Fisk 12.04.2020 13:40
Nu stod hun her, igen. Kiggede tomt ned i det dybe hul, fortabt i sin egen lille verden. Vinden fik hendes løse isblå hår til at flagre vildt. Tænk, at dette sted var her hun havde end sine dage. - En tragisk skæbne som hun nu huskede, den dag for 388 år siden, hvor jorden slog revner. - Takket være Kirana, En kvinde hun aldrig ville glemme, uden hende havde hun stadig været uvist om sin fortid. Men! Der lå stadig en masser af svar og ventede på hende.Det var tidlig morgen og det var faktisk stadig lidt mørkt, men man kunne godt fornemme, at dagslyset var ved at vise sig. Det blæste godt her, men det var også et stort åbent landskab der var omkring hende. Der levede træer omkring kløften og der havde været træer hvor hun stod, men eftersom denne kæmpe revne var kommet var der ikke noget tilbage. Eva sukkede dybt og stirrede blindt ned i det mørke hul, hun burde ikke være her, dette sted fik alle de triste følelser frem, de var så stærke, at hun følte sig helt tom inden i. Tom for følelser. - Men der var noget der alligevel drog hende her til.
Minutterne blev til timer og det mørke som havde været der, var ved at forsvinde og blev erstattet med morgensolen. Spøjst så det måske ud, eftersom Eva ikke havde rykket sig en meter i de timer der var gået. Hun havde ingen tidsfornemmelse, dog havde hun ubemærket trukket vingerne ud hvor de hang slapt ned at ryggen og vingespidserne ramte næsten jorden.
Eva havde sit sædvanlige lange isblå farvet hår hængende løst, det dækkede også det øverste del af vingerne og skuldrene med, samt det store ar hun havde ved tindingen. Beklædningen i dag var flade sorte sko, lange sorte bukser der var brede ved fodenden og de var godt slidte at se på. Hun bar sit bælte med sine to Sai sværd på hver sin siden, havde en halv ærmet bluse på i en let brun farve, som sad tæt til hendes krop og klæde hende godt.
Krystallandet


