Udsigten over sletten var himmelsk, som Elinor havde valgt at gå ruten til Valtors hjem til fods. Han var van til at bruge sine ben hele tiden og følte ikke rigtig for at sidde i en karet, hvor han intet ville kunne se. Eller han måske kun ville være i stand til at fornemme et mindre udsnit af landskabet. Han stoppede dog op, da han kunne fornemme palæet i landskabet, hvilede sin hånd imod den stav, han havde samlet op på vejen og faktisk bare støttede sig lidt til. Over staven hang en pose, som var bundet fat i enden og godt sikret ved at snoren var stukket igennem en revne i træet. Så behøvede han ikke belaste kroppen yderligere for at bære det tunge bytte hjem til Valtor. Alligevel havde han en mindre taske på ryggen, hvor de mest personlige genstande lå i. Det var ikke til at vide, hvor længe Valtor krævede hans selskab, så han ville heller have for mange ting med end for få. Deri lå også en tyk læder indbundet bog, men oversigten over slaverne, udgifter dertil og eventuelle indtægter, når først de var blevet solgt.

Der var ikke mange skridt tilbage til den store hoveddør, som Elinor dog rettede blikket op imod det vindue, som ledte ind til Valtors værelse. Gardinerne var endnu trukket for, som han også kunne se solnedgangen i øjenkrogen imod venstre side. Mod vest. Så tog han de sidste skridt op til døren og åbnede den. Det var sjældent at han behøvede banke på, hvorfra det heller ikke tog ham lang tid at smide tasken ved døren og stille staven op imod væggen. Så bandt han roligt posen af og sikrede sig at indholdet var fuldtallig. Han kunne høre skridt bag sig, som han drejede hovedet og fik øje på en velkendt skikkelse. "Jasmina.." svarede han med et nik, som han lod blikket vandre imod trappen. "Sover han?" spurgte han ledende, som Jasmina måtte vide hvem han talte om. Han kunne næsten kun tale om Valtor, ikke sandt? "Jeg hørte en lyd deroppefra for lige før.. Så måske du er heldig" svarede hun med et nik, som hun allerede havde klargjort sig selv, hvis Valtor skulle vågne sulten. Hun var iklædt en top uden stropper, for at gøre mest mulig hud synligt.

Elinor nikkede roligt til hende, som han rakte hende posen og nikkede imod tasken. "Gider du lægge det ind på mit værelse.. Posen skal ind på kontoret" forklarede han, som han vendte blikket imod trappen og allerede var på vej derhen, før at han rettede blikket imod Jasmina igen. "Så vækker jeg ham.." fortsatte han med et nik, som han godt kunne se på hende, at det måske ikke var den sædvanlige rutine herhjemme. Men det skulle hun ikke bekymre sig om. I stedet smed han ponchoen over trappen, forventede at Jasmina flyttede den, imens at han gik op af de mange trin. Der hvilede en let hånd på gelænderet, som han trak hånden til sig og placerede den imod den bare mave. Han kunne høre Jasmina gå igen. Han fandt nemt vej til Valtors soveværelse, som han stillede sig med en hånd imod ryggen og den anden løftet imod døren. Så bankede han stille på med knoen fra pegefingeren og ventede på lyd indefra. "Herre?" kaldte han i en lav tone, for ikke at vække ham voldsomt, hvis han nu ikke var klar.

Valtor havde faktisk været vågen et godt stykke tid. Lige nu lå han egentlig blot og nød tilværelsen i sengen. Han havde absolut ikke travlt med at komme op og i tøjet. Det var dog absolut ikke unormalt for ham, at han brugte en rum tid på bare at ligge og sumpe, mens han vågnede.

Som Valtor lå og bare kiggede i loftet, lod han en finger glide over den ene hjørnetand, og en beklagende lyd kom fra maven. Han var sulten, hvilket også var ganske tydeligt, da hans tænder så småt var begyndt at kigge frem fra overlæben. Der ville ikke gå længe, før han ikke kunne skjule dem. Han måtte have fat i Jasmina snart, men han lå lige så godt. Desuden havde han et godt stykke tid tilbage, inden han reelt set blev fuldkommen svækket af sulten.

Valtor var langt om længe kommet op, men han havde kun nået at få bukser på, da han hørte, det bankede på døren efterfulgt at en velkendt stemme, og et hævet bryn trådte frem over hans ene øje. Hvad ville Elinor dog? Det måtte være vigtigt, siden han sådan var gået herned. "Kom ind" svarede han, og han kunne absolut ikke skjule nysgerrigheden i sin stemme.

Der var lyde inde fra værelset, så Elinor var overbevist om at Valtor var vågen eller også så var han vældig aktiv selv i søvne. Men den måde det rumsterede på, så kunne det næsten ikke være på grund af andet end at han var vågen. Alligevel ventede han udenfor døren, så han ikke bare forstyrrede ham, hvis han nu havde taget fejl. Hånden hvilede dog på håndtaget, som han var sikker på, at han godt kunne gå ind, men erfaringen sagde ham, at det var bedst at vente på en lyd indefra værelset, før at han bare ville brase ind til ham.

Elinor virkede nærmest lettet, som han hørte stemmen inde fra værelset af. Så skubbede han håndtaget ned og åbnede døren roligt. Hans blik faldt på sengen først, men deri lå Valtor ikke længere, så han spejdede rundt i rummet for at finde ham, som han dog var i færd med at tage bukserne på. Lettere afslappet gik han ind i rummet og lod døren glide i bagved sig for at gå hen til Valtor. Han bukkede hovedet i respekt for sin herre, som han sendte ham et stille smil. Blikket gled stille over Valtors overkrop, før at han løftede det og mødte hans øjne. ”Beklager mit pludselige besøg” lød det ydmygt, som han bukkede hovedet igen og lod blikket glide ned imod sine hænder, der var foldet foran ham. Han ventede lidt, før at han rettede blikket op igen.

”Men.. det skulle gerne være nu, før det er for sent” fortsatte han efter en længere pause, som han søgte Valtors blik. Han var godt klar over at han måtte være sulten efter sin nattesøvn, men han ville nu heller ikke forhindre ham i at kalde på et måltid eller stoppe ham, hvis sulten var for stor allerede. ”Jeg har en gave med til dig.. Men det er ikke kun derfor jeg er her” hans stemme var fattet, men man kunne fornemme en svag ryst lige under overfladen. Skulle han vente lidt endnu?

Valtor stoppede kort sit foretagende med at tage tøj på, da Elinor trådte ind og sendte ham et smil og et nik. Så tog han de få skridt over til klædeskabet for at finde en skjorte. Han drejede sig dog tilbage mod elveren, da han undskyldte, og Valtor viftede affærdigende med hånden. "Ingen grund til at undskylde, du er altid velkommen" svarede han med en munter undertone. Elinor burde også have kendt Valtor længe nok til at vide, at han var ærlig lige nu.

Valtor benyttede pausen til at få skjorten på og lukke den, inden han lavede en gestus mod en stol, der stod i det ene hjørne for at byde Elinor at sætte sig. Han tog selv plads i en, der stod nær. Han lyttede imidlertid interesseret til elverens ord, mens han kom med små nik indimellem for at indikere, at han bestemt lyttede. "En gave? Til mig?" Overraskelsen var tydelig i Valtors stemme, for han havde på ingen måde forventet at modtage noget af Elinor. Var det mon en ny slave? "Sig endelig frem, Elinor. Du burde efterhånden vide, at du ikke behøver at holde dig tilbage. Jeg er lutter øre" svarede han og sendte elveren et nyt smil, der kun afslørede de lange hjørnetænder yderligere.

Elinor blev roligt stående nær døren, som han fulgte Valtors bevægelser rundt i lokalet med blikket. Han havde foldet hænderne foran sig, som han ville give Valtor muligheden for at komme ordentlig i tøjet, før at han ville bringe sin bekymring. Det var ikke sikkert at han ville bryde sig om en mulig tabt indtægt, men han kunne håbe, at det ikke ville være helt skævt at tænke i de baner, han havde gjort. Elinor nikkede imod hans ord, men de havde ikke haft en aftale om at mødes idag, så han var faktisk i tvivl om Valtor havde andre planer. Ikke at det så ud til at være et problem, når han endnu ikke havde forladt sit værelse. Men der kunne stadig komme gæster inden længe.. Der hvilede dog et smil over hans læber, som han langsomt trådte væk fra døren og hen imod.

Han havde bevist ikke taget gaven med herop, men han kunne nemt hente den, hvis Valtor bad ham om det. Elinor gik hen imod den stol, som Valtor havde anvist ham, som han satte sig ned og lagde det ene ben over det andet. Han skubbede de mørke hår over skulderen, som han placerede hænderne i sit skød. Den ene over den anden. "Det er ikke noget stort," forsikrede han ham, som han bestemt ikke ville have at Valtor fik for øje tanker om gaven. "Den befinder sig på mit værelse lige nu.." fortsatte han med et muntert og drilsk smil for at prikke til Valtors nysgerrige natur. 
Måske Valtor gerne ville have, at han kom til sagen, som han bad ham om ikke at holde sig tilbage. "Det drejer sig om Lily.." begyndte han, før at han fik øje på det lange hjørnetænder og skævede imod døren. Måske det havde været en fejl af ham, at forhindre Jasmina i at gå herop før ham. "Du er sulten, skal jeg vente, måske hente Jasmina?" spurgte han, som han allerede havde flyttet begge fødder imod jorden og var klar til at rejse sig. 

Valtor havde kun nået at sidde et kort øjeblik, da en tanke slog ned i ham. Han rejste sig derfor igen og satte kursen mod et lille skab, der stod ikke så langt fra stolene. Så vendte han tilbage med to vinglas og en flaske med en mørkerød væske. Glassene blev placeret på et lille bord, og han skænkede vin i det ene glas, inden han gjorde klar til at hælde væsken i det andet med et spørgende blik på Elinor. Valtor vidste, at elveren drak vin, men det var tydeligt, at han ville give ham mulighed for at sige nej. Elinor burde vide, at det var en høflig gestus, og at Valtor ikke ville tage det tungt, hvis han afslog.

Hvis Elinor havde takket ja, ville Valtor række ham glasset med vin, inden han selv tog sit eget i hænderne og læne sig tilbage i stolen, ellers ville han blot skippe at række det tomme glas til elveren, inden han lænede sig tilbage. Så lyttede han interesseret til Elinors ord. Nysgerrigheden var tydelig, men han gjorde intet for at få elveren til at hente pakken. Det kunne tids nok komme. Det virkede som om, manden havde mere på hjerte, og Valtor blev kun bekræftet i sin fornemmelse. Ved navnet så Valtor en anelse bekymret ud. "Hun er da vel ikke død?" spurgte han. Det var tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at bebrejde Elinor, hvis det var tilfældet, men for Valtor var det altid en stor bekymring, hvis han mistede en slave.

Ved spørgsmålet til hans sult, kunne han ikke helt lade være med at smile over Elinors bekymring, men han viftede affærdigende med hånden. "Det kan vente. Jeg har lidt tid endnu, inden det er helt grelt" svarede han, inden han tog en tår af glasset.

Lettere undrende så Elinor efter Valtor, da han valgte at rejse sig ud af det blå. Men da han fik øje på kursen imod det lille skab, valgte han dog at læne sig tilbage i stolen igen. Han vidste godt, hvad der var inde i skabet, så det undrede ham ikke, at Valtor kort tid efter kom tilbage med to glas og en flaske vin. Elinor mødte hans blik, efter at Valtor havde hældt op i det første glas. Så nikkede han til det spørgende blik og lænede sig en smule frem i stolen for bedre at kunne tage imod glasset, når det var fyldt. Han havde bestemt ikke noget imod væske efter sin tur, men måske han ikke burde drikke alkohol som det første.. Ikke at han tænkte over det, men blot glædeligt tog imod muligheden, når den bød sig.

Elinor tog imod glasset med en let hånd, som han nikkede til Valtor og lænede sig en smule tilbage i stolen. Armen blev placeret imod armlænet, som han holdt glasset og afventede hans ord. De kom ikke med det samme, som han i stedet valgte at hæve glasset imod Valtor for at skåle sammen med ham. Så kunne de håndtere forretningen bagefter deres skål. Elinor placerede i hvert fald glasset imod sin læbe og løftede det ganske let for at tage en mindre slurk af den rødlige væske. Han førte armen tilbage imod armlænet og vendte atter blikket imod Valtor. Så rystede han lettere ihærdigt på hovedet. ”For Isaris skyld ikke!” udbrød han en smule forbavset, som Valtor overhovedet kunne ytre det ord. Heldigt at han havde drukket færdig af glasset, før Valtor havde spurgt ham. ”Nej, jeg er blot blevet en smule glad for hendes energiske og barnlige sjæl” indrømmede han lettere mildt, som han faktisk var i tvivl om, hvad Valtor ville sige det til. Hun havde jo stadig en værdi for ham. En mulig indtjening.

Selvom Valtor valgte at skubbe sulten til siden, så kunne Elinor ikke helt lade vær med at kigge en smule skeptisk på ham. Han var ikke sikker på, at det var helt sandt, selvom han sagtens ville kunne holde lidt endnu. ”Lad mig hente Jasmina” lød det en smule mere bestemt, som Valtor ikke skulle presse til det yderste på sin sult, for hvad ville der så ikke ske?

Valtor nippede selv til sin egen vin, som han lyttede til Elinor. Han nikkede dog med et smil. Han havde egentlig heller ikke forventet, at det var tilfældet, at hun var død, men han kunne ellers ikke forestille sig, hvad Elinor sådan kom for. Det kom dog ret hurtigt efter, og han nikkede igen med et smil. "Du ser mere mulighed i hende, end at sælge hende bort?" spurgte han nysgerrigt. Han værdigede Elinors mening omkring slaver, men han lagde samtidig ikke skjul på, at han i sidste ende selv tog beslutningen.

Valtor genkendte udmærket det skeptiske blik, men Elinors ord fik alligevel Valtor til at brumme svagt. Han vidste godt, at elveren blot tænkte på hans bedste, men Valtor var ikke helt tilfreds med, at hans slave svarede igen. "Så lad gå. Men du må ikke glemme din plads" sagde han i en silkeblød tone, der egentlig var den mest ildevarslende. Kendte man Valtor, ville man vide, at man var tæt på at være derude, hvor man ikke kunne bunde lige nu. Det var dog tydeligt, at han samtidig havde givet efter for Elinors stædighed, og han gav ham derfor lov til at hente englen.

Emnet havde afsporet Elinor fuldkommen, som han egentlig glemte alt om det glas, han sad med i hånden. Måske fordi Lily var begyndt at betyde så meget for ham, det var rart med liv i huset, når der til tider kunne være en smule langt hjem til Valtor selv. Hun var ikke bleg for at fyre en latter af eller tilføje noget ekstra til hverdagen, når Elinor lige manglede noget andet at tænke på. ”Jeg er overbevist om at hun kunne blive et frisk pust til andet sted, men med mere tid vil hun kunne udvikle sig langt mere og skabe større værdi for dig” svarede han med et eftertænksomt nik, som han efterfølgende blev gjort opmærksom på glasset i sin hånd og derved valgte at løfte det op for at tage en slurk.

Ja, Elinor var slave og derved under Valtor, men det sidste han ønskede var, at risikere noget for sin herre. Derfor ville han lagt hellere tage imod en løftet pegefinger end at risikere et kaos, der ville komme af sulten. Tonen fik ham dog til at synke en klump, som han stille satte glasset fra sig og rejste sig op for at gå ud af døren og finde Jasmina. De kom hurtigt retur, som Elinor valgte at træde let i baggrunden, så Valtor kunne få stilt sin sult, før at de skulle fortsætte deres samtale.

Det morede faktisk Valtor en kende, at Elinor så ud til at være så optaget af emnet, at han glemte alt omkring sig. Det måtte virkelig betyde, at netop denne slave havde gjort et ekstraordinært indtryk på ham, hvilket i sig selv var positivt. Han nærede samtidig en dyb tillid til elveren, hvilket viste sig på flere punkter, så han havde faktisk ikke så meget imod, hvis han ville holde en slave i huset. Om det så var til ekstra hjælp eller andre ting, var Valtor underordnet. Han lyttede dog nøje til Elinors ord, og han kunne ikke lade være med at smile over ihærdigheden. Det var tydeligt, at han virkelig gjorde sit ypperste. Han nippede dog igen til glasset, inden han rettede blikket på elveren igen. "Du behøver ikke forsøge så ihærdigt" grinede han lidt. "Hvis du føler, hun kan gøre gavn, ser jeg ikke problemet i, at du lader hende blive" fortsatte han så og sendte et smil, inden han nikkede bekræftende.

Valtor fulgte Elinor med øjnene, som denne rejste sig og gik mod døren. Han var selv lidt sen til at rejse sig. Han havde dog ikke mere at sige, for han var sikker på, hans advarsel var blevet hørt. Det var længe siden, Elinor havde modsat sig, så han forventede ikke, at det skulle til at ske nu. Valtor var egentlig også godt klar over, at elveren blot forsøgte at tilgodese hans behov, hvilket var en værdifuld tanke i sig selv. Det var også en af grundene til, han havde givet efter for stædigheden.

Som Jasmina trådte ind i rummet, sendte Valtor hende et smil og et nik. Hun nejede selv og fejede sit hår til den ene side, så hun kunne blotlægge sin hals. Valtor selv spildte ikke tiden, som han fik rejst sig og krydsede rummet i tre lange skridt. Hans hænder var dog blide, som han lagde armene om hendes talje, inden han lod tænderne synke i halsen på hende. Som han drak, lod han armene stramme sit greb, så hun ikke skulle vælte, hvis hun blev svimmel. Det tog dog ikke lang tid, og da han var færdig, slap han hende igen. "Jeg beklager, Jasmina, men jeg har stadig et par forretninger at gøre med Elinor, så din belønning må vente til lidt senere" forklarede han, hvortil slaven igen nejede, inden hun forlod lokalet igen. Herefter vendte Valtor atter opmærksomheden mod elveren.

For de fleste slaver, var det nok farligt at vise en så stor interesse for en anden slave overfor sin herre, men Elinor følte sig tryg nok i situationen, samtidig med at han ikke rigtig kunne styre sin egen begejstring og derfor ikke lagde skjul på, hvad Lily betød. Elinor havde fuld tillid til Valtor, og havde heller ingen grund til at skjule noget for ham. Den slags hemmeligheder ville finde dagens lys alligevel, som Valtor ville være opmærksom på betaling for Lily, men aldrig i stand til at finde en indtægt for et salg, så det ville give sig selv. Elinor forsøgte jo heller ikke at løbe om hjørner med sin herre. Derfor han var så ærlig omkring sagen. Valtors latter gjorde det dog klart for ham, at han måske havde været lidt for ihærdig i sin beskrivelse. Derfor dukkede der også hurtigt en varm kulør op i hans kinder. ”Øhm..” ordene fandt ikke vej til hans mund, som han dog endte med at nikke taknemmeligt og først der blev gjort opmærksom på glasset i sin hånd. Hurtigt tog han en tår for at stille glasset, så han kunne hente Jasmina..

Jasmina havde en rolle at udfylde lige nu, derfor blev Elinor også stående nær døren med hænderne på ryggen. Blikket hvilede imod gulvet, som han ventede på at Valtor fik stilt sin sult. Der var flere ting, de skulle diskutere, en gave, der skulle gives og.. Han sank en klump, som han løftede blikket blot for at se tænderne synke ned i Jasmina’s nakke. Helt ubevidst fugtede han sine læber, og slog blikket væk for ikke at stirre på deres interaktion.
Jasmina passerede ham uden problemer, som han efterfølgende rettede blikket imod Valtor og nikkede. Han valgte dog at bevæge sig hen foran ham, for at bruge et klæde, et stykke stof, fra sin lomme til at tørre blodet væk fra Valtors mundvig. Fordybet i sin gøren, bemærkede han ikke at stoffet forsvandt imellem hans fingre og krøllede sig sammen i hans håndflade, som fingrene i stedet strøg Valtor let over kinden. Forbindelsen blev skabt instinktivt, som han var van til at dele sin chakra med Valtor og næsten altid tilbød det til ham. Først da han følte en let prikken i fingrene gik det op for ham, hvad han havde gang i. ”Herre” sagde han med et let buk, som han trak hånden til sig og trådte tilbage.

Valtor kunne ikke helt lade være med at smile over Elinors reaktion. Det var længe siden, han havde set elveren så... befippet? Hed det det? Han var ikke helt sikker, men det var helt tydeligt, at denne slave havde efterladt et indtryk på ham. Ud over det havde Elinor endnu ikke givet ham grund til at tvivle på ham, og for Valtor var det den væsentlige faktor, der gjorde, at han sagde ja. Valtor satte dog om ikke andet pris på Elinors ærlighed. Den tillid, elveren viste ham, var ikke til at tage fejl af, og Valtor gjorde sit for at gengælde det.

Efter Valtor havde vist Jasmina ud igen, vendte han atter opmærksomheden mod Elinor. Han lod ham dog rense mundvigen, og han selv tog sig selv i egentlig bare at lukke øjnene og lade elveren fuldføre sin lille kærtegnelse (i mangel af bedre ordvalg). Han åbnede dog øjnene igen, da Elinor stoppede, og hans læber brød igen i et svagt smil, inden han atter lavede en gestus mod den ene stol. "Du havde stadig noget at drøfte med mig?" spurgte han, som han selv valgte at tage plads. Det lignede ikke Elinor at hænge med mindre, han stadig havde noget på hjerte.

Det var rart endelig at få den følelse ud af verdenen, som han havde været en smule nervøs for at bringe Lily til bordet. Derfor havde han måske også ønsket at Valtor ikke havde været sulten fra begyndelsen, men det hele var endt godt, nu skulle han ikke længere bekymre sig om Lily’s fremtid, men blot sikre sig at hun var tilpas hos ham. Pigen var heldigvis meget ærlig, hvilket smittede af på ham, når de var i samme rum, så han var slet ikke i tvivl om at hun nok skulle sige sin mening, hvis hun først blev spurgt. Det var rart at Elinor heller ikke behøvede bruge for mange sætninger på at overbevise sin herre om, hvad han gik med af tanker. Det lettere ligesom en sten fra hans skuldre. Dernæst kunne han køle af, imens at Jasmina tilbød Valtor en tår.

Det var særdeles vigtigt for Elinor, at Valtor altid var præsentabel, derfor endte han også med at tørre blodet væk fra hans mundvig. Det var ikke alle, der kendte til Valtor’s sande jeg og Elinor var udmærket klar over, at det var en hemmelighed, så han ville gerne tilbyde sin hjælp til at lade det forblive én. Han stoppede dog en smule op, som Valtor atter hentydede til stolen. Der valgte han at nikke, som han foldede klædet pænt sammen og lagde det ned i en lomme i bukserne. ”Nårh ja, øjeblik” svarede han med et nik, som han gik hen til døren, sendte Valtor et let smil, før at han forsvandt.. Der gik ikke lang tid, før at han vendte retur med en lædertaske og satte den ved siden af sin stol. ”Betalt af egen lomme, Herre” forklarede han blot for at sikre sig at Valtor ikke troede, at han havde brugt hans krystaller på indholdet.

Elinor burde vide, at Valtor var gavmild, fordi slaven tjente ham godt. Det var almindelig kendt, at Valtor var mere gavmild, jo mere man fulgte hans ordre, og indtil videre havde elveren på ingen måde skuffet. Derfor havde han også temmelig lang line, også selvom Valtor havde måtte minde ham om hans plads tidligere. Han værdsatte bekymringen, men han tillod sjældent sine slaver at være stædige, så det var også noget af en erklæring, at han rent faktisk tillod Elinor at være påtrængende og slippe afsted med en simpel advarsel.

Valtor ventede tålmodigt på Elinor, som han tillod sig at sippe lidt mere af vinen. Han så dog noget overrasket ud, da elveren vendte tilbage med tasken. "Jamen tak! Hvad skyldes anledningen?" spurgte han så nysgerrigt. Om det blot var Lily, vidste Valtor ikke, men han tvivlede ærlig talt.

Det var en forseelse at insistere på at Valtor fik stilt sin sult, men Elinor havde ikke været i stand til at tænke klart, selvom han udmærket vidste, hvilken belønning der ventede på Jasmina senere, så kunne han blot se til. Måske derfor han var en smule ved siden af sig selv og derved også insisterede på at aflevere sin gave nu, selvom det var ment til senere, når Valtor atter skulle i seng. Han kunne jo umuligt holde på den travle herre, der sikkert havde en del gøremål for aftenen. Det hele med Jasmina havde virkelig kastet ham ud af kurs, selvom han udmærket kendte til de sædvanlige aftaler indenfor husets fire vægge, men det var efterhånden sjældent at han fik dem vist lige foran sig. Der havde helt automatisk sat sig en klump fast i hans hals. Elinor forsøgte at rømme sig for at få den til at forsvinde.

Tasken var ikke særlig tung, men den føltes tungere, da han først trådte ind i rummet igen og valgte at stille den på gulvet foran Valtor. Han løftede sit blik, som hans hænder fandt enderne på lædersnorene, som holdt tasken eller posen lukket. ”Behøver der være en anledning for at forkæle herren?” spurgte han med et forsigtigt smil, som han satte sig på hug for bedre at kunne løsne snoren og trække indholdet ud af tasken. Den bløde pels var let og lys, men med et gråligt spil i det yderste af hårene. Noget der var nøje udvalgt til at reflektere Valtor’s egen hårfarve. Han hev det helt ud af tasken, hvorpå han rejste sig op og strakte det ud i fuld størrelse imellem dem. ”Jeg ved godt, du ikke går med pels, men jeg tænkte det kunne blive en behagelige tilføjelse foran kaminen.. eller ..” Elinor gik en smule i stå, som han skævede imod Valtors seng og forblev stum, i stedet valgte han at række pelsen frem imod ham før det blev al for akavet.

Valtor bar ikke nag mod Elinor. Han var godt klar over, at elveren oftest blot tænkte på hans velbefindende. Havde det været enhver anden slave, havde han dog heller ikke ladet ham være så insisterende, men Elinor var et særtilfælde. Han havde været her så længe og tjent så godt, at Valtor oftest så igennem fingre med hans stædighed. Specielt når det var som følge af, at han tydeligt var bekymret for vampyrens velbefindende. Hans advarsel havde blot været for at gøre opmærksom på, at Elinor havde været tæt på at nå grænsen for hans tolerance, og det virkede til, at han med det samme havde taget det til sig.

Valtor hævede først et bryn ved Elinors spørgsmål, men der gik ikke længe, inden hans læber brød i et smil. Han havde stadig på fornemmelsen, at elveren havde en eller anden grund, men han havde heller ikke lyst til at presse ham for svaret.
"Nej, det behøver du selvfølgelig ikke. Jeg er bare ikke vant til, der ikke er en anledning" svarede han muntert med tydelig ærlighed i stemmen. Når de havde kendt hinanden så længe, burde det være nemt for Elinor at tyde Valtors toneleje. Elinors forklaring fik ham til at småklukke. Det var lidt sødt, at manden ikke kunne få ordene over sine læber. Ikke at Valtor bebrejdede ham det på nogen måde, men han fandt det alligevel en kende morsomt.
"Altså... det kunne være en undskyldning for at begynde på det?" svarede han, som hans læber trak smilet bredere op. "Tak, Elinor. Det er virkelig værdsat."

//Jeg undskylder for at lukke tråden. En lidt dybere forklaring findes her: https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=14059&currentpage=1#618234