Eadgar den Andægtige var omkring de 20 somre med hår som moden hvede, og øjne så grønne som det liv, Isari, livets moder, fik til at spire op af jorden. Med bløde tøfler og lette rober af hvid og guld, lignede Eadgar i sandhed en reklamesøjle for det han – med næsten syngende stemme – forkyndte, til det omkringværende folk på markedspladsen.
Eadgar havde strategisk valgt at placere sig ved den bredeste vej ind til markedspladsens summende område.
Han søgte øjenkontakt med alle, der kom ham nær, prøvede at vække deres troende sjæle og sende dem videre med spredte arme og lykkebringende fraser, når de rystede på hovedet og skyndte sig væk: (”Vær hilset - må den hellige kvinde skænke Dem lys på Deres rejse!”)

Det var en utaknemmelig opgave at forsøge at få det travle folk til at se Lyset; Enten havde de travlt med at komme ind på pladsen med ting, de ville sælge og ellers havde de for travlt med at komme videre med de ting, som de havde købt. De færreste lod sig afbryde af Livet og Lysets ord, og dem, som gjorde var ofte selv forkyndere eller praktiserende troende.
Men Eadgar den Andægtige var rolig som stille vand og vedholdende som solens og månens endeløse vandring over himlen. Han slog sig ikke ud af travlhed eller bevidst forbigåelse.

”Undskyld! - Tillader De at jeg afbryder Dem et øjeblik?”
De grønne øjne havde fæstnet sig til en kvinde på den modsatte side af den brede gade. Rank og let gik han nærmere med håndfladerne blottet mod hende og armene løftet en smule ud fra kroppen, i hvad der bedst kunne beskrives som et øvet forsøg på at understrege imødekommenhed.

”Fem ravstykker?! De må da være bindegal!”, udbrød den korthårede og storbarmede Renny, så sælgeren i den farvestrålende bod spyttede fornærmet i jorden. De stærke arme lå overskrævs under de vuggende bryster, og selv med den ene bløde hofte skubbet ud til siden, syntes den gamle mand ganske upåvirket. Hvilket var lige godt grove, for Renny havde ikke fem ravstykker – i hvert fald ikke, som hun kunne spendere uden videre. Hele affæren var efterhånden trukket i langdrag, men Renny var ikke en kvinde, der lod sig kue af arrige blikke. 
”Nej, hør her unge dame! Det er –”
”En perle! Det er en ganske smuk en af slagsen, men tydeligvis heller ikke ægte!”
”Næ, nu har jeg aldrig hørt mage! Beskylder De mig for, at sælge falsknerier her i biksen?”
”Bestemt ikke, men jeg kan se, at du lyver, så dit skæg bliver grønt! Desuden har jeg da øjne i hovedet!”

Mundhuggeriet fortsatte det uendelige og fik efterhånden noget af et publikum også. Ikke længere var Renny dog alene fast besluttet efter, at få tag om den smukke perle – næ, nu handlede det også om princip.
Omsider lykkes det og Renny kunne forlade markedspladsen, ganske tilfreds med sig selv. Hun gik og jonglerede med perlen mellem hænderne, i det en blid stemme skar igennem menneskemængden.

De mørkebrune øjne fløj fra Rennys foretagende og op til den kønne mand, der nærmede sig. Hurtigt bestemte Renny, at dette var Eadgar den Andægtige, for historierne om den højtråbende, gudfrygtige mand var rige og rejste langt. Dertil kom de også med en masse beskrivelse, og med sit mest charmerende smil, nikkede Renny.
”Eadgar, ikke sandt? Historierne er ikke retfærdige, når de omhandler Deres smukke øjne”, udbrød kvinden ganske uden omsvøb, før hun blinkede kækt til ham.

De grønne øjne blinkede med en forundret troskyldighed, da den yppige kvinde slyngede om sig med uventede komplimenter. Isla vidste naturligvis godt, at hun stod overfor spøgefuglen Renny Calil-Gandir (Man vidste en del når man tilbragte de fleste vågne timer på markedspladsen) men Eadgar den Andægtige kendte hende ikke, hvorfor forundringen i det unge ansigt var oprigtig. Ansigtsudtrykket blev dog hurtigt udglattet og lagt i de vante, milde folder, hvor mundvigene konsekvent vendte en smule opad.
”Må Lyset skinne på Deres vej,” hilste Eadgar den Andægtige formelt tilbage, uden at kommentere hendes ligefremhed.
Han hæftede sig ved hendes skæve smil og rappe tunge, men afholdt sig fra at se længere ned end til hendes hage:

”Hvem er De, der kender mit navn? Er De også en af Lysets forkyndere? - Ja, undskyld, hvis jeg trænger mig på, men De virker så underligt bekendt - Har jeg set Dem ved templet?”

Omkring dem forsatte det travle folk deres individuelle foretagender, og selvom fokus primært var på kvinden, som Eadgar havde henvendt sig til, sørgerede han alligevel for at træde til side, så han ikke var i vejen, hvis eksempelvis en kærre skulle passere.

Renny trak sin bløde hofte en smule til sig, som den kønne og unge mand ikke syntes, at føle noget stærkere ved synet af den. Det var nu ellers ikke den reaktion Renny fik tildelt under normale omstændigheder, men det var tilmed også svært at forblive forurettet, når så grønne øjne stirrede med uskyld i blikket på hende.
Den korthårede og hvide kvinde rystede på hovedet, men trak dernæst prompte på den ene skulder. Smilet over de buttede læber var til stadighed varmt i dens karakter, og de mørkebrune øjne, der i solens skarpe eftermiddagssol næsten var sorte, lå urokkeligt fæstnet på den gudfrygtige mand. ”Mit navn er Renny”, præsenterede hun sig selv, hvorefter hun med vuggende hofter bevægede sig nogle få skridt tættere på den yngre mand. 

”- Og du har måske set mig i ledtog med Aldamar Leosin af Arys. Vi har, i årenes løb, besøgt mange af de smukke kirker med stor fornøjelse. Hvordan kan man andet, når Lysets kærlighed omfavner en?”, lød det dernæst, hvorefter Renny hævede sine spinkle øjenbryn i en spørgende gestus.

Dog – ikke nødvendigvis kun for hendes egne ord alene. Var det… grøn foragt eller forvirring, der herskede omkring denne Eadgar? 

Renny præsenterede sig og afrundede sin introduktion ved at træde endnu nærmere. Hun var efterhånden farligt tæt på at bryde grænsen for hvad der kunne defineres som sømmelig afstand. Eadgar den Andægtige overvejede at træde et skridt tilbage. Øjnene forblev uændret låst til hendes, der næsten fremkom lige så mørke som dét, han prædikede imod.  Men i stedet for at trække sig bagud, blottede han tænderne i et galant smil og bøjede kort hovedet fremad som hilsen.
Alle bevægelser var kontrollerede og velovervejede, og som altid kendetegnet ved en særlig blød langsomhed, som var kroppen placeret under vand.

”Åh, ja - nu De siger det, har jeg vist set Jer en enkel gang eller to -” indrømmede Eadgar den Andægtige mildt. Det var en underdrivelse, som var svært at skjule. Hvem bemærkede ikke den fine, men overraskende lille fyrstesøn med sit passive ansigtsudtryk og bløde hår? På trods af det noget kølige ydre, udsendte Arys-slægten, selv på afstand, et andet lys end den jævne befolkning, og Aldamar var ingen undtagelse:

”- Er prins Aldamar en ligeså dedikeret lovpriser af det Hellige Lys som Hendes Højhed Fyrstinden af Arys siges at være? Eller har De påtaget Dem den vigtige opgave at indvie Fyrstesønnen og vise Lysets altomsluttende kærlighed, som De så fint kaldte det..?”

Det kunne, på ordvalget alene, lyde næsten spottende, men det var det ikke. Faktisk nærede Eadgar en dyb solidarisk højagtelse for hvem, han anså som ligesindede. Og selvom Rennys navn havde været ham ukendt indtil nu, kunne han både høre og se at Lyset brændte i hende.

Renny lod sine stærke men spinkle arme samle sig under hendes svulmende barm, hvorefter hun nikkede langsomt og bekræftende. Jovist, hende og Aldamar havde haft sin gang i de smukke kirker, men det var så absolut ikke med det formål, som denne Eadgar antog. Når man tilhørte de adeliges rækker, var der ikke mange steder, hvor man kunne gå hen for et roligt øjeblik i selskab med en nær barndomsven – hvormed det oftest var kirkerne, hvori de endte. Der havde de tilmed adgang til smukt dekorerede rum, hvortil den almene Krystalisianer ikke havde adgang.

”Prinsen er en ligeså dedikeret lovpriser som Hendes Højhed”, svarede den korthårede kvinde prompte, hvorefter hun nikkede. Til trods for Aldamar og hendes egen lange historie som venner, anede Renny i grunden ikke, hvorvidt prinsen nærede så stærke følelser for nogle af guderne – det var dog ikke et faktum, hun havde tænkt at dele med denne unge mand, hvis gestusser alle syntes øvede og påtagede…

Og det er jo lige præcis det, tænkte Renny, som de mørkebrune øjne på ny fæstnede sig i Eadgars egne. Det er der, der irriterer evnerne og mine øjne. Han virker som formet voks, der bevæger sig på kommando – og hvorfor kan jeg ikke bestemme, hvad han føler? Er det –

Renny stoppede sine overvejelser ganske abrupt, i det en kærre kom trillende forbi dem. Som resultat måtte hun være hurtig på benene, men ikke kun for hendes egen skyld. Også Eadgar skulle flygte i en fart, hvormed den velformede kvinde satte en bestemt hånd på hans skulder og hastigt skubbede ham – og sig selv – væk fra den visse og noget så ubehagelige bortgang.
”Han havde da godt nok travlt!”, udbrød Renny storsmilende, for hun var ikke sådan at slå ud. Dernæst klappede hun den yngre mand på skulderen. ”Måske vi skulle finde et andet sted at snakke, hvad siger du til det? Tillader Isari en lys øl her på den sene eftermiddagstime?”, lød det dernæst næsten spøgende, i det Renny blinkede kækt til præsten. 

Eadgar den Andægtige tog til takke med hendes kortfattede svar og nøjedes med at afslutte det med en høflig frase, der var blevet sagt så mange gange, at den var så naturlig som at trække frisk luft ned i lungerne: ”Må Lyset blive ved med at stråle kraftigt.”

Hendes tavshed fik Eadgar til at se ned på sine hænder. De fine, blide hænder. De grønne øjne flakkede, som blev han pludselig gjort opmærksom på noget han tidligere havde overset. Med deres afbrudte øjenkontakt dristede han sig til at skæve diskret til Renny. Hvad tænkte hun på? På sin egen gudfrygtighed? Eller manglen på samme, der uden tvivl ville begynde at gnave, nu hvor hun var blevet konfronteret med hans åh-så-rene ord? Måske var det slet ikke det åndelige tilhørsforhold som var skyld i tavsheden?
Isla såede bleg mistro i den Andægtiges sind og lod ham kort se Renny ud fra et andet lys end Lyset.

Opslugt af en spirende indsigt, blev Eadgar den Andægtige uopmærksom på omgivelserne, og havde Renny ikke skubbet ham til side med uventet kraft, ville han være blevet kørt ned uden at ane, hvad der havde ramt ham. Kærren hvirvlede tungt støv op bag sig, da den fortsatte med uændret fart. Overraskelsen havde fået Isla til glide bort fra Eadgar igen.
En sveddråbe sås i tindingen, da resterne af et opskræmt ansigt blev vendt mod Renny, der forekom unaturlig rolig taget nærdødsoplevelsen i betragtning. Hun smilede tilmed.
”Jeg tvivler på at Lyset vil gøre indsigelser” medgav Eadgar åndeløst. Chokket fik ham til at tabe lidt af sin formalitet: ”Men jeg ville foretrække, hvis det kan blive et sted, hvor der ikke vrimler med mennesker, hvis du forstår.” For første gang sås tegn på drenget liv da Eadgar blinkede til hende med sit ene grønne øje.

Renny lo hjerteligt men lavmælt, i det hun nikkede i samme konspirerende stil. Dernæst lagde hun atter sin spinkle hånd på den unge mands skulder, hvorefter hun førte ham afsted ned langs de brostensbelagte gader. Turen til den uformelle men ganske behagelige krostue, Renny havde besluttet sig for, var dog ikke uden forstyrrelser. Alskens godtfolk var på vej hjem eller til markedspladsen, og ikke en gang måtte den korthårede kvinde skæve til Eadgar over skulderen, i håb om at han ikke forsvandt i den summende menneskemængde. Da de omsider nåede frem, fortsatte Renny resolut op mod bardisken, men ikke foruden et; ”du kan bare sætte dig. Så kommer jeg med forfriskninger om lidt!”

Og forfriskninger kom da der også. Ikke lang tid fik Eadgar lov til at sidde alene, før Renny vendte tilbage med to lyse øl og et fad med frugter. Det hele blev jongleret noget så kunstfærdigt, og kvindens spidse hage og svulmende barm blev udnyttet til fulde.
Da de omsider begge to kunne sætte sig til rette igen, smilede Renny bredt og varmt. Stadig kunne hun ikke ryste en isnende fornemmelse af sig, for der var noget ved den kønne mand der ikke var, som det gav sig ud for, men en sælsom tanke mindede Renny om, at det trods alt heller ikke var tilfældet med hende selv. Ingen anden end hendes øverstbefalende, og naturligvis den adelige slægt, kendte til hendes egentlig profession.

”Tilgiv mig for min direkte facon, men jeg har set dig mange gange på gaderne og ikke mindst nær templerne. Har du altid boet i Dianthos?” 

Det var anden gang inden for kort tid at Eadgar den Andægtige blev berørt på skulderen af Renny. Han vidste ikke helt om han brød sig om det, men fordi hun kort forinden havde reddet ham fra en smertefuld død, gjorde han intet for at få hende til at stoppe. Sendte i stedet Renny et par opadvendte mundvige og fulgte lydigt efter hende, da hun banede sig vej mod deres nye bestemmelsessted.
Eadgar bemærkede, hvordan hun øvet gled gennem den myldrende mængde af travle væsner.

Da de ankom til krostuen, valgte Eadgar et bord, der stod i rummets ene hjørne. Med ryggen mod væggen var det muligt både at holde øje med baren, døren og den øvrige beværtning uden at der var behov for at dreje halsen af led eller på anden måde tydeligt vise, at man så efter noget bestemt.
Der gik ikke lang tid før Renny kom tilbage, og Eadgar brugte de medbragte forsyninger til for første gang ordenligt at se hele hendes væsen an. Først da hun var helt henne ved bordet løftede han blikket væk fra hendes frugt.

”Lyset har altid været mit hjem-” svarede han, da de sad med øl og mundgodt imellem dem.
”- Og hvad kan være et Lysere sted end her?” Fingrene trak kruset med øl til sig, men skiftede så mening og rakte ud efter noget at spise i stedet.
”Må jeg gengælde din direkthed? – Hvad er dit virke udover at vise fyrstesønner Lyset? ...og redde uopmærksomme forkyndere fra løbske vogne? – For det er jeg dig forresten dybt taknemmelig.” Han løftede kruset til skål.

Renny forsøgte, at skjule et spøgefuldt smil, ved at gribe om ølkruset og sætte det mod sine buttede læber. Det så jeg godt Eadgar, tænkte den korthårede kvinde fornøjet, i det hun tog en tiltrængt slurk af den gyldne væske, for derefter at placere trækoppen på det vakkelvorne bord for endnu engang. Derefter lod Renny sine mørkebrune øjne fæstne sig urokkeligt i Eadgars egne, i det hun derefter samlede sine tynde arme under sin bløde barm og lod underarmene støtte mod bordoverfladen. Nu syntes Eadgar trods alt, at have bidt mærke i hendes figur, og Renny ville gerne have af uransagelige årsager gerne have, at han kiggede. Den korthårede kvinde var næsten van til sultne blikke, men dette betød noget ganske andet – og forhåbentlig ville det bringe den yngre mand en smule ud af fatningen, eller måske snarere, få støbningen af modelleret voks og alt det indøvede, til at falde til jorden. Renny havde vel og mærke allerede fået blot et moment af det, da Eadgar havde blinket til hende på den brostensbelagte gade.

Og stadig var der noget, der nagede hende… noget der ikke stemte overens. Eadgar var… på udgik. Han ledte efter noget.

Renny lod smilet, der havde ligget og kruset i hendes ene mundvige, vokse sig større og varmere. Derefter trak hun lidt på den ene skulder. ”Hovedstaden er et skønt sted, men ikke foruden et vist mørke”, mumlede Renny, men måske i grunden henvendt mere til sig selv end til sit selskab.
Eadgar kastede derefter bolden tilbage på hendes banehalvdel, og hastigt gengældte hun Eadgars skål. Hun lo stille men stadig ligeså hjerteligt som før, hvorefter hun nikkede og kneb sine øjne sammen i en påtaget konspirerende, men dog ligeså drillesyg grimasse. ”Jeg sejler og tager på eventyrer. Det er det bedste, man kunne ønske sig!”, fortalte hun storsmilende, hvorefter hun selv rakte ud efter en frugt –

Hun placerede mellem sine læber og gav sig til at sutte på. Ja, Ren, det er noget så barnligt, men så på den anden side – det her bliver også temmelig skægt!

Selvom Eadgar den Andægtige gjorde en dyd ud af at leve et afholdent liv med Lyset som eneste vejviser, var han udmærket klar over, hvad det var Renny foretog sig – eller prøvede på. Og det huede ham ikke. Bestemt ikke. Faktisk gjorde hendes dårligt skjulte tilnærmelser ham svedig i håndfladerne, mens han krampagtigt forsøgte at bibeholde øjenkontakten og ikke lade sig friste af hendes bløde forparti, som hun (så tydeligt bevidst!) havde lagt tilrette på underarmene.

”Sejler?” Svaret kom bag på ham og det fik distraheret ham nok til, at han i et øjeblik glemte hendes tarvelige forsøg på at få ham til at se på hendes krop. Han løftede kruset med øl igen. Det var længe siden han havde undt sig selv et glas: ”Hvor sejler De hen?” Den formelle tiltaleform virkede mere end almindeligt nødvendig – Eadgar håbede, at hun ville bemærke hans ønske om at opretholde en civiliseret og professionel distance. ”- Er det også noget De gør med fyrstesønnen?” I selv samme øjeblik som Eadgar den Andægtige tog en ny tår, rakte Renny ud efter ud efter et nyt stykke frugt. Af gammel vane fulgte de grønne øjne intetanende handlingen.
..De buttede læber der blidt suttende på et stykke frugt affødte en øjeblikkelig frygt for at blive kvalt, da Eadgar, fuldkommen overrumplet, kom til at trække vejret ind og synke øllen samtidig. 

Hurtigt blev kruset sat tilbage på bordet og hånden ført undskyldende op foran munden mens han, lettere desperat, prøvede at bekæmpe en instinktiv rallen.

Renny så – som hun også så alle øvrige forandringer hos individerne i krostuen – hvordan en rødlig snert af en farve, sneg sig ind i Eadgars pulserende aura. I grunden måtte den korthårede kvinde erkende, at det kom bag på hende, for ikke før, havde han, betragtet hende med sådanne irettesættende øjne. Og dertil fulgte den nye tiltaleform, hvilket om noget var en indikator for, at Renny bevægede sig i grænselandet. Selvom – ja, det var trods alt ikke det, der fangede hendes opmærksomhed. I hvert fald var det ikke det, som forblev spillende i hendes tanker.

Er det også noget, De gør med fyrstesønnen? 

Der var den igen, konstaterede Renny prompte, alt imens hun gjorde kål på den søde frugt. Til stadig nød hun den langsomt og lod sin tunge kæle for dens bløde kød, for hun havde trods alt ikke travlt. Denne Eadgar var så sandelig ikke den, han udgav sig for at være, for, jovist, folket var betaget af Aldamar. Hvordan kunne de være andet? Han var en smuk mand, venlig og dygtig i sin position, hvormed Renny var van til, ja, hvad end der fulgte med et venskab til ham. Dette føltes dog anderledes – dette føltes for… intelligent i sin søgen.

Renny rystede på hovedet og formåede til stadighed at smile, i det hun skiftevis stak sine fingerspidser i munden. De var fedtet ind i frugtens saft, men til trods for Eadgars tavse formaning, lå Rennys øjne stadig fasttømret i hans blik, velvidende hvad hun insinuerede. ”Nej. Han har jo som oftest meget travlt, og mine rejser gør, at jeg ikke er på fastlandet særlig lang tid af gangen”, forklarede hun smilende, i det hun lænede sig en smule frem – tilsyneladende fuldstændig afslappet og ikke på nogen måde bevidst om, at hendes barm var ved at hoppe ud af den stramme skjorte.
”Du nærer stor kærlighed for fyrstesønnen?” 

Det lykkedes Eadgar den Andægtige at tilkæmpe sig frie luftveje uden at fremprovokere et større hosteanfald. Klog af erfaring blev øjnene rettet stift mod øllen mens han forsøgte at få sit rene sind tilbage. Således var det kun ud af øjenkrogen - ikke mere end en slørret indtryk - at han kunne fornemme, hvordan Renny mæskede sig.

Øl, tænk på øl. Tænk på Aldamar. Tænk på det hellige lys..
..De fyldige læber, den lille streg af frugtsaft, der gled klistret og sød ned ad hendes spidse hage... 
Fyld mig med Lys, Hellige moder, Livets Gudinde. Gør mig blind for mine egne billeder, som hun har brændt fast i min bevidsthed. Fri mig for hendes syndighed.
..Den lette, slet ikke utiltalende slubren, som var frugten noget hun havde begæret længe; en tilfredsstillende belønning...

Eadgar virrede med hovedet, tog hånden ned i en af kåbens dybe lommer og fremrakte et rent, lille klæde: ”Her – til Deres fingre. Så slipper De for at..” For at hvad? At gøre den Andægtige lykkelig for at hans tøj sad løst? ”- For at bruge munden.” Det blev sagt en kende spidst.
Rennys blik holdt ham fast, og han var både taknemmelig og presset over det.
”Det var bare et nærtliggende spørgsmål, nu hvor De selv havde bragt Fyrstesønnen på banen tidligere.. Det indikerede... at – at I tilbragte meget tid… Det var ikke for at snage.” Svaret bar tydeligt præg af, at han brugte en del mentale ressourcer på at afholde sig selv fra at se ned på hendes bryster.

Renny lod sit blik flygte fra Eadgars, i det denne rakte hende et lommetørklæde. Det var rent og forvasket, hvilket – taget alting i betragtning og særligt den unge mands klinisk rene påklædning – ikke kom bag på den korthårede kvinde.
Med et taknemmeligt nik, lod Renny sine spinkle fingre lukke sig om stoffet, hvorefter hun lagde det mod sine læber. For et langt øjeblik forholdt hun sig dog i tavshed, for pludselig var Renny kommet i tvivl – var hans intentioner af en mere venligstillet karakter? Hvad havde i grunden fået hende til, at søge øvrige forklaringer på hans spørgsmål? Renny syntes ikke længere, at være i stand til at bestemme sig.

Renny lænede sig frem mod den yngre mand, så snørerne på hendes skjorte, led under presset var hendes svulmende barm. Derefter rakte hun lommetørklædet frem imod ham, i det et varmt smil satte sig fast i hendes mundvige. ”Du snager ikke”, svarede hun lavmælt, hendes stemme en smule mørkere end før. Det var trods alt naturligt, nu hvor de sad tættere på hinanden, at også ens stemme tilpassede sig den nye omgivelse.
”Jeg er måske bare… påpasselig med nye bekendtskaber, der vil snakke om Fyrstesønnen. Jeg vil, forhåbentlig som alle andre i Dianthos, kun beskytte ham fra Mørkets kræfter. Vi er ganske kære venner, forstår du. Desuden –”, fortsatte Renny, uden dog at gøre mine til at rykke sig tilbage i stolesædet. ”Jeg håbede lidt, at vi kunne forblive dus?” 

Allerede da Eadgar rakte hende det lille klæde til at tørre fingrene i, vidste han, at han ikke ønskede at få det tilbage. Tanken blev yderligere forstærket af, at hun kortvarigt tog stoffet op til munden. Den indbydende, drilske mund, der med sin sensuelle indtagelse af mad havde overtrådt den tydelige grænse for sømmelig adfærd. Desuden kumme den Andægtige ikke lade være med at forstille sig, hvordan selv samme mund havde ageret på de så kaldte ’eventyr’, som Renny kort forinden havde nævnt. En ting var sikkert; det var næppe Lyset som fyldte mest på disse ture.
Eadgar bemærkede en knap synlig trækning i hendes ansigt, og i et kort øjeblik blev han bekymret for, om hun kunne læse det, han tænkte om hende. At hun kunne fornemme de tarvelige konklusioner han drog, udelukkende baseret på hendes grænseoverskridende (og så barnlige!) letsindhed.

Da hun gav ham lommetørklædet tilbage, tog han imod det med sirlig hånd og lagde det fra sig på bordet – et stykke fra både krus og frugt. Dernæst forsøgte Eadgar den Andægtige at gengælde Rennys smil, da hun forsikrede ham om, at han ikke snagede.
Han havde bemærket, hvordan skjortesnorene kæmpede for at holde alt på plads, da Renny fik lænet sig endnu længere frem. Eadgar kunne mærke hendes stemme nu, lav og varm. Levende forestillede han sig, hvordan han med et blidt pincetgreb, ville kunne trække snorene fra hinanden og få det hele til at vælte frem på bordet. Tanken var både dragende og skræmmende og den Andægtige var voldsomt bevidst om, at han, hvis han bare lænede sig en smule frem selv, ubesværet ville kunne begrave ansigtet i den dybe kavalergang. Tanken fik Eadgar til diskret at rette på sit løse tøj, et stykke under bæltet, der heldigvis var skjult bag bordoverfladen.
Han nikkede gentagende gange af hendes ytring om at være forsigtig, selvom den Andægtige bestemt ikke kunne se denne forsigtighed afspejle sig i hendes handling. ”Dus- Dus?” Fremstammede Eadgar mens han indeni febrilsk forsøgte at repetere en yderst kompliceret hymne til Livets og Lysets Gudinde. Hendes ønske virkede voldsomt intimt, hvorfor der opstod nogle mindre dydige associationer i Eadgars hårdtprøvede sind. Med bulende øjne stirrede han vantro mod Renny: ”Jeg ved ikke om jeg er klar til sådan en fortrolighed – og da slet ikke her! - Vi har lige mødt hinanden, Renny!”

Renny Calil Gandir kunne såmænd ikke læse tanker, men alskens auraer var – omtrent – ligeså afslørende. Hvad hun så i den Andægtige, fik det til at stikke forræderisk i hendes hjerte, for ikke længere var han badet af Lystens rødlige nuancer. Midt i alt det røde og blå skinnede nu også Foragtens – eller var det Afskyen? – giftgrønne farve, og af uvisse årsager fik det Renny til at tabe pusten, som var hun blevet slået hårdt i maven. Det var, for blot et øjeblik, næsten ikke til at bære for den sorthårede kvinde, der end ikke huskede, hvornår hun sidst havde følt sig så –

Beskidt.
Forkert.

Men Ren, du startede selv, og du kender trods alt til rygterne om ham, mindede fornuftens stemme hende om. Hvad end han føler – afsky, foragt – kan han vel i grunden ikke klandres for, talte den videre, og Renny måtte give den ret.
Så hun smilede forhastet og lænede sig dernæst tilbage i stolesædet. Selv mærkede hun, hvordan presset under snøren forsvandt og instinktivt rakte hun op, og rettede på den fine skjorte, så den dybe kavalergang forsvandt en smule. ”Jeg beklager”, lød det endelig fra hende, efter stilheden havde strakt sig i et langt øjeblik. ”Det var alt for frembrusende af mig. Det har mine forældre altid bedt mig om, at være opmærksom på –”, tilføjede Renny hurtigt, hvorefter hun tvang et bredere smil over læberne – og rejste sig.

”Må Lyset blive ved med at stråle kraftigt og vise dig vej”, sagde Renny, den helliges ord dybfølt, som hun lod dem undslippe de buttede læber.  

Eadgar mærkede hvordan alt faldt på plads, da Renny accepterede afslaget. For det var vel dét det var? Renny havde ønsket en intimitet, som han ikke kunne være en del af – hendes konstante opfordringer til, at han skulle pille tøjet af hende, havde godt nok været nonverbale og - jo mere Eadgar tænkte over det - mere halvskjulte hentydninger end direkte opfordringer.. Men ikke desto mindre havde han nu sagt nej. Ja, egentlig havde han med sin egen adfærd sagt nej hele tiden, men det virkede til først at være nu, at hun for alvor forstod ham. Mon det var første gang at nogen havde sagt nej til hendes fortrolighed? Hendes ønske om at være dus?

Nu kunne de endelig snakke sammen som ordentlige, almindelige mennesker – linjen var tegnet op på ny. Der lå ingen gemt forventning om nøgenhed eller seksuelt samkvem.
Eadgar mærkede roen, lukkede taknemmeligt øjnene et øjeblik, lyttede til dét, han tolkede, som en velmenende og dybt beklagelig undskyldning. Hun havde forstået situationen helt forkert, erkendte Eadgar den Andægtige - han kunne ikke klandre hende for at tro, at han var som alle andre mænd; kropshungrende bæster, der ikke gav sig til takke med Lyset.

”Det var en misforståelse, du behøver ikke – Vent går du?” Eadgar, havde lagt sit ansigt i de overbærende, venlige folder – det var en del nemmere at gøre nu, hvor brysterne ikke længere truede med at springe ud – da Renny uventet rejste sig. Den Andægtige var fuldkommen perpleks; han havde troet at de endelig var på samme side, og nu gik hun?
”Du kan da ikke gå – Hvad med.. Hvad med din øl? Og vores samtale?!”

Lettelse – og dernæst forvirring. Den ene farve overtog den anden øjeblikkelig, og Renny kunne for et øjeblik, ikke gøre andet end at stirre på de bølgende, pulserende auraer. Det var ganske enkelt ikke ofte, at de teede sig sådan; farver forsvandt ikke, for, i samme øjeblik, at blive overtaget af en ny.

”De. De mener De.” Ordene forlod Renny, forinden at hun dog nåede, at stoppe dem, men ligeså vel også forinden, at hun selv nåede at registrere, at det netop var det, hun havde sagt. Så optaget havde hun været af de skiftende farver, at hun end ikke havde ænset, hvordan de havde undsluppet hendes buttede læber.
Straks fløj de tynde øjenbryn længere op i den hvide pande, i det Renny afslørede, at også hun var blevet overrasket. Hun var dog ikke lang tid om at fatte sig, før hun atter klistrede et smil på hendes læber, og skridtede de få skridt, hun havde nået at tage mod døren, tilbage mod træbordet.

De mørkebrune øjne var ikke krigeriske, men snarere utilnærmelige i det Renny lænede sig frem, og lod sine spinkle hænder støtte mod bordpladen. ”Jeg kan se, hvad du føler, når du kigger på mig. Det viser sig som farver og – jeg vil helst ikke være i selskab med en, der synes, at jeg er beskidt. Så, hvorfor vil du have en samtale med mig, Eadgar? Hvad vil du have ud af det? Hvorfor henvendte du dig til mig på markedspladsen?”, mumlede Renny lige dele uforstående og ja, næsten febrilsk, i det hendes øjenbryn krøllede sig sammen i forvirring.   

Rennys rappe tilbagesvar affødte en umiddelbar følelse af fortrydelse over at have prøvet at holde hende tilbage fra at gå.  Men den forsvandt hurtigt, idet den kun understøttede Eadgars tese om, at Renny helt og holdent havde misforstået situationen fuldkommen – for ellers ville hun jo vide, at den formelle tiltaleform havde været et slags værn mod hendes ligefremhed og knap så skjulte dagsordner? Han var blevet hendes modpol, hendes diametrale modsætning, netop fordi hun havde ageret som hun havde gjort. Det var da logisk?
Det var den fortsatte overbærenhed (og naturligvis hans modenhed) der holdt ham fra at svare igen. De grønne øjne så på hende, da hun vendte om og kom tilbage til bordet.

Det venlige smil, som Eadgar ellers lige havde iklædt sig, blev en kende stift, da Renny bekendtgjorde, at hun rent faktisk kunne læse ham. Godt nok var det ikke hans tanker, bevares, men – hvad havde hun kaldt det? Farver?.. Hendes afsløring slog hårdt, da han erkendte, at det ikke kun var ham selv som havde hemmeligheder.
”Udspionerer du mig?” Røg det ud af ham, nærmest en nøjagtig kopi af den tone, som i første omgang havde fået hende til at forlade bordet: ”Er der andet du kan, som du ikke har fortalt om, eller plejer du først at røbe den slags, når du lægger nøgen sammen med dem i sengen?” Den Andægtige følte sig uren og stødt. Til Mørket med høflighedsfraser og dydigt ordvalg, Eadgar var dybt forarget over at skulle opleve den slags afsløringer – specielt, når rollerne skulle have været omvendt; når det var ham der skulle vide ting om hende.

Renny satte sig tilbage ved det vakkelvorne bord, for omsider var Eadgars komplette og ganske kunstfærdige facade – i hvert fald i nogen grad og for nu – nedbrudt. I grunden havde det været Rennys egentlige formål fra start, hvormed de tunge bryster og vuggende hofter var blevet iscenesat efter bedste evne. Og det var lykkes – Renny havde set Lystens farver cirkulere omkring ham og det febrilske udtryk i hans åh så grønne øjne.

Eadgars ord kom dog bag på hende, men måske det snarere var deres giftige karakter. Det forventede man trods alt ikke af en mand af Lyset og tilsyneladende var den korthårede kvinde ikke andet end en dårligbetalt skøge i Eadgars optik.
”Når jeg ligger nøgen med en mand eller kvinde, så er det ikke snak om evner, der fylder mest”, svarede Renny dog, i det hun gjorde sig selv kunsten efter og atter lænede sig frem. Denne gang var det dog ikke med samme formål i sigte; Eadgar kunne ikke skjule sin afsky, men også afsky havde sin funktion. Renny var trods alt Spion af Lyset og havde været det i mange år, hvormed hun ikke tog til takke med sine former alene.

”Og jeg udspionerer dig ikke. Hvorfor skulle jeg dog gøre det?”, spurgte Renny, i det hun hævede begge sine øjenbryn i en spørgende grimasse – og dernæst sit ene ben under bordet, hvorved hun plantede sin støvlebeklædte fod mellem Eadgars ben. Derefter fulgte et let pres, for ikke længere var det Spøgefuglen men Spionen der sad overfor den unge præst; og tilmed Spionen, hvis ven var af interesse. ”Jeg kan desuden mange ting, Eadgar – og det er noget, jeg som oftest fortæller dem, forinden at jeg lægger mig i deres seng.”