Uro. Malika lå og kastede med hovedet og spjættede lidt med både arme og ben. ”Deres Højhed?” blev der sagt højt, samtidig med at en trøstende hånd blev lagt på Malikas skulder, og med et vågnede hun fra endnu et mareridt. Hun var blevet helt svedig, og tårer løb ned ad hendes kinder. ”Deres Højhed, deres bad er klar,” blev der sagt med en blid stemme, fra slaven som havde vækket hende fra hendes mareridt. Malika nikkede og uden at sige et ord, rejste hun sig og gik ud i det tilhørende badekammer, med slaven lige i hælende til at vaske hende.

”Var det et mareridt igen?” spurgte slaven med en lille og rolig stemme, mens hun forsigtigt skrubbede den blege hud. Malika nikkede langsomt, mens hun stirrede tomt lige frem for sig. De to piger havde kendt hinanden altid, og når de kun var de to, var der ikke noget problem med at slaven stillede spørgsmål. ”De bliver altså nød til at fortælle deres fader,” lød det næsten bedende fra slaven. Kommentaren fangede Malika, og hun vendte sit blik på slaven.

”De har nok ret,” lød det for første gang fra Malika. Resten af morgen foregik i stilhed. En fed creme blev nænsomt smurt på den sarte hud og der blev fundet en simpel lysegrå silkekjole til Malika. Huden var helt bar for okker, og smykkerne var efterladt i smykkeskrinet. Alt i alt så Malika ret simpel ud, men dagsordenen var også simpel i dag: hun skulle ikke ud i offentligheden.

Malika fortalte slaven at hun nok selv skulle finde sin fader. Han sad højst sandsynligt udenfor alligevel. Med en vant bevægelse, blev der hevet et blegt lilla sjal over sine skuldre, inden hun forlod slaven og sit gemakker, i retningen mod haven.

Solen bagede på hendes hud, lige så snart hun trådte ud i den. Hun sank en klump. Hun tænkte på ingen måde over hvordan hendes øjne og kinder stadig var røde fra morgendagens mareridt. Hun kig med lange betænksomme skridt imod hvad der lød til at være hendes fader. Det varede ikke længe før hun stod inden for synsvinkel for Fyrsten af Kazimi. Hun rømmede sig en gang, ”Fader,” fik hun sagt inden hendes stemme knækkede lidt, ”Kan jeg snakke med Dem alene?” Hun kunne mærke hvordan hun blev mere og mere anspændt i kroppen og at tårer pressede på. Hun skulle bare holde ud lidt endnu.

Endnu en behagelig dag i Balzera, hvor Fyrsten Sephyran af Kazimi kunne nyde sommervarmen i de imponerende og velholdte haver, der omgav hans palads i byen. Små sprudlende vandfald blandede sig med lydene fra de eksotiske fugle, der fløj frit under de skyggefulde træer.
Som altid var Sephyran omgivet af sine trofaste tjenere og rådgivere - denne dag var det skatterne, der skulle diskuteres, og han var ved at instruere en af mændene med myndighed i stemmen, da selskabet blev af brudt ved tilsynekomsten af hans datter, Malika.

Sephyran gjorde tegn til, at de mændene kunne fortsætte, mens han stoppede op og så ned på datteren. Hun var vokset hurtigt op, og fyrsten synes knap at have set sig om, før hun var blevet til en ung kvinde. Med det fulgte voksenlivets kvaler, og flere af Sephyrans spioner blandt tjenestestaben, havde rapporteret, at den unge prinsesse lod til at lide af mareridt den seneste tid.

Det gik heller ikke fyrstens ører forbi, hvor tæt på gråden lå i hendes stemme, og han lagde en faderlig hånd på hendes skulder, førende hende til en afkrog af haven, hvor ingen andre end dem, som Sephyran ønskede skulle lytte, kunne lytte.
"Du har ladet dine smykker ligge i dag?" Lød det fra fyrsten, som nok syntes, at datteren tog sig lige lovlig simpel ud i dagens påklædning. Han selv var som sædvanlig iført sit væld af silkeklæder med håret omhyggeligt redt, olieret og parfumeret. 

Han tog plads på en lille bænk ved et af havens sprinvand og gjorde tegn til hende om at sætte sig. "Lad mig høre hvad det drejer sig om." Sagde han opfordrende. Det var tydeligt, at noget gik hende på..

Malika sank en klump, og rettede sine triste skuldre lidt og prøvede at trække lidt på smilebåndet, som hendes blik blev mødt af sin faders i et kort øjeblik, før han med en hånd på hendes skylder førte hende væk fra nysgerrige ører. Malika rystede lidt på hovedet, af sin faders kommentar omkring hendes smykker. Hun havde ikke ligefrem følt for at klæde sig på til ingenting, specielt ikke med det humør hun havde på det seneste. I dag måtte hun sætte foden ned, og gøre det tydeligt at tingene ikke var som det plejede, og nok aldrig ville blive sådan. Hun sank en lille klump, og nikkede, af sin Faders ord. Det var ikke hendes smykker hun var kommet for at snakke om, og hun følte selv at hun havde bedst af at komme til sagen, selvom det kunne være svært.

Hun stoppede op engang, som han valgte at sætte sig. Hun afventede en invitation til at gøre det samme, men selv da hun fik den tøvede hun et øjeblik. Der var ingen vej udenom, hun kunne ikke bare fortælle ham en eller anden opfundet historie.

Hun satte sig endelig ned og sank endnu en klump, som hun samlede en lille mængde kjole mellem hendes lukkede næver. Hendes øjne var fikseret på hendes hænder, mens hun overvejede hvad der ville være klogt at sige. De lettere blodskudte øjne så op på ham, som en enkel tåre sneg sig ud over vandkanten. ”Jeg - ” hun stoppede sig selv engang og blinkede et par gange mens hun tænkte. ”Da du var til midtvinterballet,” hun bed lidt i sin underlæbe. Kidnappet, forgiftet eller taget til fange? Hun ledte efter et ord, som ikke ville få ham til at gå, for at starte en efterforskning, ”Blev jeg forgiftet,” endnu en tåre trillede ned ad hendes kind. Det ville blive svært at fortælle og skulle genleve hver en ting i sit hoved.

Blomsterne duftede og den blide rislen var springvandet var kun afbrudt af deres egne stemmer og fuglende kvidren og skræppen. Nogle af de mere eksotiske eksemplarer af sidstnævnte havde ikke de smukkeste stemmer, men Sephyran holdt dem alligevel for deres farvespil og naturligvis ønsket om at imponere eventuelle gæster, som ofte blev underholdt i haven frem for bag paladsets vægge.

Det var tydeligt at se, at datteren var oprevet, og han priste sig lykkelig for valget af det rolige sted i haven. Kvinder kunne naturligvis ikke undlade at flæbe, dertil var de alt for følsomme, men det var bedst, at det blev gjort hvor ingen andre end deres nærmeste familie kunne se det.
Han rakte hånden ind i en brystlomme i den fornemme silkekåbe og fremdrog et lommetørklæde af gylden silke, som han rakte hen til Malika. Det var den primære anerkendelse af hendes oprevenhed, han kunne give hende.

Datterens ord fik dog Sephyrans mine til omgående at gå fra mild bekymring til rødmende vrede. Han måtte næsten beherske sig for ikke at flyve op fra bænken i raseri! "Forgiftet?" Udbrød han, den dybe ryst rungende mellem de blomstrende buske. "Hvem har VOVET at gøre noget sådant?" 
Kazimi-familien havde mange fjender - og Sephyran var en mand, der var hurtigt til at skaffe sig flere, men ikke om han ville lade det gå ud over sine døtre. Hans blik faldt atter på hende og han forsøgte at få lidt mere ro over stemmen for ikke at skræmme hende fra at tale mere om emnet, da han fortsatte: "Giften .. har den gjort permantent skade på dig? Har vores healere kigget på det?"

En velkendt hånd rakte hende et gyldent lommetørklæde, som hun med en forsigtig hånd tog imod, hvor hun så tørrede sin kind, ved blidt at lægge den på hendes sarte hud. Hun nåede dog kun lige at presse den på kinden to gange mens hun fortalte, før han fik sig en kraftig reaktion.  Hun så op på ham, mens han begyndte at stille spørgsmål. Malika følte ikke rigtig for at fortælle navne lige nu, men faderens stædighed kendte hun for godt, og svarede derfor alligevel: ”Han hed vidst Giovanni, jeg har ikke hørt om ham før,” hun rynkede en smule på brynene, i en lille undring. Manden var ikke en Malika selv havde kendt til, men han havde tydeligvis set sig lidt for godt på Malika med de planer han havde. Der var så meget til den historie jo.

Hun lagde mærke til han prøvede at abstrahere sin vrede, og det lykkedes ham da også at virke lidt mere bekymret end rasende. Spørgsmålet begyndte dog at vække en lille uro i hende. Hun havde jo ikke været til healeren… Hun havde ikke engang fået det blå mærke tilset! Det blå mærke var efterhånden blevet mere grøn-gulligt, eftersom det havde været noget tid siden hun havde faldet henover bordet i hytten. Lagde diskret sine hænder krydset foran sin mave. I underbevidstheden var det måske for at beskytte den, men fra hvad var hun ikke sikker på. Hendes øjne så lidt skiftevis fra den ene hånd til den anden mens hun overvejede om hun havde bemærket noget anderledes, ”Jeg har ikke selv lagt mærke til noget,” sagde hun og så op på sin fader, ”De har ikke tilset mig,” kom det en smule lavt fra hende. Hun ønskede ikke at blive sendt direkte til healerne, men det kunne måske godt være en ide at se om der var noget ændret ved hende. Hendes far var sikkert bekymret for om hendes reproduceringsorganer var intakte. Malika frygtede bare at det blå mærke ville blive pointeret og fortalt videre til fyrsten. Der var selvfølgelig også muligheden for at han faktisk tog med for at høre præcis hvad de sagde. Tanken var en anelse ubehagelig.

Giovanni. Navnet lød ikke rubinsk, men Sephyran indprintede det omhyggeligt i hukommelsen, opsat på at sætte sine spioner på opgaven. Det ville ikke blive sjovt at være den mand, der havde vovet at bringe en prinsesse af Kazimi-slægten i fare, når først fyrsten fik klørene i ham. En langsom død var hvad han fortjente. 
Han vidste, at en af de spioner, der befandt sig i haven allerede på nuværende tidspunkt ville være sprintet af sted med informationen, gravende viden frem, som Sephyran senere ville blive præsenteret for. Man rapporterede ikke tomhændet til fyrsten.

Sephyran var faret op fra bænken, da vreden først var kommet til ham, og han stod nu anspændt, hænderne knyttet og med en faretruende rynke mellem de blåsorte bryn. Det lynende blik faldt en smule mere til ro, da det igen vendte sig mod Malika, men måden hun holdt hænderne over maven på, fik en ny bekymring til at stige op i ham. Var der hændt mere? 

"Healerne må naturligvis se på dig." Sagde han, ordene omhyggeligt fremsat men med en faretruende vrede i dem. Ikke rettet mod datteren, men dem, som havde vovet at gøre hende ondt. Langsomt sank han tilbage på bænken, granskende hende med et alvorligt blik i de safirblå øjne. "Men først, min datter, lad mig høre hele historien."

Malika kunne se hendes far var hoppet helt op fra bænken af vrede. Hun havde en fornemmelse af at det ikke var påtænkt hende, men Giovanni. Men hun kunne aldrig helt bide sig sikker med fyrsten af Kazimi. Hun lagde mærke til at han så hendes hænder om sin mave, hvilket uheldigvis fik hende til at krydse dem længere indover maven, men mere fordi hun blev en anelse forlegen.

Malika nikkede bekræftende til at hun skulle besøge healerne fulgte farens bevægelser som han satte sig. Og spurgte ind til historien. Hun så ham direkte i øjnene som hun fortalte. ”Jeg spiste et æble på markedspladsen, og så sortnede det for mine øjne” startede hun ud og tog en dyb vejrtrækning, ”Da jeg vågnede var jeg i en lille hytte, og kunne ikke bevæge mig ordenligt. Og Giovanni sad over for mig og fortalte om hans planer med mig,” hun kunne mærke hendes puls steg lidt, og hun kom hurtigt til at springe information over, ”Det lykkedes mig dog at slippe ud af hytten hurtigt,” hendes øjne flakkede lidt. Hun nævnede ikke detaljeret Giovannis planer om at skulle gifte sig med hende og bruge hende seksuelt – men det var vel det, sådanne nogle mænd ville, var det ikke? Hun nævnte heller ikke at hun var faldet, havde fået en eller anden væske som kvikkede hende op, og at hun fik hjælp af Pharos til at komme ud. Hun turde ikke nævne Pharos, hun var bekymret for at der ville ske ham noget - også selvom han var stærk, så var Sephyran bare meget snedig når det kom til sine fjender.

Rynken mellem Sephyrans øjenbryn blev dybere, mens han lyttede til Malikas fortælling. Tænk at nogen havde vovet af give hende et forgiftet æble midt på markedspladsen i højlys dag! Hende, en datter af Kazimi-familien..
"Fra nu af tager du ikke ud i byen uden at blive eskorteret." Sagde han bestemt. Det var alligevel ikke passende for en ung, giftemoden kvinde at færdes alene, men dette handlede også om hendes sikkerhed. 

Hendes flakkende, nervøse blik og måden hun holdt sig om maven på gjorde Sephyran meget urolig. Han havde ikke brugt årtier på at lære afhørelsens og spionagens kunst for ingenting - det var tydeligt for ham, at der var noget, hun ikke fortalte.
"Vovede han at .. lægge sine hænder på dig, mens du var i hytten? Måske mens du var bevidstløs?" Spurgte han. Han ville under alle omstændigheder have healeren til at tjekke hende grundigt, men de ville komme et langt stykke ved, at hun selv fortalte alle detaljerne. Også selv om de ikke var behagelige for hende..

En mand der havde vovet at bortføre en prinsesse ved højlys dag var uden tvivl farlig, og Sephyran var ikke helt sikker på, at det bare var lykkedes hende at slippe ud af hytten. Han ventede dog for nu med at forlange en mere detaljeret forklaring. Ét spørgsmål af gangen. Vreden var stadig tydelig at læse i hans ansigt.

Malika kunne ikke rigtig sige noget i mod sin faders udmelding om eskortering, ”Ja, fader” kom det fra hende mens hun nikkede. Det passede hende helt fint lige nu, eftersom hun ikke rigtig følte sig tryk ved at gå helt alene. Det var dog også sjældent hun var alene, eftersom Sephyran tit havde spioner ude i byen. Det var jo lige før det kravlede med dem.

Malika rettede sig lidt mere op som faderen spurgte om der han havde lagt hænder på hende, hun fjernede også sine hænder lidt, som hun kunne fornemme at det var det, som havde vækket en ekstra bekymring. Hun mindes hvordan han holdt hendes kæbe i sin hånd flere gange, og hvordan han kørte sin hånd op ad hendes lår. Det var kvalmende. Hun rystede på hovedet. ”Han tog om min kæbe og havde en hånd på mit lår,” fortalte hun. Det kunne lyde som om han måske havde gjort mere, men hun var ikke sikker på hvordan hun ellers skulle forklare det, ”Han rørte mig ikke udover det,” Hendes ord var måske ikke så overbevisende, men hun havde jo ingen anelse om hvor længe hun havde været bevidstløs og kunne ikke være sikker på der var sket hende noget, men hun havde umiddelbart følt sig ’tilpas og hel’ efter hun fik modgiften. Hun mindes også hun havde haft sin månedlige blødning efter det der skete i hytten.

Det var ikke som sådan en hemmelighed at fyrsten spionerede på sine børn. Det var aldrig noget, han havde sagt højt, men alle i Kazimi-familien kendte til spionnetværket og vidste, at Sephyran havde folk alle steder. Især i familiens palads.
Alligevel var en hændelse som denne sket ved højlys dag. Der var ingen tvivl om, at hvem der end havde haft vagten den dag, hvor Malika var blevet bortført, ville komme til at lide for det.

Sephyrans blik var alvorligt, panden rynken og kæben spændt, som forsøgte han at holde et raseriudbrud tilbage, mens Malika fortalte lidt mere om, hvad der var sket. Han følte sig på ingen måde overbevist om, at der ikke var hændt hende mere. Havde hun ikke selv lige sagt, at hun havde været bevidstløs?

Der gik et stykke tid, før han sagde noget. Meget langsomt tog han plads ved hendes side på bænken og så ind i hendes øjne med et bekymret blik. "Vi skal nok få fat i ham." Sagde han til sidst, en bestemthed i ordene der tydede på, at Fyrsten ikke ville give op, før hans datters tilfangetager var fundet. Og pint. "Og så må vi have healeren til at kigge på dig omgående. Har du fået dit måneblod .. siden hændelsen?" Spurgte han direkte. Hvis der var den mindste sandsynlighed for at hun kunne være blevet gravid .. så var der måder at fjerne barnet på, men det skulle ske hurtigt.

Malika nikkede på sin vis tilfreds over at hendes fader ville sørge for at Giovanni blev fundet. Hvad der skete med Giovanni efterfølgende, turde hun ikke rigtig at tænke på. Så længe Giovanni ikke nævnede Pharos ville alt være vel! Hun ønskede ikke han kom til skade eller blev efterlyst…

Healeren skulle se hende nu… Hun håbede virkelig at healeren havde glemt sine briller og ikke ville ligge mærke til mærket på maven, hun orkede ikke at skulle fortælle sin far alt for meget – til tider var det bedst han ikke vidste så meget. Malika nikkede ivrigt, da hendes fader spurgte om måneblod ”Ja det har jeg,” forsikrede hun ham. Heldigvis for det! Hun havde nok ikke helt vidst hvad hun skulle gøre af sig selv hvis ikke hun havde blødt som hun plejede.  Hun havde sikkert søgt en heks et eller andet sted, som ville kunne have hjulpet hende.

Hun foldede det gyldne lommetørklæde i sine hænder ”Jeg skal nok tage til healeren” lød det fra de farveløse blege læber inden hun rejste sig. Hun vidste ikke om hendes fader ville med og så så kort ned på ham, ”Tager du med?” spurgte hun og håbede inderligt han ikke gjorde, men hun kunne altid være uheldig. Hun vendte sig derefter mod den nærmeste indgang, så hun kunne gå mod healerne – med eller uden sin faders selvskab.

Der bredte sig en følelse af lettelse i Sephyrans mave, da hun sagde, at hun havde blødt siden hændelsen. Guderne være lovet! Det ville have kastet stor skam over familien, skulle en af hans døtre blive gravid uden først at være gift.. og så fra en nederdrægtig slyngel, der havde pågrebet sig på hende, mens hun sov! Det kløede stadig i hans hænder efter at gøre kidnapperen ondt, overgreb eller ej.

"Jeg går med. Min datters helbred er noget af det vigtigste." Sagde han fast og rejste sig, læggende en beroligende hånd på hendes skulder. Det faldt ham ikke ind, at Malika måske ikke ville bryde sig om, at han var til stede .. og selv om han vidste det, ville han have insisteret på at komme med alligevel for at sikre sig, at healeren gjorde sit arbejde grundigt.

Turen tog dem gennem dele af Kazimi-paladset, hvor tjenere hastede frem og tilbage og slaverne var i gang med at skrubbe hver eneste sten til at skinne, hastigt flyttende sig ud af vejen, da fyrsten kom gående med sin datter.
Familiens private healer holdt til i østfløjen, i et par lokaler der havde en kraftig duft af urter og medicin. Han rejste sig hurtigt og bøjede sig dybt ved synet af Sephyran og Malika: "Ærede Fyrste.. hvad kan jeg hjælpe Dem med i dag?"

Sephyran besøgte forholdsvis ofte healeren - primært for at få remedier til at bekæmpe sine tømmermænd, der blot var blevet ondere, som årene var gået, men healeren kunne med det samme se, at det drejede sig om noget andet, eftersom Malika var med.
"Min datter har været ude for en .. hændelse. En bedøvende gift." Sagde Sephyran, der endnu engang lagde en tung hånd på Malikas skulder for at guide hende fremad mod healeren. Han havde været hos familien siden Malika var en lille pige, og kendte derfor både hende og søstrene ganske godt.

Sephyran blev stående i rummet, som healeren bad Malika om at tage plads. Det var tydeligt, at han havde tænkt sig at blive her til hele undersøgelsen.

Selvfølgelig skulle han med til healeren og tjekke at alt blev gjort ordentligt, selvom han måske ikke helt vidste hvad de lavede. Den beroligende hånd på hendes skulder fik hende hurtigt til at se mod hans hånd, i et let chok. Hun var måske stadig lidt oppe og køre, efter hun havde haft mareridt.

Turen igennem Kazimi paladset var nervepirrende. For hvert skridt de tog, var det et skridt nærmere på at han ville få at vide hun havde et gigantisk blåt mærke på venstre side af maven. Det at det næsten var væk var en anden sag, men hvordan skulle hun forklare til ham hvordan hun havde fået det? Ville han kunne forstå det var derfor hun holdt om sin mave? Hun havde trodsalt været øm i området mange dage efter. Dagene efter havde hun specifikt valgt at gå med store massive guldbælter, for at hvis der var noget der ramte, ville det forhåbentligt ikke gøre forfærdigeligt ondt.

Da de trådte ind til østfløjen, blev de mødt af en healer, som havde været der det meste af hendes liv. Han henvendte sig selvfølgelig først til hendes fader, som forklarede en meget grov del af historien. Hun stod selv med hænderne pænt flettet foran sig, mens hun ventede på enten et spørgsmål eller en ordre. Det var i den grad svære at gå til healeren med faderens øjne på en.

Malika fulgte med, med hagen højt, hen til briksen som hun blev bedt om at sidde ved. Da hun satte sig blev der spurgt nogle spørgsmål om hvordan hun havde haft det under forgiftningen. Det var så også her hun med en lille stemme nævnte hun havde fået en modgift der hjalp, næsten med det samme.

Healeren skrev med nogle kragetæer nogle noter ned på et stykke pergament, for efterfølgende at lægge det fra sig og begyndte så at teste om hun havde følelsesforstyrrelser, lige muskelkraft og reflekser. Han noterede lidt mere ned og begyndte at tjekke hendes lyse øjne med lys. Han undersøgte efterfølgende hendes mund og ører, ret så grublende. Han lyttede så på hendes lunger og hjerte, tjekkede hendes puls i samtlige lemmer. Han begyndte så at undersøge hendes hår og hovedbund. Han bad hende så om og lægge sig ned på briksen hor han trykkede lidt på hendes fødder.

Healeren forlod Malika uden et ord, for at snakke med Sephyran, ”Ærede Fyrste… Malika er i fineste orden. Jeg vil dog bede om tilladelse til at se på hendes afklædte mave til den sidste del af undersøgelsen.”

Malika hørte tydeligt healerens ord og begyndte straks at få det varmt af nervøsitet for det blå mærke på maven. Hun sad stadig rank på briksen og havde sine hænder foldet foran sig.

En anden fader ville måske have givet sin datter lidt privathed og tid alene med healeren, men ikke Sephyran. Hvis der var sket Malika noget, skulle ingen skjule det for ham - hans blå øjne forlod derfor ikke healeren og datteren så meget som et sekund, mens undersøgelsen fandt sted. En tydelig panderynke kunne ses i hans ansigt, og det var tydeligt, for enhver der kendte fyrsten, at han stadig grublede på hævn..

Forhåbentlig var hans spioner i dette øjeblik i færd med at endevende byen. Han ville heller ikke behøve selv at give ordren til at have Malika skygget i døgndrift herefter. Ingen skulle så meget som vove at kigge på hans datter. 

En svag udånding af lettelse gik igennem ham, da healeren vendte tilbage med konklusionen og han gjorde en utålmodig armbevægelse. "Naturligvis. Klæd hende helt af, hvis du har brug for det. Jeg skal være fuldstændig sikker på, at der ikke er det fjerneste i vejen.." Ordene og tonefaldet afslørede tydeligt, at man gjorde klogt i ikke at sige fyrsten imod i øjeblikket. Han gjorde heller ikke mine til at forlade rummet under det sidste af undersøgelsen - lige nu betød datterens blufærdighed ikke det fjerneste, og det var hans ret at blive, så han var helt sikker på, at intet blev holdt hemmeligt. 

Faderens ord gav hende kuldegysninger og hjalp ikke på nervøsiteten. Nu havde hun jo et mærke blåt mærke at skulle forklare. De lyse øjne fuglte healeren som nikkede, bukkede og bakkede væk fra fyrsten for at komme hende i møde. Lige så formelt som til fyrsten, bad healeren Malika om at se hendes afklædte mave. Malika så ned mod sin mave som hun overvejede om der var en vej udenom. Der var dog ingen og hun rejste sig fra briksen for at lade de brede stropper glide af hendes skuldre, ned af armene og kjolen kollapsede til sidst på gulvet. Hendes blege helt nøgne krop stod nu der, pyntet af et smykke i navlen og et bemærkelsesværdigt blågrønt mærke. Mærket var placeret i venstre side langs ribbenene. Malika spændte kæberne lidt som healeren så på hendes mave og bad hende lægge sig op på briksen. Hun gjorde som fortalt og skævede kort over mod sin fader, for at se hans umiddelbare reaktion på mærket, som han burde kunne se noget så tydeligt fra hvor han stod.

Da hun lå på ryggen på briksen gik der ikke længe før healeren begyndte at trykke forsigtigt og dybt ned i hendes maveregion. Det var tydeligt at healeren grublede og Malika blev et øjeblik bekymret for om der faktisk var sket noget mens hun havde været bevidstløs.  Healeren trak så sine hænder til sig og så Malika i øjnene inden han spurgte hvor det blå mærke stammede fra.
”Jeg faldt over et bord,” lød det fra hende.
Healeren nikkede så og trak sig tilbage til Fyrsten. ”Ærede Fryste. Malika har et stort blåt mærke fra at falde over et bord…” Han grublede lidt mens han smagte på ordene som han skulle til at dele med fyrsten, ”Hun har fået chakra magen til Deres. Hun vil før eller siden kunne udøve Fyrstens spejl,” fortalte han så.

Endnu engang lyttede Malika ivrigt efter, som healeren fortalte sin fader om konklusionerne, og ikke hende. Fyrstens spejl? Virkelig? Stadig blufærdig rørte hun sig ikke ud af flækken. Healerens ord gjorde hende dog ivrig for at øve sig. Måske kunne hun se Pharos igen ved hjælp af evnen?

Sephyrans blik veg ikke fra Malika, som healeren udførte undersøgelsen. Hans mørke, sminkede bryn var trukket sammen og blikket lignede stadig en tordensky. Heldigvis for Malika var det ikke hende vreden var rettet imod - men den, der havde vovet at gøre hende fortræd.

"Et bord? Hvornår?" Spurgte han, en smule tvivlende. Det lød som et påfund, og Sephyran havde hørt utroligt mange løgne fra sine børn gennem tiden.

Healerens ord fik dog tiltrukket hans opmærksomhed, og han trådte et skridt nærmere. "Virkelig?" Det var en evne, der var særdeles berygtet hos alle, der kendte til fyrsten, for han brugte den flittigt og ingen kunne vide sig sikre på, at han ikke havde beluret dem.
Hans børn kunne vide sig helt sikre på, at han netop gjorde det.

"I så fald, må jeg jo hellere træne dig i evnen." Brummede han, talende direkte til sin datter. Det var egentlig ganske usædvanligt, at fyrsten brugte særlig lang tid på sine børns oplæring - de fleste talenter som de boglige, skriftlige og kamptræningen, var overladt til tjenestefolk og hyrede lærere. I nogle tilfælde slaver.
Men når det kom til magi - særligt magi, som de havde arvet fra Sephyran selv, var det naturligvis anderledes.

Malika kunne næsten forestille sig den tordensky der buldrede og bragede hen over hendes faders bryn. Nervøsiteten steg hende dog til hovedet, hvilket gjorde hun ikke tænkte at blikket kunne være rettet mod andre end hende – eller healeren, men det var det næppe.

”Omtrent tre uger siden,” konkluderede healeren ud fra udseendet på det blå mærke, ”Mens de var væk til midtvinterballet, Ærede Fyrste,” tilføjede healeren uden så meget som at skænke fyrstedatteren et blik for bekræftelse.

Da hendes fader trådte tættere, kunne hun mærke en kulde glide hen over sig. Det var også tydeligt på hendes krop; arme, ben og bryster. ”Ja, Ærede Fyrste. Med noget øvelse, selvfølgelig” kommenterede healeren, som blev stående lidt bag fyrsten, nu hvor han var trådt tættere på den stadig nøgne datter.

Så snart der hendes fader tilbød træning, greb Malika chancen og satte sig hurtigt op. ”Skal vi prøve nu?” spurgte hun en anelse ivrigt. Nysgerrigheden om den umiddelbare nye chakra var næsten overvældende. Hun samlede sin kjole op, og dækkede sin blege krop en anelse før hun skævede til healeren, som nikkede forsigtigt til hende. Hun begav sig derefter hurtigt ned i sin kjole. Hvor var det bare nervepirrende at skulle stå helt nøgen foran sin fader. Det var alligevel mere næsten 15 år siden man kunne have fundet Malika løbe nøgen rundt, hvis hun var stukket af fra et bad. Siden da havde hun i hvert fald fået tydelige hofter og der var da igen tvivl om at hun var en kvinde.

At hans attenårige datter stod ganske nøgen foran ham, rørte ikke Fyrst Sephyran det fjerneste. Som fader og fyrste var det jo hans ret at følge healerens undersøgelse, og ind til hun skulle giftes, var han og healeren i sit arbejde de eneste, der havde retten til at se hende afklædt.

Hendes krops forandringer var ikke nye for ham - han havde trods alt jævnligt fuldt hende i sit spejl.

Sephyran lagde armene over kors og rynken mellem brynene blev dybere. De adelige pligter kaldte ham tit væk fra Rubinien, men han brød sig ikke om, at der skete for meget med hans børn, mens han var væk. Nuturligvis brugte han ofte evnen, fyrstens spejl, mens han var på disse rejser - både mod sin unge kone og sine børn.

Han vinkede affærdigende mod healeren: "Hvis undersøgelsen er færdig, så ønsker jeg at være alene i min datters selskab. Vi har træning at se til." Han gjorde et nik mod kjolen, som for at sige, at hun nu kunne tage den på og endelig vendte han sig mod døren for at give hende et øjebliks fred og privathed.

"Vi mødes i Soltårnet om ti minutter." Afsluttede han. Tårnet var et af paladsets højeste og havde udsigt over Balzeras havn. Det var også det første, som morgensolen fangede, når den stod op over horisonten - og det var her, fandt Sephyran, at hans evne ofte var mest potent.

Healeren var hurtig om at forlade fyrsten og fyrstedatteren, så de kunne være alene. Malika satte virkelig pris på at hendes fader endelig vendte ryggen til hende, således hun kunne få sin kjole på, uden at skulle haste sig igennem det, og risikere at falde.

”Soltårnet,” gentog hun for at han vidste hun havde hørt det. Hun rettede så sine stropper og hev det store krøllede hår op fra kjolens ryg. Selvom hun følte hun havde fundet ny energi, i den gode nyhed om at hun var helt okay og hun nu havde chakra, så lå mareridtene stadig og ulmede med sit ubehag. Så snart hendes fader var gået, fandt hun så healeren igen, og bad om noget der kunne hjælpe på hendes søvn og kort efter fik hun en lille pose med nogle urter til te.

Med et tak forlod Malika østfløjen og begav sig straks op mod Soltårnet. Hvis hendes fader var der før tid, kunne hun måske øve sig længere og hvis ikke ville hun kunne nyde udsigten ud over Balzeras havn…

… Og det var da også havnens udsigt hun beundrede. Den bragte mange minder. Minder med hendes søskende, om smykket hun havde i navlen og dage hun havde brugt med Spencer. Efter et lille øjeblik hvor hun havde nydt udsigten lod hun sine lyse øjne drage til sine hænder. Hvordan skulle hun overhoved gøre? Hvad gjorde han? Var det tankerne? Hænderne? Uvidenheden bragte hende hurtigt en lille frustration, men hun håbede at hendes fader havde svar på de fleste af de nye spørgsmål.

Sephyran gav Malika tid til påklædningen og ankomsten til Soltårnet, inden han selv forcerede trapperne og trådte ind i tårnet. I det fjerne glimtede Krystalhavet azurblåt kun afbrudt af skibes hvide sejl, når de sejlede mod Balzeras havn.

I hælene på ham fulgte hans gamle slave, Altheae, som han var blevet skænket ved fødslen. Hendes rubinske træk var som mejslet i sten og stadig umådeligt smukke, selv om hun for længst havde passeret sit tredsende år. 
Hun var ført flagrende, safrangule gevanter og i hænderne bar hun et fad med vand - så roligt, at hun ikke spildte en dråbe. Som altid var hun ganske tavs, og fyrsten tog sig i endnu engang at overveje, hvad hun tænkte, inden han slog det ud af hovedet. Slavers tanker var ikke noget værd.

"Malika."

Hilste han, som han trådte ind i rummet og dirigerede Altheae til at stille karret på et lille elfensbensbord i midten af rummet. Der blev også frembragt et par store siddepuder, og han bad Malika om at tage plads, mens slaven stillede sig i et hjørne.

"Har du selv mærket noget til evnen?" Startede han med at spørge.