JudahJudah
Tidligere General for Lyset

Retmæssig God
Race: Varulv
Alder: 49

Status: Søger tråde
Godkendt: 29.05.2015
Antal posts: 71
Skaber: Rebecca

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Judah Evasson (søn af Eva)
Kaldet: Intet.
Køn: Mand
Alder: 49
Fødselsdag: 22/10/1967
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Ateist.
Erhverv: -
Race: Varulv

Udseende

Højde: 183 cm
Vægt: 88 kg
Hudfarve: Olivenbrun.
Hårfarve: Chokoladebrun.
Hårstil: Skuldrelangt, tjavset.
Øjenfarve: Varm lysegrå.
Kropsbygning: Almindelig.
Hverdagstøj: Varulvens tøj bære stærkt præg af hans levevej. Det er ganske praktisk, har ikke et ridt og fint udseende. Tøjet springer hverken i øjnene, eller beder om opmærksomhed, da dette er ganske kedeligt og farveløst.
Ar, permanente skader, el.lign.: Arvæv er tydeligt at se omkring stederne hvori mutationen, eller forvandlingen fra menneske til ulv, finder sted på hans krop. Omkring anklerne, knæerne og ikke mindst hænderne. De synes at have en vis slidhed over sig og huden ser nærmest hærdet og hård ud.
Særlige kendetegn: Den intense øjnefarve, samt to modermærker ved den venstre mundvig og venstre næsebor.

Magi

Magisk evne (1): Superstyrke
Med denne evne besidder varulven en fysisk styrke, der langt overstiger et normalt menneskes. Dermed sagt er hans slagkraft tre gange højere end et normalt menneskes, og han er stand til at løfte op til et ton. Som svaghed trættes han hurtigt efter brugen af hans evne, og kan dermed overmandes af trætheden og smertende muskler efterfølgende.
Dygtighed til at kontrollere evne: 9

Magisk evne (2): Desintegrering
Med denne evne er varulven i stand til at desintegrerer organismer eller objekter ved berøring. Dermed sagt ødelægges eller adskilles organismerne eller objektet fuldkommen, som dette fx var under for voldsom pres og dette splintres. Det er et begrænset område der kan desintegreres - gribes der derfor om et individ, et af menneskestørrelse fx - er det ikke hele mennesket der ødelægges, men den enkelte legemsdel der ødelægges. Effekten af evnen har først sin virkning, efter enkelte sekunders berøring.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10
Magisk evne (3):
Dygtighed til at kontrollere evne: 0 (passiv)

Personlighed

Talenter: Taktik; socialkapital; brug af våben af stort set enhver form; nærkamp; er lidt af en lingvist, samt har gode antropologiske og sociologiske egenskaber.
Svagheder: Let antændeligt temperament; vag tolerance overfor mørket og dets tilhængere; vag form for talblindhed.
Interesser: Politik
Drømme/ønsker: Et fredeligt Krystalland
Elsker: Duften af nyfalden regn i en skov; at være under vand; orden i al sin helhed; lyden af latter; smagen af en sød urtete; romantisk skønlitteratur og poesi.
Hader: Usympatiske og amoralske personligheder; sin egen nøgenhed; op-skubbede neglebånd/det at skubbe neglebånd op.
Helhedsindtryk af personlighed:
Judah er beskrevet som værende mange ting. Loyal, varm, en person tilhørende et iltert temperament, en som er yderst dygtig til hans arbejde og ikke mindst yderst, yderst kontrollerende. Alle disse ting er sande, uden tvivl, men han er også så meget andet. Judah gør en dyd ud af, at spotte ting som det blotte øje umiddelbart ikke ser. Dette gør han alene af dem grund, at han ikke vil overraskes (advarsel: han hader overraskelser). Mange soldater beskriver generalen som en, der virkelig kommer ind under huden på en. Han vil vide præcis hvor han har en, og opnår oftest også præcis dette resultat. Man opnår ofte et respektabelt bekendtskab med varulven, men ganske sjældent et venskab. Her skal der noget ganske unikt til - noget han endda ikke kan sætte finger på.
Alt skal være i orden; lige fra hans opstilling af noveller (dette efter forfatter, og herefter titel), til måden hans soldaters fodarbejde er på, når disse træner deres kampfærdigheder.
Judah er hård i hans væremåde, men det betyder ikke, at han er en blød og kærlig personlighed. Han elsker at glæde, og fornemme glæden hos hans medmennesker.

Baggrundshistorie

Barndom:

”Monstre fødes ikke. De skabes.”
”Hvad er jeg så?”
”Det ved jeg ikke. Det ved jeg virkelig ikke.”

Rent blod; en første prioritering igennem varulveklanen, igennem årtier. Hvad du er født som og dit egentlige køn er ligegyldigt, fuldkommen, helt og aldeles ligegyldigt. Blot jeres blod er rent, blot det kan ledes tilbage til din far så er alt andet ligegyldigt.
’Transformationen’ sker i en tidlig alder, jo yngre jo bedre, for mennesket i dig er ikke velkomment - ikke lige så velkommen som dyret, ulven din klan tilbeder så højt og helligt. Der findes et menneske blandt jer, et der forbliver ufuldkomment og lever derfor livet uden ulven i sig. Mennesket er, alt taget i betragtning, ganske respekteret. Dette står for at hjælpe til under overførslen af dyret til mennesket, hvilket ikke er en ufarlig overførsel. Man ville være naiv, ganske stupid hvis man påstod andet.
Øjeblikket står dig ganske klart, fordi - trods vigtigheden i dette, og glæden (dette følt af alle andre end dig selv) ved modtagelsen af din sekstenårige fødselsdagsgave - er du bange. Du er føler dig angst, og noget ganske, ganske nært dødsens. Dette er en følelse der ikke slipper dig, selv efter overførslen er gennemført.
Du har ingen kontrol. Under fuldmånen raser du og du er altødelæggende. Med dine magiske kræfter konstant aktive, er du dødbringende - og du har bragt død til din klan, flere gange end hvad du kan tælle på dine to hænder. Du er farlig, høre du klanmedlemmerne sige, og du bebrejder dem ikke. Du frygter dig selv mere end dommen, du ved der engang vil falde. Du ved hvad du gør er uacceptabelt. Du er et udskud, en skændsel for det blod der løber i dine årer.
De frygter dig, og du forstår det. Du begynder at dyrke det selv, du omfavner det, og skaber dig dit eget dybe selvhad. Det knækker dig langsomt, men sikkert og pludselig føler du dig følelsesløs - du bliver ligeglad. Ligeglad med din mangel af kontrol, ligeglad hvad der kommer til at ske med dig.
Det er her konsekvenserne falder. Heldigt for dig, at du ingenting føler.
Følelsen af at være alene er en lettelse for dig. Du har aldrig følt dig bedre tilpas i lang tid, og sådan fortsætter det. Det nærmer sig snart år, hvor du blev udvist fra din klan; du har klaret dig godt, eller i hvert fald klaret dig. Du ved, at du stadig ikke har kontrol over ulven, men fuld kontrol er noget du nok heller aldrig kommer til at opnå. Angsten ligger for dybt i dig til, at du vil vinde over hvad du altid har følt.
Du begynder først at opsøge byerne efter et par års tid i vildmarkerne. Eneboeren, heksen, har vist dig andre veje end egenkontrol - eller måske endda vejen, til kontrollen du altid har søgt. Urten har hjulpet dig med at falde til ro når månen er fuld, og du har følt klarhed for første gang i snart ti år.
Du begynder at føle dig hel, for første gang.

Fortid frem til nu:

”Hvad kigger du på?”
”Dine øjne.”
”Hvad ser du?”
”Den samme farve som regnvejrsskyer. Noget gråt, men varmt. Også ilden - den altødelæggende, og uslukkelige ild.”

Du er ved at kaste op, efter din første officielle kamp som en soldat af Lyset. Det er alt andet end dit første drab, dette ved du kun, og alligevel mærker du hvordan alt vender sig i din mavesæk, og den sursøde smag af galle ligger sig på din tunge. Dine kollegaer ser straks den manglende farve i dine kinder og hvordan du konstant synker, for at holde kvalmen nede - først smiler de blot af dig, men så kommer latteren. Den varme, sympatiserende latter. I starten forholder du dig stiltiende, men så rammer det dig også. Du ler med dem, fordi pludselig ser du også morskaben i det. De ved jo ingenting.
Det tager dig år, mange endda, at rykke dig selv op ad rangstien i hæren. Du havde aldrig set dig selv som værende en soldat; tanken har aldrig huet dig med et militært styre generelt, men det er her du finder tryghed. Du finder varmen i dit nye hjem og ikke mindst finder du accept blandt menneskerne omkring dig.
Udover din kvalme, en der kommer til dig utrolig let i starten, er du lidt af en klodsmajor. Du er kendt blandt sygeplejerne, for når uheldet rammer dig, så rammer det dig desværre hårdt. De har tit spurgt ind til dine mærkværdige ar, hvortil du har måtte lyve langt mere end hvad der har gjort din samvittighed godt. For at undgå flere løgne, og tilnærmelsen af din egen dommedag (noget mange har spået måtte ramme dig snart) træner du hårdt. Du opnår resultater, gode endda og efter lidt tid forsvinder kvalmen. Du omfavner lidt af det, du hader allermest. Du retfærdiggøre din kampdygtighed, og evnen til at slå ihjel. Og det virker lidt.
Du når for en tid rigtigt at glemme hvad du er. Ulven har ikke fået lov til at rase længe, for du holder den i kontrol. Det er ikke dig der sørger for kontrollen, men urten du månedligt tager, for at holde den nede. Men det er okay, godt nok en midlertidig løsning, men det er okay. Du har også andre ting at tænke på; din arbejde i hæren, nu som værende en af ridderne af lyset. Det er her hvor alt er allerbedst, hvor din lykke næsten er på sit højeste, at det går galt.
Cellen er ikke ment som du ser den. Du ved, inderst inde, et det er noget der skal gøres. Du er ingens fjende, men sagen skal undersøges - fortæller de dig, med hvad der stadig ligner en mild varme i øjnene. Dog fornemmer du usikkerheden, den der gør at tvivlen er til stede i deres stemmer, som de udspørger dig om den forhenværende aften. Du husker ikke andet end en god aften på den fortrukne kro, med dine kollegaer. Også var der selvfølgelig fuldmånen.
Du er ikke i tvivl om hvad der er sket. Du ved, at blodet langt under dine negle ikke er dit eget. Du ved, at du smagte den salte, metalliske smag bagerst på tungen da du vågnede tidligt i morges. Du ved hvad du har gjort.
Lyset har tilkaldt hjælp. Du husker hende ganske tydeligt, hendes ildfarvede hår og nøddefarvede øjne. Tarasikas stemme står dig klare end noget andet, og dette ikke helt ubegrundet. Hun reddede hvad du stod tilbage med af et liv, og til den dag i dag forstår du det stadig ikke. Hun læste dine tanker, de minder der ikke stod dig klart overhovedet - men hun fandt dem, hun fandt dem det sted ulven gemte dem langt, langt væk hen. Om det skyldtes medlidenhed, eller en form for morbid forståelse, ved du ikke. Du ved blot, at hun løj dem direkte op i deres åbne ansigt. Det blev afgjort derefter: det var ikke dig. Du havde ikke taget en af dine nærmeste venners liv.

Tiden herefter er grå og regnfuld. Mørkets Herre kommer til magten, og I føler for det. Lyset må lade mange liv, heriblandt jeres allermest elskede. Dronningens død rammer jer hårdt, fordi nu står I ikke kun uden leder - I har heller ingen herreføre, da tidligere general er forsvundet. Uden Cassa mangler i en leder, og det er her valget foretages. Der holdes en afstemning, og dit navn bliver sagt flest gange. Pludselig står du med mere ansvar end nogensinde før, og med et føler du den atter. Trods nederlag, føler du accepten blandt dine soldater. Du tager en beslutning om, aldrig nogensinde at tage chancen igen. Aldrig mere, vil du føle følelsen af at miste kontrol igen. Du gør endnu et forsøg på at blive hel, og føle kontrollen fuldkomment. Du prøver atter, at blive fuldkommen.
Værste minde: Da Judah blev gjort til varulv, som sekstenårig.
Bedste minde: Udsmidningen af varulveklanen.
Barndomshjem: Mørkets Skov.

Familie: Judahs familie består af en større mængde - familien består af den ukendte nomadisk ulveklans medlemmer, levende i Krystallandets dybeste skove. De familiemedlemmer som han ved han deler blod med, og selv er bekendt med er:

· Eva Rebekkadotter (mor, levende)
· Jeremiah Adasson (far, levende)
· Elias Adasson (onkel, død)
· Sarah Evadotter (halvsøster/kusine, levende)
· Thomas Evasson (halvbror/fætter, levende)
Nuværende levested: Tusmørkely

Færdighedspoints

Fysisk styrke: 9
Kampteknik: 8
Smidighed: 4
Fysisk udholdenhed: 5
Kløgt: 6
Intelligens: 6
Kreativitet: 5
Mental Udholdenhed: 5
Chakra: 7


Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat