken på markedspladsen, fra markedspladsen eller i kareten, tværtimod havde han også skyndt sig at trække de lange ben til sig, da drengen var fløjet op fra sit sæde.
Den barnlige og umiddelbare nysgerrighed forsvandt lige så hurtigt som den var blevet tændt, i stedet blev den lille flamme der så lifligt havde blafret, slukket af den tydelige nervøsitet.
Llyon skubbede ryggen fri og flyttede derved længere ud på kanten af sædet, før han ganske blidt placerede en finger under hagen på Lest, og tillod han det ville Llyon med den simple berøring vippede kattens hoved op ”Du kan få lige hvad dit hjerte begære, jeg skal bare vide hvad for noget mad du ønsker.” Ingen kommentar om Lest riven med af sine barnlige følelser faldt, selv ikke et antræk til en utilfreds mine var at spore hos den hvidhåret mand overfor. Skulle der være den mindste tvivl ville den forhåbentligt blive formanet langt væk, ved de næste ord til at forlade Llyon’s læber ”Og aldrig skænk dit blik, når du ikke har gjort noget forkert.”.

Den kortvarige pause i Lest vejrtrækning, havde fået Llyon til at overveje trække hånden og derved også fingeren til sig igen, men knapt var tanken tænkt færdigt før han atter trak vejret. Vejrtrækningen var tilbage til sin normale rolige rytme, afslørende sammen med blikket, at han ikke frygtede manden overfor sig eller hans handlinger – eller rettere mangel på samme. Først her fjernede fingeren sig igen ”Godt.” kom det tilfreds fra dæmonen, før det slog ham. Det havde nok virket til at være en simpel ordre, ikke at sænke hovedet når intet forkert var gjort, men for Lest måtte det være en ordre med mange faldgruber. Hånden hvis ene finger for lidt siden havde været under hagen på Lest, lagde sig gnidende i nakken, mens en lille streg blev synlig mellem de sammen pressede øjenbryn ”.. Du skal nok hurtigt lære hvornår du har gjort noget forkert, så du ved hvornår det er retmæssigt at sænke hovedet.” forsøgte han at forklarende tilføje til ordren, der ikke blev mindre vag af den grund.

Blommer? Det var tydeligvis ikke det svar som Llyon havde forventet og med en varm moret latter spurgte ham, bare for at være sikker på det var dét Lest ville have ”Er du sikker? Kun blommer, intet andet?” hvad han præcis havde forventet var nok en lang liste af mad, når nu der var sagt han kunne få alt.
Før Lest havde en chance for at svare om der var mere hans ønskede sig at spise, havde Llyon stukket hånden i den ene lomme, hvor i der ironisk nok var sandkorn.
Enkelte sandkorn der havde sat sig på spidsen af fingrene, blev trukket med op fra lommen og drysset ned i modsatte håndflade. I en blød og flydende bevægelse flyttede hånden fra lommen et stykke hen over håndfladen med sandet. Kort efter var det ikke sand der var at spore i hånden, men en sød og saftig blomme ”Værsgo. Der er mere hvor den kommer fra, og du må stadig gerne ønske andet end blommer.” blommen blev rakt frem imod halvdyret med et forsikrende smil, men skulle det alligevel ikke være nok fulgte ord straks efter ”Jeg lover dig at den ikke smager eller føltes som sand.”.

Ikke længe efter gav det et mindre ryk i kareten, da den stoppede, ikke langt fra hoveddøren. Døren tættets på bygningen blev åbnet af kusken og med en håndbevægelse mod dens åbning, gjorde Llyon tegn til at Lest skulle bevæge sig ud først "Pas på trinet." mindede han hurtigt om, før end drengen havde nået at rejse sig.

Havde dæmonen haft tænkt sig om bare et lille sekund, førend han havde slået sin latter op, havde han nok også gjort sit for at holde den tilbage, for lige netop ikke at sætte en skræk i den yngre dreng. Det var først da de blå øjne spærrede sig en anelse forskrækket op, at latteren lige så stille stilnede af, for Lest ikke fik indtrykket af det var hans skyld, at latteren ikke længere lød i det lille lukkede rum.
Forskrækkelsen ændrede sig hurtigt til noget helt andet, hos halvdyrskattens ansigt, da sandet var blevet til en saftig blomme, det var fuldt af barnlig begejstring.
Blommen blev ikke længe efter de forsikrende ord snuppet og med små slubrende lyde, i Lest’s forsøg på ikke at spilde blommesaft, forsvandt mere og mere af frugtkødet for hver bid taget. Takket faldt aldrig, men det var intet som Llyon hang sig i. Et tak ville alligevel ikke kunne måle sig med den velbehag, blommen så tydeligt blev indtaget med.

Det var ikke fordi han ikke bemærkede at Lest lod kernen dumpe ned i posen, som han havde haft med sig fra sine slaveholdere. Han fandt det måske også lidt små underligt, hvad forgik der inde bag den lyse pande siden den skulle der i? Ikke desto mindre lod han det fare.
Han kunne have bedt Lest om at tage den op fra posen, så kernen kunne smides ud, men det skadet jo ingen at drengen gemte på… Blommesten?

Dæmonen havde kun lige nået at træde ned fra karetens trin, da den lille skikkelse foran ham stødte med ryggen ind i hans front. En blid hånd blev lagt op den ene skulder, mens hans blik løftede sig fra Lest og rundt på omgivelserne. ”Mhm.” Lød det med et skævt smil der næsten havde en drenget karakter over sig "Vi bor her." rettede han så endeligt på halvdyret. Det var jo ikke længere bare Llyon's hjem,men lige så meget Lest's. Blikket sænkede sig igen ”Alle dem du ser her de er under dig, så hvad end du føler du mangler får du dem bare til at hjælpe dig med, okay?” Det virkede måske underligt at en slave kunne være hævet over andre slaver, men når man bare købt til en luksus slave hørte der også vise fordele. Skulle man ikke vide det, så ville den frihed som Lest kunne få, når han opførte sig ordentligt, næsten virke som om han var selv var herre i huset. En mere alvorlig mine trådte frem over det brune ansigt "Og hvis en eneste af dem gør dig ondt eller ikke behandler dig som de burde, så må du love at komme til mig og fortælle det. Du må ikke holde det skjult for mig.".

Der var ikke ene eneste tjener eller gemen slave, der arbejde i det overdådige palæ, som ville turde behandle det nyeste skud på stammen, af den evigt voksende samling, dårligt eller med den mindste disrespekt. De der vovede, var forhåbentligt sorteret fra for længst, men hvis ikke så ville de blive det og det ville ikke blive kønt.
Modsat de mere eksotiske og specielle individer, så kunne en hver anden tjener eller slave med lethed erstattes som dem et blink med øjet, og så uden at Llyon ville tabe store summer krystaller på det. Alligevel fik forsamlingen et strengt og advarende blik send i deres retning, da Llyon var sikker på at Lest ikke ville se det

Hånden forblev på skulderen, som var den ene og alene beskyttelse nok imod hele den nye verden, som Lest var ved at træde ind i. Roligt bukkede han sig ned, så hans mund var lidt nærmere det ene af de pelsede øre. Med en sænket stemme, for at skåne den sarte hørelse begyndte Llyon at forklare lidt af hvad der nu ville ske ”Jeg bliver nødt til at trække mig tilbage, klare noget forretnings anliggende. Du vil være i gode hænder det lover jeg dig. Skulle der være det mindste, som du ikke føler de andre kan være behjælpelige med så bed dem vise dig til mig. Jeg vil sætte pris på det ikke vil være for bagateller.” med den samme ro han havde bukket sig, rettede han sig atter op, om end muligt mere rankt end før.
Hånden fjernede sig og gjorde tegn til at tjenestefolkene og slaverne gerne måtte bryde op, vende tilbage til deres givende arbejdsopgaver. Herfra ville en mindre folk af kvinder i forskellige aldre og racer føre Lest med sig, imens ville manden klædt i hvidt folde hænderne bag ryggen og blive stående til han ikke længere kunne se killingen.

Planen havde egentligt været at Llyon ville have spis sin aftensmad i selskab med halvdyrskatten, spørgerne ind til hvordan han havde fundet den resterende dag og om han følte han kunne falde til her. Det var ikke fordi det ville betyde det store, hvis Lest ville fortælle at han ikke troede han ville kunne indfinde sig her. Faktum var at han nu var Llyon’s ejendom, så længe dæmonen ønskede han skulle være det og derfor måtte han jo bare lære at få palæet til at føltes som hjem.
Tiden var dog løbet fra den lyshåret mand og før han havde set sig om, havde Lest både indtaget en buffet af retter til aftensmad og blevet hjulpet i seng, efter en af de slaver der havde fulgt drengen rundt hele dagen, havde hjulpet med at gøre ham senge klar. Med nøje instruktion var en vagt blevet befalet til at vogte døren til Lest private kammer, mens to andre vagter var sat til at bevogte balkonen nede fra.
Guderne ville vide at skete der halvdyrskatten det mindste, hvad end det ville være skade forsaget af Lest selv eller udefrakommende, så ville hele husholdningen blive endevendt og vendt på vrangen om nødvendigt, som havde selveste Zaladin anlagt visit.

Llyon havde kun lige nået at lande med hovedet på en af de silkebetrukne puder, før en banken lød på døren til værelset. En utilfreds brummen, der kun var hørbar for ham selv, blev brummet ud; for hvad nu?!
”Ja?” spurgte han uden at lægge an til så meget som at sætte sig op, før end vagtens stemme atter lød igennem døren og afslørede grunden til forstyrrelsen. Små dovent fik Llyon trukket sig ud af den store seng med lige så hvide lagner og puder, som det tøj han havde båret tidligere, eneste forskel var at mønstrene på silken ikke var hvid men gylden, passende til den store lukkede ’lysekrone’ i guld der hang hen over sengen.
Rettende på den hvide, næsten gennemsigtige, robe der dovent var blevet viklet om den brune krop, sørgede for at der ikke var udkig til alt for meget inden han tillod Lest at blive lukket ind ”Vis ham ind og vent udenfor til jeg siger andet.” kommanderede han til vagten.
Lænet med skulderen mod en af de to søjler, i åbningen ind til hvor sengen var placeret, stod Llyon og betragtede Lest lille skikkelse i den anden ende af det store rum der udgjorde dæmonens private gemakker. Han skubbede sig fri og med samme målrettede gang som på markedspladsen nærmede han sig Lest, før han sank ned med den ene knæ støttende mod gulvet, så de var mere i hovedhøjde med hinanden ”Er der noget galt med dit værelse Lest?” sprugte han med en stemme fuld af bekymring og et svagt hævet øjenbryn, efter at rynket begge bryn mod hinanden.

Den større del af rummet, hvor i sengen ikke stod var kun ganske svagt oplyst. Ikke fordi det alt omsluttende mørke generede dæmonen, han kunne jo alligevel både se fint og befærde sig rundt i mørket. Den dæmpede belysning var altså intet andet et æstetisk valg, som alt andet mere eller mindre var. Det var jo ingen hemmelighed at dæmonen nød skønhed i alle former, praktisk skønhed var klar at fortrække, men ikke en nødvendighed – nogle gange var skønhed i sig selv bare nok.
Det var derfor ikke svært for Llyon at bemærke noget manglede på drengen, ved nærmere øjesyn var det dog klart at begge de pelsede øre stadig var at finde, de lå bare så fladt, at de var gemt godt væk af det sorte krøllede hår.
Med den samme uendelige tålmodighed som vist tidligere på markedspladsen og i kareten, afventede han roligt Lest svar på, hvorfor han havde bedt om at komme til hans nye herres private kammer, for det var ganske tydeligt at det ikke blot var for at sige godnat, sådan som ærmekanten blev nulret mellem de små fingre.

Bekymringen i ansigtet lagde sig en anelse, men den forlod aldrig øjnene selvom Lest forsikrede at der intet var i vejen med værelset, for hvis ikke det var værelset, så måtte det jo være noget andet. Straks løb Llyon’s tanker i retningen af om nogen skulle have gjort hans nyeste og dyreste eje ondt, om han var blevet rørt upassende steder på upassende måder?
Bekymring blev til forundring ved spørgsmålet om Lest måtte sove her, i hans private kammer. Det var de færreste som nogensinde nåde at opleve dæmonen blive paf, men det var lige netop det som der skete ”Eeh..” var alt der i starten kom ud, mens de violette øjne blinkede under de rynkede bryn, bryn der kun rynkede sig endnu mere da drengen begyndte på at han kunne sove på gulvet, akkurat hvor han stod..
Et tungt suk forlod Llyon ”Lest.. Du skal ikke sove på gulvet.” svarede han med en rysten på hovedet, før en den arm der havde hvilet hen over det bøjede knæ, flyttede sig så en hånd i stedet blev rakt frem mod Lest, inviterende til at han lagde sin hånd i Llyon’s ”Vil du sove i min seng alene?”. Ønskede Lest at sove i sengen alene, ville Llyon nøjes med at følge ham hen til den, endda sørger for at den tynde dyne var trukket godt op omkring den lille krop, hvorefter han ville trække sig tilbage til den nedsænkede hyggekrog fyldt med bløde hynder og puder. Ønskede han i stedet at Llyon tog plads i sengen, ville han vente med at lægge sig til Lest havde fundet sig tilrette, påpasselig med ikke at røre ved ham. Det sidste dæmonen ønskede var at killingen skulle føle sig utryg. De pelsede øre skulle jo gerne helst rejse sig igen.

Selv da halvdyrskatten tørrede de våde kinder og øjne, forsvandt det samme blanke udtryk som en porcelænsdukkes øjne, ikke lige med det samme. Havde Llyon ikke selv med egne øjne set, hvordan de salte tårer var trillet over øjenlågenes kant, ville dét alene have afsløret at Lest havde grædt, skulle han have haft forsøgt på at skjule det.
Lest gjorde dog intet for at skjule tårerne, i stedet stod han i det store cirkulære værelse, langt mere sårbar end han havde været på markedspladsen. Så naturligvis kunne dæmonen ikke afvise ham, bede ham om at sove i sit eget værelse. I stedet tog Llyon det kun som et kompliment, at han i sit mest sårbare, havde søgt hans tilstedeværelse som et ankerpunkt for tryghed.

Havde Llyon’s tyngdepunkt været bare lidt mere forskudt, ville måden Lest sprang mod hans skikkelse og lukkede de spinkle børne arme omkring ham, have truet med at sende dem begge mod det hvide marmorgulv. Tunge Punktet var sikret og derfor stod Llyon også relativt fast, mens han omfavnende lukkede sine arme omkring killingen. Hagen lagde sig hvilende på det sorte hår, før han rykkede let på hovedet, og helt diskret strejfende næsten mod krøllerne, mens han tog en indånding og lod duften af halvdyrskat, duften af Lest, fylde hans næsebor. Et forsikrende klem blev givet, ikke hårdt nok til at han skulle finde det ubehageligt, men bare lige nok til at understrege Llyon’s ”Ja.”. Armene viklede sig fri fra den lille skikkelse, så drengen kunne trække sig væk igen.

Efter at have sørget for at Lest var godt puttet, tog han selv plads på kanten af sengen. -Med blikket rettet den lille sorte klump af ravnsort hår med de to krystalblå øjne der stirrede tilbage med et lysvågent blik. Tungespidsen vædet de mørke læber, før de skilles i et eftertænksomt svar ”Jeg har en søster, Eleanor. Hun bor her i huset sammen med os, du skal nok møde hende på et tidspunkt, men først når du er faldet helt til.”. Den ene hånd rakte hen og strøg lidt af det mørke hår væk fra det lyse ansigt. Jo han skulle nok møde Eleanor, men ikke før end at hun var fuldkommen indforstået med, at gjorde hun killingen det mindste, ville hun ikke nøjes med en enkelt nat i hullet. Det lille rum i kælderen, kun lige stort nok til at hun kunne stå oprejst og så snart døren til det ville lukkes, var der ikke så meget som lille sprække af lys der slap ind.
”Vores forældre er døde for år tilbage, så jeg har overtaget familieforretningen. Det er derfor jeg er en meget rig mand.” Forklarede han roligt videre med et varmt smil rettet mod Lest. Ordene var ikke helt usande, men de var heller ikke helt ærlige – ligesom at Eleanor var hans søster. Forældrene var døde, slået ihjel af Llyon selv, Eleanor var hans krops søster, han havde overtaget familieforretningen, men det var ikke fra den alene at formuen kom fra.