Det havde været en lang dag, for den unge kvinde, der havde bevæget sig fra Azursøen ned imod flodbyen. Selvom det ikke var ofte hun kom på de kanter, havde hun alligevel tilbragt mange timer i skovbrynet med at betragte de mange personer i byen og deres daglige færden, og netop denne dag havde vejret virket så lovende. Hun havde kravlet op i et af de store egetræer, der stod lige i skovbrynet, hvorfra hun havde en fantastisk udsigt over byens liv. Der var sket en del siden hun sidst havde været forbi, de havde bygget flere af de såkaldte huse, som de alle virkede så glade for at bo i. Et smil tegnede sig om hendes læber, mens hun lå hen og den tygge gren på maven, balancerne uden noget videre besvær. Hendes hænder var foldet ovenpå grenen hvorpå hun hvilede hagen, og hendes bare fødder lå foldet over grenen bag hende. 

Skoven var endelig begyndt at vågne op, for foråret var på vej, de mange planter og buske, var så småt begyndt at skyde på ny, og dyrelivet var vågnet op overalt. Hun lyttede i stilhed til den summen af liv, der var overalt omkring hende. Men en trykken lagde sig i luften overalt omkring hende, som hun vendte de lyse øjne op imod himlen, hun havde været så opslugt af livet omkring hende, at hun ikke havde bemærket de mørke skyer der var begyndt at trække sig sammen. Tøvende svang hun benene ud på hver side af grenen, inden hun skubbede sig op at sidde, med blikket låst imod himlen. Luften havde ændret sig så markant, den klamme fugt lagde sig over træet, som det første lysglimt skar sig igennem luften ned imod skoven. 

Det gav et helt sæt i hende, som hun hørte det høje brag lige bagefter, lysglimtet havde bestemt ikke været langt væk, for braget lød næsten til at være kommet på præcis samme tid. Lettere bekymret gled hendes blik rundt, hun vidste godt hun ikke burde befinde sig oppe i træet, men hvor skulle hun søge hen? Hun var for langt fra sin egen lille oase ude i skoven, til hun kunne nå hjem sikkert. Der gik ikke længe, før regnen begyndte at vælte ned fra himlen i stride strømme. Hun greb om den store gren hun sad på inden hun svang sig ned på jorden, før hun ville falde ned fordi grenen ville blive helt glat. Med hænderne om sig selv lod hun blikket glide rundt, vandet var allerede begyndt at trænge igennem træerne og gjorde hendes lange blonde lokker helt gennemblødte, det samme med de to enkle skind der lagde sig omkring hendes slanke skikkelse i en nederdel og overdel. 

Tøvende bevægede hun sig ned imod det nærmeste hus, det kunne ske hun kunne finde en smule ly til regnen ville lægge sig og lysglimtende ikke længere skyde over himlen med de høje brag som følge. Hun stoppede ved en åben dør, og lod et varsom blik glide rundt, der var ikke nogen at se, måske hun bare kunne vente lige indenfor i ly? Hun gned sig let over de bare overarme, da vandet også bragte kulden med sig. Til sidst fik hun sig selv overtalt til at træde forsigtigt indenfor, mens hun lyttede efter om hun kunne høre nogen, men det virkede helt stille, næsten forladt? Men det så ikke forladt ud, eller det synes hun hvert fald ikke det virkede til.

Det skønne vejr der havde startet morgenen havde været helt idealt. Vejret gjorde at man kunne have det tåleligt når man var udenfor, solen varmede en op, og vinden sørgede for at køle en lidt ned igen. Lazura var en fantastisk by på det punkt med at det lå idealt. Vejret var godt om sommeren, og om vinteren der var dt koldt. Det gjorde at Gordon altid havde fundet det interessant og det var også en af de ting han havde foretrukket, for at han skulle blive boende i byen. Det og så lå hans arbejde i byen, hvilket havde provideret ham muligheden for at han selv havde været med til at bygge sit hjem. Huset var større end hvad han egentlig havde haft brug for, der var ekstra værelser med senge i, i tilfælde af at der nogensinde ville komme en mini Gordon, eller hvis der ville komme gæster en sjælden gang imellem. 

Da Gordon havde forladt sit hus selv samme morgen, for at tage ud og gå en lang tur, havde vejret været fantastisk. Han havde haft en tynd trøje på, så han havde kunne holde varmen. Hans bukser havde været korte bukser, så han havde haft muligheden for også at kunne få noget sol og noget farve på sine ben. Gordon stoppede, og vende sig rundt. Der havde været en vending, i måden bladene på træet havde reageret. Gordon kiggede tilbage mod byen, han var kommet så langt væk fra efterhånden, og han var ret overrasket over hvad der mødte ham. Det ellers så solrige vejr der havde været, havde drejet 180 grader, og var blevet gråt. Gordon kunne høre hvordan det tordnede, og han vidste at han blev nød til at løbe tilbage til sit hus. Men han blev nød til at sørge for ikke at løbe ude i det åbne, da et lyn sagtens ville være i stand til at få ham til at stoppe med at eksistere. 

Da de første regndråber ramte Gordon i hovedet. Satte han i løb. Han vidste at hvis han løb i fuld kraft, ville han være gået død efter kun nogle få hundrede meter, mens hvis han løb i et roligt tempo, så ville han være i stand til at kunne løbe det første lange stykke, og kunne gå et par hundrede meter hjem. Han var hurtigt inde, og lod sig løbe i skjul bag træerne. Han måtte løbe og holde ud, på at kunne komme hjem så hurtigt som muligt, men gerne uden at få sig selv slået ihjel. Mens han løb, trak han vejret dybt, mens han tænkte over hvorfor det var at han overhovedet var taget ud og gå den dag.

Efter noget tid, satte Gordon farten ned. Det tordnede, og han var endelig kommet så tæt på, at han kunne se sin hoveddør. Han kiggede op, inden han satte i et hurtigt sprint, hen til hoveddøren, fiskede nøglen frem og låste døren op, inden han kom ind i huset, og lukkede døren efter ham. Han var gennemblødt og hans krøllede hår, var endnu mere krøllet end det plejede at se ud, næsten som om det gav ham et mere vildt udtryk i ansigtet på grund af det.

Lyden af en dør der blev åbnet, fik Nianna til at fare let sammen. At tro huset var forladt, havde været en dum ide, for det ville ikke give megen mening at så stort et hus kunne være forladt, slet ikke her i byen, men hvorfor havde døren så været åben? Hun lod blikket vandre lidt rundt i rummet hun befandt sig i, som hun overvejede sine muligheder for at stikke af, eller tage chancen og blive og blot håbe på vedkommende ikke ville opdage hende, for hun kunne risikere at vedkommende der boede i det store hjem kunne være præcis som den vampyr hun havde mødt på sin eneste rejse udenfor Azurien. Hun lod en hånd søge op til hendes venstre kind, hvor hun bar mærket efter deres møde, et lange rosa ar der kun lige var healet, der gik fra hendes øje, ned over hendes kind og kæbe. Hun mærkede den spirende frygt indeni sig, hun vidste ikke om hun turde tage chancen med sådan et møde igen.

Stille bevægede hun sig over imod døren igen, hvor hun lænede sig imod karmen. Udenfor var vejret stadig lige så slemt som da hun havde søgt ly, det ene lyn efter det andet slog hen over himlen og oplyste den efterfulgt af et højt brag, der fik hende til at sætte hænderne for ørene. Det var længe siden hun havde oplevet vejret på den måde i Azurien, men hvis hun var lidt heldig ville det klare op inden hun blev opdaget af vedkommende der boede i huset.

Hun sukkede svagt og lod blikket glide ned på de bare fødder, vandet dryppede stadig af hende, som hun bemærkede vandet hun havde efterladt på gulvbrædderne. Hun bed sig pludselig usikkert i læben, da hun havde det skidt med at efterlade det svineri, men hvad kunne hun gøre? Vandet drev stadig af hende, men udenfor var det lige så ubarmhjertigt. Hun vendte ryggen til udgangen og lod blikket glide rundt en gang til, turde hun vove sig længere ind? Hun trippede lidt fra den ene fod til den anden, inden hun trådte et par forsigtige skridt lidt længere ind i rummet. Så et par skridt mere, inden hun igen stoppede op og næsten holdt vejret ængsteligt, mens hun lyttede efter fodtrin der kunne komme nærmere.

Gordon kiggede ned af sig selv. Ikke nok med at han var blevet ekstremt våd af en lang løbetur, men nu var han også blevet træt, på grund af at han havde løbet hele vejen hjem. Han rystede på hovedet, så vandet blev kastet rundt omkring inden han tog en dyb indånding. Han lignede noget der var løgn, og hans hudfarve lige nu, gjorde at han nærmest så beskidt ud fordi han allerede i forvejen var lettere solbrun. Gordons blå øjne, farede fra møbel til møbel ude i hans lille entre, inden han valgte at tage en dyb indånding. Han greb fat om sin trøje, og trak den af. Han kunne hurtigt mærke hvordan den fugtige trøje forsvandt. Han valgte at tage et par skridt mere ind i huset, og gik direkte hen til stuen. Han greb et par stykker træ og smed ind i hans pejs, samt nogle blade og noget mos, så han kunne få startet branden op. Han greb sit stål, og med et par hurtige klik, kom der gang i mosset. Han pustede på det, indtil det fik fat i træet.

Gordon trak jern gitteret for, så der var noget til at fange gløderne, inden han lagde sin trøje ud på gulvet foran pejsen, så den kunne blive tørret. Gordon rejste sig op. Han holde stålet i hånden, og bevægede sig ud mod køkkenet, der havde døren der førte videre ud til køkkenet. Men, han var ikke nået langt i retning mod køkkenet, før han ende med at stå stille, og hans øjne var fæstnet på noget han ikke helt havde forventet at se. Han vidste der var ting i skoven hans hus lå opad. Men hvad der var for øjnene af ham, gjorde at han lige blev nød til at blinke et par gange, inden det var at det rent faktisk gik op for ham, hvad det var han kiggede på. Han åbnede og lukkede munden et par gange, for at sikre sig at det rent faktisk var det der skete, det han så. Gordon stod næsten helt frosset.

Foran ham, stod en pige ville han næsten være hundrede procent sikker på at kalde det. Hans blå øjne, kørte fra hendes bare fødder og opad, indtil det lande på hendes ansigt. Hendes lyse hår, hendes lysegrå øjne og de lyserøde læber. "Jamen, velkommen til?" Spurgte Gordon, tydeligt overrasket over at se en anden person i sit hjem, indtil det gik op for ham, at han havde efterladt havedøren åben, for at han rent faktisk kunne få luftet ud i huset. Det gjorde stadig at han var blevet overrasket over at der var en anden person i huset, da det ikke ligefrem var det han havdde forventet at skulle opleve efter at have været ude og gå. Og bestemt ikke, nu når han stod i bare overkrop, med et stål i sin hånd. "Kan jeg byde på en kop te, i det her vejr?" Spurgte han, stadig usikker med sig selv hvor han rent faktisk skulle gøre sig af sig selv.

Nianna lyttede intenst til de mange lyde, der begyndte at komme fra det store hjem. Hendes blik flakkede rundt, mens hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere i hendes bryst, mange af lydende kendte hun ikke, men da hun hørte fodtrin komme nærmere, mærkede hun den knugende fornemmelse i hendes bryst, der blot voksede sig større for hver skridt lyden kom nærmere hende, det blev svære og svære at trække vejret, hele hendes krop spændte sig op, til det møde der ville være uundgåeligt medmindre hun skyndte sig at stikke af, men hendes krop var som naglet til gulvet under hendes bare fødder, og da en mand kom ind i hendes synsfelt, kunne man se al farven forlade hendes kinder, og øjne der blot blev større. Et gisp slap over hendes læber, idet hun pludselig blev i stand til at fylde lungerne med luft igen, efter en alt for lang pause.

Hendes blik gled fra gulvet, op af manden hvor hun bemærkede han intet bar på sin overkrop, men hun længere hun så op, jo mere måtte hun også løfte hovedet. Manden foran hende tårnede sig op over hende både i højden og bredden. Hun prøvede virkelig ihærdigt at få kroppen til at reagere, hun kunne stadig nå at stikke af, hun skulle blot vende sig rundt og løbe, men hendes ben ville ikke flytte sig, det eneste hun kunne fokusere på var manden foran sig, og hvordan hendes hjerte hamrede hårdere og hårdere i hendes bryst, til det punkt hun næsten fik ondt i ørene af lyden af blodet der skød rundt i hendes krop i rasende fart. En let rosa kulør begyndt at lægge sig over de lyse kinder, imens hun fik løftet hænderne op foran sig, undskyldende for hendes indtrængen i hans hjem. 

Hendes hænder dirrede af frygt og kulden, ligesom resten af hendes krop, som hun forsøgte igen at tvinge sig selv til at træde et skridt baglæns væk fra ham, imod den udgang der lå bag hende, men hans stemme bremsede hende. Hvorfor lød han ikke sur? Forvirringen var let at spore i hendes blik, som hun let rynkede svagt i panden, inden hendes blik gled rundt i resten af rummet, for at sikre sig der ikke var andre der kunne overraske hende. Da han talte igen, drejede hun blikket halvt imod ham, usikker på hvad det var han bød hende på. "Te?" spurgte hun helt dæmpet med en spinkel stemme. Hun vidste ikke hvad det var, og om det overhovedet var en god ide at stole på ham. 

 Gordon kiggede på pigen der var foran ham. Der var et eller andet bekendt ved hende, men han kunne ikke helt sætte en finger på hvad det var der gjorde det. Gordon gik en smule tættere på hende, og drejede så han gik sidenlæns ind i køkkenet, forbi hende. Han kiggede i en gryde han havde stående på komfuret for at tjekke hvor meget vand der var. Han åbnede komfuret og tjekke om han havde husket at lægge brænde i om morgenen, hvilket han havde. Han kiggede og brugte stålet, lod stålet komme ind mellem brændet før det var han klikkede et par gange med det, mens han holde øje med hende ud af øjenkrogen for at se om hun hvordan hun reagerede på klikne der kom fra stålet. Gordon hev stålet ud og lagde på køkkenbordet, inden han pustede ind i det, så der begynde at komme noget ild. Hendes stemme havde været ret dæmpet, men spinkel. Gordonrejste sig op, og lukkede lågerne indtil, så der kom varme fra komfuret. "Ja, te." Sagde Gordon, han kiggede på hende og stillede sig op og ned af køkkenbordet, mens en varme begynde at sprede sig i køkkenet. 

Gordon tiltede let sit hoved lidt sidenlæns, mens han kiggede på hende. Han holde sin hånd ude mod hende, hans håndflade vente op mod loftet for at se om hun ville reagere. "Hvad har du lavet med kinden?" Spurgte Gordon da han havde opdaget det. Gordon prøvede at konversere med hende, men han var ikke helt sikker på om hun faktisk forstod hvad det var han havde sagt. Gordon kiggede på hende, selvom han arbejdede med grov værk, så havde han bløde hænder. Han havde efterhånden vundet varmen tilbage, af at stå hvor han stod og fordi den våde trøje ikke havde holdt ham våd med det kolde værk. Gordon kiggede på sin hånd og så på hende, og nikkede roligt, næsten for at sige det var okay for hende at tage den. 

Gordon havde lært af sin tømrermester, at hånden sagde meget for en person, både hvordan han bevægede den rundt men også hvordan det var den føltes. Om den var varm, om den gav et godt klem eller hvordan man brugte den. Gordon havde ikke tænkt over armen han rakte ud, var den hvor han havde et ar på armen, der var healet, men som ikke ændrede udseende meget. Det var mest af alt bare efterhånden en lys streg, men han kunne ikke helt få særlig meget sol på den, til at give farve nok. "Det er okay." Sagde Gordon, han gjorde sin stemme så blid som muligt, prøvede at finde ud af mere om hende, mens han gennemsøgte sit sind for at finde ud af hvem hun var.

Ængsteligheden voksede, da manden begyndte at komme nærmere, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog hurtigere i hendes bryst, hvordan lysten til at vige bort fra ham voksede, men hendes ben ville ikke flytte sig, i stedet måtte hun se skræmt til, som han bevæge sig forbi hende ud imod et andet rum. Hun mærkede hvordan hendes anspændte krop for en stund sank lidt sammen, da han jo blot havde bevæget sig forbi. Hendes blik fulgte hans mindste bevægelser, som han kiggede ned i noget, det lignede lidt det stålfad hun selv brugte i sit bål i skoven, men hvad stod det ovenpå? Hun vippede hovedet en anelse og strakte halsen lidt for at kunne følge med i hvad han lavede. De pludselige kliklyde, fik hendes krop til at give et mindre sæt, inden hun rettede sig op, som om hun i hvert fald ikke var nysgerrig, men hun kunne mærke en varme komme ude fra rummet, men de lange våde lokker og skindtøjet, holdt alt for godt på kulden til hun kunne nyde det rigtigt.

Hendes blik ændrede sig fra det før så spirrende nysgerrighed, til skepsis, da manden begyndte at række hånden frem imod hende. Hun veg lidt tilbage i overkroppen, men da han begyndte at tale, måtte hun løsrive sit blik fra hånden og lade det vandre op til hans øjne. Hendes kind? Hun løftede den venstre hånd op imod kinden, og lod fingrespidserne stryge over det fine ar. "En vampyr...." svarede hun stille og drejede ansigtet let væk, i forsøget på at skjule det rosa ar. Hun havde stadig ikke vendt sig til tanken, og når hun om morgen så sit spejlbillede i Azursøens blanke overflade, vakte det ubehagelige minder, hun helst havde været foruden. Den aften var hun blevet jaget, bidt, skamferet og slået på, en grim oplevelse for en der havde levet en isoleret men virkelig god barndom alene i skoven. Ud af øjenkrogen, holdt hun dog alligevel øje med ham, da han fortsat havde hånden fremrakt imod hende. Hendes blik gled uroligt frem og tilbage imellem hans blå øjne og hånden. Turde hun tage chancen?

Hendes blik stoppede til sidst ved hans arm, det var først nu hun lagde mærke til hans ar på armen, men det så ikke nyt ud. Hun bed sig i underlæben, inden hun tog chancen, og forsigtigt rakte sin hånd frem imod hans. Kold, lys og stadig våd efter uvejret udenfor, lagde hun den bløde hånd i hans, en hånd der aldrig havde prøvet hårdt fysisk arbejde. For en stund lod hun blikket dvæle ved deres hænder, inden hun løftede det op imod hans, bange for at se hans ansigtsudtryk have ændret sig, at hun skulle være gået i en fælde hun ikke havde opdaget. 

Gordon havde en god tålmodighed. Han vidste godt at med ting skulle man ikke skynde sig hvis man gerne ville have et godt resultat. Sådan virkede det i hvert fald når de endelig byggede huse. Det havde gjort at Gordon var blevet virkelig dygtig til at koncentrere sig og fokusere på arbejdet, i stedet for at fare frem og tilbage, og ligne en hjælpeløs lille hund. Han kunne også godt fornemme at hende her, ville der blive lidt arbejde med, for hun lignede ikke en der helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Da hun endelig lagde sin hånd i hans, brugte han kun tommelfingeren til at langsomt nusse hendes hånd, for at vise hende det var helt okay. Han havde ikke nogle tanker omkring at køre hende ondt, hvilket også var det som han nok ville prøve at vise hende, selvom det ikke var helt så nemt som man skulle tro. At vise en anden person at de kunne stole på en var noget der krævede arbejde og noget der krævede man lagde en del arbejde i. Gordon sende hende et smil, før han vende hovedet i retning af vandet, der ligeså stille var begynd at boble. 

"Er du sulten?" Gordons stemme var fortsat blid, for at vise hende at han ikke ville skynde sig, men at han ville lade hende se at han ikke havde i sinde at gøre noget ondt. Han kiggede på hende, overvejede lidt om hun frøs, men selvfølgelig gjorde hun jo det. Det havde han været i stand til at mærke på hendes hånd. Hun ville i hvert fald få brug for den varme kop te. Og nok også et varmt bad, ville være i stand til at hjælpe. Eller, det ville i hvert fald være i stand til at hjælpe mod at hun ikke blev syg. Gordon åbnede et skab over komfuret, og tog nogle blade ud, som han lagde i en kande, og da vandet for alvor boblede, tog han det af ilden. Gordon hælde det kogende vand ned i kanden og satte derefter et lå på. Gordon tænkte sig om, og kiggede på hende. "Jeg har måske noget ekstra tøj du kan få på, så du får noget tørt tøj på." Lød det tænkende fra Gordon. 

Hans øjne kiggede på hende, til te kanden, og tilbage på hende. At være i sådan en uvant situation og prøve at holde hovedet koldt, var noget der var besværgeligt, men han prøvede så kraftigt han kunne. Og hvis det var, så havde han lige tilbudt hende at hun kunne låne noget af hans tørre tøj at få på, så det var at hun i det mindste kunne komme i noget tørt tøj og få varmen. Han kunne selv godt overleve med at rende rundt i bar overkrop.

For en stund, hvilede hendes blik på deres hænder, hans tommeltot der strøg hen over håndryggen, inden lyden af hans stemme fik hende til at løsrive sit blik fra deres hænder. Hun gentog hans ord nogle gange indeni hovedet, inden hun løftede blikket op imod hans øjne. Hans størrelse var lettere intimiderende, men ikke noget hun veg tilbage fra længere, alle hendes alarmklokker var underligt tavse for en gang skyld, kunne det virkelig være rigtigt hun ikke behøvede være bange? Til sidst gjorde hun et lille nik med hovedet, da hun alligevel kunne mærke en svag rumlen fra maven, der uanset hvad ville have givet ham svaret. "En smule..." Svarede hun med et forsigtigt lille smil, inden hun trak let på skuldrene, som var det ikke noget han skulle bekymre sig om. 

Hun trådte et skridt nærmere, da han åbnede et skab, lænede sig forsigtigt imod hans side, for at kunne se op bag lågen, hvad der var derinde. Duften fra bladende var virkelig aromatiske, men på en god måde. Nogle af duftende genkendte hun hjemme fra sin lille oase i skoven, og fik hende til at komme helt tæt på for at se hvad han lavede med bladende. De dufte hun genkendte, var ikke nogle urter hun nogensinde havde brugt sammen med vand på den måde han gjorde. Da han satte låget på kanden, var det som om hun vågnede lidt fra sin nysgerrighed og bemærkede hvor tæt hun var kommet på ham, for hun kunne ikke længere se andet end hans bare brystkasse, før hun lagde hovedet helt tilbage. Hun sprang let tilbage, som rødmen begyndte at stige i hendes kinder, og hun trak hånden til sig. "Undskyld.." hviskede hun dæmpet, tydeligt forlegen over situationen. 

Da han nævnte hendes tøj lod hun blikket glide ned af sig selv, de blonde lokker, faldt let omkring hendes ansigt, så hun måtte stryge det om bag ørene. Hun dryppede stadig let på gulvet og hun så pludselig helt forfærdet ud i ansigt, som hendes blik fulgte vandet hun havde efterladt efter sig. Hendes blik spejdede rundt, hvor hun fandt hans skjorte liggende foran pejsen, skulle hun? Hun så lidt ned af sig selv igen inden hun vendte blikket imod ham. Hun gjorde et lille nik til ham, for at acceptere hans tilbud, om noget tørt tøj, trods hun ingen minder havde om nogensinde at have prøvet andet tøj end det skind hun selv kunne skaffe i skoven. Stille gik hun hen til ildstedet, hvor hun lod fingrene glide ind under kanten af nederdelen, før hun med et lille vrik fik den ned om hofterne og trådte ud af den. Indenunder bar hun ikke noget, men hun bukkede sig let og foldede den ud ved siden af hans skjorte, før hun rettede sig op og gentog med hendes overdel og placerede den i rækken. 

Varmen fra ildstedet, kærtegnede hendes krop, nu hvor det kolde skind ikke længere kølede hende ned, inden hun vendte sig om imod ham, med et forsigtigt smil om læberne.

Gordon fulgte med ud af øjenkrogen hvordan det var at hun havde fulgt med, da han var oppe i skabet for at finde bladende han skulle bruge til deres te. Jo tættere på hun kom, jo tungere blev hans vejrtrækning da han ikke helt vidste med sig selv hvordan han skulle håndtere det. Og da hun var aller tættest på, holde han vejret. Han var mentalt helt ude af det, da han aldrig havde været så tæt på en kvinde, og bestemt ikke helt op af ham på den måde som hun havde været på. Han havde stadig ikke helt fundet ud af hvem hun var, men han var sikker på det ville komme når hun følte sig helt tryg, hvis det nogensinde blev til en ting. Gordon kunne godt mærke hvor uvan han var til at have nye mennesker tæt på sig. Han kunne sagtens med sin tømrermester, men ham havde Gordon også kendt i en del år nu. Så det var på en helt anden måde, men Gordon kunne heller ikke bare tage ud og få sig en øl eller en gang mjød med folk, for det duede han simpelthen ikke til. 

Gordon lyttede til hende, hun havde svaret ham på om hun ville have noget mad, det ville hun gerne. Han havde noget brød som de sagtens kunne få til deres te, og han havde muligvis også noget kødpålæg der kunne komme på, hvis han kiggede i madkammeret han havde. Gordon nikkede til hende da hun undskylde, han nikkede bare. "Det er okay. Du dufter nu egentlig meget godt." Sagde Gordon, da han stadig havde duften af hende hængende i næseborene. Enten var det hende han kunne dufte, eller også var det teen han havde der duftede anderledes end sidste gang han havde sat den over. Hendes kinder der blev røde, lod ham også vide at hun ikke helt havde prøvet at være så tæt på en anden person heller. Det gjorde det egentlig også lidt sødt og samtidig komisk i den situation det var de var i. 

Gordon fulgte med i hvordan hendes blik gled ned af hende, han fulgte med, prøvede at finde ud af hvad det var hun egentlig havde i tankerne. Han fulgte med, som hun strøg håret bag hendes øre og han kiggede på hende. Han fulgte hende som det var hun spejdede rundt, og forstod hendes nik, det kunne han sagtens gøre. Han fulgte med i hvordan hun gik he til ildstedet og fulgte med øjnene, da hun begynde at vrikke nederdelen af. Det var der han ende med at kigge væk fra hende. Og hans hjerte var allerede på dette tidspunkt begynd at galopere. Det var ret tydeligt at han var langt væk fra sin hjemmebane af her, og det var endda i hans eget hus. Og selvom han prøvede at lade vær med direkte at kigge på hende, kunne han ud af øjenkrogen stadig følge med i hvad der skete. Det virkede alligevel lidt interessant for ham, for han havde aldrig rigtigt, set en anden person uden noget tøj på. Gordon kiggede til deres te, og gik ud i stuen, for så at tage trapperne der førte ovenpå. Han fandt hurtigt en stor løs trøje, som hun ville kunne være i. Den ville nok være lidt for stor for hende, for den var for stor for ham, men den var meget god at have på på en kold dag hvor man alligevel sad foran pejsen og fik varmen. Han rende ned med den, og prøvede så vidt som muligt ikke at kigge. Han var nærmest lyserød i kinderne, da han lagde den på sofaen, og gik ud i køkkenet, og fandt noget brød og noget kød frem. Inden han begynde at sætte det op i stuen ved sofaen og det lille bord der var ved sofaen.

Der slap en ganske svag latter over hendes læber, lige så mild som hendes stemme, da han kommenterede på hendes duft, hun havde aldrig selv tænkt sin duft, at den skulle være noget specielt, det var jo bare hende ? "Ehm...... Tak?" Hendes ord var lettere usikre, som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle besvare hans ord, mens hun havde bevæget sig ind imod ildstedet. Hun måtte dog erkende, hun ikke var vant til at blive fulgt så nøje med blikket, som hun gjorde af ham, og det gjorde kun hendes rødmen mere tydelig, for hvad kiggede han dog sådan på? Hun lod blikket glide ned af sig selv, drejede en omgang for at se om det måske var fordi der sad noget på hende som der ikke burde, men da han til sidst forsøgte at holde blikket fra hende, trak hun let opgivende på skuldrene, for hun ikke kunne finde nogen årsag til hans blik. 

Duften fra teen, var allerede nået ind til hende i stuen, det duftede fantastisk, og hun trådte ganske roligt nærmere den lokkende duft. Hun måtte selv prøve at eksperimentere med det engang når hun fik tid derhjemme, hvis det ellers smagte lige så godt som det duftede. Hun blev dog stoppet i sin færd ud imod ham, da han kom forbi hende for blot at forsvinde op af trappen, og for en stund var hun fristet til at følge efter, blot for at se hvad der måtte være deroppe, men hun stoppede ved trappen, betragtede det smukke håndværk, som hun lod fingrene vandre over træet. Det var ikke ru og heller ikke fyldt med splinter, men smukt dekoreret. Hendes blik gled over alle detaljerne, da hun pludselig hørte hans trin komme nærmere, så hun trådte let væk med et lille smil om læberne. "Det er smukt...." lød det muntert fra hende, som den værste ængstelighed var begyndt at lægge sig i hende, og i stedet gjorde plads til nysgerrigheden.

Var hans kinder ikke farvet anderledes end før? Hun fulgte ham med blikket da han kom ned med hovedet ganske let på skrå, for hvorfor nu det? Hun ville gerne spørge, men bed sig i stedet let i læben, inden hun gik over for at samle den trøje op han havde lagt til hende. Stoffet føltes så anderledes end det skind hun var vant til mellem hendes fingre, og da den foldede sig ud kunne hun ikke lade være med at le overrasket som hun holdt den op foran sig. Ærmerne var alt for lange, og når hun så ned af sig selv, var det mest af hendes lår væk, det var jo næsten som en kjole, ganske vidst en kort en af slagsen. Hun var lidt skeptisk omkring den, men da hun så han kom tilbage til stuen og begyndte at stille ting frem på det lille bord ved hendes side, valgte hun alligevel at trække i den store trøje. Hendes hænder forsvandt i ærmerne og ganske rigtigt gik den hende næsten ned til knæene. Stoffet var overrasket blødt som det lagde sig omkring hendes krop, og efter et par forsøg på at smøge ærmerne op, blev de til sidst nogenlunde siddende når blot hun holdt albuerne lidt ind imod kroppen. Hun foldede let hænderne foran sig, mens hun fulgte hans vandren frem og tilbage inden hun lod blikket vandre rundt i stuen. 

Hun gik stille rundt, og betragtede de mange ting han havde i stuen, lod fingrene vandre over de mange overflader, mens hun bøvlede lidt med ærmerne, til hun stoppede foran nogle hvide blomster, hun havde set dem ofte ude i skoven, de var begyndt at komme frem over alt, men disse så mere triste ud da stilkene var blevet helt bløde og slet ikke kunne holde blomsten oppe. Hun sukkede lavt, inden hun løftede den ene hånd op og strøg en pegefinger over en enkelt at stilkene. De genvandt alle deres styrke efter hendes berøringer, og lignede atter nogle som netop var blevet plukket. Hun forstod ikke hvorfor menneskene tog naturen med ind i deres hjem, blot for at dræbe den, men hun nød at kunne give dem liv på ny igen, inden hun vendte sig rundt med et glad smil om læberne. 

Gordon var i hvert fald ikke hurtig til at miste farven han havde fået i ansigtet, men det var heller ikke et billede han kunne få ud af hovedet med hvad det var han rent faktisk havde set. Der ville nok gå et par dage, før han kunne fjerne billedet fra nethinden, men spørgsmålet var nu mere om han rent faktisk havde lyst til at fjerne det fra nethinden, for det var jo ikke grimt det han havde set. Hun var yderst pænt, og hun havde nogle gode former. Gordon rystede lidt på hovedet af sig selv, hvad var det egentlig han gik og tænkte på? Det lignede ham normalt ikke at have den slags tanker om et andet menneske, men dette var bestemt heller ikke noget han havde prøvet at opleve før. Det var decideret hans første gang han havde set et andet menneske nøgen. Selv da han var yngre, havde han gjort alt for at undgå det, da han havde nogle mentale grundprincipper han fulgte. Han tog nogle dybe indåndinger og udåndinger, prøvede at sænke sit hjertes fart fra at buldre derudaf, med flere mil i timen.  Han hørte hendes tak, men han var bestemt ikke sikker på hvordan han helt skulle svare på det, så med lidt vilje fra hans hjerne, og hans tunge der gad lytte efter, så fik han fjernet det svar han egentlig gerne ville have haft sagt.

Gordon der selv havde været med til at bygge huset han boede i, var også fint tilfreds. Han havde egentlig ikke mere end han behøvede, og han havde heller ikke planer om at han skulle have mere. Han havde selvfølgelig to gæsteværelser, som kunne laves om til noget andet hvis det blev til en ting. Men Gordons måde at kunne være med kvinder på, ville sikkert sætte en stor stopper for det, og hans egen manglende tillid til tanken omkring at rent faktisk kunne blive en god far. Stolperne til gelænderet var formet så de var runde, og der var brugt rigtig meget tid på at gøre tingene så pæne og fine og bløde som muligt, da Gordon selv hadede det der med at få en splint i fingeren og så skulle brug lang tid på at få dem ud. Der fandes ikke noget værre end at sidde og skulle bruge et par timer på at fiske ting ud af ens fingre, bare fordi de rent faktisk ikke hørte til hvor de sad. 

Gordon fulgte med, som hun faktisk fik trøjen på. Han smilede lidt af det, og lo blidt da den var alt alt for stor til hende, men det var selvfølgelig noget der rent faktisk kunne arbejdes på. Den kunne snildt blive lavet om til en fin kjole, hvis det var man rullede den og bandt den de helt rigtige steder, men det var det han lige hurtigt havde kunne finde som lå øverst. Gordon gik ikke selv særlig meget op i hands udseende hvad angik med tøj. Han foretrak bare gerne at have noget blødt stof på sig, og også noget som kunne varme hvis der rent faktiks blev brug for det, og derpå var trøjerne rent faktisk helt igennem perfekte til det. Gordon hentede nogle te kopper, og kiggede på hende da det var, han begynde at hælde teen op i kopperne. Han kiggede på hende og satte sig i sofaen. Han begynde at skære i brødet, så der kom nogle tynde skiver brød, og så skar han i kødet, nogle lidt tykkere lag, inden han satte dem sammen og placerede på bordet. Gordon kiggede på hende og gav sig til at give hende et venlig nik, som for at sige at hun gerne måtte tage det han havde sat. "Teen er varm, så jeg ville nok lade den køle lidt ned først." Lød det fra Gordon.

Han skar selv en skive brød og kød mere til ham selv, og tog en bid af det. Han kunne føle at han ikke var van til at spise frokost, men dette havde egentlig været en god undskyldning for det. Han kiggede på hendes tøj der lå foran ildstedet, prøvede at regne ud hvad han skulle gøre af det, hvis det ikke nåede at blive tørt. Egentlig var det ikke helt tøjet han tænkte på, men mere hende. Skulle han tilbyde hende at blive og sove, eller skulle han... Han ville ikke lade hende gå ud i regnen, det ville ikke ligefrem være det mest høflige han kunne gøre. Men det ville heller ikke være klogt at lade hende fryse en hel nat. Han blev enig med sig selv om, at hvis det regnede og hendes tøj ikke var tørt, ville han lade hende overnatte i en af gæsteværelserne.

Efter at have gået stille rundt, og betragtet de mange fine ting i hans hjem, detaljeret udskåret, vendte hun blikket imod ham, mens han tog plads i sofaen. Hun havde kun set sådan en to gange i sit liv, og den første gang havde det taget hendes lang tid at finde ud af præcis hvad den hed, det store møbel der snød med hvor bløde de egentligt var, og hun mærkede det lille stik af usikkerhed, med at tage plads ved siden af ham, hun vippede let på fødderne inden hun alligevel fik sig selv overtalt til at tage plads i den, for teen duftede himmelsk, og den mad han havde gang i så vældig spændende ud, for det var kun sket ganske få gange at hun havde smagt brød, det var en af de få ting hun ikke selv kunne lave ude i skoven, og hun brød sig vitterlig ikke om at stjæle fra dem i byen. Hun havde gjort det for overlevelsens skyld, men nu hvor hun dyrkede så mange grøntsager, urter, blomster, frugter og nødder selv, behøvede hun ikke længere stjæle fra andre, for kød kunne hun selv skaffe i skoven når hun følte for det.

Efter lidt betænkningstid, bevægede hun sig alligevel over imod sofaen, trådte rundt om den, før hun satte sig ned i den. Det gav et mindre sæt i hende, da hun sank ned i sofaen, selvom hun vidste den nok ville være blød og give efter, kom det alligevel bag på hende. Hun var så vant til de hårde overflader i skoven, at sidde i græsset foran det lille bålsted hun havde lavet, omkranset af sten for ilden ikke skulle kunne sprede sig. Hendes blik vandrede ned på sofaen, hvor hun lod hænderne stryge over det stof den var betrukket i, det var så blødt at det næsten kildede i hendes håndflader, og fik et smil frem på hendes læber, som roen lagde sig i hendes krop. Hans bevægelser, som han gav sig til at skære mere af brødet ud, fik hende dog til at rette opmærksomheden imod ham, hun havde ikke set sådan en kniv før, hendes liv virkede pludselig så primitivt, men det virkede for hende at have en flintesten hun selv havde fået gjort skarp ved at slå små flige af den, hun havde aldrig spist mad på denne måde, og hun følte sig oprigtigt ikke sikker på hvordan hun skulle gribe det an, i stedet ventede hun blot tålmodigt til hun havde set hvordan han gjorde, og et lys næsten gik op for hende som hendes smil bredte sig. 

Hun gjorde ham kunsten efter og tog en bid af den mad han havde lavet til hende, smagen af brødet fik hende til at sukke let, hun elskede brød det smagte så syndigt og forbudt, en sjælden skat for hende der skulle nydes i fulde drag. Det var først da hun sank den første mundfuld at hun kom til at tænke nærmere over det og vendte de rødmende kinder væk fra ham. Hun sad lidt og forsøgte at få rødmen til at fortage sig, da hun kom i tanke om hun slet ikke havde præsenteret sig for ham, nu hvor han havde været så venlig overfor hende, for hun havde set mange gøre det, hver gang hun havde siddet i trækronerne og betragtet livet i byen, og på hendes lille rejse i landet, var det kun blevet bekræftet at folk fortalte deres navn. Hun lagde brødet fra sig igen og vendte blikket imod ham, inden hun rakte den lille hånd frem imod ham. "Jeg hedder Nianna..." Hendes ord var lidt usikre, men hun var næsten sikker på hun havde fået sagt det på den rigtige måde, med de rigtige ord. Ærmet som hun før havde bøvlet med, var endnu en gang krøbet et godt stykke ud over hendes hånd, og næsten skjulte den i ærmet, og da hun opdagede det steg rødmen kun igen. Hun forsøgte at ryste hånden lidt så ærmet ville trække sig tilbage, men det blev næsten kun værre da hele hendes hånd nu pludselig var skjult i ærmet. 

Gordon trak vejret stille og roligt, mens han fulgte hende og hendes lette og forsigtige bevægelser. Det meste af det han havde var robust og kunne derfor godt tåle at få nogle tæv. Gordon kiggede ned på vintergækkerne der stod på gulvet i en krukke. Det var først nu det gik op for ham, at de var kommet i live igen. Gordon var sikker på at sidste gang han havde set dem, der havde de været omtrent døde. Ikke på grund af vand mangel, men på grund af der ikke var nok næring i jorden de var i. Det var også en gammel plante, så han havde egentlig ikke forventet den ville leve meget mere. Gordon kiggede på hende mens han spiste. Han kunne sagtens fornemme hendes øjne der var på ham, hvilket bare fik ham til at rødme endnu mere, men efter at have tygget af munden, løftede han koppen med te op til læberne. Han pustede let på den, for at fjerne den værste varme og så tog han og sippede lidt af den, før han satte den stadig varme kop ned på bordet igen. Gordon købte hvad der var nødvendigt, og så gemte han resterne af sine penge på kistebunden. Det var hans måde at sørge for at have nogle ekstra penge, i tilfælde af at der skete noget en dag, og at han havde brug for at købe noget, der måske kostede lidt mere end nødvendigt. Kunne han selv lave det, i form af møbler, så gjorde han det.

Han holde øje med hende, som det var at tog og spiste noget af den. Hun fik i det mindste noget at spise nu, det var han i hvert fald sikker på. Gordon trak vejret dybt og kiggede på hende, da han hørte hun sagde sit navn. Nianna, der var et eller andet ved hendes udseende og ved hendes navn der ringede i nogle klokker i hans hoved, men han kunne stadig ikke helt koble det sammen med hvad det var han ledte efter. Gordon nikkede, og havde nærmest lige taget noget i munden igen, som han tyggede af inden det var at han kunne fortsætte og introduksere sig. "Gordon." Introdukserede Gordon, og smilede. Han lod hånden forsvinde ind i ærmet og gav hende hånden. Men i stedet for at give den et hurtigt klem, lod han sin hånd holde hendes hånd, for at se hvordan hun ville reagere på at han gjorde det. 

Gordon kiggede på hende, hans hoved blev sat let på skrå da han kiggede på hende og han trak vejret mere roligt nu. "Så Nianna. Hvor bor du til dagligt?" Spurgte Gordon, han var nysgerrig på at finde mere ud af sin gæst, da han egentlig troede på at hun ville kunne blive noget af et venskab for ham. Og det ville bestemt heller ikke gøre ham noget at lade sig introduksere og lade hende prøve at få ham til at blive lidt mere åben, og måske også lidt mere åben. I stedet for at skjule sig for andre og leve med at være kun sig selv.

Det som overraskende hende mest, ved manden var ikke hans rolige og venlige gemyt, men manglen på ord fra ham. Det hun havde lært bedst på sin rejse, og hendes møder var at alle elskede at tale, en overflod af ord var altid nødvendige, og hendes hoved kom hele tiden på overarbejde for at kunne følge med i de mange udtryk hun stødte på, og på den måde fandt hun ro i ikke hele tiden at skulle forholde sig til en masse spørgsmål eller fortællinger. I stedet kunne hun fokusere på at iagttage ham, se hvordan han bevægede sig, hvordan han sad i sofaen, hans rødmen i kinderne der ligesom hos hende selv aldrig helt så ud til at fortage sig, før den igen blussede op på ny. Da han tog den lille kop op, og pustede til teen forsøgte hun at imitere ham ved at gøre det samme, varmen fra koppen strømmede ud i hendes stadig kølige hænder, og fik hende til at lægge begge op om koppen for at varme dem op. Duften fra teen var lige så vidunderlig som den havde været på afstand, og hun glædede sig faktisk til at smage den, se om hun kunne genkende alle smagene deri, for hun var ganske overbevist om det ikke kun var fra en plante men flere. Hun pustede forsigtigt til det, så dampen steg op fra koppen foran hende, inden hun tog et forsigtigt sip af koppen, det var stadig meget varmt, men ikke så hun brændte sig. Hun mærkede hvordan det varmede hele vejen ned igennem halsen, for en stund gled hun ind i sine tanker mens hun lod blikket hvile på den lille kop i hendes hænder, inden hun satte koppen fra sig igen, og vendte sig lidt i sofaen, med det ene ben trukket let op til sig, så hun sad med fronten imod ham.

Da han præsenterede sig selv, gjorde hun et lille nik. Gordon, det var et navn der var let at udtale og huske, var det første hun hæftede sig ved, men da han ikke slap hendes hånd, måtte hun til sidst flytte sit blik fra hans blå øjne, og lod det glide ned på ærmet der skjulte deres hænder. Hun havde aldrig prøvet en som faktisk holdt fast ved hendes hånd, normalt var det jo bare et klem og så videre i teksten, men hun trak den ikke til sig, sad blot helt stille uden at røre en muskel med blikket på deres hænder. Det var ikke fordi han klemte hende hånd, tvært imod var hans tryk blødt, præcis som hans hånd føltes. Hun kom i tanke om tidligere, hvor han også havde rakt hånden frem, men havde strøget hende over hånden med tommeltotten. Hun blev i tvivl om hvad der måtte være normalt, skulle hun tage hånden til sig? Give den et ordenligt klem? Skulle hun gøre som han havde gjort før og stryge sin egen tommel over hans håndryg? Hun bed sig usikkert i underlæben, og forsøgte at undertrykke et usikkert smil der trak lidt i hendes ene mundvige. 

Lyden af hans stemme, fik hende til at se op på ham, uden at trække hånden til sig. Hvor hun boede? Hendes blik vandrede i den retning hun vidste skoven lå, inden hun vendte det tilbage imod ham. "I skoven.." svarede hun stille, det var ikke noget hun skammede sig over, tvært imod elskede hun livet under den åbne himmel, at mærke naturen omkring sig, høre dyrene pusle rundt i trækronerne og skovbunden. Der var aldrig den samme larm eller liv, som hun så i byerne, der var en ro hun ikke havde fundet andre steder, og selvom vinteren var bidende kold at komme igennem, især uden fodtøj fandt hun måder at klare det på alligevel.

Gordon kunne godt lide hendes måde at være på. Hun var ligeså ikke snaksagelig som han var, hvilket gjorde det lidt nemmere. Hendes hånd føltes blød og lille i hans hånd. Han havde også en noget større hånd og det passede vel også meget godt på hans størrelse. Hans hånd var ikke just smal heller, men ikke en grab. Og set på at han arbejdede fysisk, og at han var sensitiv. Han var ikke just kilden mange steder, men spidserne af hans fingre kunne sagtens få ham til at grine. Han kiggede på hende, prøvede at holde øjenkontakt med hende, for at se hvordan hun ville reagere, som han langsomt lod sine fingre glide på hendes hud. Rolige bevægelser, som han næsten masserede hendes hånd stille og roligt. Gordon var langt fra hvad man ville kunne kalde normal, men han havde findt overlevet på denne måde han havde været på i lang tid. Det og hans manglende sans til rent faktisk at vide hvordan han rigtigt skulle opføre sig over for en anden person. Lidt af et skår fra hans barndom. Han lyttede til hans egen vejrtrækning og til hendes, som hans fingerspidser gled let over hendes hud. Hendes arme og hænder havde stadig været kølige, hænderne var varme fra teen, men hun virkede stadig kold, hvilket bekymrede Gordon en smule da det ikke var meningen at hun skulle fryse. De kunne egentlig sætte sig over ved ildstedet og få varmen på den måde. Men Gordon ville heller ikke have at hun blev varmet op for hurtigt eller at de kom for tæt på. 

Gordon lyttede til hende, da hun sagde at hun boede i skoven. I skoven? Det var et interessant sted at bo. Gordon fandt det egentlig lidt sødt. Han gjorde brug af skoven, men han sørgede for at der ikke var for mange træer der blev fjernet og at de brugte fra forskellige steder af, så skovene kunne få lov til at gro endnu mere ud. På den måde holde naturen og husbyggerierne ved lige. Også derfor han plantede træer for hver gang han fjernede et træ, eller dele fra et træ. Det var en bedre måde man kunne gøre det på uden at sørge for at give naturen en last. "Skoven? Det er egentlig et ret hyggeligt sted, så jeg forstår dig egentlig godt." Sagde Gordon, og sende hende et smil. Han havde set hendes usikre smil. Han løftede med rolig bevægelse sin hånd op, og gav hendes kind et kort nus, før han lod den falde ned på hans ben. Han satte sig lettere sidelæns i sofaen, så hans ryg lænede sig op imod armlænet. Hans hånd, stadig holdende om hendes indtil han langsomt gav slip, og trak sin arm og hånd ud af ærmet. Han sende hende et smil mens han let havde sat sit hoved en smule sidenlæns, kiggende på hende for at finde ud af hvad han skulle gøre. Han greb teen og tog en slurk af den, før han satte den tilbage og tog en bid af maden. 

Gordon tænkte over det, og kiggede på hende. "Hvis du har lyst til det, så kan du få lov til at tage et bad. Så kan jeg godt sætte det op til dig og gøre klar?" Svarede Gordon. Han kunne ikke ligefrem skaffe varmt vand, men han kunne skafe noget vand der var lunkent, og sætte det hen ved ildstedet, så det kunne få en smule varme. Men også bare det med at tilbyde at hun i det mindste kunne få lov til at blive ren ville vel være en god ting? I hvert fald, hvis hun havde lyst.

Nianna kunne godt mærke ængsteligheden voksede langsomt indeni hende, han slap hverken hendes hånd eller blik, og skulle hun være helt ærlig vidste hun ikke hvorfor. Det var ikke fordi hans berøring på nogen måde var ubehagelig, eller at det gjorde ondt på hende at sidde sådan, men hun forstod ikke hvorfor, eftersom hun aldrig før havde oplevet et håndtryk på den måde. Hun bed sig let i læben, og lod blikket flakke imellem ærmet og hans blik, inden hun trak vejret dybt for at forsøge at berolige sig selv en smule, hans hånd føltes behagelig imod hendes, så hun vidste ikke om hun skulle trække den til sig, eller blot vente og se hvad det betød, men hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog lidt hurtigere, hvordan hun begyndte at lægge mærke til alle detaljerne i den måde han strøg fingrene over hendes hånd. Hun lagde hovedet ganske let på skrå, med blikket på det ærme der skjulte deres hænder. For en stund, havde hun næsten glemt alt om den te han havde bragt hende og den mad der lå og ventede som hun kun havde fået en lille bid af, men hvordan skulle hun kunne fokusere på det lige nu?

Lyden af hans stemme, kom på det rette tidspunkt inden ængsteligheden fik for godt fat i hende. Hun løsrev sit blik og løftede det imod hans øjne, hvortil hun lagde hovedet ganske let på skrå med et lille smil om læberne, i stedet for at fokusere på deres hænder, kunne hun koncentrere sig om hans ord i stedet. Hun nikkede glad til hans ord, for skoven havde altid været hendes hjem, for hende var der ikke bedre sted at tilbringe sin tid, men hun turde ikke bruge sin evne på at vise ham det, hun havde lært sin lektie, ikke alle brød sig om at se og mærke hendes tanker, følelser og minder, det var voldsomt og nogen reagerede frygteligt på det. I stedet holdt hun sit lille hjem som sin egen hemmelighed. Da hun så han rørte på sig, flyttede hun blikket imod den hånd der nærmede sig. Hendes krop stivnede ganske let, som hun holdt vejret, bekymret for om han ville slå hende, men da hun mærkede hans hånd blidt nusse hendes kind, sank hendes skuldre let ned igen, samtidigt med at et suk slap over hendes læber, lettet over der ikke skete værre. Hun rødmede ganske kraftigt i de lyse kinder, som hun lagde begge hænder i skødet og pludselig ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. I stedet forsøgte hun at vende sig lidt væk og få ærmet til at makke ret, inden hun tog om koppen og knugede den forsigtigt mellem hænderne. Hendes tanker strøg rundt i hendes hoved, uden at give hendes plads til at tænke ordenligt over en eneste af dem, hun vidste slet ikke hvad hun dog skulle gøre af sig selv, hvordan hun skulle sidde, tale, drikke eller spise rigtigt, og alligevel virkede han så flink ved hende. 

Ordet bad, trak hende lidt ud af tankerne, som hun drejede ansigtet let imod ham mens hun gentog ordet flere gange for sig selv. Hun havde hørt det før, men kun et gang haft fornøjelsen af at prøve et såkaldt bad, normalt svømmede hun blot en tur i søen, men den var stadig frygtelig kold efter vinteren. Hendes smil bredte sig om hendes læber, selv et lunt bad ville kunne gøre underværker på den ængstelighed hun følte indeni sig. "Ja tak...." udbrød hun noget mere livligt end hun ellers havde gjort de andre gange, inden hun tog et lille sip af teen, den var allerede kølet en del ned så hun ikke længere behøvede at puste på den, men smagen var stadig lige så god, hvis ikke næsten bedre nu hvor hun ikke skulle frygte at brænde sig på den. Først da koppen var tomt satte hun den fra sig på bordet igen. "Bor du... ehm... alene?" Hun måtte tænke sig godt om, men som hun prøvede sig frem endte hun også med at finde de rigtige ord, for hans hjem virkede meget stort, og hun kunne ikke lade være med at have en følelse af det måtte være tomt at have så meget plads men stadig kun være sig selv. Når hun tænkte på sin lille oase, der var masser af plads, men det hele var fyldt med planter fra det meste af landet, hun havde kun sit bålsted og den hule hun selv havde skabt med sine evner, resten var blot have for hende. 

Gordon trak vejret stille og roligt. Hans blå øjne fulgte med i alt der skete omkinrg ham, og bestemt hvad hun lavede. Hun var yderst køn, det kunne han ikke løbe fra og han ville heller ikke benægte det. Gordon var lidt af en gentleman, når det endelig kom til stykket. Han havde ikke ville kigge, i hvert fald heller ikke selvom han egentlig nok gerne ville have set mere. Men han mente en kvinde skulle have ret til selv at vælge hvad de ville vise. Hans blå øjne, kørte rundt, bed detaljer ind han ikke havde lagt mærke til før. Han kunne godt fornemme hun ikke havde prøvet det før. I hvert fald ikke at blive nusset på den måde før, men det gjorde bare at Gordon nikkede til hende og sende hende et smil. Han ville gerne have hende til at føle sig fri og til at hun ikke skulle have noget at frygte. Dertil hjalp det ikke at hans hjerte kørte i den forkerte retning, det ville nok bare køre det for den forkerte retning. Gordon tog nogle dybe indåndinger og kiggede på hende, med sit hoved tiltet en smule til den ene side for at finde ud af hvordan hun ville reagere. Han fulgte med i hvordan hun greb teen, og tømte den, hvilket bare bragte et endnu større smil på hans læber.

Endnu en gang, måtte Gordon sidde og nyde blikket af hendes rolige, stille bevægelser. Det var faktisk ret afslappende at se på, og det gjorde også at han selv kølede lidt ned mentalt. Han nikkede da hun sagde ja tak til at kunne få et bad, og det ville han med glæde sætte op for hende. Han skulle dog hente noget vand i brønden, mnen det var ikke så langt væk. Medmindre han havde vand nok i huset, hvilket der godt kunne være en chance for. Gordon var ved at rejse sig, da hun kom med et spørgsmål. Om han boede alene. Han kunne i hvert fald ikke sige nej til det. Han havde kun sig selv, for han var alt for dårlig til at snakke med andre mennesker ud over hvis det var en kunde der havde brug for. "Ja... Jeg har kun mig selv." Svarede Gordon, han kiggede på hende og rejste sig op. Han strakte sig let ud, og kunne mærke hvordan hans ryg lavede nogle knæk, for at fortælle ham, at han havde siddet forkert i sofaen, hvilket han egentlig godt i forvejen havde vidst. Men det var en ting han havde for vane, selvom det ikke just var det bedste han kunne gøre. Han havde egentlig gerne ville have haft en blødere sofa, men det havde han ikke haft tid til at kunne skaffe eller bygge det anderledes, selvom det var en del af et projekt han havde planlagt der skulle ske senere på året.

Gordon kiggede på hende og tænkte sig om. Han burde klargøre så det var at hun kunne tage et varmt bad. "Jeg kommer igen, jeg klargører lige så du kan få et bad." Sagde Gordon, og smilte til hende. Hans hånd røg hen til hendes kind og nussede den kort igen. Før han gik ud og hentede karret. Det var en stor balje lavet af træ. Han satte den lidt væk fra ildstedet, så der kunne komme varme, men også sådan så træet ikke ville ende med at brænde. Gordon rende frem og tilbage, for at hente vand og fylde i karret. Han havde rend frem og tilbage en del gange, da der var vand nok i karret til at hun ville kunne komme i det. Han hentede også en noget stof, som hun kunne bruge til at tage sig af hendes krop. Gordon rykkede tilbage til sofaen og kiggede på hende. Han satte sig ikke ned, men rakte hånden ud for at hjælpe hende op. "Så er karret klar til dig." Lød det fra Gordon, mens han nikkede til hende.

Der lagde sig en ro imellem dem, der var til at tage at føle på, begge forsigtige omkring hinanden med små smil til at lette stemningen, der ikke længere var nær så presset af ængstelighed. Hun vidste ikke om det var sådan menneske normalt var omkring hinanden, hun havde ikke haft mange møder med hendes egen race, til gengæld havde hun mødt så mange andre, nogle hun havde lært af bitter erfaring at holde sig fra, og hvilke der kunne spire de mest fantastiske ting ud fra. De to engle hun havde taget til sig som sin familie, og halvdæmonen som hun ikke kunne forklare sine følelser omkring, men som gjorde hende glad hver gang han var nær. Og nu Gordon, en mand meget lig hende selv, socialt lettere akavet, men høflig og hjælpsom, hun kunne ikke lade være med at finde hans selskab interessant på en god måde, trods hun ikke kunne genkende ham fra de barndomsminder hun havde mistet.

Hendes blik gled stille rundt i det store rum, der var så meget plads for blot et menneske, men hun havde erfaret at det langt fra var alle som levede under de samme simple kår som hende, faktisk nærmere det modsatte. Alle var de omgivet af de mystiske ting, som hun ikke forstod sig på, og hun kunne ikke lade være med at tænke på om tingene måske fyldte et tomrum de måtte have. Og hun kunne ikke påstå hun blev overrasket, da han bekræftede hendes tanke, han var alene i det store hjem. Hun gjorde et lille nik, inden hun sænkede blikket eftertænksomt, men hun lyttede som han rejste sig op og de første knæk fik hende til at se hurtigt op imod ham. Var det ham der sagde sådan? Hendes øjne fulgte hans bevægelser, som havde han ondt? Hun rynkede en smule i panden, han burde arbejde lidt mere på sin krop, hvis den sagde sådanne lyde, det kunne umuligt være behageligt, men skulle hun forsøge at hjælpe ham? Hun kendte udmærket til at have en øm krop, hun arbejdede meget i den lille oase og var stort set altid i bevægelse i skoven, så at massere de ømme muskler var blevet lidt af en vanesag, omend det ofte var besværligt når det kom til ryggen, men hu havde i stedet lært nogle øvelser der kunne hjælpe præcis der, strække de ømme muskler ud, så de bagefter kunne slappe af igen og ømheden ville fortage sig, sammen med brugen af hendes mange urter, mange som havde forskellige egenskaber der var yderst nyttige for hende.

Men før hun kunne nå at beslutte sig, før hun overhovedet fik sagt et ord, hørte hun hans stemme, hendes blik fulgte hans læbers bevægelse, så intenst at hun ikke opdagede den hånd hans hørte til hendes kind, før hun mærkede den imod kinden. Det gav et sæt i hende, og hun trak rødmende ansigtet væk fra ham. "Tak...." svarede hun ganske stille, som han var på vej væk for at hente det store træ kar, det så tungt ud, men han virkede ikke besværet af det. Hendes blik fulgte hans overkrop, som han bevægede sig frem og tilbage, for at fylde vand deri, det var alligevel første gang hun så det, og hun kunne ikke lade være med at rykke sig helt ud på kanten af sofaen, for bedre at kunne følge med som han fyldte det op. Mon det ville være koldt lige som søen? Da han kom imod hende, og rakte sin hånd frem imod hende, løftede hun tøvende sin venstre hånd op, ærmet gled ned over hendes arm og stoppede ved albuen, og lige så fint fremviste det svage rosa mærke hun bar på armen, det lignede ikke et ar, men mest noget der nærmest var malet i hendes hud fra hendes håndled op til albuen. Hun rejste sig let op fra sofaen, med fronten imod ham og hovedet vippet let bagover for bedre at kunne se hans ansigt. Hun sendte et lille smil, inden hun trådte hen til det kar han havde sat frem med ryggen imod Gordon. Hun ville så nødigt gøre hans trøje våd, men ville han blot sidde og kigge på? Ikke at hun var genert over sin krop, slet ikke for hende var det en ganske naturlig ting, hun havde aldrig lært behovet for at skulle dække sig til, hvorfor tøj udover for varmens skyld var så nødvendigt. 

Hun trak den store trøje over hovedet, inden hun forsigtigt foldede den sammen efter bedste evne, og lagde den fra sig på bordet bag hende, før hun trådte over kanten. Hun havde forventet et koldt gys som i søen, men vandet var faktisk lidt lunt omkring hendes ben, inden hun trådte op med det andet og lod sig glide ned i vandet. Hendes hænder strøg undersøgende over kanten af karet, med et smil om læberne, sådan et kunne hun virkelig godt se det praktiske i at have, trods hun skulle hente vandet i søen og dermed gå noget længere og formenligt ikke engang ville kunne varme det op, måske søen blot var en bedre ide? Der kunne hun også svømme og føle sig fri på en anden måde en karet tillod hende. Hun vendte blikket imod ham, et stort smil lå omkring hendes læber, som hun sad helt stille med siden til ham. 

Stemningen var faldet lidt på plads, hvilket havde gjort det nemmere for Gordon rent faktisk at tænke. Hans hjerne arbejdede stadig på højtryk på at finde ud af hvor han havde hørt hendes navn før. Men han kunne iokke finde ud af det helt så hurtigt som han gerne ville. Han lagde det nærmest som sådan en baggrundstanke i sit hoved. Der var både nogle positiveteter ved at Gordon han var så tilbageholdende som han var. Han var virkelig dårlig til at sige hvad han mente med nogle ting, men der var også nogle andre ting hvor han var dygtig til at sige sin mening. Og når han var sur, så var det bestemt en af tiderne hvor han var god til at sige det. Han ville gerne kunne sige mere, men ja. Det var noget der skulle arbejdes en del med før det var han turde tage chancen og gøre det. 

Gordon havde langt mere plads end han egentlig havde brug for, men han nød egentlig at have den ekstra plads. Det behagede ham ikke at bo særlig småt, han kunne vidst godt, men han følte sig næsten lukket helt inde. Han vidste godt der var en enkelt af deres kunder, der boede så småt som muligt. Havde et rum i sit hus og det var det der var. Lige akkurat sådan noget,  det var Gordon ikke vild med. Han ville ikke sove i det samme rum som han lavede mad i. Det var lige en tand for meget for ham. Han havde også godt fanget hendes øjne på sig, da han havde strakt ud. Det virkede for ham, og det var sjældent han sad sådan i sofaen. Han foretrak at bruge ryglænet, da det var noget mere behageligt og ikke så stressende for kroppen at bruge. Han ville heller ikke helt udtale sig om det, for det var ham selv der havde skaffet problemet han havde fået sig ind i med ryggen. Han vidste den ikke holde hele livet med den måde han arbejdede på. Det hårde fysiske arbejde, risikoen for at komme til skade med en forkert bevægelse når de byggede huse. Der var mange ting der kunne træde ind og lave en vældig stor skade hvis ikke han var påpasselig. Men det var han ikke, og det ikke noget han nogensinde kom til at blive. For så skulle han arbejde mindre, eller arbejde på en anden måde. Og den måde han brugte, virkede for ham.

Måden hun reagerede på, ved hans berørelse, var også noget af det der var interessant for ham. For det var blide bevægelser, men det virkede ikke som om hun afviste dem. Heller ikke fordi han lagde nogen mening i dem. Men han kunne konstatere at huden hun havde på kinderne var ligeså blød som huden hun havde på armene og hendes fingre. Den var blød og nærmest som om den havde en god behandling. Han hørte hendes tak.

Gordon fulgte hende med blikket, denne gang havde han det noget mere besværgeligt med at slippe hende med øjnene. Han holde sin position og fulgte med øjnene hvordan det var at hun trak hans trøje af, og hvordan hun foldede den sammen. Det var egentlig noget mere komisk, men samtidig også sødt. Det var noget hun sagtens kunne lære i længden. Han fulgte hende, som hun lod det første ben træde op i det, og derefter det andet, før hun gled ned i vandet. Alt imens, havde han næsten hold vejret og havde næsten ikke trukket noget luft ind. Hvilket han blev nød til at gøre nu. Hans vejrtrækninger blev dybe. Han gik langsomt rundt i stuen. Det var her, med denne vinkel hvor Gordon kunne se noget af hende, at han fik en idé om hvem huin var. Nianna sagde ham endelig noget. Men hvad var det de hed til efternavn? Det kunne han ikke huske, men han kunne huske en familie der var blevet hvad? Stort set udryddet med jorden. Gordon blev nød til at gå og tænke over det. Kunne hun huske sit efternavn, og hvad der overhovedet var sket? Gordon vidste ikke helt om det var rigtigt det han var kommet i tanke om, og han skulle nok ikke tage det op med hende nu, bestemt ikke når han havde planlagt at gøre noget, han ikke nogensinde havde troet han ville gøre. 

Gordon blev ved med at følge hende med øjnene, som han stille og roligt, skridt for skridt kom tættere på hende bagfra. Han prøvede at lade vær med at fokusere på visse punkter på hende, men holde sit fokus på hendes hår og hendes ryg. Han vidste ikke helt om han kom til at gøre det rigtigt, da han aldrig nogensinde havde prøvet det før. Gordon kiggede på hende med sine blå øjne, hans pupiler var udvidet som han satte sig ned på sine knæ bag hende, rykkede sig tættere og lukkede øjnene. Han åbnede dem kort tid efter og blinkede, mens han rykkede sine hænder over til hendes skuldre. Hans fingre trykkede stille og roligt ind, mens det var at han langsomt begynde at massere hende. Han havde aldrig gjort det før, så han var ikke sikker på om han gjorde det rigtigt. Men det fandt han vel ud af. Gordon fokuserede på sine hænders bevægelse, mens han prøvede at fokusere for at finde ud af, hvordan hun reagerede på hans reaktion. Alt imens, han stille og roligt bed på sin egen læbe, af rent ud nervøsitet.