Det var mirakuløst lykkedes Noriana at snige sig ud fra Arysborgen og hen til Dianthos. Hun elskede byens tumult og larm, som var en stor kontrast til Zircon. Hun kunne nu godt lide Arysborgen, men her i Dianthos følte hun sig mest hjemme. Fri. Måske fordi hun ikke var offer for sin moders eller brødres bedømmende blikke. Om hun nu opførte sig passende og anstændigt nok. Det var ved at stå hende til halsen at hun skulle forholde sig til alt hvad hun gjorde og sagde, men hun havde jo lovet sin moder at hun ville opføre sig mere som en fin dame. Og nu var hun fyldt med dårlig samvittighed over at hun var sluppet ud. Men denne dag var hun kommet med en god grund. Hun ville på markedet for at finde nyt stof en kjole. Og selvom det var noget hun kunne have klaret hos en skrædder, havde hun insisteret overfor sin anstandsdame, at hun ville på markedet. Så hun havde iklædt sig en mørkeblå kjole i stedet for hendes brors Aldamars aflagte bukser og skjorte. Hun følte sig helt uvant over at hun befandt sig i byen med kjole på. Hun var vant til at være klædt ud som dreng, med håret skubbet op under en kasket. Denne dag var hendes hår skubbet op under et net af perler.
På en eller anden led havde hun overtalt sin anstandsdame til at blive ved vognen. Hun vidste ikke hvordan det var lykkedes, men nu gik hun alene på markedet og kiggede på stoffer til en ny kjole. Hun havde endda insisteret at få leveret stofferne hjem til sig, så hun ikke behøvede at bære dem hjem.
Som hun gik i sine egne tanker, var der pludselig en der rakte ud efter hendes taske. Hun blev så forskrækket at hun trak den til sig. Han blev også overrasket over at hun reagerede så hurtigt. Hun kaldte efter en byvagt, men ingen kunne høre hende i den konstante larm fra Markedet. Hun så tyven løbe og pludselig var han væk i mængden.

Lektioner havde holdt Nicodemus indendørs det meste af formiddagen, og han var ved at gå til af kedsomhed. Byen med dens mange fristelser lokkede, men han havde tilbragt lidt for mange timer ude dagen før, og havde svært ved at finde på en undskyldning til at slippe ud.
Det var ellers ikke fordi, han havde noget uanstændigt i tankerne - nej, han ville blot på markedet for at se, om han kunne finde noget spændende blandt boderne eller måske spise en af de lækre tærter, selv om han havde fået frokost..

Der var dog naturligvis en løsning på problemet. Som altid, når Nicodemus gerne ville snige sig ud, var hans magi til hjælp - usynlig forlod han sit værelse og kom hurtigt gennem byen med kurs mod markedspladsen. 
Han beholdt usynligheden oppe af frygt for, at der skulle være nogen han kendte, og var påpasselig med ikke at træde nogen over tærene, men det var først for sent han opdagede manden med tasken i hånden, der spurtede gennem menneskemængden.
Uheldigvis for manden kunne han jo ikke se den usynlige Nicodemus, og et hårdt sammenstød fik dem begge til at tumle om på jorden - til stor forskækkelse for de nærstående, for hvem det jo så ud som om manden var faldet over sine egne ben!

Optrinnet vakte efterhånden en del postyr, og en flok af mennesker var ved at samle sig i en cirkel omkring forbryderen, der kun nu langsomt var ved at komme på benene..

Noriana følte sig først disorienteret. Så opdagede hun at tyven var faldet til jorden med hendes taske! Hun skyndte sig hen til tyven og snuppede hendes taske fra hans hånd, før han fik rejst sig. Der kom to byvagter, slængrende, som om de havde al tid i verden. De spurgte de omkringstående hvad der var sket, og først der, vendte de sig mod Noriana og spurgte hende hvad der var sket. Hun forklarede at tyven havde taget hendes taske og var faldet over sine egne fødder, hvad fik byvagterne til at gnække. De tog tyven med og ønskede hende en god dag. Noriana vidste stadig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, for hun var stadig i chok. Folkemængden spredte sig og til sidst gentog alt sig som det var før. Noriana tjekkede sin taske, for om alt indhold var der, før hun gik hen til en af boderne og kiggede distræt på stof. Hun kunne slet ikke samle sig om det, og spejdede i stedet rundt. Noget sagde hende at han ikke var faldet over sine egne fødder, men at der var en... ja hvad tænkte hun? At der var en der havde samme evne som hun. Og hun kendte kun en, men det kunne da ikke være ham, kunne det? Hun gik hen til stedet hvor manden var faldet. 
"Nicodemus, er det dig?" hviskede hun og følte sig frygteligt fjollet. Hun kendte jo ikke rigtig Nicodemus. Kun til at han eksisterede og havde samme evne som hun. 

Nicodemus brugte et godt stykke tid på at ligge på jorden og ømme sig. Det var ikke særlig rart at støde sammen med folk, selv om det langt fra var første gang det skete. Det var jo ikke fordi andre kunne flytte sig, når de ikke kunne se én..

Stedet, hvor de var tumlet omkuld, var et sted der var rigeligt betrådt af mennesker og heste, og jorden var en blanding af fasttrampet mudder og spildt hø, hvilket resulterede i, at hans bukser var alt andet end pæne nu .. i det mindste kunne man ikke se dem.

Han fik stablet sig selv på benene, danset lidt uden om byvagterne og opdagede lidt halvsent, at han kendte adelspigen, der kom og hentede tasken. Vent .. reddede jeg lige Noriana af Arys' taske fra en forbryder!?
Det havde godt nok ikke været med vilje, men han begyndte at føle sig en smule stolt. Det ville han gerne fortælle hende, så han blev diskret hængende i området, inden de kunne tale, og inden længe opsøgte hun ham af sig selv.

"Godt gættet!" Grinede han og usynligheden forsvandt, som han kom til syne. Det mørke hår var blevet en anelse uregerligt og tøjet bar et vist præg af sammenstødet med jorden.