Turen indlands var ikke noget Aistaraina gjorde sig meget i. Hendes liv var på havet, og de små byer hun engang imellem lagde ind hos, hvilket primært var Fristavn hvis hun skulle være helt ærlig. Men selv en kvinde af havet skulle også huske sine gudinder. Valeria blev ikke forsømt, men Aistaraina ønskede ikke at få Nalish'ra på den forkerte side af sig, til trods for at det mere var en tilbedelse der sad i hende pga. hendes opvækst.
Der lå også lidt i det at hun havde hørt om det nyopførte tempel i Kzara-bjergene som hun stadig ikke havde haft muligheden for at besøge, så hun havde valgt at tage af sted med to af kvinderne fra hendes skib, den ene af dem vidste hvor det lå, og så var det gået.

Turen havde ikke været sjov, men efter at blive vist hvor vejen gik, var det udholdeligt, selvom Aistarainas ben skreg lidt, da hun ikke ligefrem var vant til at gå i bjerge.
Endelig nåede de dog templet, som lå som en skygge mellem bjergene, og hvis Aistaraina havde været alene, så ville hun nok kun have opdaget det når hun endelig var fremme. Det her var virkelig det ideelle sted for et tempel som dette at ligge hvis hun skulle være ærlig.

Den lille gruppe blev lukket ind, og Aistaraina tog lidt fat i sin skuldertaske, som hun kiggede rundt. Det var noget af et syn, og hun kunne ikke huske at der havde været et så prægtig tempel til Nalish'ra i hendes levetid, ikke at hun ligefrem havde opsøgt dem.
Nu når de også var inde, brød de fra hinanden, med et løfte om at finde hinanden når det var tid for dem at begive sig ned af bjerget igen.

Aistaraina lod hendes øjne glide rundt og tog ind dem der var i templet. De så ikke ud til at have mange besøgende, da langt de fleste så ud til at være folk der tilhørte templet, men det var ikke så underligt, når det var så godt gemt væk. Hendes øjne fangede et øjeblik et individ, før de gled videre, og hun så begyndte at bevæge sig mod et af alterne for at bede.

Templet der lå skjult dybt inde i Kzara-Mora bjergenes labyrint, var ikke et hvilket som helst tempel for Solari. Hun havde været med til at bygge det op med sine egne to hænder, og blod, sved samt enkelte tårer var faldet for at få de røde vægge op og stå i den sorte klippevæg. Det havde været en kamp - men endelig i år 2019 var de blevet færdige... Solari og resten af gudindens tilbedere, havde nu et hjem for deres folk og dem der kom langvejs fra.
Skyggernes kapel var gemt for omverdenen af gode grunde og bitre erfaringer. Men på trods af de farlige stier og skyggefulde afgrunde, var nattens børn dog ikke blinde i mørket - og heller ikke håbløse. Dem der gerne ville finde templet, skulle nok finde det. Enkelte gange var det endda omvendt, og Solari ville sige at templet fandt dig.
Det var dog ikke ofte de fik besøg... det kom både i kraft af den besværlige vej, såvel som gudindens domæner ikke ligefrem tiltræk mange følgere. Men når det gjorde, vågnede de fleste af templets boende op. Som nu, hvor at rygterne om besøgende havde rejst foran de rejsende selv, og templets beboere med nysgerrige og varme smil bød dem velkommen. Deres trætte skikkelser havde været undervejs i flere timer, og her kunne de nu hvile og komme til kræfterne igen. 

Ypperstepræstinden havde fulgt med fra afstand, og betragtet den lille gruppe med skjult interesse. Hendes hengivenhed for gudindens følgere bød hende altid at byde dem velkommen hver især, men hun ventede endnu en smule i de mørke skygger af et af templets mange søjler. De var klædt anderledes end de fleste mørkelverkrigere... Solari's hvide øjne gled over dem alle, indtil det landede på kvinden i selskabet. Hende der... selvom det var tidligt at bestemme hvem der var af interesse - og hvem der ikke var, var er noget der trak i præstindens opmærksomhed når hun så på den kønne elver. Med rolige skridt nærmede hun sig idet kvinden bevægede sig imod et af alterne. 

Henslængt og stadig i søjlens skygge lod Solari kvinden bede sin bøn i fred. Hun var den sidste der ville forstyrrer et øjeblik som dette... dog ville der ikke gå længe, førhen enhver med en smule fornuft ville mærke de blege øjne i nakken, der dog holdt sin afstand lidt endnu.
Da de sidste ord eller tanker var gledet over kvindens læber, kunne Solari dog ikke dy sig længere. "Jeg håber jeres tur var overkommelig" gled det over kvindens sorte læber, med en stemme der varmt favnede den yngre mørkelver fra skyggen af en af søjlerne. Præstindens læber bukkedes opad i et smil. "Og jeg håber du føler den var det værd...." tilføjede hun stille, med en tand af respekt for at de havde taget turen igennem bjerget. 
Det var ikke ligefrem for de sarte sjæle. 

Aistaraina bad kun bønnen i sit hoved. Hun takkede for at Nalish'ra forsat holdt en hånd over hendes skib og deres lyssky ærinder, og lovede at tilbede hende som de kendte bedst, at udføre hendes gerninger på jorden. Det havde trods alt aldrig været noget hende selv eller hendes mandskab havde været bleg for at gøre. Det var også den måde Nalish'ra virkede til at foretrække, i hvert fald af hvad hun selv havde stiftet bekendtskab med gudinden.

Hun åbnede øjnene, og i det øjeblik hørte hun en stemme fra skyggerne. Hun havde været opmærksom på en stirren, men hun havde ignoreret den så lægen hun havde kunne, men personen blikket havde tilhørt havde åbenbart ikke tænkt sig at forholde sig helt anonymt.
Hun tog sine hænder ned, før hun vendte sig mod hvor stemmen var kommet fra, hvis det ikke havde været for det unaturlige gode nattesyn mørkelverne besad og det hvide hår, så ville hun næsten have misset kvinden der stod der. I sandhed en af Nalish'ras børn.

Aistaraina børstede lidt løst hår væk fra sit ansigt, som ellers var flettet ned langs hendes ryg. ”Overkommelig er et godt ord for den,” sagde hun, og gav den anden mørkelver et lille smil. Hvis hun havde spurgt på en anden måde, så ville svaret næppe have været lignende. Behagelig havde rejsen næppe været, men alt var vel overkommeligt når man kom ud på den anden side med livet i behold.

Det næste spørgsmål fik hende dog til at tænke sig en ekstra gang om, inden hun sagde noget, og hendes øjne gled rundt i templet. ”Det mener jeg bestemt. For første gang ser jeg faktisk et tempel der er Nalish'ra værdig,” sagde hun endelig, og hun mente såmænd også hvert et ord hun sagde.

Havde man ikke nogen relation til hverken gudinden eller hendes tilbedere, kunne templet fremstå nok så ubehageligt. Det var smukt - ingen tvivl skulle der være om det, men det besad den samme form for skønhed, som nattehimlen... eller dybe underjordiske tunneller. Templet afkrævede respekt fra dets besøgende, men skjulte til gengæld også dem der var velkomne i sine lange skygger, og skjulte dem tilmed i sikkerhed. De røde farver, de sorte vægge samt de utallige tegn og billeder der strakte sig i begge retninger... alt sammen til ærer for gudinden. 
Solari mødte mørkelverens blik med et et smil, og nikkede langsomt idet hun svarede. Hun havde ikke forventet at nogen ville sige det havde været let... dem der gjorde, sagde det for at fremstå bedre end hvad godt var. 
Præstinden vippede i en glidende bevægelse vægten forud, så hun fik rejst sig fra den tilbagelænede position hun havde haft op af søjlen og gik med rolige skridt nærmere den besøgende; øjne stadig hvilende over hende med et uudgrundeligt udtruk i sig. "Du kan bedømme hvad der er Nalish'ra værdigt?" kom det med et vagt morende glimt i Solaris hvide øjne, der var med til at tage brodden af et spørgsmål der kunne lyde en anelse direkte og udspørgende.
Om hun så det, se det var så en anden sag.

Elverens arme lå krydsede over brystet idet hun trådte mere ud af skyggen og ind i det sparsomme lys fra varme fakler. Som mange af de andre beboere her i templet, bar primært Solari sort. Dog skildte hun sig en anelse ud, idet blodrøde blomster sneg sig op af hendes fejende kjolesider, og en god portion af de hvide tatoveringer var synlige. Templet var trods alt hendes hjem, så hun havde ingen grund til at klæde sig på til andet.

Det var tydeligt at Aistaraina ikke var fra disse kanter. Hun gjorde det ikke til en dyd at prøve at gå i et med mørket, trods hun aldrig havde haft en kærlighed til de prægende farver, men selv nu, i sit rejsetøj, så var tingene af guld ikke til at tage fejl af. Hun nød at se pæn ud når hun kunne, også når hun rejste, og der var potentiale for at blive overfaldet. De færreste ville dog forsøge at overfalde en gruppe med mørkelvere, uanset hvor lille den var. Det var også derfor hun intet problem havde i at vise sig frem. Hun følte sig sikker.

Et let grin undslap Aistarainas læber, som hun følte at hun trods alt havde trådt forkert herinde. Hun var næppe en der kunne udtale sig om hvad der var Nalish'ra værdigt, og hun kunne næsten også mærke hvordan præstinden virkede at have hægtet sig fast på det, selvom hun prøvede at virke som om det ikke var nogen stor ting. Aistaraina havde dog lært en ting, hun kunne aldrig helt regne med sine artsfæller, især ikke når hun ikke kendte dem. 
”Næppe, men de andre templer jeg har set, har næppe virket til at have så meget af Nalish'ras skygge over sig,” pointerede hun. For ikke at nævne placeringen. Det var virkelig et sted for de lyssky, og for dem der ikke ønskede at blive fundet.

Det var dog rart som den anden mørkelver lod sig komme til syne, så Aistaraina rigtig kunne se hende an. Hun var smuk, på den måde et sværd med et skarpt blad var smuk. Ikke at Aistaraina så noget galt i det, man lærte vel at værdsætter skønhed på forskellige måder.

Det der havde fanget hendes opmærksomhed i starten, var nu til at sætte flere ord på. Solari kunne ikke beslutte sig om det var hendes energi eller hendes udseende.... udseendet var trods alt førstehåndsindtrykket, og som konstateret tidligere lignede hun ikke mange af de tilbedere templet som udgangspunkt bød velkomment. Men det var et velkomment, friskt pust.
Elverens blege øjne studerede med et øje for detaljer de ansigtstræk og reaktioner der fulgte med hendes spørgsmål. Det var nemlig et finurligt et af slagsen, der på trods af sin uskyldige tone kunne vendes til så meget mere end det. Men den besøgende tøvede ikke meget i sit svar, der som reaktion fik Solari’s smil til at blive en tand bredere i et tavst bifald. Der var en lille pause hvori præstinden blot så på hende, inden at hun langsomt nikkede i accept af svaret. “Vi tager den tanke til os, med en tak” spandt hun og trådte stadig roligt nærmere.

De hvide fletninger svingede dovent i takt med elverens gang, der var rettet imod det alter hun havde bedt ved. Blikket gled fra hende og over til den mindre stendekoration, som hånden kærtegnende lagde sig over. “Selvom det ikke burde, så overrasker det mig stadigvæk hvilke typer der kommer til Nalish’ra, og til templet. I er aldrig helt som man forventer...”  kom det fra hende i mørk melodi, dog stadig med blikket hvilende over det alter kvinden havde siddet ved; en funderende tone i hendes ord. “Det er dog ikke noget at beklage sig over, er det vel?… mit navn er Solari, præstinde af templet. Velkommen til" Mørkelveren slap stenstøtten med et sidste klem, og så ved de sidste ord igen undersøgende på den besøgende kvinde ved hendes side.
“Jeg mindes ikke at have set dig før…” tilføjede hun til sidst, med en lille pause til at introducerer sig selv. 

Hvad var det Aistaraina følte. En leg mellem dem? Det føltes i hvert fald lidt som om at de trak i et usynligt tov, og bare ventede på at den anden følte sig lidt svag, så der var nemmere at trække i det. Hun var ikke helt sikker på hvor følelsen var opstået, men måske var det på måden præstinden stirrede på hende, og smilte på?
”Det glæder mig at jeg har kunne tilbyde det,” sagde hun blot. Det var mest af alt et kompliment, men hvad end Solari havde planer om at bruge tanken til, det gjorde ikke Aistaraina meget.

Hendes gule øjne fulgte Solaris bevægelser. Det var tydeligt at hun følte sig hjemme her, og Aistaraina kunne selv ikke lade vær med at overveje hvem præcis det var hun talte med. En ting var hvad Solari introducerede sig selv med, en anden ting var hvad hun virkelig var under det hele.
”Nalish'ra har mange alsidige følgere,” pointerede Aistaraina. Det var en del af charmen ved Nalish'ra, selvom mørkelvere som dem selv ofte også fulgte hende grundet deres opvækst, men mange af de folk hun selv havde mødt i f.eks. Fristavn, havde en forkærlighed for skyggernes dronning.
”Mit navn er Aistaraina,” sagde hun. Næppe navnet hun var mest kendt ved i Fristavn, grundet det elveriske indtryk der gav. ”Jeg er kaptajn på et skib, hvilket nok også er grunden til at du ikke har set mig meget på disse kanter. Jeg tænkte bare endelig det var på tide jeg måtte besøge et ordentlig tempel for Nalish'ra.”

Aistaraina var ligeså stille begyndte at rense lidt skidt fra under hendes fingernegle, med hendes negle, selvom det virkede mere fiktivt end noget andet. Man kunne i hvert fald ikke se noget.
”En af kvinderne jeg fulgtes med har været her før, så hun vidst heldigvis nogenlunde hvor templet her lå,” tilbød hun af oplysning, og smilede let.

Man kunne ikke komme udenom at Solari var lidt af et rovdyr... hun bevægede sig med en kats yndefylde bevægelser, og havde en nok så intenst blik, hvis hendes opmærksomhed først var fanget. Hun legede med følelser, illusioner og konflikter - hun legede med personer og nød at se dem sprælle. Når det ikke var en mulighed, nød hun at se dem falde på afstand. Og det hele stammede fra hendes evige problem i kedsomhed. Projekter skulle startes, mennesker skulle lokkes, hverdagen skulle presses... når Solari var i sit es, sad hun på første række til at se katastrofer udfolde sig, for dem hun legede med. 
Dog ikke altid katastrofer. At finde folks potentiale frem - og lade dem indse det, se det var også en anden ambition hos præstinden. Det var derfor at hun med en observerende maske altid brugte de første minutter på at placerer og vurdere hendes selskab; prøve at finde ud af hvem de var. 

Elveren tog navnet til sig, smagte på det og nikkede. Aistaraina. Det var et elvisk navn, ingen tvivl om det, men det var ikke et navn hun genkendte. Dog faldt hendes komplimenter ikke til jorden, og man kunne se på mørkelveren hvordan snakken om templet talte til en underliggende arrogance. Et ordentligt tempel. Skyggernes kapel var Solari's hjertebarn, nu hvor hun aldrig havde fået sit eget. "Det er heldigvis aldrig for sent at komme tilbage. Natten byder altid sine egne velkommen... selv dem på Valeria's domæner" fulgte hun op med, nysgerrig om hvorvidt havet lå ligesåtæt på hendes hjerte som skyggernes gudinde. Ikke at hun havde noget imod det... Solari var ikke så arrogant eller blasfemisk, at hun kunne underkende en gudinde fremfor den anden. 

Solari havde haft begge hænder hvilende imod hendes lænd, men strakte nu den ene hånd frem imod sin gæst idet hun kiggede ned af en af de mange gange. Den ledte hen til et lille udeområde - en lille form for have skjult i bjergets klippe. "Kom, Aistaraina... i må være sultne og trætte. Templets tjenere vil finde en plads til dine folk... men hvis du ikke er for træt, ville jeg elske lidt selskab i nat?" foreslog præstinden med et lunefuldt - dog venligment smil i mundvigen. Hun ville ikke misse chancen for at hører om hvad der foregik nede i Fristavn. 

Aistaraina var vant til at være omkring folk der så på hende som var hun et dyr, som de overvejede om de gad jage. Hun havde brugt hele sit liv på altid at skulle reagere på hvordan andre havde det og hvad de gjorde, altid så det føltes som om at hun var ved at vælte, og ærligtalt brød hun sig ikke om den position, men hun var også klar over at hun næppe havde erfaring nok til at undgå den, så til gengæld måtte hun tilpasse sig, og altid sørge for at den anden person aldrig kom for meget foran.

Heldigvis forstod Aistaraina sig på folk der satte deres job på en piedestal, og hun kunne da tydeligvis se de komplimenter bliver taget helhjertet til sig.
”Det værdsætter vi, vi ville være kede af at have smidt Nalish'ras gunst væk, blot for at Valeria ikke kastede sin vrede mod os,” sagde hun. Selvom de havde rendt ind i deres del af uvejr, så havde de aldrig kæntrede, og det kunne hun kun give takke til Valeria af. Enhver sømand ville dog også være dum ikke at give en ofring til havets gudinde i ny og næ.

Et af Aistarainas fine, hvide øjenbryn skød op, som Solari bad om selskab for natten, og selvom Aistaraina selv var en overraskende anstændig kvinde i forhold til hendes race og hendes stand, så havde hun været nok omkring mere fritstillede pirater, til ikke automatisk at ligge noget i det.
”Jeg håber så sandelig ikke at du prøver at lokke mig i fordærv,” kom det lidt muntert fra Aistaraina, selvom der lå en kølighed over det hun sagde. Hun ønskede tydeligvis ikke at blive lokket i fordærv til trods for at hun af egen fri vilje havde opsøgt Skyggernes Kapel. ”Men jeg er ikke mere træt end jeg da godt kan være vågen en del af natten,” sagde hun. Lidt god alkohol, og så ville det nok være lidt nemmere at holde sig i gang. Det var trods alt mest hende krop der var træt efter den lange tur.

En del af Solari forstod godt hendes påpasselighed, når det gjaldt at bevæge sig ind af fremmede gange i hendes selskab. Det var ikke uden grund at hun var lidt af en enspænder, - det var sjældent hun oplevede at folk slappede af omkring hende. Og det var ikke kun hendes magi der var grunden til det. Nej. præstindens små vaner kom i sandhed fra en anden tid, og en anden opvækst, end den mange af dem hun gik med nu havde oplevet. Derfor var der ikke nogen forarmelse over hendes lidt kølige distance. Elverens øjenbryn gled dog alligevel op i en legende såvel som udfordrende grimasse. "Man kan kun puste liv i et bål der allerede har gløder.." smilede elveren lunefuldt, bevidst om at det ikke nødvendigvis var et mere betryggende svar til hvad hun reelt ville og mente med det.
Dog vinkede Solari afværgende med hånden lidt efter idet hun roligt bevægede sig ned imod en af gangene. "Jeg kræver ikke meget af din tid, det har du mit ord på" fulgte hun op med, og kastede et dovent blik tilbage på hendes skikkelse. Og her betyder mit ord en del. Tanken nåede ikke udover hendes læber men blev usagt i de blege øjne Solari besad.

Mørkelver-præstindens tanker gled hen imod det sted hun havde i tankerne, og noterede sig kortvarigt mentalt at huske at sætte mere lys op. Grundet fuldmånen og deres nattesyn, ville det ikke være et problem den her aften, men hun vidste der ville komme gæster uden de evner.
"Ypperstepræstinde Seravill, hvem afholder ceremonien i aften?" en stemme talte pludselig dæmpet fra mørket, og silhuetten af en af tempeltjerne kom til syne. Med et lille glimt af irritation gled Solari's blik i et ryk over imod den mindre elver, men det mildnedes dog hurtigt da hun kom i tanke om at det var en besked hun ikke havde fået sendt videre i sit møde med Aistaraina. "Lad Kirala tage sig af den i nat" kom det foruden meget tøven fra hende, da hun havde overvejet hvem det skulle være. Med en lavmælt mumlen vendte tempeltjeren om, og Solari vendte blikket og hånden tilbage imod hendes gæst igen. "Nå, denne vej" smilede hun, og begyndte at gå ned af gangen og imod haven

En let latter undslap Aistaraina. Det var næppe mere betryggende, men det sagde mere om at Aistaraina faktisk havde en mulighed for at sætte begrænsninger på hvad Solari kunne få lov til og hvad hun ikke kunne. Heldigvis havde Aistaraina altid haft en formidabel selvkontrol, selv når hendes krop havde sagt noget andet. Det var nok disciplinen fra hendes barndom, som havde blødt ind i andre dele af hendes personlighed.
”Det har du så sandelig ret i,” indrømmede hun. Var det ikke derfor at man ikke kunne tage en mands ord for det når han sagde at han ikke mente det? Hvis han ikke havde ment det, så var det aldrig gået så langt.

Kræver ikke meget af din tid. det betød vel at Solari havde en mening med at besøge Aistaraina andet end bare en smule selskab. Nysgerrigheden var svær at slå væk, og derfor var det også helt naturligt for den yngre mørkelver at følge efter den ældre.

Det var ikke lang tid de nåede at gå før de blev forstyrret, af en anden af templets tjenere formegentlig, selvom ordene ramte lidt hårdere end Aistaraina havde forventet, selvom hun gjorde sit for at dække det. Lidt snydt følte hun sig, som hun ikke havde nogen ide om at det var selveste ypperstepræstinden hun gik med.
”Du nævnte ikke noget om at være selveste ypperstepræstinden,” sagde Aistaraina da de var på vej ud i det ukendte endnu engang, og hendes øjne faldt på Solari, for at forsøge at læse hendes kropssprog, noget der sagde om denne nyhed var noget hun faktisk havde forsøgt at holde skjult, eller hun blot var ligeglad.

På trods af at Solari ikke ønskede at tale meget om hendes position i kirken, kunne det ikke undgåes da Aistaraina først havde indset hvem hun var. Hun havde kunne se det i øjenkrogen på hendes ansigtsudtryk, og hun kunne hører det i hendes stemme. Tag nu ikke fejl, Solari var uendelig stolt og ydmyg over den titel templerne havde givet hende, men når titlen blev nævnt, havde den det med at overtage helhedsindtrykket af mørkelveren. Mange ændrede deres opførsel når præstinden tættest på Nalish'ra var i nærheden. Og dét var frustrerende i længden. Dog kunne hun ikke beskylde hendes gæst for at føle sig snydt eller forharmet ved udelukkelsen af den titel. Det kunne i hvert fald sende et uheldigt signal til en af gudindens egne følgere.

Endelig, efter et lille minuts stilhed hvor at præstindens ansigt udadtil ikke havde ændret sig fra før tempeltjeneren kom, endelig talte hun. "Jeg vidste at nogle ville nævne det for mig.." smilede hun dovent, og lod blikket falde tilbage på kaptajnen, et glimt af munterhed der dog flakkede til fordel for noget andet. "Og, jeg ville ikke have dig til at følge med mig af pligt" tilføjede hun, og kunne ikke stoppe stemmen i at lyde ligeså oprigtig som hun mente det, på trods af at hun prøvede at gemme det bagved humor. Ubevidst foldede hun hænderne beskyttende foran brystet. 

Solari så gerne at førstehåndsindtrykket ikke altid afspejlede hende som person, og gjorde en dyd ud af at holde sine facader oppe. Derfor forsvandt ærlighed endnu engang til fordel for et udtryk af magelighed, næsten samme sekund som det var dukket op.
Desto længere ned af gangen de kom, desto mere færre fakler hang på væggene, og lyset skiftede fra varmt til koldt. Ved slutningen af gangen, kunne fuldmånens blege øje ses i, og dens lys faldt næsten magisk ned på den runde lysning i bjerget. Planter i massevis voksede her, og blev nidkært passet af diverse munke. Dog var det sted Solari havde udset sig, et rundt bord med to stole i midten af et noget der lignede et orangeri uden glas. 

Det var tydeligt at det var noget der var blevet skjult. Ellers, hvorfor ville Solari kun have brugt ordet 'præstinde' som sin titel. Var hun ikke stolt af sin position, eller mente hun blot at hun fik mere ud af det hvis folk ikke kendte til hendes position. Så skulle hun da i hvert fald nok have gjort mere for at skjule den.

Endelig brød Solari dog stilheden mellem dem. ”Bare rolig, jeg gør aldrig noget af pligt,” sagde hun, med et let grin. Det var derfor hun var blevet pirat. Friheden der kom med det var nok til at hun kunne få et smil på læberne. Hun ville aldrig lade det gå fri, selvom hun trods alt var bundet til Mørket for nu. Det var dog blot den position der havde givet mest mening for skibet, desværre til tider, men det kom da med sine goder, når hun engang imellem valgte at hejse flaget for dem.

Det var en fascinerende tur de tog ned gennem templet, og Aistaraina sørgerede for at holde udkig efter dem der lurede i skyggerne, eller ting der ikke burde være her. Hendes hånd hvilede sig på hendes bælte, hvor sværdet sad, så hun kunne trække det hvis nødvendigt, men dog ikke nok til at det virkede en trussel for hvem end der måtte lure. Hun havde trods alt ingen planer om at nedfælde selveste Nalish'ras ypperstepræstinde.

Da de endelig nåede til den lille have, lod hun sine øjne kigge rundt på det, og de få folk der var at se. Stedet var smukt, som en oase væk fra skyggerne.
”Jeg havde ikke forventet i havde noget i den stil her,” indrømmede Aistaraina, og lod sine øjne vandre op på månen. Noget hun altid fandt utrolig betryggende, som om at den altid var på hendes side, til trods for at hun godt vidste at den næppe var noget specielt.

Elverens blege øjne var målrettet rettet imod udgangen, men ved Aistaraina's ord gled det dog tilbage på hende. Det fik et lille glimt af overraskelse til at lyse op, og det opfølgende smil fik Solari's tænder til at glimte i den dæmpede belysning. Jaså? De fleste Solari havde været i kontakt med, havde ofte et formål - og med det fulgte et ansvar. Selv kunne hun ikke frasige sig de pligter der fulgte med titlen. Men hun kunne genkende den rebelskhed der lurede i kanten af hendes svar - og hun brød sig om den. Den var familiær for den ældre mørkelver. "Så er du en af de få, min ven... muligvis undtagelsen der bekræfter reglen?" kom det i mild latter der ekkoede svagt i gangen.

Solari kendte templet som sin egen lomme. Hun havde bygget det, hun levede i det og hun elskede det. Derfor nød hun også at se den forundring der dansede i Aistaraina's øjne idet de forsatte fremad. Hver en lille krog, hver en lille detalje - alt var lavet med en overraskende nænsomhed fra templets beboere, og det var måske også en af grundene til at Solari ledte hende denne vej. Haven var smuk, frodig og en måneoplyst oase af liv imellem de sorte klipper - ikke noget man ligefrem forbandt med Nalish'ra, men det gjorde det ikke forkert. Idet de stoppede op ved udgangen, gled endnu en perlende latter fra Solari. "Nej, det gør man sjældent" nynnede hun med et smil der introducerede kaptajnen for et af templets hemmeligheder. De lange fingrer gled over planterne imens de forsatte ind imod bordet i midten. "Vi har dog ikke fundet et navn til haven endnu... nogle idéer?" Solari's blege øjne studerede undersøgende den yngre elver, mest af alt for at se om hun... turde komme med et bud. Det var ikke altid folk gav sig den frihed i hendes selskab; men det var forfriskende når de tog et sats, og ikke var bange for at svare forkert.

På midten af bordet stod et skakspil med sirligt udskårede brikker i marmor - sort og hvidt. Siden hun første gang var blevet introduceret spillet, havde præstinden altid haft en forkærlighed for den kontrastfyldte plade. Det var hendes måde at prøve sit selskab af på og et spil kunne gå i mange retninger. At sætte sin modstander i skakmat var ikke nemt og krævede snilde og kløgt. Derudover, var der ingen der sagde at reglerne var fastlagt... det var trods alt et tempel for gudinden af bedrag og løgne, hvilket gav andre muligheder end kun at sætte sin modstander i mat. Solari stoppede foran bordet - en enkel hånd på pladen og et spørgende blik i de måneoplyste øjne. Ville hun spille med sig selv og sine ord som indsats?

Et grin gled over Aistarainas læber og hun nikkede. ”Måske, eller også har jeg bare sørget fora t uddelegere de pligter jeg nu engang har,” sagde hun. Det føltes aldrig som en pligt at bestyre skibet. Det føltes som hendes livsblod, og noget af det kæreste hun havde. Det tætteste hun var kommet på en pligt de sidste par hundrede år havde været med mørket, men de kunne næppe regne med at have fuld kontrol over en gruppe pirater.

Hendes gule øjne løb henover alle de smukke planter, som hun overvejede ypperstepræstindens spørgsmål. Et navn til så smukt et sted. Hun var næppe den mest kreative, men det havde vidst aldrig lagt til deres race at være.
”Månens øje måske?” tilbød hun, selvom det selvfølgelig ville se anderledes ud i sollys, nok væsentlig kedeligere. Hun havde altid fortrukket det blå lys der kom fra at være badet i månens skær.
Det virkede dog også lidt som om at hun havde den måde at opkalde ting på. Hendes skib hed trods alt Valerias Tåre.

Hendes øjne faldt endelig på skakspillet, og så tilbage op på Solari, som allerede virkede til at spørge hende om hun ville spille. ”Jeg plejer ikke at spille noget så... civiliseret,” sagde hun. Hvis hun skulle være helt ærlig så havde hun nok aldrig spillet skak før, men hun kendte til spillet. Terning og kort spil var det man primært gjorde sig i Fristavn. Mange spil med relativt billige midler. Skak var noget til de fornemme og snobbede, sådan havde Aistaraina altid hørt det, men der måtte vel være noget ved det hvis det stod her hos Skyggernes Kapel.

Ved hendes svar gled en lidt utilfreds grimsasse over præstindens ansigt, der med et stille suk og hovedrøsten lukkede øjnene. Et civiliseret spil simpelthen; var standarden sat så lavt for alle i samfundets ydrer fløje? Arrogant som man nu engang var, lod Solari skuffelsen trække en anelse ud, inden at hun åbnede de blege øjne igen. Dog var det ikke værrer end at hun kunne gå med på at spille kort i stedet. Det burde hun kende til hvis hun hang omkring Fristavn. "Du har en evighed foran dig, Aistaraina... at lærer spillets regler, er en god måde at bruge noget af tiden" kom det tvetydigt fra præstinden, der ikke kun refererede til det spil de stod ved lige nu. Hånden greb fat om en af de mere dekorerede brikker - den sorte hest, som med enkelte små glimt reflekterede månelyset. Solari betragtede den lidt, førhen hun rakte den frem imod piratpajtajnen, et smil om hendes mørke læber. "Behold den, hvis du vil... hesten er en mobil brik, der kan dække mange felter i besynderlige træk. Lidt som et skib på havet..." sagde hun stille, med den smukke brik glimtende imellem sine lange fingrer. "Når du en dag lærer reglerne, kan du afleverer den tilbage. Hvis du vil..." tilføjede hun lidt efter. Tog Aistaraina imod den, ville Solari dog samtidig sørge for at røre hendes hænder. 

Med det sagt, vinkede Solari en af templets folk over, og fik vendt spillepladen fra skak til kort, samt nogle kopper med terninger også. Roligt placerede præstinden sig tilbagelænet i stolen, stadig med et blik på hendes selskab. "Månens øje er ikke et dårligt navn... men jeg har altid overvejet, om hvorvidt vi hylder månen samtidigt med natten.." gled det en anelse funderende over hende som et forsinket svar, da det faktisk var et spørgsmål hun stillede sig selv en gang imellem. Fordi skyggerne forsvandt ligesåmeget af månelyset, som de blev skabt af det. Hun ville gerne have det spørgsmål afklaret en dag, men kunne sjældent tage en snak med andre præster, da de havde det med at undgå hende. 

Aistaraina kunne udmærket godt se at Solari var skuffet, men det gjorde hende ikke noget. Hun var vant til at se skuffelsen i andres øjne, men hun følte heller ikke at det skulle diktere hvordan hun brugte sin tid. Hun havde mange år foran sig, men alligevel følte hun at livet var for kort, til at lytte til de irriterende stemmer der ville bestemme.
”Så derfor er der ingen hast for mig at lære dem, er der?” svarede hun tilbage med et drillende smil på læberne. Var det ikke bare en typisk elver ting at sige til hinanden. I øjeblikket havde Aistaraina dog ikke problemer med at få dagene til at gå. Om Solari mente et andet spil, det huede ikke Aistaraina.

Hun tog imod den sorte hest, og lagde dårligt mærke til den lette berøring, hendes mandskab var langt gladere for at bruge sin hænder trods alt, og hun studerede kort den sorte hest. ”Ellers vil den passe fint i min kollektion på skibet,” svarede hun blot tilbage. Måske en dag hun ville lære det dumme spil som Solari åbenbart holdt meget af, men Aistaraina var ikke god til at aflevere ting tilbage hun havde taget eller fået. Hun kunne lide at beholde sine ting, eller sælge dem for mere.

Hun lagde hovedet lidt på skrå som en af templets tjenere kom over til dem, på Solaris usagte ordre. Hendes øjne fulgte hvordan spillepladen blev ændret, før hun selv tog plads overfor præstinden, før hun børstede lidt af rejsestøvet af sine bukser, nu når hun sad ned, før hendes øjne rettede sig mod Solari igen.
”På visse punkter gør vi vel. Vi bliver nødt til at have en form for lys, for at kunne gemme os i skyggerne. Jo mere lys, dets sværere er det at se når noget gemmer sig,” sagde hun. Selv var hun væsentlig gladere for månen frem for solen, når det kom til stykket, og hun var ret sikker på at det ikke engang var pga. at hun holdt mere af natten end dagen.

På trods af at Solari ikke brød sig om at blive svaret igen, var det et friskt pust ikke at blive talt efter munden. En lille latter gled fra præstindens brystkasse, idet hun med en svag hovedrøsten dog godtog hendes modsvar - hastværk var trods alt lastværk. "Nej, du har en pointe..." smilede hun, en finurlig lille glimt af drillerier i hendes blege øjne, og lod mørkelver piraten få det sidste ord i den udveksling.
Om hun endte med at beholde hesten, eller en dag ville afleverer den tilbage - det måtte tiden vise Men det ville ikke overraske hende aldrig at få den af se igen. Det var det præmis hun trods alt havde afleveret den på, og havde kvinden en kollektion, ville Solari da kun tilføje til den.

De satte sig, og med en trænet hånd tog præstinden fat i kortspillet og begyndte at blande det i hurtige bevægelser. Dog forlod øjnene hende ikke, og med en eftertænksom lille melodi lænede Solari sig en anelse tilbage, og kiggede op. Månens lys var ligeså blegt og koldt som hendes egne øjne, og reflekterede i stilhed selvsamme hvide pupiller. "Så sandt..." funderede hun, idet elveren havde sagt hendes egne tanker højt. "Hele himlen tilhører Isari, kigger man på hendes symboler. Undtagen månen og natten... selv stjernerne har hendes kirke gjort krav på" elverens stemme var ikke uvenlig når hun talte om de andre religioner, selvom det måske var en forventning mange havde. Nej, hun havde en respekt for dem, som kom af deres fælles erhverv, og hun behøvede næppe holde af dem for at respekterer dem. I et ryk så hun igen på Aistaraina. "Nok så grådigt af godhedens gudinde...?" smilede hun skarpt, og begyndte i et ryk at dele kort ud.31 var et simpelt spil, og præstinden gik ud fra at hun kendte til det, ide hun gav 3 til hver og placerede resten i en bunke i midten. 

Det var altid rart at få det sidste ord, ikke at det var en unormal ting at få, når man havde en magt position. Om det var at være ypperstepræstinde, eller blot kaptajn for at lille skib, det gjorde ikke den store forskel. Folk i magtpositioner havde nok også en forkærlighed for at få indført det sidste ord, og derfor følte Aistaraina også at Solari nok skulle forsøge at få det realle sidste ord i hvad end de havde gang i.

Aistaraina kunne ikke lade vær med at stirre på kortene. Det var en vane, når man spillede med folk man ikke kunne stole på. Der var nogle pirater der mente at man skulle være oprigtig når man spillede kort i det mindste, men måske folk bare havde en tendens til at snyde mere når de var omkring mørkelvere, fordi de alligevel ikke var til at stole på. Ikke løgn, men ikke alle mørkelvere var ens, så meget så man hurtig når man var på et skib med dem.
Hun tvang dog sine øjne op, som Solari begyndte at tale igen. ”Jeg har nu altid ment at Lyset og den såkaldte godhed er grådige,” kom det en anelse dovent fra hende. ”Deres barmhjertighed strækker sig heller ikke specielt langt. Man skulle da tro at de ville være de få der kunne respektere at nogle af os er anderledes, men åbenbart ikke.” I bund og grund vidst Aistaraina udmærket godt at det var skovelverne der havde gjort at mørkelverne var eftersøgt, men det gjorde ikke at det føltes bedre.

Aistaraina lagde endelig sin hånd på kortene, men tog dem ikke op endnu. ”Hvad er spillet?” spurgte hun. Tre kort kunne indikere mange spil, og desværre var det meget forskelligt hvad folk foretrak. Hun kendte dog også til 31. Intet problem der.

Solari følte hendes blik på kortene, og kunne bestemt ikke bebrejde hende. Ville hun ikke også være lidt af en skarn, hvis hun ikke prøvede at snyde kaptajnen i det her spil? At sige hun skulle af pligt, det ville være en overdrivelse. Men at fifle med kortene, at snyde med brikkerne eller ændre på knapperne.... hvis hun ikke blev opdaget, var det bare en del af spillets regler, de regler man sjældent kunne tage hensyn til på trods af uretfærdigheden. "Vi spiller 31" svarede Solari med et smil, og lod Aistaraina trække det første kort som gæst.
Elverens blege øjne hvilede over hende, og tænkende nikkede præstinden til hendes ord. Så sandt, deres barmhjertighed var en racistisk en af slagsen, og udover det, levede alle mørkelvere ikke længere som dengang Solari havde været yngrer. Nej, tiderne havde ændret sig, men deres race blev mødt med samme had som for 1000 år siden. "Taler du om dig selv, som en af de 'os'?" gled det nysgerrigt over mørkelverens læber, og hun vippede hovedet lidt på skrå. Se det havde hun ikke set.... idet Aistaraina gjorde sit træk, trak Solari kortet fra den nedadvendte bunke op på hånden. 7, 2 og 2.... det kunne hun ikke bruge til noget, og gav turen videre. 

Elverens fingrer gled kærtegnende omkring kortene hun holdt, men endnu gjorde Solari ingen tricks af sig. Dog vendte hendes tanker her og der tilbage til hendes ord. Følte hun sig forfærdelig anderledes? På trods af at Solari kunne se hun var ung, havde hun ingen idé om hvad hun helt præcist lavede, foruden at være kaptajn på et skib. Mørkelvere fandtes efterhånden i alle afstøbninger og typer...