Aftenen var endnu engang faldet på, men lamperne i Dianthos' øvre by var tændt, og de velhavende var langt fra klar til at gå til ro. Fyrsten var efterhånden blevet nogenlunde bekendt med byen - bekendt nok til at have udset sig et par af de finere kroer og bordeller, som han foretrak frem for andre. Han havde også lært en frygteligt masse adelige at kende - folk, som han naturligvis allerede kendte af navn, og som hans spioner havde præsenteret ham for, men der var fordele ved at kunne sætte ansigt på.

Han håbede netop på at se nogle af disse ansigter, da han ved aftensmadstid lod sit følge invadere en af de foretrukne beværtninger i de finere stræder. Hans ankomst satte som sædvanlig gang i et større hurlumhej - borde blev trukket frem og anrettet efter fyrstens foretrukne måde, og der gik ikke længe, før de første retter var kommet på bordet.
Det var dog ikke maden, der tiltrak fyrsten til netop denne beværtning - tværtimod var det den fine krystalvin, hvis mage han ikke havde smagt i hele Rubinien. Så var der alligevel noget godt ved det kolde nord..

Mens han og hans følge spiste og drak, holdt han et diskret øje med dem, der kom og gik. De fleste var finere folk, og var der nogle, der særligt fangede hans interesse, fik de omgående en plads ved hans bord.

Mørket havde sænket sig over Dianthos, som Caitlin skubbede døren til en af de finere kroer op og lod den hastigt falde i bag sig, før nogen kunne brumme over det kolde pust hun bragte med sig. Varmen var da også kun til at smile over og fik hende til at skubbe hætten på den grå kappe tilbage, mens hun lod øjnene vænne sig til det pludselige lys.
Det var da også et rum værd at tage ind. Et selskab værd at tage ind for langt de fleste så ud til at være klædt påtil varmere himmelstrøg. En fornyelse hun kun kunne være tilfreds med. Løsnende kappen helt og hængende den fra sig indenfor døren, som det var skik på denne kro, lod hun blikket glide dovent over de spisende, mens et lille smil voksede skævt frem. Det var bestemt den rette aften at være her.

Med en naturlig elegance og sensualitet, der kunne have tilhørt en danser, men kun tilhørte en kat, lod hun sine bevægelser understrege sine former på vejen op mod baren. Skørtet faldt blødt og gråt om hende, som det mørkegrønne snørreliv understregede hendes talje og den hvide bluse gjorde alt for at tilføje lidt uskyld, men uden det store held.
Hun smilede til manden bag baren, da hun nåede derop og holdt stemmen dæmpet. "Er her stadig åbent for andre eller...?" Som hun spurgte holdt hun hans blik og så ham reagere på gløden i hendes blik så meget som smilet på hendes læber. Et enkelt nik var da også svar nok for hende. "En æblecider da..." Hun vendte sig halvt fra baren og lod blikket glide tilbage til selskabet. Det dvælede let ved enkelte mænd der, før det faldt på herren i magt. En udstråling af kontrol lå der, af vigtighed, af dominans. Alt hun søgte og vidste hun ikke burde søge.

Sephyran havde begået den fejl, at invitere en mindre betydningsfuld baron til bordet, og manden havde brugt den sidste halve time på at ævle løs om sit egen værd. Da nogle af fadene blev fjernet fra bordet, lænede fyrsten sig hen mod en af sine egne mænd og hviskede et par ord i hans øre.
Inden for et par minutter var baronen eksorteret væk fra bordet, og Sephyran kunne slappe af. Middagen var så småt ved at være forbi, men flaskerne med krystalvin var kun lige åbnet, og fyrsten holdt sit glas frem, så en tjener kunne fylde det op.

På én gang elskede og hadede han livet som adelig - magten, der fyldte med var vidunderlig, men alle disse uduelige folk, der kom krybende for at bukke og skrabe og håbe på en lille flig af magten, der blev kastet i deres retning .. Sephyran havde af og til en frygtelig lyst til at tage dem alle i nakkeskindet og kaste dem på porten.
Ofte var det præcis dét, der skete, når fyrsten havde indtaget tilstrækkeligt vin til at han kunne bebrejde det på sin drikfældighed.

Han løftede glasset til læberne i samme øjeblik som døren blev åbnet og en kvinde smøg sig ind. Sephyran kunne ikke lade være med at følge hende med øjnene, for hendes måde at bevæge sig på var sensuel og tiltrækkende. Måske har Dianthos stadig noget at byde på..
Et kort øjeblik mødtes deres blikke hen over krostuen og Sephyran gjorde et næsten umærkeligt nik med hovedet. En invitation til at komme nærmere, hvis hun var modig..

Som hendes blik fandt manden i magt mærkede Caitlin det møde hans. Styrken i hans blik og den lette beundring var nok til at trække et skævt smil op på hendes læber og en udfordring op i blikket. Åh ja, han var alt hun burde holde sig fra og alt hun ikke kunne. Det lille nik mod den tomme plads ved hans bord var al den invitation hun behøvede, men ikke en hun fulgte med det samme.
Ikke som et klik bag hende fortalte hendes bestilling var stillet frem.
Uden at slippe manden med blikket før det blev nødvendigt, drejede hun sig tilbage til baren, lagde krystallerne ved siden af glasset og fortsatte så sin drejningen rundt vel vidende det gav et blik på hele hendes figur. Det rette svaj i hoften gjorde det heller ikke værre.

Med glasset løst holdt fortsatte hun fra baren uden at ænse resten af selskabet. Hun sluttede sig trods alt ikke til dem, men til manden med det usædvanlige farvespil i skæg og hår. Noget hendes nysgerrighed kriblede efter at se nærmere på og vide noget om. Synkende først ned i en dyb nejen og derefter elegant ned på den tilbudte plads smilede hun op til ham. "De kan da vække enhver piges nysgerrighed for at slutte sig til så udsøgt et selskab." Hvad end hendes ord sagde så fortalte hendes blik tydeligt hvor selektivt et selskab hun talte om. Forhåbentlig ville han leve op til at være det også. Udsøgt, interessant og forhåbentlig mere end det.

Sephyran skjulte ikke, at han observerede pigens bevægelser gennem rummet. Hun virkede ganske ung, men det bekymrede ikke fyrsten - tværtimod var det netop den alder, han foretrak en kvinde. Samtidig var natten for sen til, at man kunne tillade sig at besvære Sephyran med flere fyrstelige pligter - men langt fra for sen til, at det var tid til at trække sig tilbage til gemakkerne fyrsten og hans følge havde fået tildelt på Krystalpaladset.

Et perfekt tidspunkt til at lære en ung dame lidt at kende.. Sephyran strøg en finger over det gyldne overskæg med en tilfreds mine, som pigen kantede sig nærmere, nejede og tog pladsen, der var blevet ledig.

"Velkommen til mit bord, Frøken..?" Han klappede i hænderne af kroværten, der øjeblikkeligt kom løbende. "Bring os et par flasker mere, min gode herre, vi skulle nødig tørste.." Forlangte han af manden, som øjeblikkeligt adlød ordren til Sephyrans tilfredshed. Gestussen var naturligvis delvist til pigens ære, for at han kunne demonstrere sin rigdom og evne til at få de almene mænd til at bukke og skrabe..

Caitlin var sig fuldt bevidst om det følgende blik og det fik kun mere svaj frem i hendes gang. Blikket forlod hende heller ikke som hun satte sig, men fulgte hende ned og tog hende ind. Interessen var tydeligt delt. Noget hun kunne se som hun mødte hans blik med en glød og et lille skævt smil. Spændende. Det var aldrig helt til at sige hvor den slags førte hen, skønt hun havde et ønske for denne aften.

"Caitlin.." Hun tøvede med det enkle svar og fik heldigvis hvor det skulle slutte, som manden af hendes interesse klappede kroværten over. Den luftige order var en ting, der tilegnede ham et anerkendende smil fra Caitlin, men vigtigst for hende var kroværtens svar med 'højhed' inkluderet. ".. Deres Højhed." Caitlin slog blikket delvist ned, som hun tilføjede det, men smilet og hele hendes holdning fortalte hun vidste det var en tilføjelse og ikke af forglemmelse.

Ordren havde dog også en effekt på kroens piger, der snart efter kom til syne med nye flasker med vin og flere glas til bordet eftersom der havde været lidt udskiftning i selskabet. "Så... Hvad fejre vi i aften?" Caitlin nippede let til sin cider med et sideblik på manden, før hun rakte frem og satte glasset fra sig på bordet. Bevægelsen trak hendes ærme tilbage og afslørede hendes armbånd af læder og små grønne og blålille skæl. Små nok til ikke at virke klumpede, men tydeligt skæl og ikke skaller eller perler.

"Caitlin." Han smagte lidt på navnet og nikkede. Intet familienavn, men det betød også, at der var færre skandaler omkring hende - medmindre hun blot ønskede at holde det hemmeligt. Han fik vinket kropigerne hen til sig og glassene blev øjeblikkeligt fyldt. Sephyran sørgede for, at der også blev anbragt et glas foran den nye gæst - på trods af, at hun allerede havde cideren. Var hun ikke af adeligt ophav, ville hun næppe have smagt noget så udsøgt, som vinen, der nu var kommet på bordet.

Med en skødesløs bevægelse fik han kropigerne til at fjerne sig fra bordet igen, og hans læber skiltes i et charmerende smil. "Åh, blot min tilstedeværelse her i Dianthos. Norden er så frygtelig kold for os, der kommer langt sydfra, så vi har brug for lidt at varme os på.." Forklarede han. Derefter rejste han sig og demonstrerede et fejende buk:
"Fyrst Sephyran af Kazimi." Præsenterede han sig, inden han igen tog plads. Hans tonefald tydede på, at det blot var en formalitet - og at de fleste allerede vidste, hvem han var. Hans tilstedeværelse i Dianthos havde i hvert fald så sandelig bragt opmærksomhed med sig..

Han løftede glasset med krystalvin til sine læber, mens hans blik interesseret fulgte hendes håndbevægelse, da han fangede en glimten ved hendes håndled. Synet af skællene fik hans øjne til at spærres en smule op - han havde stor forstand på smykker, og enten var det en mesterlig efterligning af en drages skæl, eller også var det..
"Deres smykke.. er de ægte?" Spurgte han med et kast med hovedet ned mod armbåndet.

Smilet på hendes læber fik lidt mere varme som gløden i hendes blik tog til ved hans udtalelse af hendes navn. Det kunne være tiden der farvede det for hende, men det føltes næsten som et kærtegn og helt som et muligt løfte. Han lignede en der var god for begge dele. Bestemt som hans blik holdt hendes til han kaldte mere vin hen. Lovende. Helt igennem lovende. Hun havde bestemt valgt det rigtige sted for aftenen.

Vinens anderledes duft blandede sig med de andre ved bordet og holdt Caitlins opmærksomhed for et overrasket øjeblik. Det var en helt ny duft for hende og så ofte skete det ikke længere. Det fik hende næsten til at skifte glas med det samme. Næsten. I stedet vendte hun glidende blikket tilbage til manden og så på ham, som var han den eneste i verden.
Caitlin nåede halvt at åbne munden for at svare, da han rejste sig og med et imponerende buk præsenterede sig. Hun holdt det betagede blik på ham, som hendes sind brugte et øjeblik på at tage den nye oplysning ind. Hun havde vidst han var noget ud over det sædvanlige, men Fyrste? Han var dog stadig mere end værd at se på og intet i hende havde tænkt sig at følge fornuften væk fra det her kommende problem.
"Så må De i sandhed have brug for lidt at varme Dem på! Dianthos er alt andet end syden på denne årstid." Hun fik sneget en lille undertone ind på det ene ord, der afspejlede glimtet der hele tiden havde været i hendes blik.

Ved hans ord løftede hun hånden og lod lyset danse i skællene. De gav ikke meget ekstra, men lyset fremhævede detaljerne og farverne. "Så ægte som de findes." Noget hun lod ham se, som hun elegant rakte hånden frem og derved armsmykket for nærmere inspektion. "Minder fra min vildere ungdom og historier værd..." Hun sendte ham et hemmelighedsfuldt smil. "... at bytte?"

Pigen havde i den grad fanget Sephyrans interesse. Måden hendes blik hvilede på ham - nærmest beundrende, men med et selvstændigt glimt i øjet.. Han havde ingen illusioner om, at det var andet end hans magtfulde udstråling og åbenløse rigdom, der havde trukket hende til hans bord, for han var trods alt gammel nok til at han kunne være hendes fader.

Det lod dog ikke til at genere hende, og Sephyrans læber skiltes endnu engang i et indbydende smil. Hans gyldne overskæg nærmest skinnede i krostuens lampeskær - muligvis fordi både det og håret havde fået engang velduftende olie. Hans klæder var af de fineste silke, og det var et held at fyrsten hver dag havde adskillige tjenere til at tage sig at sit udseende, for det krævede en rum tid at det tilfredsstillende niveau, som han ønskede.

Sephyran løftede et øjenbryn og hans bløde, dybe latter rungede ud i rummet. "De har så ganske afgjort ret - selv om jeg allerede har fundet lidt varme." Hans blik var lige så sigende, som det gled ned over hendes velformede skikkelse. Han havde overvejet at bede sin mænd om at hente sig en skøge til natten, men dette var langt mere interessant..

Igen hvilede hans øjne på skællene og interessen var ægte. Hans fingerspidser berørte let overfladen på skællene, idet hun rakte armen frem og han gjorde et lille nik. "Mageløst .. og den blå farve.. ikke de letteste at komme i nærheden af, har jeg hørt.. " Sagde han. Det var en sand formue hun bar dér - prydende hendes arm. Fyrsten kunne nok skabe guld, men det var ikke mange drageskæl han kunne prale af at have i sin besiddelse.
"Hvad skal De have for historien?" Spurgte han smilende, mens blikket vandrede fra armbåndet tilbage til hendes øjne. En byttehandel. Som Fyrste af Rubinien var Sephyran selv lidt af en handelsmand, og hendes forslag havde omgående vækket hans interesse.

Caitlin lod sin silkebløde latter blande sig dæmpet med Fyrstens, som hun rykkede en lille smule tættere på ham. Varme var tiltrækkende og varme udstrålede han - foruden løftet om en anden af slagsen. Hans blik sagde så meget og gjorde intet godt for hendes greb om tilbageholdenheden. Ikke at hun havde for godt hold i det i forvejen. "Lidt er altid en start.... men er det tilfredsstillende med lidt?"

At sidde tættere gjorde det også lettere at vise skællene frem. Deres sande værdi havde hun aldrig været i stand til at få ide om, da folk stille for mange ubehagelige spørgsmål til hvor de kom frem. I hvert fald før de lyse drager havde slået sig til Lyset og gjort det lidt mere almindeligt at se deres skæl. Ikke almindeligt, men mindre usædvanligt.
"Åh de blå var alt andet end lette at komme til!" Hun lo endnu engang dæmpet, før hun lænede sig ind og så indladende op på ham. "Skønt de på nogen måder var lettere at finde end de grønne..." Hun sænkede armen for at tage et nip af glasset med den udsøgte vin han havde fået stillet der og lod smagen rulle over alle hendes sanser, før hun fortsatte.
"Så to historier.. hvilken ville De bytte for den om Deres skægs usædvanlige farvespil?" Hun hævede let hånden, som får at stryge det, men stoppede den før fingrene kom for tæt på. Så fristende, åh, så fristende. "Og hvilken vil De gemme til senere?"

Pigen var meget ligefrem i sine tilnærmelser - noget Sephyran sjældent oplevede, medmindre han havde betalt for det. Ofte var forførelsens dans langsom og kvinderne intimiderede af hans høje status. Selvom han holdt af det, var dette alligevel et forfriskende pust..

Hans dybe latter hørtes igen i krostuen, som tog endnu et sip af vinen i glasset. Den var udsøgt og ikke nær så krydret, som det han almindeligvis drak, men der var alligevel rigeligt smag i det.

"Jeg har hørt, at det er yderst sjældent at se en Smaragddrage.." Hans blik hvilede stadig af og til på armbåndet, overvejende de historier, der måtte følge med. Måske havde hun blot købt det af en opdagelsesrejsende, men Fyrsten havde nu en fornemmelse af, at der lå mere under.

Han smilede igen blændende og fortsatte: "Men jeg vil nu helst starte med at høre om den blå." Han gjorde ingen bevægelser, som hendes hånd dansede i nærheden af hans ansigt uden helt at røre. Hårene i skægget var lidt mere stride, end normale hår, men ganske let bøjelige og ikke så tunge, som det kunne forventes. Alligevel, skulle man undersøge dem grundigt, var der ingen tvivl om, at det var den ægte vare..

Caitlin lod smilet glide gådefuldt ud, som hun undlod at besvare Fyrstens overvejende bemærkning. Han havde så evigt ret, men på den anden side måtte det også betegnes som yderst sjældent at en rubindrage lagde vej så langt nord på som Dianthos. Noget der også var sket i den periode. I stedet sippede hun let til den udsøgte drik, der så meget var en oplevelse for sanserne, som selskabet var det.

"Meget vel." Hendes øjne glimtede muntert tilbage mod hans, som hun satte sig bedre tilrette ved hans side. At han ikke havde accepteret byttehandling fuldt var ikke gået hendes næse forbi, men historier kunne frembringes på flere måder og det skæg så virkelig ud til at gemme på en værd at kende. Om ikke andet så for at stille nysgerrigheden.
"For en del år siden, ganske kort tid efter en af Deres riges Rubindrage havde aflagt hovedstaden sit uventede besøg.." Hun hævede glasset i en lille munter skål, før hun nippede af væsen og fugtede ganen for den historie hun var ved at spinde. "Da begyndte rygter om andre drager at svire. Om de små og sky Smaragddrager i Elvernes Skove, om Ametystdrager i Tusmørkedalens bjerge og ikke mindst om Safirdrager ved østkysten vogtende over umådelige skatte. Rygter som taget ud af sagn, men ingen kunne helt benægte Rubindragens virkelighed, så de andre...?" Hun gjorde en lille pause holdende hans blik, før hun fortsatte. "Bestemt værd at undersøge, så det gjorde vi. En veninde og jeg. Vi rejste til østkysten og fandt en landsby hvor en drage var set ude over vandet.
En drage vi så og så hvor kom fra.
En klippevæg isoleret for adgang fra anden side end vandet og kun en smal sandstrand foran til at trække en båd op på. Rester af andre både og andre... væsner lå spredt på stranden, men fra den kunne huleåbningen ses i klippen. Et godt stykke oppe af klippen. Med reb og lidt snilde var den dog til at klatre op af og hulen..." Et drømmende smil formede sig på hendes læber, som hun tænkte tilbage på den. "Hulens inderste var et kammer helt i krystaller. midnatsblå,safir, ametyst og alle nuancer imellem. Lys faldende ind gennem en åbning og kastende farverne rundt i et uvirkeligt spil, men mest forunderligt og foruroligende - tre æg i en redde af aflagte skæl. Vi samlede af krystallerne og skællene væk fra æggene. Fyldte taskerne så meget vi kunne og så...Et brus af vinger og et bump af en tung krop landende i huleåbningen..."

Hun stillede forsigtigt glasset fra sig, rakte ud og strøg denne gang bidt fingrene over Fyrstens gyldne skæg. Overrasket over dets anderledes struktur og følelse. "Så hvordan fik Deres skæg den gyldne glød?"

Sephyrans erfaring med drager var forholdsvis begrænset. De var dukket op forholdsvis sent i hans levetid, hvor en gruppe af rubindrager havde slået sig ned i ørkenen. Nogle bidske bæster, var han ikke i tvivl om, skulle hun dømme efter beretningerne fra de folk, han havde sendt ud for at undersøge sagen nærmere. Mange af dem var aldrig vendt tilbage.
Selv havde han kun set dem på afstand, og han havde prist sig lykkelig for at være i Balzera, da en af dragerne havde angrebet Dianthos år tilbage. Nok var han en erfaren kriger, men han foretrak at slås mod mænd - ikke ildspydende bæster.

Han nikkede kort til hendes bemærkning om Rubindragen, som han havde hørt om - han var ikke helt enig i, at de kunne kaldes hans drager - han så dem nærmere som en form for indtrængere i ørkenlandet, hvis tilstedeværelse han mest af alt accepterede, fordi de foretrak isolation, og ville være frygteligt besværlige at komme af med..
Han løftede et øjenbryn, da hun kom længere ind i beretningen, ikke sikker på, om pigerne var modige eller dumme. Ingen med sin forstand i behold ville da begive sig ind i en drages hule? Men nysgerrigt fortsatte han med at lytte til historien, for én var jo i hvert fald sluppet levende fra det..

Hans dybe latter rungede endnu engang i rummet. "Modigt! Og særdeles dumdristigt.." Han var endnu ikke sikker på, at han troede på fortællingen, men pigen fortalte historien godt, og han var underholdt, hvilket var det vigtigste. Desuden var skællene der jo .. fuldstændig ægte, så vidt han kunne se.
Han smilede til hende, som hun denne gang rakte ud for at røre ved skægget. Hun legede med ham, fornemmede han, og han kunne godt lide det. "Hvad med, at jeg viser Dem det? Vil De ofre en lok af Deres hår?" Tilbød han. Han tog en lille kniv fra en af de fremstillede skåle, beregnet til at skære frugt og rakte den frem mod hende med skæftet først.

Caitlin bøjede hovedet let, men uden at slippe fyrsten med blikket under de sænkede vipper. "Vi er så sandelig blevet kaldet værre for den tur og andre..." Med god grund også! Det havde måske været deres tåbeligste ide til dato, men udbyttet havde næsten været det værd. Hun havde da i hvert fald selv krystaller og skæl nok gemt væk et sikkert sted til at finde frem og sælge som behovet krævede det.
Hun var så også rimelig sikker på at han tog det som en historie opdigtet mere end oplevet, hvilket egentlig også passede hende fint. Troede han hende fik han bare ideer om at hun ville tager derud igen! To gange vare mere end rigeligt, så det var hun ikke alt for interesseret i.

Hun snoede drillende hans skæg om fingeren, før hun lod hånden falde. Han havde bestemt ikke hjulpet på hendes nysgerrighed med det forslag! Tværtimod! "Hvordan kunne jeg sige nej til et sådan tilbud?" Hendes øjne glimtede af lige dele morskab og nysgerrighed nu og i stedet for at hånden endte på låret, tog hun imod den tilbudte kniv. Hun skiftede den til den anden hånd, før hun rakte op og fiskede en af de inderste krøller bag øret fri, og befriede den helt fra hoved med et enkelt snit med kniven.
Fangende hvordan en af vagternes blik havde fæstet sig tydeligere på hende ved bevægelse, smilede hun op til ham som hun lagde kniven passende væk fra sig igen. Hun var den ubekendte i selskabet og knive var tydeligt ikke ønskede i hendes hånd. Ignorerende manden igen, rakte hun elegant krøllen over imod Fyrsten. "Jeg har desværre intet bånd at holde det sammen med..." Det eneste bånd hun havde kæmpede allerede en tabende kamp med resten af hendes hår.

Sephyran kendte mænd, der hellere ville kastreres end at vandre ind i en dragehule. Der var noget ved de væsner, der vækkede en panisk frygt i mennesket - en frygt der fik én til at sætte alt andet over styr. Sephyran vidste ikke, om han var en af de mænd - for han havde heldigvis aldrig stået over for valget. Men her, foran ham, sad en ung kvinde med drageskæl glimtende på sit håndled.
Fyrsten af Rubinien havde for alvor fået sin interesse vakt.

Hans øjne glimtede muntert, som han uden videre lod hende kærtegne skægget. En af mændene ved bordet kastede et kort blik mod dem, men lod Fyrsten fortsætte sin leg. De havde set dette spil utallige gange. 
Alligevel lød det også til, at historien havde fået andre medlyttere. Selv om Sephyrans følge tilsyneladende var optaget af deres samtaler, kunne han tydeligt se, at adskillige havde fulgt Caitlins fortælling med største interesse.

Han sendte et kort nik mod vagten, der mere åbenlyst holdt øje med pigens brug af kniven. Skulle hun prøve på noget, var han sikker på, at han selv kunne overmande hende - han var trods alt stadig en kraftig bygget mand med veltrænede muskler, selv om det seneste årtis magelighed også havde sat sine spor. 
"Der bliver ikke brug for et bånd." Smilede Sephyran, da han tog imod hårlokken og let lod sine fingerspidser glide hen over hårstråene - som ville han blidt kærtegne dem. Så snart han rørte dem skiftede de farve indtil de indtog den samme, dybe guldfarve, som fyrstens skæg havde. 
Han rakte hårlokken tilbage til Caitlin med et lille buk og et bredt smil. Hårstråene sad tæt sammen, fastgjort til hinanden, og en del tungere, end dem han lige havde taget fra hendes hånd. En fyrstelig gave. 

Det glimtede muntert i Caitlins blå øjne, som hun noterede sig det lille nik mod vagten fra Fyrstens side. Hans opmærksomhed virkede ellers ganske fanget på hendes former, men man overlevede vel næppe så mange år som han så ud til at have bag sig, ved at lade sig distrahere så nemt. Ikke at hun var specielt farlig, men skindet havde det jo med at bedrage. Hendes gjorde det så ofte på andre punkter.

Hun hævede let et øjenbryn som deres fingre strøg hinanden ved overdragelsen af den fyldige, enlige krølle. Hans ord var så drillende som hendes afbrud af historien havde været og holdt kunstnerisk hendes nysgerrighed intakt. Helt til han strøg fingrene ned over håret og efterlod det så gyldnet og samlet som hans skæg.
Et lille beundrende og forbløffet gisp slap fra hende, der fik en svag klukken til at lyde fra nogen af de nærmeste. Tydeligvis var der noget her hun burde have vidst og haft nøde at få demonstreret. hun ville dog ikke have været synet foruden.
Smilende varmt tog hun imod den gyldne hårlok og nikkede let i anerkendelse af gestussen. "Et værdigt svar." Hun strøg blidt fingrene oer håret, før hun lod det forsvinde ud af syne og ned i en pung ved hendes side, hvorfra det ikke så nemt kunne forsvinde. Derefter nippede hun let til vinen, før hun så op på ham med et let spørgende, let drillende smil. "Og nu vil De gerne have enden på min fortælling?"

Hun gav ham tid til at svare og til spændningen omkring dem til at samle sig. En del af snakken var svundet hen og hvad var tilbage et godt stykke væk eller mere dæmpet. Caitlin lod undseeligt sit blik glide ned af bordet, før hun koncentrerede det på Fyrsten igen. "Så indgangen var spærret og ingen af os havde lyst til at møde moderen til æggene vi så omhyggeligt ikke havde rørt." Hun sendte en mand på den anden side af Fyrsten et sigende blik, før hun med et skævt smil fortsatte. "Der var åbent i loftet, men ingen af os kunne flyve derop." Hendes veninde havde kunne, men så havde Caitlin været efterladt alene med dragen og ingen af dem havde tænkt den tanke. "Åbninger ledte væk fra hulen vi var i og vi valgte en. Heldigvis til et kammer helt ud til klippevægge og med en åbning lys strømmede ind fra. Mindre heldig for lille til vi kunne komme igennem den.. og da lød et brøl fra indgangen som dragen fangede vores færd."
Atter stoppede hun kort op og tog en lille skurk af glasset, før hun dæmpet fortsatte. "Vi så os desperat om efter noget vi kunne bruge til at udvidde hulet med og fandt få sten, men lige nok til at smadre kantens krystaller til vi kunne presse os igennem. Ud til et klatretur ned af klippen." Hun holdt en pause, før hun lænede sig ind med et smil. "I det mindste havde den ikke smadret båden!" Hun blev siddende tæt, lukkede øjnene halvt som en gysen gled forbi hende og lod så sit blik finde Fyrstens igen som hun spandt den sidste hale på historien. "Vi kom ned af klippen og fik båden i vandet til lyden af krystaller faldende som et brøl indefra spran hulet vi flygtede gennem større. Min veninde rejste en vind og vi strøg væk håbende på et forspring mod hvad forlod hulen bag os og optog forfølgelsen. Et kapløb mellem en lille båd med hjælp til vind og en meget vred drage... Heldigvis var der også en hule på stranden vi anløb. En dyb og smal nok til at vi kunne skjule os i sikkerhed der til drage gav op... alt, alt for lang tid efter." Den havde trods alt æg at passe på.

Et varmt smil krusede fyrstens læber, mens han så hende betragte 'gaven'. Det var et gammelt trick, både demonstrerende hans rigdom og magiske magt, og givende en vis værdi fra sig, når han berigede en kvinde med gyldne lokker. Rygterne i landet fortalte deres om, at Sephyran også var i stand til at omdanne levende, sågar hele væsner til guld, og han gjorde intet for at mane dem til jorden. Folk havde en tendens til at udvise en større mængde respekt, når de frygtede at blive forvandlet til en ubevægelig, gylden statue.

"Det ville glæde mig at høre resten af Deres fortælling." Lo han til den unge pige, Caitlin. Han havde indtaget en magelig position med sit glas i hånden, øjnene muntert glitrende under de mørke bryn. Omkring ham forstummede lidt af snakken igen, for også en del blandt fyrstens følge ønskede at høre slutningen på historien..
Han hørte manden bag sig gyse let ved tanken om dragemoderen, men holdt selv blikket fokuseret på den talende. Da ordene "brøl" forlod hendes læber var det tydeligt, at størstedelen af bordet nu var koncentreret om fortællingen.

Sephyran holdt af den måde, hun trak fortællingen ud på for at øge spændingen. Der så ud til at være en sand historiefortæller gemt i hende, og da hun endelig afsluttede historien rungede hans dybe latter ud i rummet: "Imponerende! Og modigt! Det må have været lidt af en vindmagi, der kunne holde jer ude af dragens kløer.. på trods af forspringet.." Øjnene hvilede igen et kort øjeblik på skællene ved hendes håndled. Nokvidst så de ægte ud, men troede han på historien? Han var ikke sikkert, men underholdningens værdi havde været det vigtigste for ham.

Caitlin blev siddende det lidt tættere end hvad var helt socialt acceptabelt efter hun var rykket ind under fortællingen. Fyrsten havde ikke ligefrem virket imod den indtrængen på hans person og alt i hende ønskede at mindste afstanden til et værdigt medlem af det modsatte køn. I aften var fyrsten erklæret værdig.

Hans latter fyldte rummet og gav lov for resten til at følge eksemplet. En tydelig dominans og grunden til hun sad hvor hun gjorde. Hendes blå øjne fandt da også hans med delt latter og et glimt der slørede om hun havde fortalt sandheden som hun havde eller om det var opdigtet. En tvivl hun helst så blive der. "Nok nærmere overmodigt og manglende sund sans." Hun lod sin latter blande sig med de andres før hun fortsatte let. "Men Chance stod os bi og lod os leve til at underholde hende en anden gang!" Hvilket de havde gjort. Alt for mange gange.

Hun hævede det næsten tømte glas mod hans i en skålende bevægelse, før hun tog den sidste tår, lænede sig frem og stillede det fra sig. Drejende sig let, som hun fandt tilbage, lod hun hånden finde til hvile på hans ben under bordet, som blikket gjorde det i hans. Dæmpende stemmen til den kun ville nå hans fortsatte hun lokkende. "Den anden historie er mere for private omgivelser."

Som fortællingen var ovre, gav mændene ved bordet sig igen over til deres egne samtaler, overladende Fyrsten til sin nye 'gæst'. Han flyttede sig ikke det fjerneste ved at hun rykkede nærmere - tværtimod lænede han sig en smule fremad, hans øjne glidende sultent ned over hendes krøllede lokker og gyldenbrune hud.

"I så fald.." Lo han og løftede sit glas. "Lad os udbringe en skål for Chance." Hun var ikke en af de gudinder, han mest bekendte sig til, men han nærede dyb respekt for hende, for han havde set begge sider af hendes mønt gennem livet. Den heldige side havde bragt ham til sejr og fået ham til at træffe det rigtige valg, da Mørket havde kastet sin skygge over landet - den uheldige side havde givet ham Safiya. Kvinden hvis forbandelsen stadig hvilede over hans familie.

I aften ville han ikke tænke på hende.

Heldigvis gjorde Caitlins hånd på hans ben det nemt at få andre tanker til at bruse frem i fyrstens sind, såvel som under bæltet, og smilet der bredte sig under det gyldne overskæg nåede for en gangs skyld helt op til øjnene, der glimtede muntert og isblåt.
"Som den historiefortæller De allerede har vist Dem at være, kan jeg umuligt takke nej til et sådant tilbud.." Sagde han, lidt mere dæmpet, selv om ingen ville være i tvivl om hvorfor fyrsten forlod bordet. "Gemakkerne ved siden af er stillet til min rådighed.. Hvad siger De til, at vi bringer krystalvinen derind?"

Caitlin lod sin dæmpede, varme latter slutte sig til Fyrstens, som hun hævede glasset i skålen. Chance var ikke en gudinde mange holdt før alle andre, men som hendes liv altid havde svinget mellem held og uheld, så var der virkelig ingen andre helt for hende. Lunefuld, omskiftelige og ikke så lidt utilregnelig, men med en humor der skinnede igennem for dem der så efter den.

Hånden på benet havde den ønskede effekt og tændte det ønskede glimt i mandens øjne. Endelig. Så kontrolleret og bestemmende og alligevel holdende på formerne til det sidste. Ikke hvad hun var i humør til, men så sjældent fik hun nu også det. Ignorerende resten af bordet, deres smil og slet skjulte, vidende blikke, lod hun afstanden mindske lidt mere, "Ikke uden fortrydelse...Og det lyder som et meget tiltalende forslag." og rejste sig så i en ubesværet, glidende bevægelse der afslørede en del mere af hendes smidighed end hun tidligere havde gjort.

Hun lod ham føre sig til det nævnte gemak, holdende et så fast et tag hun kunne i sig selv. Noget hans nærvær og tosomheden gjorde alt hvad det kunne for at ødelægge for hende. Han duftede af mand under alle de påførte dufte og havde stadig den udstråling af magt over sig. Langt mere end nogen anden i kroen havde haft, men det var næppe heller blevet taget pænt imod.