Eftermiddagssolen badede tempelhaverne i en sommervarme, der fik luften til at sitre. Med usigt mod nogle af de smukkeste blomsterbede i haverne stod Adena et lille stykke uden for stien med et staffeli og opspændt lærred. Græsset kildede hende på de bare ankler, man ikke kunne se for den kjolen, der gik helt ned til jorden. Det lyselilla stof var tyndt og ærmerne korte, så hun ikke ville få hedeslag i varmen. Hun havde et krus og en kande vand stående ved siden af sig, fordi nogle søde præstinder havde nægtet at lade hende stå i så mange timer uden at blive en smule opvartet, nu hun var taget af sted uden en tjener til at gøre det. Egentlig havde hun et vandskind i sin taske, men det havde været svært nok at overbevise dem om, at hun hverken behøvede et lille bord eller en parasol slæbt ud for sig. 
Hun ville bare gerne have en dag for sig selv med oliemalingen og solen på sit ansigt. Hun var vant til at stå ude i solen, men efter en hel dag herude var hun dog begyndt at føle sig en smule udmattet. Hun kunne kun prise sig lykkelig for, at hun ikke havde tendens til at blive solbrændt.

Tempelspir steg op bag de høje træer, og hun var ved at male det blåhvide vandløb henover den grønne base, der allerede dækkede over halvdelen af lærredet. Penslen smøg sig omhyggeligt over det nubrede lærred og fik små hvide detaljer til at komme til syne på vandoverfladen, og Adena bed sig i læben i koncentration.
Med ét blev hendes øjne fjerne og hånden fik sit eget liv. I stedet for at fortsætte med de hvide detaljer, rykkede den sig til siden og begyndte at male på det grønne græs i stedet. Så man hendes hånd arbejde, virkede hun som en beslutsom kunster, der vidste lige præcis, hvilket motiv, der skulle ende på maleriet. Så man på hendes ansigt, virkede hun fjern og fortabt i tanker. 
En fugl kom frem under hendes hurtige bevægelser. En ødelagt, lidende fugl. Solsortens ene vinge var brækket og flere af dens fjer var revet ud. Den så forhutlet og pjusket ud som den lå på jorden med halvt åbent næb. Adena kom til sig selv igen, da den sidste røde plet havde markeret blodet på dens krop.

Et forfærdet gisp undslap hende og hun sænkede hånden med penslen.

Alexander havde brugt mere tid i temple distriktet det sidste halve år, end han havde det meste af sit liv. Lysets hær var lagt under Isaris administration, en beslutning Alexander for sit liv ikke kunne forstå, og med de relativt fredelige tider, havde det givet tid til udforskning.
At Alexander aldrig før havde brugt mere tid i haverne var en skam, havde han indset, for de var et smukt syn. Især på denne tid af året, hvor alt var grønt og frodigt. Det var svært at tro der var noget ondt i verden når man gik i de haver, hvor præsteskabet, adlen og menig folk lige så kunne være i ét område. Det var dog for varmt i vejret til de fleste adelige ville begive sig ud, men det stoppede ikke Alexander, der for en gangs skyld var i Isenwalds farver, og ikke blot en del af sin uniform.

Noget fangede dog Alexanders blik. Han var ikke sikker på hvad det var ved den unge kvinde der drog ham mod hende, men hans fødder bevægede sig ikke desto mindre. Var det hendes blik, der virkede så fjernt og fraværende, til trods for hendes pensel arbejdede stødt? Eller var det noget i luften omkring hende?

Alexander kunne ikke sætte fingeren på det, og hans søgen blev brat afbrudt da hun pludselig gispede forfærdet. Alexander sprang hastigt de sidste par skridt til hendes side.

"Er alt i orden Frøken?" spurgte han hurtigt, inden han genkendte hende og rettede sig selv med et hurtigt "Komtesse". De havde aldrig talt andet end høflighedsfraser, så vidt Alexander huskede, men da deres aldre var kompatible, havde de unægteligt mødtes før, skønt Alexander ikke kunne huske meget andet end hendes navn og slægt. Der var så mange Reierer.

Penslen faldt ned i græsset, og det gav et gip i Adena, da der lød en stemme bag hende. Hun havde været så opslugt i situationen, at hun ikke havde hørt, at andre var på stien i nærheden. 
"Åh, jeg ..." begyndte hun, idet hun vendte sig mod taleren, der viste sig at være ingen ringere end prins Alexander af Isenwald.
Straks var det praktisk at hun havde begge hænder fri, så det var muligt at trække op i skørtet og neje dybt. 
"Deres højhed," tiltalte hun straks og snuppede penslen fra græsset, da hun alligevel var dernede af. "Jeg er ked af De skulle overvære min fjumren."

Adena skyndte sig at pille to græsstrå ud af penslen og sætte den i holderen, så hun ikke kom til at smide mere med den. Det var slemt nok, at hendes evne var gået i gang, mens hun stod offentligt at male, og så at det skulle være netop sådan et motiv, gjorde det ikke bedre. At en prins så lige kom forbi og fangede hende i at tegne det, var noget hun skulle have forklaret hurtigst muligt, så der ikke begyndte at gå rygter om at hun tegnede grufulde ting med vilje.
"Mi-min magi tog overhånd et øjeblik, Deres højhed," forklarede hun sig hastigt. "Jeg blev lidt forskrækket. Nu skal jeg fikse det."

Hun gav ham et kort nej til og rakte ud mod den stadig våde maling for at røre den og lade det grønne bagved glide over fuglen, hun havde tegnet. Det ville være mere effektivt at bruge sin magi til det end at skulle lægge flere lag af maling henover det for at dække det forstyrrende syn.

Alexander trådte et halvt skridt bagud med den ene fod, og bukkede i respons som komtessen nejede. Som de begge rettede sig op igen, gjorde Alexander en kort, affejende bevægelse. "De har intet at undskyld for Komtesse Adena, det er mig der trænger mig ubudt på" svarede han beroligende. Ved guderne, han var stadig ikke blevet van til at være 'deres højhed', selvom det var knap et halvt så siden hans moder havde overtaget som Fyrstinde. Men det meste af den tid havde han også brugt med soldater, og der var ikke meget 'deres højhed' at finde blandt dem.

Alexanders blik flyttede sig endelig fra Adena selv, til hendes maleri, og hans bryn rynkede sig ved synet. Det var et foruroligende syn, og så detaljeret. Alexander var taknemmelig for at han ikke fik muligheden for at fordybe sig yderligere i kunsten, før Adena fjernede den grusomme berøring med magi, og forklarede hvordan den var endt der til at starte med.

Det kun et øjeblik for den unge Isenwald at genvinde fatningen. "Det er ikke alt magi der er lige tilgivende for bæreren" sagde han med en opmuntrende tone, i et håb på at lette stemningen, og presset, en smule for komtessen. "Jeg er blot glad for De ikke er så meget i nød at min tilstedeværelse var nødvendig" tilføjede han med samme muntre tone, og et lille smil.

Alexanders blik blev igen draget mod billedet, men han trak det viljefast tilbage mod Adena, og rømmede sig en anelse. "Jeg ved deres væk næppe var tiltænkt tilskuere, men tillader de?" bad han hendes tilladelse til at tage et kig på billedet, nu hendes 'uheld' var fjernet.

"Det er vist svært at være i stor nød her midt i haverne. Jeg kunne knapt nok få lov at stå her uden at tempelpræsterne følte de skulle opvarte mig," svarede Adena. 
Nej, al magi var ikke lige tilgivende... Hendes faldt helt sikkert i den kategori. Isenwaldfamilien havde noget med at se forbandelser, ikke? Kunne det klassificeres som en forbandelse, hvis magien altid havde været der? Gav guderne selv forbandet magi til uheldige sjæle?

Med et nik som svar til hans spørgsmål, fortsatte hun maleriet i stilhed. Det var ikke tiltænkt tilskuere, men det var heller ikke hemmeligt - så ville hun ikke have valgt netop dette sted. Det tog noget tid at få malet noget henover solsorten, der trods Adenas farvemagi stadig kunne skimtes under det grønne. Hun havde brugt forskellige farver til fuglen, og det var sværere for hende at kopiere nye farver ind over dem alle og ramme samtlige detaljer. 
En busk blev indsat ovenpå med gule roser - den var ikke i haven foran hende, men lidt kunstnerisk frihed kunne man vel godt tillade sig.

Idet hun flyttede penslen op til himlen for at fange de få skyer på himlen ned på lærredet, blev stilheden lidt for meget for hende. Skyerne havde en let, ulden konsistens og hun tog en lille svamp op fra sin lomme, dyppede den i lidt vand og duppede hvid oven på det blå.
"Deres familie har et talent inden for at se forbandelser lagt på folk, ikke sandt, prins Isenwald?" spurgte hun med en ledende intonation.
Nok havde han brugt hendes fornavn, men hun følte sig ikke helt komfortabel i at bruge hans.

Alexander blev rød om ørene som Adena pointerede det åbenlyse. Selvfølgelig havde hun ikke været i nogen fare her, i templehaverne, i hjertet af Dianthos. Det var ikke at Adena var en adelig kvinde der stod alene, men... hun lignede ikke typen der kunne slå fra sig hvis det blev nødvendigt. Ikke at den slags spørgsmål gjorde for nogen form for høflig samtale.

Et nik anderkendte Adenas ord, for Alexander følte ikke for at grave sig selv længere ned i et hul end højst nødvendigt, og desuden ville han ikke forstyrre hendes arbejde, mere end han allerede havde.

Han stod afslappet, med hænderne samlet bag ryggen, og betragtede komtessen, som hun førte penslen over lærredet. Alexander havde aldrig haft muligheden for at se nogen male før, og han blev overrasket hvor meget der lå i selv små detaljer, hvor mange farver det tog for blot et enkelt blad.

Alexander havde knap bemærket stilheden, før Adena brød den. "Det er korrekt komtesse. Det har tilladt os at bekæmpe vampyrer og de vareulve der er til farer for andre gennem generationer" bekræftede han, og skiftede vægten mellem fødderne en smule. Det var ikke nogen stor hemmelighed at Alexanders mor selv havde haft den tvivlsomme ære i mange år, før hun blev fyrstinde. "Er der en specifik viden De søger?" spurgte han så roligt. Hende intonation havde fisket efter noget, og emnet var næppe et man bragte op uden grund.

Heldigvis for Alexander, opdagede Adena ikke hans rødmen, for hun var allerede vendt tilbage til maleriet. Maleriet, der langsomt fik mere og mere liv, som hun tilføjede lys og skygge og folk på græsset. Nogle havde siddet der for et par timer siden lige da hun var kommet, og blev malet ud fra hukommelse, og andre gik over broerne nu, og Adena forevigede dem i hurtige penselsstrøg på det udspændte lærred. 
"Hvad dækker en forbandelse over?" spurgte hun og valgte sine ord med omhu. "Skal den være givet af et andet væsen eller kan man godt være forbandet af guderne selv?"

Det var nok ret svært at overhøre tonen i hendes ord. Magien var hun blevet født med, men hun havde aldrig bedt om den. Al magi var skænket af guderne, forlød det, men hvordan kunne de så give hende en så ondsindet én af slagsen? Den berigede på ingen måde hendes liv, men gjorde det kun værre og mere besværligt. Hver gang den dukkede uanmeldt op, var det upraktisk, forstyrrende eller pinligt. Eller samtlige af de tre ting. 
Se bare i dette tilfælde, hvor hun havde malet en døende fugl foran en prins. Selvfølgelig kunne hun bebrejde Athelstan, som hun vidste var kilden til de døde dyr, men når alt kom til alt, kunne hun jo blive fri for det, var det ikke for hendes egen magi. Hun havde kun fået problemer med Athelstan, fordi hendes magi havde afsløret hans syge tendenser. Kunne hun bare blive fri for den del af magien, hun ikke selv havde kontrol over, ville det blive meget nemmere.
Det kunne også være, havde hendes moder sagt, at det stadig bare var et spørgsmål om øvelse og kontrol, men i øjeblikket og især efter mødet med Athelstan, havde Adena været mere tiltrukken af tanken om at lægge al magi fra sig, kunne hun slippe for de konsekvenser, der var forbundet med nogle gange at blive drevet af den.

Som Adenas spørgsmål fortsatte blev Alexander igen mere rolig, og fornemmede en tydelig sammenhæng, mellem hvad hun havde sagt før, om sin evne, og det han selv havde set.
"Forbandelser kan være mange ting. Men den bredeste definition dækker over alt uønsket magi der er nogen eller noget påført" fortalte han i en akademisk tone, mens han betragtede hendes videre arbejde.
"Mere præcise definitioner variere og er mere teoretiske. Nogle mener alt magi er en forbandelse, at krystallerne er Zaladins værk, der langsomt fører os længere fra Guderne, mens andre argumenterer for, at det er en test fra guderne" delte han de særprægede teorier.
"Vores familie har aldrig lagt meget i de teorier. Der er holdt annaler af mange af de Isenwald der har jagtet de forbandede, og der er enkelt beskrivelser af medfødte forbandelser".

Alexanders blik gled til Adena, og der var sympati i hans øjne "Jeg tror desværre ikke det er tilfældet for Dem.. Men måske en form for magi-neutraliserende objekt kan give dig mere fred?".

Alexanders akademiske tone fik Adena til at tøve med penslen. Det gav god mening, at der var delte meninger, og at holdningerne især inden for det akademiske varierede. Men at han så slutteligt sagde, han ikke troede det var tilfældet for hendes magi, fik hendes hjerte til at synke lidt. Et øjeblik der havde hun været på nippet til at håbe...

"Måske," sagde hun med et suk og satte penslen i sin holder for så at vende blikket mod Alexander. Hun var alligevel lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle tilføje nogle fugle i luften, og det plejede at hjælpe at tage blikket fra værket et øjeblik. "Jeg tror dog jeg ville savne den for meget. Alt det, jeg kender bedst, handler om kunst, og min evne, som De så, er yderst brugbar til netop farvemanipulation. Den mere utilsigtede effekt kommer kun frem nogen gange. Mit håb er, at jeg stadig kan lære at kontrollere det bedre, så det ikke vil ske i fremtiden. Øvelse gør mester, ikke sandt?"
Det var ikke et smil, der nåede helt op til øjnene, som kom frem på hendes ansigt. Hendes forældres håb var i hvert fald, at hun kunne træne sig ud af de ubehagelige bivirkninger magien havde affødt, for det meste af tiden skete der jo ikke noget. Så måtte det være øvelse, der manglede ikke? Efterhånden var Adena bare ikke så sikker mere - for mens hun blev stødt bedre til at styre sine evner, blev de ubudne trancer ved med at dukke op med samme interval og intensitet og være lige så ukontrollable som altid.

Alexander hævede øjenbrynene i let undren, men holdt sine tanker for sig selv. Han ville ved første indskydelse ikke have gættet på de var samme evne, men som hun beskrev det nu, var det svært at se dem som andet. 

Hendes håbefulde ord og opgivende blik gik dog ikke den unge prins forbi. "Det siges det, jo" bød han med et sympatisk blik. En ringe trøst, hvis nogen overhoved, var håbet om en dag hvor det blev bedre. En dag hvor frygten ikke længere lurede i baghoved. Det var et håb han kendte alt for godt.

"Men indtil da.. så kan det måske mitigeres? Deres evne virker kompleks, og jeg er næppe den rette til at komme med råd på emnet, men måske kunne der søges inspiration hos de lærte indenfor magiens kunst?" foreslog Alexander tænksomt. Han havde aldrig selv været bleg for at indrømme det, når han ikke viste ting, men hans higen for viden, især indenfor emner der interesserede ham, var også ganske stor.

"Åh, de har været efter mig med læremester efter læremester," sagde Adena og kunne ikke holde en lys latter tilbage. "Men de mener den nok bare endnu umoden, fordi øvelse ikke lader til at gøre meget mere ved det lige nu. Måske om et par år, når jeg er vokset helt ind i den."
Hun lod blikket glide ud over havens grønne træer og en bænk, der stod lidt fra dem. Med et smil og en håndbevægelse gjorde hun mine til at flytte samtalen derover. Hun havde trods alt stået her et par timer og kunne godt trænge til en pause fra maleriet. 

"Min mor ville ikke kunne klare sig, hvis jeg fik den undertrykt, tror jeg," fortsatte hun for at holde samtalen i gang. Selvom han var prins, var han utrolig nem at snakke med. Adena følte sig opfordret til at lette sit hjerte af hans sidste sætning - og håbede han ville stoppe hende, hvis han syntes, hun snakkede for meget. "Ser De, Deres Højhed, det er nærmere to evner. Den ene er som De så mig flytte farverne i billedet. Den anden finder jeg ting med. Så hvis jeg har set min moders halskæde, kan jeg bruge den til at tegne den og lidt af omgivelserne. Jeg mistænker den evne er grunden til, at hun er blevet sådan et rodehoved," Igen lo hun lidt. Selvom hendes moder kunne være glemsom, var det aldrig ilde ment, og hun var en fantastisk kvinde. "Den del jeg ikke har styr over, er dog det, der skete før. Ting eller folk, jeg har været i nærheden af... Pludselig kan magien tvinge mig til at tegne noget i deres nærhed. I det her tilfælde har en eller anden, jeg har set for nyligt, været i nærheden af en... død fugl."
Adena vidste præcis hvem hun havde været i nærheden af, og at fuglen ikke havde lidt en naturlig skæbne, men det kunne hun på ingen måde fortælle prinsen - eller nogen anden for den sags skyld. 

Adenas latter blev mødt af et medfølende smil. "Det lyder frustrerende uden lige" tilbød han sin sympati. Han kunne næppe relaterer, ikke rigtigt, for han havde aldrig været begavet med magiske evner af den natur, og havde kun for nyligt stiftet bekendtskab med sin egen magi overhoved! Men hans sympati for hendes situation var ikke desto mindre derfor.

Som Adena gestikulerede mod bænken, tilbød Alexander hende straks sin arm, og flyttede sig med over for at sidde ned. Trods prinsens klæder ikke viste det, så var hans arm overraskende solid. Nok talte og opførte han sig som en akademisk bogorm, men han var stadig en kriger af Lyset, og det krævede en hvis fysik.
Alexander havde den fordel at han ikke havde været prins i meget mere end et halvt år. Før det havde hans familie været meget højere end Reier i den adelige hakkeorden. Nok bar de Isenwald navnet, men naturen af de pligter deres gren varetog, gjorde næppe for høflig samtale.

Alexander gjorde store øjne som Adena beskrev sin magi. Det lød jo næsten som noget ud af et eventyr! "Det lyder som en utrolig praktisk evne at have, trods den uheldige sideeffekt" han lo mildt med hende "De må tilgive mig, men jeg kan ikke undgå at forestille mig en hel serie af billeder hos Dem, med Deres moders tabte genstande". Han tænkte næppe at disse billeder blev udstillet i familiens hjem, men tanken var morsom!
Som latteren døde naturligt ud, fortsatte Alexander. "Men for dens praktiske brug, så lyder det stadig meget forstyrrende at få den slags afbrydelser når De maler. Bare et ridt i skoven kunne bringe en forbi flere af sådanne ubehagligheder, uden man end ænsede det. Jeg håber ikke det er noget der sker ofte?"

"Det kommer og går," svarede Adena og lænede sig mod bænkens ryglæn, og prøvede at dreje samtalen hen på noget mere rart end døde dyr. "Jeg tror også det kommer an på, hvor lang tid, jeg har været i nærheden af vedkommende, og måske også det indtryk, de har gjort på mig. Hvor lang tid efter, jeg overhovedet kan tegne folk og ting varierer også så meget, jeg slet ikke selv har helt styr på det."
Hans kommentar om en hel stak tegninger med moderens forsvundne genstande var ikke helt ved siden af. Hvor havde hun dog lavet mange af den slags, og ofte flere på en dag. Som barn havde hun troet det var for øvelsens skyld. At det blev ved havde tydet på noget andet. 

"Hvis De tillader det, kunne jeg godt tænke mig at benytte vores møde som en test," fortsatte hun med et forsigtigt smil. Hun kendte ikke prinsen, og ved sådan et første møde var der meget få, der lod hende gøre netop det, så hun havde ikke megen erfaring med det. Det var lettere at gøre med venner og familie, der lidt oftere tillod den slags indtrængen i deres privatliv. 
"Det vil selvfølgelig kun være på et aftalt tidspunkt, så jeg ikke tegner noget, De ikke ønsker at andre ser," forsikrede hun hurtigt. Åh hvor havde Adena gennem årene fået udspioneret sine rivalinder med den evne - uden deres kendskab. "Men så vil jeg få en mulighed for at se, hvor længe forbindelsen holder. Det længste jeg har oplevet var vist omkring femten dage."

Alexander lyttede opmærksomt og holdt et åbent, men seriøst udtryk som Adena fortalt videre om sin evne. "Det lyder anstrengende. Men jeg håber ærligt det oftere er mere behagelige ting De får tegnet, end det i dag" gav han hende sin velmente sympati til hendes situation. Det kunne ikke være let at have sådan en gave. Gavnlig det ene øjeblik, og en hæmsko det næste.
"Men jeg håber Deres træning og vedholdenhed giver pote i fremtiden, forhåbentlig snarest muligt" tilføjede han så opmuntrende.

Adenas forslag blev mødt først med undring, og dernæst en let betænkelighed. Han lyttede som hun uddybede sin idé, og Alexander nikkede langsomt, trods hans blik gled ud mod haven. Han ville gerne hjælpe, men en lille frygt stak i ham. Ville hun kun se hvad der var omkring ham? Eller ville hendes magi vise hendes hvad han så? For det kunne han ikke byde hende, eller nogen anden.
Han skubbede den stikkende frygt fra sig, og prøvede at se logisk på det. Der var intet af det hun havde sagt der tydede på andet, end at det kun drejede sig om hans fysiske omgivelser.

"Det ville glæde mig at være til hjælp" svarede han så endelig, efter den lille tænkepause. "Jeg tænker omkring solnedgang ville være passende? Det er et let pejlemærke at sigte efter, og jeg vil have mulighed for at finde rolige omgivelser, så De ikke får nogle utilsigtede overraskelser" foreslog han så. Han havde ikke skænket en tanke til omfanget af hendes evnes brug som spionage, men det havde næppe stoppet ham fra at hjælpe alligevel. Og med det lidt senere tidspunkt, ville han for det meste være færdig med sine daglige gøremål og træning. Han ville ikke belemre hende med scener fra træningspladsen hvis det kunne undgås.

Adena lyste op i et smil, hvis ægthed virkelig gjorde hendes ansigt godt. Smilerynkerne  lå omkring hendes øjenkroge som de fine penselsstrøg hun før havde udfyldt lærredet med. Det varmede virkelig, at nogen havde lyst til at hjælpe hende med at forstå hendes evne - især når det ikke bare var en tilfældig tjener, der var tvunget til at få sit privatliv udstillet på den måde. Hun vidste stadig ikke om folks sindsstemning gjorde noget for processen, men det var også sværere at finde ud af. 

"Tusind tak!" sagde hun. "Normalt ser jeg kun et par meter omkring, og baggrundes tydelighed kommer an på, hvor åbent et sted man står. Det er sjældent så detaljeret, så De skal ikke være bekymret for, at jeg kan læse det, hvis De eksempelvis står med et brev eller lignende. Og solnedgang passer mig fremragende."
Solnedgang var alligevel der, Adena ofte lige sluttede dagen af med at tegne lidt mere fokuseret, så at benytte evnen og få taget noter om, hvor godt det virkede, ville passe perfekt ind i rutinen. At det var et par pæne tegninger af en fornem prins ville hendes veninder derudover sikkert sætte pris på. De fik altid stjålet hendes værker, hvis det var med lidt for fine mænd alligevel, så de kunne dåne over dem hjemme i sengen. Ikke at det gjorde Adena så meget. Hun foretrak, at tegningerne over hendes seng var af landskaber eller de pæneste kjoler fra årets stil og snit.

Alexander kunne ikke andet end smile varmt selv, som Adena lyste op foran ham. Det var som skyerne, hvide og kønne som de havde været, endelig havde trukket sig til side, for at vise solens sande skønhed, og lade dens skinnende varme bade landet i lys.

Han kunne næppe nægte hendes skønhed i det øjeblik, men lige så lidt kunne han lade sig opsluge af den. Det var dog unægtelig en kærkommen ændring, som han håbede at se mere til.
"Ah, jeg ser! Det er godt at vide" lo han let, lykkeligt uvidende om hvor billederne ville ende hende, hvis det stod til Adena og hendes veninder.

Idéer var allerrede så småt ved at forme sig hos den unge prins. Han ville gerne give Adena noget mere behageligt at tegne, så han var nød til at forberede sig lidt. Det ville næppe være særligt charmerende hvis hun fangede ham midt i aftensmaden, eller mens han muede ud i hestestalden. Ydermere skulle han snart forlade byen, så det satte yderligere tingene på en spids.
"Jeg vil undlade vigtige dokumenter i de timer, og så håber jeg da din evne finder en god vinkel at vise mig fra!" sagde han med et varmt grin. Han var tydeligvis ikke synderlig selvbevidst omkring sit udseende, for kommentaren kom frem med ærlig humor.

"Jeg tror alle vinkler er gode," svarede Adena i ærlig, malerkyndig komplimentering. Der var intet indsmigrende i hendes toneleje - kun en ærlig vurdering af hans utroligt symmetriske ansigt. "Sig endelig også til, hvis De ønsker en rigtig portrætør forbi jeres hjem - jeg er i lære hos den bedste der er at finde i byen."
Der var ingen grund til at lade sådan en mulighed gå til spilde - nok var Evlyns malerier mest et skalkeskjul for det mere luskede arbejde, men hun var stadig i topklassen af sit erhverv - dygtig, stilfuld og detaljeorienteret. 

Adena gjorde mine til at rejse sig igen. Så hyggeligt som det var at sidde her og snakke med prinsen, måtte hun ikke glemme, at hun havde et maleri at færdiggøre inden dagen gik for meget på hæld og alle hendes statister forlod de grønne enge. En lille stæreflok fangede hendes opmærksomhed, og hendes blik fulgte dem lave bølger henover himlen. 
Det var dét maleriet manglede. Nogle bølgebevægelser i himmelregionen til at komplimentere flodens bugtninger. 
"De må have mig undskyld, Deres Højhed," sagde hun med fraværet i sindet allerede tydelig i stemmen, mens hun bevægede sig tilbage mod staffeliet. "De er velkommen til stadig at blive og se på - jeg tror lige jeg fandt det, mit maleri mangler."

Alexander nikkede med et smil, da hun erklærede han havde gode vinkler til maling "Det er godt at vide!" medgav han, for det var ærligt ikke noget han havde skænket megen tanke før. "Åh? Jamen det vil jeg huske på. Det ville nok være på høje tid at jeg fik lavet et nyt" indrømmede han godmoddigt. Det var en anden ting han ikke havde skænket en tanke, men nu Adena bragte det op, kunne han kun huske tilbage på simplere tider, hvor en meget ung Alexander havde skulle sidde stille i uendelig lang tid. Han havde ikke været en fan af processen dengang, men det var også over 10 år siden. Om ikke andet ville hans mor nok sætte pris på det.
"Og hvis De anbefaler hende, kan der næppe være tvivl om hendes evner" fortsatte Alexander, mere til sig selv end Adena. Idéen om at glæde hans mor med et portræt gav næring til idéen, og tanken om at Thalia uden tvivl også ville nyde det, forseglede hans valg. "Hvis De kan sætte os i kontakt, ville det være værdsat".

Alexander så Adenas blik strække sig mod himmelen, og viste deres samtale var ved sin ende. "Alt forladt Komtesse. Og jeg takker for deres tilbud, men jeg vil ikke forstyrre Dem yderligere" han smilede venligt til hende "Jeg må have det til gode til en anden gang" tilføjede han så, som han selv rejste sig, og bukkede elegant for hende.
"Det har været en fornøjelse, og jeg vil se frem til at støde på Dem igen" bød han hende farvel, inden han begav sig afsteds. Hans lille gåtur havde taget en uventet, men ganske behagelig drejning.

Over de efterfølgende dage, ved solnedgang, sikrede Alexander sig at han var i behagelige omgivelser, så vidt muligt.

En aften havde han fundet vej til bibloteket, siddende i en blød stol, badet i solens sidste stråler. Hans ansigt var vendt ud mod vinduet, hvilende let mod sin håndryg, mens hans anden hånd lå på en bog i hans skød.

En aften var træningen i gråden trukket ud, og Alexander var fanget, skjorteløs omkring sin tresindstyvende armbøjning, håret let klæbende til hans pande.

En aften sad han sit værelse alene, tydeligt anstrengt, med frygt i blikket. Hans hænder knuede om stolens armlæn så han knoer var hvide, og koldsved glimtede mod hans hud, hvor en enkelt stråler af den nedgående sol strejfede hans pande.

En aften regnede det, men Alexander havde fundet sig en bænk, under et stort træ i paladshaven, hvor han sad med lukkede øjne og et fredfyldt udtryk, mens han lyttede til regnen.

En aften havde han taget hesten, og var reddet ud af byen. Adena fangede ham med et spejdende blik mod horisonten, som han søgte efter noget..

En aften havde han fundet hvad han søgte, og lå i en eng af vilde blomster, armene foldet bag hoved.

En aften lå han på tværs af sin seng, fuldt påklædt og snork sovende, som han var kollapset efter en hård dag.

En aften sad han med en tung mine og et fjernt udtryk, som et brev lå sammenfoldet på bordet ved siden af ham.

En aften sad han med en krus te, ved et simpelt udseende bord. Området omkring ham virkede ryddet, men man kunne netop fange en rulle af stof og en spole af tråd i udkanten af billedet.