Kulden var bestemt begyndt at kunne mærkes, som vinteren var begyndt at tage til. Kulden bed igennem Ergins tynde, slidte tøj, og han var ganske bevidst om, at han finde en eller anden løsning på kulden, hvis ikke han skulle fryse ihjel hen over vinteren. Han skulle bruge flere krystaller, så han kunne købe noget varmere tøj, for han ville nok ikke kunne få nok til at have råd til et kroværelse nat efter nat, og det  var lidt som om han var blevet for gammel til folk havde ondt af ham, og tog ham med hjem for en nats tid. 
 
 Smarana havde været byen Ergin havde holdt til siden han forældre døde. Det var altid der hans forældre havde taget han da de stadig levede, så det var lidt det eneste han rigtig kendte til. Derfor havde det virket oplagt at tage der til. 
 Derfor stod han nu og gemte sig lidt bag en husmur, mens han kiggede på folkene der gik rundt på gaden. Han var ved at se om der var nogle spændende folk, nogle der så ud til at være en klar vinder at stjæle fra, eller om han skulle stjæle fra de samme typer der altid var i byen. Ergins blik landede på en voksen, der skilte sig lidt ud fra resten af landsbybeboerne. Hans tøj lignede bestemt ikke en der var vant til at arbejde på landet. Hans tøj var alt for rent og fint til at kunne være arbejdstøj. Måske en fra byen?  Et tilfreds, og drenget smil gled over hans læber.

 Listigt og på hurtigt fødder fulgte Ergin efter manden. Han skulle finde det perfekte tidspunkt at snige en hånd ind i hans tøj. Gerne mens der var flest folk omkring ham, så manden ikke ville tænke for meget over at blive puffet lidt til. Han sørgede for at holde sig tæt på, men han prøvede også ikke at være for tæt på, så det var indlysende han fulgte efter. 

Luften var kølig og vinden let, så det føltes ikke helt så koldt, som det kunne være på denne årstid. Deavás havde dog ikke problemer med kulden, som den lange frakke dækkede det meste af hans krop. Den var dog åben, så han nemt kunne komme til sine inderlommer og ikke først skulle åbne de mange knapper. Når det kom til hans påklædning, så gjaldt det mest om at være praktisk end smart, omend han havde en vis standard blot så folkene omkring ham ikke var i tvivl om hvem de havde med at gøre. Derfor ville han også mene, at han sjældent skulle være et mål for en simpel tyv på gaden. Hans udstråling var i hvert fald ikke indbydende, som han var mere end bare fokuseret om sin vej igennem gaden, da han havde et mål for øje og egentlig ikke lod sig forstyrre af de øvrige på gaden.

Kursen var lagt tværs over den store plads, som han kunne fornemme at der var én, som fulgte hans bevægelser på afstand. Måske det var dumt at forsøge at liste sig ind på én som ham. Men det kunne knægten selvfølgelig ikke vide, som Deavás faktisk tillod ham at følge med. Han kunne sagtens have rystet ham af sig, hvis han ikke havde været bare en smule interesseret i, hvad der kunne komme ud af det. Fordelen ved Deavás erhverv var, at han var van til at blænde ind i mængden og derved vidste, hvad han skulle holde øje med. Der var selvfølgelig også det faktum, at han ofte kiggede sig over skulderen, når han ikke ønskede at blive forfulgt.

Roligt drejede Deavás ned af en mindre gade, som han lod blikket glide imod de få butiksvinduer, som var vendt på den smalle gade. Han lagde let armene over kors, som han stoppede op foran et vindue og lod de gyldne øjne vandre over de keramikken indenfor. Det interesserede ham ikke spor, men han skulle finde en måde hvorpå skikkelsen turde at komme tæt nok på til at han kunne trække ham med sig. Der stod en kvinde ved siden af, som vendte blikket imod ham og sendte ham et smil. "Godaften" lød det afslappet fra Deavás, som han nikkede imod hende og egentlig lod sig distrahere af hende, så måtte drengen da kunne finde modet til at se sit snit til at stikke hænderne i hans lomme og samle krystallerne op, som faktisk raslede imod hinanden. Kvinden nikkede høfligt til ham.

 Det var jo nærmest som om manden ville stjæles fra, tænkte Ergin. Manden gik i hvert fald lige som Ergin ville have det, og det virkede næsten for godt til at være sandt! Ikke at det var noget han tænkte yderligere over, for gjorde han det, ville han nok godt kunne se at det var lidt for nemt. 
 Ergin havde stadig meget at lærer når det kom til livet på gaden. Han var alt for arrogant og overbevist om at han var den bedste til selv at se at han var alt for indlysende. Med et lurende blik så han rundt, og luskede efter manden som han bevægede sig ned af gaderne og til sidst stoppede op.

 Et stort, tilfreds smil gled over Ergins unge ansigt, og han holdt sig lidt i baggrunden. Han stod lidt og overvejede hvordan han lige skulle gribe det an, men som manden begyndte at snakke med en kvinde ved hans side, så han sit snit.
 Klar til at stikke hånden ind i en lomme, gik han mod manden. Uden at stoppe forsatte han mod manden og 'kom til' at støde ind ham med skulderen, og stod manden ikke helt fast, ville han nok vælte lidt ind i damen han snakkede med. Hånden fik hurtigt sneget sig ind i manden lommen, hvor Ergin fik fat i en god slat krystaller.
 " Oh, det må De undskylde.. " Ergin klappede manden på skulderen, mens han undskyldte, inde han skyndte sig videre. Nu gjaldt det bare om at komme væk før han blev opdaget.

Hvis ikke drengen snart gjorde noget for at få fat på indholdet i Deavás lomme, så måtte han jo bare overrumle ham ved at fange ham før han kunne gøre noget, som han ville komme til at fortryde. Han mente dog selv, at han havde lagt det op for drengen, så han skulle ikke have problemer med at udnytte situationen, som han også valgte at tage kontakt til kvinden ved siden af. At han kendte hende, var ikke noget som drengen behøvede at vide, de delte et mindre blik, før at de begyndte at føre en næsten meningsløs samtale. Der var ikke meget indhold i samtalen, men Deavás kunne dog fornemme at en skikkelse kom tættere på, som han sendte kvinden et svagt nik, da han først blev ramt på skulderen. Han vred let i kroppen, som han straks vendte sig imod den fremmede både for at udfylde sin rolle, men også for at se drengen an. Han var tydeligvis ung og slet ikke i stand til at vide, hvilken fare han havde kastet sig selv ud i. "Det går nok.." kommenterede han. Deavás løftede dog hånden imod drengen hånd for at skubbe den af sin skulder og skabe kontakt til ham med sin evne. Derefter vendte han blikket imod kvinden igen, som han 'fortsatte' samtalen fra tidligere.

"Mød mig i gyden om 15 minutter.." forklarede han kvinden, da han var sikker på at drengen var langt nok væk. Så begyndte han selv at gå, som han egentlig ikke havde travlt med at indhente drengen, som han vidste lige præcis, hvor han kunne finde ham henne. Deavás havde placeret hænderne i lommen, som han kunne få en fornemmelse af, hvor meget knægten havde stjålet fra ham. Et væsentlig beløb faktisk.. Der gik noget tid, måske nok tid til at drengen ville tro, at han var undsluppet og ikke kunne indhentes, før at Deavás lagde hånden imod hans skulder. "Undskyld mig, men du har vist noget, der tilhører mig" der var ikke tale om en forespørgelse, men en indirekte ordre, som han ikke lige umiddelbart havde planer om at slippe ham.

 Krystallerne vejede tungt i hans hånd, og det var svært for ham at holde et skævt, overlegent smil tilbage. Altså, det viste jo bare hvor god Ergin var. Hånden kom ned i lommen, som han gik væk, og krystallerne fik lov at blive i lommen, som hånden kom op igen. Han vidste endnu ikke hvor mange krystaller han havde scoret sig, men han var sikker på det var mange. 
 Som Ergin kom væk fra manden, kiggede han sig diskret over skulderen for at se om manden fulgte efter ham, men det virkerede ikke til han havde opdaget noget, overhovedet, så Ergin rettede sig bare en smule stolt op, og drejede ned af en gade, og efterfølgende ind af en gyde, hvor han stillede sig op af væggen, gemt lidt væk bag nogle kasser. Her fandt hånden ned i lommen igen, hvor den fik fat i krystallerne, og han hev den op for at tælle dem. 

 Optaget af at tælle krystallerne, hverken hørte eller så Ergin af der kom nogen ind i gyden til ham. Det var først som personen kom hen foran ham, og en hånd blev lagt på hans skulder at han reagerede. Det gippede forskrækket i hans krop, og hænderne blev hurtigt ført om bag ryggen, og blikket løftet, for at se manden han havde stjålet fra. 
 Et fnys gled over Ergins læber som han så op på manden med et lidt skulende udtryk. Han ville da bestemt ikke bare sådan lige give ham de krystaller. Hvordan kunne han overhovedet vide det var hans. Der var ingen beviser på han havde taget dem fra ham! Hånden lagde lidt diskret krystallerne tilbage i Ergins komme, før hånden løftede sig op og daskede manden hånd af hans skulder.
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om..  " Fnøs han, og skubbede sig væk fra væggen og manden, så han ikke ville stå fanget mellem de to ting. Det ville nok ikke være smart. Han lagde armene fornærmet over kort, og viftede let afvisende med den ene hånd.
 " Du må have forvekslet mig med en anden..  " 

Knægten havde en seriøs flabet attitude, som blot fik Deavás til at rynke irriteret på panden. Han opførte sig lidt som om at han kunne bestemme udfaldet af situationen og måske endda slippe godt fra at have stjålet fra ham. Det skulle han nok hurtigt finde ud af, ikke var tilfældet, for var der noget Deavás ikke ville finde sig i, så var det at blive berøvet. Heller ikke når han havde ladet knægten gennemføre det og faktisk givet ham håbet, men det var lettere uundgåeligt, så Deavás ville bare gerne komme ham i forkøbet. Knægten lagde safirerne tilbage i lommen. Han havde næppe noget at tælle de 17 safir, som han havde formået at fiske op af Deavás lomme 'ubemærket'. Lettere opgivende rystede han på hovedet, som han lod drengen skubbe hånden bort. Der skulle vist andre midler til..

Drengen forsøgte at overbevise ham om, at han ikke havde nogen ide om, hvad han talte om. Deavás smilte lettere køligt til ham, som de gyldne øjne borede sig ind i drengens foran ham. Knægten fik lov til at bevæge sig væk fra muren og ham, som Deavás ikke havde problemer med at finde ham igen. Men han vill nu hellere tage ham med med det samme. "Jeg er overbevist om at du har stjålet noget der ligner 17 safir.." mumlede han lettere utilfreds, som han lagde armene over kors og lod blikket glide forbi drengen, som han nikkede. Det var ikke henvendt til ham, men skikkelsen, som blokerede udgangen af gyden. Hun løftede hænderne for at lave håndtegn, som skyggerne straks greb ud efter Ergins egen. "Du har ingen ide om, hvem du lige har stjålet fra?" spurgte Deavás direkte henvendt til drengen, som han vendte de dæmoniske øjne imod ham.

 Det generede Ergin at manden var så sikker i sin sag, og stod der der lignede en der bestemt ikke ville hører på, at Ergin ikke havde taget krystallerne. Det gjorde faktisk Ergin en anelse vred, for det  var da dybt uretfærdigt, at han fik skylden! Han var i hvert fald helt sikker på at manden umuligt med sikkerhed, kunne vide at det var ham der havde taget krystallerne fra ham!
 Ergin skulle lige til at hoppe frem og skubbe til manden, halvt i vrede, men også for at distrahere ham så han kunne løbe væk, i stedet blev han selv distraheret over antallet af krystaller der eftersigende skulle ligge nede i Ergins lommen, som de stod og snakkede. Ergins øjenbryn løftede sig lidt, og diskret skævede han kort ned mod lommen. Han var jo rig nu! Ergin så hurtigt tilbage på manden, og trak på skulderne.
 " Det var da også latterligt dumt at gå rundt med så mange krystaller på sig.. Men du har fat i den forkerte.. Jeg har ikke dine krystaller! " Ergin kneb øjnene lidt sammen, som manden nikkede lidt. Hvad skulle det betyde? Ergin havde ikke tænkt sig at blive stående for at finde ud af det og begyndte at gå væk.

 Men der skete ikke noget. Forvirret så Ergin lidt rundt, og fik øje på en eller anden ud af øjenkrogen bag ham. Hvad skete der nu!? Han hev lidt i sine arme, men det var som om han blev holdt fast, selvom han ikke kunne de noget. 
 " Hey! Hvad har du gjort! " Lød det en smule højt og utilfreds fra Ergin, der blot ignorerede manden spørgsmål. Hvordan skulle han vide hvem manden var. Desuden skulle han jo holde fast i at han ikke havde stjålet noget.
 " Slip mig fri! " Han skulede til manden, og ville sparke ud efter ham, men heller ikke hans ben kunne han flytte. Irriteret gav han sig til at vride sig. Ved Zaladin da også!

Deavás var ikke synderlig begejstret for drengens forsøg på at overbevise ham om, at han var uskyldig. Det var også en umulig opgave, når Deavás for længst havde fornemmet hvad drengen var ude på, længe før han havde stukket sine lange fingre ned i lommen på Deavás mørke kappe. Ergin kunne prøve nok så mange gange, at overbevise ham om sin uskyld, det ville ikke virke, derfor holdt Deavás også stædigt ved, som han ikke flyttede meget på sig. Drengen havde måske et mindre håb om at fordufte, men hans udvej var blokeret. Han så også ud til at gå i stå, da værdien af krystallerne blev lagt på bordet. Drengen kiggede imod sin lomme, altså måtte det være der, han havde gemt dem.. Ikke at de var vigtige lige nu, Deavás var faktisk mere interesseret i drengen selv. Ikke at Ergin havde forstået det endnu. "De færreste ville forsøge at komme så tæt på mig.. Så det er nærmere dumt af dig.." lo han køligt, som han sendte drengen et lumsk smil, før at kvinden fik mulighed for at give sig tilkende.

Det gik endelig op for drengen, at der var noget i vejen, som Deavás vendte rundt og bevægede sig hen til ham. Han placerede en kølig hånd imod hans kind, som han dog slap den og svang den direkte imod kinden. "Sådan taler du ikke til mig.." hvæste Deavás vredt af ham, som han lod drengen genfinde sin situationsfornemmelse, imens at Deavás bevægede sig hen til kvinden for enden af gyden. "Vi tager ham med" beordrede han, som kvinden nikkede og lod skyggerne vandre op ad hans krop for at låse ham. "Hvis det er krystaller du vil have, så må du gøre dig fortjent til dem" Deavás stemmen var kølig, en anelse lystig, som han morede sig over situationen. Aldrig ville han betale for morskab, men måske drengen stadig nærede håb om at han kunne komme fri på den ene eller anden måde? Kvinden bevægede sig ned til Ergin for at gribe fat i ham, så hun kunne trække ham med. Hvis drengen da ikke forsøgte at flygte igen. Deavás blokerede dog stadig udgangen og var han dum nok til at løbe længere ind i gyden, hvis han kom fri?

 Ude af stand til at gøre andet spytte spydige kommentarer efter manden, forsatte Ergin med at vride sig, mens han fnøs en smule hånligt over manden. Det kunne godt være han så fin og fancy ud, men Ergin var ikke bange for ham! Han vidste ikke hvem manden var, havde aldrig hørt nogen snakke om en fesen skiderrik i kappe, man skulle holde sig væk fra, så han kunne umulig være så stor og kendt, som han gav udtryk for. Måske det også hang sammen med at Ergin ikke havde haft nogen forældre eller familie de sidste par år, og han generelt ikke interesserede sig for den slag ting, men det var en mindre detalje.
 " Bliv du bare ved med at fortælle dig selv det... " mumlede han flabet. Han var da noget så fuld af sig selv, den mand. Endnu et fnys lød fra han. 

 Hånden der blev lagt mod hans kind, fik ham til at trække hovedet hårdt og hurtigt væk, og han skulle til at bide ud efter hånden, inden han i stedet fik en lussing. Den havde sat godt, og at Ergin havde flyttet på hovedet havde kun hjulpet slagets kraft. Sammenbidt kneb han øjnene lidt sammen som smerten prikkede i hans kind. 
 Man skulle tro at slaget havde fået Ergin til at indse han var ved og rode sig ud i noget værre lort, og han ville begynde at overveje hvad han gjorde, så han ikke fik flere problemer, men det var slet ikke sådan Ergin reagere. Mere vred end han var før, vred han sig endnu mere og prøvede i hærdigt at komme fri. Irriteret over manden flabethed, spyttede han lidt efter ham, men manden var gået forbi Ergin, så det var ikke særlig effektivt. Det var heller ikke fordi det gjorde den store forskel at han ved sig. 

 Ergin troede at han pludselig havde en chance for at komme væk, da det virkede som om hvad end der havde fat i ham, løsnede grebet. Hurtigt fik han vendt sig, og skulle til at springe på manden, i stedet for at løbe væk, men som han gjorde klar til sit spring, var det som om nogen puttede en pose over hans krop, og han kunne pludselig slet ikke bevæge andet end hovedet. 
 " HEY!  " udbrød han vredt og prøvede at vride sig. Manden kommentar fik bare Ergin til at fnyse, selvom det bragte en noget så ubehagelig følelse frem i hans mave. Der var noget over den tone manden havde, der prikkede til noget ubehageligt i Ergin. 
 Kvinden der åbenbart var personen der havde været bag ham, kom hen til Ergin, og tog fat i ham. Panikken bredte sig meget pludseligt i Ergin og han forsøgte ihærdigt at sprælle sig fri, eller for at gøre det mere besværligt for kvinden og flytte ham, men det var som om hans krop var låst helt fast. Så han brugte det eneste han havde der virkede.
 " HJÆÆÆÆÆLP!!!! AAARGH!! HJÆÆLP! KIDNAPPELSE! VOLDTÆGT! BØRNEMORD! " Ergin skreg af hans lungers fulde kraft, i et forsøg på at fange en eller andens opmærksomhed.

Mon ikke drengen ville blive klogere inden længe? Der var selvfølgelig intet i vejen med at drengen havde bare lidt mod, dog så Deavás helst at det blev pillet af ham, så han til sidst ikke kunne stå oprejst ved synet af ham. Der måtte være en måde at knække en knægt som ham, han havde gjort det før og vidste udmærket hvor effektive hans metoder kunne være. Han skulle blot finde den rette indgangsvinkel til knægtens mod. Men der var også noget dumdristigt over drengens opførelse, som Deavás blot trak let på skulderen og lod ham beklage sig. Han lod derfor også emnet ligge, som han nok skulle vise drengen, netop hvorfor han helst skulle bøje sig i støvet frem for at provokere ham på den måde. Det ville sikkert også virke langt bedre med handling frem for ord. Sådan lod det i hvert fald til at være lige nu. Faktisk så Deavás frem til at have det en smule sjovt med ham, kvinden skulle ikke nødvendigvis inddrages i det, da Deavás helst gjorde den slags selv. Men lige nu var hun et aktiv, som kunne bruges og derfor lod han også hende arbejde for sagen.

Lussingen sad hvor den skulle, måske endda bedre end forventet, som Deavás ikke skænkede ham et yderligere blik, før at han vendte kursen imod gaden igen. Han var ikke synderlig bekymret for, at drengen skulle få hjælp andet steds fra, så han var nogenlunde rolig omkring situationen. Drengen fandt ikke lige med det samme sine ord igen, som det gjorde det klart for Deavás, at der var en stor sandsynlighed for at handling ville virke på ham. Det skulle nok blive underholdende og hvis ikke, så måtte han jo bare tage mere drastiske metoder i brug.

Kvinden gik målrettet imod drengen, som hun havde fået besked på. Hun holdt fortsat et greb om ham med skyggerne, som hun helst ikke ville spilde tiden på at skulle løbe efter ham. Men drengen lod ikke til at være helt så meget fan af hendes taktik, som han endnu forsøgte at vride sig fri, men i sidste ende egentlig ikke kunne bevæge sig særlig meget. Drengen hævede stemmen og forsøgte at true med sine ord, men det havde ikke rigtig nogen effekt på hverken kvinden eller Deavás, som hun endte med at trække hånden til sig for at slå ham hårdt på kæben i håbet om at slå ham ud. "Bind hans hænder og ben sammen" beordrede Deavás, som han stod og ventede lettere utålmodigt på at kvinden fik styr på ham. Han kunne sagtens få beskidte hænder, men ikke her og ikke lige nu, det skulle nok komme. Hun nikkede af hans ord og valgte at trække et stykke stof frem fra lommen for at binde rundt om drengens mund. Der var ikke mange i den lille by og det var sjældent, at der overhovedet var nogen, som turde tage affære. Derfor var Deavás heller ikke bekymret. Kvinden valgte bevist at skubbe til drengen, så han enten ville vælte, hvis hun havde fået bundet rebene omkring hans ankler eller begynde at bevæge sig efter et mønster, som skyggerne ville tillade.

 Blikket fulgte kvinden som hun kom helt tæt på og Ergin forsatte med at sprælle og skrige, selvom det ikke virkede til rigtig at have nogen effekt. Folk gik bare forbi, uden at nogen gjorde noget. Ergin kunne se enkelte se ind på dem, men de satte blot farten op og skyndte sig videre. 
 Pludselig blev at lyn af smerte sendt igennem Ergins kæbe, der fik en halvkvalt lyd til at slippe ud mellem hans læber lyset til at forsvinde fra hans øjne. Det sidste Ergin hørte var at han ben og hænder skulle bindes, før alt sortnede fuldstændigt for ham.

 En dundrende smerte fra siden af hovedet fik Ergin til slå øjnene op. Mente han da i hvert fald. Forvirret så han rundt, men der var stadig utroligt mørkt. Han havde noget i munden, som han prøvedet spytte ud, men det virkede ikke. En smule panisk ville han flytte hånden op til munden og fjerne hvad end der blokerende hans mund, men han kunne ikke flytte hænderne. Panikken bredte sig drastisk som det begyndte at huske hvad der var sket. Manden. Krystallerne. Kvinden der havde fanget og slået ham. 
 Ergin begyndte at vride sig i vildskab, i et forsøg på at komme fri fra hvad end der holdt ham fast, men han kunne ikke mærke noget. Han lå heller ikke fast på den kolde, og let fugtige jord, så han begyndte at trille rundt, mens han prøvede at sige en masse lyde. Måske nogen ville hører ham og komme ham til undsætning.

De fleste i byen vidste godt, at det var bedst ikke at blande sig i andres affære. Desuden så havde Ergin stjålet fra Deavás, så det var kun fair, at han fik en straks, der passede til den sum krystaller, han havde fået fat i. Måske det ville blive langt værre end bare det, men det afhang faktisk af, hvad Ergin selv gjorde. Deavás ville ikke have noget imod at eksperimentere med den lille krop, når han nu havde muligheden, men det krævede også de rette forhold og at drengen ikke besvimede af ingenting. Så han ville være tvunget til at bygge drenges smertetærskel op, så han kunne holde til den egentlige prøvelse.
Kvinden formåede at slå drengen ud, som Deavás nikkede tilfreds til hende og gjorde tegn til at hun skulle skynde sig bare en anelse. De skulle helst nå frem inden det blev lyst. Heldigvis for kvinden, så var hun van til at gøre det beskidte arbejde, derfor havde hun også kræfterne til at smide Ergin over skulderen og traske afsted med ham lige bagved Deavás der viste vej.

----------

Der var måske gået nogle timer, både med turen derhen og det at finde det rette rum til drengen, som de ikke ville blive forstyrret i. Deavás fik smidt drengen ind i et mindre rum uden nogen form for lyskilde. Der var en fakkel i den modsatte ende af hvor drengen blev lagt, men det blev ikke tændt. Man kunne dog svagt fornemme noget lys under trædøren, som var blevet låst forsvarligt af. De havde efterladt drengen der, som Deavás fik styr på de sidste detaljer og samtidig talte de krystaller han havde tilbage i lommen. De blev lagt ned i en kiste nogle døre væk fra Ergin. Han havde endnu ikke undersøgt drengens lommer, men havde lidt på fornemmelsen af, at det nok skulle komme. Men nu hvor han havde taget ham med, så var krystallerne knap så vigtige at få igen. Måske senere.

Deavás løftede blikket var dokumenterne, som lå spredt ud på bordet foran ham, da han kunne høre at 'gæsten' var vågnet fra sin mindre lur. Han rejste sig roligt op fra stolen, bevægede sig hen til døren og gik ud på den lange gang. Det var svært at se enden, hverken den ene eller den anden vej. Han vidste lige præcis, hvor han skulle gå hen, som han stoppede op foran døren ind til Ergin. Væggene var beklædt med ler, men under det var der jord, hårdt presset sammen, da de befandt sig et godt stykke under overfladen. Tunnelen var blevet gravet for mange år tilbage, længden på gangen var kun blevet øget år for år, afhængig af, hvad der var behov for.

Nøglen sad endnu i døren, men ville nok ikke gøre det i fremtiden, når drengen først kom til sig selv. Deavás drejede nøglen rundt og skubbede døren op, så det svage lys fra faklerne på gangen kunne trænge ind i rummet. Han havde ikke selv problemer med at se i mørket, som han var van til at arbejde i det. Uden et ord gik han hen til Ergin og satte sig på hug, som han hev stoffet væg fra munden og lod det hænge rundt om hans hals. "Udhvilet?" lo han køligt, som han sendte ham et lystigt blik og lod blikket vandre ned over den lille skikkelse foran ham. Han rejste sig op igen, løftede foden og forsøgte at skubbe ham rundt på maven. Deavás rettede sig helt op, som han trak kappen af og smed den over en stol ikke langt fra hvor Ergin lå lige nu. Rummet havde ikke mange ting, en stol, et mindre bord og en madraslignende ting, der ikke var fyldt med andet en halm. Ergin lå længst væk fra døren ved siden af sengen. Langsomt begyndte Deavás at åbne skjorten, som han lod blikket ned på Ergin. "Skal vi begynde?" stemmen var fortsat kølig, men der var en sygelig undertone, som han foldede ærmerne op og gik hen til bordet, hvor han strøg fingrene over noget, der lød som metal. Døren var endnu åben, men Deavás stod imellem Ergin og døren lige nu.

 Som tiden gik, og Ergin kom mere til sig selv og hans øjne begyndte at vænne sig til mørket, lagde han mærke til den lille stribe af lys der kom fa under døren. Han begyndte derfor at trille mod lyset. Som han trillede begyndte krystallerne i han lomme at falde ud, hvilket fik ham til at stoppe op. Hvorfor havde manden ikke tage dem tilbage? Det forvirrede Ergin utroligt meget, og han fik ikke trillet videre, da døren pludselig blev åbnet op, og mere lys blev lukket ind. Han kneb øjnene lidt sammen, da han nu skille vænne sig til lyset. Et kort øjeblik var der et glimt af glæde og lettethed at finde i Ergin øjne, men da han så det var manden var tidligere, blev udtrykket erstattet med et lidt mere usikkert udtryk. 

 Ergin skulle til at trille videre da manden kom hen til ham, men nåede det ikke, og var da egentlig også ganske tilfreds over at få fjernet det han havde i munden. Munden blev bevæget godt, og det samme med tungen, som han fik fugtet det hele igen, inden han så mod manden med utilfredse og vrede øjne.
 " Slip mig fri! Argh! Du kan ikke.. Lad mig så gå! Hvor er vi?! " Ergin ignored bare mandens første kommentar, og lå og vred sig i et forsøg at komme fri. Det stoppede dog da en god blev sat mod ham, og han blev vendt om på maven. Ergin gryntede utilfreds, og han skævede sig over skulderen og så manden tage kappen og at smører ærmerne op. Den utilpasse følelse fra tidligere kom tilbage, og fik Ergin til at ligge og koldsved, mens hjertet hamrede i hans brystkasse. Han tog sig ikke tid til at se hvad der var i rummet, men gjorde bare et forsøg på trille mod døren.
 " Nej, det skal vi ikke! " en tydelig panisk undertone var at hører, og Ergin var pludselig meget bevidst om hvor ensom og koldt det var.

Måske det ville have været nemmere at lade Ergin beholde stoffet for munden, men samtidig så ville Deavás gerne kunne høre hans ynk, når de kom så vidt selvfølgelig. Han så dog helst ikke at drengen brugte muligheden til at beklage sig eller brokke sig, måske han ikke var helt tilfreds med situationen, men nu havde han jo selv rodet sig ud i det, så kunne han egentlig beklage sig? Som bevis på Ergin skyld, havde han jo også endnu krystallerne på sig, så der var intet der, der kunne bevise hans uskyld. For var der noget drengen ikke var, så måtte det da være uskyldig, for Deavás tvivlede på, at han var den første til at blive berøvet. Måske den første til at straffe ham på den måde, som han havde i tankerne. "Jeg er i min fulde ret til at gøre lige hvad der passer mig. Medmindre du vil foretrække at miste din hånd?" spurgte han roligt, men hånligt. Hvis først Ergin mistede sine hænder, så ville det for alvor være umuligt for ham at stjæle i fremtiden. En passende straf måske, men langt fra det, som Deavás havde i tankerne.

Deavás strøg fingrene over de skarpe instrumenter, som han holdt øje med drengen ud af øjenkrogen. Han måtte der gerne forsøge at flygte, men han ville blive slemt skuffet. Han greb ud efter sit sædvanlige værktøj, en skalpel, der for nyligt var blevet slebet, så den var rigtig skarp. Et dovent blad kunne også volde skade, men var ikke lige hvad han havde i tankerne for drengen. Deavás trådte væk fra bordet, som han blokerede drengens forsøg på at trille imod døren. Derfra bukkede han sig ned og greb fat i drengens hår for at hive ham lidt op fra jorden. Eftersom at drengens hænder var bundet på ryggen, så kunne han ikke tage fra med dem, så al vægt blev lagt i håret. Han sagde ikke et ord, som han begyndte at trække ham imod den anden ende af rummet for at smide ham på madrassen. Derfra satte han sig på hug ved siden af ham og placerede hurtigt kniven imod hans strube. Blikket fortalte drengen, at han helst skulle ligge stille nu.

 Det var ikke fordi Ergin havde gjort meget i at trille før, derfor trillede han noget skævt og klodset. En grimasse gled over hans ansigt,  som han trillede over krystallerne der var faldet ud af hans komme, da de lå og prikkede til ham. Hurtigt forsøgte han at trille over dem, så det ikke gjorde ondt alt for længe. Et fnys forlod Ergins læber og han skævede kort op på manden.
 " Du har ikke ret til en skid.. Du ved ikke en gang hvad jeg hedder..  " snerrede han en smule irriteret. Han var da noget flabet og tro han bare kunne bestemme over ham. Hvad manden sagde prikkede dog lidt til Ergin, og han lagde sig om på ryggen, så manden ikke kunne komme til hans hænder. 

 Ergin fulgte manden som han gik hen til ham, med noget der lignende en kniv-lignende ting, i hånden. Bange for at manden faktisk mente at han ville skære hånden af ham, prøvede Ergin at krybe væk fra ham, forsat mens han nærmest lå på hænderne.
 " Nej, nej, nej, nej! " klynkede han lidt, og det var pludselig tydeligt at se at Ergin jo ikke var ret meget mere end en barn. Hans klynken blev dog afbrudt da manden hev ham op at stå i håret. Ergin kom med et smertesudbryd, som han ikke havde noget at afhjælpe smerten med, og han prøvede ihærdigt at følge med manden, men det var ikke nemt, når benene også var bundet sammen. Han formåede derfor at hoppe med et par gange, inden han snublede, hvilket bare gjorde han gik mere ondt i hårbunden. Ergin skulle til at vride sig, da han blev smidt i sengen. Han havde ikke lyst til at være der. Han havde ikke lyst til at finde ud af hvad manden gik og tænkede på.
 Han nåede dog ikke at vride sig det mindste før der var noget skarpt mod hans hals, og han lå helt stille, og sank en nervøs klump. Blikket flyttede sig op på manden. Det var tydeligt at se, at Ergin var bange. Det var nærmest malet i ansigtet på ham, selvom han prøvede at holde fat i sin flabethed.

Det var lidt som om at Ergins ord fik Deavás til at gå i stå, men der var ikke tale om mere end nogle sekunder, før at Deavás måtte le noget så hånligt af drengens ord. Hvorfor skulle han dog vise interesse for drengens navn, når det slet ikke havde nogen relevans? Nu forventede drengen vel også at han ville ytre sit eget navn, så de rigtig kunne sætte sig ned ved et bord og have en dyb samtale? Nej, sådan legede de altså ikke.. Derfor valgte han også at ryste på hovedet af ham, som han trak en smule uinteresseret på skulderne og fortsatte det han havde gang i. Det var ikke meningen, at han skulle falde godt til og hvorfor skulle han spilde tiden på at lære hans navn. Det var ikke en gang sikkert at knægten ville blive ved med at huske sit navn, når han først var færdig. Deavás forblev tavs, som han ignorerede hans kommentar og blot lod ham tænke lidt over situationen i stedet.

Der blev gjort et ynkeligt forsøg på at undslippe, men rummet var slet ikke stort nok til at Deavás ville opgive at følge efter ham, så hvad regnede han egentlig med? Krystallerne på jorden havde Deavás også skubbet til siden, blot for at vise Ergin, at han slet ikke var interesseret i dem. Måske han kunne samle dem op senere. "Har du lært noget?" spurgte han pludseligt ud af ingenting, som han dog ikke lod til at trække kniven til sig eller slippe ham fri. Spørgsmålet var muligvis en smule malplaceret, men Deavás ville se om drengen fortsat ville holde sin facade eller om han allerede havde påvirket ham. Utroligt nok, så formåede drengen at hoppe nogle enkelte gange, før at han sikkert snublede over sine egne ben, men det gjorde det nemmere for Deavás at smide ham over imod sengen. Der var ikke tale om en blød seng. Den var nærmere stiv og kold, fordi den lå så tæt på jorden. Deavás vendte skalpellen lidt i hånden, før at han med vilje valgte at presse den ind imod drengens hals. Nok lå han stille, men det ville ikke få ham ud af problemerne. Han trak den også langsomt ned over halsen. Snittet ville dog ikke være dybt nok til at ramme hans pulsåre, men nok til at frembringe bare en smule blod.

 Manden reagerede blot på Ergins kommentar ved at begynde at grine, og af en eller anden grund fik det noget til at vende sig i maven på Ergin. Han vidste ikke rigtig hvorfor det gjorde ham helt dårlig, men han kunne ikke lide det. Når Ergin tænkte lidt over det, var han måske egentlig også okay med, manden ikke kendte hans navn. Så ville manden ikke kunne finde ham, når Ergin kom væk fra der! Og Ergin havde vidst egentlig heller ikke lyst til at kende mandens navn. Så blev han mere virkelig. 

 Spørgsmålet kom lidt ud af det blå, og det forvirrede Ergin en smule, fordi det var så.. pludseligt. Ikke at han havde tænkt sig at svare. Han holdt trods alt fast i han ikke havde gjort noget, selvom det selvfølgelig var lidt svært at holde fast i, når krystallerne lå spredt ud over gulvet. Men ingen sagde det var hans! Det kunne sagtens være Ergin egne krystaller.. Manden kunne umuligt vide med sikkerhed at det var nogen Ergin havde taget fra ham! Derfor var den eneste form for direkte reaktion til spørgsmål bare en fnys, og Ergin der prøvede at vride sig fri fra manden.

 Det var med et tungt bump, Ergin landede på den lave, hårde seng. Han kom med et smertende støn, da den bestemt ikke var rar at lande på. Han skulle til at flytte på sig, og gøre så han lå bedre, men han nåede ikke at gøre noget før der igen blev presset noget skarpt mod hans hals. Han gispede kort, men flyttede ellers ikke på sig. Han turde ikke gøre andet end bare at være helt stille. Det virkede dog ikke til at det gjorde nogen forskel at han lå stille, for kort efter blev kniven presset ned i Ergins hals. Han skreg op i smerte, klar på at det var nu han skulle dø. At hans liv var forbi. 

Der var ingen grund til at forvandle drengen til en person, for det var han virkelig ikke overfor Deavás. Han var nærmere en forsøgskanin, som kunne besvare nogle spørgsmål, som Deavás havde haft længe. Så var spørgsmålet bare om han kunne holde til det. Det ville være ærgerligt, hvis ikke drengen fik det hele med, men så måtte de jo holde en pause... Men noget som drengen skulle vide var hvem han stod overfor, når først de var kommet igang. De var jo ikke engang begyndt endnu.

Måske Ergin havde lært noget eller også havde han tabt stemmen i processen, som Deavás blot smilte lettere tilfreds over situationen, før at de endte i sengen. Underlaget var ikke et problem for Deavás, som han havde et bedre sted at sove senere og ikke havde problemer med at ofre sig bare en smule for sit eksperiment. 

Bladet havde nemt ved at trænge igennem drengens hud, som blodet langsomt begyndte at glide ned af halsen og ned på sengen. Han trak skalpellen til sig og lagde den bagved sig, før at han førte en finger ind i det lille hul, som han havde lavet i halsen. Uden ord, valgte han at rode rundt i drengens hals, som han pressede lidt på pulsåren for at se hvordan han ville reagere på det. Ville han allerede besvime eller begynde at vride sig yderligere. Han var ikke ude på at dræbe ham hurtigt eller overhovedet at dræbe ham. Han skulle bare lige se, hvad han kunne holde til. "Lig stille" lød det fokuseret fra Deavás, som drengen nødigt skulle vride sig for meget, for så ville det for alvor gå galt.

 Det overraskede lidt Ergin hvor lang tid det tog at dø. Han havde forventet det ville gå noget hurtigere. Og at det eneste han ville kunne mærke var smerten og så ingenting. I stedet mærkede han smerten, som bare blev ved og ved, men også blodet der løb ned over hans hals, indtil det dryppede ned i sengen. Han mærkede tårene der var begyndt at løbe ned af hans kinder. Ergin var også overbevidst om at han kunne mærke manden ånde mod hans hud. 
 Endnu et skrig forlod Ergins læber da manden pludselig pressede sine fingre ind i såret, men det blev dog hurtigt kvalt og erstattes af en grådkvalt grynten. Det begyndte at sortne for Ergins øjne og inden det sortnede helt, hørte han manden sige at han skulle ligge stille. Det gjorde han så og, som hans krop blev slap og han besvimede. 


 Der gik en halv times tid før Ergin vågnede igen. Han havde en tør, metallisk smag i munden, som han blinkede øjnene op. Det gjorde dióg ikke den store forskel, for rummet var ret mørkt igen. Han følte sig ør, og en smule rund tosset. Halsen var mærkelig efter manden havde været i gang med at skærer i ham, men Ergin kunne ikke helt finde ud af hvad der var blevet gjort ved det. En smule forsigtigt vred han sig igen. Han havde ikke lyst til at lave for mange lyde. 

Det var bestemt ikke planen, at drengen skulle dø, ikke lige foreløbig og hvis han var villig til at gå langt, så var det ikke udelukket, at han ville se dagens lys igen. Men for nu, var Deavás travlt optaget af, at se hvor meget smerte drengen kunne udholde. Han kunne godt mærke på Ergin, at situationen ikke var rar, men det fik ikke Deavás til at stoppe, som han pressede fingeren ind i halsen på ham for at mærke pulsåren og hvordan blodet pulserede rundt i kroppen på ham. Det lod til at hans krop var på overarbejde og snart lukkede ned. Han rettede kort blikket imod drengen, som han fik øje på den mindre tåre, der var godt på vej ned ad kinden. Han smilte køligt til ham, før at han vendte fokus tilbage til hullet.
Kroppen blev mere og mere slap, som Deavás rynkede på brynene og egentlig var en smule skuffet over, at det var gået så hurtigt. Han ville være tvunget til at bygge langsomt op til det egentlig eksperiment, hvis ikke Ergins krop skulle give helt op. Deavás trak hånden til sig igen, som han slikkede blodet af fingrene og blot ventede på at drengen skulle vågne igen.

Deavás konkluderede hurtigt, at drengen ikke ville vågne med det samme, derfor havde han rejst sig op for at rengøre kniven, så den ville være klar til, når han vågnede igen. Han var igang med at tørre den af, da Ergin atter kom til sig selv. Såret på halsen havde han lukket til igen, for at knægten ikke ville ende med at forbløde. Han lå dog stadig i en mindre pøl af sit eget blod, som Deavás mente ville være spild af tid at rengøre, da det bare ville dukke op igen. Han lagde kniven tilbage på bordet, som han hvilede hænderne imod bordpladen og lod blikket hvile på de øvrige metalredskaber. Hvad skulle han så kaste drengen ud i, når han en gang vågnede. Deavás satte sig ned på stolen og gav sig til at vente med blikket rettet direkte imod sengen. Så snart han rørte på sig, så måtte han jo være klar igen.