"Jeg er ligeglad hvad I gør med ham, bare få ham så langt væk fra Dianthos som I kan," nåede Juno at høre Asad sige, inden han blev slået bevidstløs.

Hvor længe der gik, før han vågnede op igen, vidste han ikke. Han vidste, at det havde været mørkt, da han var stødt ind i Asad, og han vidste at det var lyst, da han vågnede, men han kunne ikke se hvor han var. Han havde en sæk om hovedet og selvom hele hans krop, og i særdeleshed hans ansigt, gjorde ondt, blev smerten mangedoblet da han kom i tanke om hændelserne der havde ledt op til, at han nu lå på den vogn, han så tydeligt kunne mærke køre over en ujævn grusvej.
Han græd indtil han faldt i søvn, men flammerne spillende bag sine øjenlåg igen. Da han vågnede igen, hørte han to mænd diskutere, hvad de skulle stille op med drengen bag på deres vogn, og derfra forholdt han sig stille, selvom han ikke kunne slippe trængen til at bryde ud i gråd.

På hvad der kunne være tredjedagen begyndte de to mænd at skændes. Juno havde allerede truffet et valg om, at han aldrig ville sælges igen, og han vidste, at det var en mulighed for dem, så da de blev højrøstede nok til at Juno kunne slippe af sted med det, fik han kæmpet sig ud over den kant på vognen han ikke kunne se, og landede med et bump på vejen. Han blev siddende, afventende lyden af at vognen stoppede, men det gjorde den ikke.

Med hjertet siddende i halsen fik han møvet sine bundne hænder om foran sig og hevet sækken af sit hoved. Til sin ene side kunne han se vognen, der kørte af sted med et læs sække og uden ham. Til sin anden side strakte vejen sig tilbage mod Dianthos. Men der var ikke noget for ham at vende tilbage til. Ikke andet end dødstrusler og problemer. Et nedbrændt hjem og lig, han ikke kunne identificere.
En tåre trillede ned ad kinden på ham, men den blev hidsigt strøget væk, inden Juno med lige så hidsige skridt begyndte at gå væk fra vejen. Hvis det blev opdaget, at han manglede på vognen, ville han ikke findes vandrende ved vejen.

Med sækken i én hånd begyndte han at gå, uden et mål, med blikket rettet imod sine håndled, hvor han forsøgte at få løsnet rebbet, der holdt dem sammen.

Det var en pæn dag, selvom den var kold. Vinteren var kommet, og selvom der stadig ikke var faldet sne, var der frost om natten, og der stod en lille hvid sky ud foran Ellis, hver gang han åndede ud, som han gik fra landsbyen ud mod sit yndlingssted. Der stod lidt træer og han kunne sidde på en gammel træstamme og se ud over landskabet. Det var ikke så sent på dagen, men han havde allerede lavet det, han skulle hjemme, og han havde fået lov til at holde lidt fri af Maas. Så længe han kom hjem og arbejdede med stenene senere. Og det havde Ellis med glæde lovet, han trængte bare til at komme ud. Godt klædt på i en for stor jakke og et par tykke bukser, der var spændt godt ind i livet og brattet op, så han ikke slæbte buksebenene hen af jorden. Det var for stort, men det holdt ham varm.

Luften var klar og solen skinnede, og det var bare den perfekte dag at nyde naturens stilhed og lade tankerne vandre. De var allerede i gang, som han gik langs en grøft. Der var mark på den ene side og vissent græs på den anden. Man kunne være heldig at se både mus og fuglereder om foråret og sommeren, men på den her årstid var der bare lidt smådødt. Lidt længere væk var der små buske, krat og små træer. Ikke rigtig skov, bare lidt forblæst vildnis. Der lå noget skov længere væk, på den anden side af vejen, der gik igennem landsbyen. Den førte ud til den store landevej, der ikke lå ret langt derfra.

Endeligt kom han frem til sin lille stille plet. Inden han satte sig, så han ud over området. Han kunne se ret langt, da landsbyen lå lidt højt i landskabet, og det begyndte at falde lidt før krattet. Noget fangede hans blik. En person. Langt væk, men tæt nok på til, at han kunne se, at de gik af sted midt ude i ingenting. Mon de var faret vild? Der var ingenting herude, og den retning de så ud til at komme fra, var mod den store landevej. 
Ellis tøvede lidt. Men han var nysgerrig og måske personen havde brug for hjælp? Gik de i den forkerte retning, ville der ikke komme noget bebyggelse i dage. Til sidst begyndte Ellis at gå i mod personen, måske han kunne hjælpe. Hvis ikke, nå ja, så fik han lidt motion. Og han var virkeligt lidt nysgerrigt.

Som han kom nærmere, kunne han se, at det var en mand, en ung en af slagsen. Han så ikke ud til at være klædt på til vejret, hvilket en koldt brise bare understregede.
Da Ellis var inden for hørevidde, smilede han og løftede en hånd som hilsen.
"Hej. Er du faret vild?"

En løs og hullet bomuldstrøje. Det var alt Juno havde haft på, da han var gået ud om natten for at ryge, og Asad og hans drenge havde fået fat om ham. Tvunget ham til at se på, imens de hældte olie mod det skæve hus.

Den hullede bomuldstrøje var også alt han havde på nu, og da en brise strøg forbi ham, gik den også direkte ind mod hans hud flere steder, hvor gåsehuden spredte sig på hele hans krop. I det mindste var det nogle gode støvler han havde på.

Juno så op med et sæt, da han hørte en stemme. Han havde regnet med at være alene længe endnu, hvor end han var på vej hen.
Han så skeptisk den fremmede an. En mand, hvilket altid gav Juno et dårligt førstehåndsindtryk. Selvom hans smil virkede oprigtigt kunne Juno ikke stole på ham, og han valgte at skjule sine bundne hænder bag den tydeligt tomme sæk.

"Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har ikke en skid overhovedet," svarede han, sikker på at fyren ville lade ham være alene, når han jo kunne se, at han talte sandt. Han var ikke faret vild, for han havde alligevel ikke noget hjem at vende tilbage til.

Den unge mand så op. Han måtte næsten være på alder med Ellis, der nu var kommet så tæt på, at han kunne se det størknede blod. De blå øjne, både som øjenfarve, men også farven rundt om. Nogen havde givet ham tæv, og ikke bare lidt. Men det så ikke helt nyt ud. Skulle Ellis gætte, ville han sige, at det var et par dage siden, skrammerne var blevet lavet. Men hvorfor havde han ikke fået gjort noget ved det? Fået fjernet blodet? Og hvorfor havde han kun den tynde trøje på?

Den anden forsøgte tydeligvis at overbevise ham om, at han ikke var værd at røve. Det havde nu heller aldrig været Ellis' intention. Han ville bare se, om han havde brug for hjælp, hvilket han tydeligvis havde. Så Ellis var ikke så nem at få til at gå igen.
"Jeg vil ikke røve dig. Jeg ville bare se, om du havde brug for hjælp, siden du går rundt herude midt i ingenting. Fryser du ikke?" Han lod blikket glide ned over ham. Det så koldt ud. Ellis havde lyst til at tage sin jakke af og lægge den om ham, selvom han ikke anede, hvem han var. Men der var noget over ham. Noget knækket. Den måde hans skuldre hang på, den manglende gnist i hans øjne og bare hans generelle tilstand. Et eller andet sted gik det lige i hjertet af Ellis, men han kunne ikke bare hjælpe, ikke hvis den anden ikke ville det.

Om han svarede på spørgsmålet eller ej, trådte Ellis et lille skridt tættere på.
"Du ligner virkeligt én, der har brug for hjælp." De bløde brune øjne så lidt bekymret på ham. Hvad kunne han gøre, for at vise, at han var venlig?
"Mit navn er Ellis. Jeg bor i en landsby ovre bag den bakke der." Han pegede i den retning, han var kommet fra, som ikke var den vej, den anden var gået. 
Egentligt havde han ingen mulighed for at vide, om den anden var nogen, man skulle nærme sig. Han kunne jo have fået tæv af mange årsager, også hvis han selv havde gjort noget grumt. Men det havde Ellis lidt svært ved at forestille sig, den lidt lavere unge mand virkede så... fortabt. Selv efter de få sekunder han havde været tæt på ham.

Om han ikke frøs? Juno trak på skuldrene og så sig nervøst omkring, da han blev spurgt. Det gjorde han. Som en nøgen and i is. Men det havde ikke været et problem før nu. Før hans insisterende redningsmand var kommet, havde han fint forestillet sig, at han bare skulle lægge sig til at dø, inden nogen kunne finde ham og putte ham i et bur. Helst et sted hvor Killian og Giles aldrig ville finde ham. Det var værre, hvis de fandt ud af hvad sorgen over Hector havde drevet ham til, end hvis de troede han havde været i det brændende hus. Hvor han burde have været.

Han så Ellis bedre an, og det blev tydeligt at fyren ikke havde tænkt sig bare at lade ham dø. Juno snøftede og vendte sig væk fra ham, med illusionen om privatliv, imens han tørrede sine øjne.

"Mit navn er Juno," svarede han lavmælt, da han vendte sig mod Ellis igen. "Hvis du så gerne vil hjælpe, kan du starte her." Juno sænkede sine hænder og viste dermed Ellis, hvor de var bundet med reb om sine håndled. Han kunne ikke lade være med at gennemgå alle de forfærdelige ting Ellis kunne gøre ved ham, nu hvor han vidste, hvor forsvarsløs Juno var. Hvor meget Juno end havde leget med ideen om at dø, så havde han ikke lyst til at udsætte sig selv for mere smerte. Han var nødt til at stole på Ellis, bare lidt, men hans hjerte sad i halsen på ham.

Det var ikke svært at se, at den fremmede var nervøs. Det kunne Ellis som sådan ikke fortænke ham i, han ville selv være skrækslagen, hvis en fremmed forsøgte at hjælpe ham, mens han var i sådan en forfatning. Åh, han så godt nok ødelagt ud, og af ren og skær høflighed så Ellis væk, da det så ud som om, at den anden var på grådens rand og selv vendte sig væk fra ham. En meget fjern tanke om, at han bare burde blande sig udenom, lød i hans hoved, men det var ikke noget, han bed mærke i. Nu var han her, og hvis han kunne hjælpe, ville han det gerne. Selvom han også lod blikket glide over landskabet omkring dem, for gik han bare her alene, eller var der nogen efter ham? Ellis havde ingen våben og selvom han klarede sig rimeligt godt i en almindelig slåskamp, var han alligevel forsvarsløs mod folk, der var mere vant til vold end en landsbydreng.

Ellis smilede oprigtigt glad, da han fik den andens navn at vide. Juno. Det var en start. Inden han nåede at sige noget, viste Juno han ham rebet om sine håndled. Smilet forsvandt fra Ellis ansigt. Reb. Hans tanker var kreative nok til at forskellige grimme scenarier løb igennem dem, men han havde reelt ingen mulighed for at vide, hvad der var sket.
"Åh." Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til det. Igen var muligheden der for, at nogen havde tævet og bundet ham, fordi han var en skidt fyr, men det havde Ellis svært ved at tro. Han så bare ikke sådan ud.

Så han rakte ud for at tage ved knuden. Han var ikke slap, men det virkede ikke til at ville give sig, hvilket fik ham til at skære ansigt. Selvfølgelig havde han ikke sin kniv med. Men han kunne nu altid finde på en anden løsning.
"Den er godt nok stram. Øh, øjeblik." Han trådte lidt tilbage og lod blikket glide over jorden. Snart spottede han det, han ledte efter - en sten. Flint, endda, perfekt! Han samlede den op og stirrede lidt koncentreret på den. Den lidt hakkede klump sten så næsten ud som om, at den blev flydende, da dens masse flyttede på sig, og snart stod han med en sten, der lignede en grov, men skarp kniv.
"Så!" Han trådte tilbage til Juno og tog ved rebet, inden han begyndte at skære rebet over. Stenen var skarp, dog ikke så skarp som en rigtig kniv, men det gik alligevel stærkt med at skære rebet over, og lidt efter kunne han vikle rebet af Junos håndled.

Det var svært for Juno at lade en anden mand komme så tæt på sig. Også selvom fyren gjorde det for at hjælpe ham. Og også selvom han så ud som om han ikke var meget ældre end han selv var.
Juno stod og forsøgte at tale sig selv til fornuft, imens Ellis prøvede at hjælpe ham, men var også nødt til at trække vejret dybt ind, da Ellis vendte tilbage med en kniv. Juno stod helt stille i den tid det tog Ellis at skære rebet over, men det krævede også al den viljestyrke han havde i sig.

Med hænderne frie tog han et skridt tilbage og åndede lettet op, imens han gned sine ømme håndled.

"Tak," mumlede han, uden at møde Ellis' blik. Hvad så nu? Han lagde sine arme om sig selv, i et svagt forsøg på at skærme sig fra kulden. I det mindste havde Ellis' pludselige tilstedeværelse gjort ham opmærksom på, at han ikke havde lyst til at dø. Han havde dog lige så lidt lyst til at vende tilbage til Dianthos. Under alle omstændigheder var det meget muligt at han ville dø af kulde på vejen.

"Har du også..." Det var svært for Juno at sige. Han havde aldrig brudt sig om at bede om hjælp. I stedet slog han ud med en hånd, i en gestus der kunne betddr alt muligt. "Et sted at sove, eller.. Bare et sted jeg kan få varmen lidt," mumlede han. Det var lige før han også ville give sin højre arm for muligheden for at kunne vaske sit ansigt. Måske også lidt mad.

Ellis kunne godt mærke Junos ubehag. Men han sagde ikke noget til det, som han skar rebet over med den skarpe sten, for igen, han kunne sådan set godt forstå ham. Nu vidste Ellis godt, at han ikke så specielt skræmmende ud, folk havde det med at undervurdere ham, fordi han så blid ud, men med det der så ud til at være sket med Juno, var det ikke så sært, hvis han var utryg ved en fremmed, der dukkede op ud af det blå og tilbød at hjælpe. Så han sørgede for, at hans bevægelser var rolige, og han stirrede ikke for meget på ham, men koncentrerede sig om det, hans hænder var ved.

Da rebet faldt til jorden og Juno trådte væk, smed Ellis stenen fra sig - den var nu rund og mindede mere om en sten igen. Der var ingen grund til at efterlade skarpe genstande dyr og mennesker kunne komme til skade på. Og han kunne altid lave en ny kniv, hvis der blev brug for det. Det krævede ikke så meget af ham. 
Han svarede ikke på Junos tak, men bed sig lidt i læben og skævede til ham. Han så virkeligt ud til at fryse. Hvor længe havde han gået rundt herude? Mindst nogle timer, hvis han kom fra Sydvejen, der var et stykke at gå. Han var slet ikke klædt på til det kolde vejr. Der var så mange spørgsmål, og Ellis var så nysgerrig, men inden han kunne få samlet sig til at stille et, startede Juno ud.

"Altså, vi har en lille kro med et par værelser i landsbyen." Der kom ikke så mange forbi, så kroejeren ernærede sig mest ved, at de lokale kom forbi og drak. Maas inklusiv. Ellis forsøgte at lade være med at tænke på, at hans hårde arbejde gik til, at Maas kunne drikke øl på kroen. Sådan havde det bare altid været.
Han lod blikket glide over den anden. Det så ikke ligefrem ud til, at han ville kunne betale for et værelse. Ellis tyggede lidt på sin læbe.
"Jeg ... jeg kan ikke tage dig med hjem." 
Maas ville få et af sine raserianfald. Han gav ikke ved dørene, lige meget hvad. Og han vidste, at de fleste ville have betaling for deres hjælp i byen. Han havde ikke krystaller til at kunne betale og Maas ville give ham en røvfuld, hvis han gjorde. Faktisk havde han lidt en fornemmelse af, at Maas i det hele taget ville blive sur, hvis Ellis slæbte en fremmed med brug for hjælp til byen. Efter Maas' mening, hjalp man ikke uden at få noget igen, og Ellis havde ikke lyst til at sætte Juno i gæld ved nogen, slet ikke Maas.

Men Ellis kunne ikke bare ikke hjælpe Juno, han ville jo dø af kulde herude. Blive taget af ulvene. Han så i retning af landsbyen, og kørte en hånd igennem sit hår, mens han overvejede, hvad han skulle gøre.
"Men ... Måske vi kan finde ud af noget alligevel." Skuret, de havde alle stenene i, havde to etager. Det var faldefærdigt og utæt, men han ville kunne være på den øverste etage, der kom Maas ikke op. Han brød sig ikke om den spinkle stige, der uden tvivl ikke ville kunne tage hans vægt ret mange gange.
Ellis åbnede sin jakke og trak den af og rakte ud for at lægge den om Junos skuldre, hvis han ville lade ham.

Juno gjorde virkelig sit bedste for ikke at se skuffet ud, da Ellis foreslog en kro. Han kunne passe på sig selv og han havde klaret sig under dårligere forhold før. Han kunne gøre det han var nødt til, hvis det kom til dét, arbejde på den ene eller anden måde, eller han kunne bruge sin evne til at gå igennem vægge, til at finde et varmt, tomt værelse. Og så kunne han stjæle. Selv uden Hector var han god til at se sine muligheder og udnytte dem. Det hele virkede bare utroligt uoverskueligt lige nu. Han kunne slet ikke forestille sig at forsøge at stjæle lige nu, alt han kunne tænke på var at få varmen og forsøge at glemme de sidste par dage. Men det var ikke Ellis' problem. Det var Junos. Han var selv skyld i alt der var sket for ham det sidste år.

Han måtte alligevel have set håbløs ud, for Ellis endte trods alt med at finde på ét eller andet, der ikke lød som noget Juno skulle betale for. Selvom han ikke vidste, hvad han gik med til, var han så lettet over ikke selv at skulle finde en plan, at han var villig til at følge med Ellis hvor som helst.

Juno fulgte hver eneste af Ellis' bevægelser nøje, da han trak sin jakke af, men hans tanker kørte så langsomt i kulden, at han ikke opfattede hvad der skete før Ellis' jakke allerede var halvvejs om ham. Han blev stående hvor han var, imens Ellis sikrede den om skuldrene på ham, og Juno hev dem en smule tættere om sig med sine fingerspidser, der var blege af kulden. I et øjeblik mindede Ellis ham om Killian. To fyre, der tænkte på andre før de tænkte på sig selv. Pludselig var der intet sted Juno hellere ville være end i Killians seng og det var en kamp at holde den bølge af følelser tilbage, der truede med at vælte ind over ham.
Juno løftede blikket til himlen og blinkede langsomt med øjnene. Da han sænkede det til Ellis igen, sank han en klump.

"Vis vejen, min redningsmand," bad han ham, og selvom han i sit hoved havde set sig selv drille Ellis med, hvor betænksom han var, ved at bukke for ham, kunne han ikke få sig selv til det i virkeligheden. Det var ubehageligt for ham at tage imod venlighed med fuld seriøsitet og taknemmelighed, men han kunne heller ikke gøre grin med det på den måde han engang ville have gjort.

Ellis trak Jakken godt omkring Juno og sikrede sig, at han havde ved den, inden han slap den. Det var virkeligt koldt i den svage blæst, og selvom Ellis havde en tyk trøje, der som al hans andet tøj var for stor, indenunder, kom gåsehuden med det samme. Det var der ikke noget at gøre ved. I det mindste var hans tøj uden huller, ud over den store halsåbning, der var trukket lidt skævt og afslørede hans ene kraveben. Han fortrød lidt ikke at have taget et halstørklæde på, men så igen, han havde nok også lånt det ud til Juno. Han måtte være iskold.

Det så ud som om, at Juno kom i tanke om et eller andet, for han lignede en, der var ved at give sig til at græde igen. Ellis vidste ikke helt, hvad han skulle gøre ved det, så han lod som om, at han havde fået øje på noget i horisonten, til at han var klar igen.
Ordene virkede som om, at de skulle være sjove, men Junos stemme var slet ikke med, og Ellis smilede bare til ham.
"Vi skal op til de små træer oppe på bakken og videre på den anden side. Der er ikke alt for langt." Langsomt begyndte han at gå, mens han sikrede sig at Juno fulgte med.

Det første stykke tid gik han i tavshed, selvom han var ved at eksplodere af nysgerrighed. Men da de nåede træerne, kunne han alligevel ikke lade være med at stille spørgsmål.
"Hvor er du fra? Hvad er der sket?" Han skubbede håret væk fra øjnene, da et vindpust skubbede det ned i ansigtet på ham. Det sidste spørgsmål kom lidt for hurtigt ud, og han fortrød næsten, at han havde stillet det.
"Altså, hvis du ikke vil fortælle, er det helt okay, jeg tager dig stadig med." Han smilede beroligende til ham og fortsatte ned langs krattet, der lidt længere fremme ville forsvinde og blive til mark igen. Men han blev ved med at skæve nysgerrigt til ham. Kunne man bebrejde ham det? 

Så snart Ellis begyndte at gå, fulgte Juno tavst med ham. Han havde ikke energi til at finde på et samtaleemne, og holdt derfor kun tavst øje med jorden foran sig, så hans sløve fødder ikke faldt over noget.

"Jeg har ikke lyst til at snakke om det," snerrede Juno så snart han havde fået bekræftet at det ikke ville ændre ved hans mulighed for et sted at hvile. Han kunne knap nok tænke på det uden at få ondt i hjertet. Hans hals brændte og snørede sig sammen, hans mave gik i krampe, hele hans krop føltes øm, så snart han forsøgte at mindes det. Han vidste, at hvis han forsøgte at snakke om det, ville det gå galt for ham. Det føltes farligt meget som om hans livsvilje hang sammen med at holde de sidste par dage på afstand, minderne om dem undertrykt og benægtet.

Han gik videre i tavshed, men des mere han tænkte over det, des mere vidste han, at på trods af hvad Ellis ellers påstod, så var han nødt til at fortælle bare noget af sin historie.

"Jeg er fra Dianthos," fortalte han lavmælt, uden at hæve blikket fra marken under sig. "En bandeleder slog mig bevidstløs og smed mig på en vogn ud af byen." Den næste sætning lå på hans tunge; Inden han smed mig ud af sin by, tvang han mig til at se på, imens han satte ild til mit hjem, med alle dem jeg elsker i det. Men tårerne vældede op i hans øjne inden han fik sagt et ord af det, og han gned sine øjne tørre, med kinder der brændte af skam over at vise sin sorg.

"Jeg har ikke noget at vende tilbage til," fortalte han i stedet, med en klump i halsen og tørrede en snottet næse af med bagsiden af sin hånd.

Det gav et svagt ryk i Ellis, da Juno snerrede ham, men han sagde ikke noget og kastede kun et kort blik på ham, inden han så frem igen. Han blev ikke vred, for han kunne alligevel godt tænke så langt, at det var fordi, at det var noget, der var ubehageligt at tale om, og ikke fordi han skældte ud på Ellis for at spørge. Men det var da ikke behageligt og han forsøgte ikke at starte mere samtale op. I stedet gik han bare i et langsomt tempo, så Juno kunne følge med, mens han overvejede, hvor mange problemer han ville komme i, hvis Maas opdagede, at han gemte en fremmed i skuret. Det gav ham en knude i maven, men han vidste, at han måtte gøre det. 

Han blev trukket ud af tankerne, da Juno begyndte at fortælle lidt. Dianthos. Ellis havde aldrig været der, men set byen på afstand. Den lå flere dagsrejser væk. Det var en lang tur, og det lød ikke til, at han havde taget den frivilligt. En bandeleder? Et begreb der lå lidt langt fra Ellis' landlige tilværelse, så det var ikke fordi, at det sagde ham så meget, men det lød ikke godt? Han skævede mod Juno, og så ham være på kanten til at græde igen. Og hvordan han kæmpede med at holde det inde. Ellis åbnede munden for at fortælle ham, at det var okay, han måtte godt være ked af det, men han lukkede den igen. Det var måske ikke det bedste sted og det var lige så vigtig at få ham varm. Næste reaktion var at række ud og røre ved hans skulder, men det lod han være med. Han kendte ham jo ikke.
"Det ... det er jeg ked af at høre." Han tav igen, lidt akavet. Hvad sagde man til nogen, der lød som om, at de havde mistet alt?

Så det var næsten med lettelse, at landsbyen dukkede op længere fremme. I stedet for at følge grøften, der dannede skellet mellem dyrket mark og græs, drejede han ned af en lille trådt sti i græsset og førte Juno med ned mod den ene ende af den lille by, der bestod af højest tyve huse, der lå i en lille klynge, delt af vejen. Hans hjem lå i udkanten med lidt små træer og buske omkring. Det så ret faldefærdigt ud, men det holdt tæt og var varmt. Skuret lå ved siden af huset, ret synligt, så han stoppede op i kanten af grunden.
"Øhm, kan du ikke vente her? Jeg skal lige se om der er fri bane." Han vidste ikke helt, om han skulle smile eller skære ansigt, så det blev en blanding, inden han skyndte sig det sidste stykke. Hvor var Maas? En svag rumlen kunne høres uden for bygningen. Snorken. Manden sov. Ellis sukkede lettet, og vendte hurtigt tilbage til Juno.

"Kom bare med." Han vinkede ham med og viste ham vej til skuret. Det var ikke så stort, omkring fem gange fem meter. Den nederste del var fyldt op med sten i forskellige størrelser og af forskellig slags. Bagerst i det ene hjørne stod en spinkel stige, der ledte op ovenpå. Der var ikke så meget plads, Ellis kunne kun lige stå ret op. Der lå en del sække, nogle redskaber og noget gammelt hø, der ikke var ret meget værd. Der var ikke helt vindtæt, men det regnede i det mindste ikke ind.
"Jeg ved godt, at det ikke er meget, men det er det bedste, jeg kan tilbyde. Lige nu." Han skammede sig et eller andet sted over det, hvilket man nok også kunne se på ham. Han ville ønske, at han kunne tage ham med ind i varmen. Med følelsen af, at han burde gøre mere, begyndte han at flytte rundt på sækkene, så Juno kunne sidde og ligge på dem og måske tage nogle af dem over sig.
"Jeg prøver lige at se, om jeg kan få fat i et tæppe eller to. Måske en varm trøje." Han havde ikke ret meget at gøre med, men han kunne godt undvære det ene tæppe, han sov med. Og Maas ville nok ikke opdage, hvis det ene manglede.

Juno mumlede et nærmest uheldigt 'tak' igen, ved Ellis' svar på hans historie. Han vidste heller ikke selv hvordan man skulle fortsætte en samtale derfra.

Han ventede pænt, da han blev bedt om det, og fulgte lige så pænt med et øjeblik senere, som en viljeløs dukke, der ikke engang tænkte over at nævne sin evne for Ellis, selvom det kunne være at den kunne have hjulpet ham med at holde ham hemmelig.
Juno blev også bare stående nær stigen, imens Ellis flyttede rundt på nogle sække.

"Vent," sagde han som det første længe, da Ellis skulle til at gå, og lod jakken glide af sig, for at skubbe den helt ind i favnen på Ellis. "De opdager hvis du mangler den," insisterede han og lod ikke Ellis give ham den tilbage hvis han prøvede. Han havde lyst til også at sige noget med, at han ikke behøvede tæpper, at Ellis allerede havde gjort rigeligt, men sandheden var at han gerne ville se ham igen, hurtigst muligt, så han ikke skulle være alene med sine tanker. Dét var det værste selskab han kunne forestille sig, så Ellis var langt at foretrække.

Det var passende med endnu et 'tak', men Juno kunne ikke få det over sine læber igen, og i stedet gav han Ellis' håndled et forsigtigt klem inden han slap ham og vendte ryggen til ham for at gå hen at sætte sig på de sække, der lige var blevet rykket rundt og redt op for ham.

Der var ikke meget liv i Ellis' gæst, men sådan som han så ud, kom det ikke som nogen overraskelse. Det lagde bare ikke op til noget samtale, så Ellis var også tavs. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, for spørgsmål var tydeligvis ikke en god idé. Og han var mere optaget af tanker om, hvad han kunne gøre for Juno uden selv at komme i for store problemer. Han kendte Maas ret godt, og selvom han for nogen måske kunne virke som et fjols, var han skarp nok, og han var altid gået meget op i at holde øje med, at Ellis ikke brugte for meget. Spiste for meget. Kostede for meget. Så at fjerne ting fra hjemmet var en udfordring, fordi han sikkert ville opdage det. Men Ellis havde da et par tricks oppe i ærmet.

Juno reagerede, da han ville til at gå, og han fik skubbet jakken i favnen. Det gik ret hurtigt op for ham, at Juno ikke ville have den tilbage, og hvorfor. Han sukkede og trak i den.
"Jeg prøver at komme tilbage med det samme. Han sover, så med mindre at han vågner, så kommer jeg lige om lidt." Han uddybede ikke hvem "han" var, men smilede forsigtigt til Juno, inden han kravlede ned af stigen og med hjertet i halsen gik om til døren, han forsigtigt åbnede. Maas snorkede stadig højlydt, og Ellis gik ind.
Huset var ikke ret stort. Der var et stort rum, der både fungerede som stue og soveværelse. Der var et lille køkken igennem en dør modsat døren Ellis kom ind ad. Det var det. 

På listetær gik Ellis hen til sin seng, der stod ved en anden væg end Maas', og tog det ene tæppe, det tykkeste af dem. Og så åbnede han forsigtigt kisten med tøj. Det meste var Maas', så Ellis gravede så lydløst som muligt ned i bunden og fandt en af mandens ældre trøjer. Den havde et hul, men var varm. Efter lidt tøven tog han også et par bukser. De var store nok til, at Juno kunne trække dem over sine egne, Maas var ikke nogen lille mand. Til sidst greb han sin egen hue, han lidt havde savnet på turen ud til sin plads i krattet. 

Maas sov stadig, selvom han havde vendt sig en enkelt gang, hvilket havde fået Ellis til at stivne og synke en klump. Han var bange for manden, ingen tvivl om det, men faktisk var det mere frygten for, at Maas ville opdage Juno, der gled igennem ham. Men han sov videre.
Stadig så stille som muligt, gik han ud i køkkenet. Der var ikke meget, han kunne tage, men han puttede et par rynkede æbler og en gulerod i lommen, inden han også greb et stykke tørt brød. Til sidst tog han en skåret kande, der aldrig blev brugt alligevel, inden han fyldte den med vand og så listede ud af døren igen.

Med tæppet og tøjet over skulderen og kanden i den ene hånd, kom han op af stigen igen.
"Jeg har også noget mad med." Han stillede kanden fra sig og rakte Juno tæppet og tøjet.

Ventetiden var ulidelig. Fra det øjeblik Ellis gik, forestillede Juno sig at han var helt alene i verden igen. At Ellis havde narret ham med sig og at han om lidt ville være nødt til at forsvare sig mod både Ellis og den "han" han havde nævnt. Juno var allerede i gang med en flugtplan der involverede, hvad han skulle have gjort, dengang Thanos havde fået fat på ham - brugt sin evne til at falde igennem gulvet og så bare stikke af så hurtigt hans ben kunne bære ham.
Men noget fik ham alligevel til at stole på Ellis. Han havde trods alt også fjernet rebbet om hans hænder. Dét ville have været et rigtig dårligt træk, hvis han havde tænkt sig bare at fange ham igen.

Kold luft steg op fra en af revnerne i gulvet, og Juno tænkte på de mange sten han havde set nedenunder. Sammen med det han havde set af Ellis' evne var det ikke svært at lægge to og to sammen. Mon han boede her i forbindelse med arbejde, og det var derfor han ikke turde tage Juno med ind? Var "han" Ellis' arbejdsgiver? Juno tænkte på alt muligt andet, for at undgå at tænke på sig selv og sin egen situation.

Så snart Juno hørte Ellis komme op af stigen, gik han ham i møde, og tog straks imod tøjet og tæppet. Trøjen tog han på med det samme, bukserne valgte han at vente med til han skulle sove. Tæppet bredte han ud over et par af sækkene og satte sig på det.

Den tykke trøje varmede ham allerede og for første gang i flere dage mærkede Juno sine skuldre falde ned fra den stressede position de havde været spændt op i.
Han åbnede munden for at sige tak, men ombestemte sig og strøg i stedet distræt en hånd over tæppet ved siden af sig, for at invitere Ellis til at sidde med sig.

"Kan jeg overtale dig til at blive? Bare et par minutter." Juno kunne slet ikke sætte ord på, hvor meget han havde brug for at blive distraheret. Den mad Ellis havde nævnt, var fuldstændig glemt i forhold til tanken om hans selskab bare længe nok til, at give Juno noget andet at tænke på indtil han faldt i søvn.

Ellis nåede knapt nok op af stigen, før Juno havde grebet tæppe og tøj. Det var også en kold dag, og Ellis ville ønske, at han kunne tilbyde ham mere. En plads foran ilden indefor, for eksempel, men det kunne ikke blive så længe Maas var hjemme. Måske hvis Maas tog på kro senere, det gjorde han for det meste om aftenen efter mad. Tanken fik Ellis hjerte til at banke lidt hårdere, for tænk hvis Maas opdagede dem... han skubbede tanken fra sig og så på Juno, der satte sig på tæppet og lidt efter gjorde tegn til, at han skulle komme og sætte sig.
"Selvfølgelig. Jeg har nok en times tid, inden jeg burde være tilbage." Måske lidt mindre, men han behøvede ikke at gå ind lige nu. Og Maas sov jo.

Han tog kanden og gik over og satte sig ved siden af Juno, inden han placerede kanden foran ham og derefter fik fundet maden frem af lommerne.
"Det er ikke meget, men jeg håber at kunne skaffe noget mere senere." Han var lidt ked af, at han ikke kunne give ham noget varmt, mad eller te, men ikke så længe Maas var hjemme. Han pillede lidt ved jakkens ærmekant, inden han kom i tanke om huen, han havde taget på. Han tog den af og rakte så ud for at sætte den på hovedet af Juno, mens den stadig var varm, uden lige at huske, at Juno ikke virkede så vildt med, når han kom for tæt på.
"Så." Han smilede til ham, i et forsøg på at være lidt opmuntrende. Han havde stadig lyst til at undskylde for, at han ikke kunne gøre mere, men i stedet så han bare ud over deres omgivelser.

Han var stadig fyldt med spørgsmål. Det kreative element i ham gik amok og han havde alle mulige idéer til, hvad der kunne være sket, men han vitterligt ingen anelse. Ud over, hvad der var blevet fortalt. En bandeleder. Hvad var sådan en? Altså, jo, en leder af en bande, selvfølgelig, men ... han skævede mod Juno og flyttede lidt uroligt på sig.
"Er Dianthos en flot by? Jeg har aldrig været der. Men jeg har fået at vide, at den er stor. Og at paladset er noget af det smukkeste i Krystallandet." Han vidste ikke, om Juno ville snakke om byen, men stilheden gik Ellis på.

En time var langt mere end hvad Juno havde turde håbe på, og Ellis' svar var med til at varme ham mere op end trøjen han havde givet ham.

"Det er mere end jeg har fået hele dagen," svarede Juno ærligt og tog taknemmelig imod et af æblerne med det samme. Juno var lige ved at slappe af, da Ellis besluttede sig for at komme tæt på ham, og al hans stress ved fremmede mænd vendte tilbage med ét. Men Giles havde, måske heldigvis, ikke nået at lære Juno at reagere på andre måder ved berøring end hvad Thanos havde lært ham, så Junos krop stivnede fuldstændig ved berøringen, hans tanker blanke, men hans hjerte helt oppe i halsen på ham. Han kunne høre sit eget hjerteslag, føle det i hele kroppen, men så slap Ellis hm igen, og intet var anderledes, udover at der nu sad en hue på Junos hoved.

Lettelsen væltede over ham og før han vidste at det, begyndte Juno lavmælt at grine. Af sig selv og af sin egen åndssvage frygt og af hvor sød Ellis var ved ham. Hans latter var så stille, at den knap nok var der, og sekundet efter var den ikke andet end et blidt, opriggtigt smil til Ellis, imens Juno hev hue længere ned om sin nakke, hvor hans hår var kort og kulden nåede ham.

Pludselig vidste Juno, at der var noget om Ellis han var nødt til at finde ud af. Noget, der kunne få deres begges tanker væk fra, hvad der hver især plagede dem. Han lagde en hånd over Ellis', og var på nippet til at stryge sine fingre over hans håndled, da Ellis brød stilheden og Juno besluttede sig for at få svar på sit eget spørgsmål senere.

"Det er smukt. Og stort," svarede han med et smil og slap Ellis' hånd for at læne sig tilbage mod sækkene i stedet. "Paladset er smukt. Byen er stor. Byen er også smuk nogle steder, andre steder er den... Farlig og grim. Hvorfor har du aldrig været der? Den er ikke så langt væk."

Ellis opdagede ikke rigtigt, at Juno reagerede som han gjorde, da han hev huen ned om hovedet på ham. Han var lidt for optaget af alle de problemer, han kunne komme i, og usikkerhed ved at hjælpe den her fremmede unge mand, som virkede til at være på alder med ham selv, men sikkert havde oplevet meget mere, end han havde. Ellis var vokset op i den her lille by og havde faktisk ikke snakket med ret mange fremmede i sit liv. Selvom han ikke var i tvivl om, at han ville hjælpe Juno, var han mere hylet ud af den, end man lige kunne se på ham. Det her sendte ham ud, hvor han ikke kunne bunde, mest i forhold til Maas, men også bare, hvad han kunne gøre med de muligheder, han havde. Og hvem var Juno? Han virkede nogenlunde venlig, men hvis nogen vidste, hvordan skindet kunne bedrage, var det Ellis. Kunne han stole på ham? Bragte han sig selv i fare ved at være i nærheden af ham?

Han lagde godt mærke til, at Juno grinede lidt af det med huen, og han gengældte smilet. Godt en hue kunne gøre ham glad. Det klædte ham at smile, selvom Ellis nu nok mente, at han stadig kunne se det triste i hans øjne.
En kold hånd blev lagt oven på hans, hvilket fremtryllede en næsten usynlig rynke i mellem hans øjenbryn. Især da den blev liggende og ikke bare virkede som en kort berøring som tak for huen. Han var ved at trække hånden til sig, da Juno selv fjernede sin, og han gemte i stedet begge sine hænder i ærmerne på det for store tøj.

På en måde kunne Ellis godt forestille sig, at en by kunne have smukke steder og grimme steder, men det var alligevel lidt svært, når han ikke rigtigt havde nogen fornemmelse af, hvor stor byen egentligt var. Den største by, han havde været i, havde haft omkring hundrede huse og et torv. Og han havde følt, at dét var stort. Junos spørgsmål fik ham til at trække svagt på skuldrene.
"Jeg har ikke skulle noget derinde? Maas har ikke taget mig med derind. Han bryder sig ikke om byen." Det var der sikkert flere grunde til, men den store mand havde aldrig uddybet det. Ellis havde en fornemmelse af, at han havde været i problemer med byvagterne derinde, hvilket han kun kunne bygge på, at Maas undgik byvagter som var de pesten.
"Har du altid boet derinde?" Ellis så nysgerrigt på ham. Selvom hans fantasi var god, havde han svært ved at forestille sig at vokse op i en by, væk fra naturen og med så mange væsner omkring sig.

Ah. I det øjeblik Ellis gemte sine hænder, vidste Juno hvordan det stod til. Skuffelse spredte sig i ham som løbeild, en følelse han på ingen måde havde regnet med. Hvis Ellis ikke var til den slags, skulle han så ikke bare blive lettet? Ville det ikke være bedre, at han ikke havde noget at frygte på den led?
Sandheden var, at han ville have taget imod muligheden for noget andet at tænke på. Med et par læber imod sine egne kunne en time hurtigt gå. Med mindet om dem kunne en nat hurtigt gå. Juno havde altid haft svært ved at falde i søvn og lige så svært ved at forblive sovende - og om muligt endnu sværere ved at være alene med sine tanker.

Juno lagde sine egne hænder imod sine arme, for at få lidt varme i dem, og for at holde dem på plads. Ellis havde hjulpet ham så meget, han havde ikke lyst til at gøre ham ukomfortabel nu.

Så det var Maas Ellis havde snakket om indtil nu. Navnet sagde ikke Juno noget, men det var rart at få et navn på ham alligevel. Den her mystiske mand Ellis boede med.

"Hele mit liv," svarede Juno med et nik, "men jeg har også... Rejst lidt. Ned sydpå. Jeg var væk nogle måneder, men... Der er intet, der er bedre end Dianthos. Kroerne, damerne, alle mine venner bor der. Jeg vil gerne vise dig det en dag." Juno sendte Ellis et smil, selvom han løj ud mellem tænderne. Han havde aldrig lyst til at vende tilbage til Dianthos, men det behøvede Ellis ikke at vide. Han havde ondt nok af ham som det var, der var ingen grund til at gøre det værre med sørgelige fortællinger.

"Så ham her Maas. Er han din familie eller hvad?"

Skuffelsen i Junos ansigt var kort og Ellis var lidt i tvivl, om han havde set den. Og hvad den så skulle være for? Havde han sagt eller gjort noget, der kunne være skuffende? Han var ikke sikker, men siden Juno ikke sagde noget, valgte han at lade som ingenting. 
Han var meget opmærksom på Junos reaktioner og de følelser han viste, men det var ikke bevidst. Sådan havde hans liv bare været, han skulle læse Maas hurtigere end Maas selv var klar over, hvad han tænkte eller følte, så han kunne undgå problemer. 

Trods det, kunne han ikke se, at Juno løj, da han sagde, at han gerne ville vise ham byen. Og alligevel troede han ikke på ham, de havde jo trods alt lige mødt hinanden. Ellis smilede bare venligt og nikkede.
"Jeg vil gerne se byen en gang. Og paladset." Men det ville han nok ikke komme til. Ikke så længe han levede sammen med Maas, for han tvivlede på, at han nogensinde fik lov til at rejse alene nogen steder hen. Men ville han også det? Han vidste ikke ret meget om at klare sig uden for hjemmet, og han var et let bytte, skulle nogen beslutte sig for at ville ham noget ondt. De fleste kastede et blik på Maas og gik den anden vej. Han så ond ud. Mere ond end han var. Og så var han stor som et bjerg. Ellis ville ikke kunne klare sig uden ham.

Han ville spørge mere ind til både byen og verden syd på, men Juno kom ham i forkøbet og spurgte ham om Maas. Lidt usikkert trak Ellis på skuldrene og skævede til ham.
"Det kan man godt sige. Han har taget sig af mig, siden jeg var fire." Han sagde ikke noget om, hvorfor. Det gjorde ondt at sige, at hans forældre havde solgt ham.
"Jeg skylder ham alt." Han sagde det med sådan en overbevisning, som kun nogen, der var blevet mentalt påvirket til at tro på noget, kunne gøre det. Han troede også på det. Maas havde givet ham alt, lige fra mad til et sted at bo. Der havde ikke været ret meget kærlighed, men han havde da trøstet ham, når han havde brug for det som lille. Ind i mellem. Taget sig af hans skrammer, ladet ham sov hos sig, når han havde mareridt og holdt ham varm i kulden. Var det ikke, hvad der forventedes af forældre?