Azursøen var så stor at William sagtens kunne være her med sin hale. Der var ingen problemer for ham at ligge her og dase en hel dag, men det var ikke det han skulle bruge en hel dag på, også selvom han sagtens kunne. Solen stod højt på himlen og det var midt dag, der var næsten ingen vind så solen havde sit indtog over Azursøen. Nær vandkanten sad William og legede med vandet. Eller lege var måske så meget sagt, han øvede sig i at gøre vandet hårdt nok til at danne våben. Han var ikke mester i denne her vandmagi, men det skulle nok komme på et tidspunkt. Det var bare spørgsmålet om hvordan det hele skulle klares. Når han fandt fidusen af det hele så skulle det nok komme, lige som da han havde prøvet at lære Xilla at svømme. Det var da gået okey efter hans mening men det kunne nok være gået bedre hvis han vidste hvordan man svømmede med ben.

Ved vandets kant lå hans tøj han så ofte brugte når han var på landjorden, og den magiske halskæde lå gemt under tøjet, den skulle nødig forsvinde, og hvis nogen ville stjæle hans tøj så ville halskæden bare dumpe ud på sandet uden så meget som at give en lyd fra sig. Vandet skvulpede op på hans tøj, men det rørte ham ikke. Han var lige glad med det tøj, Fristhavn lå jo ikke så langt væk her fra, så han kunne jo bare gå op til Maximillian og få noget tørt på hvis det endelig var. Men først så skulle han altså træne i det her vandmagi!

Næsten helt opgivende og frustrerende slog han i vandet som at der kun havde dannet sig en lang vandstråle op fra vandets ellers så rolige overflade. Men lige så snart han var blivet glad forsvandt vandet med et plask ned i vandet igen for at lave ringe i vandet. Det var virkelig svært dette her, og han var ellers så glad for at have vandmagi, det var bare svært at udføre i praksis! "Dumme vand!" mumlede han irriteret og slog i vandet igen. Men der var ingen vej uden om han måtte prøve igen, men lige meget hvor meget han prøvede skete det samme for ham igen og igen. Vandet blev blødt og landede med et plask i vandet på ny. Han lagde armene over kors og var dybt fornærmet over ikke at kunne det som mange andre hav væsner kunne. Han var virkelig en dårlig prins lige nu! Tænk hvis han blev konge, og ikke engang kunne udføre en simpel vandmagi! Han lænede sig tilbage imod sandets kant for at ligge sig helt ned på sandet og oven på sit tøj for at kigge op på himlen. Han mumlede lidt for sig selv om hvor uduelig en prins han egentlig var.

Turen havde været lang på hesteryg. Men endelig var hun nået frem til Azurien, hvor hun skulle have forskellige vare med hjem til den lille gård udenfor Dianthos. Hun havde sat sin hest af ved en troværdig gård, bevægede sig nu rundt, i sin mørkegrønne lange kjole, samt kappe mod Azursøen. Hun havde været der tit, men det var sjældent hun fik lov til at se sig omkring. Normalt havde hun jo det lille barn med sig, som krævede opmærksomhed og mælk. Generelt havde hun ikke haft meget tid på det seneste til at tage noget tid for sig selv.
Med øjnene på landjorden, lod hun sin ene hånd bevæge sig i nogle bløde bevægelser, mens hun gik mod Lazura. Bevægelserne i både fingre, håndled og underarm medførte til små bølger i søen, og til tider blev der skabt små vandkugler, som hun efterfølgende lod falde ned i vandet igen.

Hendes ellers ret fredfyldte sind blev hevet tilbage til virkeligheden, da hun hørte nogen slog til vandet. Hun stoppede op, for at tjekke det ikke var hende der havde ramt nogen med sine tankeløse vandmanipuleringer. Det var bare ikke en lyd som hverken hørte naturligt til søens bevægelser, eller til Freydis legen med sin evne. Hendes øjne faldt så på en herre som lagde sig opgivende ned på noget tøj bag ham. Et splitsekund rynkede hun på sine bryn, som hun opdagede herren, havde en fiskehale. Hun dømte ham ikke, eftersom hendes mand og datter ikke ligefrem lignede mennesker. Hun undrede sig blot, eftersom hun umiddelbart kun havde hørt om havfolket, aldrig set en. Det vel det der hang sammen med at bo på landet.

Hun nærmede sig stille og roligt havmanden, og lod en kugle af vand svæve nærmere ham. ”Er alt vel, hr?” spurgte hun og lagde hovedet let på skrå, som hun forsigtigt nærmede sig. Hun vidste dette var en sø, men hun var usikker på hvor vidt søen førte ud til havet, og om havmanden måske var endt op i søen ved en fejl. Hun tænkte ikke meget over bunken af tøj han lå på.

Det hele kunne være lige meget. Hvorfor i det hele taget øve noget der ikke engang ville fungere som det skulle? Nej det duede bare ikke længere. Han orkede det ikke engang længere. Han ville bare opgive det hele og undlade at øve sig, men på den anden side vidste han også godt at han ikke fik lov til det. Hvis han skulle blive konge en dag så måtte han også kunne bruge sin vandmagi. Det var bare ikke sådan det var lige nu. Han hade at bruge sin magi, specielt fordi den ikke ville som han ville. Han lukkede øjnene og sukkede opgivende.

Det var først da en stemme brød hans egne tanker at han åbnede øjnene og satte sig op. "Hvad? Nej.. Eller jo.. Eller..." han kiggede sig lidt omkring for at finde ud af hvor stemmen var kommet fra. Havde han hørt syner eller noget? Han satte sig lidt længere op og fik vandet i hovedet som Freydis havde fået tættere på ham. "Begynder det nu at regne?" han stirrede op imod himlen og der var næsten ikke en sky på himlen, så det var ikke lige frem der den lå. "Ej lav ikke sjov med mig, hvem snakker?" han var måske en anelse forvirret og havde ikke lige lagt mærke til den person der rent faktisk var på vej imod ham. Han ville bare gerne have at alt gik som det skulle gå. Men det var ikke nemt når alt kom til alt. Han håbede bare på at nogen her i livet kunne lærer ham om vandmagi lidt mere end det han kunne i forvejen. For det ville være lagt bedre end at han skulle gå og være irriteret over det han ikke kunne finde ud af. Han drejede hovedet lidt fra side til side og opdagede endelig personen der var relativt tæt på ham. "ÅH... Hej!" kom det fra ham og smilte lidt for sig selv.

Freydis kunne se at havmanden var forvirret over hvor hendes stemme kom fra, men hun fik da fat i at han måske havde det fint nok, men der var noget der generede ham. Hun følte selv det var noget hun havde lært at gætte sig til, fra at have en meget omsorgsfuld familie.

Vandet dryppede langsomt ned på havmanden, og da hun lagde mærke til det, sendte hun den ud mod havet og undslap sin evne, så der kom en masse små ringe i havet. Hun rømmede sig en smule som han spurgte hvem der snakkede til ham, og vinkede en enkelt gang, for at tydeliggøre at det var hende. ”Hej, jeg hedder Freydis,” kom det fra hende som hun stod tættere på ham. ”Hvad går dig på, ven?” spurgte hun afslappet, roligt og blidt. Han virkede i den grad øv over nogle ting, og Freydis følte i hvert fald selv at hun var godt til at sætte et godt lys på tingene. Hun havde et skævt smil på læberne. ”Må jeg sætte mig?” spurgte hun og pegede ned i sandet ved siden af ham. Fik hun et ja, ville hun sætte sig ved siden af ham, men med en smule afstand, da de trodsalt ikke kendte hinanden. Freydis vidste at når hun havde sin datter med, kunne folk ofte være ret så negative over for hende, men ’heldigvis’ var hun uden barn i dag. Det var trodsalt en lang rejse, og datteren ville nok være til mere besvær end hjælp.

Hvis noget kunne forvirre den stadig unge havmand så var det at han ikke kunne se hvem det var der snakkede. Han var måske en anelse forvirret og frustreret allerede men det kunne denne person foran ham jo ikke vide noget om. Da hun så sagde sit navn vidste han da i det mindste at det ikke bare var ham der tog fejl af et eller andet. Eller at det var en luftspejlning. Hvem vidste hvad folk kunne her på landjorden, det var jo langt anderledes nede i Aquarin end det var her oppe. "Wiliam Zan'jatar" kom det fra ham og smilte venligt. Hvorfor han sagde sit efternavn var bare af ren høflighed. Og han regnede ikke med at nogen kendte den kongelige familie nede i havet. Bortset fra dem der kom fra havet. Efter hvad han havde erfaret var havvæsner og kongeslægten ikke et emne der kom på tale, heller ikke selvom de da kæmpede med pirater på havene til tider. Det kom jo til alles glæde hvis de egentlig vidste hvor meget Aquarin gjorde på havene. Godt nok mest for at beskytte deres egne grænser. Men det handlede vel lige så meget om at skabe nogle relationer på landjorden især nu hvor den ø var dukket op fra havets dyb. Hvem vidste hvem der ville bosætte sig der ude. "Jeg kan ikke finde ud af min magi, det er virkelig slemt...." mumlede han mest for sig selv, men højt nok til at det kunne høres. Han ville ønske at han kunne mestre sin magi lidt mere, men det var virkelig svært for ham, også selvom at han rent faktisk havde lærermestre nede i Aquarin der skulle lære ham at bruge sin magi. Men han var håbløs til den slags. Han forstod bare ikke helt hvad det var han gjorde galt. Måske var han distraheret, når det egentlig kom til stykket.

"Åh ja selvfølgelig, sæt dem endelig, jeg fylder ikke så meget... Tror jeg nok" kom det fra ham og rykkede sig en anelse så der var et lille nedhak i sandet hvor han  havde siddet med enden af sin hale der forbandt ham til resten af kroppen. Han var trods alt ret tung når han havde hale og ikke ben, det var dog aldrig noget han tænkte videre over.

Freydis smilede et bredt krøllet smil, som han delte sit navn med hende. Hendes kinder blev næsten til æblekinder, med det smil. Måske han var højerestående rang, eftersom han også brugte sit efternavn? Hans efternavn sagde hende ikke noget, og derfor prøvede hun ikke at tænke for meget ind i det, ”Dejligt at møde dig, William Zan’jatar,” hilste hun med det samme krøllede smil om læberne.

Hun betragtede hvordan han mumlede lidt for sig selv at hans evne var svær. Hun trak et skævt medlidenhedssmil, ”Det er jeg ked af at høre,” fortalte hun, inden hun med hans tilladelse, satte sig ned ved siden af ham. ”Tak. Du fylder ikke for meget, William,” kom det kort fra hende, som hun endelig sad til rette. Det var ikke fordi hun som sådan ville komplimentere ham, men hun følte lidt det i hvert fald var rart at vide.
Hun havde godt set han havde en hale, men hun havde som sådan ikke tænkt mere over det. ”Jeg har en fornemmelse din evne er omkring vand?” konkluderede hun ud fra hans hale. Hun følte ikke lige for at blære sig med hvad hun kunne, og havde det faktisk lidt dårligt over at hendes vandkugle havde været tæt på ham, han havde sikkert allerede regnet ud at hun kunne vand-magi selv.

Det var måske ikke så svært at regne ud at han var af højtstående rang, men han forventede ikke noget af nogen her oppe på landjorden. Der var ingen der havde Aquarin på deres læber længere, ikke af hvad han vidste af. Men på den anden side var der vel en dag en eller anden der kunne genkende hans navn eller hvor han kom fra. Det handlede vel bare om tid, for når alt kom til alt, så havde man da vel lov til at håbe inderst inde. Han sagde ingen ting til hende som hun satte sig ned ved siden af ham. Ej heller da hun sagde hans navn på ny. Han var alt for fokuseret på at få sin magi til at virke som han egentlig gerne ville have. I alt den tid han havde haft under vandet til at få sin magi til at virke var han absolut den værste. Hvordan kunne han overhovedet være kongelig når han ikke kunne få sin magi til at virke som hans forældre, eller som så mange andre havvæsner? Han var et nul lige nu, og det kom aldrig noget godt ud af at surmule, han måtte bare øve sig præcis som han altid gjorde.

Da hun sagde noget med vand kiggede han på hende og nikkede lidt. "Du har helt ret. Og jeg stinker. Det vil ikke som jeg vil" kom det fra ham og løftede en hånd for at holde den over vandoverfladen. Vandet begyndte så småt at røre på sig og lave små cirkler i vandet, en kugle sprang på ikke større end 2 cm dukkede op og løftede sig fra vandet, men hurtigt faldt den ned igen. Han var virkelig ikke den fødte magiker. Måske ville han være den eneste her i havet der ikke havde styr på sin magi. Hvem vidste, ingen vidste det. Men måske han ville blive bedre, når der ikke blev råbt af ham fra tid til anden.

Freydis trak på let på et skævt smil, som han begyndte at brokke sig over sit talent indenfor sin evne. Hendes grønne øjne hvilede på vandet, som han prøvede at manipulere med. Der skete jo noget, så han var jo ikke helt forfærdelig. En lille vandkugle løftede sig da også fra vandoverfladen et øjeblik før det hele fladt ned igen. Hun så op mod ham og lagde hovedet let på skrå. ”Det er da en begyndelse,” prøvede hun at opmuntre. Hun sad i et øjeblik og overvejede om hun kunne hjælpe ham på en eller anden måde.

”Er det noget bestemt du ville gøre med vandet her nu?” spurgte hun og så kortvarigt ned mod det område han havde prøvet at manipulere med. Måske kunne hun guide ham i nogle følelser, fornemmelser og tanker som han kunne forsøge sig med. Det kunne jo være at hendes talent ville vise sig at have stor nytte for William.
Freydis havde i en årrække måtte skjule sine evner fra sin ældste bror, da han var skrækslagen overfor magi. Men hver gang han var ude af huset, så gjorde hun sit for at kunne øve sin evne. Det var alt fra blot at lave ringe i vandet til at lave små shows for sig selv foran en vandpyt, ved at jonglere med vandkugler. Måske ville bare de små succeser være noget der kunne hjælpe ham i den rigtige retning? Success motiverede vel, ikke?

En begyndelse.... Det var ikke begyndelsen til en disse. Han kunne ikke noget som helst med sin magi, han ville hellere end gerne kunne gøre alt med sin magi, men det kunne han ikke. Vandet blev kun hårdt og han kunne lave våben, det var alt, og alligevel kunne han ikke lave en skid. Han slog i vandet så hårdt han kunne så vanddråberne stod op. "Jeg kan ingen ting!" kom det fra ham og opgav på stedet. han klarede alt muligt andet så godt, men når det kom til magi så kunne han virkelig ikke noget. Det var en af hans svagheder og det var virkelig ikke en af dem han satte pris på.

"Altså min evne går på at gøre vandet hårdt, og så forme våben ud af det. Altså jeg kan også lave kugler men det er bare ikke helt det samme." kom det fra ham og lagde sig ned i sandet. Han trænede så hårdt for at kunne mestre sin magi, men det var bare ikke som han håbede og ønskede på at det ville være. "Hvordan kan nogen have det så nemt med magi, og jeg duer bare ikke til lige den ting" han rystede lidt på hovedet og kiggede op imod himlen hvor efter et suk kom frem på hans læber.

Så snart William slog ned i vandet mellem dem, plaskede det op, men der var ikke noget der ramte Freydis, eftersom hun manipulerede det til at stoppe og falde tilbage til havet. ”Du har bare ikke fundet din metode endnu. Det skal nok komme,” prøvede hun så med et blidt smil. Hun var generelt meget empatisk og fik snildt medlidenhed for væsner der havde det hårdt på en eller anden måde.

Freydis drejede sin overkrop en anelse, så hun kunne se på ham, som han lagde sig ned i sandet, efter at have fortalt hvordan hans evne virkede. Hun trak et lille skævt smil. Han lød noget så opgivende, som han begyndte at sammenligne sig med andre. ”Hey William, du skal ikke sammenligne dig med andre, det gør det kun sværre for dig selv,” påstod hun. ”Men hvis du kan lave kugler med din evne, så start med det, ikke? Glem alt andet,” foreslog hun med et lille uskyldigt suk.

Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre. Selv træning med Maximillian var irriterende hårdt, og ikke engang det kunne han finde ud af. Han håbede inderligt at alt ting ville blive nemmere. Men hver gang han øvede sig blev det bare noget lort alligevel. Han prøvede så ihærdigt og alligevel var der aldrig noget der havde lykkes ham. “Hmm” kom det fra ham og han kiggede ned i vandet blodforgiftning at lade sine finger køre i cirkler i vand overfladen. Han hadet helt vildt at lade vandet bestemme over ham. Det var så vildt og levende, og han var fanget til et liv 7nder vandet med tjeneste folk og en far og mor der bestemte over ham uanset om han faktisk var ved at være  gammel og moden nok til at få børn. Alligevel behandlede de ham som et mindre barn.

“Hvorfor skal jeg ikke samlingne mig med andre. De kan lagt mere end mig, og jeg bliver aldrig en tronfølger hvis jeg ikke landet mindste. Jeg skulle kunne forsvare paladset hvis det nogen sinde bliver angrebet. Jeg kan bruge min trefork ja men hvad så med mine evner? De lever deres eget liv.” Han sukkede lidt og kiggede op på hende. “Selv det at gøre vandet hårdt i en kugle og løfte det op er svært for mig...” endnu et suk undslap hans læber.

Freydis smilede kærligt til den unge herre som ikke forstod hvorfor han ikke skulle sammenligne sig med andre der kunne langt mere end ham. Hun havde ikke helt opfanget at han var royal før nu, men nu var det alligevel for sent med de fine tiltalteformer. ”William,” lød det roligt fra hende, ”Hvis du sammenligner dig med andre, kan du komme til at overse din egen fremgang,” prøvede hun at forklare, ”Og at sammenligne dig med andre vil kun bringe dig hvad du føler nu… Nederlag, skyldfølelse og tydeligvis følelsen af ikke at være god nok til det der står foran dig i din fremtid,” hun lade hovedet let på skrå som hun fremviste sin omsorg. ”Prøv at lave få små mål, og fokuser på dem frem for hvad alle andre går og laver. Det bringer kun uro heroppe,” sagde hun og bankede med en pegefinger på sin pande, ”Og med så meget uro som der er i vandet, så har den brug for en god mængde ro til at ville lytte på dig,” hun prøvede at overbevise ham om virkelig kun at arbejde med sig selv, ”Og det er klart at det er svært at tænke klart og have ro her når man står med så meget på sine skuldre,” hun foldede sine arme om sine knæ. ”Så måske du også skal finde noget ro tæt på hjemmefronten så du kan slappe mere af… Få mere ro,” hun vidste ikke om noget af det gav mening, men hun håbede vitterligt at det hjalp på hvordan han ville se på sig selv i fremtiden, ”Du er stærk og dygtig og jeg er ikke et sekund i tvivl om at du har arbejdet hårdt – og det er det der gør dig både stærk og dygtig.”

Han lyttede til hendes mange ord og han opfattede dem alle sammen. Han vidste hvor hun ville hen og han forstod, ingen havde bare forklaret ham det på den måde før. Det var som om det ville vær en ny begyndelse når det kom til stykket. Men samtidig vidste han ikke helt hvad han skulle sige lige nu. Han vidste ikke om han skulle grine, men det ville være uhøfligt at gøre. Så i stedet kiggede han på hende og blinkede nogle gange med øjnene. 

“Så jeg skal finde ro… men det er svært når jeg har så meget om ørerne hele tiden.” Han sukkede en smule og kiggede ud på vandet. “Det er ikke fair for nogen at have mig som en mulig tronfølger. Jeg prøver at kunne min evne hver sag, men alligvel sker der ingen ting” han forstod hvor hun ville hen med det hun havde sagt, det var bare svært at sætte på plads. “Jeg forstår havd du siger, men jeg synes det er svært” han sukkede lidt igen og kiggede på hendes moderlige øjne. “Hvis jeg nu øvede mig noget mere, men jeg synes bare jeg gør alt”