Solen var ved at gå ned over Dianthos. Mens den almene borger tog hjem til familien, tog de højere klassere ud. En let støvregn faldt over byen denne aften, men Adena var blevet fulgt ind til banketten af en tjener med en skærmende paraply. Det rødbrune hår var sat op så det ikke kunne rykke sin en millimeter, og alligevel var alle bange for, hun tog skade af lidt vand. Hun måtte også holde i den store kjole, så den ikke trak hen ad de våde brosten. 
Aftenens kjole var dybblå, og perlerne i håret var en sart lilla. Det fremhævede hendes smukke øjne, sagde de. Kjolens sølvbroderier skinnede om kap med det blå vedhæng ved hendes kraveben i skæret fra stearinlysene.

Under middagen opdagede hun ham. Athelstan af Erneyll. Heldigvis sad de langt fra hinanden, og Adena formåede at holde sit blik og fokus på sine samtalepartnere i nærheden af sig. Hvis hun kun havde set ham ud af øjenkrogen kunne det ikke være nok... Kunne det?
Som desserten blevet taget af bordet, måtte hun kæmpe for at holde sin hånd fra at ryste lidt, nu hvor hun ikke kunne gribe om et stykke bestik. Så snart de andre begyndte at rejse sig, var hun på benene og på vej ud mod den store sal, hvor mere musik og dans ventede. Hun ville bare gerne væk. Al den gode mad havde sat sig som kvalme i hendes hals.

Det var ikke fordi hun kendte ham særligt godt. Hun havde været i samtaler, hvor han også havde indgået, men hun mindedes faktisk ikke at have udvekslet andet end høflighedsfraser med ham. Alligevel skete det hver gang. I starten havde hun ikke kunne placere, hvorfor det skete, men efter et par gange, havde det klare mønster tegnet sig. Blodsprøjt, kvalte fugle, spiddede kaniner, torterede smådyr... Hver gang hun havde været i nærheden af ham, dukkede de op i hendes tegninger og malerier. 
Selvfølgelig var hun vant til de ubudne motiver i hendes kunst, men netop disse morbide dele ville hun hellere være foruden. Værre blev det kun, at hun havde sporet deres fællesnævner til en, hun ikke bare lige sådan kunne undgå. Men måske... Måske ville det ikke ske, hvis hun kun havde set ham ud af øjenkrogen denne aften.
Og det var med den tanke i hovedet, at Adena kæmpede sig gennem gæsterne og ud i den tilstødende have. Støvregnen var heldigvis stoppet, men blade og blomster var stadig dækket af en tyndhinde vand, der reflekterede de tændte faklers lys.

For fem dage siden havde Athelstan af Erneyll taget afsked med sin kommende hustru, Amelia de Pompadour. Opholdet i Norvik havde været en katastrofe; Stedet havde vist sig at være en primitiv flække placeret i et ørkesløst, ubarmhjertigt landskab med skuffende jagtbytte (én enkelt snehare var det blevet til). Og selskabet! Athelstan havde ikke ord til at beskrive det og som han sad der - endnu fyldt med harme og glubsk flåede stegt kyllingekød af lårbensknoglen – kunne han ikke komme sig over at både Amelias mor, Rævetæven, og Amelia havde behandlet ham med så slående ringagt. Tanken om at de inden længe skulle indgå ægteskab var i disse dage frastødende; havde det ikke været for Moders konstante påmindelse om, hvor store konsekvenser det ville have for husets navn og ære, havde Athelstan trukket sig fra arrangementet.

I stedet forsøgte han nu at dulme sin vrede med kød og vin og forsvarsløse dyreunger.
Eller rettelse: dyr. Den trebenede hund, som han havde skudt med en pil i nakken inden ankomsten til banketten, havde vidst ikke været en hvalp.
Den sorthårede adelssøn fik uventet øjenkontakt med en sommerbrun skønhed indhyllet i dybblå kjolestof. Hun bar et smykke om halsen, der både fangede lyset og Athelstans opmærksomhed; og som en sand jæger vidste han omgående, at hun var det perfekte bytte – den perfekte distraktion.

”Har I fået det dårligt?” For det uøvede øre ville tonefaldet nemt blive forvekslet med bekymring. Athelstan var kommet ud i haven, men i modsætning til pigen, hvis navn han vidste at han burde kende, så han ikke på regndråber eller natur. Han så kun på hende; hæftede sig ved perlerne i håret. Adelsønnen syntes nok, at hun havde set lidt bleg ud, da de kortvarigt havde opnået øjenkontakt og det skulle ikke undre ham, hvis vinen havde slået hårdere end hvad den unge kvinde havde forventet. Athelstan håbede det.

Blodet frøs til is i hendes årer. Adena behøvede ikke vende sig om, for at se hvem der havde fulgt efter hende herud. Selv stemmen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende, fordi den mindede hende om de skrækkelig ting, hun havde tegnet. Så uskyldig en forespørgsel kom fra hans læber, I et almindeligt og behageligt tonefald... Men hun vidste hvad der gemte sig inde bagved facaden.

"Ja-jeg havde bare brug for noget luft, hr. Erneyll," sagde hun og holdt øjnene på jorden foran sig.
Med lyset fra festen bag dem, blev skyggerne malet lange foran hende. Hans tårnede sig op henover hendes, med skuldrene startende der, hvor hendes to små bolde af opsat hår sluttede.
Hun kunne høre at flere gæster var ved at vandre herud, og hun vidste, at Athelstan var en mand, der riltrak sig opmærksomhed. Hvorfor skulle hun også have tiltrukket hans? Vidste han, hvad hun kunne?
Lysten til at løbe indenfor igen vældede over hende, men derinde ville folk forvente at hun holdt øjenkontakt og faktisk så på ham. Adena ben begyndte at føre hende længere ud i haven blandt buske, bede og småtræer. Det gik ikke, at hun blev set undvigende hans blik. Måske ville han ikke følge efter, nu hvor han havde fået sit svar. Der var uden tvivl andre mere spændende adelige i aften at snakke med, især med hans forestående bryllup. 

Athelstan smilede overbærende af hendes kommentar, mens han forsøgte at kvæle sin egen inderlige fryd over at have haft ret; pigebarnet havde fået for meget. Hun fremstod som en fugleunge, lille og skrøbelig, der var blevet kastet ud af reden for tidligt. Ville hun flyve, hvis hun baskede nok med vingerne? Ville hun bide fra sig eller skrige, hvis man provokerede nok?
Det sitrede i kroppen efter at finde ud af det.
Etiketten foreskrev at han skulle lade den unge kvinde være; Det velbevarede ry ville lide et knæk, hvis adelsmunde begyndte at hviske om, at have set den unge Athelstan af Erneyll forfølge en blå sommerblomst gennem buskads og havekrat, når nu han stod til at gifte sig inden måneden var omme. Skæbnen var allerede beseglet; trådte Athelstan ud fra den anlagte sti kunne konsekvenserne være store. Og adelsmunde kunne hurtigt få en lille sag til at rulle, sagde Moder.
Men den yndige pige var jo dårlig – adelsønnen ville kunne mane alle onde tunger til tavshed, og få det til at ligne en heltegerning i stedet. Athelstan satte i bevægelse.

”Det hedder ’Deres Højhed’.” Gemt i havens mørke, bag haven velplejede natur befandt de sig ikke længere indenfor hørbar rækkevidde; Athelstan behøvede ikke at forgive bekymring, ligesom stemmen havde genfundet sin vante skarphed.
”Må jeg høre dig sige det? - Så jeg ved, at du kan.” Den distancerende tiltaleform var forvundet. Stærke fingre rev åndsfraværende blade af den nærmeste busk, mens de spillende øjne hvilede afventende på pigebarnet. Han bad til at hun ville bide tilbage.

Ved Isari, han fulgte efter hende. Adena prøvede at gå hurtigere og forsvinde i buskene, men han kunne med lethed følge med. Den blå kjole var godt nok mørk, men ikke mørk nok til at forsvinde i skumringen. Perlerne i hendes hår glimtede noget så smukt - et upraktisk fyrtårn lige nu. 
Stadig prøvede hun at holde øjnene fremad. Om hendes magi først ville samle ham op, når hun så på ham, eller om det allerede var for sent, vidste hun faktisk ikke. Dette var første gang hun havde formået at lure, hvilke ubudne tegninger, der hørte sammen. Mest fordi de alle delte en blodig lighed. 

"Deres Højhed," sagde hun prompte, men stadig med ryggen til. Havde hun en mulighed for at undgå det, ville hun prøve. 
Du skal bare ikke se på ham, tænkte hun og strøg en rose med spidsen af fingrene, mens hun hørte blade blive revet over bag sig. Etiketten ud ad vinduet, Adena, lad være med at se på ham. 

"Antyder De, at mine taleevner er underudviklede?" 
Hun kunne ikke lade være. Han havde stukket til hende, og hun havde for vane at stikke tilbage. Hun havde lyst til at fortælle ham, at han burde holde sig til at skade planter frem for dyr og sin kommende hustru, men det lå alligevel for tæt på en direkte fornærmelse. Selvom hun var adelig, var der ting, hun ikke kunne tillade sig over for én af højere status. Desværre. Hun vidste udmærket, hvor meget Amelia hadede sin kommende mand, og Adena var allerede efter denne ene sætning fra ham begyndt at forstå hvorfor.

Pigebarnet skabte modstridende følelser i adelssønnen; hun indordnede sig, hvilket var godt – men hun vedblev at have ryggen mod ham, hvilket bestemt ikke var godt. Faktisk var det dybt generende, og inden Athelstan fik hæmmet følelsen, var den vokset til decideret irritation. Hvad hjalp det, at hun sagde ’Deres Højhed’, hvis hun ikke samtidig fulgte de øvrige foreskrevne regler; hvis hun ikke nejede og så på ham med et skamfuldt blik. Ja, hvorfor så hun slet ikke hans vej?

Athelstan vidste at han var smuk. Med sit velplejede, sorte hår, kostbare klæder og højtbårne fremtoning, vadede han dagligt hen over kvinders suk og begærlige blikke. Hvis ikke hun havde svaret med spidshed i stemmen, havde Athelstan ladet irritationen tænde op for den slumrende vrede, som Norvik havde efterladt i ham. Men det skete ikke. For det lille kræ bed igen. Tænderne blev blottet, og hænderne slap de sønderrevne planterester. En tilfreds lyd forlod Athelstans mund.

”Deres Højhed,” mindede han hende om, da hun ikke lod det indgå i spørgsmålet: ”Jeg troede du havde forstået det, men det er måske for komplekst for dig?” Han stillede sig hen bag hende, lod med vilje sin krop virke intimiderende på det mindre pigebarn. Fingrene dirrede efter at røre hende.

"De og Dem, om jeg må bede, Deres Højhed," svarede hun igen, uden på nogen måde at tænke over ordene, før de forlod hendes mund. "Jeg mindes ikke at være dus med Dem, Deres Højhed."
Ville han havde tiltale former efter hver sætning, skulle han få tiltaleformer efter hver sætning. Idet Adena trådte ned ad stien med at give igen ad samme etikettelære, som han prøvede at se sig fornærmet over brud på, kunne hun se sin fejltagelse.
Hun burde bare have sagt undskyld, nejet og insisteret på at gå tilbage til festlighederne. Men det krævede, at hun så på ham - det allersidste hun ønskede lige nu. 

"Måske De selv er blevet lidt primitiv af kun af lege med dyr, Deres Højhed." Der kom den. Sætningen hun ikke længere kunne holde for sig selv. Den viden, hun blev nødt til at finde ud af, om var sand. Adena vidste i sit indre, at det var sandt, men hvordan kunne en så velanset og smuk adelsmand have så forstyrrede lyster? Hun havde bragt det op for en veninde for nyligt - uden at nævne ham ved navn - men det var blevet slået hen. Hvordan kunn ehun vide sig sikker på, at det ikke bare var Adenas egen underbevidsthed, der tegnede de forfærdelige tin på hendes malerier. Et råb om mere opmærksomhed til den ugifte unge kvinde. 
Det var så sidste gang Adena havde brugt tid med dén veninde. 

Han stod så tæt på ad hende nu, at hun kunne mærke hans ånde på sin nakke. Selvom hendes ord havde været selvsikre og faste, dirrede stemmen en smule i takt med hendes hænder, der nervøst pillede ved hinanden. Hun turde ikke vende sig om, eller træde et skridt frem, bange for hvilken reaktion det kunne føre til fra hans side af. 

På særligt ét punkt var Athelstan af Erneyll af en anden støbning end de fleste, han ellers havde mødt. Andres provokationer huede ham. Provokationerne fik ham til at fryde sig på samme måde, som når noget, man har glædet sig til (eller kæmpet for) pludselig er inden for ens rækkevidde.
Provokationerne tændte ham og oplivede ham. Gjorde de dovne øjne vågne. Men stjerne skulle stå rigtigt: vreden skulle være tilstede i dybet, humøret skulle være lunefuldt og det skulle være ham selv, der i første omgang havde skubbet det igang, i forsøg på at få provokationerne til at rulle – men de skulle forblive på den bane som han havde udstukket.
Stjernerne syntes at stå rigtigt i denne skumringstid. Det blå blik lyste over en voksende, grum grimasse.
Han nød at høre det lille dyr bide igen – det skulle nok blive en god aften alligevel.

Pigebarnet havde fortsat ryggen til og Athelstan gjorde ikke mine til at flytte sig. Det passede ham glimrende at de allerede befandt sig bag meterhøje buske og mørkt plantekrat – ingen ville bemærke dem fra huset. Skumringen havde slugt dem, da sætningen uventet forlod hendes mund. Grimassesmilet trak sig resolut sammen. Han stod så tæt på, at han knap nok skulle bevæge armen, før han kunne berøre hende.
Adelssønnen bemærkede med ét at stjernerne alligevel ikke syntes at stå rigtigt.

Velvidende at de befandt sig i et blindt punkt, lagde Athelstan tungt sin stærke hånd på hendes lille skulder. Fingrene krummede sig sammen, og han lod hende mærke, at han aktivt bekæmpede trangen til at klemme hårdt til.
”Pas på med at fornærme mig,” ordene blev hvislet ud mellem de sammenbidte tænder: ”Du vil komme til at bøde for det.”

Adena stivnede. Hænderne holdt op med at vride sig nervøst i hinandens greb. Et gisp undslap hendes læber. 
Vægten af hans hånd tyngede hende ikke kun fysisk, men hun følte sig fastlåst i sindet af berøringen. Med ønsket om ikke at se på ham, var hun naglet til stedet ude af stand til at rykke sig, eller end tage beslutningen om at flytte sig. 
Dertil kom hans ord... Truslen, der lå i den bløde stemme. For en gangs skyld, fokuserede hun ikke på hans mangel på korrekt tiltale. Hun havde lysten til at rette på ham, men truslen vejede tungere. Mest fordi hun allerede følte sig straffet for hans trang til at skade.

"Jeg bøder allerede mere for Deres sygelige lyster end jeg bør," sagde hun gennem sammenbidte tænder. "Så gå tilbage til Deres forsvarsløse legetøj og lad mig venligst være i fred. Deres Højhed."
Stadigt sagde hun titlen med ekstra intonation oven i den afsky, hun ikke længere kunne holde ude af stemmen. Tårer havde samlet sig i hendes øjenkroge, og hun forsøgte at blinke dem væk uden ellers at røre på sig.

Adelssønnen fattede ikke hvad pigebarnet snakkede om, og det frustrerede ham grænseløst. Hendes spydighed havde lagt op til at Athelstan burde vide det, men hverken første gang eller nu var han kommet tættere på at forstå det. Presset blev betydeligt hårdere mod hendes skulder, alene af den grund. Var det hans jagt hun hentydede til? Hans – mildest talt – formidable evner inden for opsøgning og forfølgelse af dyr? Det naturlige talent i at nedslagte dem med ferm hånd? dem burde hun ikke omtale med sådan en ringeagt - han var kendt i land og rige for de evner (og pokkers stolt af det!) De mere fantasifulde jagtmetoder kendte kun Philip og udvalgte tjenestefolk – og de ville ikke sladre. Det havde Athelstan selv sikret sig.
Og så var der hans hobby? Tanken slog ned i den unge mands bevidsthed, men de bange anelser blev omgående forkastet. Han afreagerede altid, når ingen kunne være vidne til det. Selv Philip havde ingen formodning om det. Ingen skulle sværte Athelstans af Erneyll helteomdømme til, ved at beskylde ham for at knække lemmer på sagesløse killinger.

Med uventet voldsomhed, drejede han pigen omkring, således at de stod front mod front. Øjnene lynede faretruende, men tonefaldet var alarmerende høfligt: ”Hvad er det du beskylder mig for, frøken..?”
Det var begyndt at klø under neglende på hans højre hånd, og som refleks knyttede han den.

Adena udstødte et lille overrasket hvin, da hun blev snurret rundt. Inden hun nåede at se på ham, klemte hun øjnene i så hårdt hun kunne. Der var stadig en chance for at det ikke ville ske, ikke? En lillebitte chance for at han ikke ville tvinge hende til at tegne de forfærdelige ting.
"Jeg har set, hvad De gør ved dyr!" sagde hun, mens hendes ene hånd greb om smykket ved hendes hals. "De små fugle, killingerne. Hundehvalpene, dådyrkiddene. Jeg vil ikke se på dig, dit monster!"

Uden at kende hendes evne, gav hendes sidste sætning næppe meget mening for ham, men det tog hun sig ikke af lige nu. Ligesom hun ikke havde taget sig af hans stadigt manglende korrekte tiltale. Ligesom hun selv fejlede på formerne til sidst. Hun var grebet af en febrilskhed, hun ikke før havde følt. En trang til at flygte, men bundet til denne fest og uden nogen udvej.
Samtidig bragte hele samtalen hendes tanker hen på de forfærdelige ting, hun så, når hun vågnede fra sin trance. Når magien endelig slap sit tag i hende, og der midt i hendes landskabsbillede så en forvredet kat i så stor smerte, at det ikke tog meget forestillingsevne at høre dens skingre jamren for sit indre øre. 
"Blodsprøjtet, mærkerne..." Adenas stemme knækkede over og en enkelt lille tåre gled ned over den fregnefyldte kind fra et sammenknebent øje. "Hvorfor gør du det?"

”Du har hvad?” snappede Athelstan af Erneyll, mens erkendelsens gru gik op for ham, lynglimt for lynglimt.
Hendes fortsatte insisteren på ikke at se på ham, var det rene vand i forhold til den hurtige talestrøm, der afslørede hans lille hemmelighed – og bekræftede at hun reelt havde set det praktiseret. Kæberne blev spændt under den tynde hud, neglende borede sig ind i håndfladen; fik blodårene til at skyde frem som arrige, blåblege slanger.
Som hun stod der, lignede det at hun frygtede for at blive slået – pigebarnet skulle bare vide, hvor tæt på det var.
Hvor vovede hun at kalde ham et monster. Athelstan trak vejret hårdt ind gennem næsen. 
Han så sort på hendes spinkle stemme, på den dirrende krop og den våde linje, som tåren efterlod på hendes solbrune ansigt.
Hun havde kaldt ham et monster? Et monster! Hun anede intet om ham og alligevel slog hun om sig med ord og beskyldninger, der kunne få hele det oparbejdede omdømme til at falde sammen. Og true det snarlige ægteskab med Amelia.
Blændet af hvidt raseri, der lagde sig som varm ild i blodbanerne, tog Athelstan fat om hendes hage med venstre hånd.
”Udspionerer du mig?! - Jeg kan få dig pryglet for at chikanere min person, hører du, dit beskidte lille pigebarn? Jeg kan få din tunge revet ud for de forkastelige beskyldninger!” Adelssønnen strammede grebet om hendes ansigt, så knoerne blev hvide:
”SE PÅ MIG!”

"Arh!" Adenas udbrud var en blanding af frygt og forvirring. 
At blive taget fat om hagen, når man havde lukkede øjne, var disorienterende, og Adena følte at hun mistede jordforbindelsen totalt. Instinktivt greb hun om hans arm med begge hænder, og da han råbte ad hende, åbnede hun øjnene. Det var ikke fordi hun ville. De blå øjne gnistrede af vrede, helt malplaceret og ildevarslende i det ellers så ungdommelige, smukke ansigt. Adena havde ofte hørt veninder sukke over den skønne unge herre, og selv havde hun hørt så meget på Amelias beklagelser, at hun ikke havde kunnet deltage i al den sukken og dånen. 

Nu var hun lige så tæt på ham som de veninder havde ønsket, og vil ville intet andet end at komme væk. 
"Tror du selv, jeg har lyst til at se dine afskyelige lyster?" svarede hun igen, besværet af hans hånd om hendes hage. "Jeg prøvede ikke at se på dig i aften, men du skulle jage mig! Nu kommer jeg til at se på dine blodsudgydelser den næste uge! Og du kan være sikker på, Amelia kommer til at høre om det - hun aner sikkert ikke hvilket dyr hun er ved at gifte sig med!"
Adena skulle virkelig ikke have sagt det sidste. Det blev hun klar over så snart det var ude af hendes mund. Det burde være blevet i tankerne, som hun var blevet lært. Problemet var bare at Adena ikke var særlig god til dén del af almen takt og tone.
I stedet for straks at undskylde og bukke og skrabe for den unge adelsmand - som hun burde - begyndte hun at stritte imod. Med hænderne om hans underarm forsøgte hun at vriste sit ansigt fri af hans greb og lægge afstand imellem dem. 

Hendes øjne fik Athelstan til uvilkårligt at spærre sine egne op i forbavselse, selvom han egentlig burde være for sur til at kunne løfte øjenbrynene så højt. Han havde forventet triste, bedende øjne, ikke ulig dem man kunne finde på dyrebørn, og som kun var skabt sådan i forsøg på at fremprovokere medlidenhed og barmhjertighed. At pigebarnet var udstyret med et par som lyste af vrede, var både uventet og utrygt. Han vidste at nogle mennesker besad magiske, unaturlige evner.

Men selvom tvivlen gav sig til at gnave, fik pigebarnets ord ham hurtigt til at fortrænge det.
I stedet blandede forvirringen sig, for det der blev sagt gav absolut ingen mening. Hvordan kunne hun vide, at hun ville se ham i fremtiden? Han skulle netop til at spørge, da hun nævnte Amelia –

Alt snørede sig sammen, da Athelstan blev grebet af blind panik. Han havde slet ikke overvejet at hun kendte Amelia, og nu truede hun tilmed med at fortælle det hele. Det kunne blive dødsdommen for den ellers beseglede skæbne og det fyrstelige ægteskab. Moder ville blive rasende.
Uden at tænke langede Athelstan ud efter den yngre pige, for at gribe fat i hende og trække denne med sig hen til en gruppe af små træer nede i havens fjerneste ende.
Hvis det skulle udvikle sig voldeligt, gjaldt det om at være så langt væk fra andre mennesker som muligt.

Adena kunne ikke læse Athelstans ansigtsudtryk. Der fløj for mange følelser henover det kønne, skræmmende ansigt, og hun vidste ikke hvilke af hendes ord, der affødte dem. Da hans blik skiftede til et lettere fjernt, bestemt et, fik hun dog en klump i maven. Han havde besluttet sig for noget, og al den spionage havde desværre ikke gjort hende til tankelæser.
Idet han slap hendes hage, trak hun sig tilbage, men nåede ikke langt, før han greb fat i hendes ene arm og hev hende med. Et overrasket gisp forlod hende, som hun blev trukket efter den langbenede unge mand. 

Med den anden hånd hev hun op i sin kjole for ikke at falde i de lange skørter, men dette gjorde det også svært at stritte imod. Prøvede hun at stoppe op, ville hun vælte, og han tog så lange skridt at hun selv fokuseret på at sætte fødderne rigtigt, følte sig som et nyfødt hjortekid.
"Hv-Hvad laver du?" fik hun fremstammet, da han endelig stoppede op ved en klynge små frugttræer. 
I en hurtig bevægelse fik hun revet armen til sig og taget et skridt bagud. Han havde placeret hende foran sig, så han stod mellem hende og den nu fjerne festmusik, og idet hun trådte bagud, mærkede hun grene prikke sig i ryggen. Trængt op i en krog. 
Den vrede og afsky hun havde kørt på indtil nu var ved at vige for noget langt mindre konstruktivt: Frygt.

Havde hjernen ikke været fuld af paniske, opkørte skrækscenarier havde Athelstan af Erneyll nok hæftet sig ved hendes frygt, og mærket hvordan synet pirrede og stak, på samme måde som et ekstra godt glas kryddervin.
Men det eneste adelssønnen kunne se for sig var Amelia og Rævetævens aflysning af det arrangerede ægteskab, når Adena fik sladret og fik fortalt dem, hvad hun truede med at fortælle.
Moder ville ikke bare blive rasende. Moder ville skrige og slå og forsikre ham, at der kun var en vej for unge mænd der ikke kunne holde på en kommende brud; de ville ende alene og forladt, drukne i Mørkets blussende ild, for evigt skrigende. Athelstan frygtede det mere end noget andet. Det hinsides efterliv var en konstant og lammende frygt, for han vidste, at han allerede nu havde udstukket sin egen private rute til helvedet.

Så altså, ræsonnerede han sig frem til mens hjertet bankede i ganen på ham og øjnene stirrede blindt på pigebarnet, måtte hun stoppes – om muligt bankes til varig tavshed.
Ud af det blå sendte adelssønnen et slag mod siden af hendes ribben (Moder havde indprentet ham vigtigheden i ikke at slå synlige steder), samtidig med at han stak et ben frem.
Hvis alt gik som Athelstan instinkt havde dikteret, ville slaget være hårdt nok til at slå pigebarnet ud af balance, og benet ville sikre sig, at hun ikke fandt den igen, men i stedet snublede og faldt til jorden.

Slaget ramte hårdt og uventet. Efter alt det hun havde set Athelstan gøre ved de små dyr, var hun stadig i den naive tro, at man ikke slog på piger. I hvert fald ikke adelspiger. Hun havde kun overværet meget få slåskampe i sit liv, og de havde alle sammen været i undergrunden hos Proteaus, og Evlyn havde hurtigt fået hevet hende langt væk fra dem, der kunne være til fare for Adena. Selvom hun ønskede at opleve den spænding, banden gav hende, var hun stadig ikke meget for at indgå eller overvære den vold, pøblen var så vant til. 

Det blå stof flagrede omkring hende, idet hun faldt til jorden. Græsset var stadig vådt efter den tidligere støvregn, og med det samme mærkede hun vædens kulde gå igennem skørtet og ind til sit lår. Underarmen, hun havde taget en smule fra med i faldet fik gåsehud af den pludselige kølighed. Hendes ribben gjorde ondt, og den ene hånd fløj til siden for at holde over det ramte område. Athelstan havde ikke holdt tilbage i sit slag, og selv hendes ankel brokkede sig efter at være blevet skubbet til for at få hende til at snuble. En ankel, der var pinligt utildækket nu.

"Jeg skriger!" var det eneste hun kunne få ud af sin mund. Ordene lød som en trussel, men stemmen bævede af frygt. "D-D-Du kan ikke slå mig!"

Det gik som adelssønnen havde udtænkt sig det: pigen faldt til jorden. Men selv dét fandt Athelstan ingen trøst i. For selvom hun nu ikke længere stod op, hang truslen stadig ved hende. Adelssønnen kunne fysisk se den. Den klæbede sig til hendes levende krop og hendes levende ansigt, lo af ham i det begyndende mørke, der omgav dem. Hver gang hun blinkede, gibbede det i den unge mand, og da hun snakkede, sortnede det næsten. Døde piger snakkede ikke. Levende piger gjorde.
I et kort, tomt øjeblik så han sig selv kvasede hendes ansigt med en sten.
En lille stemme mindede ham om, hvilken katastrofe det ville være, hvis blodet sprøjtede over på ham. På trods af at Athelstan af Erneyll ikke rigtig havde hørt, hvad hun havde sagt, lød genklangen af hendes stemme i ham, som en provokerende og yderst farlig påmindelse om al den ulykke som kunne overgå ham.

Instinktet fortsatte styrringen (godt hjulpet på vej af den paniske vrede), hvorfor adelssønnen derfor hurtigt var over hende; Pigebarnet blev lagt fladt ned på ryggen og den unge mand fik sat sig selv overskrævs på hendes liggende krop, således at han kunne fiksere hende med sin egen kropsvægt. Hænderne tog fat i hendes håndled og trak dem (ikke helt blidt) over hendes hoved, for at placere dem i græsset med strakte arme.
”Prøv,” lød det med sprukken stemme, der dirrede af indædt arrigskab. ”- Skrig, og jeg forsikrer dig for, at jeg personligt flår tungen ud af din beskidte mund.”

Athelstan var over hende som en høg der havde udset sig en buttet mus i skovbunden. Adena udstødte et lille hvin, men klappede i, så snart han gav hende igen med trusler. Ikke et sekund var hun i tvivl om, at han mente hvert eneste ord. De lynende blå øjne, der så ned på hende fra ansigtet indrammet af sort hår fortalte om drab og skade langt værre end den skæbne, de stakkels mishandlede dyr havde måtte lide. 

Adena vred sig under hans vægt og det hårde greb om håndleddene, og det stod hurtigt klart, at hun ingen chance havde imod hans overlegne styrke. Hun sparkede lidt med benene, men det var nyttesløst. Der var ikke mange muligheder tilbage for hende nu, og en indre stemme hviskede, at det var hendes egen skyld, at hun var endt her, presset ned i det kolde, våde underlag. Hun burde have underlagt sig og undskyldt længe, længe før. Om det overhovedet ville gøre en forskel nu, var hun ikke engang sikker på.

"Til-tilgiv mig, Deres Højhed," fik hun endelig fremtvunget igennem en stigende hyperventilation. "Jeg-jeg har aldrig ønsket at udspionere Dem. Det-Det var ikke med vilje, mi-min magi..."
Perlerne i hendes hår var halvt faldet ud og lå uordentligt halvt henover hendes hår og på jorden. En af de stramt opsatte knolde var ved at gå løs, og et par af fletningerne foran hendes øjne hang ikke længere fast i knolden. Den korte tid på jorden havde fået hende uglet så meget til, at hun lignede en omvandrende sladderhistorie, for hvad havde man lavet ude i krattet for at komme til at se sådan ud? Lige nu cirklede hendes tanker dog kun omkring, hvordan - og om - hun ville slippe levende fra den rasende Athelstan af Erneyll.

For første gang siden truslen, lyttede Athelstan af Erneyll efter. Hendes kamp var nytteløs, hun var som et dyr fanget i en snare; hjælpeløs og fuldstændig overladt til adelssønnens lunefulde humør. Erkendelsen var forbløffende beroligende. Synsfeltet blev bredt ud, den intense hjertebanken forsvandt fra øregangene. Tanken om død – hendes død – var ikke længere påtrængende i den unge mands bevidsthed. Knap så insisterende i hvert fald.
Pigebarnet bønfaldt ham. Hun tryglede.
Athelstans ansigt forblev uændret, men indeni løsnede det hele sig en smule.
”Du fortjener at –” munden lukkede sig pludseligt. For derefter at åbne sig på ny. Det farlige glimt i de blå kom tilbage, da det gik op for ham, hvad hun egentlig havde sagt:

”Hvad snakker du om?” Grebet om håndleddene blev mekanisk strammere, da han lænede sig yderligere frem, for at komme helt tæt på sommerbrune ansigt: ”– Hvilken magi?”
Tanken om at hun ikke blot var kommet til at overvære Athelstan afreagere en gang eller to ved en tilfældighed, men at det var noget hun med fuldt overlæg havde gjort – og så vil hjælp af magi – fik det til at spænde hele vejen ned langs rygsøjlen.