’Hun har sagt at jeg kan få nogle bær - de er søde. Ekstra søde, sagde hun.’

Den lyse drengestemme klang velkendt i luften imens han hev sin storebror i koftekanten, ivrig efter de gyldne bær, der lå lokkende i den foldede, men udstrakte, lyse håndflade. Storebroen havde brændende lyse øjne denne gang, to store blå sten med en orange ring, der omfavnende pupillens sorte kant. Selvom øjnene aldrig var helt ens, var det alligevel dem hun huskede bedst; Eadgars hænder, Tybalts øjne.

Hun gjorde som sidst, gentog scenen som en øvet, rutineret skuespiller, der er i gang med den 30. omgang af samme forestilling; handlingen var indgroet, uundgåelig.
Den foldede håndflade var fyldt med gyldne bær; der var så mange, at de trillede ud mellem fingene på hende. De flækkede så snart de ramte den nedtrampede jord, fyldt med saft bristede de og frigav en sødme, der kunne minde om blommer i forrådnelse. Hun havde elsket den lugt en gang. Saften lagde sig i en sø om drengens fødder. Den unge dreng synes dog ikke at bemærke det. Ansigtet var stift rettet mod Islas hånd, hvis indhold, hun vidste, han ville tage lige om lidt. Hun behøvede ikke engang at opmuntre ham til det mere.
Han var betydeligt yngre end han plejede at være, når hun tidligere havde gennemlevet oplevelsen. Knap syv år, måske kun fem? De slanke, afmagrede kroppe kunne så let snyde. Det første bær blev kastet i gabet, sultent og uden betænkelighed puttede han flere af de tilbudte bær i munden.

Du vil dø af det, tænkte Isla. Du vil blive blind, du vil miste din hørelse, du vil brække dig, men det vil ikke hjælpe. Det vil ende i din mave, i din tarm og i dine blodbaner. Det vil indfiltre din spinkle krop og gøre dine negle blå. Din jamren vil få folk til at vende sig og Tybalt vil være for optaget af at prøve at redde dig, at han ikke ser, at jeg forsvinder.

Hun talte sekunderne, fikserede sin opmærksomhed til Tybalts øjne. De levende, tillidsfulde øjne, som hun havde forsøgt at spejle sig i og som nu kun spejlede drengen, som hun vidste ville dø, som han havde gjort det før.

’Det er ikke ham som vil dø denne gang’ påpegede Tybalt pludselig, hen over hovedet på drengen, der blev ved med at putte gyldne bær, fra Islas hånd, i munden. Mere og mere grådigt spiste drengen, men det var som om det ingen indvirkning havde på antallet. Ej heller på den unge krop som indtog dem. De gyldne bær trillede fortsat ud mellem fingrene på hende.

Tybalts negle blev blå.
’Det er ikke sådan du døde’ tænkte Isla vredt til Tybalt, imens hun forsøgte at stoppe drengen i at spise flere af de gyldne bær, ved at smide dem alle fra sig. Men drengen var ligeglad, han lagde sig på knæ, begyndte at drikke saften på jorden.
’Du kan ikke tage drengens død, Tybalt. Hører du? Du døde ikke sådan her’
Men Tybalts øjne, de fine klare øjne, begyndte at dugge. Gråt grums satte sig i den blå iris og gyldent opkast boblede fra hans ene mundvig, da han begyndte at vakle.

Drømme, som minder, er konstruktioner af intention. Det eneste der eksisterer er hvad man fokuserer på: hænderne, øjnene, bærene. I det lille fastfrosne øjeblik, denne verden af skyldfølelse eller mangel på samme, eksisterede kun de to drenge, skuespillere der nu brød deres manuskript.
En vind løb gennem lysningen og omgivelserne skiftede omkring dem, som en kiggert nogen havde stillet skarpt. Eller måske pudset.
Pludselig kunne man tælle hver et blad på birketræerne, høre deres bedøvende raslen, bemærke de frostsprængte revner i deres bark efter en hård vinter.
Støvet hvirvlede omkring dem indtil vindpust endelig lagde sig og scene var den samme / forandre / mere.
Tybalt knækkede sammen i gruset og hans spyt var spættet med rødt, men det var Eadgar der fangede blikket, som han kiggede op. I hans ansigt var klare, isblå øjne der betragtede hende indgående og nysgerrigt. Hans brors orange ring var ingen steder at se; havde hans øjne altid været den farve?
“Hvorfor, Isla?" Spurgte han og fra hans læber flød gyldenorange saft blandet med sand og grus, "Hvorfor dræber du os?"

Det var som omgivelserne med ét fik en bedre opløsning, som havde hun pludselig adgang til et sanseapparat der var overfølsomt og skarpt, så ulig hendes almindelige. Var hun ikke længere menneske? Eller var det ikke hende, men omgivelserne som var blevet skarpere? Tydeligere?
Usikkert skævede hun til siden, forundret over omgivelserne uvante foranderlighed, som normalt helt var undladt, når Isla gennem drømme genbesøgte mindet.

Da Tybalt faldt sammen rakte Isla uvilkårligt armene ud efter ham, dog uden at flytte sig fra sin plads. Om det var fordi det var umuligt for hende eller fordi hun inderst inde ikke ønskede at røre det dødende menneske, kunne hun ikke afgøre. Eller måske var det fordi, at hun inderst inde håbede at scenen ville blive rigtig og velkendt igen, hvis hun forblev i den iagttagende position; jo mere fysisk indblanding, jo mere ændret ville historien nødvendigvis blive.

’Han skulle ikke dø sådan,’ svarede hun irettesættende med sin sære stemme, der virkede sløv og langsom men nøgtern.
’Han pelejer ikke at dø her.. Det er kun dig som skal dø nu– hvorfor dør du ikke?’
Isla kunne mærke den begyndende irritation sitre i skuldrene, affødt af mindets tarvelige drilagtighed ved at forgå forkert.

Med den lille skikkelse svarede ikke på hendes spørgsmål. Eadgar mødte blot støt hendes blik, som forsøgte han at granske selveste hendes væsen. 'Hvorfor' sagde de gennemborende blege øjne, 'hvorfor skulle jeg dø?'
Tybalt havde nu krympet sig sammen til en kugle i gruset mellem dem. Han bevægede sig ikke længere, den viljestyrke og drivkraft der havde drevet ham til dette punkt opbrugt. Foran deres øjne begyndte han at gå i fordærvelse; han svulmede op og misfarvede, larver kravlede fra øjenhulerne og den i forvejen skeletale dreng blev på kort tid et reelt skelet.
"Hvorfor vil du se den samme drøm igen og igen?" spurgte Eadgar. Havde drengens stemme været så dyb i virkligheden? En brummende, skurrende lyd, malplaceret på de små, sprukne, gyldenfarvede læber. "Er det ikke på tide af noget går anerledes? Er det ikke på tide at der sker noget nyt?"
Han smilede ikke, hans ansigtsmimik var praktisk talt fraværende, men så man ned bemærkede man det.

Hans hænder var fulde af saftige, gyldne bær som han rakte indbydende op mod hende.

Isla undgik så vidt muligt at se på drengen, hvis blik slet ikke behøvede at blive gengældt; Hun vidste hvad de ville sige, at blikket ville få hende til at stramme i kæberne.
Han havde været et beklageligt tab, et nødvendigt onde for den rette information og indsigt.
Hvorfor kunne han ikke længere affinde sig med det, nu hvor han tidligere havde klaret det så fint? Hvorfor skulle han absolut forsøge at brænde fysisk hul igennem hende? Og det var ikke bare nu at den indre afbrænding var startet. Hver måned havde drengens død påvirket hende mere end den forrige. Den var begyndt at genbesøge hende i det ubevidste og nu.. Isla var slet ikke forberedt på en verbal konfrontation med drengen efter hans død – og specielt ikke som nu, hvor han slet ikke virkede til at være død alligevel. Gik tiden bagud? 


Isla iagttog Tybalt, der gik opløsning på jorden, en hurtig forrådnelsesproces, et spild af liv reduceret til skøre knogler. Drengens blik bremsede hendes forbitrelse over det, og fik omsider Isla til at se på ham:
’Det skulle jo ikke være sådan. Jeg begræder din død. Jeg troede det hjalp at give præsten dit navn, ære dit minde og rode bod på min synd? Hvad vil du mig?’

De gyldne bær sang beske toner til hendes hårdt prøvede samvittighed. Hans smil var en spillende skygge på stille vand.
Fortvivlelsen over sin egen magteløshed i en verden hun ikke kunne kontrollere var for alvor begyndt at røre på sig. Sammen med den naturstridige oplevelse gjorde det hendes stemme stærkere:

”Hvem er du?” 

Eadgar spidsede fornærmet munden, men der var noget ved ansigtsudtrykket der fremstod påtaget. Måske var det blot fordi det var endnu afvigelse fra de rigtige begivenheder, men det så kunstigt ud. Som en person eller et væsen der aldrig havde været et barn forsøgte at agere som et. 
Hænderne med de orange bær blev løftet højere endnu mod hende, men som sekunderne gik og bærerne ikke blev taget begyndte de langsom at trille ud mellem de buttede fingre og dryppe ud af eksistensen igen.
"Ønsker du at det gik anerledes?" Spurgte stemmen, der syntes at have mistet lidt af sin nasale kvalitet. Som om facaden af barnlighed var begyndt at krakellere, "..Ønsker du at jeg ikke døede?"
Der var ingen nåde at hente i de isblå øjne, knapt et gry af empati. De nærsturderede hende som var hun et insekt under en lup - en naturfilosofi pludselig objekt for sit eget eksperiment. 
"..Eller måske ønsker du at noget stoppede dig?"

"HEY HVAD FOREGÅR DER?!"

Råbet kom fra bag Isla. En grov, nedslidt stemme der kun kunne være landsbykonstablen. Pludselig var Tybalt på benene igen, bag Eadgar med armene beskyttende om hans skuldre. Han trak sin lillebror væk fra hende og i begge deres øjne kunne man se frygten klar og tydelig, men i begge øjne så man nu den mere neutrale nuance af gråblå og den orange ring.
Skikkelsen af vagten nærmede sig, hans ansigt lagt i en dødsalvorlige mine, men hvad der stod frem var de genkendelige, isblå øjne.

Isla vred sig i begge verdener, men det var kun i denne at det kom til udtryk som dirrende muskelspændinger, der udsprang fra fødderne og fortsatte op i lår, lænd, arme og hals.
Det var intenst og kortvarigt smertefuldt. Isla virrede med hovedet, forsøgte at lade den fysiske smerte nedtone den voksende, ubarmhjertige følelse af dårlig samvittighed, som den forbandede dreng blev ved med at stikke til. Det fik hende for første gang til oprigtigt at ønske ham død. Igen.
”Selvfølgelig ønskede jeg ikke at du døde dengang,” røg det ud af hende mere bryskt end hun havde håbet. Egentlig havde det ikke været drengens død i sig selv hun havde begrædt den første gang, men snarere de følgevirkninger der var opstået i dødens kølvand. At Tybalt havde nægtet en forsoning. At han var blevet fjendtlig og forsøgt at sende loven efter hende uden at anerkende at det hele havde været et hæderligt uheld.
Hun havde været nødt til at lægge låg på sine før så tydelige forretninger og ladet alt der kunne forbindes til ’alternativ urteanvendelse’ foregå i skyggerne, i det skjulte. Hvis Isla dengang havde vidst at Tybalt og drengen havde været søskende... Hvis hun havde vidst, at det gyldne bær havde rummet en giftig substans.. Hvad i alverden troede drengen egentlig? At hun havde gjort det med vilje?!
”Jeg er ikke en barnemorder.”

I selv samme lød en yderst velkendt stemme bag hende og hun krympede sig uvilkårligt. Den urtekyndige bed sig i overlæben i forsøg på at finde fæste i en verden, der så ganske tydeligt havde besluttet sig for at gå i mod hende. Hvis det fortsatte, ville hun for alvor begynde at vakle. Næppe havde erkendelsen ramt hende før Tybalt pludselig voksede frem igen. Som askeblomster efter en brand, groede han frem på sit eget skelet til han var færdigskabt på ny.
Den kortvarige glæde over hans mirakuløse genopstandelse blev hurtigt erstattet af kvalmende ubehag over hvad der nu ventede.
Døde mennesker kunne ikke sladre… Isla så ind i de fire levende øjne, der virkede mere grå end blå nu og som syntes at afspejle den frygt, som Isla følte lamme hendes led og gøre hendes hænder kolde. 

Isla snappede efter vejret, da hun fik drejet sig mod vagtens skikkelse og genkendte de iskolde øjne på afstand. Som en der forsøger at væbne sig mod usynlige, mørke kræfter, messede Isla med sprukken stemme, hurtigt og gentagende gange:

”Hold dig væk. Hold dig væk. Hold dig væk. Hold dig væk.”

Drømmeren betragtede Isla gradvist miste besindelsen. Det gav ham ingen synderlig glæde at torturere hende med mindet. Omvendt var der ikke den store empati til at stoppe ham fra at finde den en løs tråd i hendes mentale tapet og så bare.. trevle lidt op. Bare nok til at hun var modtagelig. Bare et enkelt skub til og så var hun klar.
Han trådte et skridt nærmere trods Islas protester. Endnu en fordel ved den rolle han nu spillede, at han kunne tårne sig over hende på den måde.  Med et mentalt greb om drømmen placerede han en fængselvæg bag hende. Kolde, klamme, nådesløse sten. Det tog kun den øjeblikkelige distraheret for ham at ændre resten af omgivelserne. Væk var Tybalt og Eadgar, væk var grusvejen, væk var bærene.
En enkelt stråle af lys igennem et højt tremmevindue satte et ukomfortabelt spotlight direkte i Islas øjne og efterlod ham henlagt i skygger. Kun de klare øjne lyste op i mørket, som de nådesløst studerede hende.
"Løbet er kørt, Isla." Hans stemme var som grus under et vognhjul, "..Du kommer til at være låst inde i meget, meget lang tid med kun din dårlige samvittighed som selskab."
Han begyndte at bevæge sig over mod døren, næsten kun en silhouet i mørket. Tre skridt der gav genlyd mod de hårde vægge, en pause. Vent et øjeblike eller så..
"..medmindre.."

Hun trådte instinktivt et skridt bagud, da bønnen ikke blev hørt og vagten i stedet tårnede sig op over hende. Som havde ordene kun fået ham til at vokse yderligere. Ryggen ramte den kolde stenmur og sendte kuldetråde gennem hendes væsen. Det pludselige sceneskift synes ikke at påvirke Islas logik. Tværtimod virkede det ikke til, at Isla længere ænsede, hvor naturstridigt og ulogisk det hele var. Opslugt af sin egen frygt virkede cellens klamme rum kun til at være passende.

”Du kan ikke gøre det her.. Jeg har ikke gjort noget..” Som en, der inderst godt ved, at hun er skyldig, bad Isla om nåde og barmhjertighed, ved at fornægte sin skyld og få vagten til at ændre mening om fængslingen. Det skarpe lys blændede hende. Hånden blev løftet for at skygge for lyset, mens hun kneb øjnene sammen for at forsøge at stille skarp på vagten, der til Islas gru var ved at forlade rummet: ”Du må ikke gå!” Det var som om hendes ord for første gang havde effekt, for vagten stoppede, hvilket Isla tolkede som et tegn på tvivl. Med en blanding af lettelse og desperation trådte Isla frem, klar til at kaste sig tryglende om vagten: ”jeg beder dig, fortæl mig, hvad jeg skal gøre.. Efterlad mig ikke her. Jeg vil gøre alt – bare sig, hvad jeg skal gøre..”

Et øjeblik var der rungende, overdøvende tavshed. Så med lyden af en dråbe der faldt forandredes omgivelserne atter. Fængslet vægge forsvandt som ringe i vandet og efterlod en evindelig stjernehimmel. Gulvet var stadig sten men det var svært at se hvor det sluttede og hvor himlen begyndte.
Midt i rummet stod der et bord i rødligt fyrretræ, et par matchende stole overfor hinanden. Og i den ene stol sad der en mand.
Kiggede man godt efter kunne man stadig genkende vagten fra før, men det var som om alle væsentlige urenheder, ar, rynker var blevet fuldkommen udvisket. Hans ansigt var ikke blot lagt i neutrale folder, det var skåret i dem. Evindelig og ulæselig som en gletscher. Det lignede mere en levende, talende dukke end noget menneske.
Og tale det gjorde han, med en stemme fri af beskyldning, men også mindste lige så fri for sympati. Kold og klar som smeltevandet der løber fra selvsamme gletscher:
"Kom og sæt dig, Isla." sagde Drømmeren, "og fortæl mig om din evne."

Som tidligere, blev omgivelserne atter ændret. Isla havde været så tæt på at lukke sit greb om vagtens hoved – hun havde sprunget frem med armene strakt foran sig og hoppet ud i intetheden, der i selv samme havde forvandlet sig på ny.
Kulden trak sig ud af knoglerne og selvom hjertet stadig bankede i tindingerne på den urtekyndige, var det nye rum indbydende og varmt og reducerede følelsen af fangenskab betydeligt.
Manden i stolen virkede balsameret. Udglattet og kunstig og, hvis ikke øjnene havde afsløret en svag bevægelse, på nippet til at være død. Isla fik associationer til en billedhuggers halvfærdige arbejde. En slørret grovskitse unden de karakteristiske tegn på den naturalistiske snilde, som er kendetegnet produkter af håndværkets uovertrufne mestre.
Havde det været i den anden verden havde hun aldrig sat sig.
Men Isla's ben føjede mandens stemme uden betænkeligheder og kroppen blev sat til rette i den modsatte stol.

”Min evne er ikke noget særligt.. ” Isla forsøgte at lyde normal i den unormale situation. Afvigende. Selvom cellevæggene var væk, vidste hun at de kunne komme frem igen. Håndfladerne var fugtige.
”Det er bare et tåbeligt produkt af sentimental kvindes manglende formåen til at give slip på fortiden – hvordan kan det være af interesse for sådan en som dig?”

"Jeg kan ikke tilbyde dig tilgivelse, Isla.. Hvordan du adresserer din dårlige samvittighed må du selv arbejde på.." sagde drømmere og begyndte at hælde rødvin fra en næsten usynlig karafel op i et par papirstynde krystalglas. Han stillede det ene glas foran Isla og tog selv en slurk af hans eget.
Det var tilnærmelsesvist rødvin, men uden mange af de små urenheder der faktisk gav vinen karakter. Det var idéen om rødvin, som drømt af ukritiske folk.
"Hvad jeg kan er at beskytte din nattesøvn mod den.. for en pris naturligvis."
Han fremdrog en lang, sort ravnfjer, dyppede den i vinen og gav sig til roligt til at skrive en kontrakt på et papir der havde materialiseret foran ham. Det var strengt taget ikke nødvendigt, der var langt mere effektive måder at cementere en aftale i drømme, men der var noget var metaforen der stadig appelerede til ham. Måske var det nostalgi, hvem ved?
"Men jeg er nødt til at vide om du kan bruges. Jeg ved at du er en formskifter, men du er nødt til at fortælle mig præcis hvordan det virker. Hvor længe kan du være forvandlet? Kan du tage en vilkårlig form? Er det kun fysisk udseende?"

Isla rykkede på sig; hun havde i første omgang lænet sig tilbage, for at støtte ryggen mod ryglænet, men ændrede mening, da hun begyndte at fornemme, hvor dukken var på vej hen med sin sparsomme talestrøm.
Det var fristende ord. Forlokkende tilnærmelser, der fik Isla til at gnave sig i læben og pille ved armlænet med rastløse fingre. Det endte med at hun tog for sig af rødvinen i forsøg på at dulme de dirrende nerver. For hun vidste, at hun ikke kunne stole på det balsamerede væsen. Hun vidste at tilbuddet, om end det lød forbandet attraktivt, med stor sandsynlighed ville stavnsbinde hende for evigt. Så spørgsmålet var om det ville være det værd?
Den urtekyndige nikkede og sank:

”Jeg kan skifte til alle personer, såfremt de enten har haft stor betydning for mit liv og min person eller hvis de er blevet slået ihjel på en bestemt måde, med det ene formål, at jeg skal kunne forvandle mig til dem – der kan ikke eksistere to af det samme individ i verden, forstår du: Den oprindelige person, som jeg skifter til, skal være død.”
Snakken gik forbløffende let, da hun først kom i gang. Uroen for og bekymringen over at afsløre sin magiske evne var væk. Var det vinen? Eller udsigten til at kunne få hjælp? Hun skævede til fjerpennen:

”Hvis jeg er heldig, vil min form rumme egenskaber eller karaktertræk, som den levende person besad. Jeg vil være formen, men formen vil have sit eget liv også, sine egne meninger og have sin egen unikke måde at opfatte verden på. Eadgar den Andægtige er sådan. Men det tager tid at ende med et sådant produkt, og jeg har en formodning om at Eadgar er så – eh – fuldendt, fordi han havde så stor indvirkning på mit liv, da han levede. Jeg kan leve i formen, til jeg slipper den. Men slipper jeg den først for alvor, er det ikke garanteret, at jeg kan komme tilbage til den, hvis jeg i mellemtiden har fundet en ny form. Ja, faktisk har jeg endnu ikke undersøgt, om det ville være muligt at have flere fuldendte forme at skifte mellem uden at den ene af dem vil gå tabt.”

Igen var Isla mål for det tidløse isblå blik. Det var ukomfortabelt og indgående, men blottet for den interesse man ellers normalt ville associere med et sådan fokus. Drømmeren så både igennem og forbi hende som om det tillod ham indsigt hendes ord ikke gav.
"Det lyder som en mental begrænsning mere end noget andet. Hvad forstår du ved at de har haft en stor betydning?"
Drømmeren lod ikke sin skepsis vise, men han var ikke sikker på hvor meget han var interesseret i at investere yderligere i projektet her. Han havde behøvet en formskifter i området Islas krop befandt sig i, men hvis det viste sig for besværligt var der andre muligheder. Han havde trods alt været dødssynden Dovenskab i et tidligere liv. Det var et held at Isla havde et blødt punkt han kunne afpresse hende med, og det alene var nok til at han gav hende en chance.
"..hvor længe tager det nødvendigvis at danne denne forbindelse?" spurgte han opfølgende. 

De isblå øjne var begyndt at skabe kontrastplamager på Isla øjenlåg, der kom til syne hver gang hun blinkede. Ydermere oplevede Isla efterhånden en voksende fornemmelse af at hun ikke fik ud af at krænge sine inderste tanke-spind og hemmeligheder ud til skulpturen; Manden, der på intet tidspunkt syntes at anderkende anstrengelserne eller lod sig tage til takke med det, der blev ham givet af information – rettelse: Foræret!  Nej, når alt kom til alt, blev den psykiske ubekvemhed, de kvalmende øjne og det hensynsløse graveri i de betændte samvittighedssår ikke betalt tilbage med andet end nye spørgsmål. Hvad forventede de ubehagelige blå øjne egentlig? At hun blot ville vende sig selv om på vrangen, velvilligt og selvopofrende? Eadgar den Andægtige kunne måske, men Isla den urtekyndige havde ikke i sinde aktivt (og med blind naivitet) hjælpe med at smadre sit eget eksistensgrundlag. Ej heller reducere sig selv til en bestanddel, som det levendegjorte voks så frit kunne vurdere, veje og smide ud, når han fandt ud af, at det alligevel ikke var af interesse? For var det ikke netop dét han var ved at gøre, med sine granskende spørgsmål? Isla kendte den religiøse verden nok til, at hun ikke nærerede noget ønske om at befinde sig i en skriftestol medmindre hun modtog en klækkelig belønning for det.

”Jeg gider ikke mere,” oplyste hun derfor, ”- Hvis du har tænkt dig at købslå om noget specifik – guderne skal vide hvad - så kom til sagen. Og ellers så behold dit papir og din fjerpen, for du giver mig intet incitament til at fortsætte det her..”