Regnen piskede nedover Krystallandet, sommerregn, dette havde varet ved i flere uger, efterladende flere områder sumpede og påtvunget floderne en hidsig brusen. På trods af at dagen lige var begyndt at gry, tonede verdenen blot frem til enndu en grå og overskyet dag. Det var slet ikke regnen der var relevant, eller sommeren, eller vinden som det våde vejr havde taget med, det var fuldmånen. Formen på den store runde kugle på himlen havde været årsagen til at denne dag oprendt nu, ikke dagen for inden og heller ikke dagen som måtte komme.
Hytterne i dette område var ikke just mondæne, men sikkert der perfekte sted for en som ikke ønskede at stikke ud fra mængden, og det var da heller ikke fordi elveren var så kræsen længere. Tre år på farten havde ganske hurtigt fået pillet den fornemme følelse af den rødhårede elver, der heller ikke just gik i prangende tøj længere. På trods af, at hendes ansigt på 'eftersøgt'-plakaterne efterhånden var falmet så meget, at hun nu var stort set uigenkendelig, var hun stadig påpasselig. 
Den spinkle skikkelse trådte et par trin op til døren, beklædningen var et par posebukser, der tydeligvis var for store, disse holdt op af et smalt læderbælte, samt en trøje der hang ubehjælpeligt nedover den ene skulder, grundet halsåbningens gaben. Det eneste der passede skikkelsen var de praktiske læderstøvler, der på trods af at have trådt langt, endnu så pæne ud. Hun placerede en hånd på dørkarmen, næsen nensomt og blidt, jep - hun var bestemt det rigtige sted.
Hun skævede kort ind, som antaget, ingen hjemme. Nogen var sikkert i færd med at flå en by, eller et uheldigt væsen, fra hinanden. Elveren trådte rundt omkring huset, kiggede instinktivt efter mulighederne, siden hvornår var landsbysamfund begyndt at låse deres døre? Flere steder, især i de små byer, havde de alligevel ikke meget af værdi, så man kunne finde de fleste døre vidt åbne. Måske det bare var en foranstaltning når man nu var varulv? Endelig bød en åbning sig, et vindue stod på klem, og selvom elveren ikke var fysisk stærk, var hun heldigvis endnu adræt nok til at kringle sig igennem.
Tara landede elegant på fødderne, en bevægelse der trods alt endnu mindede om elverfolkets, inden hun skævede omkring i hytten, det var ikke fordi pladsen var overvældende, man havde vel forvenet noget mere prangende af en tidligere general, men på den anden side var den del af historien endt en smule skidt. Ikke fordi hun havde fulgt synderligt meget med i den politiske debat, men soldaten hun havde trukket informationerne ud af, omkring Judahs nuværende gøren og laden, havde haft så lavt et mentalt forsvar, at informationerne havde været som at stjæle slik fra et lille barn.
Den rødhårede trak rejsekappen af, den var ikke køn eller elegant, men den havde holdt regnen på afstand, hvilket var en kærkommen effekt når man ikke havde meget at stå imod med. Tara traskede imod ildstedet, efterladende mudderspor hele vejen efter sig, som hun bevægede sig frem på det rå trægulv. Der var endnu gløder, så det var nemt at tænde op i, der skulle blot endnu en kævle på, for at ilden hurtigt bed på det tørre træ. Så sank hun dovent ned på en større stol og lod pejsen gennemvarme sig, hun havde for ganske nyligt vasket sig i floden, og efter den begivenhed havde det ikke lykkeds hende at blive helt gennemvarm, dette var en god mulighed. Hun lænede sig tilbage på det store langhårede skind, og betragtede med overvældende ro flammerne gro, en ro der slet ikke passede sig for en, som lige var brudt ind i en andens persons hus. Det store røde hår var næsten mankelignende, som hun sad der, men på trods af at hun for én gangs skyld var nyvasket, velplejet og redt, skinnede vanviddet lige vel ud af hende.

Regnen havde altid været velkommen for Judah. Uanset hvilken dag, uanset hvilket tidspunkt, værdsatte han den – og denne nat, denne tidlige morgen var ingen undtagelse. Regnen havde oftest den effekt på andre (end varulven selv) at drive dem indenfor; væk og i ly fra det våde vejr. En effekt han fandt kærkommen, specielt den aften, Judah havde drevet sig selv i Tusmørkedalens dybe, mørke skove.
Trods Judah havde været under varulvens forbandelse siden hans seksten års fødselsdag, havde han stadigvæk ikke vænnet sig til smerten under forvandlingen, fra menneske til ulv. Trods han vidste den kom, den var fuldkommen unægtelig (præcis som fuldmånens månedlige eksistens var det) – men den var stadigvæk et enormt chok for ham, og hans krop. Og den træthed – dén følte han, som natten langsomt, men sikkert blev til dag.
Varulven havde henover den sidste måned måtte distrahere sig selv – sprede sine tanker vidt og langt, for ikke at falde tilbage i sine gamle vaner, for ikke at mærke hvordan hans abstinenser ville drive hans krop og sind i sænk. Men det var ikke kun alkoholen han havde afholdt sig selv fra at tænke på. Det var en lille måned siden, at han havde måtte sige farvel til den kvindelige lysets kriger. Det var ikke fordi han ikke ønskede at tænke på Innogen; mindet om hende vækkede varme følelser hos ham, men også noget ganske andet. En afsavn og sorg, der vil drage ham for tæt på alt det andet. Alt det andet, der blot skubbede ham tættere og tættere på vedligeholdelsen af sit misbrug.
Distraktionen af Judahs tanker havde ledt ham til at gøre noget, han i lang tid ikke havde vovet at gøre. Den havde ført ham udover grænsen til Tusmørkely og ind i skovområdet – og til sidst langt, langt længere ind i Tusmørkedalens skove end han havde gjort det, de sidste næsten ti år. Og havde ikke i sinde at træde ud, før han havde bedrevet det han havde sat sig for. Dette som minimum, at komme igennem denne måneds fuldmåne. Formålet med at drive ind i skoven var ikke blot, at holde sig på taktisk afstand af andre levende individer (udover skovens dyr) – men også for at aflægge en gammel ven et besøg. En ven der havde hjulpet ham før imens han var under påvirkning af fuldmånens skær.
Havde han fundet hjælpen? Til hans held (for ikke at tale om andres): Ja. Denne hjælp var varulven under fuld påvirkning af, som han skridtede tættere og tættere på Tusmørkelys bygrænse, kort forinden en ganske bestemt elver, havde trådt ind over tærsklen (eller nok nærmere vindueskarmen) til hans hjem. En hjælp der havde givet ham midlertidigt kontrol over, hvad der førhen var ikke-eksisterende, hans varulve tilstand. Men selvom han var under urternes påvirkning, trods var fuldkommen til stede i ulvens form, gjorde han holdt under trækronernes skygger. Han drog ikke ét eneste skridt nærmere, end hvad han allerede havde taget. Men som morgenen kom, som han fald ind og ud af bevidsthed, og hans nøgne, menneskelige skikkelse hævede sig fra skovbunden satte han fremad. Han satte i løb indad imod den sovende by.

Som Judah satte håndfladen imod den så velkendte trædør, ville han have bøjet sig nedad – ført sig selv ind i vane, og grebet den gemte nøgle til hans lille hjem, men noget standsede ham. Genskæret i et af husets vinduer fangede hans øje – trak ham ud af trætheden, og forlangte hans opmærksomhed.
Om nok havde han ladet det stå åbent, dét huskede han. Men ilden, der legende kastede sig frem og tilbage i spejlingen – dén huskede han ikke. Det var med en hurtig hånd, hurtigere end hvad varulvens ømme krop nok egentlig havde kunne takle, at han fandt nøglen og låste sig ind. Han trak døren op, for blot at træde ind og smække den bag sig – ude af stand til at slippe håndtaget da hans øjne nedfældede det scenarie der udspillede sig foran ham. Han frøs i tid og sted.
Havde det ikke været for Tarasikas øjne, øjne ulven aldrig havde glemt – var han ikke sikker på han havde genkendt hende. Men genkendelsen ramte ham hurtigere end accepten for hvad han så; for at nogen virkelig havde brudt ind i hans hjem.
Det var derfor næsten ufatteligt, at varulvens tonefald var uhyggeligt roligt idet han talte:
”Hvad laver du her?”   

Det havde ikke just været meningen at elveren ligefrem skulle døse hen, men trygheden ved faktisk at være indenfor, et sted som ikke blev ædt op af krobeværtningernes larm og flittige udskiftning af mennesker som betrådte stedet, bragte en utrolig ro med sig. Selvom denne hytte vidnede om hændelser, var stilheden øredøvende. Kun holdt med selskab af den knitrende ild. Stolen hun sad i slugte hende næsten hel, den var stor og Tarasikas skikkelse så lille, skindets lange bløde og velbehandlede hår omfavnede hende, som hun kort tillod sig at sparke støvlerne af og lukke øjnene for en stund.
Der gik dog ikke længe, en time måske, før genkendelsen ramlede imod hende, fik hende til at slå øjnene op som var der gået et lyn igennem skikkelsen. Hun hævede hovedet en kende, som en slange der prøvede at opfange en duft med sin tunge. Blikket var stedfastet på døren, hun vidste at han havde opdaget at noget var galt, en tanke der fik et næsten ikke-eksisterende smil, der endog bredte sig til de store øjne, til at spille på de smalle læber. Hun kunne næsten lugte hans kortvarige tøven.
Det var ikke svært for elveren at genkende manden på den anden side, hun havde været dybere begravet i hans sind end han nok selv nogensinde havde været klar over, men som et et myggestik der blussede op, ville dette med sikkerhed begynde at klø, hvis han genkendte hende.
Døren gik op, han var hurtigere igennem end hun havde regnet med, normalt var folk påpasselige hvis de opdagede at der var indtrængende i deres hjem, men ulven havde tydeligvis ikke meget at frygte, på trods af, at han var ubevæbnet og... nøgen.
Tara beskuede ham mere indgående, nøgenhed var vitterligt det sidste som kunne forstyrre hende, hun så folk for deres allerværste, deres inderdybeste. Var der noget at skamme sig over, kom det sjældent fra den fysiske krop, og der var intet mere intimt end det, som befandt sig på indersiden af den simple hjerneskal. Stilheden var dominerende, længe. Længere tid end en normal interaktion havde tilladt, men sandheden var, at Tarasika var langt fra normal, ingen pinlig tavshed kunne røre hende, og det var heller ikke denne, som i sidste ende fik hende til at bryde den stille stund.
"Judah, Judah..." Elveren slængede sig mageligt i stolen, som en doven kat i sommersolens fede stråler på et uforstyrret sted. De store honningbrune øjne flyttede sig ikke en millimeter fra hans skikkelse. Den uforstyrrede ro brølede gennem lokalet. Som et lille dyr, der ikke frygtede at blive ædt af noget mere overlegent, grundet giften denne besad og de strålende farver, rørte Tarasika ikke på sig de første langstrakte øjeblikke. Det lyste ud af hende, kontrollen. "Hvad jeg laver her?" Elveren gled fremad, helt ud på stolens kant, til sædet ikke længere understøttede hendes skikkelse, her trådte knæene til og hun rankede sig op i hendes fulde højde. Hendes fulde utroligt spinkle figur, der ikke just havde fået mere fylde de seneste år. "Jeg kom for at hilse på en gammel ven." 
Øjnene funklede, livligt og sultent. Hun trådte hen imod mennesket, i langsomme og kontrollerede skridt, som koordinerede hun til præcision hver gang hun satte foden i jorden. Til sidst stod hun foran ham, ganske tæt på, tættere på end normal intimsfære normalt ville byde folk, der ikke kendte hinanden. "Hvad laver du?" Elveren tiltede hovedet til siden, lod håret bruse ned til den ene side. I en bevægelse, der slet ikke passede med hvordan elveren ellers bevægede sig, rakte hun den ene hånd imod ham, læggende denne fladt imod hans bryst, inden fingrene krøllede sig sammen, og lod kun pegefingeren glide nedover den kraftige brystkasse, efterladende et rent spor, hvor der før havde været skidt, fra jorden han havde ligget på. "Laver du ballade igen, Judah?" Stemmen var spinkel, som en hvisken, ansigtet næsten sørgmodigt, som øjnene gled opad og ramte hans

Lyden af hans navn blive fældet fra hendes læber, fik de tordenfarvede øjne til at miste glans. For et kort stund virkede det ikke til, at varulven trak vejret; faktisk han fremkom fuldkommen stillestående - end ikke hans hånd havde sluppet håndtaget, trods døren havde lukket sig ganske fint i bag ham (en handling ført af hans egen hånd endda). Men han rørte sig ikke ud af stedet.
Som Tarasikas øjne ikke flyttede sig fra varulvens, rørte hans sig heller ikke. De virrede ikke en millimeter, men forholdte sig fikseret fuldkommen imod hendes honningbrune. Fyldt af alle og ingen følelser, på en og samme tid.
Som elverkvinden talte, for hver enkelt bevægelse Tarasika pådrog sin krop, ændredes Judahs ansigtsudtryk sig gradvist. Det bar en vis kølighed over sig, en kulde der trak sig helt fra hans mund, lige og apatisk i sit udtryk, til øjnene; de vidt opspærrede øjne, der trods deres kulde, var indsunkne og mørke af træthed. For han var i sandhed træt - træt efter de mange dage på farten, træt og øm i hele sin krop af forvandlingen - men så var der selvfølgelig også abstinenserne. Hans krop skreg.
I det øjeblik Tarasika bevægede sig, blot lagde an til at rejse sig fra stolen, rykkede Judah på sig. Det var en kortvarig bevægelse, men ikke desto mindre skete det. Han slap dørhåndtaget, knugende sine hænder i to knyttede næver. Fra hendes placering i stolen, til hun rejste sig og havde vandret de ganske få meter derfra og hen til ham, gjorde han ikke andet end blot dét. Han svarede hende ikke, men nøjedes blot med at følge hende med øjnene.
Det var ikke så mærkværdigt at elverkvinden følte sig overlegen. Om nok var Judah langt større og langt mere fysisk stærk og udholdende (trods de seneste par dage han netop havde gennemgået) - men det afværgede ikke det faktum, at Tarasika var en kraftfuldt mentalist, en farlig en af slagsen. Om nok kunne han forsvare sig selv fysisk, men varulven vidste hvad elverkvinden var i stand til at gøre ved andres psyke, hans egen mere specifikt. Om nok havde varulven det elendigt, men han nærede ikke et ønske om, at miste sin forstand.
Måden hvorpå hun nærmede sig ham, talte til ham - ja endda rørte ved ham - lagde en tyngde i maven på varulven. Han havde planer om at bane sig udenom hende, væk fra hende, men noget i hendes tonefald — noget i hendes stemme fik noget andet til at røre på sig i ham. Køligheden i Judahs øjne erstattedes med noget ganske andet. Vrede.
Hans hånd var hurtig, hurtigere end han selv havde regnet med. Der lød næsten et smæld som han greb omkring Tarasikas spinkle, trækkende denne væk fra hans brystkasse.
“Hvad vil du have, Tarasika?”
Hans stemme var næsten knurrende, som en efterladenskab af forvandlingen der mindre end en time forinden var pådraget hans krop.

Duften, det var duften der først mødte elverens sanseindtryk, duften af den regnvåde jord, af sommerskovens underbund, af frisk perlende sved. Åhjo, hendes sanser var endnu ekstremt fine, det fremkaldte billeder, noget længselsfuldt af at leve under Elverlys store tætte trækroner. Det var en tid som for længst var forbi, minder som var gået i glemslens tag, i bytte for den tunge lugt af våde sten på borgen, fugten som drev af væggene på det tunge bygningsværk og varmet op af faklernes skær. Dette var nu også fortid. Elverkvinden fugtede læberne, unødvendigt langsomt, som hendes finger gled ned ad varulvens bryst. Hun vidste det pirrede noget i ham, noget han selv havde prøvet at glemme, noget han havde skubbet væk, som mange andre prøvede på når Tarasika havde været dybt i deres hoveder. Hun var, for de færreste, et behageligt bekendtskab. Det honningbrune dybsindige blik gled ned, fulgte håndens bevægelse, næsten lidenskabeligt på en absurd måde, inden hans hånd lagde sig omkring hendes håndled i et hutigt stærkt greb. Absurd egentligt, at se hans hånd lukke sig omkring hendes spinkle arm, han kunne nå hele vejen rundt, med lethed, en pervers styrkeforskel på de to. Hun rykkede sig ikke en millimeter, som de stod der, prøvende at udfordre hinanden. Under hans berøring kunne hun mærke det, den dirrende bevægelse i hele varulvens massive krop, desperationen, Judahs yderste følelser var så let tilgængelige i hans tilstand, at hun næsten kunne smage det, den stærke alhohols første summen på tungen, kroppens lyst til at give efter for den overvældende træthed, forvandlingens smertespor i hvert eneste led og berøringen af en varm kvinde. Det var sødt som slik.
"Judah dog..." Blikket gled tilbage, langsomt, op op op. Op til de ramte hans øjne, øjne der havde indfanget et stormvejr i én farve, hun betragtede dem langvarigt, som havde hun alt tid i verdenen "... Så hårdhændet!" Smilet bredte sig, bredt som ulvens eget, legesygt og forberedt. Hun tog et skridt tættere på, han var frustreret, ivrig for at få i vide hvad i alverden det spidsørede væsen lavede i hans liv igen, desperat for at hun skulle forlade stedet. Stakkels skabning som troede det ville gå så let. "Det behøves slet ikke, du kan bare spørge!" Hun blinkede til ham, lo kortvarigt, næsten manisk. Hun kæmpede end ikke for at komme fri af hans jerngreb, slet ikke.
"Det er simpelt, syntes du ikke, kære ulv?" Hun hævede øjenbrynene i en spørgende mine, med et blik, så uskyldigt, at gudernes bedste børn ville ligne de sande dæmoner ved en sammenligning.
"Du skylder mig en tjeneste, og det er på tide at jeg inkassere den!" Som et lyn fra en klar himmel blev hendes blik alvorligt, stenhårdt og faretruende, det var tydeligt at hun insinuerede hvem der havde overhånden i selskabet, og på trods af hans fysiske overlegenhed, der ville knække hende som en tændstik, frygtede hun ham ikke det mindste 

Måden hvorpå mentalisten tilgik varulvens allerinderste, hans følelser og tanker, var om nok ufatteligt nemt for hende - men det var ikke uden at hun satte sit spor. Som Tarasika gennemgik hver og en af Judahs følelser, ja endda svage bider af hans minder, så mærkede han dem. Han gennemlevede det på ny, i små stik; en prikken der tog til i styrke, der smertede ham mere end hvad var synligt for det blotte øje.
Idet elverkvindens øjne bandt bånd med hans, og han så til hvordan hun legende så ham an - tydeligvis overlegen i al sin væremåde -  var han ikke det mindste i tvivl. Dette blev hverken et kort eller smertefrit møde med elverkvinden. Som han stod der, nøgen og trængt op i en krog af sin egen fortid, dér forstod han - han var i sandhed hendes.
Grebet omkring hendes hånd løsnede sig gradvist i takt med mentalisten førte Judah tættere og tættere på svaret på det spørgsmål, han havde efterspurgt hos hende. Et svar han nok allerede kendte, et der fremkom klokkeklart allerede før han hørte elverkvindens tunge udtale det.
“Hm,”
Hvad der ganske enkelt kunne beskrives som en ubekvemt brummen, trak sig frem fra ulvens strubehoved. Han slap til sidst grebet han havde haft omkring elverkvindens hånd, ladende denne falde ned langs hans ene side, som hans øjne virrede frem og tilbage mellem hendes. At hun nærmede sig hans skikkelse yderligere fik ham blot til at rynke sine bryn sammen, næsten lidende, idet han anstrengte sig for ikke at give efter for det følelsesvirvar der spredte sig i hans krop. Vreden måtte forblive blot under huden på ham; en handling han efterlevede nogenlunde, som han atter talte:
“Og hertil må jeg spørge dig endnu engang, Tarasika: Hvad vil du have?”

Der gik et sus igennem elveren, som en ihærdig dirren, noget der brusede ualmindeligt velsmagende igennem hele hendes spinkle væsen, som han overgav sig til hendes vilje. Hun kunne se det, føle det, lugte det. Han vidste at han sad i saksen og at hun havde fået grebet omkring hans vilje, det  huede hende mere end hun nogensinde ville sige højt. Hendes nøje planlagte besøg kom hende til gode, hun havde håbet, men havde ikke turde tro, at hun kunne betvinge den bredbringede mand så let.
Hun rakte op, kortvarigt, strøg ham forsigtigt, næsten kærligt over de ru skægstubbe, inden hun sank tilbage, tog et skridt væk, mendog endnu med det sejersrige smil spillende på læberne. "Årh, Judah, nu ikke så mut kæreste..."Stemmen var hoven, næsten sarkastisk "... Du gør det meget værre end det er!" Hun kunne ikke dy sig, det var for fristende, hun havde reddet hans liv i sin tid, hun havde lagt hovedet på bloggen for at Lysets hær ikke skulle få ham halshugget, hun havde påvirket vagteliten til ikke at ønske en anden mentalist skulle give en anden vurdering, og nu, nu høstede hun frugten af sit risikovillige arbejde.
I en rolig bevægelse vendte hun om, valsende tilbage til den store stol, som hun kort efter dumpede ned i, endnu engang beskuende den nøgne krop foran hende. Hun satte fingerspidserne mod hinande, læggende begge pegefingre mod den nederste læbe i en kortvarig tænksom mine.
"Det er faktisk meget simpelt..." Startede hun, nej, det var ikke nogen stor tjeneste, men det var en tjeneste hun havde brug for nu, noget hun ikke kunne leve uden. Hun havde flygtet gennem landet, rejst områder tynde, blevet jagtet over hals og hoved af dusørjægere, og nu var hun træt. Sidste gang hun havde haft et fast værested havde været på Morgoths palæ, for flere år siden, hvor et andet besøg havde medført endnu en halsbrækkende rejse. Melkor havde ikke just gjort det nemmere at være til stede i sit eget hoved, og selvom hun selv havde dyrket relationen, ladet vanviddets frugt gro sig stort, med rigeligt næring, for til sidst at høste det, vidste hun, at bekendtskabet i sidste ende ville ende med at koste hende livet. Nu sad hun her, stirrende på varuulven, inden det lille legende smil endnu engang dukkede op på de rosenfarvede læber. "Du skal huse mig!" Kommentaren var hverken en forspørgsel eller en anmodning, det var en kommando. "Jeg slår mig ned her. Med dig. Du er nødt til at angive mig som et gammelt bekendtskab, eller en flamme om du vil." Smilet blev igen faretruende, lig et rovdyr med øje på sit bytte. Af hvad hun kendte til Judahs situation var dette på ingen mulig måde et drømmescenarie, men det måtte han affinde sig med. Hun havde brug for et pusterum, indtil hun fandt ud af hvad der senere skulle ske, men for nu måtte hun slå sig ned her, muligvis under en helt anden identitet, end sin egen

Trods de ufattelige mængder af alkohol, og gennem dette Judahs formåen at vedligeholde sit ubehagelige misbrug, huskede han dagen ganske klart. Han huskede tydeligt Lysets efterforskning af ham, men frem for alt måden hvorpå elverkvindens nøddefarvede øjne henfaldt i både lys og mørke, i cellen hvori varulven var blevet anbragt morgenen efter rovmordet på hans bedste ven. Han huskede hvordan lyset flakkede henover dem, imens hun gradvist trængte tættere og tættere på hans skikkelse, med hendes yndefulde, langfingrede hænder strakt fremad, idet de greb hans nedre ansigt. De skænkede hans ansigt både kærtegn og intim påtrængen af allerværste grad - men hun pålagde ham hverken frygt eller angst. Hun gav ham fuldkommen ro, som hun læste hans tanker, hans allerdybeste minder.
Judah forstod stadigvæk ikke Tarasikas handling fra de mange år forinden. Han stillede fortsat sig selv samme spørgsmål, som han gjorde dengang og om nok stod han fortsat uden svar. Men denne dag, som de stod der, ganske nært, den tidlige morgen, vidste han at det ikke handlede om medlidenhed eller en morbid form for forståelse af ham. Det måtte handle om noget ganske, ganske andet.
Det er faktisk meget simpelt.
Det var aldrig simpelt med hende, forsikrede varulven sig selv om, imens han betragtede Tarasika slynge sig rundt i lænestolen. Judah banede sig sagte bagom ryggen på stolen, forsat lyttende imod elverkvindens bevægelser - og ikke mindst stemme - da han greb et uldent tæppe, placeret henover enden af halvandenmands-sengen, placeret i husets bagerste hjørne. Han svang sagte dette om sine hofter, for så blot herefter at (en anelse besværet) placere sig på sengekanten, ladende sine albuer hvile sagte imod sine lår.
Han tog sig selv i at falde hen fuldkommen i stilhed, idet Tarasika havde ytret sit endelige ønske (nok nærmere ordre). En stilhed han brød, med en dyb udånding. De tordenvejrsfarvede øjne søgte de brændende flammer, inden de gled forsigtigt i. Havde han været træt før, var han nu udmattet.
Men ikke udmattet nok til, ikke at have kontrol over de ord, han da udåndede:
“Nuvel. Du kan bo her.”
Apatien var gennemtrængende, men noget var anderledes. Hadet var ikke-eksisterende. 

Det var slet ikke nødvendigt for elveren at følge Judah med øjnene, hendes vidtstrakte mentale egenskaber fortalte hende konstant, hvor han befandt sig i i rummet, det var intet nyt og det var ingen hemmelighed. Tarasika var gennem årene blevet en frygtet skabning, en med evnen til at indlogere falsk tryghed, eller minder der aldrig havde forkommet i virkeligheden. Hun kunne drive familier i fordærv og havde elsket det. De mange år omgivet af kaos havde givet hende en smag for det morbide, det umenneskelige, dét, som kun hun var i stand til, at efterlade dem savlende som slaver i egen krop. Nu var hun træt, hun havde vitterligt ingen steder at vende hen. Samson var i komplet og uigenkaldeligt forfald, Morgoth som havde været hendes klippe havde hun ikke set de sidste mange år og Melkor, ville ende med at drive hende i døden, før eller siden og selvom at hun gladeligt havde fulgt ham til vanviddets rand, havde overlevelsesinstinktet taget over, i hvert fald for en stund. Hele hendes eksistensgrundlag var reduceret til komplet mistro og manglende tillid, manglende evne til at tro, at tilliden faktisk eksisterede nogen steder. Det var af samme årsag ikke så underligt, at hun ved hans ords udtale, næsten stivnede. Som frøs hun øjeblikkeligt på stedet. Hun sad der nogle langstrakte øjeblikke som hendes hjerne fik vredet hver et scenarie ud af hans sætning. Hun lænede sig fremad, til hendes bryst ramte hendes lår. Så drejede hun hovedet mod Judah, pupillerne vredet ud til den ene side, stirrende på ham, gennemlysende hver lille trækning i kans krop, hans ansigt.
"Hvad?" 
For første gang lød elveren faktisk usikker, som vidste hun at han havde gennemtænkt en plan. Hurtigere end hende? Næppe. Hun sad der længe, stirrende, gennemskuende, som rakte hun ud efter hans ord, ledte i hans sind efter sandheden. Han frygtede hende, hun vidste det, hun havde lugtet det på hans hud, det havde rullet som perler. Frygt var sjældent en god ting, men for Tara havde det altid sikret hende i sidste ende, hun havde det i sin hule hånd, som andre havde et sværd.  Så længe hun havde det behøvede hun ikke meget mere 

“Hvad?”
Usikkerheden i elverkvindens stemme fik varulvens øjne til at spærre sig sagte op. Han sukkede tungt, en handling der understregede, at han tydeligvis var så træt som det udtryk, der viste sig i hans tordenvejrsfarvede øjne. Øjne der fæstnede sig imod Tarasikas smalle ansigt, der stak ud fra den ene side af lænestolens ryg. Mistroen skreg ud af de honningfarvede øjne; øjne der for længst havde mistet al sin varme, og kun stod tilbage med kulde og desperation.
For en kort stund nærede han ikke at bebrejde hende for hendes handlinger - og med et, følte han medlidenheden krybe langsomt (men ganske sikkert) ind på ham.
Varulven sukkede, løftende sine hænder for at gnide sine trætte øjne. Judah vidste at elverkvinden udemærket havde hørt hans ord, men dette afholde ham ikke fra at gentage sig selv:
“Du kan bo her.”
Et ukontrolleret gab omfavnede hans ord, som han placerede sine hænder imod skinnet der udgjorde størstedelen af sengens dække. Herefter satte af med fødderne på trægulvet under sig, dovent trækkende sig længere indad opad imod sengegavlen. Om nok virkede varulven til, at have sluppet sin frygt fra mentalistens evne til at forvandle hans hjerne til grød — men dette var langt fra sandt, trods hans opførsel afspejlede præcis dette. Men som han lagde sig ned, slippende hende ud af syne, følte han sig ganske sikker på at han havde givet hende hvad hun ønskede. Hun kunne umuligt bede om mere, overbeviste hans udmattede hjerne ham om.
En overbevisning der skar igennem al fornuft og overlevelsesmekanismen, der få øjeblikke forinden var frygt.
“Er der mere du ønsker at berøve mig Tarasika?”
Mumlede varulven, som han vovede at lukke sine øjne i.

Elveren strøg i en langsom bevægelse en rød lok væk fra ansigtet, som hendes spinkle skikkelse endnu engang satte i bevægelse, en langstrakt smidig en. Hun ville gerne sige, at det var varulvens udmattelse som smittede af på hende, som hun havde sonderet ydersiden af varulvens følelser og væren, men dette var langt fra sandt, og hun vidste det godt selv. Hun var træt, nærmest udtjent. Ironisk nok kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde følt sig tryg, dette var i hvert fald det tætteste på, hun kunne huske, at hun havde været i rigtig lang tid, lige ved siden af en varulv. Hun rettede sig op, betragtede ham, hans egen udmattelse var ikke svær at få øje på, en årsag til at dette tidspunkt var så umanerligt velvalgt, han havde næppe meget gejst, at skabe sig med, over situationen.
Hun trådte nogle skridt tættere på, til hun nåede sengen kant, ladende det gyldenbrune blik betragte ham kortvarigt "Berøve dig?" Elveren bukkede sig indover ham, inden hun uden besvær, i en overraskende hurtig bevægelse, svang det ene ben henover ham, til hun sad på midten af hans mave, som en mare, der kom om natten for at ride en uheldig drømmende.
"Hvis jeg berøvede dig noget som helst i sin tid, var det din visse død!" Hun vippede hovedet en kende forover, som blikket borrede sig ned på ham, løbende over hans ansigt, nedover hans hals, som forestillede hun sig rebet der i givent tilfælde ville have snørret sig tæt omkring denne, til den syngende lyd af spænding der strækkedes til et mål af kvælning. Hun tog en enkelt hidsig indånding, som næseborene kort vibrerede faretruende, genvindende kontrol over denne blodtørst der kort skyllede over den magre kvinde.
Blikket rakte tilbage opad til hans blik, forstenet som hun sad et øjeblik der, spændtes den spinkle krop op.
"Lad mig ikke fortryde den beslutning Judah!" Hun havde set det, kortvarigt, medlidenheden der havde ramt ham, smagt sødmen på tungen, hun kunne næsten ikke tro det og endnu værre, hun brød sig slet ikke om tanken, den kvalmende medlidenhed.
Så hurtigt som hun var kommet, væltede hun ned på siden, ned ved siden af den brotne ulv, badede hovedenden i rødorange hår, som hun selv lukkede øjnene, i en magelig bevægelse.
"Få dig noget søvn ulv, du kan bekymre dig om resten af din hjælp i morgen!" Det sidste var en doven søvndrukken mumlen, som lod elveren allerede døsigheden skylle indover hende. Sengen var behagelig, selvom Judah fyldte rigeligt, hun havde i det mindste ikke brug for meget plads, og ikke om hun nogensinde igen havde i sinde at sove i en lænestol, de dage var ovre, hvor tilfældige senge med vidensbyrd om alverdens uhumskheder skulle jage hende fra den lune sengehalm. Her var stille, og på trods af Judahs tankemylder, var han træt nok til at det var på et minimum af overfladens tankespind der kunne strejfe hende.

Om nok følte varulven sig overvældet af træthed - men han hørte udemærket elverkvindens næsten katteagtige skridt, sætte henover trægulvet og imod ham. En lyd han på en og samme tid ikke fandt spor overraskende og så alligevel helt og aldeles advarende.
Judah nåede blot at slå øjnene op til, at se elverkvinden tårne sig opover ham; at se de kobberfarvede øjne, øjne ganske lig i rovdyrs (et motiv der stod ham ganske klart, i dette øjeblik) granske hans liggende skikkelse. Måden hvorpå hendes øjne havde betragtet ham, dét svor han ville sidde i hans tankecenter i lang tid - selv når varulvens udmattethed endelig greb ham, lagde ham til hvile og bragte ham væk og dybt ind i hans underbevidsthed, hans drømme. Selv dér ville de følge ham, som de havde gjort mange, mange år forinden, som om de aldrig nogensinde havde forladt ham.
"Hey-"
Varulven nåede ikke at protestere før elverkvinden slog sig fremad, således hendes krop fik sig selv fint placeret henover hans mave. En handling der gjorde Judah ude af stand til at tilbageholde en mild grimasse, udstrålende overraskelse - foruden al der mindedes om træthed, var som brændt ud af øjnene på ham (så man bort fra de tydelige render, der sank de tordenfarvede øjne indad) og totalt erstattet. Hans øjne kneb sig sammen ved hendes ord, han var tydeligvis ikke intimideret af hendes ord - men noget andet skar tydeligvis igennem i de grå øjne, som de virrede mellem hendes, iltre og blussende op med en ild der kunne beskrives som én ting: vrede.
"Lad mig gætte: jeg burde føle mig forpligtet til, at gøre dig en tjeneste?"
Snerrede han under en brummen, tydeligvis tilbageholdende sit iltre temperament. En handling der ikke forekom ham så let som det plejede, da hans lunte var en hel del mere antændelig disse dage.
Hun var måske mere henfaldt til galskaben end han troede- 
En tanke han brød hurtigere med idet han mærkede dét. Som om ulvens øjne snød ham, mærkede han en usynling snørre stramme grebet omkring hans strube - efterladende ham stum for ord, og ude af stand til at trække vejret helt ind, som han naturligt ville det. Judah var ikke i tvivl om hvem der styrrede denne kræft, denne følelse; en stålfast viden, der ville have fået en hver anden til at ryste elverkvinden af dem og så langt væk fra dem som muligt. Men han forholde sig stille, rørte sig ikke ud af stedet. End ikke de grålige øjne virrede ikke fra hendes, trods det bånd der langsomt bandt sig i deres fælles blik. En ild kun drevet af blodtørst og vrede.
Da Tarasika brød deres sammenbundne øjne, da føltes det som om at varulven endelig kunne trække vejret. Han trak vejret dybt indad, ladende sine øjne fortsat se fremad imod det punkt hvor hendes kortvarigt havde befundet sig. Han løftede sagte den ene af sine hænder, placerende denne imod sin mund, som han mærkede hendes skikkelse krybe sig ned ved sin side. Han flyttede forsigtigt hånden, seende imod skikkelsen der langsomt gled ind i søvnen, ind i skygge; skygge kastet ad hans skikkelse, som han dækkede for flammerne der stammede fra det lille ildsted. Han sukkede, som han slog hovedet tilbage og lod sine øjne falde i.
Det var længe siden, at varulven ventede med nervøsitet på hvad en ny dag ville bringe. Men denne tidlige morgen, havde ikke bragt andet end overraskelser med sig - så hvorfor skulle den næste ikke også?

Det ville ikke kræve meget, ikke mange øjeblikke omringet af komplet ro, før at elveren ville falde i søvn, men ulvens spørgsmål kredsede kortvarigt i hendes hoved, det var næsten umuligt at lade dette stå ubesvaret. "Mhm" Mere var der ikke at sige i den sag, hvis han virkelig skulle have uddybet situationen måtte han vente til de begge havde fået noget søvn, det var da hller ikke svært at mærke anspændtheden i mennesket ved hendes side, alt det krævede var et lille skub. Hun vendte sig i en hidsig mine, skubbende tanken fra sig, det ville ikke gøre noget godt for nogen, hun vidste at hun kunne slappe af her, det måtte hun kontrollere sig for ikke at ødelægge. Ikke med det samme i hvert fald.
I en ubesværet, kattelignende bevægelse, trak hun sengetæppet henover sig, selvom sommeren satte sit præg, var nætterne i denne del af landet kolde, og elveren havde i forvejen ikke meget at holde varmen med. 
Hun døsede langsomt hen, roen i hytten var slående, kun den knitrende ild kunne få ens opmærksomhed, det og så den tunge vejrtrækningen fra ulven, men det var ikke nok til at elveren ikke faldt i søvn. Og om det var en rolig søvn? Absolut ikke! Tara kartede rundt, der gik ikke mange øjeblikke med den samme stilling, inden hun i en hidsig bevægelse måtte vende sig, for kort efter at starte forfra. Egentlig kunne hun ikke huske, hvornår hun nogensinde havde sovet roligt, måske tilbage i Elverly, eller i dagene på flugt hvor udmattelsen ikke havde givet hende andet valg. Judahs drømmecenter var heller ikke just svært at blande sig i, og hvad den mand drømte om, var ikke lykkelige stunder. Om han var klar over dette, eller ej, det var Tara i hvert fald.
Solen nåede dårligt at passere midten af himlen, inden Tara igen slog øjnene op, den spinkle skikkelse kom op at sidde, en kende kluntet, med hjælp fra hovedgærdet. Hun strakte armene over hovedet og spændte kortvarigt hver en muskel i kroppen, inden blikket gled ned på den sovende ulv, scenariet fra dagen forinden udspillede sig kort for hendes indre, som hun mindede sig selv om, hvad i alverden hun lavede i denne del af landet. Topalis var varmere, selv om morgnen. 
I en magelig bevægelse, lagde hun an til at krydse henover Judahs skikkelse, var han en tungt sovende, ville han næppe bemærke, at elveren overhovedet var vågnet.

Til varulvens held,  havde Judah ikke bidt synderligt mærke i elverkvindens (ufatteligt) urolige søvn - hvis man da overhovedet kunne kalde for den det. Som hun havde vendt og drejet sig, lavet den ene mere hidsige bevægelse end den anden, havde han blot rykket med - fortsat boblende under den søvn, han havde ladet sig henfalde totalt i de få timer forinden. Men som hun endelig havde fundet ro i sine bevægelser, hvilket havde ledt til enden af hendes urolige søvn og Tarasika fandt sig selv ganske vågen — da bed han mærke i hvad der hændte ved hans side. De tordenfarvede øjne slog sig sagte op, atter seende hvordan den kvindelige elvers skikkelse havde placeret sig henover ham. Hvad der havde været en næsten apatisk, lige streg af en mund, vendte sig nedad som en omvendt hestesko.
Judah havde aldrig kunne prale af, at kunne døse hen til langt hen på dagen. Han havde aldrig kunne det, end ikke efter en fuldmåne. Han vågnede efter ganske få timers søvn, med en krop higende efter at komme op igang - trods hvordan den var blevet efterladt, efter varulveforvandlingen, øm og synderbanket. Og så var der selvfølgelig efterslæbet af hans forvandling fra menneske til ulv. Et efterslæb han allernemmest ville kunne beskrive som værende hypersensitivitet af alle sine sanser og mere; det gik fra at have en voldsom fremhævet lugtesans til en sigende hunger efter rødt kød (var denne ikke blevet opfyldt under fuldmånens kolde skær). Judah havde med tiden lært hvordan, at han kunne nedtone sine efterslæb, og en måde at gøre dette på var simplere end han havde regnet med.
Om nok var varulvens bolig ikke pragende eller særlig rigt indrettet - et faktum Tarasika om nok havde bemærket. Men hvad nok ville have fremkommet ganske tydeligt for eleveren, ville være hvor rent - på grænsen til sirligt - hyttens enkelte rum var. Så man selvfølgelig bort fra skidtet hun havde slæbt med sig ind i hytten, efter at have kravlet ind ad en af de enkelte vinduer dertil. Og denne tydelige sirlighed eksisterede (som sagt) ikke uden en grund. Varulven priste sig lykkelig over, at have efterladt hytten i den tilstand han havde, alene på grund af hvad han følte i dette stående øjeblik. Hypersensitivteten, måderne hvorpå næsten alle hans sanser bed efter ulvens opmærksomhed.
Judah knurrede under et tungt åndedrag, som han lod Tarasika kravle henover sin skikkelse - seende efter hende med nogle ganske, ganske trætte øjne. Og en ganske rynket næse.
“Jeg er ligeglad med hvad du forventer af mig idag - og hvilken slags ‘hjælp’ du har tænkt dig, at pådutte mig-“
Han trak sig op i en siddende stilling, gribende støttende omkring klædet der fortsat fandt sig selv bundet omkring hans hofter, idet han skubbede sig selv nedad imod sengens fodende.
“Før jeg skal noget som helst - så skal vi begge to - begge to - have os et bad.”
Varulven rejste sig sagte fra fodenden af sengen, placerende sig selv foran en trækiste. Han åbnede denne, ladende kistens gamle hængsler synge en knirkende sang igennem det lille rum. Han begyndte at finde nye klæder frem til sig selv, løftende blikket sagte imod Tarasika.
“Her-“
Med en let hånd sendte han to klæder imod hende, bomuldsbukser og en lignende trøje (selvfølgelig hans størrelse, til hendes held kunne bukserne snørers ind).
“Jeg antager ikke, at du selv har mere på dig end, eh - end hvad du har på kroppen.”
Han fandt selv et lignende sæt frem til sig selv, trækkende i tøjet. Som ulven stod fuldt påklædt, seende efter sine, kastede han kortvarigt blikket imod Tarasika.
“Vi skal ikke så langt; men jeg vil forberede dig — det bliver en kold omgang.”

Det var ingen hemmelighed at Tarasika altid havde været en sløv padde om morgenen, de første vågne timer blev sjældent brugt på noget konstruktivt, hun var træt. Det var af samme grund ingen elegant elverkvinde som kravlede henover Judahs skikkelse, som søvnen havde frustreret hende nok, men nok nærmere et dovenvyrslignende væsen. Hun bemærkede ulvens utilfredse knurren som hun fik sig krabbet ud af sengen, men kiggede endnu ikke tilbage på ham. Hun var sulten, søgende kiggede hun rundt et par øjeblikke, men fandt intet spændende. Først herefter vendte hun rundt, betragtende ulven ganske ublut, som han kom ud af sengen. Selv som han fik kravlet ud, og påklædte sig, så hun ikke væk, der var mange manerer gået tabt i den endnu unge elver. "Et bad?" Elveren lød næsten fortørnet, som hun stod som en stenstøtte og betragtede ham finde tøj frem fra sin kiste, de knagende lyde havde i hvert fald fået hende vækket, modbydeligt så tidligt på dagen. Tara skævede ned ad sig selv, jo, rejsetøjet havde bestemt set renere dage, hun kunne faktisk ikke huske hvornår det sidst var blevet vasket, rimelig upraktisk at have sit eneste sæt tøj hængende til tørre, hvis nogen skulle indhente en for at kræve sin dusør. Hun krængede en grimasse, som hun instinktivt greb det nye sæt tøj han kastede til hende, de slanke smidige fingre gled over det bløde bomuld, næsten kærtegnende. Hun sukkede opgivende øjeblikket efter, som hun vendte sig mod døren. "Fint!" Knurrede hun, idét hun lod døren glide op, og det ravfarvede blik skue udover den lille landsby, en enkelt landmand var i færd med at trække friske gulerødder op ad hans køkkenhave i det nærmeste hus hun kunne se, ellers var der øde. Himlens skyer truede med endnu en regnfuld dag, dog var dråberne endnu ikke begyndt at falde fra himlen. Hun skævede over skulderen, med det lille faretruende smil "Du skrubber mig måske på ryggen?" Hun hævede spørgende øjenbrynene, som hun trådte ud på dørtrinnet, hun kendte udmærket vejen til floden, hun havde blot været der dagen forinden. Nok lavede hun sjov med Judah, han var for anspændt i hendes selskab til at det ville være til at holde ud i længden, men hun savnede i sandhed Zidiac og hendes skrubbesvamp. Et varmt øjeblik mindedes hun de lune marmorbade tilbage på borgen, hvor vandet blev varmet op af levende ild og dæmonen havde brugt timevis på at rede det lange røde hår, mens hun havde ligget og fået løsnet musklerne i det varme vand. Det regnvåde græs under hendes fødder rev hende tilbage til virkeligheden, dette var bestemt ikke det samme. Tarasika begyndte langsomt at valse mod den kolde flod, Judah måtte følge med, det burde ikke være et problem for den langbenede mand.
Floden var igen idag brusende, luften omkring var frisk på trods af luftfugtigheden var høj. Elveren stoppede op og stirrede ned i det klare vand, inden hendes blik nåede Judah. "Dét der..." Hun pustede trodsigt en lok væk fra ansigtet, og pegede stift ned mod flodens løb, som hun forventede at han måtte i baljen først "... Det er smeltet sne fra bjergene Judah" Nej, det bragte absolut ingen gode minder, Tara havde kun vasket sig til husbehov dagen forinden, men det havde stadig taget hende timevis at blive ordentlig varm efter "Og så kalder folk mig sindssyg!" 

“Fint!”
Havde varulven kunne himle mere med sine øjne end hvad han gjorde, efter elverkvindens kortfattethed, var han sikker på at hans øjne ville rulle bagom og ind i kraniet på ham. En handling Judah svor fandt sted, idet han hørte Tarasikas efterfølgende ord; en dag alene med hende ville ende med, at hans øjne ville side fast. Men så huskede han - dette var ikke kun en endags-affære. Judah sukkede som han trådte over sin dørtærsklen og ud i den tidlige aften, prøvende at påminde sig selv ikke, at lade sig selv rive for meget med af elverkvindens splittede slangetunge. Han prøvede at huske på, at skikkelsen der vandrede ikke mange skridt foran ham, engang havde hjulpet ham. Hjulpet ham på trods af, at han aldrig havde efterspurgt hendes hjælp. Det måtte da betyde noget, måtte det ikke? Om nok var tanken naiv, men dette var en Judah ikke havde sluppet i mange år - og selv denne dag, hvor han følte han var kommet tættere og tættere på svaret om hvorfor Tarasika havde hjulpet ham dengang, var han fortsat ikke sikker. Om nok virkede elverkvindens handling dengang mere selvisk end nogensinde, som han lærte hende mere og mere og kende. Men noget indeni varulven, noget ganske dybt og ufatteligt stædigt fortalte ham, at sandheden ikke var så simpel. Hun var ikke så simpel.
Lyden af den brusende flod vækkede varulven fra sit tankemylder. Han rynkede brynene vagt ved synet af det klare vand, men måtte slippe det af syne for, at betragtende området de to skikkelser netop havde bevæget sig ind i. De tordenfarvede øjne fulgte naturen rundt med blikket, og så blot til hvordan farverne skiftede sig fra gråt til grønt, fra rå sten til mosset der havde lagt sig som et blødt tyndt tæppe over den hårde overflade. Til sidst emmede den grønne farve atter ud i kolde brunlige farver, dannet af jorden under deres fødder, til sorthed; til skygge. De var ganske alene; alene i det lille skyggebelagte område. Dette var ikke så besynderligt - beboerne af Tusmørkely bevægede sig sjældent ud i skoven der omfavnede byen og specielt ikke de mørkere områder. Judah vidste derfor med sikkerhed, at de ville være som komplet uforstyrret imens de tog dem et velfortjent bad.
Et bad der nok var langt mere ønsket af Judah end af elverkvinden.
Han vendte fronten imod hende, følgende hendes finger med øjnene. Trækkende på skuldrene, tydeligvis ikke synderligt påvirket over det faktum hun netop havde påpeget højlydt. Og så alligevel - et lille smil havde genfundet sig på varulvens læber idet han talte ganske sagte:
“Der findes et badehus i Tusmørkely,”
Brummede han, med hvad et smil trukket henover sine læber, som selv den værste ansigtsaflæser kunne tyde til at være falsk. Varulven var tydeligvis igang med at pointere noget - en pointen, som skalkeskjul for noget ganske, ganske andet. Noget langt mere bidsk, end en flygtig konstatering om omegnens Han fortsatte, som han placerede det medbragte klæde henover en tør træstub, mindre end en meter fra flodbreden og deres to skikkelser.
“Men selv hvis jeg havde pengene til at betale for os begge, hvilket jeg ikke har -“
Han greb omkring enden af sin uldtrøje, seende afventende imod Tarasikas tynde skikkelse, som han fortsatte:
“Så tvivler jeg på, at badehuset lukker eftersøgte ind i deres anstalt.”
Judah trak trøjen af sig, placerende denne på klædet. Smilet havde da vasket sig af hans læber, og noget man ville beskrive som ramme alvor, havde ramt hans tonefald idet han atter talte:
“Alt har en pris, Tarasika. Og i det her tilfælde vil det være din dusør - en dusør som jeg husker som værende ret høj.”

Judah lod på ingen måde til at lade sig røre af det faktum, at de begge skulle til at fryse ihjel, faktisk, virkede det næsten til at han glædede sig. Det var naturligvis heller ikke ham, som flere nætter havde frosset helt ind til benet, som flygtning i underskoven, men hele Tarasikas mellemliggende historie kendte han ikke til, måtte hun minde sig selv om. Måske frygtede han ikke kulden, fordi formskiftere i sandhed var varmere end andre levende væsener, hun lod sig undre, med blikket låst fast på hans bryst, som han tog trøjen af, nysgerrigheden lod røre på sig, hun måtte undertrykke en lyst til at placere en flad hånd på hans bryst, var han varmere end andre væsener? 
Hans ord fik hende hevet ud af hendes tankespind, hun var stille først, et øjeblik, som skulle hans ord først til at sive ind "Hvad?" De færreste regnede nok med at Tarasika, den spinkle elver kunne producere sådan en hvæsen. Hvorfor, ved alle guderne, stod de her, ved issøen, hvis der fandtes et lunt badehus? For første gang var det Taras tur til at himle med øjnene, en procedure der lod til at være et gennemgående tema for deres samvær, inden hun bukkede sig ned. Fra jorden samlede hun en sten op, inden hun trådte helt tæt på varulven. "Penge er intet problem, ulv!" Hun rakte sin hånd frem, visende den klareste, hvide diamant. En del af sin evne hun havde været nødsaget til at benytte sig rigeligt af, bedrag. Ti af dem, ti diamanter det var hendes pris, hun vidste det, det var for mange mennesker et svimlende beløb. Hun var klar over, at flere dusørjægere i riget var på udkig efter hende, og hvad værre var, så kendte de til hendes evner.
I en rasende bevægelse kastede hun stenen ud i søen, et kast der var ynkeligt i afstand, taget mængden af kræfter hun havde lagt bag i betragtning. Han havde ret og det frustrerede hende ind til benet, alt det krævede var én person med en amulet, der tillod at se gennem illusioner, eller ét væsen med ekstrem mental udholdenhed, så var hun afsløret, og retsgangen ville næppe se mildt på hendes forbrydelser. "Arrrh!" Hun gav et hidsigt brøl fra sig, netop som stenen havde dumpet i vandet, inden hun i en lige så arrig bevægelse trak trøjen over hovedet. Først dér blev det tydeligt hvor meget for stor skjorten havde været til hende, det var let, selv i skyggerne som lå over stedet, at tælle hvert et ribben på elveren, hvis mælkehvide hud lyste svagt op.
Hans smil havde provokeret hende, det havde tjent sit formål, hun skulle til at nævne de ting han selv havde gjort forkert, men tog sig selv i det, mindede sig selv om at han trods alt var hendes eneste holdepunkt for nu. "I det mindste er kun en af os eftersøgt, vær du bare glad for det!" Hun nikkede, anderkendte sit eget mådehold i forhold til det iltre temperament, inden hun løsnede bæltet og trak bukserne af. Jorden under hendes bare fødder havde suget grådigt at flodens vand, efterladende dette mudret og glat. Hofteknoglerne ragede sigende frem, afslørende at Tara formodentlig hvade haft brede hofter engang, men disse som alt andet var svundet.
I et par forsigtige skridt gik hun fremad, nående til flodens kant, lad os få det overstået, jo hurtigere hun kunne komme i, des hurtigere kunne hun komme væk fra samtalen, der trykkede på de ømme punkter. Hun satte en fod i vandet og måtte give et gisp fra sig, som kulden ramte hendes krop som et lyn, gåsehud var ikke længe om at brede sig overalt til kroppen. "Hvordan kan det være koldere end igår?" Hun skuttede sig, om ikke andet fik hun i hvert fald tankerne et andet sted hen. Hun satte næste fod i, og trådte i et par uendeligt langsomme skridt ud i floden, som kort efter nåede hende til hofterne

Måden hvorpå elverkvindens øjne havde fravalgt hans øjne frem for brystkasse havde sat en dyb, undrende rynke mellem ulvens bryn. Han havde set hendes blik, han havde oplevet fraværet, den manglende tilstedeværelse i de honningfarvede synsorganer - og som hende, havde han undres. Og som hende havde han ikke handlet, men blot set til.
Men så hørte han hendes hvæsen; en reaktion han havde set komme. Vreden, tydeligvis blandet med en god del frustration, var langt fra overraskende for Judah at opleve hos Tarasika. Han ville faktisk påstå, at han bød den velkommen hos hende. Som hun bukkede sig nedad, samlende et sten op - men så, med ét blink med øjnene, var det alt andet end blot en sten. Judah havde aldrig betvivlet elverkvindens magiske kræfter, hverken deres omfang af styrke eller magt, faktisk havde han ikke gjort andet end at frygte dem. For han vidste hvad elverkvinden var i stand til, og hvordan hun med glæde havde brugt dem til sin fordel, og kun sin fordel alene.
“Penge er intet problem, ulv!”
Synet af den hvide diamant stivnede de tordenfarvede øjnes virren, og fastlåste Judahs øjne imod hvad der kort forinden havde været en helt almindelig sten. Måske var det hele omfanget af Tarasikas kræfter der forurolighede varulven. Måske var det hele måden hvorpå hendes evner sendte en følelse så kølig gennem hans krop, at selv den koldeste vind, ja selv ikke det køligste vand, ikke kunne efterleve netop dén følelse. Men hun tavsgjorde ham, ulmede endda den vrede og irritation der havde bredt sig igennem hans inderste indre. Om det så kun var for en kort stund, så mærkede han den. Angsten der sukkede efter hans hjerte, der ønskede at gribe fat og aldrig give slip. Ulven, som elverkvinden valgte at kalde ham (et kaldenavn der iøvrigt ikke huede den tidligere general), nåede dog ikke at lade sig tilfangetage af sine egne følelser. Det sørgede Tarasikas hidsighed godt og grundigt for.
Lyden af stenen ramme flodens vandoverflade lød næsten hult i varulvens øre - men langt fra så hult som de ord, som Tarasika sendte bidende efter Judah på. Ordenes funktion havde ingen virkning på ham, hvilket forekom ganske tydligt, idet han henlagde sine øjne imod hendes skikkelse. Ligegyldigheden i hans blik var sigende, og sukkede der fulgte efter hans hovedrysten var blot yderligere understregende for hele hans kropssprog. For blot et øjeblik havde hun ingen virkning på ham. Et øjeblik Judah vidste ville være kortvarigt.
Da Judah atter slog øjnene tilbage imod elverkvinden, var hun i færd med at trække bukserne af sig. Synet af hendes krop konfronterede den tidligere general med den klareste sandhed. Sandheden om hvilket liv elverkvinden levede, et hårdt liv, og hvad dette havde ført med sig. Om nok havde hun selv valgt sit liv - men ikke desto mindre havde konsekvenserne været hårde, hårde nok til at ulven atter mærkede det. Det næsten bittersøde møde, med medlidenheden; medlidenheden for hende.
Som Tarasika fulgte Judah trop, bindende sine bukser op for da at trække sig selv ud af dem. Som han satte den første af sine fødder ned i floden, lukkede han øjnene knugende i, forsikrende sig selv om varmen de snart ville genfinde - foran pejsen, i det lille hjem, så snart de havde overstået dette øjeblik. Ja, det skulle overstået. Han trådte derfor yderligere fremad, næsten knurrende over kulden hans krop mødte, i takt med han trådte fremad til vandet til sidst nåede hans hofter. Han trak på hovedet, bidende tænderne så hårdt sammen, at en muskel i hans kæbe markerede sig selv. Han ville have sunket sig selv ned i vandet, men noget gjorde han bremsede sig selv. Noget gjorde han fangede Tarasika med øjnene, hvis skikkelse stod en anelse bag ham.
Et spørgsmål der havde ladet sig selv stille i hans inderste indre, lige siden han havde lagt øjnene på hende den tidlige morgen.
“Hvordan fandt du mig?”
Talte han, en kende besværet - tydeligvis på grund af kulden. Den tog næsten vejret fra ham. 

Ulvens stilhed var øredøvende, det var svært at ignorere hans manglende respons, det pustede til hendes ild, det hele ville være meget lettere hvis han blev vred, overrasket eller bange. Den manglende responderende følelse slog koldt vand i blodet på elveren. Hun ville sværge at hun næsten kunne lugte følelser på folk, især folk, hvis sind hun havde visiteret. Intetheden var slående, den fik overraskende nok ligeledes elveren til at klappe i, for første gang. Hun stirrede hult på ham, som ledte hun efter noget, hun vippede hovedet nedad, med hagen søgende mod brystet, som øjnene i modsætning trak opad. Hun så ikke på ham, hun ville se hensides ham. Så pludseligt som blikket var kommet, vendte hun sig væk fra ham. Elverkvinden bukkede sig forover, som hun plaskede noget vand i ansigtet. Hun kunne sværge at hendes ben allerede var følelsesløse, tæerne dunkede, som det iskolde vand havde lukket sig omkring dem. Der var ingen årsag til at se ind i Judah, der var tilgengæld en årsag til at hun stod her nu, nysgerrigheden tog livet af katten.
Elveren sank i knæ, i det iskolde vand, inden hun dyppede hovedet under, hun lod fingrene flere gange løbe gennem hovedbunden for at blive ordentlig ren. Ulven lod til at gå mere op i renlighed end det meste af Krystallandet, der var ingen grund til åbenlyst at tirre ham, desuden savnede hun følelsen. Følelsen af blød hud mod rent stof. Men her, komplet dækket af vandet, krøb kulden for alvor ind på hende, hun kunne mærke hænderne dirre under hendes kommando, fingerspidserne stak og prikkede.
Som hun kom op til overfladen, fordrivende vandet fra øjnene med en enkelt hånd, rynkede hun brynene sammen, det virkede til at Judah, midt i sin handling havde glemt hvad han kom her for, han stod stille, endnu med vandet i hofthøjde. Spørgsmålet ramte hende som et lyn fra en klar himmel, det var for koldt til at tænke. Hun gispede et par gange, efterladende tåge fra hendes ånde langs overfladen på vandet, så tiltede hun hovedet tænksomt. "Jeg..." Hun rejste sig op, fående størstedelen af overkroppen ud af vandet "Jeg snakkede med en Lysets Kriger... Eller, snakkede måske ikke så meget men... han pegede mig i denne retning" Taras stemme bævrede en smule, der var ingen usikkerhed at finde i hendes blik, men kulden var ikke længe om at hale ind, påbydende korte ivrige vejrtrækninger, for at modstå den så godt som muligt "Ham kan du ikke bebrejde... Han troede.. Jeg var... Din søster" Der var ingen årsag til at lyve nu, bortset fra hvis Judah irrationelt besluttede at vende hans vrede i en retning, der ikke ville være så givende. "Sød fyr... Ikke meget at rykke med" Elveren slog en pegefinger tre gange mod hendes pande. Hele hendes arm dirrede, kroppens forsøg på at få varmen.
"Jeg brugte nogle... Nætter... På kroen... I Tusmørkedalen, derfra var... Det vitterligt ikke så svært!" Elverens tænder begyndte ved sidste sætning at klapre, dette gjorde hende igen fokuseret på opgaven, hendes blik fandt endnu engang Judah, med et lille håb "Tog du... Sæbe med?" Tara kunne vitterligt ikke huske hvornår hun sidst havde haft den luksus at vaske sig med sæbe, hun havde besøgt en kro sidste efterår som havde tilbudt et badekar med sæbevand, det havde duftet af lavendel kunne hun huske, længere nåede hendes tankestrøm ikke. "Regnede du virkelig med... aldrig at se mig igen?" 

Selvfølgelig, hørte varulven sig selv tænke imens han trak irritabelt på hovedet - han vidste han ikke havde gjort sit allerbedste for, at holde sit opholdssted skjult, men han vidste han havde prøvet. Dog var Judah også ganske bevidst om, at omstændighederne der gjorde han blev afsat - og på grund af hvilken stilling han var blevet opsagt fra - så blev der, unægteligt, holdt en anelse øje med ham. Selv hvis den tidligere general gjorde et forsøg på ikke at blive fundet — så ville Lysets hær have gjort sig et forsøg på, at finde hans lokation. Om dette så skyldtes sikkerhedsmæssige årsager eller blot direkte nysgerrighed, så ville de ligge inde med en form for viden omkring hans tilholdssted.
Judah nikkede ad elverkvindens ord, om nok frustreret, men forstående i det mindste. Han løftede sine hænder, gnidende dem i sit ansigt og herefter stryngende sine fingre igennem de pjuskede, koldebrune lokker.
Sæbe? Han stivnede kortvarigt komplet i handling, i sit udtryk, som han huskede: sæben, han havde komplet glemt det. Judah kunne ikke tilbageholde et fnys, gemt bag et næsten skuffet, irriteret smil:
“Nej jeg- jeg glemte det.”
Varulven trak på skuldrene, kortvarigt skævende bagud imod skikkelsen bag sig. Hun var næsten en skygge i hans øjne, når de tordenvejrsfarvede øjne ikke hvilede direkte imod hende.
“Du - vi - er heldige. Vi er hurtigere ude af vandet end forventet.”
Konstaterede han, denne gang med et langt mildere udtryk i sine øjne - han forsøgte virkelig, at kontrollere de følelser der ulmede direkte under huden på ham; gnisten der kunne tænde på et splitsekund, af det pust der var hans vrede.
Langsomt, men sikkert, sænkede ulven sig ned på sine knæ, således han kunne dykke sig selv under - men han måtte holde inde, idet han hørte Tarasikas sagte stemme. Hun lød ikke som sig selv, faktisk lød hendes ord som om de ikke var ment til at skulle være sagt højt. Måden hun havde talt på bar en følelsesladethed, som han aldrig havde hørt før fra hende. Han var næsten ikke i stand til at bære det.
Han var stivnet i handling, tydeligvis havde han hørt hende og dette lagde han heller ikke skjul på. Han måtte først gøre hvad han kunne kontrollere; handle. Judah trak sig derfor under, skrubbende sig selv så eget han kunne, så hurtigt han kunne, men brød da igen med vandoverfladen - og trak sig op. Han hev efter vejret, tydeligvis lige så ramt af kulden der stammede fra flodens ganske, ganske klare vand. Det var her han besluttede sig for at tale, stakåndet og hivende efter luft til sine lunger:
“En ting er hvad jeg regnede med, -“
Han rejse sig, trådte bagud imod breden - henad imod klædet han havde lagt henover træstammen.
“En anden ting er hvad jeg håbede.”
En anelse stivbenet nåede han sit mål. Tæppet greb han, men afholde sig selv fra at tørre sin krop. I stedet holde han det frem for sig, imod Tarasikas retning - gestikulerende imod hende, at tæppet ikke var for ham, men for hende.
“Nej. Nej jeg håbede ikke på, at se dig igen.”
De tordenvejrsfarvede øjne bandt sig atter med hendes kobberfarvede, og noget var til at ane i hans øjne. Noget der tydeligvis havde erstattet hans frustration og irritation. Han virkede — undskyldende?