”I dag får vi en speciel gæst på besøg,” erklærede Ava overfor de mange unge ansigter, der betragtede hende. Alle tyve børn var samlet i det, der udgjorde stuen: et rum med falmede tapet, groft gulv fyldt med splinter, et par forhutlede sofaer og gamle, slidte tæpper. ”Jeg vil gerne have, at I viser jer fra jeres bedste side. Fortæl ham om jeres drømme, jeres håb. Vis ham hvor dygtige elever, I er.” Hun tog sig god tid til at besvare de mange spørgsmål, uden dog at afsløre gæstens sande identitet.

Flere timer senere klædte Ava sig på oppe på kvisten. Hun havde gjort det for vane at trække gardinerne for, i tilfælde af at en hvis herre skulle gentage sit nummer fra sidst. Nu iførte hun sig sin sædvanlige bestyrerindeuniform: en sort flæsede kjole med høj krave og et klæde om håret. Så tjekkede hun, at børnene havde været i deres ugentlige bad og så ordentlige ud, hvorefter hun slog et smut forbi køkkenet. Kokken Maeve var i fuld gang over kødgryderne. Det var ikke nogen ekstraordinær menu, eftersom Ava ikke så nogen grund til at imponere Pax. Det var børnene, det handlede om.
”Det dufter dejligt, Maeve.”
Kokken fnøs. ”Jeg gør hvad jeg kan, med det jeg har,” udstødte hun på sin sædvanlige bryske facon.

Da klokken blev fem stod Ava og børnene parat i  stuen. Hun mærkede nervøsiteten i maven, og måske kunne børnene mærke det, for de yngste klyngede sig til hende, og de ældste var i frygteligt drillende humør.

”Rotter?”
”Ikke en eneste. Nobby står nede ved markedspladsen og drengene sørgede for, at holde dem beskæftiget ved templerne.”
”Ava?”
”Hun har rendt rundt. Nogle af de små opsnappede, at alle blev sendt i bad og fik besked på at ligne fine folk.”
”Det er jo det, hun gør bedst. Og Alice?”
”Hun er på vej. Max henter hende.”
”Har hun været i bad?”
”Ja”, svarede den yngre mand, hvis øjne hvilede stift frem foran sig, som forsøgte han at se igennem børnehusets tykke vægge. Bag ham stod en kutteklædt skikkelse, hvilende op af husmuren og med sine muskuløse arme over kors. I skæret fra gadelamperne skinnede brandsåret henover læberne i en næsten mælkehvid farve, og som manden foran sig, stirrede Pax også frem foran sig, tilsyneladende fordybet i tanker.

I dagene efter mødet med bestyrerinden, havde Pax tilrettelagt aftenens planer omkring middagen. Alverdens tanker havde rumsteret faretruende bag Pax’s pande og med en vished om, at det ikke var ham der skulle tages på sengen, havde han lagt hovedet i blød.
Adskillelige af bandens mindre grupper havde alle fået deres egne opgaver i aftenens anledning, hvad end det angik spionage eller som lokkeduer i Dianthos Øvre bydel. Og dertil var der Alice. Særligt Alice havde et formål og Pax måtte indrømme, at hun til trods for hendes, ja, åbenlyse mangler, nok skulle lykkes med den opgave, som hun var blevet stillet. Eller, måske snarere den, han selv havde udtænkt for hende, for Alice gjorde ikke mange tanker for sig selv. Nogle gange kunne Pax blive i tvivl om, om hun i grunden tænkte på andet end hundehvalpe og fangeleg.

To skikkelser – en væsentlig bredere end den anden – kom gående op langs gaden, og Pax hørte dem, før han så dem. Alice havde en særlig distinktiv gang, nærmest som vraltede hun af sted i sin egen verden. Da de to skikkelser nåede Pax selv, rakte han ud efter den overvægtige, småtbegavede piges hånd og med et lille, oprigtigt smil sagde han; ”vi skal ud og spise sammen i dag. Du er min særlige gæst.” Ved de ord smilede Alice stort og højlydt jublede hun, i det de bevægede sig ned langs gaden.

Da de trådte ind i børnehusets entre – stadig hånd i hånd – lod Pax sine mørkegrå øjne glide henover forsamlingen af børn. Adskillelige af dem så lovende ud, vel og mærke med første øjekast, men løgnen tro, lod Pax hurtigt sit blik fæstne sig på bestyrerinden.
Selv var han klædt i pæne klæder; en hvid linnedskjorte og mørke bukser. Støvlerne var pudset og kroppen vasket, hvormed han næsten kunne se helt anstændig ud i den milde aftensol. Ved siden af ham stod Alice, som trykkede sig genert mod ham, stor og tyk, og med et fordrejet men smilende ansigt. Pax hviskede noget til hende og hun rystede på hovedet, som nægtede hun, hvorefter Pax atter måtte sende hende sit mest charmerende smil.
Dernæst henvendte han sig til Ava. ”Tak for invitationen. Det her er Alice.”   

Børnene stirrede nysgerrigt på de to nyankomne: den høje, arrede mand og den lille, kraftige pige, som så anderledes ud, end hvad de var vant til. Kun et flig af overraskelse viste sig på Avas ansigt, så tog hendes høflige manerer over, og hun gik hen for at hilse.
”Hej Alice. Velkommen til vores børnehjem! Sikke en fin kjole, du har på.” Da pigen nikkede og smilede genert, vendte Ava sig mod Pax. Han var pænt klædt på i dag, og det overraskede Ava at se ham smile: det klædte ham, det opblødte de hårde træk og fik ham til at se yngre og næsten tiltrækkende ud.
”Pax,” nikkede hun høfligt. ”Lad mig præsentere dig for børnene.” Hun slog ud med armene. ”Vores yngste er tvillingerne på 1 år, men de sover til middag lige nu. De blev efterladt på vores dørtrin, sandsynligvis fordi deres forældre ikke havde råd til at fodre to nye munde. Den slags ser vi tit.” Hun udpegede skiftevis på børnene og fortalte deres navne, hvortil de enten smilede, nikkede eller endda bukkede. De havde erfaring med den slags fra andre middage med velgører. Ava havde knoklet for at indkode de høflige manerer, og de fleste børn havde taget det til sig, fordi de vidste det betød bedre mad og måske endda en mønt i lommen fra en gavnlig aristokrat.
Det var dog tydeligt for de ældste børn, især James og Olivia på fjorten og femten, at Pax ikke var velhavende, og de undrede sig over gæsten.
”Kom, lad mig vise jer rundt,” foreslog Ava. Nogle af børnene omringede straks Alice og gav sig til at sludre med hende.
”Vil du med Alice?” spurgte Ava, men pigen rystede på hovedet, begejstret over opmærksomheden. Ava ledte Pax rundt i de forskellige rum og fortalte om hverdagen på børnehjemmet.

Pax betragtede Ava tage Alice i nærmere øjesyn og dernæst rose hendes kjole. En varm fornemmelse spredte sig i bande-lederens brystkasse, men han bestemte hurtigt, at den udsprang af en indestængt tilfredsstillelse over, at hans plan syntes at lykkes. De yngre børn samlede sig nysgerrigt omkring den tykke pige, alle med store og forundrede øjne. Alice var ikke sen til at nyde opmærksomheden, selvom hun stadig pressede sig genert mod Pax. Da Ava dog dernæst henvendte sig til ham, løsnede Pax sit jerngreb om Alices hånd og snart efter var de to børn af Ulvens Flok atter adskilt.

De mørkegrå øjne gled henover børnene, som de alle lige dele nejede og bukkede for ham. Det rev mærkværdigt i ham, for hver af dem, han betragtede; Pax brød sig ikke om, at de opførte sig så høfligt, for hvordan skulle man nogensinde få det ud af dem igen? Kun to ældre børn, tilsyneladende kun en 10 år yngre end ham selv, syntes at betragte ham med en hvis sund skepsis – som købte de ikke, hvad end han forsøgte at sælge.
Pax’s urokkelige blik tog dem begge i nærmere øjesyn. Pigen var tynd, uden antydning af en barm og kun de spidse hofter fortalte en anden historie end det korte hår. Drengen derimod var mere muskuløs og høj af sin alder, uden at nogle synlige tegn beklædte hans ansigt og Pax bestemte sig for, at han måske var værd at tage en snak med. Som drengen gloede olmt på Pax, vidste han instinktivt, at det dog ville blive en udfordring. Tilsyneladende følte de stor loyalitet for Ava.

Pax fulgte med Ava og temmelig ukarakteristisk forblev det charmerende smil over hans læber; brandsåret i højre side udviskede dog noget af effekten, ganske enkelt fordi det kunne ligne, at der ingen mundvige var at finde i netop den side.
”Da jeg kom til Dianthos tilhørte bygningen en købmand. Har I stadig kælderlokalerne eller er de forsvundet i råddenskab?”, spurgte Pax, næsten nonchalant, som han fulgte bagtrop.   

”Vi har stadig kælderlokalerne og opbevarer gamle møbler der. Vi kan ikke have mad stående, fordi musene går i det, ligesom alle andre steder i kvarteret,” forklarede Ava, og spekulerede i sit stille sind på, om Pax virkelig kendte til kælderlokalerne på grund af den forrige købmand, eller om han havde fundet ud af det, ved at sende spionerende børn på besøg hos dem. Nej, det klædte hende ikke at mistænke andre for den slags, selv ikke en bandeleder.

Ava viste Pax sovesalene. Hun noterede sig, at de ældste drenge ikke havde redt sengene, sandsynligvis fordi James havde undladt det, og de så op til ham som et eksempel.
”… og herinde sover drengene.” Hun samlede en gammel teddybjørn op fra gulvet og lagde den i en af sengene. ”Det er Albans. Han sover stadig med teddybjørn, selvom de andre drenge driller ham med det,” forklarede hun med et smil på læben, der dog forsvandt hurtigt. ”Begge hans forældre døde af sygdom, og ingen andre i familien ville tage ham ind.”

Der lød en rungende klokke fra de nedre regioner, som betød at maden var serveret. Hun ledte Pax ud af lokalet og ned ad trappen. Hun kunne ikke se hans ansigt, og måske dette gav hende modet. ”Alice…” begyndte hun forsigtigt. ”Er hun din søster?” Ava vurderede hende til at være omkring 11-12 år gammel, og selvom det teknisk set kunne være Pax’ datter, fandt hun det usandsynligt. På den anden side anede hun ikke, hvor gammel manden var.

Forventer du, at hans historie gør indtryk, Ava af Adelsberg? Tror du ikke, at jeg har set og hørt værre? 

Spørgsmålene, der begge var blevet stillet i Pax’s tanker, nåede aldrig at forlade hans læber, i det en klokkes rungen lød igennem sovesalens stilhed. Ikke, at Pax i grunden var sikker på, at de overhovedet ville være blevet italesat, for der var noget over Ava; noget, der indbød ham at holde mund.

Pax rystede på hovedet, da de dernæst efterlod sovesalen og Ava spurgte indtil Alice. Han havde forventet et sådan spørgsmål – eller, måske snarere en mistanke om, de to børn af Ulvens Flok var beslægtet af blodsbånd. Det var nu ikke tilfældet, så Pax forklarede nonchalant; ”Alice og jeg er venner. Som alle andre i Flokken var hun uønsket. I hendes tilfælde fordi hun er åndssvag. Jeg har nu altid godt kunne lide hende – og hun mig. Hun kom til, inden jeg overtog. Min mor døde, da jeg var tretten, men selvom hun spredte ben for alle for penge, fik hun aldrig andre horeunger end mig.” Pax lod kortvarigt sine mørkegrå øjne fæstne sig udfordrende i Avas, som forsøgte han at teste, hvor langt denne tilsyneladende kærlighed for alskens rakkerpak rakte.

”Det er det grå hår. Måske hun var ligeså rådden indeni som udenpå. Der måtte jo være noget galt med hende, siden hun fødte et barn, der lignede en gammel mand fra start. Det er pudsigt, ikke? Især med tanke på, at hendes eget hår var flammerødt”, tilføjede han eftertænksomt, i det han standsede op i gangen og atter gav sig til at betragte Ava – af en eller anden grund spændt på, hvordan hun ville håndtere hans sandhed. Eller, i hvert fald en udgave af den. At det var ved hans hånd at moderen var afgået ved døden, var hans hemmelighed alene og så absolut aldrig er erkendelse, der nogensinde havde forladt hans læber. 

Trappetrinnene knirkede under dem i den smalle passage, hvor lyset kastede et ulmende, sygeligt skær og gjorde deres skygger lange på væggenes falmede, mørkegrønne blomstertapet.  Et sted under dem kunne børnestemmer og latter høres, men det var dæmpet nok til at Pax’ stemme lød tydeligt i trappeopgangen.

I første omgang blev Ava rørt over, at Pax havde formet et venskab med den på alle måder anderledes pige. Det viste en empatisk side af ham. Imidlertid fulgte hans brutale afsløring af sin fortid, som fik Ava til at spærre øjnene op. Hun hadede ordet horeunger. Nogle af børnehjemmets børn havde kaldt Ilfa selvsamme ord over en periode, og det havde gjort ondt i hendes hjerte at være vidne til.

Hun var lamslået. Deres møde indtil videre havde virket anderledes; høfligt og civiliseret, som om sandheden om, hvorfor de overhovedet afholdt denne middag, havde veget for noget andet. Nu vendte Pax atter tilbage til sin rå, ubarmhjertige måde at tale på, om end det handlede om ham selv. Da han standsede op, stod hun også selv stille. I ansigtet viste sig en medlidenhed, hun ikke kunne skjule, selvom hun instinktivt vidste, at han nok ikke brød sig om medlidenheden. Sådan var det i hvert fald med mange af børnehjemmets børn. De ville hellere end gerne glemme fortidens rædsler, hvorimod Pax frivilligt bragte dem frem i lyset.

”Hvorfor fortæller du mig det her?” spurgte hun stille og forvirret. Prøvede han at skræmme hende? Prøvede han at understrege, at hendes plan om at vække hans sympati ville fejle, eftersom hans egen skæbne på mange måder lignede børnenes?

Pax kunne ikke besvare hendes spørgsmål, selv hvis han ville, så han trak på skuldrene. De mørkegrå øjne forlod ikke Avas skikkelse, eller hendes brune øjne, der forvirret også lå fæstnet i hans. ”Du spurgte, jeg svarede”, konstaterede han, til trods for den åbenlyse løgn – hun havde ikke efterspurgt ham, at være nær så detaljeret som Pax i grunden havde været. Alligevel fortrød han ikke sine forbitrede ord. Af en eller anden grund følte han trang til at fortælle Ava meget mere.

”Flokken består ikke kun af arrige hunde. Der er også gode mennesker, som ikke havde andet sted at være end hos mig”, lød det dernæst, i det Pax sænkede sit blik, for til dels at skjule overraskelsen over sine egne næstfølgende ord. ”Måske jeg bare gerne vil have, at du også ser det. Jeg tvinger dem ikke til noget, de ikke vil og jeg forbyder voldtægt og børneprostitution i Flokken. Jeg giver tiggerbørnene et blåt øje eller sætter de handicappede ind i den øvre bydel, fordi de giver den største indtjening men alle parter er indforstået med det. Primært består forretningen af tyveri, fordi det er det, jeg gør bedst. Dernæst brydekampene. Det er kun mænd der deltager i dem”, opremsede Pax med en forretningsmæssig afmålthed, i et sølle forsøg på at få en eller anden form for genoprejsning. ”Og vi stikker ikke, uanset om vi ryger i hullet eller ej. Det er det vigtigste.”

Pax lagde de tynde men muskuløse arme over kors, hvorefter han med et næsten udfordrende og spørgende blik atter gav sig til at betragte hende.

Hans mørkegrå øjne borede sig ind i hendes egne grå, men for en gang skyld fastholdt hun dem. Han havde ladet hende få et glimt af noget dybere i ham, og hun vidste ikke hvorfor. Hvis ikke hun havde været så naiv og godtroende, havde hun måske overvejet, om det var et taktisk ryk fra hans side.

Ava sukkede dybt og så ned i gulvet. Det var forkert, alt det Pax gjorde, men Ava var ikke dum. Hun forstod hvor få muligheder Dianthos’ børn havde for at brødføde dem selv på lovlig vis. Pax og Ava havde begge gjort hvad de kunne for at hjælpe børnene, selvom deres tilgange var vidt forskellige. Desuden sad Ava i saksen. Hvis ikke hun samarbejdede, ville Pax tage børnene, om hun ville det eller ej.

”Den ældste, James …” begyndte hun tøvende og måtte synke en klump. Hun undertrykte en bitter følelse af at sende sine børn direkte til galgen. ”Han har ingen ambitioner. Han er for vred og håbløs til at nogle vil finansiere hans uddannelse. Olivia er den næstældste. Byvagterne har allerede haft fat i hende flere gange. Hun har tre små halvsøstre hos morens nye, voldelige mand, og hun ser det som sin opgave at brødføde dem.” Det var gjort. Ava slog armene om sig selv mens en slags råddenskab udfoldede sig i hende. Det måtte hun tage sig af senere…

Pax lænede sig op af husets slidte væg, som bestyrerinden begyndte at fortælle. Han havde godt bidt mærke i begge børn og ikke alene fordi, at de var væsentlig ældre end de øvrige, han havde mødt. Især denne James var interessant, for Pax genkendte det kalkulerende blik – også han havde betragtet verden sådan i den alder og også Pax havde været vred.

I en kort rum tid faldt tavsheden omkring dem, alt imens Pax syntes at være fordybet i tanker. Han stod og betragtede Ava, men hans mørkegrå blik var tomt og en ru finger kærtegnede eftertænksomt brandsåret. Da han omsider brød tavsheden, var det mere faktuelt end tidligere. Måske tilmed forsonende.
 
”Olivia er som sådan ikke interessant for mig. Hun er for gammel til at smide på gaden men for ung til et af horehusene. Vi har allerede piger i den alder. De står for organiseringen og pasning af de små”, forklarede Pax overvejende, hvorefter han rømmede sig. ”Men jeg kan godt lære hende et trick eller to. Mere så hun ikke ender hos rotterne igen, men du bliver nødt til stadig at huse hende. Hun er ikke noget håbløst tilfælde. Med den rette motivation kommer hun til at nå langt i livet”, fortsatte han faktuelt.

”James er straks værre. Hvordan håndterer du ham? Går der for meget mor i den?”

Ava knyttede hænderne ved ordet horehuse. Ikke på vilkår om nogle af hendes børn skulle ende der. Hvis Pax’ mor virkelig havde været prostitueret, måtte han vide, at det ikke var nogen værdig vej for nogen. Hun nikkede dog langsomt, selvom hun langt fra var enig i Pax’ formulering om, at man kunne nå langt i livet ved at stjæle.

”Olivia er intelligent men interesserer sig ikke for det boglige. Hun nægter at blive bedre til at lære at læse og skrive, og hun har ingen interesse i at forsørge sig selv på nogle andre måder end tyveri. James har sine egne meninger om alting. Han kommer og går som han ønsker, og han er en dårlig indflydelse for de andre børn, men han holder af dem. Jeg kan ikke lære ham mere. Måske vil han reagere bedre på en mandlig autoritet.”

Hun løftede blikket bedende mod Pax med en sårbarhed i de grå øjne. ”Pas på dem, Pax,” bad hun stille.

Pax lænede sig fortsat op af det falmende tapet med armene over kors. Til trods for at middagsklokken havde ringet, syntes ingen af dem at have travlt.
”Enten så keder hun sig eller så er det desperationen der taler. Hvor lang tid har hun tilbage af sin skolegang, før hun mister samtlige sponsorater?”, spurgte han eftertænksomt, hvorefter Pax’s kalkulerende blik atter fæstnede sig i Avas eget. Til trods for at hun bad om hans beskyttelse af børnene, kunne Pax endnu ikke give hende den. ”Jeg skal nok tage hende for en tid. Når hun kommer tilbage, vil hun fortsætte sine studier. Jeg kan ikke have endnu en pige i den alder rendende”, tilføjede Pax dernæst, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Medmindre hun selvfølgelig kan et eller andet, jeg ikke vil undvære. Men så er hun ude af dine skørter og foretager sig noget meningsfuldt.”

Pax lod sine øjne glide henover Ava og dernæst fæstnede han dem til det slidte gulv. ”Han lyder som et problem. Ikke noget, jeg ikke kan forme, men ikke desto mindre… hvad er hans historie? Hvorfor er han endt her?”, spurgte han overvejende, i det en tanke tog form bag den nyvaskede pande. I virkeligheden kunne denne James give problematikker, der ikke kunne veje op for hans nytte. Dertil måtte Pax også indrømme, at det gjorde ham… nervøs.

Gad vide om James så muligheder, ligeså vel som Pax gjorde, da han var samme alder? Og var det virkelig værd at gamble på?

”Hun har kun et enkelt sponsorat fra en købmandsfamilie. De forventer hun flytter ind som guvernante hos dem, når hun er færdig med sin uddannelse om et år. Men hvis hendes karakterer er for dårlige, eller byvagterne får fat i hende, spilder hun sin chance. Jeg underviser et par dage om ugen, og ellers har vi en venlig ældre herre, der besøger os.”

Hendes tanker gled hen på James, den mutte, selvstændige dreng, der var kommet til børnehjemmet som seksårig. ”Han har aldrig fortalt det hele, men der går sladder om, at han flygtede, da han overværede sin alkoholiske far dræbe hans mor. Han levede i rendestenen et par år, indtil jeg fik overtalt ham til at flytte ind her. Han stoler ikke rigtigt på nogen voksne.” Hun sukkede dybt.

Madklokkerne havde ringet, og det var tid til at slutte sig til de sultne børn. Ava begyndte at gå ned ad gangen med en sigende mine. ”Skal vi slutte os til dem?”