Solen var ved at stå op, og Útíradien havde fundet sig selv ved en slukket lejrbålsplads. Henover natten havde han fået viklet sig ind i sit tøj igen, men vejrtrækningen var svag, og der var blod over alt på hans krop. Noget af hans eget, fra slagene han havde fået kun dagen forinden, og andet i mærkelige runer på hans krop, som ikke havde gjort meget for at redde ham.
Dagen forinde havde han vandret i Amazonitskovene, inden han var blevet stødt på en mand der virkelig ikke mente at mørkelverne var meget værd. En tanke som Útíradien desværre ikke kunne brokke sig over, desværre gik det også ud over ham, og selvom han stadig havde sin taske med urter, så havde han mistet sin vandrepind, og han ville skulle finde en ny, til at finde rundt.

Han var krøllet ind om sig selv, og selvom tøjet gjorde sit for at skjule hans ophav, så var det tydeligt at det var en mørkelver der lå her, med den sorte hud, og hvide hår. Han var dog underernæret, og lå og rystede for sig selv, nu når der ikke længere var ild i bålet for at holde ham varm, og hans klæder også så ud til at have haft bedre dage. En af del af rifterne i tøjet så dog ud til at være nylige.
Der var en svag ændring i farven på hans hud, hvor han var blevet slået, hvor huden var mere lilla end grå, men det var svært at se, også i den tidlige morgensol, men hævelserne kunne ses, og han var også væsentlig varmere på de områder.

Amazonitskovene. Ikke et sted Aldric normalt bevægede sig hen, de store tunge skove var uhyggelige og beboet af væsner, Aldric ikke ville overleve et møde med. Men her var han altså, efter at have fulgte med en skovhugger ind og have reddet hans kammerat, der var blevet mast under et træ, der var væltet forkert. Og selvom han burde være gået samme vej tilbage, havde han bevæget sig længere ind. Måske trængte han til en pause fra verden og håbede træerne kunne give ham lidt ro. Måske førte guderne hans ben, han stillede ikke altid så store spørgsmål.

Det havde han heller ikke gjort denne morgen, hvor han var vågnet før solen stod op og ikke kunne sove mere. Der var koldt og han ville ikke tænde bål igen, så han havde pakket sig ud af sine tæpper og var draget videre i en tilfældig retning. Helt fare vild kunne han ikke, både fordi han ikke havde et mål, men også fordi han kunne finde ud af at finde de fire verdenshjørner. Lidt havde han lært på sin rejse land og rige rundt, der kunne hjælpe ham med at klare sig selv.
Han havde spist lidt morgenmad, bestående af, hvad skoven kunne tilbyde, og mad han havde fået af skovhuggerne som tak for hjælpen, da han havde nægtet at tage i mod deres krystaller, og nu gik han sig til varmen. Han havde fået skiftet de slidte bukser ud, og han havde fået en aflagt jakke, han var blevet forsikret alligevel skulle smides ud, da der var et par huller i, han selv havde lappet. Den var lidt for stor, men det gjorde ikke noget. Her i skoven var der ingen grund til at have tørklædet for det ødelagte øje, men det var alligevel bundet om hovedet på ham for at holde hans ører varme, mens det holdt det krøllede sorte hår væk fra hans ansigt.

Skoven var stadig ikke rigtigt vågnet op omkring ham, og solen var kun lige ved at stå op, men han kunne da se, hvor han gik. Der var ingen rigtige stier, men han gik på en dyreveksel, der ledte ham af sted. Pludseligt forsvandt træerne foran ham. Han havde nået udkanten af skoven. Han blev stående lidt og så ud over landskabet, der begyndte at vise sig i det svage lys fra solen, der var gemt bag et let lag af skyer.
Han skulle lige til at fortsætte, da en fugls arrige skrigeri fik ham til at se mod lyden. Ikke at han så fuglen, men der var noget. Han rynkede panden og gik tøvende i den retning. En person? Ja, der var en person. Det hvide hår var det, han først lagde mærke til, men snart også den mørke hud. Der var noget forkert over scenen, det var ikke en, der havde slået lejr og sov. Stadig tøvende nærmede Aldrig sig mere.
”… hallo?” Hans stemme var lidt forsigtig, for han vidste ikke, om personen var venligsindet. Men han kunne ikke gå videre, før at han vidste, om alting var som det skulle være.

Útíradien var halvt ved bevidsthed. Det var svært at sove med alle smerterne, men smerterne var også slemme nok, til at han blev ved med at være et sted mellem at være ved bevidsthed og ikke være. Han var godt udmærket klar over at det stod dårligt til, men der var virkelig intet han kunne gøre for sig selv, som flere af hans led var blevet stive af hævelserne af kulden.
Alligevel vækkede den svage stemme ham. Nok til at han åbnede øjnene, hvor man kunne se de mælkehvide øjne. De virkede dog ikke til at fokusere på noget, og det var nok ikke svært at gætte sig til at han med alt sandsynlighed var blind.

”Hej..” kom det svagt fra ham. Krystallisiansk, uden en særlig heftig accent. Det brændte bare at sige de ord. Alligevel fulgte der kort tid efter ordene: ”Hvem er du?” Han ville også bare gerne vide hvor personen stod. Han håbede i hvert fald på at danne sig lidt af et blik. Forhåbentlig kunne personen enten hjælpe ham, eller bare slå ham ihjel nu, så han ikke levende skulle blive et offer for ådselsæderne, fordi han følte han dårlgit kunne bevæge sig.

Aldrics blik bevægede sig op og ned over det, han kunne se af mørkelverens bare hud. Han stod for langt væk til at kunne se detaljer, men noget sagde ham, at personen havde fået nogle tæv. Det kriblede i ham at styrte derhen, men han var efterhånden så klog af skade, at han tog en dyb indånding og ventede for at se, om der kom en reaktion fra væsnet på jorden.

Og det gjorde der. Lettelsen skyllede ind over healeren, for i det mindste var mørkelveren levende. Eller, han regnede med, at det var en mørkelver, han havde ikke set en før, så han måtte støtte sig til beskrivelsen af dem. Det kunne lige så godt være en dæmon, men de kunne vel forlade deres kroppe?
Han droppede hurtigt spekulationerne om race og trådte tættere på, som han ikke længere var i tvivl om, at der var brug for ham.
"Mit navn er Aldric. Har du brug for hjælp?" Som han kom endnu tættere på, kunne han bedre se hans ansigt. Og øjne. Aldric behøvede ikke at tænke over det to gange, hans ene øje havde næsten samme mælkehvide farve. Manden var blind.

Han ventede ikke på svar, men kom endnu nærmere og satte sig på hug en meter eller to fra ham.
"Jeg gør dig ikke noget. Jeg er healer." Ord han ikke altid smed omkring sig med, for det kunne hurtigt skabe problemer for ham. Men her var det kun mørkelveren - han kunne se de spidse øre og de forfinede træk, nu han var kommet tæt på - og der var tydeligvis brug for hans evner. Roligt skubbede han taskens remme af skuldrene og lod den glide til jorden.

Vejrtrækningen var usikker, som gjorde det ondt på Útíradien at trække vejret, hvilket det gjorde. Men trække vejret, det måtte han gøre, uanset hvor slemt det føltes. Ikke at han følte at han havde lyst til at holde fast særlig meget længere, hvis smerten holdt ved.

Til at starte med sagde han ikke noget, men ligeså stille lukkede han øjnene i igen. En healer. Hvad var sandsynligheden? Ikke at han kunne brokke sig over gudernes valg at sende en til ham.
"Jeg.. kunne godt bruge hjælpen," fik han sagt, stadig opmærksom på hvor manden var, mest for at han ikke ville blive helt overrasket over at der pludselig vilel være et par hænder på ham, som han forventede der ville være. Han var dog ikke sikker på om dette var magiske healer, eller en af de urtekyndige. Ærligtalt ville han ikke brokke sig over den ene eller anden. Han ville have givet sig selv noget for smerten, hvis det ikke var fordi han dårligt kunne bevæge sig.
"Det hele... gør ondt." Hvis han skulle forklare hver enkelt lille ting, ville det blive en meget lang samtale, med hvor hurtigt han snakkede i øjeblikket.

Aldric bed sig kort i læben. Nu han var tæt på, kunne han se mere. Høre mere. Den besværlige vejrtrækning, mærkerne i den mørke hud og den måde, nogle af hans lemmer virkede skæve på under tøjet. Blod, jord og skidt. Nogen havde virkeligt haft fat i ham og derefter efterladt ham her til at dø. Et stik af vrede gled igennem Aldric, og han måtte lige tage en ekstra dyb vejrtrækning, som elveren sagde, at alting gjorde ondt.
"Jeg skal nok hjælpe dig." Han flyttede sig tættere på, sørgede for at lave lidt lyd, så han ikke forskrækkede ham.

"Det kommer til at være lidt ubehageligt med de brækkede knogler, når de flytter sig på plads." Hans stemme var dæmpet og rolig, som han forklarede. Det var ikke altid, at han gjorde det, men omfanget af skader, bare det han kunne fornemme, gav ham en grund til det, for det ville kunne mærkes. De fleste healere ville nok have syn for sagen og undersøge hver eneste skade, men Aldric behøvede ikke at se dem for at heale dem. Han kunne røre ved en person uden at vide noget som helst om sygdomme eller skader og gøre dem raske. Det klarede hans magi for ham.

"Jeg tager fat i din hånd. Bare slap af." Han rakte ud og lagde sine hænder om elverens, forsigt, som han kunne se et par brækkede fingre. Hans hud nåede knap nok at røre elverens, før han kunne mærke magien væltede ud af ham og ind i den ødelagte krop. Han blev underbevidst opmærksom på de skader, han healede, som hans magi gled igennem kroppen på mørkelveren som en kølende bølge, der vaskede smerterne væk. Skrammer forsvandt, sår lukkede sig, indre blødninger stoppede. Små uhørlige lyde kom fra knoglebrudene, som knoglerne gled sammen og bruddene lukkede sig. Det ville ikke decideret gøre ondt, men bare føles ubehageligt.
Mest interesseret var hans i mandens øjne, og han så på hans ansigt med håb i blikket, men nej. Skaden var gammel og hans evne kunne ikke gøre noget ved den. Alt andet forsvandt, og elveren ville være så god som ny. Bedre end ny.

Aldrics eget funktionelle øjne blev kort sort i stedet for grønt, og da han slap hans hånd, trak han sig tilbage med et dæmpet gisp, som havde han kort mistet vejret, mens han skar ansigt.

Útíradien hørte så godt efter han kunne. Ved rent held var han åbenbart heller ikke blevet ramt ved ørerne, så lyden gik direkte ind. Heldigt for en mand der kun have sin hørelse tilbage til at orientere sig med.
Heldigt for ham virkede det også til at manden virkede til at tage godt hensyn til hans tilstand. Han hørte med lethed hvordan han flyttede sig tættere på, og hvordan han blev advaret om at der var nogen der ville tage hans hånd.

Han sagde ikke meget, men lukkede blot øjnene, og mærkede den varme hånd, med hans egen kolde, før magien spredte sig i hans krop. Det var ikke første gang han var blevet healet, og det ville uden tvivl heller ikke blive den sidste. Han kunne mærke energien løbe gennem ham. Ubehagen der kom med de brækked knogler forsvandt dog hurtigt igen, og han kunne svore at han mærkede en varme bag sine øjne et øjeblik før den forsvandt videre. Øjnene ville kræve et mirakel at helbredt, og det var ikke noget Útíradien nogensinde regnede med ville ske.

Som magien forvandt, tog Útíradien endelig et ordentligt åndedræt, og han kunne mærke lettelse fylde ham, som det ikke gjorde ondt mere. Det var utroligt som det var overstået på et kort øjeblik. Gispet havde han hørt, men det var svært at bedømme hvorfor manden havde gjort det.
Han fik lidt besværet sat sig op, og lod bare til at trække vejret et par gange inden han sagde noget. ”Tak, jeg ved ikke… jeg ved ikke hvordan jeg skal gengælde hvad du har gjort for mig,” sagde han dæmpet og selvom han ikke kunne se noget, så rettede han alligevel hovedet mod hvor han mente manden ville være udfra de lyde han havde lavet.

Aldric følte sig træt for et øjeblik, som havde han løbet og løbet dagen før og nu var træt i alle muskler i dag. Men det forsvandt igen, som hans krop sugede den negative energi fra skaderne til sig. Det ville ikke vare længe, inden han skulle af med det, ellers ville han blive svag og syg. Måske han kunne finde et dødt træ, inden han forlod skoven. Få tømt kroppen, så han var klar til at arbejde videre, næste gang han fandt nogen med brug for hans evner.

Det glædede ham at se mørkelveren sætte sig op og trække vejret ordentligt. Der havde været mange skader, og Aldric forsøgte at lade være med at tænke på, hvor ondt det måtte have gjort. Hvor meget nogen måtte have slået på ham, for at ødelægge hans krop så meget. Selvom Aldric så meget på sin mission rundt i landet, vænnede han sig aldrig til tanken om alt det ondskab, der var. Hvor meget nogle væsner gjorde andre væsner ondt.

"Jeg vil ikke have noget til gengæld." Han sagde det bestemt, men med et svagt smil om læberne. Han tog ikke noget for at bruge sin evne. Det skete, at folk forærede ham ting alligevel, men han ville ikke tage i mod krystaller og han nægtede kategorisk at tage i mod noget, folk ikke kunne undvære.
"Du må være træt. Du er i hvert fald iskold. Lad mig starte et bål, så du kan hvile og få varmen." Han hev sin taske til sig og tog et af sine to varme tæpper op. "Jeg lægger lige et tæppe over dig, inden jeg finder noget brænde." Han lænede sig frem og lagde tæppet om mørkelveren, inden han rejste sig for at finde noget træ til bålet.

Úítradien havde bestemt sig, fra den dag han blev smidt ud af sin klan, at fortiden ville være fortiden, uanset hvor ondt den gjorde, og derfor dvælede han heller ikke på skaderne var ramt ham, eller hadet der havde ligget i hvert slag og spark han havde fået. Det var en ting han havde fået ved at vokse op som han gjorde. Tingene lå aldrig og fortærrede ham indenfra, han kunne skubbe de fleste ting væk som var de aldrig hændt.

"Jeg føler stadig at jeg burde gøre noget til gengæld," sagde han, og hans tanker faldt kort på sin egen healingsevne, men det var nok ikke det bedste at lede med, selvom de fleste havde noget i sig de ønskede at få hjælp med, især uden at give det til kende for andre. Men at stole på at en mørkelver kunne gøre det for en, var måske noget lidt andet.

"Tak.." sagde han. Et svagt smil kunne anes på hans læber, som han trak tøjet der kun havde ligget om ham, tættere på sig, snart blev der dog tilføjet et tæppe, og selvom hans krop stadig var meget kold, så hjalp det stadig lidt. Et bål ville dog hjælpe gevaldigt.
"Hvis det ikke er for meget besvær," han ville ikke være til besvær for den venlige mand, men han kunne godt se at der ikke ville være meget at gøre, hvis han havde sat sig for det. Det var ikke som om at Útíradien kunne rejse sig og stoppe ham. Selvom smerterne var væk, så var hans krop stadig svag.

Aldric rystede på hovedet, selvom elveren ikke kunne se det.
”Jeg tager ikke noget for at heale nogen.” Han var stadig bestemt, men med et smil, der kunne høres på hans stemme. Sådan var det bare. Kun hvis mørkelveren kunne tilbyde ham noget, han havde brug for, og som ikke tog noget fra elveren, så ville han overveje at sige ja. Men han tvivlede stærkt på, at den ødelagte mand havde noget som helst at tilbyde ham lige nu, og det var også helt i orden. Aldric ville gerne hjælpe ham, han kunne i hvert fald ikke efterlade ham sådan der.
”Det var så lidt. Og det er det ikke, jeg har ikke noget, jeg skal nå.”

Med de ord gik han lidt ind i skoven og begyndte at samle træ sammen til et bål. Han var en smule træt, det var hårdt at heale så ødelagt en krop, men han havde ikke samlet nok negativ energi til at slippe det endnu. Der var ingen grund til at dræbe et træ for den smule dårligdom i hans krop. Så han skyndte sig bare at finde så meget tørt træ som muligt, inden han vendte tilbage til den lille lejr, der snart ville blive bedre med et lille bål. Det var vigtigt at få lidt varme til mørkelveren. Han måtte også være godt træt efter de skader og den pludselige healing.

Da han kom tilbage til lejren, sørgede han for at larme lidt, så den anden kunne høre, at han var på vej.
”Jeg hedder for øvrigt Aldric.” Han lagde brændet og gik i gang med at starte bål med det samme. Det var han da trods alt blevet rimeligt habil til i de par år, han havde levet på landevejene. Det var et hårdt liv for ham, hvilket hans senede, tynde krop også bar præg af, for mad havde der ikke været meget af, slet ikke i starten. Men han var blevet bedre til at klare sig, og han sultede efterhånden sjældent så meget, som han havde gjort.

Nogen i denne verden måtte vel være altruistiske, og Útíradien havde åbenbart mødt en af disse individer. Selv havde han det ikke på samme måde, selvom han ikke påkrævede betaling, det var op til individet.
”Hvis du siger det er sådan,” sagde han langt om længe. Smilet lidt bredere, men også lidt af en lettelse. Han havde ikke meget at betale med, i hvert fald ikke noget der havde nogen rigtig værdi. Måske nogle urter kunne være blevet brugt i bytte, men det var mest af alt meget begrænset.

Mens Aldric var væk, krøllede Útíradien sig lidt bedre sammen i tæppet, men bevægede sig i meget ud af sin siddende position på den frosne jord. Han følte dårligt han kunne rykke sig, bare for kulden, selvom han godt vidste at det ville være bedre at komme op og bevæge sig.
Heldigvis gik der ikke alt for lang tid før healeren var tilbage, måske var der gået længere tid end hvad Útíradien havde opfattet, som han måske havde døset af en smule.

Det var fodskridtene der havde vækket ham, som han kom tilbage, og han kunne høre noget puslen med træet, formegentlig for at tænde bålet. ”Mit navn er Útíradien. Jeg er kaldet Utrá for de fleste,” indrømmede han. Der var mange der ikke kunne udtale det elverske navn, og det var også langt, så kælenavnet var kommet meget i brug over årerne.

Aldric trak sin kniv og snittede nogle spåner af en af grenene, mens han skævede til mørkelveren, der var pakket ind i hans tæppe.
”Utrá,” gentog han for at vise, at han havde hørt det. Han snittede et par gange mere i grenen, inden han blandede spånerne sammen med noget vissent græs og fandt sit ildstål frem. Snart sprang gløderne og det visne græs begyndte at ulme og til sidst dukkede de første spænde flammer frem, så Aldric lagde hurtigt nogle kviste på.

”Hvad laver du så her? Jeg troede mørkelvere boede oppe nord på. Eller i Kzar Mora.” Det sidste blev sagt lidt usikkert. Han var ikke i tvivl om, at mørkelverne holdt til i norden, han var trods alt vokset op deroppe. Men han havde også lært, at der var mørkelvere i Kzar Mora, på sin rejse rundt i Krystallandet. Han havde lært meget, der ikke havde stået i bøgerne i templet.

Endeligt kunne han lægge nogle større grene på bålet, han lagde mere på, end han normalt ville, for at gøre det så stort og varmt som muligt. Da han var tilfreds, rejste han sig, tog sin taske og gik over for at sætte sig ved siden af Utrá. Han åbnede tasken og tog en lille læderpose op. Det var resterne af maden, han havde fået af skovhuggerne. Der var ikke meget, men han tøvede ikke med at tage et stykke tørret kød op.
”Spiser du kød? Hvis du er sulten, har jeg noget, jeg gerne vil dele med dig.”

Útíradien kunne høre hvordan bålet blev tændt, selvom han endnu ikke kunne mærke varmen. Der ville nok gå lidt tid, før det ville gøre nogen betydelig forskel for ham. Det var også begrænset hvor tæt han turde sætte sig på ilden, når han ikke helt kunne se hvor godt Aldric havde formået at holde bålet hvor han havde ment det skulle være. Det var alt for ofte at Útíradien havde oplevet at bålet havde fået lidt sit eget liv. Ild var ikke ligefrem en nem ting som blind.

”Ah...” kom det lidt overraskende over spørgsmålet, selvom det han sagde næppe var usandt. ”Der er sådan set klaner over det hele,” indrømmede han. Nogen var endda så tæt på som Amazonitskovene, hvor Mørket havde holdt til i mange år, selvom hvad Útíradien havde hørt, så var de endelig blevet drevet ud. ”Men jeg kommer ganske vidst oppe fra Nordlandet. Jeg blev forvist fra min klan, og har vandret lige siden.” Hvad var grunden til at lyve, især når det ikke var en anden mørkelver?

”Jeg vil ikke trænge mig på. Er det ikke mad du selv har behov for?” spurgte Útíradien, selvom gud og hver mand kunne se at mørkelveren havde behov for det. Selv vidste han heller ikke helt hvordan han sidst havde fået et ordentlig måltid, selvom han tvivlede på at Aldric havde nok at give ud til at det svarede til et rigtigt måltid. Heldigvis krævede det ikke så meget for Útíradien at blive mæt.

Aldric lyttede omhyggeligt til svaret, mørkelveren gav ham på spørgsmålet. Klaner over det hele? Dette var den første mørkelver Aldric havde mødt, og hvis han skulle være ærlig, levede den sorthudede mand ikke op til, hvad Aldric havde fået fortalt om racen. Drabelige og krigeriske. Draget mod Zaladin og Mørket. Det var slet ikke den fornemmelse, han fik ved denne mand. Men han kunne selvfølgelig tage fejl, han havde mødt ham i et svagt øjeblik. Måske var han så ond, som man skulle forvente en mørkelver være. Men hvad gjorde det? Aldric havde, som han havde rejst rundt i Krystallandet, lavet den pagt med sig selv, at han var ligeglad med, hvem personen var, han ville hjælpe og heale alle. Det var det, han skulle med sit liv. Som bod for, hvad der var sket.

"Nej, jeg har spist. Du har vist mere brug for det end jeg." Det første var sandt, han havde spist, inden han forlod sin lejr for natten. Det andet var ikke decideret en løgn, som sagt havde Aldric spist. At der ikke var mere end et enkelt måltid tilbage, var en anden sag. Så måtte han finde sig noget at spise senere eller vente til i morgen. Det var ikke første gang, at det var sket, og han havde vænnet sig til at være sulten. I det mindste kunne elveren ikke se, hvor lidt fedt på kroppen mennesket egentligt havde. Så han rakte ud og placerede kødet i mørkelverens hånd lukkede hans fingre om det, bestemt.

"Du er fra Nordlandet? Spøjst, det er jeg også." Han skar ansigt, da han havde sagt det, for normalt holdt han den oplysning for sig selv. Selv efter to et halvt år var han stadig bange for, at præsterne fra Kiletemplet var på jagt efter ham. Men det var for sent, han havde fortalt sig.
"Hvorfor er du blevet forvist?" Spørgsmålet forlod ham uden omtanke, og han skyndte sig at tilføje; "Du behøver ikke at fortælle mig noget," inden han flyttede lidt på sig og så ind i ilden, der efterhånden havde godt ved.

Mørkelverne vidste at de var hadet og udstødt, endda jaget nu om dage, så det var bedst at holde lav profil. Hvis man samlet som en klan kunne man måske modstå et angreb fra skovelverne eller Lyset, men som ene mørkelver var det bedst ikke være kendt vidt og langt omkring. Det var derfor Útíradien altid dækkede sig til, og de færreste forventede svæklingen der gik langs landevejen kunne være mørkelver.

Útíradien var tøvende om at modtage maden, men hans krop havde behov for det, og hvis Aldric var sikker på at han ikke havde behov for det, så kunne hans krop dårligt sige nej. Den var efterhånden rimelig underernæret, selvom den stadig på mystisk vis holdt sammen på sig selv.
”Okay så,” hviskede han blidt, og tog kødet, og førte det op til munden, som han langsomt bed ned i det, og forsøgte at tygge det ligeså stille, som om han ville få mere næring ud af det.

Heldigvis for Aldric, kunne Útíradien ikke se at han skar ansigt, han var også for fokuseret på at tygge på maden til at reagere på det. Derfor tyggede han også maden ordentlig, inden han åbnede munden og svarede.
”Jeg ville redde en lille familie af mennesker fra den visse død, da de var de eneste der havde vidst mig barmhjertighed, efter jeg mistede mit syn,” at hans klan også var skyld i at han havde mistede sit syn svarede han dog ikke på. ”Det er vel en lille trøst, at jeg ikke måtte lade mit liv for det,” sagde han i et håb om at han lod optimistisk. Han var heller ikke så påvirket af at de var døde mere, men han ønskede stadig at det ikke var sket for dem. De havde fortjent bedre end en brutal død af mørkelver hænder, for ikke at nævne at klanen nok havde spist dem efterfølgende.

Kulen var gennemtrængende denne morgen, men ilden begyndte at varme luften op omkring dem, og Aldric kunne mærke sin næse blive varmere. Han var vant til kulde hjemmefra, men han havde aldrig manglet varme så meget som efter, at han havde forladt templet. Det havde nok noget at gøre med hans fysiske tilstand, han var ikke helt så godt polstret som dengang. Og selvom hans tøj var varmt, var der ikke lag nok. Så han holdt sig for det meste så langt syd på som han kunne uden at drage ind i Rubinien, når det var vinter. Han var langt nord på nu, til mørkelverens held.

Da Utrá begyndte at fortælle, så Aldric noget overrasket på ham. Måske han havde en lidt forudindtaget holdning til mørkelvere, for det var alligevel ikke noget, han havde forestillet sig, at en mørkelver ville risikere sit eget liv for at redde mennesker. Et svagt stik af tilfredshed over at vide, at han havde reddet en god mand, gled igennem ham.
”Ja. Det er det vel.” Aldric så ned på sine hænder og vidste ikke helt, hvad han skulle sige til det. ”De lyder som nogle gode personer at have hjulpet dig. Og du som en god person for at have hjulpet dem.” Han smilede lidt opmuntrende uden at tænke over, at Utrá ikke kunne se det, men smilet smittede af på hans stemme.

Lidt rastløs plukkede han et vissent græsstrå og begyndte at pille ved det. Han var ude af øvelse med at snakke med folk, og så snart stilheden virkede til at lægge sig, fik han en knude i maven.
”Er du så på vej et bestemt sted hen?” Det kunne jo godt være, at han vidste et sted, hvor han kunne være i sikkerhed. Det måtte ikke være nemt at rejse rundt uden syn, Aldric synes det var svært nok med.
Så snart mørkelveren var færdig med det ene stykke tørrede kød, ville Aldrig give ham det næste.

Varmen var næsten helt underlig på Útíradiens forfrosne krop, men han var ikke langsom til at rykke sig lidt nærmere, for at mærke den lidt mere. Det var stadig kun hans hud der var ved at blive varmet op, men det var første skridt i at resten af hans krop ligeledes kunne blive varm, som han håbede på.

At Aldric blev overrasket, kom ikke som en overraskelse for Útíradien, som godt vidste at han var atypisk af en mørkelver, det var trods alt derfor han undgik sin egen race når han kunne komme til det. De ville højst sandsynlig dræbe ham hvis de vidste det. Han kunne dog ikke se overraskelsen, men han forventede den næsten helt, og var derfor i stedet for overrasket over hvor roligt det virkede til at Aldric tog det.
”De var i hvert fald,” indrømmede han med et sørgmodigt smil. Det var hvad der skete for folk omkring ham, og derfor ville han næppe kalde sig selv god. De havde dog været det, selvom de havde lidt en tidlig død fordi de havde hjulpet ham. En lektie de ikke kunne lære noget af desværre.

Det ene stykke kød, fulgte dermed også det næste, som han noget tøvende tog imod, før at han ligeså stille begyndte at tygge videre på det, langsomt og omhyggeligt, som var det det eneste mad han ville få foreløbig. ”Ikke rigtig, jeg vandrer hvor min fødder tager mig, og forsøger at holde mig væk fra Lindeskoven,” indrømmede han. Det var svært at bedømme om en skov var Lindeskoven, men helt galt var han ikke gået endnu, hvilket han var glad for.