Hun rettede lidt på den franske fletning, hun havde lavet tidligt i morges, inden hun var taget på arbejde. Freya var ikke så fin på den, at hun havde et spejl på sig, men hun kunne snildt regne ud at den var blevet uglet i løbet af dagen. Lige nu havde hun ikke mange pæne ord til overs for hendes chef. Han lugtede penge, og han havde derfor taget imod en stor ordre, hvilket var grunden til at hun først var på vej hjem på dette mørke tidspunkt. Så nu tænkte hun ikke på ret meget andet end sin seng derhjemme. Ikke engang en fyraftensøl var det blevet til i dag. 

Nok var hun kvinde, men bange for at gå alene rundt i Dianthos' skumle bydel midt om natten var hun ikke.  For det første var der ikke mange, der turde lægge sig ud med en halvork, og for det andet... så var der faktisk allerede en der havde prøvet for en uge siden, men efter tre slag og en brækket næse var han hurtigt taget på retræte som en klynkende køter. Så Freya gik roligt gennem gaderne på sin vej hjem. Hun havde boet her i et par måneder, og var blevet vant til at se hårde typer i området. De så hende sjældent som et mål, og hun holdte sig gerne fra dem. Så hernede var det en fordel at være en halvork.

Månen stod højt på himlen og lyste vejen op. Hun behøvede det dog ikke, for som halvork kunne hun se en del bedre i mørke end mennesker. Men pænt så det ud. Byen var utrolig stille på dette tidspunkt – en gøende hund var det eneste, hun hørte, og snart var denne lyd også væk. Men lyden af stemmer fangede pludselig hendes interesse. Det var lavmælt, men hun kunne lige præcis høre, at det var stemmer og ikke bare vinden. Og det var rimelig tæt på. Normalt ville hun holde sig væk, for det kunne være nogle kriminelle, der havde gang i noget. Men der var noget ved en af stemmerne, der gjorde, at hun denne gang ikke havde lyst til bare at vende det blinde øje til. Der var noget ved dette tilfælde, der gjorde, at det føltes forkert.

Så stille som hun kunne lod hun sine skridt føre sig ned ad en gade, der ikke ville føre hende hjem. Som hun kom nærmere blev stemmerne højere, og snart fandt hun ud af, hvad der havde vækket den urolige følelse inden i hende; en af stemmerne kom fra et barn. Freya kiggede forsigtigt rundt om hjørnet på bygningen, hvor stemmerne kom fra. Hun kunne ikke se ret meget af, hvad der foregik, men ligesom hun havde frygtet, så kunne hun se et barn... og en meget høj, tynd skikkelse. “Hvad foregår der her?” spurgte hun med en fast stemme, mens hun gik frem fra sit skjul, så hun stod synlig i måneskinnet. Hendes mørkebrune blik var lige så krævende på et svar som hendes stemme. Som halvork var hun vant til at bruge sin størrelse og fremtoning til at skræmme, og det var også, hvad hun ville gøre hér.

Mørkegrå øjne gled fra menneskebarnet til den nytilkommende; dovent, som havde deres ejermand ingen bekymringer ved afbrydelsen. Hvad de så, var dog overraskende og for et langt, tavst øjeblik, stod den kutteklædte skikkelse blot og betragtede den abnorme kvinde oplyst af månens sølvlys.

Det var den yngre pige der først brød tavsheden. Dog hverken med ord eller ved at stikke i løb, men ved at betragte manden, der stod lænet op af husmuren, med et bedende blik i sine lyse øjne. Det fik den kutteklædte skikkelse til at nikke ned mod gadekrydset, hvorefter pigen satte i løb og efterlod de to ældre alene tilbage.

Pax skubbede sig fri af murværket og skridtede med dovne skridt ud på den brostensbelagte gade, hvorefter han vendte fronten mod kvinden. Bag ham hørtes hastige skridt, som pigen forsvandt ned i mørket og derefter ud af syne, men Pax blev stående; demonstrativt med armene over kors, som skulle kvinden mase sig forbi ham, før hun ville have mulighed for at nå gadebarnet.
Det arrede ansigt lyste op i alskens nuancer af grå, som månen nu omsider kunne kaste sit lys på Pax’s ansigt under den mørke hætte og de mørkegrå øjne var knebet let sammen, nærmest vurderende. Urokkeligt forlod de ikke Freyas, og selvom de korslagte arme stadig hvilede henover den tynde brystkasse, var der ingen tvivl om, at Pax var klar til kamp.

”Såeh, hvem af dine forældre var orker? Jeg kan ikke beslutte mig for, hvilken vej der ville være værst”, lød det omsider fra Pax, hvis stemme var hæs og påtaget nysgerrig. ”Stakkels din mor, hvis hun var mennesket. Forestil dig at skulle sprede ben for sådan et grimt og kæmpe væsen.”  

Den tynde, kutteklædte skikkelse vendte sig langsomt, som om personen havde hele natten. Stilheden bredte sig, mens de betragtede hinanden, og den lille pige stak først i løb, da skikkelsen gav hende lov med et nik ned ad gaden. Hun kiggede kort efter barnet, men lod hende løbe. Det var den kutteklædte person, der var målet. Målet... havde hun tænkt sig at slås? Helst ikke. Kun beskytte sig selv, hvis den anden person begyndte at blive voldelig. Og her håbede hun selvfølgelig på at hendes størrelse ville få skikkelsen på andre tanker. For selvom skikkelsen var højere end hende, så kunne hun hurtigt regne ud, at hun var den mest muskuløse af de to. Hun håbede bare på, at det var til hendes fordel.

Skikkelsen gjorde sig fri fra muren med en bevægelse og gik langsomt ud på gaden. Blokerede for den vej, pigen løb. Hun kunne nu se, at skikkelsen var en ung mand, der stod og betragtede hende med korslagte arme. Bare ved at se på hans ansigt og attitude var hun ikke i tvivl om, at han var en af de hårde hunde her i kvarteret. Ikke at hun havde set ham før, men det emmede ligesom ud fra ham, at han havde en vis status i undergrunden. Han mødte hendes strenge blik uden at tøve, og det krævede meget viljestyrke fra hendes side af at blive ved med at kigge ind i dette grå, tomme, vurderende blik. Uden tvivl havde han leget dette psykologiske spil adskillige gange. Og Freya ville gøre, hvad hun kunne, for at følge med.

Da han brød tavsheden, var det med en hæs stemme. Hun kunne høre, hvordan han spillede sin nysgerrighed op for at komme ind på hende, nærmest hånende – han ville ramme et blød punkt, måske for at få hende til at vakle. Men hvad han selvfølgelig ikke vidste var, at begge Freyas forældre var halvorkere. Derfor kunne man sige, at hun havde været heldig. For det havde gjort, at Freya var sluppet for en tragisk opvækst med en voldtaget mor. Hun vidste godt, at der ofte med hendes race lå tragiske skæbner bag, og det var da også årsagen til, at hun ikke havde nogen relation til sine bedsteforældre. Så selvfølgelig gik denne skumle skikkelse ud fra, at sådan et tragisk tilfælde var hændt Freya's mor. Han stod jo over for en halvorker. Så selvfølgelig troede han, at han kunne få hende til at vakle med sin kommentar. Men han skulle ikke slippe så let, med så billigt et trick.

“Pf! Hun var såmænd bare en rigtig kvinde, der havde brug for en større pik end hvad sådan nogle små mennesker som dig kunne tilbyde,” svarede hun igen med et kækt smil. “Sådan en mor må du også have haft, så ækel som du ser ud,” hun gik et par skridt frem, knyttede hænderne ganske let. Nok mest for at de ikke skulle begynde at ryste usikkert. Det var der ikke plads til nu. “Men hvilken raceblanding du er, det må kun guderne vide,” fortsatte hun, selvom det var tydeligt at denne mand foran hende var et almindeligt menneske.

Pax lod ikke fornærmelsen finde fodfæste bag den beskidte pande. I stedet nikkede han langsomt, som overvejede han halvorkerens svar på tiltalen. At denne syntes, at han var farlig at betragte, var ikke overraskende – alle syntes at finde det arrede ansigt frastødende, selv Pax når han en sjælden gang imellem kunne betragte sit eget spejlbilledet i flodens urene vand. Ikke, at det var noget der voldte den unge mand store kvaler. De mange ar, og det gamle brandsår fra barndommen, der forvred hans ene mundvige en smule, var ganske enkelt bare tilstede og Pax kunne end ikke forestille sig, hvordan han ville se ud uden.

”Eller så går historien en anden vej”, svarede han omsider, næsten eftertænksomt, som også han tog enkelt skridt. Ikke imod halvorkeren, men snarere til siden, i håb om at han kunne få hende til at dreje rundt. Nok var hun stærkere end ham selv – der var ingen tvivl om det faktum – men Pax var hurtig og opvokset i gadebilledet. Han kæmpede med beskidte kneb uden samvittighedskvaler; hvad end der skulle til for, at det ikke var ham selv der endte i rendestenen.
Pax lod sin ene handskebeklædte hånd finde vej til hans næseryg, han kløede fraværende og langsomt. Han vidste, at sådanne bevægelser ville få hans modstander til at gøre det samme. Ingen nærmede sig en mand, der ikke bevægede sig hastigt, for det indbød til en særlig mistænksomhed, Pax ofte udnyttede.

”Det kunne selvfølgelig også være den kendte, gamle sang. At din mor var en ussel skøge, der blot befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. At din far var ligeså grøn, som han var et dyr og næsten slog din mor ihjel, som han tvang hende til at blive gravid med dig. Ja… ja, det synes jeg lyder mere sandsynligt”, afsluttede Pax endelig, hvorefter de tomme, mørkegrå øjne atter tog kvinden i øjesyn. ”Du er vist intet andet end en horeunge. Lidt ligesom mig.”   

Han reagerede næsten ikke på hendes fornærmelse. Det arrede ansigt så lige så upåvirket ud som et træ under en let sommerbrise. Hans arrede ansigt gjorde hende ikke bange. Over det ene øjenbrym. Over næseryggen. Brandsåret ved mundvigen, der dansede op til hans læber. Det var ikke til at vide, hvor mange af dem, han selv havde lagt op til. Eller hvor mange der var pådraget ham i en uskyldig tid for meget længe siden. En lille del af hende havde vel ondt af det barn, der engang havde set sig nødsadiget til at vælge denne levevej. Men der var ikke nogen tilbage at have ondt af. Og en hård opvækst gjorde det ikke i orden at trække børn med ned i sølet.

Den nærmest underernærede skikkelse trådte et skridt til siden, mens han eftertænktsomt svarede på hendes hån. Havde han mon en plan? Prøvede han at købe sig tid med sine langsomme, velkalkulerede bevægelser? Hun gav ham elevatorblikket i et forsøg på at finde ud af, om han havde våben på sig. Hun kunne ikke umiddelbart se nogen, men Freya vidste godt, at typer som ham her gerne havde et es eller to skjult i ærmet. Selv havde hun også en enkelt kniv gemt på sig. Men ikke en hun havde planer om at bruge, med mindre det blev absolut nødvendigt for hende.“Smigrende,” sagde hun med en tør sarkasme, hun ikke selv vidste, hun besad. “At du vil sætte mig i samme boks som dig selv. Er det et trick du bruger ofte, når du møder en ny kvinde i byen?” spurgte hun med et hævet øjenbryn.

Med hoften først lavede hun en langsom, glidende bevægelse for stadig at stå med fronten imod ham. Hun vidste ikke, hvad han var ved at lægge af planer, men hun ville ikke risikere at stå med blottet side eller ryg til ham. Der stolede hun slet ikke nok på ham. “Eller også er du for bange til at møde nogen på din egen størrelse, og derfor går du efter de små piger i stedet. Du ønsker måske den lette og føjelige type?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, og nikkede i samme retning som pigen lige var løbet.

Et moret smil gled henover de arrede læber, til trods for at øjnene stadig hvilede lige dele urokkeligt og vurderende på halvvæsnet. ”Kvinde er vist så meget sagt”, lød det brummende, i det de brede øjenbryn over de udtryksløse øjne skred længere op i panden i en sigende gestus.
Et lavmælt fnys, der tilnærmelsesvis kunne minde om et grin, undslap dernæst Pax ganske ufrivilligt, som han omsider nåede den modsatte bymur i gyden; der, hvor månens sølvlys ikke nåede ham som før. ”Så kæmpe du er, mener jeg. Det må være svært at finde en mand. En, du ikke skal betale for at stikke køddolken ind, men som rent faktisk gider lægge med dig”, sagde Pax, nærmest som bekymrede han sig oprigtigt om hendes ve og vel. Tonen i den hæse stemme var dog ligeså påtaget som tidligere og smilet fra før, var forsvundet som dug for solen. Kun de mørkegrå øjne forblev de samme; tomme, men afventende.
”Men hvad ved jeg!”, indskød bande-lederen hurtigt, som han gjorde en hastig bevægelse med hånden, så en skarp, mørk genstand pludselig lå fæstnet i hans beskidte greb, ”måske det er lidt en udfordring for nogle – hvem kan få bæstet til at underkaste sig? Du ved, den slags ting. Folk går rundt med syge fantasier – tro mig, jeg ved alt om den slags.”

Et skridt mere – og omtrent tre meter fra hende, vurderede Pax, som han lod sin ækle mund fortsætte sin ligegyldige svada. Det irriterede den unge mand, at han ikke syntes at vide tilstrækkelig om halvorkere, og hastigt gjorde han sig en mental note om, at udspørge Urzul ved lejlighed. Kunne hun se ham ligeså klart som i dagslys? Det gjorde bestemt hans plan langt mere indviklet end først antaget, og selvom de mørkegrå øjne lå fæstnet på hendes skikkelse, mødte hun hans blik frygtløst. Hun er gjort af det mødding, som samtlige byvagter der tror, at de ved, hvad der er rigtigt og forkert, mumlede en insisterende tanke og Pax greb om den, som var der ingen dag i morgen.
Det var netop det, hun var; nobel, på den der måde, kun mennesker, der anså sig selv som gode, kunne være. Det var til at brække sig over. Og dernæst – vent. Hvordan vovede hun?

Pax mærkede, en ukarakteristisk vredesild brænde sig igennem hans bryst og for et langt stykke tid, frøs han til stedet, stadig med sine øjne rettet mod kvinden. Det pludselig, varme raseri var udsprunget fra en isblok ud af ingenting og Pax satte den mørke genstand, der viste sig at være en tilmalet kniv, til panden; den uskarpe side vendt mod hans hud, som han jog det hårde mental ind i knoglen og vrissede mellem sammenbidte læber. 
”Jeg voldtager ikke børn”, afviste han med en isnende stemme, for det var i sandhed det værste, man kunne blive beskyldt for. Og aldrig havde Pax udsat nogle for en sådan smerte, som han selv havde oplevet rutinemæssigt som barn. 

Han hånede hende stadig. Igen og igen for at ramme hende med mentale dolke. Normalt ville det have ramt hende. Måske ville de også synke dybt ind senere, og få hende til at tvivle på sit eget selvværd. Men lige nu kunne hun ikke tillade sig at bøje for ham. Hvis hun gjorde det, så ville denne snedige alfahan have vundet, og hun vidste ikke hvilke konsekvenser det ville have for hende i dette teaterstykke. Måske han lod sig more, frivilligt eller ej, med hendes flabede kommentarer, men hun kunne ikke være sikker med ham. Han var meget svær at læse. Hun syntes at have set noget ved hans læber. Som om mundvigene og arrene forsigtigt havde danset sig til et smil. Men det var væk så hurtigt igen, at hun blev helt i tvivl.

Nu havde hans kalkulerende hjerne nemlig taget over igen. Han påtog sig en bekymrende tone med sin hæse stemme, og igen krævede det noget fra hendes mentalt værn, at holde hans beskidte ord på afstand. “Man skulle næsten tro, du var jalous,” gav hun kort igen. Hun så ikke hans hurtige bevægelser, pludselig havde han bare noget i hånden, og Freya mærkede sit hjerte hamre hårdere i sit bryst. Hvad lavede han? Hun skulle ikke vise, hun var bange. Hun skulle stå fast. Hun blev stående. Blev ved med at have opmærksomheden på ham, som han sneg sig ind og ud af skyggerne. Heldigvis gjorde hendes nattesyn, at hun stadig kunne orientere sig. Også selvom nattesynet ikke var lige så kraftigt, som hvis hun var en fuldblodsork.

Han var meget tæt på hende nu. Det halvlange, askegrå hår, de intense mørkegrå øjne. Det meget tynde, uvaskede ansigt. Arrene. Brandsåret. Der var ingen tvivl om, at han havde en hård tilværelse. Og Freya var sikker på at han gjorde alt, hvad han kunne, for at klynge sig til livet.

Hendes næste kommentar fik ham til at stoppe helt op. Pis. Nu var hun gået for vidt. Selv for ham. Det var ikke go- genstanden i hans hånd blev nu tydelig for Freya. Det var en kniv. I en refleks mod våbenet blev hendes faste blik på den unge mand brudt som hun fulgte kniven, han førte mod sin pande. Hans stemme var blevet kold som is. Nu var det blevet personligt. Det kunne hun mærke på skiftet i hans stemme. En kold hånd klamrede sig om hendes indre, og hendes omtumlede sind kunne pludselig ikke finde ud af, hvad der var værst; at hun i nuet blev truet med en kniv, eller at han i fortiden var blevet udsat for vold. “Det er jeg ked af,” sagde hun langsomt og oprigtigt. Talende til barnet i fortiden. Hun vidste godt, at det ingen forskel gjorde for ham. Sket var sket. Det var det værste. Men empatien var ægte, og ikke noget hun kunne holde inde.

Langsomt løftede hun hænderne lidt imod ham, afværgende. “Den der behøver du ikke bruge imod mig,” sagde hun og hentydede med et nik til kniven i hans hånd. “Jeg er her ikke for at slås”. Varmere. Stemmen. Og blikket. Som for at smelte hans kulde. Som forårstegn i en vintermåned. Hun tog langsomt hænderne ned igen og gik et lille skridt tilbage. Som for at kopiere hans tidligere rolige bevægelser. Og som bevis på, at hun ikke ønskede en kamp.“Men jeg ville heller ikke vende det blinde øje til. Jeg hørte et barn, på gaden, midt om natten. Og så din mørke skikkelse stå foran hende,” forklarede hun. “Du kan gå, hvis du ønsker det. Jeg har ikke tænkt mig at følge efter dig... Det er du slet ikke vigtig nok til,” tilføjede hun med et lille, legende smil, der nåede hendes mørkebrune øjne.

Pax forsøgte at tæmme vreden, der stadig brændte i ham uden forbehold. Halvvæsnets forsøg på at berolige ham, havde tilmed den stik modsatte effekt, hvilket resulterede i, at Pax snerrede dyrisk ad hende, i et forsøg på at få hendes læber til at smelte sammen. Pax kunne end ikke huske, hvornår han sidst havde følt et sådant raseri, og en spæd tanke prøvede at fortælle ham, at han ikke havde sovet, i andet end nogle timer de sidste dages tid – og at han tilmed ikke havde fået noget at spise, et ordentligt måltid, i hvad kun Guderne kunne vide.

Kastekniven, der dog langt fra var ligeså skarp, som den var truende, forblev i Pax’s faste greb, men langsomt gled, det så karakteristiske tomme udtryk, tilbage og henover det stærke kæbeparti. De mørkegrå øjne veg fra kvindens skikkelse og efter at have taget nogle dybe indåndinger, der efterlod Pax let dirrende tilbage, nikkede han omsider. ”Så lad gå da”, mumlede han mellem sammenbidte læber, som måtte han tvinge ordene ud fra den muskuløse og tynde hals.
”Du vidste ikke bedre. Du vidste ikke bedre”, lød det dernæst, men næsten kun i en hvisken og som var det i grunden ikke henvendt til andre end Pax selv. Bag den beskidte pande rumsterede alverdens tanker, der alle forsøgte at få Pax til at genvinde den tabte kontrol – den, han aldrig mistede foran andre end sit eget spejlbillede. At det nu var sket i selskab med en fremmed, var næsten pinlig for den unge mand, for Pax følte sig nærmest… sårbar. Han var ikke sig selv denne aften, udsultet og træt, som han var men det var ikke faktum, der skulle være for åben skue til alle og enhver, hvis øjne og ører var nysgerrige.

Pax dirrede fortsat men om det var grundet den aftagende vrede eller udmattelse, anede han ikke. Hvad han dog bed mærke i, var hvordan hans ben føltes som gelé, der kunne bukke under hvert øjeblik det skulle være. Tilsyneladende kunne halvorkeren blot skubbe blidt til ham og Pax anede ikke, om han ville være i stand til at rejse sig.

”I modsætning til hvad byvagter tror, så er der ikke nogle penge i prostitution af børn”, brummede Pax, med en stemme der var langt fra tom. ”Det kan du jo sige til dine kollegaer.”

Hans snerren mindede hende om en hund, der i usikkerhed langede ud efter en venlig hånd. Men selvom hun kunne fornemme den unge mands vrede, så nåede det aldrig rigtig hans øjne. Det var som om han prøvede at holde følelser på afstand. Men det var man vel nødt til, hvis man ville klare det barske liv i undergrunden. For første gang siden dette atypiske, ufrivillige stævnemøde startede, lod den høje skikkelse blikket glide væk fra hende. Var det en syret form for kompliment? At den analyserende alfahan ikke længere så hende som værende en trussel. Han havde stadig kniven i hånden, så hun ville stadig passe på, men faren lod umiddelbart til at være væk. Hun observerede hans brystkasse, hvordan den hævede og sænkede sig, mens han tog nogle dybe vejrtrækninger. Han... rystede.

Du vidste ikke bedre.

Så lavt, at det var tættere på en hvisken.

Du vidste ikke bedre.

Ænsede han hende stadig? Eller var han nu et andet sted? Hun vidste det ikke. Da han igen talte direkte til hende, var det ikke med den samme tomme stemme, han tidligere havde brugt. Og det var også uden skuespillet, der tidligere havde prøvet at komme igennem hendes mentale forsvar. Og desuden, så dirrede han stadig ganske let. Hun lagde mærke til det i et split sekund før hun så, af hensyn til den unge mands stolthed, så bort fra det og lod som om, hun ikke havde lagt mærke til noget. Siden hvornår var hun begyndt at tænke på en kriminel persons stolthed? Spørgsmålet fløj forbi hendes tanker uden at få et svar.

Det gibbede lidt i hendes krop ved sætningen, for hvad den handlede om, brød hun sig ikke om. Det var der vel ingen normale mennesker, der gjorde. Det skræmmende var nok også, at denne mand vidste en hel del om penge i underverdenen. Endnu en gang her i nat blev hun mindet om, hvor heldig hun havde været. At være opvokset i en kærlig familie.

“Teh, kollegaer? Hvis du tror byvagterne er mine kollegaer, så må jeg skuffe dig. Men det ligner heller ikke dig at have så høje tanker om mig,” smålo hun med et glimt i øjet og omfavnede selvironien. “Jeg hører til nede i stenbruddet – nogen skal jo vise de små mennesker, hvordan man lægger kræfterne i”. Hun kiggede kort op på månen, der skinnede ned på dem, inden hun igen så hen imod den unge mand foran hende. Den umiddelbare fare var måske overstået. Så kunne hun vel liste væk? Hun vidste det ikke. Og hun vidste heller ikke, om hun ville. "Hvem er du?" spurgte hun så. Nærmest ud af det blå. Hun vidste godt, at chancen for at få et svar var lig nul, men... bare med de få, nænsomme glimt ind i hans liv som hun nu havde fået... så kunne hun ikke lade være.

Pax forsøgte at ranke den tynde ryg, som kvinden atter henvendte sig til ham. Det lykkes ham knap, for en ildevarslende tanke slog snart efter ned bag den beskidte pande – du holder ikke hele vejen hjem. Du er ved at besvime, din gamle nar.
”At du ikke er en del af deres rottekuld taler til din fordel”, svarede Pax, uden i grunden at vide om ordene forlod hans læber eller ej. Tonen var sløret af den udmattelse, der ganske pludseligt men også uundgåeligt havde indhentet ham. Sorte pletter formerede sig over de mørkegrå øjne, som Pax mærkede, hvordan hans hoved blev tungere og tungere, og armen, der skulle gribe om murværket, ikke ville lystre. Ihærdigt, forsøgte Pax at flytte på sine støvlebeklædte fødder, men heller ikke de syntes at opfange ordren; som havde han ikke længere noget ben at udnytte.
”Pax… Mit navn…”, lød det snøvlende, hvorefter de sorte pletter blev til den altoverskyggende nat og Pax, grænsende til lykkelig og så lang, som han var høj, sank sammen i rendestenen.



Først var det det klare lys, der anmodede om hans sparsomme opmærksomhed. Dernæst, en skarp duft fyldt til randen med krydderi. I sin, nu lette søvn, tog Pax en dyb indånding, så hvad end der var i luften ikke gik til spilde og i håb om, at den i stedet ville sætte sig i hans gane. Lyden af noget der simrede fik hans mund til at løbe i vand – det må være det, som dufter på den måde, tænkte han, og drevet af den udhungrede sult forsøgte Pax at åbne sine øjne.

Gyden. Kvinden. 

Minderne sprang tilbage til ham, som et lyn fra en skyfri himmel og med et satte Pax sig op  – hvad han først adskillelige minutter efter, ville finde ud af var en smal seng – med en kraft, han ikke skulle besidde og tumlede ned på hårde gulvbrædder.

Ved Zaladins rynkede røv - hvor var han? 

Noget ved hans kropsholdninig virkede pludselig forkert. Og efter at hun havde opdaget dette, gik det stærkt. Hans krop svigtede under ham, og han faldte om. Hun løb instinktivt hen til ham. Pax. Og knælede ned ved hans side. Hvorfor var han faldet om? Var han såret? Der var ingen blod omkring ham eller på gaden, hvor han havde stået. Hun trak hans kutte til side, så hun bedre kunne se. Der var heller ikke noget på hans skjorte. Hvid var den satme ikke længere, men blod var der ikke.

Hun kiggede sig hurtigt omkring. Der var ingen i nærheden. Hun lagde en hånd på hans brystkasse – vejrtrækningen var reglmæssig. Men han var helt væk. Hun fugtede sine læber, fik armene ind under hans lange, tynde krop, og så løftede hun ham op. Og uden at tænke nærmere over det, tog hun en fremmed, kriminel mand med sig hjem.



Med lidt vold fik hun døren op til opgangen, hvor hun boede, mens hun stadig bar Pax. Han var begyndt at blive tung, så hun rettede lidt på ham, forsigtig med hans hoved, og begyndte så at gå op ad trapperne. Da hun var kommet helt op og skulle til at gå ind til sig selv, åbnede en af dørene sig nedenunder. “Er det dig, Freya?”

Pis. Bliv dernede. Bliv dernede. Ikke kigge op på anden sal.

“Ja, det er mig, Gertrud,” svarede hun den gamle kælling. “Det blev sent i dag på arbejdet”. Hun prøvede at lyde så træt og afslappet som muligt. At lyde træt var skam let nok, for sikke en dag det her var blevet til! Men at lyde afslappet... Gertrud var så gammel en kælling af en menneskekvinde, at Freya i sit stille sind tænkte, at hun burde være død for længst. Og så var hun Freya's udlejer. Hun var utrolig taknemmelig over, at Gertrud havde lejet en af de fire lejligheder i komplekset ud til hende. For da Freya var kommet til Dianthos havde hun hurtigt fundet ud af, at det som halvork ikke var let at finde et sted at bo. Men, men... Den gamle kælling gik ufattelig meget op i, at de tre kvinder, hun lejede sine boliger ud til var anstændige. Og her stod Freya så, med en vildt fremmed mand i armene. Hun holdte vejret, mens hun afventede. Håbede på at hendes udlejer åd den halve sandhed råt.

Nedenunder kunne hun høre Gertrud gå ind til sig selv igen, mens hun mumlede noget om ungdommen nu til dags, ustyrlige pigebarn og ingen føjteri. Freya var for en gangs skyld ligeglad med den gamle kællings prædiken. Hun åndede bare lettet ud op, og fik døren op ind til sit værelse. Her lagde hun manden i sin seng, og med et  - lad være med at tænke for meget over det – tog hun skjorten af ham. Med et skannende blik fandt hun ud af det. Nej, der var virkelig ingen sår på ham, men... hans ribben... Det tog et øjeblik før hun kunne se væk. De var så tydelige. Sandt nok så havde hun ikke selv råd til de store festmiddage, men hun behøvede sjældent at gå sulten i seng. “Sådan er det vidst ikke for dig, Pax,” hviskede hun til sig selv, og lagde sit bjørneskind over ham.  Siden hun var barn havde hun brugt det som dyne. Hun havde fundet nogle kasteknive på Pax og valgte at ligge dem på sit skrivebord ved siden af de breve, hun havde fået af sin familie. Skrivebordet var placeret midt i rummet, op ad væggen lige under vinduet. I midten af rummet var der et lille spisebord med to stole. I rummets ene ende var køkkenet, og i den anden ende var sengen. Hun tog nogle ekstra tæpper og en ekstra pude hun havde, lavede en hurtig soveplads til sig selv på gulvet, og faldte hurtigt i søvn.



Som sædvanligt vågnede hun tidligt om morgenen. Som det første tjekkede hun Pax' vejrtrækning igen. Stadig stabil. Meget bedre end i nat. Nu sov han vidst bare ud. Freya fik hurtigt gjort sig selv klar, og gik så i gang med resten. Værelsest var forholdsvist stort, men det var kun ét stort rum. Udover sengen og køkkenet, så var der sparsomt møbleret, men der var alt, hvad hun havde brug for. I køkkenet var der en lille stenovn, hvor hun kunne bage brød, og der var et lille ildsted, hvor hun kunne koge mad.  Hun fik hurtigt smækket et brød i ovnen, og hakket grøntsager og kyllingekød til en simreret. Mens maden passede sig selv kiggede hun på Pax' knap så hvide skjorte. Hun sukkede opgivende og gik i gang med at vaske den i sin vaskebalje med noget af det rene vand, hun havde hentet. Det var vel det mindste hun kunne gøre, nu når hun bare sådan havde trukket den af ham? Derefter lagde hun den til tørre oven på stenovnen, der stille og roligt gjorde brødet klar til dem.

Hun var i gang med at krydre maden til, da hun ud af øjenkrogen så den slanke skikkelse sætte sig op i sengen i en pludselig bevægelse. Et sekund og et sammenstød med gulvet senere, prøvede hun at holde et fnis tilbage. Men der var ikke noget at sige til, at den unge mand var forvirret. “Wauw, jeg vidste ikke du besad sådan en elegance,” sagde hun og vendte sig imod sengen for at kigge på den omtumlede Pax. Hans hår havde været uregerligt fra starten, og en fuld nats søvn havde bestemt ikke ændret på det.

“Godt at du er vågen, maden er klar,” sagde hun med et lille smil og begyndte at finde bestik og skåle frem til dem begge. Mens hun rakte op efter skålene stoppede hun dog lidt i bevægelsen. Stadig med ryggen imod ham, drejede hun langsomt hovedet lidt imod skulderen, hen imod ham. Slet ikke så meget, at de kunne se hinanden i øjnene, men bare som en stille gestus. “Du ved... Jeg kunne ikke bare lade dig ligge,” sagde hun stille. Seriøst i forhold til tidligere. Og det var jo rigtigt. Hun kunne ikke bare have efterladt ham.

Hun tog skålene i sine hænder, dækkede bord, og fik hældt mad op til dem begge. “Kom herop og spis,” sagde hun, mens hun stillede den ene skål med mad og en skive brød frem til stolen, hvor der var plads til ham. Hun satte sig derefter selv ned for at begynde på måltidet. “Mit navn er Freya,” sagde hun med et lille smil til ham.

Det tog Pax et øjeblik at fatte, at den lysegrønne kvinde var den selv samme, som hende, der havde stødt på ham i gyden. Med slørede øjne fnyste han – eller, det var i hvert fald et ihærdigt forsøg på netop det – og stadig omtåget af svimmelhed, greb hans kræftløse arme om sengegærdet. Sådan sad han en uvist mængde tid, imens rummet faldt tilbage på plads og de mørkegrå øjne atter kunne fokusere på den unge mands omgivelser.
Som forstod Pax ikke, hvad han så, måtte han betragte det store rum adskillelige gange og først da halvorkeren – Freya, præsenterede hun sig som – inviterede ham til bords, syntes der, at tænde en gnist af liv i de ellers døde øjne.

Mad. Der var mad.

Pax kæmpede sig vej op at stå og først da gik det op for ham, at hans beskidte brystkasse var nøgen. Duften af, ja, han end ikke vidste, hvad det var og Pax var også bedøvende ligeglad, så længe det kunne spises, fik ham dog til at prioritere. Hvorhenne hans skjorte, kasteknive og beskyttende kåbe måtte befinde sig, var et mysterium til senere og med en atypisk grådighed i de mørkegrå øjne, vaklede han med et formål til bordet.

Nærmest forvirret over bestikket, der lå nydeligt placeret omkring træskålen, skar Pax en lidende grimasse – dog hverken henvendt til halvorkeren eller sig selv, men snarere til mindet om, at han end ikke kunne huske, hvornår han havde spist sådan.
Med let dirrende hænder lod Pax fingrene glide henover den ru gaffel, og som fik dette møde ham til at bestemme sig, skubbede han den arrigt til side og løftede derefter skålen til munden.

Aldrig havde han spist sådan, hvor samtlige af hans tanker var dedikeret til måltidet. Hvis Freya sagde noget, kunne han intet høre af det. Byvagterne kunne storme lejligheden hvert øjeblik det skulle være, og Pax ville have leet frydefuldt og færdiggjort sit måltid, uanset hvorhen de slæbte ham. Ingen kunne fjerne den fokus hvormed han spiste – eller måske snarere åd, hældte maden ind – og det var først, da der ikke var flere krummer tilbage af brødet eller grønsagsrester på tallerkenen, at han syntes at forstå, at… at der ikke var mere tilbage at spise, at han ikke kunne blive ved.

Langsomt holdte Pax inde med at gennemsøge skålen, som kunne der gemme sig blot den mindste smule mad i enhver revne eller sprække. Først da han, et langt stykke tid efter, syntes at være ude af den rus, maden havde placeret ham i, så han op.

De mørkegrå øjne svømmede henover Freya, der til Pax’s store overraskelse var køn at se på i morgendagens sparsomme lys. Hun var ganske vist smågrøn, med stødtænder der kunne dræbe men de mørke øjne var venlige. Ja, næsten varme og Pax kunne et langt øjeblik ikke se andet end hende – eller huske om nogen anden nogensinde havde betragtet ham sådan.

”Der er aldrig nogen, som har kigget sådan på mig før”, lød det omtåget fra ham og som blev Pax selv også overrasket, skred de brede øjenbryn længere op i panden.   

Hans søvndrukne øjne kom til live, da maden blev serveret. Hun betragtede, hvordan han slugte maden i sig som en ulv, der ikke havde spist i dagevis, og Freya turde ikke tænke på, hvor meget af den sammenligning, der passede på Pax. Hun kommenterede ikke på, at han ikke brugte bestikket. Det gav vel bare mindre opvask bagefter. Hun lod ham spise i fred, lod tankerne flyve ud på gaden, hvor folk havde gang i hverdagen, betragtede ham lidt i ny og næ. Det var da altid noget, at hun kunne lave noget spiseligt til andre end hende selv, tænkte hun med et lille smil. Pludselig var han færdig, og hans øjne fandt frem til hendes. Det var godt nok mærkeligt efter i nat.

“Åh, undskyld,” sagde hun kort for hovedet, og troede han mente, at hun var kommet til at stirre på hans nøgne brystkasse. Hun rejste sig hurtigt op og gik hen mod ovnen for at tage hans nu lidt mere hvide skjorte frem. “Jeg er før blevet taget i at stirre. Man skulle tro, jeg havde lært lektien,” sagde hun, mens hun rystede på hovedet og smilte lidt af sig selv. Huskede, hvordan hun i Medanien til forårsfesten var blevet tryllebundet, da hun havde set en meget smuk elverkvinde. Hendes smil forsvandt. Hvordan hun var blevet helt jalous over den anden kvindes skønhed.

“Det må være svært at finde en mand,” ekkoede det pludselig inde i hende, og hun gik i stå med det lune stof i sine hænder. “En, du ikke skal betale -” dolkene fra i går. Dem, Pax havde sendt efter hende. Nu stak de pludselig, og de gik dybt. Hendes næste åndedrag gibbede som var hun blevet fysisk stukket, og hun dirrede let, da hun langsomt pustede ud igen. Prøvede at få fatningen tilbage. “Din skjorte,” sagde hun og gik hen og rakte den til ham. “Det er længe siden jeg har set en skjorte være så snavset,” sagde hun, og prøvede at få den kække tone frem igen. Men. Det lykkedes hende ikke helt. Nu følte hun, at hun havde tabt. For hun kunne ikke se ham i øjnene ret længe, før hun var nødt til at kigge væk igen. “Jeg... ville være sikker på, at du ikke var såret. Dine andre ting ligger på bordet,” afsluttede hun og kiggede kort imod skrivebordet. Så vendte hendes mørkebrune øjne igen imod ham. Hvad ville han gøre nu? Ville han bare tage sine ting og gå? Og så ville de aldrig se hinanden igen? Hun vidste ikke, hvad hun selv håbede på. "Du må ikke gå ud af døren!" sagde hun pludseligt, nærmest med skræk i øjnene. Hun hørte dog selv, hvordan det lød, og rømmende rettede hun på sig selv. "Min udlejer må ikke vide, jeg har en mand på værelset. Hun ville slå mig ihjel. Som en slange, der har fanget en mus op i en krog... altså, af en mus ville jeg kunne slå ret godt fra mig, men... altså, billedligt minder hun bare om en slange fordi..."


Ti stille Freya. Bare, ti stille. Hun sukkede opgivende.

Pax betragtede Freya rejse sig og forlade bordet. Hans mørkegrå blik lå urokkeligt på hende, selv da hun greb om hans ene beklædningsgenstand. For blot et øjeblik ænsede Pax ikke, hvordan hans brystkasse var blottet, ej heller hvordan maven var blevet fyldt til randen med mad, for hvad det tomme blik så i halvorkerens skikkelse, afkrævede ganske enkelt hele Pax’s opmærksomhed. Som et lyn fra en klar himmel dirrede Freyas åndedrag og dernæst, lig en våd hud, der rystede flodens vand af sig, vendte hun sig resolut imod Pax.

Det tomme i Pax’s mørkegrå øjne blev erstattet af noget vurderende, men ikke kun det alene; også noget andet, noget der kunne minde om forundring, fandt sin vej ind midt i alt det grå. For et øjeblik forstod Pax ikke, hvad hans instinkt reagerede på men ligeså pludseligt, som den havde lavet kolbøtter i hans mave, ligeså hurtigt kom realisationen; hun ser mig ikke længere i øjnene. Som om hun har brændt sig.
Pax kunne ikke ærligt sige, at han forstod dette pludselige skift men med et kort nik som tak, tog han imod skjorten. Som Freya forklarede hendes hensigt, smed Pax den lasede klud over hovedet og selvom han i grunden ville takke hende med ord, blev han et kort øjeblik distraheret af duften af sæbe.

Med beskidte- næ, rene fingre! – løftede Pax skjorten op til næsen og lod den ukendte duft sætte sig fast i hans næse. Ud af ingen ting sneg en eftertænksom rynke sig ind imellem Pax’s brede øjenbryn, i det han så op på Freya – næsten med morede øjne. ”Jeg kan ikke gå rundt og lugte af lavendel”, brummede han, men dog ikke videre alvorligt. Han var taknemmelig for gestussen og ærlig talt duftede skjorten så behageligt, at han for et øjeblik blot sad med stoffet presset mod næsen og med sine øjne lukkede.

Der gik dog ikke længe før Freya pludselig blev panisk og med store, overraskede øjne slap Pax taget i skjorten og så på hende. Forklaringen kom hurtigt, næsten undskyldende, og med sin nu frie hånd gned Pax sin næseryg – hårdt, for at tæmme det voksende smil på hans læber. Der var noget mærkværdig tiltrækkende ved den grønne kæmpekvinde. En speciel varme der ikke blot udstrålede fra hendes egen skikkelse, men fra hele værelset, hvori de befandt sig – og alt sammen som resultat af hendes væsen. Det må være sådan det føles i en familie, tænkte Pax ufrivilligt, og hastigt lagde han tanken til side.

”Du kan ikke bare snakke hendes øre af?”, spurgte han i en påtaget overvejende facon, der dog ikke kunne skjule det drillesyge i hans ellers mørkegrå og tomme blik. Snart efter måtte Pax dog redde hende fra hendes egen pinlighed og han rystede hurtigt på hovedet. ”Jeg kan kravle ud af vinduet”, tilbød han med en ligeglad hovedrysten, for han var vel ikke startet som klatretyv for ingen ting.
Ikke at Pax rejste sig. Han vidste ikke, om han endnu skulle gå, men noget rumsterede irriteret i hans bryst. Noget, Pax ikke kunne definere, fordi han ganske enkelt aldrig havde følt det før – grimt, var det dog. Grimt og sygeligt, som det voksede sig større.

”De ting, jeg sagde i går – du ved godt, jeg ikke mente det? Jeg skulle bare have dig til at løbe grædende hjem eller angribe, så jeg vidste, hvor jeg havde dig.” Ordene kom ligeså meget bag på Pax, som de måtte komme på Freya selv, og nærmest som så han sig selv udefra, hørte han sig selv sige; ”du er ikke grim. Faktisk, er du ret køn.”

Havde man spurgt hende i nat, så ville Freya aldrig have troet på, at den vilde, kontrollerende alfahan morgenen efter ville sidde i hendes lejlighed, spise hendes mad med fryd, og nyde duften af hans nyvaskede skjorte. I hans tamme brummen svømmede der en underliggende taknemmelighed, som Freya valgte at tage imod. Det var helt underligt at se hans ellers vurderende, mørkegrå blik på denne måde. Som hun talte var de fulde af overraskelse, og derefter var det som om han prøvede at holde et smil tilbage, da hun beskrev sin udlejer.

Da han talte igen kunne hun høre, hvordan han prøvede at påtage sig en bestemt tone. Ligesom han havde gjort i nattens mørke, da han kunstigt havde ladet som om, at han bekymrede sig om hendes ve og vel. Men der var noget anderledes ved hans tone nu. Noget, der skillede sig ud fra hans tonefald i går. Det var knap så... hårdt. Her til morgen var det ikke spydighed, der var hensigten med hans ord. Det var en drillende kommentar - som en bjørneunge, der dasker til sin legekammerat med en venlig lap. Hans drillesyge udtryk gjorde det muligt for hende igen at lade sine mørkebrune øjne langsomt finde hans grå, og her fik hun også et glimt af den legesyge attitude, hun havde hørt i hans stemme. Et lille smil kom frem på hendes læber af at se ham på denne måde, og med hendes overraskelse havde hun for en gangs skyld ikke et kækt svar at kaste efter ham. Men hun lod det hurtigt forsvinde igen, da hun fik kontrol over sig selv, og han begyndte at forklare sin flugtplan.

Først blinkede hun lidt uforstående, men trak så på skuldrene og kiggede op mod loftet med et smil. “Selvfølgelig kan du det,” grinte hun. Så ikke nok med at Pax var en eller anden form for kriminel, trapper og døre var åbenbart overflødige for ham! Det her møde var så sandelig ikke et, hun ville skrive om til sin familie, og hun holdte ellers sjældent hemmeligheder for dem. Det plejede der ikke at være nogen grund til. De kunne jo snakke med hinanden om alt. Men med det her møde med Pax, så lavede Freya en mental note og rettede det til, at hun kunne snakke med sin familie om næsten alt.

Så flugtplanen var lagt. Men... Hun opdagede nu, at Pax end ikke havde gjort mine til at rejse sig fra stolen. Selv stod hun der, lige ved siden af ham. Hun havde ikke rykket sig meget, efter at have givet ham skjorten. Så tæt havde hun slet ikke turdet stå på ham i går. I nat, da han havde kniven i hånden. Hun huskede, hvor hurtig han havde været. Huskede, hvordan hun slet ikke havde set ham finde kniven frem. Pludselig havde den bare været der. Og nu var de her, inden for en armslængde af hinanden. Hun stjal et hurtigt blik hen imod hans knive, mens han begyndte at forklare sig, men hans overraskende ord fangede hendes fulde opmærksomhed. Da hun så på ham, hans arrede ansigt og de mørkegrå øjne, kunne hun se, at han selv var meget overrasket over det, han lige havde sagt. Det boblede i hende. Følelserne. Angsten ved deres møde, usikkerheden da han faldte om, udmattelsen ved at bære ham hjem til sig efter en lang arbejdsdag, lettelsen da han vågnede... og den spinkle glæde ved morgenbordet. Synet af ham, da han duftede til sin skjorte, mens lyset fra vinduet spillede i hans hår. 

Det var for meget.

“Køn?” stemmen var ukarakteristisk hård, og spørgsmålet flækkede stilheden, der havde spredt sig imellem dem. Hun rystede kort på hovedet med letrynket pande, og hendes læber blev smalle. “Er du overhovedet til at blive klog på?” Hun sank den klump, der havde samlet sig i halsen på hende. “Du var skræmmende. Og en idiot,” fik hun fremstammet. “Du pegede en kniv imod mig. Og alligevel kunne jeg ikke bare lade dig ligge og rådne op.” Hendes blik var rettet imod hans, mens hun talte, men så vendte hun sig væk fra ham, tog beslutsomt skålene og bestikket fra bordet, og gik hen til køkkenet for med irriterede bevægelser at begynde på at vaske op efter måltidet.

Pax forstod ikke, hvordan hans ord – hans kompliment – kunne forvolde en sådan reaktion og for et kort øjeblik, sad han blot og betragtede halvvæsnet med tomme øjne. Dernæst nikkede han. Hvad Freya beskrev, var ganske vist hændt helt i overensstemmelse med hendes opfattelse men Pax forstod reelt ikke hvorfor, at det pludselig voldte hende smerte. Jovist, han havde trukket sin dolk og det var også rigtigt, at hans mund var grov, men af en eller grund var det bare ikke nok.

”Du blev sgu da ikke bange”, brummede han, grænsende til vantro, men så ganske tydelig heller ikke overbevist. Han nikkede mod hendes skikkelse. ”Du kunne samle mig op og flække mig på langs, hvis du ville”, sagde Pax dernæst, som var det grund nok i sig selv. I sandhed var det dog en kompliment for Pax, måske den ypperste han kunne give hende. Hvor han kom fra, betød hendes statur magt. Han selv havde været heldig at være født med et kløgtigt hoved, der tillod ham at stige i rang, til han, som et lyn fra en klar himmel, pludselig blev bemærket rigtigt.

Pax rejste sig – stadig en smule vaklende – hvorefter han skridtede op ved siden af hende. Han greb om en af skålene, og dernæst et stykke firkantet stof, han engang havde set i bordelhuset, hvorefter han begyndte at hjælpe Freya. Hans handling efterlod ikke mulighed for, at hun kunne modsætte sig den, medmindre hun decideret skubbede ham væk.
”Du er intimiderende for sådan en som mig”, sagde han, nu hverken videre stolt eller skamfuld over det faktum. Han havde altid været højere end gennemsnittet, men også altid væsentlig mindre muskelmæssigt. Det gjorde ham nu ikke så meget, for der var ikke mange aspekter ved livet, der for alvor kunne provokere Pax. ”Hvis du besluttede dig for at dræbe mig, ville jeg ikke stå en chance, medmindre jeg var på hjemmebane og kunne udmatte dig. Og ja, du er køn. I morgenlyset kan jeg se dig rigtigt. Mine øjne er ikke lige så skarpe som dine.”

Hun var tydeligt overrasket over, at han med hendes udbrud ikke bare tog sine ting med det samme og gik. Det fik vreden til at vige, og den blev erstattet med skyldfølelse over at have mistet besindelsen. Alligevel havde hun svært ved at holde et smil tilbage, da han farverigt beskrev, hvordan hun kunne overvinde ham. Derefter blev hun dog endnu mere overrasket, og det troede hun ellers ikke var muligt på dette tidspunkt. Hun hørte lyden fra stolen og de vaklende skridt, da det rå klatereviduner af en mand rejste sig, gik hen til hende, og rakte ud efter viskestykket ved siden af hende. I et øjeblik, der lod til at vare en evighed, betragtede hun, hvordan Pax´ tynde hænder rakte ud efter viskestykket, hvordan de lange fingre tog fat om det grove stof, løftede det, så solen badede  arrene på hans hånd i sit hvide lys, og så begyndte han at hjælpe hende. Som om det var det mest almindelige i hele verdenen. Hans lette bevægelser mindede hende om de gange hendes forældre havde taget hende med til et marked som barn, hvor en tryllekunstner – et menneske uden magiske kræfter – alligevel havde frembragt smukke røde roser og hvide duer ud af ingenting.

På intet tidspunkt i går havde hun været fuldstændig overbevist om, at hun havde skræmt Pax, så det var helt underligt at høre ham sige det. Måske især fordi han sagde det på sådan en faktuel måde, men det passede godt på det udtryk, hun havde set op til flere gange i hans øjne i løbet af deres møde. Det var vel sådan han var. Afvejende. Logisk. Og så sagde han det igen.

At hun var køn.

Igen fik det en varme til at brede sig i Freyas indre. Men denne gang skyldtes det ikke flodbølgen af følelser, der tidligere havde været ved at drukne hende. Denne varme var rar og forfærdelig på samme tid, for hvordan skulle hun nogensinde kunne indeholde det? Især når han stod lige ved siden af hende? Det var som om ingen mental eller fysisk råstyrke i hele verden ville være i stand til at tæmme denne vilde følelse, der voksede inden i hende. “Du ved,” hun trak lidt på ordene i starten. Som om hun skulle til at fortælle ham en hemmelighed. “Jeg har tæmmet vilde heste, hylet med ulve i natten og jagtet bisoner,” sagde hun og grinte lidt med et skævt smil ved minderne. “Men det er utrolig sjældent, at jeg rent faktisk har behøvet at slås mod en anden person”. Hun lagde alt fra sig, kiggede på ham, og lod snedigt hænderne hvile ved baljen. De var færdige med opvasken. Hun var ikke helt sikker på, hvor hun ville hen med det, hun lige havde fortalt ham, eller tænkt over, hvad konsekvenserne var for det, hun spontant havde tænkt sig at gøre. Hun var ikke lige så kalkulerende i sin adfærd som Pax.

Hun puffede ganske let til ham med hoften og sprøjtede så en sjat vand i hans retning med sin ene hånd. “Af hvad jeg kan se for dit beskidte ydre, så er du heller ikke værst,” grinte hun kærligt og vendte sig imod ham. “Vi har haft en...” hun bed sig let i læben, mens hun ledte efter et passende ord, “besynderlig nat,” hun smilte og holdte en lille pause. Stadig ikke helt sikker på, hvad hun havde gang i. Det var som om det var varmen i kroppen, der lige nu bestemte over hende. “Men... var det her så dét? Er vores bekendtskab slut nu? Eller er det lige begyndt?” hendes mørkebrune øjne hvilede på hans mørkegrå, og tonen, der dansede på de sidste ord i spørgsmålet afslørede, hvad hun selv var mest interesseret i, inden hun selv fik det sagt. “Jeg vil gerne se dig igen, Pax”. Så var det sagt, og hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så blottet og sårbar. Alligevel ville hun gerne møde hans blik. Hun havde brug for at vide, hvordan han havde det, nu da kortene var lagt på bordet. Og hun var nødt til at fortælle ham det, inden det var for sent. Som om han pludselig kunne forsvinde ud i tynd luft.

”Du når vel, at få deres ører til bløde inden, formoder jeg”, svarede Pax prompte, men ikke foruden at et drillende glimt sneg sig ind i det mørkegrå. Ud af øjenkrogen så han, hvordan hendes grønne hænder lagde sig om baljen med vand, og instinktivt vidste Pax, at hans spøgefuldheder snart ville blive gengældt. Mere nåede han dog ikke at tænke, før Freyas hofte kolliderede med hans egen spidse og Pax vaklede en anelse til den ene side. Dernæst kom det lunkne vand farende i luften og det efterlod hans ansigt vådt og dryppende tilbage.

For blot et øjeblik gjorde Pax ikke andet end at betragte Freya. De mørkegrå øjne slog lyn, men glimtet var ikke koldt – kun moret og de talte sit tydelige sprog; tør du, gøre det igen? Tør du virkelig?
Pax havde stadig hånden om viskestykket og med en overlegen vanlighed, løftede han armen, som han aflagde afstanden mellem dem. Snart efter begyndte han at køre viskestykket rundt i luften, så det viklede om sig selv og med et højt smæld i luften, vendte han sig mod hende med et triumferende blik. ”Det skulle du ikke have gjort”, brummede Pax, næsten overvejende hvorefter han pegede ned mod gulvet. ”Sagde du ikke, at din udlejer var en slange? Hvad nu hvis jeg var hylende ulv – ville hun så komme rendende tror du?”, fortsatte han, nærmest i en høflig, eftertænksom tone og alt imens et så ukarakteristisk drillesygt smil sneg sig henover hans læber.

Freyas næstfølgende ord fik dog Pax til at standse brat op. Nu blev eftertænksomheden oprigtig og efter kort at have overvejet hendes ord, sagde Pax bestemt; ”jeg er ikke værd at samle på. Du vil ikke have mig som bekendt. Taget min… profession i betragtning. Du kommer kun til at tabe på det, hvorimod jeg har alt at vinde.”

Hun kunne godt lide hans drillende blikke. Det var rart at se nogle følelser i de grå øjne – se, at de ikke altid var tomme. Hun ramte plet med vandet i hans ansigt, og med udtrykket han efterfølgende gav hende vidste hun, at nu faldt der brænde ned. Han svingede med viskestykket, og hun gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for ikke at komme med et overrasket udbrud. For selv hvis han virkelig var en hylende ulv, så ville hun ikke risikere slangens vrede. Et lille smil dansede frem på Pax' læber, og hans humør gav brandsåret i hans ene mundvig lov til at danse med.

Hun havde godt til at starte med set, hvor seriøs Pax var som person, men hun var slet ikke til fulde klar over, hvor ukarakteristisk Pax opførte sig her til morgen. De havde trods alt kun kendt hinanden i under tolv timer. Og han havde været bevidstløs det meste af tiden. Alligevel var hun kommet til at nyde hans selskab, og deres drillende mundhuggerier. Det var varmen inden i hende et klart tegn på.

Men følelsen inden i hende aftog afventende, da han blev stille. Det var ikke til at se igennem ham. Hun kendte ham jo ikke. Men hun kunne se, hvordan han tænkte, så det knagede. Det var den gamle Pax, der var kommet tilbage. Kalkulerende. Tænkte på hvert et skridt, hver en bevægelse.  Hun brød sig selvfølgelig ikke om svaret, da han med en bestemt tone fremlagde sin konklusion – det er jo aldrig rart at blive afvist, men hun veg ikke sit blik fra ham. Og så alligevel var hun ikke sikker på, om han decideret havde afvist hende. Lige nu var det som om, at det var hans kløgtige hoved, der prøvede på, at komme med en konklusion på hele situationen. Men hun havde brug for et klart svar fra ham.

“Tabe på det? Det tror jeg næppe,” sagde hun og satte resolut en hånd på hoften, næsten som om hun prøvede på at få ham til at turde sige, hvad der kunne være så slemt ved deres bekendtskab. “Jeg er min egen, Pax,” sagde hun så med et stille smil, men en fast stemme. “Jeg skal ikke være en del af din flok – og ja, du minder om en, der har føringen over andre,” tilføjede hun. Hun vidste ikke, hvad han var en del af. Hvad han præcist lavede. Hun vidste kun, at hun ikke ville være en del af det. Hun brød sig selvfølgelig ikke om, at han var kriminel, og selvom hun helst så ham være en normal borger, hvad som helst, så vidste hun også godt, at hun ikke bare kunne få ham til at ændre på sin levevej. Med de små glimt ind i fortiden, hun allerede havde set, vidste hun, at det her var noget, der stak dybt i hans liv. Men hun vidste også, hvad hun selv ville have, og det var der ikke nogen, der skulle tage fra hende. Bortset fra Pax selv. “Men hvis du ikke ønsker det, så kan du gå.” Det var nok den absolut sværeste sætning, hun kunne fremmane, men det var også oprigtigt ment.

Pax brugte viskestykket til at tørre sit våde ansigt, alt imens Freya udfordrede hans konstatering. Han havde ikke forventet andet af den grønlige kvinde, for det ganske hurtigt blevet en regel, at når Pax sagde ’nej’, svarede Freya ’ja’.
Men du kan jo godt lide det, konkluderede en tanke bedrevidende, så Pax måtte ryste let på hovedet. For en der var van til, at folk kuede sig underdanigt, når deres blikke fandt Pax’s arrede ansigt, var mødet med Freya forfriskende. Der var en særlig varme over hende, Pax end ikke kunne huske, nogensinde før at have stødt på; heller ej, havde han nogensinde været i en andens bolig, og det var som om, at han her kunne gemme sig. Pax’s ly for stormen udenfor.

Det var næsten for tiltrækkende ikke, at sige ja til hende, men Pax kunne ikke få ordene over sine læber. Hvordan skulle han kunne retfærdiggøre deres bekendtskab, når hun uundgåeligt blev vævet ind i alskens kriminalitet og når hun så ting, der holdte hende vågen om natten? Pax vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, og han havde ingen venner af selv samme grund. Man kunne ikke få alting og den unge, arrede mand havde valgt magten for længe siden.
Under Pax’s overvejelser havde han betragtet Freya – dog helt uden at vide det. Brat fnyste han, hvorefter han smed viskestykket fra sig. Det var tid til, at det grimme ansigt blev udnyttet. Hellere det end at Freya følte sig forbundet til ham. Pax kunne ganske enkelt ikke få sig selv til at bukke under for fristelsen. Du tog et valg for lang tid siden – og der er ingen vej tilbage nu. 

Pax vendte ryggen til Freya og skridtede over mod hans kåbe og kasteknive. ”Hvis vi nu talte helt og aldeles hypotetisk, så er jeg leder for en af banderne i den nedre bydel. Vi sidder, lige nu, på et forholdsvis stort territorium og vi beskæftiger os primært med tyveri og illegale brydekampe”, fortalte han, mens han klædte sig på. Der var i grunden ingen fare ved at fortælle Freya netop dette – hvem skulle hun sladre til? Byvagterne var ganske kendte med Pax og Ulvens Flok.
Da Pax atter vendte fronten mod hende, fastgjorde han den sidste kniv i en af de hemmelige inderlommer. ”Hvordan havde du forventet, at du ikke skulle tabe på et bekendtskab med mig? Du lever et respektabelt liv. Hvorfor overhovedet risikere det for mig?”, spurgte han, oprigtig nysgerrig, for det var nok det Pax i sandhed ikke forstod. Han var ikke noget særligt – og selvom Freya godt nok havde sagt, at han også var køn, vidste Pax godt at det ikke var tilfældet. Han var ganske enkelt for fyldt med ar, for mager og beskidt til at være attraktiv.