Sted: Et par dagsrejser syd for Dianthos ved nogle forladte huse ved noget skov
Tid: Sidst på sommeren 2006
Vejr: Lidt blandet mellem skyer og sol, vinden er begyndt at være lidt kølig
Det var noget lort. Ikke engang solen stråler kunne pynte på det. Noget forbandet lort.
Krystallandet var blevet overtaget af Mørket. Det i sig selv var noget lort, selvom det for Randall næsten kunne være lige meget, hvem der bestemte. Der var plusser og minusser ved begge sider. Man skulle tro, at en som ham ville have mere frihed under Mørkets styre, men nej. De var ved Zaladin lige så meget efter ham som Lyset. Og Lyset vidste han i det mindste, hvordan han skulle omgås, hvor Mørkets krigere var lige som en flok rabiate hunde. Utilregnelige og fyldt med mordlyst.
Ja, og nu stod han her, omgivet af en flok af dem. Forbandede svin. Og han havde ikke engang gjort noget, bare været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Typisk hans held.
Et sværd var peget mod ham, og han havde pænt løftet hænderne op i skulderhøjde for at vise, at han havde overgivet sig. Der havde ikke været nogen kamp, for det første var der otte af dem og en af ham, og for det andet havde de grebet ham, som han havde hevet kalorius frem og var ved at slå en streg ved hjørnet af det ene hus. I det mindste havde han fået lov til at pisse færdig og hive bukserne op igen, inden de havde slæbt ham med hen på pladsen foran det ene hus.
Seks af de uniformsklædte mænd og kvinder var forsvundet ud for at gennemgå husene, mens de to andre holdt vagt med Randall.
"Hør, jeg er bare på vej for at besøge min syge moster, der er virkeligt ingen grund til at..."
Sværdspidsen bevægede sig advarende.
"Hold kæft. Du ligner en soldat. Er der flere end dig?"
Randy himlede med øjnene.
"Er du døv og dum, jeg sagde jo, at det bare er mig."
Det virkede til, at soldaten skulle til at slå ham, men de blev afbrudt i deres fredelige snak, som en af de andre soldater kom tilbage. Slæbende på en knejt, der så ud til at mangle en god del af begge arme.
"Jeg fandt ham her i det ene hus, hvor han gemte sig." Han skubbede ham frem for at placere ham ved siden af Randall.
"Så I er flere!" Soldaten med sværdet virkede vred over at være blevet løjet for, og Randall kastede et blik på drengen, han helt sikkert aldrig havde set før.
"Hvis sådan en flok kohaler tror, at jeg følges med den arme dreng, så er I dummere end I ser ud." Han skar ansigt. Sekundet senere havde soldaten grebet fat i kraven af ham og gjorde klar til at slå ham med sværdskæftet, men en lyd fik dem begge til at se ned. En pil stak op af græsset.
Randall stirrede forundret på den, ikke så meget fordi at han var overrasket over at se en pil, han var mere overrasket over, at den ikke sad begravet i hans krop. Ved Chance, var han ligefrem heldig?
Tjok. Lyden blev efterfulgt af en rallen, og grebet i hans krave forsvandt. Krigeren faldt om foran Randy med en pil stikkende ud af halsen. Lort.
Og pludseligt var der en råben og en skrigen, som en gruppe væsner væltede ud af skoven og flere pile landede omkring dem. Mørkets Krigere kom ud fra bygningerne med sværdene trukket. Dette ville blive blodigt. Og Randall og knægten stod lige midt i det hele.
Uden at tænke, greb han fat i drengen og skubbede ham af sted mod sikkerhed i mellem bygningerne. Han havde ved Zaladins fedtede, lusefyldte hår ingen arme, han ville dø hurtigere end Randy selv! De skulle væk fra pilene og de svingende sværd! Så kunne han altid ofre ham senere, skulle det være. Hvis Mørket vand denne lille kamp. Hvis hvem end de andre var vandt, så så det bedre ud at kunne fremvise én, man havde reddet.
Krystallandet