Himlen var allered mørk selvom det endnu var tidligt på aftnen. Mørke tunge skyer var trukket ind over landet fra havet mod øst og blæsten var blevet kraftigere hen af eftermiddagen. Nu lå der en umiskendelig og næsten truende lugt af regn i luften og Altairon vidste at det kun kunne betyde én ting. Og det var, at han om lidt ville blive våd. Ikke bare sådan en smule våd på hovedet og de mest udsatte steder på kroppen. Nej, det her varslede om den type regn som hamrede voldsomt og nådesløst ned fra himlen i flere timer indtil alle overflader af din krop på en eller anden måde var blevet våd af regnen. Hans tøj var lavet til at holde vad ude, og hans kappe kunne også klare et godt vandskyl - men intet tøj han endnu havde mødt var i stand til at holde vandet ude fra et sådant regnskyl som var på vej nu.
Lige da han havde tænkt tanken færdig ramte den første dråbe ham på næsen. Skønt, bare skønt, tænkte han gnavent, så har jeg nok omkring fem minutter før jeg bliver mere våd end en fisk på bunden af azursøen. Han var virkelig i dårligt humør lige nu. Det havde han ellers ikke været da han for nogle dage siden drog bort fra Dianthos. Han havde været fyldt med eventyrlyst og glad over at vende tilbage i nærheden af sin hjemegn. Men den her dag havde bare været dårlig. Han havde løbet raskt afsted fra morgenstunden af og havde kun haft det sidste stykke af rejsen tilbage da syningen i hans taske gik op og alle hans ejendele havde spredt sig ud over hele vejen. Dette havde tvunget ham til at lave en improviseret taske af sin kappe og nogle lædersnore han bragte med sig. Men den var ubehagelig og den konstante gnavende fornemmelse mod hans skuldre havde stille og roligt gjort ham mere og mere irriteret. 
Han rystede opgivende på hovedet, hvad er der dog sket i mit liv siden jeg, en bjergelver af Haldori's slægt skulle ende med at stå her?, tænkte han lidt bittert. Så smilede han ved sig selv, og det af to grunde. For det første fordi han fandt sig selv morsom, han elskede udfordringer så længe han bare kunne brokke sig lidt over dem. For det andet fordi han måske lige havde fundet en løsning på det problem som den tiltagende regn var for ham. Hans skarpe syn havde, til trods for mørket, fået øje på en tilsyneladende forladt bygning i nærheden. Ud fra størrelsen at dømme var det enten et meget stort hus, eller måske ligefrem en gammel kro. Hvor heldig har man lige lov at være? tænkte han smilende og satte farten op til en hurtig og letbenet løb ned af en lille grusvej, som hastigt bar ham i retning af bygningen.

Vejret tegnede ikke til noget godt, som Elinor havde placeret sig tæt på det store vindue, der vendte ud mod vejen. Han sad dog med siden til, som han foran sig havde en bunke papirer, han gerne skulle igennem, før at han ville krybe til køjs. Der var forholdsvis fredeligt i den store bygning, som slaverne for længst var smidt i seng. De var ikke til nogen nytte, hvis de ikke var udhvilet til dagen efter. Derfor var der heller ikke meget lys i de mange vinduer, som Elinor kun havde et enkelt stearinlys tændt på skrivebordet. Mere behøvede han ikke lige nu, som han ikke skulle fokuseret på andet end de mange linjer med tekst. Heldigt at Valtor havde oplært ham i skriftens kunst, nu hvor han ikke havde lyttet efter sin klan og mere fokuseret på eventyr end læring.

Bygningen var henlagt i mørke, som regnen og den mørke himmel ikke gjorde det nemt at se andet end omridset af bygningen og det vindue, hvori der var lys. Men det var uden tvivl svært at genkende en skikkelse på den anden side af vinduet, eftersom at Elinor ikke bevægede sig mere end højst nødvendigt. Det eneste han gjorde var at flytte pergamentpapiret over i en ny bunke, når han havde læst den igennem og konkluderet, hvad han skulle gøre med det. Stille lænede han sig tilbage i stolen, som han vendte blikket imod vinduet, for at kigge ud, men han fik ikke øje på andet end de dråber, der ramte ruden, som en skikkelse bevægede sig forbi ham. "Lily" mumlede han lettere fortvivlet, som han langsomt rejste sig fra stolen og løb efter den latter der spredte sig fra rum til rum.

Det tog noget tid før at han fangede hende, som de begge var endt ude på gangen. Den ene ende ledt udenfor ad hoveddøren, den anden imod trappen ned til kælderen, hvor Lily burde sove lige nu. Han satte sig ned på hug foran hende, som han rystede på hovedet. "Hvorfor sover du ikke?" spurgte han en smule opgivende, som pigen fniste lidt og løftede sine sommerfugle vinger op. Så rystede hun på hovedet og prikkede ham på næsen uden at give ham et svar.

//Boligen, gammel kro, omdannet til beboelse - Billede

Altairons skridt slog let mod stien under ham imens han løb afsted mod bygningen i det fjerne. Han kom hurtigt tættere på, og i takt med at han nærmede sig, tog regnen til omkring ham. Himlen der før havde virket dyster, var nu et trykkende mørke og vandet stod efterhånden voldsomt ned omkring ham. Hver gang hans fødder ramte jorden kastede de en blanding af vand og mudder op omkring ham. Men mudrede bukser var ikke noget han bekymrede sig om lige nu. Han var heller ikke opmærksom på det gnavende stropper fra den improviserede taske, som gnavede sig ind i hans skuldre for hvert skridt han tog, eller det kolde vand som var begyndt at snige sig ind under hans krave, og piplede ned langs hans ryg.
Det eneste han fokuserede på, var bygningen der hurtigt kom nærmere imens regnen trommede højere og højere omkring ham. Næsten lige så larmende som de bulrende stenskrev hjemme i bjergene, tænkte han muntert og smilede ved tanken om sit hjem. De høje tinder, storslåede udsigt og den hylende vind havde en vild skønhed over sig som han ikke havde set mage til andre steder, og en del af ham længtes efter at vende hjem til det igen. Bare for en kort stund ... og så ud i verden igen.

Han var tæt på nu, og at dømme ud fra de kulsorte vinduer var bygningen forladt. Men, tænkte han, man skal altid være på den sikre side. Fleres års erfaringer og en håndfuld uheldige oplevelser havde lært ham, at ikke alle bygninger var forladte bare fordi de så ud til at være det ved første øjekast. Oftest havde beboerne bare slukket alle lys for at undgå opmærksom, eller spare penge på stearin.
Han holdt sig på afstand af bygningen og gik nu langsomt og forsigtigt i stedet for at løbe - det gik ikke at blive opdaget fordi man var uforsigtig. Vandet slog stadig hårdt ned fra himlen, og det ville udviske hans silhuet hvis nogen holdt udkig inden fra huset. Men alligevel holdt han sig skjult så godt han kunne på sin vej rundt om bygningen.
Nu hvor han var tættere på, kunne han se at det formentlig var en kro, eller i hvert fald et sted med plads til mange personer. Det lignende i hvert fald vinduer til værelser rundt omkring på bygningen. Og hvis der er tørre værelser, er der måske en tør seng, tænkte han og smilede ved sig selv. Det var lige hvad han havde brug for. Et tørt sted at sove, en nogenlunde blød madres uden lopper og måske jeg kan finde en genstand eller to af værdi som je- et glimt af lys fangede hans opmærksomhed og fik hans tanker på andre spor. Det var åbenbart ikke en forladt bygning alligevel. Nu var spørgsmålet bare om han skulle banke på og håbe på gæstfrihed, eller forsøge at snige sig ind?

Selvom klokken var mange, regnen bulrede derudaf og stemningen på den lille gang var af højt humør, som den unge pige forsøgte at forhindre Elinor i at bevæge sig tilbage til kontoret og gennemlæse dokumenterne. "Du arbejder hele tiden" mumlede hun noget så utilfreds, men der hvilede endnu et sødt smil på hendes læber, som hun blinkede ganske sødt til ham og hev lidt i Elinors trøje for at få ham til at blive. Men de havde allerede rodet rundt på gulvet i noget tid, så han kunne ikke blive meget længere. "Jeg efterlod et tændt stearin derinde" brummede han med et lettere opgivende suk, som Lily blot rystede på hovedet og endnu forsøgte at få ham til at opgive at vende tilbage. "Jeg kan slukke det, så leger vi bagefter!" udbrød hun pludseligt, som hun slap ham og fik Elinor til at snuble let over sig selv, men han genfandt balancen, som han skulle til at protestere, da hun allerede var forsvundet. Så lad da gå.

Elinor havde sat sig på gulvet, som han ventede på at Lily ville vende retur med sin sædvanlige latter, men da han kiggede imod hoveddøren bemærkede han en skikkelse. Eller en skygge, der ikke normalt var der. Skyggen kunne ikke stamme fra et træ eller andet i nærheden, da huset lå mere eller mindre for sig selv på den smalle grus sti, derfor undrede det ham også at der ikke var blevet ringet på. Måske han ikke havde hørt det for Lilys klagesang? Han skubbede sig op ved at placere en hånd imod væggen, så han kunne komme på benene og bevæge sig imod døren. Døren var låst indefra med en kæde i toppen af den store trædør, som han kiggede ud igennem vinduet for at se om han kunne få en fornemmelse af, hvad skikkelse var. Så greb han håndtaget og åbnede forsigtigt døren. "Kan jeg hjælpe Dem?" spurgte han, som han kiggede igennem sprækken imellem døren og karmen, han havde ikke planer om at åbne døren helt for en fremmede. Sådan som han stod var det næsten umuligt at se de spidse ører.

//Er ved at rydde op i gamle tråde, men sig til hvis vi skal genoptage tråden!