Tid: 20:00 Deromkring
Sted: Festivalspladsen
Vejr: Lidt vind ellers ganske fint vejr
Omgivelser: Bliver beskrevet i indlægget
Påklædning: En top, nederdel, og nogle sandaler på fødderne


Der var godt gang i den på hele festivalspladsen, og der var ret mange mennesker samt væsner. Der var ingen som Leah lige kunne genkende eller havde set før. Enlig kunne hun heller ikke huske, om hun faktisk havde været her før. Jo det måtte hun da have været, men hun gik rundt og tænkte lidt over det. Hele stedet virkede bekendt, så måske hun havde været her før. Efter få sekunder med tankerne kørende omkring emnet løsrev hun sig dem, og stoppede op henne ved en bod der solgte glas. Der var både figurer, skåle, kander, og alt muligt andet. Nærmest alt i glas, det betagede hende kort, og havde fanget hendes opmærksomhed. Der var flere boder sat op, og hun havde skam også tænkt sig at undesøge nogle af de andre, så hun ikke kun skulle stå og blomstre ved denne ene bod her. Hendes øjne gled hen over den ene figur efter den anden, de var utrolig flotte. Tænk at man kunne lave sådan noget, og skabe noget så fantastisk og glansfuldt. Hun lænede sig lidt tættere på og bukkede sig en lille smule, så hun kunne kigge ind i spejlingen i glasset, bare for at se sig selv. 

Det fik hende til at smile, og kort tid efter grinede hun blidt. Så rettede hun sig op, og drejede rundt for at gå hen imod en af de andre boder. For nu var det tid til at undersøge nogle af de andre, og imens hun vandrede igennem mængder af folk var det efterhånden blevet svært at se noget. Hun kunne ikke se, hvor hun gik henne"Ehm..."mumlede hun for sig selv, som hendes hoved var drejet til den ene side, efter den anden side. Var hun ikke sikker på, at hun gik den rigtige rute hen til boden, eller havde hun taget fejl. Nu vidste hun heller ikke, hvilken bod det var hun var på vej hen imod. Hun tog en lille dyb indånding og prøvede at kigge imellem folkemængderne, men pludselig ramte hun ind i noget. Balancen mistede hun, så hun faldt bagover ned på jorden"Uurg!"kom det højt ud ad hendes mund, og hun tog sig til hovedet. Hun kiggede kort ned over sig selv, nok var hun en skøge og det vidste de fleste nok. Men alle de mennesker gjorde det lidt svært at bevæge sig igennem hen imod nogle af de andre boder. Et suk kom fra hendes læber, og hun burde nok rejse sig op, så efter få minutter rejste hun sig op og børstede sig af fra jord og støv. 

Det var efterhånden ved at være sent, men Philotanus havde ingen planer for aftenen, så han havde sjovt nok forvildet sig ind på en stor markedsplads, hvor der stadig var godt gang i den. Det var jo klart, når bodejere ikke havde andre måder at tjene penge på, så var de jo nød til at arbejde så længe der stadig var kunder at betjene. Philotanus var blot glad for, at han ikke behøvede at arbejde på sådanne tidspunkter, men faktisk selv kunne bestemme, hvornår han skulle hjælpe til og hvornår han bare kunne vandre rundt og være sig selv. I aften var én af de dage, hvor han havde planer om at slappe af, som han også gik igennem folkemængden med hænderne begravet i bukselommerne og vingerne foldet godt imod ryggen, så han ikke bevidst bumpede ind i nogen, der ville kigge skævt til ham. Dæmoner var vel aldrig velset nogen steder?

En mindre pause udviklede sig hurtigt til en samtale, som bodejeren forsøgte at sælge nogle krydderier. "Ligner jeg virkelig én der går op i at lave mad?" spurgte han lettere forvirret over at ejeren overhovedet ville spilde kræfter på ham. Han blev dog ved med at insistere, som han rynkede på brynene og forsøgte at slippe fri, men det var en smule svært.. Det endte også med at han stod med pakke stof, hvori der var pakket forskellige krydderier i. Han sukkede opgivende, som han vendte rundt og med det samme stødte ind i en mindre skikkelsen. Stoffet landede på jorden, men der skete ikke noget, som han straks kiggede på den fremmede pige, der var landet på jorden. "Hov" kom det helt automatisk fra ham, som han satte sig på hug og samlede stoffet op, han vejede indholdet for at sikre sig, at der ikke var gået hul på indpakningen. Det var svært at se i mørket, også selvom hans dæmoniske øjne, sagtens kunne se det meste. Det var dog ikke lige nemt at få øje på krydderier i den størrelse. Han stirrede efterfølgende på kvinden, som han fik rejst sig helt op og bare kiggede på hendes mundering uden at sige noget.

Efter at have taget sig til hovedet, og var kommet op at stå på benene kiggede hun på skikkelsen foran hende. En person hun aldrig havde set før, gad vide hvem han var. Hvad lavede han her på pladsen,og før hun kunne nå at gætte sig til de mange muligheder kunne hun skimme stoffet han stod med. Så det var måske det han lavede her, han var på indkøb efter nogle ting. Et smil bredte sig over ansigtet, og hun strøg nogle totter hår væk fra ansigtet. Kort betragtede hun ham, og undgik at prøve at finde ud af, hvor han var kommet fra. Det var ikke en mulighed for hende i øjeblikket - for hun kunne slet ikke se nogle veje for alle de mennesker. Lyden af hans stemme der havde fået fremstammet et hov fik hende til at kigge på ham med et undrende udtryk på ansigtet. Dog var hun nysgerrig, nysgerrig omkring det han stod med"Jeg ser du allerede har købt lidt på pladsen"sagde hun med en venlig stemme, og et matchende smil.

Hovedet drejede hun til den ene side, for at betragte nogle af de boder der var, det var ikke lige nogle hun havde tænkt sig at studere nærmere. Nogle af boderne solgte heller ikke noget hun kunne bruge, eller ville bruge til noget. Den første bod hun var ved, havde været glas og det var heller ikke noget hun var helt sikker på, om det var noget hun turde købe. Glas kunne let gå i stykker, og det var næsten synd at købe noget, hvis det hurtigt gik i stykker. Leah smillede lidt fortsat som hun kiggede rundt på omgivelserne, og efter nogle sekunder kiggede hun tilbage på personen hun var stødt ind i"Undskyld jeg stødte ind i dig, jeg må have væltet rundt imellem folkemængder"sagde hun og lagde en arm rundt om livet på sig selv. Nu stod hun lidt mere afslappet, og kunne vente på at han ville svare hende. Det var ikke fordi hun havde travlt, for det havde hun ikke. Der var stadigvæk en masse at se endnu, pladsen var jo fyldt med boder og andre ting. 

Hun undlod at spørge om for meget med det samme, men det var som om at hendes nysgerrighed ikke helt kunne lade være. Det var som om den fik hende til at spørge ham om flere ting, selvom det sikkert kunne ende med at blive for meget"Hvad får du tiden til at gå med her på pladsen, udover at købe lidt ting og sager"sagde hun med en venlig stemme, og hun holdte blikket fastlåst på ham, for at afvente på hans svar. 

Et skævt smil fandt vej til Philotanus læber, som han fik øjenkontakt med pigen, der lige skulle finde fodfæste igen. Han strøg hånden over stoffet for at fjerne det snavs, der havde lagt sig rundt omkring det. Han sukkede en smule opgivende, som han egentlig ikke forstod, hvorfor han havde brugt krystaller på det, det var spild af penge. Hun fik tydeligvis også øje på det han havde i hånden, som han rystede svagt på hovedet. Han løftede den anden hånd og kløede sig i nakken. "Det var ikke planen.. Men bodejeren var virkelig stædig" indrømmede han med et opgivende suk, som han rullede let med øjnene. De orange øjne fandt dog hurtigt tilbage til hende igen, som han lagde hovedet på skrå og forsøgte at få en fornemmelse af, hvad hun mon lavede der.

Philotanus var egentlig på vej væk, eller han havde drejet kroppen lidt, da hun lod til at kigge den anden vej. Måske de skulle hver til sidst, men så kunne han høre hende tale til ham. Eller hun forsøgte at undskylde for sit lille uheld, som han rynkede let på næsen. "Er du faret vild?" spurgte han undrende, ikke fordi han kunne hjælpe hende, da han ikke kendte byen og faktisk bare var kommet forbi ved et tilfælde. Han skulle faktisk igennem byen for at hente en last i den anden ende, men det havde påkrævet, at han gik lige igennem markedet og nu var han ligesom fanget der.

Han tog en rolig indånding, som han lod blikket vandre ned over hendes skikkelse igen. Den måde de andre væsner kiggede på hende på, fortalte ham lidt, at hun måtte være lavtstående og derved ikke kunne have den store værdi i forhold til ham eller Orcus' forretning. Hun ville ikke være værd at kidnappe, for hun ville næppe blive savnet. "Jeg skulle faktisk bare igennem markedet.. Havde ingen planer om at handle her" indrømmede han køligt og en smule henkastet, som han måske allerede var på vej væk. Han gik dog tættere på hende, som han fik en underlig trang til at komme tættere på hende. "Hvad med dig?" spurgte han med et lystigt smil på læben.

Efter hvert minut der gik var det som om at der kom flere, og flere folk til pladsen. Det ville sikkert ende med hun ville forsøge at vandre rundt, som gik hun rundt inde i en labyrint. I øjeblikket var det nok ganske fint, at hun bare stod stille og kiggede på denne mystiske person der snakkede ti hende. Tænk at hun heller ikke havde set ham, og derved havde stødt ind i ham. Måske det bare var en klassisk hende ting, at støde ind i folk. Specielt når hun ikke kunne finde vej, og se sig for hvor hun gik og det var ikke fordi hun ville opgive. Der skulle hun komme en fri vej, så hun kunne undersøge nogle af de andre boder. Da han spurgte hende om hun var faret vild gav hun et nik fra sig, og sukkede lidt med et lille smil"Er det så tydeligt"grinede hun, før hun kløede sig lidt i kinden af skyldighed.

Som sekunderne gik med at hun stod, og bare havde kigget på ham i snart alt for lang tid. Det måtte næsten virke alt for skræmmende, så hun drejede hovedet væk fra ham, blinkede nogle gange. Så drejede hun kroppen en smule. Var det slet ikke en eller anden lille smutvej igennem de mange folkemængder, om det var normalt at der var så mange mennesker var hun ikke sikker på. Leah fik et tænkende udtryk på ansigtet, og lod øjnene skimme kanten af de få boder hun kunne se. Det kunne være hun skulle give det et forsøg igen, bare for at se om hun ikke kunne gøre et eller andet. Men da hun hørte hans stemme, og kiggede sig over skulderen. Da han kom tættere på hende drejede hun lidt hen imod ham af ren refleks"Jeg havde lidt de samme tanker, men jeg ville undersøge nogle af boderne for brugbare ting"svarede hun med et smil,og lagde hovedet på skrå. 

Så kløede hun sig lidt i kinden igen, ja brugbare ting som om hun faktisk selv vidste, hvad det skulle være. Det var bestemt ikke fordi hun havde nogen anelse, om der var noget hun kunne bruge til noget.. Gad vide om der ville være noget, hun havde lyst til at købe. Hendes øjne faldt ned på stoffet igen som han stod med"Måske du kunne have lyst til at gå med mig rundt på pladsen"spurgte hun undrende men med en håbfuld stemme. For hun ønskede slet ikke at gå rundt alene, det ville sikkert også ende med at hun ville fare vild om og om igen. Hendes øjne hvilede sig på ham, og hun lagde en arm rundt om livet igen. Måske havde denne person her en god idé til at komme rundt på pladsen, eller måske de sammen kunne finde frem til nogle af de andre boder. Medmindre han ikke havde lyst, men efter at han faktisk var gået tættere på hende, kunne det godt være han ikke havde tænkt sig at smutte med det samme. Leah fik så pludselig et stort blik frem, og hun skyndte sig ivrigt nærmest at række en hånd frem imod ham"Åh det var jeg ved at glemme!"råbte hun lidt højt, og rakte så en hånd frem imod ham få sekunder efter"Jeg hedder Leah"fik hun præsenteret med en glad stemme, og et yderst stort smil. 

Det var underligt, at der fortsat var så god aktivitet på pladsen, når man tænkte på, hvad klokken var blevet. Var der ingen, som havde brug for søvn mere eller var det bare Philotanus, der gerne ville have en seng at sove i, når kroppen og hovedet ikke længere ville som han ville? Han sukkede opgivende, som pladsen var begyndt at blive sort af mennesker, måske han bare skulle finde den nærmeste kro eller sovested, så han kunne få en lur og vende tilbage imorgen? Hans blik gled dog retur til pigen, som han smilte lettere drillende. "Lidt" kommenterede han med et smil, som han sagtens kunne se på hende, at hun nok var lidt på bar bund i forhold til hvor hun måske gerne ville være. Det virkede heller ikke som om hun var stolt over, at være faret vild.

Måske de ville have nemmere ved at komme ud af mængden, hvis de bare begyndte at gå og måske maste sig igennem folkene, så måtte de jo flytte sig. Derfor valgte Philotanus også at række ud efter hendes hånd for at trække hende med. "Vi må bare kaste os ud i det, kom." sagde han opmuntrende, som de jo sagtens kunne stoppe, hvis hun faldt over noget interessant på vejen. Han tænkte ikke lige over, at han faktisk rørte ved hende, måske fordi han selv følte at det var ved at blive for meget, at være fanget omgivet af så mange væsner. Han følte sig ligesom klemt.. Normalt var han jo også van til at have så meget plads, som overhovedet muligt, så det at have ingen plads, var en smule ubehageligt for ham. Han måtte væk.

"Så længe vi bare bevæger os lidt, så kan vi sagtens følges. Jeg får det bare dårligt af at være fanget iblandt så mange" indrømmede han lettere forundret, som han så sig over skulderen for at kigge på hende. Mon de kunne finde et mere åbent område? Der måtte da være nogle bode, som ikke var lige så interessant som de øvrige og derved ville der måske ikke være så mange væsner til stede. Det virkede dog umuligt at finde et tomt område i 'mørket' lavet af væsner. Han sukkede opgivende, måske han bare skulle slå sine vinger ud og så flyve væk? Han skævede lidt imod hende. Det gav et mindre sæt i ham, som hun lod til at være kommet i tanke om noget og straks brugte en højere tone end tidligere. "Philotanus.. Men du kan sagtens kalde mig Philo, Leah" svarede han med et glimt i øjet, som han trak hende med sig. De endte med at komme ud i siden af markedet og var derfor fanget af en mur på den ene side og væsner på de 3 andre. "Ih altså.." mumlede han opgivende, som han vendte sig imod hende, slap hånden og lænede sig imod væggen med armene på kors og blikket imod jorden, imens at han rystede på hovedet.

Et tydeligt overrasket udtryk kom frem på hendes ansigt da han havde taget hendes hånd, og efter ganske få sekunder forsvandt udtrykket igen. Hun smillede lidt til ham, selvom hun ingen anelse havde om hvordan de skulle komme igennem folkemængden. Det var ikke engang fordi der var én, nej der var folk overalt. På samme tid med at der var mørkt, var det slet ikke til at se noget - Ikke for Leah, det blev efterhånden svære og svære at se noget som helst. Men mørket havde dog ikke lagt sig helt endnu, der var fortsat noget lys, så hun mærkede et håb indeni. Så længe der vel var noget lys så hun kunne se, så kunne hun måske godt finde vej rundt. Men hun følte sig håbløs og opgivende i øjeblikket, og hun kendte ikke engang denne mystiske, venlige person her som prøvede at føre dem igennem flokke af mennesker og væsner. Hvordan kunne der virkelig være så mange på dette tidspunkt, det var underligt, og Leah var ikke engang sikker på, at der var normalt. 

Der måtte da være et område, hvor der ikke var så mange mennesker. Hun havde faktisk heller ikke lyst til at vandre rundt når der var så mange, for det gjorde det også svært at se hvad boderne tilbød. På samme tid var det svært at se hvor man skulle gå, for der var hele tiden folk der enten gik i vejen, eller ind foran hinanden, og der var såkaldt også folk som mente de skulle skubbe til hinanden. Hvem skulle have troet steder som disse var så populære, og åbenbart også så sent om aftenen"Jeg bryder mig heller ikke om alt for mange mennesker..."sagde hun lavt, og holdte rundt om sig selv, det gav hende næsten kuldegysninger ved tanken. En skøge som hende havde været vant til mange mennesker, men det havde aldrig været noget hun gad, det havde altid været imod hendes vilje. Hun betragtede ham lidt som hun fulgte efter ham, han virkede meget venlig, måske han ikke var en af de onde typer - selvom hun slet ikke havde nogen anelse eller idé om det. 

Da han pludselig gav slip på hendes hånd kiggede hun på ham som han pludselig stod op ad en væg. Det fik hende til at kigge rundt på folkemængden, alle de mennesker. Hvorfor skulle de også skygge for alle boderne næsten, der måtte da være en bod, eller flere hvor der ikke var så mange mennesker. Leah lod hendes øjne skimme omgivelserne, og hun prøvede ivrigt at få øje på en tom bod, strakte sig lidt for at se om hun ikke kunne se igennem nogle af flokkene af mennesker. Det var rimelig svært, og hun sukkede også opgivende, som hun tog et skridt tilbage så hendes ryg mødte væggen"Det er umuligt, hvordan kan det være så håbløst"sagde hun lavt, som hun kiggede rundt på de forskellige folk. Hvis bare hun havde haft en evne der kunne skille dem lidt, så var det meget nemmere, men det havde hun desværre ikke. Det havde været nyttigt hvis hun havde, men der var nok andre muligheder. Efter at have hørt hans navn, drejede hun hovedet hen imod ham, sendte ham et smil. Hun strøg nogle totter hår væk fra ansigtet, og lod hendes øjne hvile sig lidt på hans ansigt, før at hun kort kunne skimte noget. Kunne det være en tom bod hun kunne spotte, var det virkelig muligt.

"Jeg kan godt lide dit navn"lød det bare kort fra hendes mund, før hun tog nogle skridt frem for træet, og stoppede op for at kigge sig over skulderen hen på ham. Men efter nogle sekunder kiggede hun væk fra ham igen. Hendes øjne mødte endnu engang de mange folk, og endnu engang kunne hun spotte det samme som før. Jo mere hun kiggede på det jo mere lignede det faktisk en tom bod, hun skyndte sig at dreje rundt, så hun stod med fronten til ham"Philo jeg har fundet en tom bod!"lød det i en glad tone, med en glad og lettet stemme imens hun pegede ivrigt i retningen af den. 

Det hele var så småt begyndte at blive lidt for kaotisk for Philotanus, så hvis de ikke snart fandt et roligt sted, så ville han nok føle sig tvunget til at stikke af. Helst ved at bruge sine vinger, men selv det ville kræve en del mere plads end hvad han kunne få lige nu. Det var heller ikke nemt, når man var van til at have en by for sig selv og faktisk kun skulle dele pladsen med en enkelt person. Så hvorfor var det helt præcist, at han valgte at blive på markedspladsen? Det gøs ham jo langt ned ad ryggen. Han så lettere forbavset på Leah dog, da hun også gav udtryk for at hun ikke brød sig om mængden af væsner. Så hvorfor valgte de ikke bare at smutte et andet sted hen? Kroen kunne nok være lige så fuld på dette tidspunkt og der var nok mange, som ville have fået lidt for meget at drikke, så det kunne faktisk udvikle sig til noget værre rod. Philotanus sukkede og nikkede til hendes ord, i det mindste var de enige om at finde et andet sted at føre samtalen videre.

Som de nåede muren havde Philotanus allerede opgivet på foran, han tog en dyb indånding, lukkede øjnene og forsøgte bare at slappe lidt mere af. Han skulle lige have lidt luft, før at han ville kunne fortsætte ud i mængden igen. Dog bemærkede han, hvordan hun kiggede sig omkring og faktisk prøvede at kigge over de mange væsner på pladsen. "Har du brug for at komme op i højden?" spurgte han med et stille smil, han var stadig lidt ved siden af sig selv. Men han kunne da godt hjælpe hende, hvis hun ledte efter noget bestemt. "Der må være tale om nogle særlige tilbud" lo han hæst, som han egentlig ikke var særlig tilfreds med at alle havde valgt lige netop denne dag at handle på. Kunne de ikke have spredt sig lidt mere ud, så der var plads til alle? Der måtte da være flere, som havde problemer med at komme frem til de boder, de gerne ville handle med.

Et svagt smil fandt vej frem på hans læber, som Leah gav udtryk for at hun godt kunne lide hans navn. Det var en smule morsomt, da det blot var et navn, han selv havde fundet på. Hvis hun havde kendt hans fulde navn, så ville situationen nok have været meget mere anderledes end hvad den var nu. Men det var efterhånden tusind år siden at nogen havde været i nærheden af hans fulde navn. Heldigvis for det. "Tak" svarede han med et nik, som han så hende spejde rundt efter en udvej, måske? Han så lettere forbavset på hende, da hun lod til at have fundet en tom bod. "Vis endelig vej" lød det opmuntrende, som han skubbede sig væk fra muren og fulgte efter hende.

Før denne elver havde nået at svare ham på hans spørgsmål om han ikke kunne få hende højere op havde hun allerede taget fat rundt om hans hånd. Hun begyndte at gå hen imod den tomme bod, hen imod de mange folkemængder igen. Det var opgivende, og alligevel havde hun et lille håb for at de kunne komme igennem alle de folk. Bare hun sørgede for ikke, at give slip på hans hånd så ville hun altid være sikker på at de begge to fulgtes ad. Leah havde slet ikke tænkt på ham da hun havde taget fat i hans hånd, hun følte bare det var en sikker måde at bevæge sig sammen rundt på pladsen, specielt med alle de folk. Det ville nok altid være et mysterium, hvorfor der var så mange folk på dette tidspunkt. Da hun nærmede sig mængden, prøvede hun at huske overblikket hvor hun havde set den tomme bod. Hendes øjne gled rundt fra den ene side til den anden, og hun kløede sig lidt i nakken med en finger. Hvor var det nu lige den bod var henne. Var det højre, venstre eller ligeud. 

Hun følte sig håbløs, det havde været så let at få øje på boden når hun havde stået sammen med Philotanus, men lige nu hvor de begge to stod omringet af folk igen måtte hun anerkende at hun havde tabt det skønne overblik en smule"Hvordan kan et overblik forsvinde så hurtigt"sagde hun og sukkede dybt imens hun bukkede sig lidt forover. Lod øjnene hvile sig på hendes fødder, måske var det bare umuligt. Nej det måtte ikke være slut med at lede efter den tomme bod, den pokkers tomme bod. Leah betragtede hendes fødder lidt mere,og tænkte lidt. Den bod måtte da være tæt på, det var blot spørgsmålet om hvilken retning de skulle gå. Hovedet drejede hun en smule, og lod øjnene hvile sig lidt på hans hånd, og skulle til at give slip før hun pludselig kom i tanke om, hvor boden måtte være. Hurtigt løftede hun hovedet op, og kiggede hen på ham"Nu kan jeg huske det!"sagde hun med en glad stemme, og sendte ham et smil, hvorefter hun begyndte at løbe til højre forbi nogle boder med hendes hånd fortsat i hans. Hun håbede ikke hænderne ville glide ud ad hinanden, for så ville hun være nød til at finde ham igen. Med hendes stedsans - især i folkemængder. Ville det ikke engang være sikkert, at hun ville kunne finde ham igen.

Som hun løb derhen kunne hun høre lyden af folk snakkede, grinede og lyden af hendes sandaler der rørte jorden. Under løbet havde hun slet ikke holdt øje med Philotanus, hun havde været alt for opsat og fokuseret på at nå frem til den bod. Da hun nåede derhen åndede hun lettet ud, og drejede rundt for at næsten ville kramme ham for at de var nået herhen men han var der ikke. Ikke godt, var han ikke løbet med hende? jo det var han, hun havde endda hans hånd i hendes. Leah kiggede panisk rundt, åh nej der var vel ikke sket ham noget. Måske hendes hånd havde gledet ud ad hans uden hun vidste det, eller måske havde han opgivet og fløjet hvis han kunne det. Hun sukkede opgivende og lagde sig ligeså opgivende hen over boden. Hendes øjne gled rundt imens hovedet var blevet lagt på skrå, hvordan kunne hun have mistet ham under mængden, hun følte sig alene - underligt. Hun kendte ham ikke engang, men hvor var han henne, hvad var der sket. Leah spredte læberne for at skulle til at råbe men blev distraheret af synet af en skikkelse, var det mon ham. Hun måtte følge skikkelsen lidt, men efter få sekunder sukkede hun og lod sig glide ned ad boden, så hun sad lænet op ad den på jorden"Philo, hvor er du"lød det hviskende i en lav tone. Hun lod hendes hage hvile ovenpå knæene som var blevet trukket  op under hende. Skulle hun råbe på ham, men så ville folk jo finde hende og den tomme bod, og det gad hun ikke. 

Hvor ville han bare gerne have ro lige nu. Der var konstant en summen for hans ører, som snakken gik i øst og vest. Det var svært at følge med i og Philotanus var faktisk ikke interesseret i de mange samtaler, som omhandlede forhandlinger og priser på de mange ting. Glas, krydderi, mad osv. Det var et uendeligt marked og han var en smule rundtosset ovenpå det hele. Det gav dog et sæt i ham, da hun greb ud efter hans hånd og straks hev ham ind i mængden igen. Lige nu havde han mest af alt lyst til at fordufte, men hvis ikke han fulgte med, så ville han nok ende med at puffe til de forkerte typer og så ville helvede først bryde ud. Derfor forsøgte han så vidt muligt at følge efter hende, men hun havde tydeligvis travlt og kun én ting for øje. At nå frem til boden, før den også ville blive overrendt af folk. Han måtte dukke sig et par gange for ikke at få en arm i hovedet. Leah var mindre end ham og hun kunne sagtens tage en masse smutveje, men han endte ofte med at skubbe lidt til folkene, som de bevægede sig igennem for til sidst at gå i stå.

Leah's ord fik ham til at sukke, som han selv forsøgte at kigge efter boden, men han var faktisk i tvivl om, hvad han skulle kigge efter, da det var hende, som havde set boden på afstand. Men inde midt i myldret var det umuligt at se noget som helst. Man kunne næsten ikke se længere end til sin egen næsetip. Han rystede på hovedet og vendte blikket imod hende. "Måske vi burde opgive?" lød det roligt fra ham. Der var en tone af opgivelse i stemmen, som han ikke var sikker på, at det nogensinde ville lykkes dem at finde frem til stedet. Lige pludselig farede hun afsted igen. Han nåede kun lige at følge med, før at han ville have væltet under det pludselig træk. Hun ville virkelig gerne derhen.

Deres hænder gled lige pludselig ud af hinanden, som Philotanus blev fanget imellem to bredskuldret mænd, der var i færd med at diskutere prisen på en rodfrugt. Han vrissede let af dem, som han forsøgte at kigge forbi dem og få øje på Leah, men hun var løbet for langt væk til at han overhovedet kunne få øje på hende. Han mumlede frustret midt i det hele, som han så sig omkring for at se om han kunne gøre noget for selv at kunne kigge efter hende. Pludselig kunne han høre hendes stemme, som han ændrede tyngden omkring sig selv, så han svævede op over mængden og nemmere kunne få øje på hende. "Leah!" kaldte han over mængden, som han svævede let hen over dem og forsøgte at få øje på hende. Til sidst så han boden og hende sidde foran det. Han svævede hen og landede foran hende med armene over kors. "Prøvede du at hægte mig af?" spurgte han en smule drillende, som han børstede støvet af sit tøj. Evnen var ikke aktiveret længe nok til at hans krop var begyndt at gå i opløsning. Så han så ikke ud til at være påvirket af det.

Ensomheden tog meget over af at hun bare sad alene op ad boden, hvordan kunne man føle sig alene når hun ikke engang kendte Philotanus. Hovedet lagde hun lidt bagover, og lod hendes hænder kærtegne hendes knæ. Det var svært at se noget i det mørke der var, og at hun faktisk havde spottet den tomme bod her var næsten et held. Så drejede hun hovedet til den ene side, lod hendes øjne betragte de mange folk som gik rundt. Men pludselig hørte hun hendes navn, hvilket fik hende til at kigge endnu mere rundt. Hvor kom det fra, hun kunne ikke se noget. Måske det hjalp hvis hun rejste sig op, så det gjorde hun og lod blikket glide lidt mere rundt. Hun hørte da hendes navn, men hvor kom det fra. Leah nåede slet ikke kigge mere rundt, da hun fik øje på Philo foran sig. Et stort smil bredte sig over det blide ansigt, og hun kastede sig nærmest hen imod ham. Lagde armene rundt om i et kram uden at tænke på, hvad han faktisk ville sige til det"Philo!"råbte hun glad. 

Så holdte hun krammet lidt, og først da hun havde stået i nogle minutter gav hun slip. Drejede rundt for at gå hen til boden, hoppede op på den hvorefter hun satte sig på kanten. Hun lagde hovedet på skrå,og undrede sig lidt over hvordan han fandt hende. Han var da hurtig i forhold til, at hun selv synes at hun havde løbet hurtigt. Hans spørgsmål fik hende til at grine og hun rakte tunge af ham imens hun blinkede med det ene øje"Det var nu ikke min tanke"drillede hun tilbage imens hun grinede lidt mere. Så drejede hun hovedet væk fra ham,og kiggede ud på folkemængden. I det mindste var de ved en tom bod, og hun håbede ikke der ville komme nogle herhen. Hun vippede lidt med fødderne som hun sad afslappet på kanten af boden, og efter få sekunder drejede hun hovedet hen imod Philotanus. Betragtede ham ham, jo mere hun kiggede på ham, desto mere lagde hun mærke til hans påklædning. Han så helt elegant ud næsten. I forhold til hende lignede han næsten en adelig, hvorimod hun bare lignede en fattig bonde, og skøge. Øjnene gled ned over hende, og hun sukkede så"Endelig lidt fred for folkemængden"hun løftede en hånd op til håret,og strøg nogle totter bagved det ene øre. 

Så var der spørgsmålet hun var nysgerrig omkring, og efter at have kigget lidt ned, løftede hun blikket op på ham. Lagde hovedet på skrå, hvorefter hun lænede sig bagover så hun lå på ryggen ovenpå boden"Hvordan fandt du mig"spurgte hun så undrende imens hun spredte armene ud til hver side, og drejede hovedet hen imod ham,så hendes øjne kunne hvile sig på ham. 

Det gav et mindre sæt i Philotanus, da Leah valgte næsten at kaste sig i armene på ham. Han reagerede automatisk, som han slog armene rundt om hende, så hun ikke følte, at hun havde ramt en mur. Utroligt, at hun kunne reagere så voldsomt, når de ikke havde 'kendt' hinanden særlig længe. Det forbavsede ham virkelig, men underligt nok, så gjorde det ham faktisk ikke noget, derfor endte han også med at le en smule af sin egen reaktion, før at han nikkede til hende. "Det var ikke så nemt" mumlede han en smule, som han forsøgte at lade hende slippe fri igen. Hun skulle nødigt tro, at han ville holde hende fast i der.

Philotanus så lettere forbavset til, som Leah sprang hen imod boden og straks hoppede op for at sætte sig på kanten. Han var knap så begejstret over situationen, som han i stedet valgte at gå hen for at læne sig imod bordet. Han hvilede armene imod bordplanen, som han lod blikket vandre ud imod mængden. Der gik dog ikke lang tid før at han vendte blikket imod jorden. Han prøvede jo at undgå folkemængden, så skulle han da ikke spilde tid på at kigge på dem.. Philotanus tog en rolig udånding, som han nikkede til hendes udtalelse. Det var rart med et sted, hvor folk ikke blev ved med at rende ind i ens skulder og puffe til hinanden. Men der var stadig meget støj omkring dem, som han dog valgte at fokusere på deres samtale frem for noget andet. 

Spørgsmålet kom en smule bag på ham, da han ikke havde forventet, at hun ville vise interesse for hans mindre sporing af hende. Philotanus var van til at jage slaver og lignende igennem forskellige terræn, men aldrig havde han brugt så meget tid og kraft på at finde en pige, som Leah. Han havde jo ikke til formål at tage hende med for at sælge hende til en slavehandler. Nej, hun var mere for selskabets skyld uden at være overdreven. "Jeg fik en vej op, så jeg kunne kigge ud over pladsen. Der fik jeg øje på den tomme bod og dig" forklarede han, som han egentlig ikke vidste hvordan det ellers skulle forklares uden at vise hende det.

Efter at have ligget lidt på boden rettede hun sig op, valgte at sætte sig på kanten ved Philotanus. Lagde hovedet på skrå som hun fulgte hans bevægelser med øjnene. Enlig var der pludselig mange undrende tanker der poppede op i hendes hoved, såsom om han ville bruge hende til noget, sælge hende, eller måske var der andre planer han havde som hun ikke kendte til. En skøge som hende havde mange sikkert lysten til at bruge, udnytte og lege med. Hun var sjovt nok vant til det, og derfor var hun næsten også sikker på at denne mystiske person ved siden af sig var ude på det samme. Efter at have kigget lidt mere på ham skulle hun til at række en hånd frem imod ham, for at røre ved hans hår men hun stoppede lidt. Tog den til sig, hvorefter hun kiggede væk fra ham. Vippe lidt med fødderne over kanten af boden, imens et smil bredte sig på det glade ansigt"Du har en speciel duft"sagde hun pludselig som hun kort tænkte lidt, for det betød vel at han ikke var som hende. 

Pludselig hoppe hun ned fra boden, og børstede sig lidt af selvom dt nok ikke hjalp ret meget. Hendes klæder var fortsat ikke de mest elegante og adelige, men hun var også langt fra adelig. Hovedet drejede hun lidt, og kiggede i en helt anden retning end de mange folk. Smillede for sig selv som hun stod med en arm hvilende hen over kors. Det var virkelig underligt, hvordan kunne en person som Philotanus virke så venlig overfor hende, det var nærmest som om der var noget ondt over ham"Du er ikke en skovelver som mig, så hvad er du"spurgte hun så imens hun drejede kroppen hen imod ham. Hele hendes fokus og opmærksomhed var rettet på ham, som hun ventede på hans svar. 

Men efter at lytte til de andre ord han sagde tænkte hun lidt som hendes blik gled op mod himlen, så måske var han fløjet herhen til hende. Det betød vel kun at han havde vinger, nu begyndte hun først at blive nysgerrig. Leah lagde hovedet på skrå, og tog et skridt tættere på ham, men holdte fortsat en lille afstand til ham"Kan du vise mig det"spurgte hun så med et smil og nysgerrig stemme. Der var bare et eller andet ved ham der gjorde hende så nysgerrig, og nærmest dragede hende lidt til ham. Uden at hun faktisk var helt sikker på om han var god eller ond. Lige nu var han da ikke ond overfor hende, og han behandlede hende faktisk godt, så måske han faktisk slet ikke var ond. Men hun anede intet endnu, så imens hun ventede på hans svar besluttede hun sig for at kigge lidt rundt ved den tomme bod de stod ved.

Det ville være farligt at kidnappe hende fra pladsen på dette tidspunkt, men så igen.. Det kunne godt ske, at ingen ville opdage det, når de var travlt optaget af at gøre deres daglige indkøb. Men Philotanus vidste heller ikke hvad hun kunne indbringe og lige nu brugte han faktisk bare hendes selskab for at se bort fra det arbejde, han faktisk skulle udføre. Ud af øjenkrogen kunne han fornemme hendes hånd, som den kom tættere på, men hurtigt blev trukket tilbage igen. Hvad betød det, havde han mon noget i ansigtet eller håret, som generede hende? Håret var i forvejen en smule pjusket og vildt, så han bemærkede sjældent, hvis det sad helt skævt. For det var normalt. Dog vendte han blikket imod hende, som han lo let. ”Øhm, tak?” lo han stille, som han ikke rigtig vidste hvad det skulle betyde for ham.

Pigen hoppede ned af boden og fik Philotanus til at rykke sig en smule, så han ikke kom i vejen for hende. Hun virkede fuld af energi, hvorimod han langt hellere bare ville dase imod boden og hvile øjnene en smule. Men hun lod ikke til at give ham den ro, som hun straks stilte et spørgsmål, som sikkert var forbundet med hendes sidste udtalelse. Endnu en latter slap over hans læber. ”Godt gættet” svarede han en smule henkastet, som han strøg håret væk fra det ene øre, så hun godt kunne se, at det ikke var spids. Selvfølgelig kunne han sagtens overtage en elvers krop, men det var ikke tilfældet. Han vendte sig dog imod hende og smilte til hende. ”Dæmon” svarede han med et løftet øjenbryn, hvordan ville hun reagere på det?

Philotanus skubbede sig væk fra boden, som hun gav udtryk for, at hun gerne ville se, hvad han havde gjort. Han nikkede til hendes ord, før at han grinte noget så udspekuleret, da han ændrede tyngden omkring hendes væsen, så hun ville føle sig lige så let, som en fjer og derved svæve et stykke over jorden. Hvis han ændrede tyngden yderligere, så ville hun komme til at svæve højere oppe, men så ville hun nok blive en smule panisk omkring det. Derfor valgte han kun at lade hende svæve 1 meter over jorden, så hun faktisk var højere end ham. ”Sådan her.” forklarede han med et drillende smil på læben. Vingerne var også en mulighed, men det kunne han ikke ligefrem vise hende uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed på pladsen. Derfor brugte han sin evne i stedet. Og så længe han ikke holdt hende oppe for længe, så ville det ikke skade hans krop.

Da tyngden omkring hende blev ændret kiggede hun rundt om sig selv, lod de hazel farvet øjne betragte sig selv en smule. Det var en underlig følelse at hun pludselig følte så let, svævende som havde hun fået vinger. Som hun svævede lidt prøvede hun at nærme sig ham oppe i luften, hun lod hendes blik hvile sig på hans ansigt. Leah grinede blidt som hun vippede lidt med fødderne, og prøvede at dreje rundt i luften, som dansede hun. Lod hendes arme svinge rundt om hende, men hun var ikke sikker på hun kunne bevæge sig så meget. Men synet af hendes fødder der ikke rørte ved jorden fik hende til at kigge overraskende ned ad hende selv"Det er en fantastisk følelse!"råbte hun næsten glad, som hun endnu engang svingede lidt med armene, så hun drejede lidt rundt, lod det brune hår flagre i takt med hendes bevægelser som i øjeblikket var flydende. 

Efter at have danset lidt i luften, prøvede hun at flyve lidt hen imod ham dog føltes det næsten svært. Hvordan kunne væsner med vinger bære sig ad. Det var ikke sikkert hun kunne gøre så meget, og stoppede kort da hun hørte hans svar til hendes spørgsmål. En dæmon, hun lagde hovedet på skrå og prøvede at nærme sig ham"Er det derfor dine øjne er så flotte"røg det bare pludselig ud ad hendes mund, som hun betragtede de orange farvet øjne lidt. Så rakte hun en hånd frem imod ham, lagde den på hans skulder for at være sikker på hun ikke pludselig svævede væk, men hvordan kunne hun enlig det. Hun måtte være uvidende nu, det virkede næsten som trylleri. Hun kunne umuligt få sig selv til at spørge ham, om det faktisk var det han gjorde siden hun svævede lidt. Den anden hånd løftede hun op til hendes hår, lod nogle fingre stryge forbi det ene spidse øre. 

Så lagde hun hovedet på skrå, og da hun lagde mærke til at hun var højere end ham grinede hun lidt mere. Det føltes fantastisk at være lidt svævende, men efter at have ladet ordet dæmon dukke op i hendes hoved igen tog hun hånden til sig. Gad vide, om han ville skade hende så, måske han havde nogle skumle planer eller idéer. Leah lagde pludselig armene rundt om sig selv, som hun lod blikket glide ned over hende, som hun vippede lidt med fødderne der ikke rørte jorden"Vil du skade mig så, gør dæmoner ikke det"lød det undrende fra hendes mund, som hun lige nu ikke kunne få sig selv til at kigge på ham. Men hun kunne meget godt lide at være svævende, tanken om at prøve den følelse kunne hun godt lide. Aldrig før havde hun prøvet det her før, det var noget nyt noget, og det var pænt af ham at gøre det. Alligevel selvom han var en dæmon havde han da ikke skadet hende, så måske hun overtænkte nogle ting. Men man kunne aldrig vide, hun var nød til at spørge ham, og imens hun ventede på hans svar betragtede hun afstanden fra hendes fødder til jorden. Det var svært for hende ikke at smile lidt for sig selv, det var ganske hyggeligt det her. Meget bedre end at vandre rundt imellem folkemængden.

Aldrig havde han troet, at Leah ville blive så begejstret for at svæve på den måde. Han havde aldrig selv følt, at man kunne blive begejstret over at svæve, men så igen, det var måske blevet hverdag for ham, så det var ikke så specielt mere. Alligevel var det rart at se, at hun faktisk nød at kunne svæve lidt. Hun var jo næsten vægtløs, som han holdt sin evne aktiveret. Der skulle mere til, før at han ville havne i problemer og blive udmattet over det og så kunne han da lige så godt lade hende more sig lidt imellemtiden. Det var rart med noget andet at tænke på, som han helt glemte, hvor de befandt sig, men kun koncentrerede sig om at holde hende svævende. "Sådan har jeg nu aldrig tænkt på det" indrømmede han en smule fjernt, da han stadig skulle koncentrere sig om at holde sin evne aktiv og gøre hende vægtløs.

Det var yndefuldt at se hende danse rundt på den måde, som han faktisk endte med at smile af det. Det hørte sig til sjældenheder, at han overhovedet smilte, men det var en rar følelse. En svag latter undslap også hans læber, som hun svang rundt om sig selv og lod sig bevæge fri. Måske han skulle tage hende med til et mere åbent område, så hun rigtig kunne slå sig løs. Lige nu kunne hun jo risikere at svæve ind i de mange gæster på pladsen? Han lo stille af hendes kompliment. "De er det eneste, som er tilbage af min egen krop" indrømmede han roligt, da han bestemt ikke havde noget imod sin nuværende krop og faktisk ikke kunne huske, hvordan hans egen krop så ud. Men det var ikke sikkert at hun forstod, hvad han mente med sin udtalelse.

Philotanus så en smule forbavset på hende, som hun straks kom til den konklusion, at han gerne ville skade hende. Måske hvis hun havde mødt ham for flere hundrede år siden, men han var efterhånden blev så afklaret med sig selv, at han ikke fandt det nødvendigt at bruge vold mere. Der var andre måder at få et andet væsen til at bukke under på. Han øgede langsomt hendes vægt igen, så hun kunne vende tilbage til jorden og han kunne få løsnet sine muskler en smule, så han ikke var så anspændt omkring at holde evnen aktiv. "Det stadie er jeg vist vokset fra" indrømmede han med et lystigt smil på læben. Han ville langt hellere bruge tiden fornuftigt, for hvornår mon hans fortid ville indhente ham?

Det ville heller ikke være så heldigt, hvis hun endte med at svæve ind i folk selvom det nok også kunne se ganske underholdende ud, så var det ikke noget hun havde lyst til. Det var også tæt på at hun skulle til at bede ham om ikke at lade hende svæve væk. For så ville hun først gå i panik over, hvor hun ville ene henne. Det havde fået hende til at smile lidt over at se ham smile det lyste næstens hans mystiske og hele hans ansigt op. Hun kunne ikke undgå at forestille sig, hvordan det måtte være at flyve og svæve sammen med ham, se ting oppefra. Det var sikkert et helt andet syn end at stå på jorden og kigge rundt, man kunne sikkert se meget mere oppefra. Et smil bredte sig over hendes ansigt der udstrålede en glæde næsten. Da hun hørte hans svar løftede hun et øjenbryn og lod hendes ansigt nærme sig hans en smule, studerede hans orange øjne lidt. De var helt klart betagende, utrolig flotte og hun forstod ikke helt, hvad han mente med de var det eneste tilbage af hans egen krop. Før hun nåede at svare ham kunne hun mærke hendes fødder rørte jorden igen, og som hun endelig stod på jorden mærkede hun balancen pludselig blev ustabil. 

Hun var da ikke oppe i luften i så lang tid, så hvordan kunne hendes balance være ustabil lige pludselig. Måske hun skulle vænne sig til at hendes fødder faktisk rørte jorden igen. Leah greb ud efter Philotanus, for at prøve at holde sig oppe, men måtte anerkende at hun faldt bagover. I stedenfor at give slip på ham, havde hun hevet ham med. Så lå de på jorden, og hun mødte kort hans blik, før hun drejede hovedet væk fra ham. Skubbede ham blidt væk fra sig, før hun kiggede ned ad sig selv, det gjorde ikke engang noget at hun var blevet mere beskidt. Hun var i forvejen iklædt den slidte brunlige kjole, og hun lagde så hovedet bagover, betragtede himlen en smule. Trak benene op under sig"De fleste dæmoner eller andre onde væsner ønsker sikkert at sætte tænderne ned i elvere som mig, eller prøve på at yde skade på os"sagde hun og lagde hovedet på skrå, lukkede kort øjnene og lod hendes hænder kærtegne knæene en smule. 

Skade var hun dog vant til, hun var vant til at blive behandlet både godt og dårligt, mest dårligt. Skrammerne og mærkerne på hendes krop var blot tegn på alle de ting hun havde været udsat for. Både som elver, men også som skøge. Så åbnede hun øjnene og drejede hovedet hen imod ham, smillede for sig selv lidt som hun betragtede ham ved siden af sig"Hvad er der sket med din krop"spurgte hun undrende imens hun prøvede at stryge noget af det brune hår væk fra ansigtet, så hun bedre kunne se ham. 

Det var rart at give slip på magien igen, som Philotanus kunne mærke, at det var begyndt at prikke en smule i hans fingre, så hvis han havde ladet hende svæve rundt meget længere endnu, så ville huden nok være begyndt at gå i opløsning. Men han sendte hende nu alligevel et smil, som hun fik fodfæste igen. Det var selvfølgelig lidt af en omvæltning lige pludselig at veje noget igen og ikke mindst stå på egne ben igen. Hun så en smule ustabil ud, som han nær havde rakt armene frem imod hende, så hun kunne støtte sig op ad ham, men det nåede han dog at fortryde, som hun greb fat i ham og straks hev ham med ned i faldet. De landede med et bump, som han så lettere forbavset på hende, før at han trillede af og gjorde klar til at rejse sig igen. De kunne umuligt blive liggende.

Philotanus rynkede en smule på panden af hendes udtalelse. "Er du sikker på, at du skal tage alle under én kam?" spurgte han med et drilsk smil på læben. Det var nok ikke alle dæmoner, som brød sig om at blive kaldt for ondskabsfulde væsner, selv hvis de var det, så levede de nok i en fantasi. Han rettede sig op på albuerne, som væsnerne omkring dem måtte finde det noget så underligt, at de bare havde lagt sig på jorden på denne måde. Men Leah gjorde ikke rigtig tegn til at rejse sig og siden de havde en samtale kørende, så kunne han heller ikke tillade sig at rejse sig. Dog kunne han sætte sig op, så han ikke bare lå på jorden. 

Spørgsmål bragte en undren frem i hans blik, som han trak let på skulderne og lagde hænderne i sit skød. "Det er en længere historie, som jeg desværre har glemt" forklarede han med et nik. Han ville ikke vide hvor han skulle starte. Han lænede sig dog imod hende for at komme lidt tættere på. "Jeg har efterhånden haft så mange forskellige kroppe, at jeg faktisk ikke kan huske min egen" forklarede han mere uddybende, som det måtte give hende en ide omkring hvad han egentlig mente.

Da han lænede sig imod hende fulgte hun ham kort med øjnene, og hun selv lænede sig tættere på ham. Lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt, før hun efter få sekunder kiggede ned på hendes hænder. Der var kommet lidt jord på, men det gjorde hende ikke noget. Hun gned hænderne ind mod hinanden for at børste jordet af. Leah havde slet ikke lagt mærke til at der nok var nogle folk der undrede sig over, hvorfor de sad på jorden. De burde måske også rejse sig op, men lige nu sad hun faktisk afslappet og godt ved siden af Philotanus. Med hendes skulder op ad hans lagde hun hendes hoved ned på hans skulder. Lod et glad smil brede sig over ansigtet. Så løftede hun en hånd op til det brune hår,strøg nogle totter bagved det ene spidse øre"Jeg burde nok ikke dømme alle uden at kende dem"grinede hun lidt, og skulede kort op til ham, før hun lod hænderne glide lidt videre rundt om hendes knæ.

Hun kunne faktisk godt lide at sidde her sammen med ham i mørket. Det var sjældent sådan noget skete, for tit var der altid gang i et eller andet. Enten var det arbejde, pligter eller andre ting, så det var rart bare at nyde Philotanus s selskab, at nyde at sidde sammen med her lige nu. Leah lyttede til hvad han sagde og hun tog hovedet til sig, og lod hendes blik hvile sig på ham. Hun løftede et øjenbryn, og lænede sig pludselig tættere ind mod ham, lod hendes ansigt holde en lille afstand fra hans. Det var helt uden at tænke over noget som helst, hun burde måske holde lidt mere afstand men det var som om hendes handling tog over. Hun skulle til at sige noget, men var ikke sikker på hvordan ordene ville komme ud, så hun lod være. Sendte ham et i stedenfor et smil, og rakte en hånd ud imod hans hår. Lod nogle fingre blidt glide hen over det"Den krop du har nu, hvordan er den" spurgte hun med hovedet lidt på skrå. Lod fingrene stryge lidt videre hen over hans hår, før hun tog den til sig og måtte rømme sig en smule"Åh...Ehm.. Undskyld"lød det så hurtigt fra hende, som hun skyndte sig at få ordene ud ad munden. 

Måske kunne han slet ikke lide det, og hun kiggede væk fra ham. Lod blikket glide rundt på folkemængden igen. Det så ud til, at mange af dem var begyndt at tage hjem, det betød at der ikke ville være så mange folk tilbage. Imens hendes blik gled rundt på folkene og omgivelserne hørte hun en rumlen, hvor kom det fra. Hendes hoved drejede lidt hen fra den ene side til den anden. Men så gik det op for hende, hun havde slet ikke fået noget at spise endnu, hendes mave rumlede og rumlede. Hun sukkede og var tæt på at læne sig bagover ned på jorden men lod i stedenfor hendes hoved hvile sig ovenpå hendes knæ"Jeg havde helt glemt at få noget at spise..."mumlede hun opgivende.

Den skovelver var altså en smule komisk. Hun var tydeligvis ikke bange for hans race, men alligevel havde hun en opfattelse af, at han burde gøre hende ondt, men det lod hun lidt til at glemme, da hun valgte at lægge hovedet imod hans skulder. Det var en besynderlig opførelse, men han valgte ikke at flytte sin skulder, som han jo egentlig ikke havde noget imod det. Men de burde rejse sig inden længe, for ellers kunne det jo være, at folk begyndte at falde over dem og den ville være en smule akavet, særligt for en dæmon som ham. Han lo svagt af hendes kommentar. "Jeg tager det ikke så tungt" lød det roligt og med et svagt skuldertræk, som han dog løftede den modsatte skulder i forhold til den hun hvilede sig op ad.

Leah skiftede lige pludselig karakter, som hun trak hovedet til sig, men efterfølgende valgte at komme helt tæt på, som hun straks flyttede hovedet tæt på hans. Hvad havde hun mon fået øje på eller var det noget han havde sagt? Måske fordi kroppen egentlig ikke var hans, derfor tænkte hun, at hun sagtens kunne rode lidt rundt i hans hår. Han trak dog hovedet til sig, som han hørte hånden igennem håret for at rette det en smule til. Nok var det pjusket, men det behøvede ikke at være helt ustyrligt. "Jeg vil helst ikke af med den" lo han med et drillende smil på læben, før at han nikkede til hende. Han gjorde en let bevægelse, så han kom på benene og rakte hånden ned til hende, hvis hun skulle have hjælp til at komme op at stå.

Philotanus kunne ikke holde en latter tilbage, da Leahs mave lige pludselig meldte sig på banen og gav udtryk for at hun måske ikke havde spist særlig meget det sidste stykke tid. Måske fordi han havde holdt hende hen og ikke ladet hende overveje et måltid. Klokken var jo blevet mange, så det var forståeligt, at hun var sulten nu. "Lad os finde noget mad, før alt lukker" foreslog han med et smil og ventede på at hun tog imod hans hånd, så han kunne hive hende på benene igen.