Nogle steder langs Azurhavets kyst lå små tomme hytter. De ville være fulde af liv til sommer af folk, der rejste herud for at nyde solen, sandet, brisen og det blinkede, azurblå hav. Godt nok var det en sø, men det var ikke relevant. Det var tæt nok på den ægte vare. Et sted på en bakketop lå en alf ved navn Kri og solede sig. Han var en kreativ sjæl med en forfinet, eller forvrænget afhængigt af hvem man spurgte, smag for poesi. Og han kedede sig grusomt:

"Roen og idyllen gør mig snart skør,
    Piraterne lever jo fredeligt!
Jeg savner krigsdrama og blodkulør,
    Paradis er dræbende kedeligt!

Hvis krigerne ikke selv vil strides,
    så må man jo hjælpe dem lidt afsted.
General og spion kunne mødes,
    To folk ingen burde gifte sig med.

Jeg låner hukommelse og minder,
    Og giver våben, rustning og ringe.
Deres sande jeg en tid de glemmer,
    men ej hvordan man bruger en klinge!

De vågner ved daggry i samme briks.
    Lagnerne tyder på de har… spist kiks!”

Den næste morgen var sengen i en af hytterne ikke længere tom; det var sengen i Mørkets generals soveværelse til gengæld og det var ikke det eneste værelse på borgen, der pludselig manglede sin sædvanlige beboer.

Ethelihn rullede om på maven som en kluddedukke, så en fod og en hånd lå uden for madressen og næsen lå nede i puden. Det gjorde det lidt svært at trække vejret, og hvis man ikke kunne det, kunne man ikke sove længe. Hun vendte hovedet. Snuuuuuuuuuuuuuuus! Hun pustede ud. *Vent lidt!* Snus, snus. *Jeg kender den lugt…. Men hvor fra?* Snusnusnus. *Det lugter …. grønt. Er det græs? Jaaa grææææs* Et billede af sorte, komplet græsfri klipper glippede forbi hendes inde øje og forsvandt på nærmest magisk vis igen. Hun rullede om på ryggen, så armen svingede med. Armen landede. men ikke på madras, som forventet.

Hun vendte håndfladen nedad og følte sig frem. Form. Mere form. Hendes hånd bevægede sig længere ned, ud over kanten af lagnet og ramte hud. At dømme efter formen en nøgen bagdel. Rent instinktivt gav hun den et klem. Hvorfor? Hun var lidt i tvivl, men det virkede normalt. Og så på magisk vis, virkede det ikke normalt længere. *HVEM VED ALADIN LIGGER I MIN SENG!* tænkte hun højlydt og satte sig op med et ryk. Hun stirrede nu på den blege mand i sengen ved siden af hende. At lagenet ikke var fuldt med, da hun satte sig op, havde hun ikke lagt mærke til.

Mange ting kunne beskrive manden som ville være en uheldig deltager i dette scenarie. Han var kynisk, han gjorde som han fik besked på - og uden nåde ville han slå de personer ned, som stod på hans vej til at færdiggøre hans pligter for mørket. 
Mange ting, kunne fortælles omkring den voldsomme og humørforladte vampyr - der træskede igennem mørkesborg. Og ingen af dem var venlige, eller specielt rare. Ja, mange ting - kunne bruges til at genskabe et billede af hvem han var, og hvad man kunne forvente af ham. 
Men selv da, måtte man vel sige han i sandhed var en ukompliceret væsen, som man vidste hvor man havde. Nemlig, på krigstien. 

Så hvad lavede en vampyr med en kiks? Ja det ville han ikke kunne svare på - for han kunne ikke en gang huske hvem han var. Øjnene så blodrøde som når solen gik ned i vest. Han blinkede langsomt, kun for at mærke hvordan en hånd pludselig slog hen på ham. En hånd? Hvor var han?
Men før han nåede meget længere med den tanke gang, var hånden begyndt at vandre - og da mærkede han hvordan fingre klemte omkring hans balle. 
“Man går vel ikke bare sådan og piller ved andre folks baller” mumlede han med en hæs brummen - han lod tungen glide hen over hans spidse tænder, som han smagte noget ulækkert i munden. Hvad, var det - hvad var det der var i hans mund? Ganske forvirret satte hans sig op i et hurtigt ryk, betragtede kvinden ved hans side - hvem var hun?
“Hvor er vi?” Spurgte han som en blidere måde at starte ud på. Man kunne vel næppe bare skrige af folk - hvem er jeg, hvem er du, hvorfor piller du ved mig!? Måske det ville komme til ham. Hans fingre gled igennem den sorte manke af hår, som han missede med øjnene. Intet gav mening for ham lige nu - absolut ingen ting.  

På nogle punker mindede generalen meget om spionen. Hun gjorde, som hun fik besked på – som regel. Hun gjorde det uden nåde – som regel. Og hvad, der blevet fortalt om generalen i Mørkets Borgs gange, var hverken venlige eller specielt rare – som regel. På andre var de diametrale modsætninger. Hvor spionen var humørforladt og forudsigelig, havde generalens humør næsten ikke andet end yderpunkter, og var uforudsigelig som vejret på den sorte ø, som de begge nu kunne kalde deres hjem.

Men der var de ikke lige nu. De var i en lille træhytte, tilsyneladende kun med et rum, og hvor solens stråler ramte fodenden af sengen gennem et af de to vinduer. Ethelihn kunne mærke varmen, når hun strakte benene, ligesom hun kunne mærke krummer i sengen. Var de fra kiks? Havde hun spist kiks i sengen? Lagnerne sad knapt nok rundt om madrassen længere. Enten havde hun ligget møghamrende uroligt i nat eller også… Hun løftede lagnet over sig en smule. Jep, der var helt sikkert ingen påklædning i sigte. Men hun forstod stadig ikke krummerne. *Hvad ved Haldis’ hungrende horn kan man lave med kiks?!* Hendes tankestrøm blev afbrudt af nogen, der satte spørgsmålstegn ved hendes handlinger: ”Hvor vover du?! VED DU IKKE HVEM JEG ER!?!” Her gik det op for Ethelihn, at hun ikke selv kendte svaret på det spørgsmål, eller svaret flere andre spørgsmål, som hun intet problem havde med at stille: ”Og hvem er du?! Hvor er jeg, og hvorfor ligger du i min seng?” Det sidste spørgsmål virkede særligt underligt, fordi hun ikke engang var sikker på, det var hendes seng. Uden at Ethelihn selv tænkte over det, gled spidserne af hendes meget lange, sorte hår gennem håret på toppen af hendes hoved lige så naturligt, som fingre ville have gjort det. Kunne hun overhovedet huske noget?

Det var først nu, at det gik op for ham, at kvinden der sad ved siden af ham - ikke havde noget tøj på. I hvert fald ikke den øverste del, men som hun begyndte at rode rundt i lagerne - for at finde; ja hvad vidste han. Kunne han så konstaterer, at resten af kroppen hellere ikke havde en trævl på sig. 
Da han selv mærkede efter, mærkede sensationen af lagnet under hans nøgne hud. Måtte han konstaterer - at han hellere ikke havde noget tøj på.

Som hun begyndte at råbe, og unægtelig blive voldsom arrig over han ikke vidste hvem hun var. Kunne han mærke et prik af irritationen, næsten doven der grænsede til en ugidelig følelse. Han sukkede opgivende, og rullede med øjnene. 
Men som det gik op for ham, at hun måske hellere ikke vidste mere - end han selv gjorde. Tittede der er et lumsk smil frem på hans læber. Således, så den ene hugtand kom til syne. Ikke at han selv lagde mærke til det, nej ikke før at hans tunge suttede på fortænderne og lagde mærke til - to af dem var betydelig skarpere og længere end de andre. Hvad var det? Og - nej han var ikke længere sikker på hvad det betød. 
“Jeg aner ikke hvem jeg er!” Brummede han utilfreds tilbage, som han kiggede rundt i det meget sparsomme rum - var de et par? Han kiggede igen på hende, som hun spurgte om hvorfor han lå i hendes seng. “Hvorfor kan det ikke være min seng!?” Spurgte han en smule tvært tilbage, og lænede sig frem imod hende, så deres øjne kunne kigge ind i hinandens. “Du ved lige så lidt omkring hvad der foregår her, som jeg gør - indrøm det nu bare!”

Hun vidste, folk kunne være ømme omkring at være nøgne. Hun var klar over det faktum, at det var sådan de fleste var. Men hun var også klar over, at det ikke rørte hende en forårsvind at være komplet utildækket. Mens hun noterede sig, at der ikke var noget tøj, havde hun også lagt mærke til utallige ar, store, små, piskeslag, stiksår, gamle brandsår, klomærker og flere, hun ikke lige kunne sætte en finger på, hvad kunne have lavet. Faktisk undrede det hende, at hun overhovedet kunne identificere så mange med sådan en lethed. Hun så over på manden, hun ikke genkendte, men heller ikke vidste om var fremmet. Intet tøj, rodede lagner, de havde i hvert fald haft det sjovt, var hun sikker på – på et tidligere tidspunkt. Lige nu følte hun sig grundigt fornærmet over hans mangel på respekt, men helt ærligt anede hun ikke hvorfor.

Ethelihn så udfordrende Cryan i øjnene: Aha! Jeg vidste det!” selvfølgelig vidste han ikke, hvem han selv var… tumpe. Vent… Var det hugtænder? Som i suger blod for at overleve, kan ikke lide sollys, hugtænder? Hvorfor vidste hun overhovedet det?
”Hey!  Fint, jeg ved heller ikke hvem jeg er….” hun holdt inde et øjeblik, mens hende hoved lagde to og hugtænder sammen, ”I det mindste ved jeg, det ikke er din seng! Vampyrer sover ikke i senge i hytter, hvor solen kan nå dem når som helst.” Et øjeblik var hun stolt af sig selv. Det var lige ind til hun huskede, at hun havde været i seng med en vampyr. Ugh! Var det det ”ugh”?

Han greb sit hoved, som ingen ting begyndte at give mening i hans hoved.
Hvem var han, hvor var i de. Hvorfor vidste han ting, som han ikke burde vide - for en som havde mistet hukommelsen? Ting hun sagde gav mening, og alligevel overhoved ikke - for hvordan var han så endt her - og hvor var her henne? 
Det var til at få en hamrende hovedpine af, og han var ved at opgive det hele - prøve at sove videre; vent sov han overhoved? Hans fingre hørte febrilsk igennem hans sorte hår, i håb om at det kunne hjælpe på hans hukommelse - men ak, dette var ikke tilfældet. 
“Det er da vel ikke sådan, at jeg bare er vadet ind i en tilfældig hytte og lagt mig til at sove med en kvinde - jeg ingen anelse har om hvem er - du må sgu da betyde et eller andet for mig!” Brummede han højlydt, som han gav efter; og lod hans mange forvirrende tanker forlade hans mund. 
Da han endelig havde fået nok, smed han lagnet fra sig og rejste sig op i hans nøgne skikkelse. Der måtte vel være tøj der lå her han kunne have på. Som han undgik solen, der ramte hans fødder. Og fik ham kortvarigt til at vrisse af smerte - gik han over imod en dragekiste der stod henne ved rummets væg. Da han åbnede det, var han ikke super overvældet over indholdet. Men han trak hurtigt i nogle brune bomuldsbukser og en kjortel også i samme kedelige farve. “Kan du slet ingen ting huske?” Hans bryn rynkede sig imod hinanden, som var en snigende hovedpine begyndte at forme sig - hvilket nok også ganske vidst var tilfældet. 

Ethelihn åbnede instinktivt munden for at komme med protester, men opdagede ved nærmere eftertanke, at hun ikke havde nogen. Det ville sige med undtagelse af, at hun ikke følte noget. Og det havde hun intet imod at fortælle ham! Faktisk var hun ret overbevist om, at hun ikke var noget særligt rart menneske. Var hun et menneske. Hun lod hurtigt sin tunge glide hen over sine hjørnetænder. *Jep, menneske....* At hendes fødder ikke blev generet af sollyset burde egentlig også have været ledetråd nok, men det havde hun allerede svedt ud. Hun skulle jo svare på hans spørgsmål: "Det er muligt jeg betyder noget for dig, men du betyder ikke et viftende røvskæg for mig," svarede hun prompte og blev helt forarget over sit temmeligt farverige ordforråd.

Mens Cryan fandt tøj, prøvede Ethelihn at kunne huske noget som helst overhovedet, men det var som om, at alt fra hendes tidlige ungdom og frem var én stor tåge, og det var slet ikke nok til at distrahere hende fra Cryans veltrænede bagside, mens han bøjede sig for at fiske tøj ud af dragkisten. Et smil, der ville få en krokodille til at luske i dækning, bredte sig på hendes blege ansigt, mens hun tænkte, at det var en skam, at han nu skule have tøj på efterfulgt at en række andre ting, hun havde lyst til. Hvis hendes ordforråd havde forarget hende, så skræmte scenarierne, hun så for sit indre øje, hende ud af hendes grå skind. Eller det burde de have gjort, var hun ret sikker på, at nogen ville mene. Det var nok til at fjerne det grumme smil, men nu vidste hun da to ting. At hun måske havde en eller anden form for relation til Cryan, men at hun intet problem havde med at lyve om det, og at hun tilsyneladende ikke helt vidste, hvad ordet 'hemninger' betød. Det lød ikke særligt godt i det hele taget. Var de kriminelle? Hendes håndled vrikkede lidt, som om de ledte efter noget... Et våbe måske?

"Næh.... ikke noget som helst!" svarede hun endelig, vadede direkte gennem sollyset og stillede sig ved siden ad Cryan for at se ned i kisten efter noget tøj til sig selv. "Du så vel ikke nogle våben hernede også?" Hun forsøgte at lyde henkastet... sådan da.

Til Cryans held, eller ikke? Lagde han ikke mærke til ulvegrinet der havde formet sig hen over den smukke kvindes læber, som han havde bukket sig ned, for at lede rundt i kisten. Ej hellere skuffelsen, da han hoppede rundt og fik bukserne på. 
Nej for ham betød det vel hellere ikke det store, eller - det regnede han ikke med? For han havde jo hellere ikke noget at tænke over, siden han slet ikke havde lagt mærke til grinet. 
Ak, han fugtede læberne og lod fingrene glide igennem det halvlange sorte hår. Hvis sidder var trimmet næsten helt ind til huden. Spændende form for hårpragt? Var det for at gøre noget lettere? Eller var det mon en mode der eksisterede her i - oh nej - hvilket land boede de i? 
Hans blik blev tomt, som han begyndte at tænke. De gule øjne der stirrede sig frem mod solpletten på det gyldne plankegulv. 

Våben? Han hoppede lidt af, at hun pludselig stod ved hans side. Han burde have opdaget hende før, det var han helt sikker på han skulle have gjort! Men tankerne, så mange forvirret tanker havde tydeligvis taget fokusset et andet sted hen. 
"Våben?" mumlede han, og kiggede på hans hænder han vente således han kunne se håndfladerne. Fleksede hans fingre og håndled - ja, våben, det virkede bekendt. "Jeg - synes ikke jeg så nogen, men våben.. ja, jeg mangler nogle våben.. Vent hvorfor spurgte du efter våben?" 

”Ja, våben…” Nu var det kvindens tur til at rode kisten igennem for tøj. Hun fandt hurtigt et kortset, der blev kylet over skulderen, som om det havde kaldt hendes mor en loyal Lysets kriger. Ethelihn standsede op et øjeblik, konstaterede at hendes tøj åbenbart ikke måtte hindre bevægelse eller vejrtrækning og fortsatte sin søgen. Hun fandt en løs, forvasket sort kjole med absolut intet pynt og korte ærmer, og smed den over hovedet. Derefter rev hun begge sider op til hoften og tjekkede at de var høje nok ved at lave nogle sidespark, der mistænkeligt meget lignede, de kunne ramme hovedhøjde. ”Hmm… altså det…” Hun blev stående på et ben lidt og vippede benet ved knæet for tjekke sin balance, ”Virkede naturligt.” Der virkede også naturligt at knytte hænderne en smule, mens hun stod der, og her gik hun i stå. Hun spærrede øjnene op. Hvad var det. Hænderne blev knyttet tættere. Prøvende. Begge ben blev solidt plantet på jorden, og Ethelihn var henne ved vinduet og sollyset i to skridt. I lyset kiggede hun grundigt på sin ene finger. Sin ringfinger specifikt.
”Gider du lige fortælle mig, du ikke har en ring på?” Hun så ikke på Cryan, selv om hun havde konkluderet, at det ikke var noget, hun havde noget imod. Hans frisure satte hun også pris på. Den var praktisk. Hvilket havde mindet hende om, at hun ville ønske, hun havde et hårbånd, men det havde hun lykkeligt glemt nu. I mellemtiden var hendes lange sorte manke igen begyndt at svinge faretruende, som en irritabel kats hale.

Ja, våben? Det var da ikke et svar på hans spørgsmål! 
Han havde næsten lyst til at knurre af hende, som et dyr der var afvisende over for nogen der kom for tæt på. Hvilket forekom ham lidt spøjst, mennesker - eller væsner, han var trods alt ikke længere et menneske, hvis han nogen sinde havde været et?
Pludselig kunne han mærke hvordan hans ansigtsmimik blev ved med at flyde rundt i forskellige træk, der nok måtte virke lidt for en anden som havde han et slagtilfælde. Det virkede dog ikke til at den mørkhåret kvinde lagde mærke til det, da hun var meget mere optaget af at prøve kjolen hun havde taget på. Var det normalt at afprøve tøj på den måde? Det virkede helt tosset i hans optik, og endnu mere da hun gik hurtigt hen til lyset som kom fra vinduet. 
En ring, hvad mente hun med en ring? Han kiggede ned på sin finger, ganske rigtigt - han havde en på. “Ja, jeg har en kobberring på?” Mumlede han, var det normal vielsesring? Det mente han nu altså ikke det var. Alt det her var til at få ondt i hoved! Og med et suk, fik han plantet sig selv tilbage i stolen, og lod fingrene glide frustreret igennem hans sorte hårpragt. Hvis bare han dog kunne huske noget! Hvad som helst, bare et eller andet. 

Ethelihn så ganske rigtigt absolut intet til Cryans grimasser, og stirrede bare på ringen. Hun drejede den restløst om sin finger Det var sikkert bare et tilfælde. Kobberringe var da meget almindelige, var de ikke? Det gik op for hende, at det havde hun lige så lidt anelse om, som noget som helst andet. Kæft, hvor var det irriterende! Ringen gled et par gange til rundt om hendes finger. Cryan havde sikkert også flere ringe på. Han virkede som typen, der godt kunne finde på den slags. Troede hun. Hvordan så sådan et type egentlig ud? Ringen blev endnu engang drejet om fingeren. Nu Begyndte Ethelhns bryn at rynkes igen, selv om det slet ikke burde kunne lade sig gøre med den pæne udsigt, de havde fra det vindue, hun nu stod i. Der var tekstur inden i ringen, som var begyndt at gnide mod hendes hud. Hvad var det for noget? Hun tog ringen af og nærstuderede indersiden. Nu lød han langt mere nervøs: ”Øøøøh…” Hun vidste ikke, hvad han hed. Hun vidste ikke engang, hvad hun selv hed! Og det værste var, at det stod der intet om i ringen, selvom der stod noget langt mere gruopvækkende: ”Gift d. 25. maj, 2015”. ”Øh, du, står der noget inde i din ring?”

Hvordan hans hår dog ikke måtte se ud, da fingrens færd gennem blev mere og mere frustreret. Han mentes ikke han nogen sinde havde været så rådvild, men så igen - han kunne jo ingen ting huske! Det var dog først, da hun spurgte om der stod noget inde i hans ring, at fingrene stoppe med at knuge hårstrå og han kiggede hen mod hende ved vinduet. I hans ring? Det var da et mærkeligt spørgsmål, men han gjorde som hun bad om - eller indirekte spurgte om, og tog ringen af hans finger. Med nogle skarpe øjne kunne han også hurtigt se hvad der stod; Til at ære for resten af dit liv. Hvad? Hvorfor blev han så sur? Ikke om ha nogen sinde, nej! Det kunne ikke passe!
"Der står til at ære for resten af dit liv - også nogle tal." mumlede han, og formåede ikke at vise i hans stemme, hvad der egentlig foregik af panik inde i hans hoved. Med en dyb indånding, rejste han sig op og begyndte igen at gå lidt frem og tilbage. 
"Okay, men hvis vi eftersigne skulle være gift - med hinanden.." han vente sig mod hende - "Hvad fanden er det så for et hus vi har? Jeg er vampyr, og vi har ikke en gang sørget for at lysets stråler ikke rammer mig når vi sover i sengen? Og for slet ikke at tale om - at det er - foruden drage kisten, det eneste som er her!" noget var i gære, det var han helt sikker på!