Efter en lille måned i Dianthos, var Spencer efterhånden kommet ind i en nogenlunde rytme. Han blev ikke længere ude til langt ud på natten og sov ikke længere, til langt op ad dagen. Tjenestefolkene havde endelig fået lov til at rydde op på hans værelse og han var endda kommet ordentligt i gang med sine studier igen. De tunge gardiner var blevet trukket fra, så værelset ikke længere var helt mørklagt. Det åbne vindue gjorde luften i rummet en hel del friskere, selvom der stadig hvilede en let duft af vin. Så længe Spencer passede sine studier, så han ingen skam i at nyde et glas vin eller en flaske i ny og næ.

I dag var vinen endnu ikke kommet frem. Det var kun formiddag og Spencer havde allerede været oppe i flere timer, med næsen stukket i en bog. Han havde hørt snak om en dygtig skrædder i byen og sendt bud efter denne for et par dage siden. Fulgte skrædderen beskeden, ville hun dukke op i dag.
Det bankede på døren til værelset og Spencer lukkede bogen i, for at rejse sig. En tjenestepige stod på den anden side og nejede pænt.
"Skrædderen er ankommet, Deres Højhed," informerede hun.
"Send hende op til min garderobe," bad han og tjenepigen nikkede og nejede igen, før hun forsvandt om hjørnet og ned til den unge skrædder.

Tjenestepigen viste skrædderen op til Spencers garderobe, hvor alt hans tøj hang så fint, en lille del af det i samme farve som familiens våbenskjold. Han selv var klædt i et par hvide bukser, en cremefarvet skjorte i silke og en jakke i lyseblå, broderet med guldtråd i syningerne.
"Velkommen, frøken," lød det muntert fra Spencer, som han trådte ind i garderoben og lod døren stå åben bag sig.
"Jeg er Spencer de Pompadour. Er De blevet budt på noget at drikke?" Spurgte han pænt efter sin præsentation. Han gik ud fra, at dette møde godt kunne trække lidt ud, fordi han kendte sig selv og sine skarpe holdninger, når det kom til detaljerne i tøj, så hun måtte hellere få chancen for lidt drikkelse.

Mary stod i entreen og beundrede de smukke udsmykninger. Dette var kun hendes anden tur som skrædder alene uden hendes mor, hun vidste hvad hun skulle gøre men hun var dog stadig nervøs. En tjenestepige, hende som havde taget imod Mary ved hendes ankomst, kom hen til hende. "Jeg er kommet for at bringe Dem til garderoben", sagde tjenestepigen og Mary fulgte med hende til garderoben.

Da en mand trådte ind i garderoben vendte hun sig mod ham og smilte. "Hej sir.", kom det fra hende. "Mit navn er Marilyn   Belrose. Nej, jeg er ikke blevet tilbudt noget at drikke, men jeg kunne godt drikke noget vand hvis det ikke ville være til for meget besvær.", sagde hun og smilte. Denne Spencer virkede yderst venlig, hvilket var rart. Der havde før været gange hvor de kunder som Mary og hendes mor havde haft var ekstremt ubehagelige. Det virkede denne mand til ikke at være, måden han hilste hende på var behagelig. En anden grund til at Mary var glad for at Spencer virkede som en rar mand, var at dette ville være den første kunde der var hendes. Normalt havde hun altid delt kunder med hendes mor, men da Spencer var en ny kunde havde hendes mor givet Mary lov til at tage styringen denne gang. Hun smilte ved tanken.

Tjenestepigen, der havde vist den unge skrædder op til garderoben, stod stadig i døren.
"Selvfølgelig ikke," sagde han og nikkede let, før han vendte blikket mod tjenestepigen.
"Et glas vand til frøken Belrose og en kop te til mig," bad han venligt og tjenestepigen nikkede kort og nejede, før hun forsvandt. Spencer skubbede døren lidt til, men uden at lukke den helt, bare så de ikke ville blive forstyrret af de mange andre mennesker i huset.

"Jeg kunne godt bruge nogle nye jakker, da et par af de gamle er ved at være lidt slidte," forklarede han. "Jeg er klar over, at hver skrædder har sin måde at arbejde på, så jeg vil lade Dem hundse lidt med mig, så De kan få det, De skal bruge." Spencer hentydede til ethvert spørgsmål hun kunne have, hans mål, hans ønsker til tøjet, hvad end hun skulle bruge af oplysninger.
"Har De nogle spørgsmål inden vi går i gang med arbejdet, må De endelig sige til," sagde han med et smil, som han egentlig var en anelse stolt over sig selv. Indtil videre klarede han det da meget godt, skulle han selv sige det. Han var dog sikker på, at hans akavede natur nok skulle vise sig inden længe.

På værelset var der placeret et par spejle op så uden at jage med ham førte hun Spencer hen foran spejlene. Hun kiggede op og ned af ham et par gange og spurgte så, "Jeg har brug for at du beskriver lidt om hvad du godt kunne tænke dig, farve, stil, pasform og så videre. Jo mere detaljeret jo bedre". Hun gik hen til en taske hun havde haft med sig og gav sig til at hive nogle forskellige stofprøver frem. "Her er nogle eksempler til at få kreativiteten til at flyde", sagde hun, kiggede på Spencer og smilede.

Spencer fulgte pænt med den unge kvinde, som hun førte ham hen foran spejlet. Han lod lige blikket glide ned over sig selv, så forfængelig som han var, skulle han da lige se at alt sad som det skulle, inden han rettede de grønne øjne mod skrædderen i spejlet. Han rettede lige kort på jakken, da hun kom tilbage med et par stofprøver, som han pænt lod hende holde, mens han gav sig til at kigge dem igennem, en efter en, ved at folde den forrige med et par fingre.
”Jeg er nok hvad de fleste ville kalde en kedelig mand. Jeg plejer at holde mig til samme slags stof og stil hver gang, som du nok kan se på udvalget af klæder,” sagde han med et lidt skævt smil, hentydende til alt det tøj, hun kunne se i garderoben. Trods Spencer havde langt mere, end man nogensinde ville kunne få brug for, gik samme stil igen i alt. Jakkerne var ens, bortset fra et par detaljer i form af tråd, reverser, eller knapper. Han lød dog alligevel til at overveje en ændring og derfor fik hun endnu ingen detaljer.

Det tog Spencer længere tid at komme igennem stofprøverne, ikke fordi der var forfærdeligt mange, men fordi han skulle være sikker på at vælge rigtigt. Han lod et par fingre stryge hen over et blødt stykke stof i mørk grå, i midten af bunken. I samme øjeblik trådte tjenestepigen ind igen. Hun bar en bakke med et glas vand og en kop te, som blev stillet på et aflangt, smalt bord ved siden af døren. Spencer sendte tjenestepigen et nik som tak, og hun nejede pænt, før hun forsvandt igen.
”Kunne De skaffe dette i kongeblå?” Spurgte han, idet han rettede sin opmærksomhed mod Marilyn igen. Stoffet var ikke nær så tykt som jakken han bar nu, var lavet i, men det var netop pointen. Spencers tøj bar tydeligt præg af, at han var vokset op i Nordlandet, hvor det var betydeligt koldere end her. Han havde brug for noget tøj, der ikke var helt så varmt, nu hvor sommeren var på vej.