Rejsen til Dianthos havde været lang... men med det kommende midsommerbal, var det en tur der var nødvendig. Og fyrstinden havde bestemt ikke rejst simpelt, det måtte man ikke tro, til trods for at hun mente turen havde været lang. Den adelige familie var ankommet med tjenestefolk, heste, fine klæder og alt hvad man ellers ville forvente - pomp og pragt, kunne man sagtens sige, og i dagene efter havde de skulle finde sig til rette i de gæsteomgivelser der blev budt dem.
Hvilket betød, at Florence så absolut måtte besøge de skønne Tempelhaver, og havde denne dag, taget sig friheden.
Og den lignede sig selv... slanke fingre gled henover bladende langs den velplejede sti på hendes vej, og dens kølige overflader var velkommen imod de varme hænder. Ved synet af en enkelt, rød rose imellem alt det grønne stoppede hun dog op, det slanke ansigt undersøgende i sin tavse, afmålte observation - den hørte så bestemt ikke til, imellem alle de rene farver omkring hende. Den virkede næsten misvisende, faretruende, i sin klare, dybrøde tone.
Florence løftede en enkelt guld-dekoreret hånd, og med et pop knækkede den af og svævede elegant imod hendes stillestående skikkelse. Meget bedre.

Krystallandet