Hun havde sover for foden af bjergene til nord, hvor vandet sluttede og efterlod et godt hvilested. OG da solen endelig stod op igen strakte hun sine vinger. Hun kunne dog hurtigt konkludere at de var alt for trætte til at flyve særligt langt den dag, så hun besluttede sig i stedet for at gå det meste af vejen tilbage til byen. Benjamin var som altid tæt på hende, og da de trådte fod inden i byen hoppede han op på hendes skulder. At ræven hoppede op på hende havde aldrig noget at gøre med dovenskab, men alt at gøre med at han ville beskytte hende, særligt i byen, da han ulig Kulina ikke var den største fan af andre væsner.
De ankom til markedspladsen kort før solen ville være på sit højeste, og med Benjamin’s næse og ivrige små bjæf, fandt de hurtigt en sælger der havde noget billigt kaninkød til ræven, og et lille grønt æble til hende. Kulina havde ikke mange penge på sig, det havde hun aldrig, mest af alt fordi hun sjældent behøvede at købe noget, men lige så meget fordi hun ikke brød sig sønderligt meget om dem.
Hendes lange lyse hår, bølgede ned af hendes ryg og bevægede sig noget så forsigtigt i den svage brise der kun lige var nok til at køle på den varme dag. Kulina’s føder var som altid bare og selv om varme var en god ting, så prøvede hun alligevel l at undgå at træde for meget i solen. På hendes vej hen til et sted at side.
At sige hun var kendt i byen ville være en direkte løgn, for hun huskede kun at have været der få gange, og selv med det kunne hun ikke finde rundt særligt godt. Det tog hende derfor en rum tid at finde ud af at der ikke var nogle passende steder for hende at side i fred. Hun spredte derfor sine store hvide vinger ud, og med 2 enkelte men ømme bask lettede hun fra jorden, med ræven på ryggen og kom på taget af et lille hus, som kun havde et meget svagt hel. Her satte hun sig på kanten med fødderne ud over, så hendes, for en gang skyld hvide, kjole ville være i spænd og ikke afsløre noget til folket som de ikke skulle se.
Benjamin hoppede ned fra hendes ryg og så sultent på kødet som stadig var i Kulina’s hånd. Hun så tilbage på ham og smilede før hun lod ham tage det, og han ivrigt tog det før han hoppede rund som en tossede hvalp i noget tid, og så til sidst lagde sig til at spise. Kulina så ned på æblet i sin hånd, usikker på om hun skulle spise det når hun ikke rigtigt havde behovet, om hun skulle gemme det til senere, eller om hun skulle give det til en af de mange mennesker der vandrede rundt under hende.
Solen bagte over dem, og fik hendes vinger til at virke næsten lige så hvide som når hun gik i sne, men dog ikke helt. Og hendes lyse hår afslørede nu for alvor de sarte rødlige toner som man ellers ikke så tit fangede, og som hun aldrig havde forstået hvor kom fra. Hun vendte hoved en smugle op, lukkede øjne og sukkede dybt, mens hun nød larmen omkring sig og overvejede om der ville være noget sjovt at tage sig til i byen på denne dag. Hoved falde tilbage, øjne åbnede, og hun begyndte at studere folkene, ivrig efter at finde noget at give sig til, så snart hendes ræv var færdig med at spise, hvilket kun var et spørgsmål om tid.

Krystallandet
