Svinet. En snusket kro, forklædt som et helt almindeligt hus - kun de mennesker, som havde søgt alkoholen da kiles orden havde lavet udgangsforbud - og lukket det halve svin ned. Og de kriminelle fandt sig dette sted - og i aften, havde de også fornøjelsen af at have hunulven Sarah på besøg. En kvinde, der egentlig havde siddet ganske alene og misfornøjet over i et hjørne. Hendes knurren, havde skræmt de fleste af mændene væk, som havde prøvet at nærme hendes bord. Hun var i dårlig humør - det var nymåne. Dette betød at hun var slidt, og påvirket af den fuldmåne der lige havde været. Mest af alt, de følelser der havde hærget igennem hendes krop, lige inden hendes forvandling. 

Eadgar Den Andægtige, havde virkelig fået den brunhåret kvinde til at tænke ting igennem. Prikket til hendes psyke som ingen anden havde kunne formå at gøre. Og hun hadet ham for det; eller det var i hvert fald hvad hun prøvede at fortælle sig selv. Det gik dog ikke så godt, og nu sad hun igen og druknende sine sorger i billig sprøjt. Også kaldet trolde mjød - det var bare ikke lige så lækkert som dværge mjød. Men det gjorde stadig det samme, om ikke hurtigere, fordi det næsten var rent sprit. 
Men hun var ligeglad, hun skulle have en kæp i øret og det kunne kun gå for langsomt. 
Også var der lige denne mand - hans halv lange slasket hår, der hang i tjavsede lokker omkring hans beskidte ansigt. Han havde sikkert været en køn mand en gang, havde det ikke været for næsen som var blevet brækket - og sat umådelig dårligt på plads igen. Det fik hende ubevidst til at flekse med fingrene, der havde ligget i bundet for blot to uger siden. Varulvens skikkelse havde healet hendes sår, i det mindste var der en god ting ved disse forvandlinger. Trods smerten man altid gik igennem, udmattelsen - og den uheldige smag af blod i munden når man vågnede nøgen op med hoved i mudderet. Ja, så ville hun måske hellere foretrække at fingrene havde været brækket i over en måned - og neglene der langsomt var vokset ud. 

Nå - men denne mand. Hvis ånde, kunne lugtes igennem lokalet havde nu stået ved hendes side og prøvet at snakke med hende i flere minutter. Først havde hun slet ikke lyttet - “Undskyld hvad sagde du?” Hendes brune øjne vente sig hurtigt mod ham, hun undgik dog direkte øjenkontakt - til at starte med. Hans hånd rakte ud, og lagde den uden at spørger på hendes bryst. 
Hele kroppen begyndte at skælve af vrede - hvilket denne mand, tydeligvis så som et tegn på noget helt andet. Med et smil hvor en del af tænderne manglede, gav han sig yderligere til at mærke efter - den lasede slidte kjortel gjorde hellere ikke meget for fantasien. 
Men afskyen var hurtigt at læse på hendes ansigt - for den brunøjet mand, var det dog for sent at han lagde mærke til det. Da Sarah så let som ingen ting, rejste sig op - så voldsomt at stolen væltede bag hende. Hendes fingre greb omkring hans krave - og med en knurren der kom helt nede fra maven, løftede hun ham fra gulvets slidte og møg belortet gulvbredder. 
Med nogle hurtige faste skridt, fik hun slæbt ham igennem kroens lokale - væltede et par stole på vejen. Som han havde grebet med begge hans hænder omkring hendes hånds håndled - tydeligvis ganske vantro i hans øjne - at så spinkel en kvinde kunne løfte ham, som var han ikke andet end en sæk fjer. 
Med en hurtig bevægelse, drejede hun ham rundt i grebet og kylede ham igennem det vindue der viste ud til vejen. 
Og med overraskende styrke, ja man kunne vel kalde det uovermenneskelig. Splintrede bredderne, som mandens krop blev tvunget igennem husets ydervæg og vinduet der splintrede i flere stykker rundt omkring dem. Det eneste der var at se, var det ligegyldige ansigt hos varulven - og brune lynene øjne.  

Flynn Morris havde travlt – og han var tilmed allerede for sent på den! Manden, med det ildrøde hår, skridtede derfor ganske forhastet afsted, med favnen fuld af ubearbejdede og billige planker af lyst træ.
De isblå øjne hvilede et sted i den uendelige horisont, og fordybet i sine egne tanker, så Flynn aldrig, hvad der snart uundgåeligt ville komme til at ske. For manden, der havde forladt krostuen igennem vinduet, var sagen dog en ganske anden, og Flynn tårnede sig op over ham, jo tættere på at han kom. Skulle Universet have været noget anderledes – og dertil betydeligt behageligere – ville de to mænd have genkendt hinanden. De var nemlig, måske mere af rent og skært held end af vilje, forbundne af et svagt men dog tilstedeværende blodsbånd. Et sted langt, langt ude vel og mærke…

”Oh, hov”, lød det overrasket fra den unge mand, i det den hvæsende bylt på jorden foran ham tiltrak hans opmærksomhed. De isblå øjne så ned, og i dem dansede venlige men dog uforstående gnister – det virkede ganske enkelt ikke som et ideelt sted at ligge sig tilrette, hvormed Flynn rystede let på hovedet, og dernæst forsøgte, at træde henover manden. Det var også der, at alting syntes at gå rigtig galt; Universet var trods alt uretfærdig på den måde.

Manden – forblindet af kampens hede; den, han aldrig havde haft noget at skulle sige i – greb nemlig om Flynns ene fod og hev til. Det resulterede i, at selv samme udstødte et chokeret gisp, forinden at han – og det var ikke spor elegant – gav sig til at hoppe på stedet med den modsatte fod, i håb om ikke at lide under samme skæbne som den ukendte blodsbror. 

Havde hun formået at danne damp, ville varulven nok stå med røg (damp), ud af ørene i dette øjeblik. Som hun nedstirrede den forslået mand der lå og ømmede og brokkede sig på de hårde og glatte brosten. 
Men hvad der skete som det næste, fik den hårde maske til at løsne sig en anelse op - blikket blive mere forvirret, som brynene gled i en position der bestemt var alt andet end vred og følte afsky. 

Den rødhåret mand, var bestemt en man lagde mærke til - som han kom gående afsted med hans blege planker i armene. Hvad mere var, da den sammenkrøllet bylt af en mand, der var dækket i splinter og glas - rakte en hånd ud og greb ham omkring hans ankel. Hendes første reaktion var egentlig bare at gå tilbage til hendes stål, tilbage til den billige mjød og drikke resten af hendes sørger væk. Men, som den rødhåret yngre mand begyndte at hoppe rundt for at forsøge - ikke kun at få sin fød fri, men også ganske tydeligt prøvede at holde de mange træplader på plads i hans arme. 
Hun sukkede en anelse opgivende, og rullede med hendes skuldre - på intet tidspunkt havde det faktisk gået op for hende, at det at smide en mand igennem en mur - måske ikke havde været et særlig godt træk. Men ud over plankerne og murbrokkerne trådte hun, og gik hen til manden der stadig ikke havde givet slip omkring den andens ankel. 
Med en jernnæve greb hun omkring hans håndled og klemte til - i et skingert skrig gav han slip og hun kiggede flygtigt op på den rødhåret mand. “Beklager - nu burde det være nemmere at komme forbi ham.” Mumlede hun, og kiggede med et arrigt blik nede på den uhumske mand der begyndte at vride sig i smerte under hende - ikke på grund af det hårde greb omkring hans håndled - men på grund af smerten af skammen der vældede op i ham. 
Hvordan han havde pillet ved andre kvinder, når de ikke havde bedt om det - skylden der alligevel var at finde i den ækle mand. Hun kunne brække sig.
Derfor hørte hun hellere ikke tumulten af folk inde i krostuen, og en spinkel skinger stemme der tilhørte kroejerens. Nemlig ingen anden end Alfen Asja - der bestemt ikke var en man skulle ligge sig ud med.

Flynn var travlt optaget med, at forsøge at holde sig oprejst, hvormed han aldrig så, hvordan en brunhåret kvinde kom skridtende målrettet imod ham. Stadig hoppede han, men det blev efterhånden sværere og sværere, eftersom manden på brostenene ikke var videre barmhjertig. Det var tydeligt, at den rødhårede mand ikke forstod, hvorfor han var offer for en sådan ubehagelighed, men det nåede aldrig at blive en bevidst tanke –

Den unge mands isblå øjne så, hvordan den fremmede greb om mandens håndled og klemte til. Tæt efterfulgt lød smertehylet.
Flynn betragtede scenariet udfolde sig, tydeligvis ikke videre tynget under, hvad han så. Han var nemlig atter travlt optaget af, at få lagt træplankerne nogenlunde tilrette igen, i håb om, at han ikke vil tabe dem, forinden at han kom sikkert hjem. Og hjem måtte han –

Et lille, klukkende grin forlod Flynn, i det han nikkede mod kvinden i taknemmelighed. Hans isblå øjne funklede moret, men om det var grundet hendes ord eller mandens ringe dømmekraft – det var virkelig et dårligt sted at ligge sig til rette – ja, det var ikke til at sige.
”Ja, nu er det meget nemmere. Mange tak! Det var også et dumt sted, sådan at slappe af – midt på vejen. Der kommer kærreder og alt muligt rendende hele tiden jo”, svarede Flynn småleende, hvorefter han rystede på hovedet ad manden – en gestus der dog var henvendt til den kønne fremmede og derved var forsøgt intern mellem dem.

Det var højtråbende stemmer bag kvinden, der end ikke øjeblikket efter fangede Flynns opmærksomhed. Hastigt så han op, men dog – paradoksalt nok – med et venligt udtryk henover det fregnede ansigt.
”Når, der har været slåskamp åbenbart. Er du sikker på, du så vil derind igen? Min mor siger, at nogle piger ikke kan få lov til at drikke en øl i fred, medmindre de har en mand med sig, og du er meget køn – det ville hun helt sikkert også være enig i! … vent, jeg kan da bare sidde med dig, indtil du har drukket færdig. Man skal hjælpe, hvor man hjælpe kan, du ved!”

Hun blev helt perpleks over talestrømmen der væltede frem fra den rødhårets mand - at hun slap blikket fra manden der lå og vred sig under hende - ja da hun kastede et kortvarigt blik ned på den manden under hende - flæbede han da også. Fantastisk.
Men igen røg blikket op - slåskamp? 
Fuldstændig forvirret om hvad han snakkede om - især fordi det gik så stærk, vente hun blikket tilbage mod kroen. Øjnene blev store, som hun så en masse sure miner stå og betragte hende - også hørte hun den skingre stemme. “Når jeg finder hende, så vanker der, så hun ikke kan gå i en uge! Mangen til uhumske bøvsebavian - det er dog det værste!” 

De skulle bestemt ikke tilbage ind i kroen! Hun rejste sig hurtigt op i hendes fulde højde - ja hun var lige så høj som den rødhåret mand var. “Ehm” svarede hun en smule ukarakteristisk fra hunulven - okay måske var den bedste løsning faktisk. “Der er du! Røvbanan! Hvor tror du, du er på vej hen!? Jeg flår dig levende! Og ham rødtoppen med! Jer alle sammen! Idioten der flæber må også være inde i det hele - jeg er ligeglad, i skal alle få det betalt - magen til inkompetance!” Det kunne godt være, at størrelsen af alfen som der råbte disse modbydelige ord mod dem - ikke udgjorde særlig stor frygt hos mange - var frygten om at miste krystaller der skulle dække skaderne hun lige havde lavet nok. 
Hun skridtet en anelse tilbage - hun skulle bare lige - hvilken vej ville være bedst at løbe? 
Og kunne hun virkelig bare efterlade den rødhåret mand? 
“Jeg tror - i stedet for at du sidder med mig for at drikke min øl i fred - må vi hellere løbe... Hvor godt er dit fodtøj?” Spurgte hun anelse forhastet, og kastet sit hoved mod hans ben - uden at tage øjnene fra alfen med det pinke hår - der næsten var jordbær rød i hoved. 
Man blev jo næsten bange for at hun ville eksplodere.
Hvilket typisk var et godt tegn på, at nu skulle man væk.

Flynns venlige udtryk svandt, i hvert fald i nogen grad, ind, som de truende ord nåede hans øregang. En forvirret rynke fandt ligeledes ind imellem hans ildrøde øjenbryn, alt imens Flynn tog hele scenariet i nærmere øjesyn og først da, syntes det at gå op for ham, at kvinden ikke var nogen uskyldighed.
Det var dog ikke det faktum, der fik ham til at synke i en stigende panik. Nej, det var snarere kroejerens rødglødende ansigt, og de rasende øjne der i selv samme øjeblik, fæstnede sig ubarmhjertigt på hans egen skikkelse.

”Jeg vil gerne løbe!”, udbrød Flynn skingert, hvorefter han rømmede sig tøvende. ”Mit fodtøj er så fint, helt bestemt! Det er lige – ja, nu løber vi, ikke? Som i altså – LIGE NU!” Pludselig var Flynns eftermiddag blevet en ganske anden af, hvad han i grunden havde forventet, men for en Morris var det ikke ukendt territorium, pludselig at sætte i galop væk fra et gerningssted – hvormed, at det var præcis det, at han gjorde.
Flynn fulgte lige i hælene på den ukendte kvinde, træstykkerne noget af en hæmsko for, at kunne gøre det med samme elegance som hende, men tilråbene bag dem var en ganske god motivationsfaktor. Det skulle der ikke kimses af. 

Lige som at den rødhåret mand råbte lige nu, hørte hun et overdyngene brøl - eller skrig? Hvordan kunne så dyb og voldsom en lyd komme fra så lille en skikkelse? Hvis Sarah sparkede til hende, var hun sikker på at hun kunne sparke hende hele vejen fra kroen, over byens front mur og ned i voldgraven. Der var mange muligheder, men - nå ja - løb!
Hun drejede rundt på hælen, og satte så i løb. Det var ikke fordi hun kendte Dianthos så godt, som så mange af de andre folk der løb rundt i slumringskvarteret. Men derfor skulle det da ikke afholde hende fra, at løbe lige så stærk som hendes ben overhoved kunne bære hende. Næsten til det punkt, hvor hun måske lidt glemte, at hun havde en som løb væk fra gerningsstedet sammen med hende. 
Da den tanke slog hende, kiggede hun sig over skulderen for at sikre sig, at han stadig var med hende. 
Synet af den unge mand, der løb så hurtigt han kunne - med så mange træstykker i hænderne, så det en anelse komisk ud. 
"Oh ved alle guder." brummede hun, og vente rundt - det gik alt for langsomt. Især da hun så mængden af folk der stadig var i hælende på dem. I en enorm styrke, svang hun armene omkring hans skikkelse og løftede ham op i hendes arme. "Du løber alt for langsomt!" brummede hun, som svar på hvorfor at en kvinde skulle løbe rundt med en mand. Også stak hun ellers af igen. "Nogen gode steder vi kan løbe hen?!" halv råbte hun forpustet, og kastede et hurtigt blik over skulderen.

Havde Sarah spurgt Flynn, forinden at have smidt ham henover skulderen, havde han, med stor sandsynlighed, takket nej tak til forslaget; naturligvis med sit så karakteristiske venlige smil og blide øjne – han ville måske tilmed have undskyldt for sit eget knappe tempo, og dernæst forsøgt, at sætte fødderne i en endnu hastigere galop.
Det var bare ikke det, der skete og Flynn udstødte en skinger lyd af vantro overraskelse, som Sarah greb om hans ben og løftede ham op, som var hans lange krop på størrelse med et barns. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det faktisk slet ikke var så ringe, og da Flynn dernæst havde dannet sig et overblik – det var grænsende til umuligt, før Sarah endelig kastede ham op i sin favn, så verden atter vendte den rigtige vej – kunne han med glæde konstatere, at de var på vej mod det mere centrale af hovedstaden.

”Morris!”, hilste en – anden – ung mand, som Flynn og Sarah kom styrtende forbi, og Flynn selv nåede lige, at hæve en hånd til hilsen i forbifarten. Det skete yderligere to gange, før den rødhårede mand endelig kom på en idé.

”Drej til venstre her – ja, kan du se den røde dør? Der bor en af mine tanter! Nej, onkler! Derind!”, begyndte Flynn smilende at råbe, førend de nåede den røde dør og –

”Nej, det er da ikke her! Herover! Beklager – kom du med” Flynn førte Sarah længere ned af gadebilledet, før han omsider stoppede op ved en – nu – grøn dør, og bankede på. End ikke øjeblikket efter åbnede en ældre mand op og Flynn kunne vinke Sarah ind i skjul. 

Det blev hårde og hårde at løbe med nogen i hendes arme - der skulle lige huskes på, hvor meget hun havde nået at få indenbørs før denne flugt igennem Dianthos. På sin vis, ville dette da være noget hun kunne genfortælle til hendes lillebror. Han ville sikkert elske, historien om varulven der løb fra en skinger råbende alf - med det mest forfærdelige lyserøde hår. Men ikke nok med det, i armene havde hun haft en spinkel høj mand - med det vildeste røde hår hun længe havde været vidne til. Ja, dette ville være en god historie. Men lige nu - lige i dette øjeblik, så var det som om hendes lunger skulle til at dø.
Derfor var det også en velsignelse, da manden begyndte at give hende vejledende retninger hun kunne løbe. 

Rød dør, ja den kunne hun se! Og lige som de nåede derhen, og hun skulle til at sætte ham ned - da viste det sig selvfølgelig, at det ikke var dén dør. Med en utilfreds gryn, satte hun ham ned - det føltes og lød ikke længere som om at de blev efterfuldt. 
Grøn dør? Det var da slet ikke sammenlignende med rød, var personen farveblind eller hvad? Hendes ben var ved at give op, mælkesyre fik dem til at ryste - som hun fulgte med manden hun faktisk slet ikke kendte - ind igennem døren. 
"Tak." mumlede hun, og kollapsede på gulvet. Vejrtrækningen tung og hektisk. "Tror ikke jeg har løbet så hurtigt siden jeg var en lillepige." fik hun frem, igennem at få så meget luft ned i lungerne som muligt. 

Flynn smilede bredt ned til den forpustede kvinde, før han trak lidt på den ene skulder. ”Det er da vist mig, der skal takke. Jeg var blevet slået til pløkfisk, hvis du ikke havde hjulpet mig”, svarede han, som var det en selvfølge, hvorefter han skridtede hen og lagde træet fra sig. Manden, det kunne være en onkel eller en søskende til Flynns mor – den høje mand med det ildrøde hår, vidste det ganske enkelt ikke og heller ej gjorde den ældre selv – skævede kort til den fremmede, før han på brysk krystaliansk spurgte dem, om de ikke ville have en kop the. Flynn takkede ja men huskede derefter på, at kvinden jo havde været i gang med at drikke øl, hvormed han hurtigt bad om sådan et krus til hende.

Ikke lang tid efter satte Flynn sig på hug foran hende, og strakte en af sine fregnede hænder imod hende. ”Vil du ikke hellere sidde ned? Jeg tror altså ikke, at det gulv er blevet vasket i en evighed!”, lo han, hvor bag ham den fjerne slægtning gjorde det samme og rystede bekræftende på hovedet.

”Hvad var det egentlig, der skete?”, spurgte Flynn dernæst, som de satte sig til rette, nu med forfriskninger – og et efterhånden stigende antal familiemedlemmer, der dog ikke syntes at skænke dem et eneste blik. 

Hun lo let, denne dreng var alt for naiv - hun var jo skylden med at han ville have endt som plukfisk, havde hun ikke taget ham med. Så på grundlinjen, var hun jo den eneste der kunne være skyld i situationen de var endt i. Nej, ham den ynkelige mand, der sikkert stadig lå og flæbede på de beskidte brusten - han var skyld i det hele. Han kunne bare have holdt sine klamme fingre fra hendes bryster! Hendes næse bevægede sig fra side til side, som kløede den. Men egentlig gik det op for hende, hvordan det lugtede lidt - fælt? Hun var pludselig nervøs for at det var hende. Og helt uden skik, løftede hun sin ene arm op og duftede hurtigt til hendes armhule. Nej okay, ikke så slemt. 
Hun fik dog hurtigt svar, da den rødhåret knægt, satte sig på hug foran hende. Hvor hun meget bevidst holde sine øjne væk fra hans. Fokuserede mere på hans læber - hans hage. Selv der havde han fregner over det hele. Sarah havde da også en del fregner, så meget vidste hun. Men ham her, han havde da næsten så man kunne kalde ham for en stor fregne! 

"Oh! jo, jo det er nok rare at sidde på en stol, frem for et.. beskidt gulv." hun rejste sig langsomt op, og kunne godt mærke hvordan hendes ben protesterede ganske voldsomt. Men lige så snart hun fik sat sig ned i stolen -  da slappede hun af igen. Hun tog taknemmelig mod kruset med øl, og gav lille smil. Dog stadig utrolig forsigtig med, ikke at kigge nogen ind i øjnene. Det sidste hun havde brug for, var at de blev sure på hende. Det var ikke lige nu, hun havde brug for at nogen råbte heks eller andre ting efter hende. 
"Han rørte ved mine bryster, så jeg smed ham igennem vinduet og væggen." sagde hun og trak nonchalant på skuldrene. For derefter at tage en stor slurk af den lunkende øl. Og sukkede dybt, ah - ja det var lige hvad hun havde brug for.

For Flynns isblå blik var Sarah ganske nervøs ved den store forsamling, der larmende og med tungt fodtøj skridtede rundt imellem dem. For den unge mand med det ildrøde hår, var det dog hverdag, men efter at have skævet frem og tilbage mellem kvinden, og de øvrige familiemedlemmer – han var ret sikker på, at det involverede en fætter – kom han dog frem til, at det måtte virke, ja… overvældende. Det var i hvert det, han konkluderede, hvormed han daskede til Sarah med en albue og dernæst nikkede længere ind i den smalle lejlighed.

Flynn rejste sig dernæst, med den antagelse at Sarah ville følge efter, hvorefter han skridtede igennem det faldefærdige hus og ud af en bagdør, hvor bag der lå en øde baggård. ”Men jeg synes, at det er helt retfærdigt, at du kastede med ham. Man skal altså ikke rende rundt og tage på bryster, selvom de er dejlige”, lo Flynn storsmilende, hvorefter han dog hurtigt måtte synke en besværet klump:

”Jeg mener – altså, jeg kan naturligvis godt lide bryster, det er slet ikke det! Jeg vil bare ikke røre ved dem, medmindre det er okay, du ved. Ikke, at jeg har rørt ved bryster nogensinde, men altså, det regner jeg med, at det kommer en dag!”

Adrenalinen der pumpede rundt i kroppen og alkohollen var aldrig en god kombie hos den brun håret varulv. De fik hende til at blive mere løssluppen - og selvom hun normalt var reserveret. Ja, så var der bare noget mere løssluppen over hendes tunge, så snart hun næsten svævede igennem hendes tilstedeværelse. 
Hun var lige ved at vælte ned af stolen, da Flynn puffede hende med albuen. Hun skulle lige til at sige noget - men da han rejste sig, vidste hun at det havde betydet at hun skulle gå efter ham. Mærkeligt - hvorfor kunne de ikke sidde her? Tydeligvis uvidende omkring, at den rødhåret knægt havde set hendes flakkende blik, som værende ukomfortabel. Okay, det havde hun også været. Men ikke så meget, at hun ikke godt kunne være blevet siddende. De havde trods alt ikke blandet sig, eller stillet hende spørgsmål. En smule tumlende, kom hun op på sine fødder - der igen skreg. Skreg efter ro, og at kunne sidde ned. 

Hun tog en friske luft ind, så snart de kom ud af det faldefærdige hus. Hun kiggede lidt rundt i baggården, der egentlig bare skreg på at få en kærlig hånd. Hun svang kruset op, og stavrede lidt på benene igen, inden hun vente sig mod Flynn da han snakkede - så uskyldig. Hvorfor endte hun altid sammen med de uskyldige knægte? Var det en eller anden syg joke, som karma spillede hende?
Hun lo lavmeldt, som han begyndte at køre rundt i ordene. 
"Vil du gerne røre ved bryster?" spurgte hun, og løftede sit ene bryn og kiggede på ham med svømmende øjne. Hun sank en klump og lagde hoved på skrå - hvorfor fanden havde hun lige spurgt ham om det? Et halvt grynt der godt kunne minde om et grin, forlod hendes læber. 

Flynn kunne ikke se, at kvinden var beruset – jovist, hendes blik svømmede en anelse, men af uvisse årsager antog han, at det måtte være fra deres flugt. Hun havde trods alt båret ham afsted – og forinden det, kastet en fuldvoksen mand igennem et solidt stykke mur. Det måtte få selv den stærkeste til at få ondt i samtlige led og knogler.
Da Sarahs ord dernæst nåede hans øregang, krøb en insisterende og afslørende rødmen henover hans skarpe kindben. Flynn var dog ærlig – for ærlig – af natur, så han sank en klump og nikkede. Der var dog noget i den fremmedes tone, der fik nakkehårene til at stritte i bekymring, så i samme øjeblik tilføjede han: ”Men altså – ikke lige nu! Bare på et tidspunkt.” Flynn forsøgte dernæst at klukke opmuntrende – men igen uden at vide hvorfor.

Dernæst gjaldt det om, at skifte samtaleemnet så hurtigt så muligt, så Flynn udbrud, forinden at tavsheden nåede at sænke sig over dem: ”Men du – altså, du kastede ham der? Det er alligevel – du er stærkere end mig i hvert fald! Det er helt sikkert! Træner du hver dag?” 

Hun slog en hæs latter op, da han sagde ikke lige nu - hun trak lidt på skuldrene. Og kunne godt mærke hun fik lidt røde kinder, havde hun seriøst overvejet at tilbyde ham? Så kunne det godt være, at hun skulle stoppe med at drikke mere - tænkte tanken som hun løftede kruset op til læberne, og tog en ny slurk af den dejlige drik der fik hende til at glemme. En anelse stavrende satte hun sig ned på de kolde fliser, der gjorde grundlaget for den slidte baggård. 

“Ellers er der jo altid bordelhuset, der kan man jo altid betale sig fra det - men det er nu sjovere at finde en, som også gerne vil røre ved en” sagde hun en anelse mere nonchalant, end det måske burde have været. Normalt ville hun slet ikke snakke så åben omkring tingene - eller ville hun? Hun vidste det faktisk ikke helt, og som hun sad og grublede - glemte hun næsten at høre efter - og det var kun fordi han lavede et lille udbrud at hendes svømmende blå grønne øjne kiggede op - trænede hun hver dag? Hun grinte lidt og trak på skuldrene. “Ikke foruden at jeg slås i kamparenaen i ny og næ - jeg er bare medfødt med overnaturlig styrke.” Sagde hun med et suk - “Det meget smart når man kan vinde penge på det, ikke så smart når man ikke altid kan styre det, og ødelægger lidt for mange ting - flere end man lige regnede med.” Mumlede hun og kiggede ned i krusen med øl.

Flynn gjorde store øjne, i det at denne fremmede proklamerede, at der jo altid var bordelhuset. Ikke, at den rødhårede mand ikke vidste, at det fandtes, men det havde aldrig været et sted, hans øjne havde søgt hen. Som han sad der på trappeafsatsen, med sin varme kop te mellem de fregnede hænder, var han dog ikke sikker på, hvorfor i grunden ikke. Det havde bare aldrig – ja, lagt til ham, sådan at beglo nøgne skikkelser med begær og savl ned af hagen.
”Det er vist heller ikke lige mig”, svarede han eftertænksomt, hvorefter han dog smilede bredt og venligt. ”Men det skal jo nok komme en dag! En dag skal jeg jo giftes og så er det vel det, at man gør. Det har jeg i hvert fald fået fortalt.”

Dernæst krøb kvinden til erkendelse og berettede om sine magiske evner. Selvom Flynn ikke var nogen kompetent mand ud i det sociale spils regler, var der dog noget der fortalte ham, at kvinden snakkede om mere end blot, ja, væggen hun havde ødelagt tidligere.
”Men det er ret smart, når en mand rør ved en, og man ikke vil have det, kan jeg gætte mig til”, svarede han ivrigt, i håb om, at hun ville fatte et smil.

Hun fnøs moret, da han proklameret at han ikke var typen, som der gik på bordel; “Så du er en af de få, mænd der stadig er anstændige, var?” - vent havde hun lige sagt det højt? Forvirringen var tydeligt at spore i hendes ansigt, som hun rystede på hoved og begyndte at drikke af øllen i kruset - desværre vidste det sig, at der ikke var mere tilbage. Hun vente det lidt slukøret på hoved, og satte derefter kruset væk fra sig. 

Hendes øjne vente sig dog hurtigt tilbage til det rødhåret fregnet mand, da han svarede på hendes evne - kunne han gætte sig til. Hun trak lidt nonchalant og dovent på skuldrene, som var det ikke så vildt at hun i sin spinkle størrelse kunne smide en fuldvoksen mand igennem en væg. Han skulle bare vide, hvad hun ellers havde brugt sine evner til. “De er også meget fornuftige at have, når man kæmper i undergrundsarenaen” svarede hun og slikkede sig om læberne. Smagen af øllen rørte tungen, og hun lukkede kort øjnene. Måske hun bare skulle tage hjem og sove - eller måske finde tilbage til det halve svin, og drikke noget mere. Mulighederne var mange. 
Især fordi hun tydeligvis ikke kunne holde hendes mund lukket, og bare sagde alt hvad der faldt hende ind. Og det mindede normalt ikke om hende. 

Flynn kløede sig, forvirret i sin grundvold, på den spidse og fregnede hage. Denne fremmedes ord gav ikke megen mening for den naive knægt, så han nøjedes med at smile og dernæst nikke. Han forstod dog ikke hvad eller hvilken antagelse, han i grunden bekræftede derved, men Flynn var allerede videre i sin tankerække.

”Kæmper du der?”, udbrød han imponeret, hvorefter han i samme øjeblik kom til at le fjoget: som var Sarah i virkeligheden en heltinde og ikke den kriminelle skurk, hun reelt var. Det var dog tydeligt på den rødhårede mand, at han ikke så hende i det rette lys, for han smilede fjoget et langt stykke tid efter.

”Det lyder spændende!”, lød det dernæst drømmende, som Flynn lod sine isblå øjne glide fraværende ud i horisonten. ”Og hårdt. Er det ikke hårdt? Jeg mener, hvis du kæmper mod en, som har en eller anden evne – oh, som eksempelvis som kan få lyn til at skyde ud af fingerspidserne! Eller – nej, vent, hvad gør du, hvis han eller hun har en kniv?” 

Det var så ganske tydeligt, hvor forvirret og moret hun blev over hans udbrød. Mest af alt, fordi han synes det var spændende. Aldrig havde hun modtaget sådan en respons, når hun havde fortalt hvad hun lavede for at overleve. Nej, reaktionen var typisk som Eadgar havde haft - væmmelse. Eller noget der lå op af den boldgade, ikke at det var interessant at høre om. Eller ville forstå mere af hvordan det foregik, og det skæve smil der begyndte at forme sig på hendes læber, fortalte da også en lille spøgefugl begyndte at brede sig i den ældre kvinde.
"Du har godt nok en utrolig vild fantasi - lyn der skyder ud af fingerspidserne?" sagde hun med en klukkende latter, som hun rullede lidt med skuldrene og knækkede nakken - det lettede på trykket, og hun satte en skulder på hendes knæ, og brugte den hånd til at støtte hendes efterhånden tunge hoved. 
"Har du nogen sinde været dernede? Tror det er nemmere at forklare nogen, som faktisk ved hvad det drejer sig om - altså knive plejer ikke være noget man må have med, men selvfølgelig er der kampe, hvor man må bruge alle midler - også handler det bare om at være bedre end den anden. Det jo ikke altid man vinder, men for alles interesse, vil man jo helst have folk overlever.. hvilket også er tilfældet - de fleste gange." tilføjede hun, og trak nonchalant på hendes skuldre. 

Flynn lyste op af stolthed i det, at kvinden roste hans fantasi. Hastigt nikkede han: ”Det siger min mor også altid! Flynn, din fantasi vil være din bortgang, siger hun!”, udbrød han storsmilende, hvorefter han dog hastigt viftede affærdigende med den ene hånd, tydeligvis ikke interesseret i at jagte den del af samtalen yderligere. Nej, Sarahs fortælling var ganske enkelt for spændende til den slags latterligheder.

”Jeg har aldrig været der!”, lød det dernæst prompte, hvorefter Flynns isblå øjne fæstnede sig ukueligt i Sarahs, som denne fortalte videre. Han nikkede og udstødte alskens lyde af overraskelse, jo flere ord der undslap hendes mund, og da Sarah omsider tav, sad Flynn for et langt øjeblik og stirrede vantro på hende. Det eneste der dernæst fulgte var et højlydt: ”Wauw!”

Døren bag den gik op og en kvinde stak hovedet ud igennem dørsprækken. ”Morris”, hilste hun, og Flynn svarede med samme tiltale, hvorefter døren gled helt op og kvinden nikkede mod hoveddøren, hvori de var kommet ind.
”Kysten er klar igen.”