Ithilwen havde ikke været udenfor Elverlys grænser i nærtliggende halvandet år efterhånden. Ikke siden hun var vendt tilbage, usikker på om hendes egen race overhovedet ville tage hende ind i deres rækker på ny, efter årene i eksil. Ikke at et par år talte meget i elvernes lange liv, men den rødhårede elver havde set nok af verden til at hun nærmest panisk havde grebet fat i det velkendte og nægtet at forlade skovens trygge rammer. Rammer hun ikke forlod da Kiles tilhængere angreb, eller da lyset eftersigende skulle være vendt tilbage og en ny alliance, ligeledes eftersigende skulle være blevet etableret.

Ithilwen var ikke politisk stillet, og havde de sidste år mistet en del af sit modstræbende sind. Hun havde trodset autoriteterne før, og det havde endt i en større suppedas.

Men hendes kaptajn ville ikke høre tale om en spejder der nægtede at forlade skovens områder. Hun havde ikke brug for en, som ikke var villig til at udfordre sine grænser, så Ithilwen fik et ultimatum. Enten drog hun ud i verden, og gjorde sit job! Nemlig at spejde rundt i de nærtliggende omgivelser der grænsede til landet, eller også skiftede hun karrierevej.

På den måde var den forholdsvis stadig unge elver, taget afsted med sin taske over skulderen, buen om overkroppen og vandret afsted ud af Elverlys grænser, følgende sølvfloden ud til bugten. Elveren havde fortsat sin rejse ved at gå over vandet i den mere stilstående bugt, kun dykkende under vandet for at undgå skibenes lange blikke, for derefter at vandre videre på toppen til hun nåede flodbredden ved Tusmørkedalen. Den lange rejse i de kolde bjergområder vagte minder fra fordomstid, trods alt virkede øde. Efter plagernes hærgen og Kiletilhængernes fæsne i landet, virkede disse kanter umuligt endnu mere dunkle og mørke end før. Befolkningen var fattige og desperate.

Ithilwen noterede sig mentalt alt hun så, før hun fortsatte, ikke længere til fods, men på fire sikre rævepoter som egnede sig bedre i det hårdføre terræn til hun nåede Amazonitskovene.

Det var med lettet hjerte at den slanke røde ræv traskede ind i krattet, med en dyb frisk indånding. Skoven havde engang været underlagt mørke kræfter, men nu var den som et frisk pust af liv og hjemmelighed. Den højtstående middagssol der skinnede ned igennem de gulnede blade i træernes krone, og den friske duft af en skovsø nåede hendes næse.
Lydløst luntende over høje rødder og blødt mos banede hun sig vejen frem før hendes fred blev afbrudt af gennemskærende smerte.

Ithilwen spærrede øjne og gab op, som en klynkende forskrækket lyd forlod hende og den lette rævekrop faldte sammen. Lyden af fælden jerngreb der klappede havde fyldt skoven før hendes egen lyd af smerte fulgte efter. Bange kiggede hun tilbage på tænderne der gravede ind i underbenets kød og fik blødet til at løbe mørkt ned af det skinnende metal der havde været dækket under grene og gamle blade. Hun kunne ikke forvandle sig tilbage nu, uden at forværre den gennemtrængende smerte, og hun kunne ikke rive sig fri. Besværligt forsøgte hun at krølle sig sammen for at forpoterne kunne nå. Vriste sig fri, men smerten blev bare være og hun endte med i stedet at ligge stille, trække vejret ivrigt og panisk mens hun tænkte så det bragede. Hvordan skulle hun slippe fri før jægeren kom for at tjekke sin fælde?

Selvom solen stod højt på himlen og skinnede lystigt ned mellem de falmende blade i trætoppene, var det helt bestemt ikke nok, til at holde Gabriel varm i løbet af dagene. På kort tid var han gået fra at sove på skovbunden, kun liggende på en af pelsene fra et af de lidt større dyr, til at ligge i shelteret, overdækket med tæt på hver eneste pels han var i besiddelse af.
Gabriel var vant til at stå op med solen og derfor kom han også lidt senere op i vintermånederne, medmindre han blev vækket af en af de mange lyde skoven havde at byde på.

I dag var Gabriel vågnet lidt senere end normalt og derfor var han også først nu på vej mellem træerne, for at tjekke alle fælder omkring sin lejr. Han var iklædt en løstsiddende skjorte, med snører i halsen, et par tykke, tydeligt foret, skindbukser og et par store støvler. I bæltet, sat fast med et tyndt stykke reb, hang den harer han lige havde hentet fra den forrige fælde. Fælderne dræbte sjældent, men han så ingen grund til at dyrene skulle lide yderligere, så de blev selvfølgelig altid aflivet på en rimelig human måde.
Intet af tøjet, eller haren, var dog til at se, da Gabriel bar en stor, mørkebrun pels som kutte.

Gabriel nåede kun lige at sætte fælden igen, da lyden af jern der klappede sammen, gav genlyd i hele skoven. Med dyrets smertehyl der fulgte, var Gabriel ikke i tvivl om, at en af hans fælder havde givet pote. Eller nærmere hugget en pote. Men han havde ikke travlt med at se efter, for dyret ville vel næppe løbe nogle steder og han havde lige et par fælder mere at tjekke på vejen.

Til rævens held var alle fælder på vejen tomme og turen til den, var kort. Så ville den i det mindste ikke have nået at miste alt for meget blod.
Gabriel stoppede op et par meter fra det paniske dyr, som han overvejede hvad han skulle gøre med den. En ræv var aldrig et dyr han ville bruge til mad. Han kunne selvfølgelig altid skinne den og få en ekstra pels til nattens kulde. Men det var ikke nødvendigt. Nej, det var nok bedst bare at lade det stakkels dyr gå.

Langsomt, og let bøjet i knæene, bevægede Gabriel sig tættere på ræven. Han var forberedt på at den ville stikke af, så hurtigt den nu kunne med et såret ben, så snart han fik åbnet fælden, men indtil da ville han helst undgå, at komme i for meget kontakt med tænder og klør.
Han kom tæt nok på til at kunne sætte foden mod den lille pind af metal, men for ikke at ramme rævens pote på samme tid, måtte han sætte sig på hug og tage en hånd i brug. I ét hurtigt ryk, puffede han meget forsigtigt til rævens pote med den ene hånd og straks efter, trådte han ned med foden på fælden og klikke den åben.

Ithilwen rettede sig desperat op igen, for at kante sig vej hen til fælden. Det var besværligt uden anden følighed i sit venstre ben andet end gennemtrængende smerte, men det lykkes hende til sidst at nå til der hvor fælden var sat solidt fast i jorden. Måske hun kunne grave sig fri? Det ændrede selvfølgelig ikke på at hendes pote sad urokkelig fast i fælden, men så kunne hun i det mindste flygte. Hun havde ikke tænkt over at en ræv ligeledes var jaget vildt blandt menneskene, og det syntes virkelig at bide hendes ben af lige nu!

Lyden af fodtrin fik ræven til at stoppe sine halvgravende bevægelser, løfte ørerne og stirre mod lyden i ren panik. Ganske rigtigt, ud kom en jæger - det gættede hun i hvert fald på at han var. Hendes øre lagde sig ned langs hovedet og en let knurren forlod hende, der faktisk lød langt mere ynkelig end faretruende.

Hun trak sig så langt væk fra ham som fælden umildbart tilbød, kort forsøgende igen at slide sin pote fri, hvilket bare resulterede i at den skærende smerte blev værre. Men det krævede ikke megen undersøgelse af mandens træk, før hun holdte op med at blotte tænder af ham og i stedet blot så på hvad han foretog sig, for det så ikke ud til at han havde til hensigt at dræbe hende. Havde han det, var hun nok allerede død. Nej, det så mere ud til at han ville sætte hende fri.

Ikke at hun forstod hvorfor, men der var ikke tvivl om at hun var taknemmelig for den udvikling. Et ynkeligt bjæf forlod hende som hendes pote kom fri og hun haltede et par kluntede skridt væk før rævekroppen ændrede sig til elverkroppen, som sammenkrøllede sig på den muldne jord med armene omkring sit ben.

Små lyse klynk af smerte forlod Ithilwen som hun skælvende forsøgte at sætte sig op og kigge på såret. Hendes tøj og støvler var intakte, siden det ikke havde siddet i fælden, men forvandlingen havde ikke stoppet blødningen der vædede hendes grønne bukser i en mørk klistret farve som piplede op fra støvlekanten. Med en hånd over sårene, kiggede hun op på den fremmede tøvende, med et nervøst blik i de grønne øjne. Hun burde sige tak men det var vel i sidste ende også hans fælde? Ord syntes ikke at adlyde hende overhovedet lige nu.

Så snart fælden åbnede og ræven kom fri, rejste Gabriel sig op og trådte et par skridt tilbage. Som altid, tænkte han at der vel ikke var mere for ham at gøre for dyret, så han vendte om og skulle til at gå derfra. Efter at have taget de to første skridt, vendte han sig lige hurtigt om, for at se om ræven var på vej væk, men hans øjne spillede ham da lige et puds.
”Hm..?” Han måtte da lige vende sig rundt og se efter en ekstra gang, for så vidt han så, var det ikke længere en ræv, men en ung kvinde, der sad på den kolde jord. Når man brugte så meget tid alene i skoven, var det ikke unormalt, at man til tider så ting der ikke var der. Men Gabriel havde nu aldrig hallucineret en kvinde før og det gjorde han heller ikke denne gang, for da han så efter en gang mere, var det rigtig nok.

Gabriel bevægede sig endnu engang tættere på, denne gang for at hjælpe den sårede kvinde og ikke ræven.
”Åh, det beklager jeg. Havde jeg vidst at du ikke var en ræv, havde jeg da tilbudt min hjælp lidt før,” sagde han, som han kom nærmere og rakte hende en gammel stofklud, der kunne hjælpe lidt på blødningen. Han havde altid den med, i tilfælde af at han skulle overse en fælde og ende i samme situation som damen. Selvom den ikke så helt køn ud længere, var det vel bedre end ingenting. Tog hun imod den, kunne han derefter række sin hånd ned mod hende, klar til at hjælpe hende på benene.
”Jeg vil dig intet ondt, det lover jeg.” Han lød ikke specielt venlig i sit tonefald, men alligevel helt oprigtig med den rolige, lidt tørre stemme. Han talte selvfølgelig sandt, han ville hende intet ondt, for så havde han vel allerede gjort det, men han var klar over, at det nok ikke var yderligere tiltalende at skulle stole på en fremmed mands ord. Endnu mindre, når man var sårbar.
Gabriels lidt barske ydrer udviste ikke ligefrem gæstfrihed, men blikket i hans øjne og tonen i hans stemme, var forhåbentligt nok til at vise den fremmede, at han var til at stole på, når han havde givet sit ord.
”Mit navn er Gabriel, jeg har en lejr ikke langt herfra.”

Det var ikke spor underligt at jægeren var på vej væk fra fælden igen. En ræv ville stikke af med lynets hast når den var sluppt fri, også selvom smerten i benet var så gennemtrængende at det fik dens øjne til at løbe i vand. Ithilwen havde været fristet til at gøre nøjagtig det samme, men hun vidste også at hun ikke ville nå langt, og hvis hun i skræk løb forvildet ind i skoven uden at vide hvor hun var, kunne hun fare vild. Desuden, han havde sluppet hende fri, helt ond kunne han ikke være.

Hun huskede blot for set at landet havde haft en periode hvor enhver elver var jaget vildt. En tanke der slog ned i hende som han vendte sig om igen og til sin overraskelse så hende fremfor en rød ræv. Hun nåede halvt at trække sig tilbage, trækkende benet til sig med en smertelig grimasse, før hans ord ramte hende. "D-det kunne du ikke vide" Ithilwens stemme var hæs, men hendes skuldre faldte en smule ned, som hun rakte forsigtigt ud efter den gamle stofklud for at ligge den som pres ind mod såret. I processen var hun nødt til at bukke lidt af støvlen ned, hvilket resulterede i at mere blod piplede frem, væddende hendes fingre før kluden blev lagt ordentlig ind.

Ithilwen kiggede op på manden igen. Denne gang seende ham og ikke bare en farlig trussel der kom for at ende hendes ræveliv. Han var brysk af udseende, og hans tonefald bragte heller ikke megen varme med sig imod hende, men alligevel var han troværdig. Han forsøgte ikke at fremstå godsøden, men derimod roligt. Som var hun stadig det forskræmte dyr han for lidt siden havde sluppet fri.
Ithilwen sank den klump der havde formet sig i halsen før hun med en tøvende bevægelse tog imod hans hjælp for at komme op at stå. "Mit er Ithilwen" svarede hun ham som hun vaklende kom op at stå. Hendes fod rørte kun kort ved jorden før den gennemjagende smerte meldte sig igen og hun løftede den op igen, og måtte bruge ham for at kunne holde balancen. "Tak.. Fordi du slap mig fri" Hendes stemme var stadig påvirket af både smerte og chok, men der var en mere venlig undertone, og en taknemmelighed i hendes blik.

Et hurtigt nik kunne lige anes fra Gabriel, som hun præsenterede sig og kom på benene igen. Han sørgede for at trække lidt til, så det ikke ville være nødvendigt for hende at bruge alt for mange kræfter. Han nåede kun lige at slippe hendes hånd igen, før hun måtte bruge ham til støtte og han stod fast.
”En ræv er ikke meget værd, for en mand som mig.” Gabriels svar lød en hel del mere skummelt og ondsindet, end det egentlig var ment. Han mente bare, at pelsen ikke gav meget til en stor fyr som ham og at kødet heller ikke ville være specielt interessant. Så hellere slippe dyret fri.
Gabriel bøjede lidt i knæene, så hun kunne lægge en arm om hans skuldre og støtte sig bedre til ham sådan. Uden at spørge om det var i orden, lagde han en arm omkring hendes liv og lagde lidt kræfter i, da han mere eller mindre løftede hende lidt fra jorden. Hun vejede jo ikke meget og så behøvede hun ikke at støtte det mindste på den skadede fod.

Som Gabriel stille og roligt begyndte at gå mod sin lejr, åbnede han munden for at sige noget. Bare et eller andet, så hun måske kunne tænke på noget andet end smerten. Men han var ikke rigtig klar over hvad der var passende at sige, i en situation som denne. Måske det var passende slet ikke at sige noget?
Heldigvis var der ikke langt til lejren og der gik ikke længe, før de kom op på siden af det hjemmebyggede, lille shelter. Gabriel slap først sit greb om Ithilwen, da han havde bukket sig ned så hun kunne sætte sig på de mange pelse fra diverse dyr, der lå godt arrangeret i shelterets træbund. Der var ikke meget plads, kun lige nok til at Gabriel kunne ligge der, både i bredden og længden. Pressede han sig lidt sammen, var der også plads til hunden, der lige nu lå i modsatte ende af shelteret, men strakte sig for at komme til at snuse til den fremmede dame. At sidde oprejst var kun lige muligt yderst, da det skrå tag forhindrede det som man rykkede sig længere ind. Resten af lejren bestod af et bålsted, et par træstubbe, placeret lidt tilfældigt omkring bålstedet og nogle gamle køkkenredskaber, der tydeligvis ikke var lagt specielt organiseret.

Gabriel gik hen og væltede en af træstubbene, satte foden mod den og rullede den hen foran Ithilwen. Han skubbede den op af stå igen og satte sig. Med et enkelt, lille klap mod sit lår og et hurtigt blik mod hendes fod, bad han lydløst om at hun skulle lægge sin fod op på hans lår.
”Jeg må stoppe blødningen, før jeg kan komme til at rense ordentligt,” forklarede han kort, bare så hun var helt med på hans plan. Så kunne han tænke over, at han intet havde i lejren til at rense såret, om lidt.
”Nu er du vel ikke bange for hunde? Ellers kan jeg sagtens flytte ham?” Tilbød han, som han kort skævede mod hunden, der ikke lå mere end en halv meter fra Ithilwen og stirrede på hende.

Ithilwen spejdede til siden. Hans ord lød så tørre og alligevel så ubehagelig at hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle tro om den sætning. For en mand som ham. Hvilken mand var han da? Var hun mere værd i sin elverform? Hun tog en dyb indånding og koncentrerede sig om at gå uden at støtte på benet. Noget der ikke gik særlig godt selvom hun fik sin arm over ham. Hun var mistroisk og selvføgelig skulle noget som dette ske på hendes første rejse udenfor Elverly siden ulykken.
Hun sagde ikke noget som han alt for let fik hende løftet op og hun knap kunne nå jorden under sig med andet end den raske fod i hvert fald. Han var skræmmende stærk. Ithilwen tog en smule hårdere fast om hans skulder, som reaktion på at hun følte sig virkelig magtesløs.

Han boede usandsynligt primitivt. Hun fik hurtigt øje på hunden der lå og tildelte opmærksomhed. Den fremstod ikke faretruende så Ithilwens blik var hurtigt videre til resten af lejren. Hun satte sig med et støn ned på hvad hun gik ud fra var hans seng, langt nok ude til at hun fortsat kunne sidde oprejst.

Stadig en smule mistroisk løftede hun benet op til hans lår. "Han genere mig ikke. Så længe han ikke bider" Hun rakte hånden frem til huden, lod den snuse, før hun aede den over snuden og vendte sin opmærksomhed tilbage til sit ben. Dyr var ganske vellidt i Ithilwens øjne. "Man må sige din fælde er effektiv" brummede hun en smule træt. Hun havde tabt meget blod, og hendes ansigt fortrak sig i ubehag og smerte så snart støvlen blev taget af hendes ben, hvor såret stadig pulsede løs, omend ikke nær så kraftigt som før.

Som Gabriel tog imod den sårede fod, forsøgte han lige at holde øje med hunden ud af øjenkrogen. Den kunne uden tvivl lugte ræven, hvilket nok var derfor den så noget så forvirret ud, som den lå der og stirrede på Ithilwen.
”Undgå at ændre skikkelse, så burde du vist være i sikkerhed.” Mere eller mindre. Han kunne selvfølgelig ikke love noget, men den havde nu aldrig udvist sig aggressiv overfor fremmede, der ikke virkede den mindste smule truende. Når den fremmede så lugtede af ræv, et dyr hunden var vant til at jage, var han ikke så sikker. Indtil videre var den da rolig.

Gabriel fik hevet støvlen af hendes fod og straks lagde han hånden omkring såret og klemte lidt til. Han så da helst at hun ikke mistede mere blod og han hjalp så meget, fordi det vel egentlig var hans skyld. Ellers havde han nok ikke blandet sig.
”Effektiv, men desværre ikke alt for ren. Jeg vil meget gerne rense såret, inden jeg lægger en forbinding omkring, men jeg har ikke rigtig andet end vand,” sagde han overvejende og så sig lidt omkring, stadig med det strammende greb om benet. Vand var ikke godt nok. Uden desinficering kunne der alt for let gå betændelse i såret og det ville blive endnu sværere at komme sig over.

Da han vendte blikket tilbage mod Ithilwen, smilede han lidt skævt.
”Kan jeg få dig til at sige mit navn om et kvarters-tid?” Spurgte han, velvidende at det ikke var et helt normalt spørgsmål. Han havde en bekendt ikke så langt fra lejren, som uden tvivl ville have en flaske af et eller andet sprittet på sig. Hvis han gik lidt hurtigt, kunne han sagtens nå derhen på et lille kvarter og hvis han gjorde brug af sin forbandede evne, ved at få hende til at sige hans navn, kom han meget hurtigere tilbage.

Ithilwen havde et afslappet forhold til dyr, så selv hvis hunden var en smule forvirret og snuste ekstra til hende, bed hun ikke mærke i det. Det var måske ikke så underligt, siden Ithilwen nok stadig havde en let lugt af ræv, siden hun praktisk talt var en. Hun løftede let et øjenbryn af ham og rystede på hovedet. "Bare rolig" hun havde absolut ingen planer om at hoppe tilbage til sin dyreskikkelse lige i øjeblikket.

Ithilwen bed tænderne sammen, og forsøgte ikke at afspejle noget af den smerte hun gik igennem som Gabriel tog støvlen af hendes fod. Foden blødte stadig voldsomt og der gik et gip igennem hende som han pressede sine hænder mod såret for at forhindre blodet i bare at løbe. "Jeg har noget tørret Avanyas hyld i min taske, som burde kunne tage det værste, hvis vi varmer vandet" hun havde trods alt sin skuldertaske stadig, og der lå lidt ressourcer i. Det blev mest brugt hvis man allerede var syg, men det kunne formentlig også tage noget af skidtet.

Det var nok det mærkeligste spørgsmål, med mindre han selvfølgelig mente at han var i nærheden og hun derfor kunne kalde på ham, så han var i nærheden. Men var der så nogen grund til det. "Øh.. ja?" Hun var forvirret, meget endda. Hun holdte omkring sit ben mens han var væk, og ventede et kvarters tid, mens hun kiggede lidt på hunden engang imellem, men ellers blot indså at hun sad helt alene i en fremmed person. Men efter tiden var gået måske et par ekstra minutter kaldte hun på ham.

Gabriel skævede kort mod hendes taske og nikkede så svagt. Det var bestemt ingen dårlig idé og skulle han være så uheldig, at hans bekendte ikke var hjemme, ville det uden tvivl være nødvendigt.
”Jeg er tilbage igen lige om lidt, forhåbentligt med noget der kan tage det hele.” Forhåbentligt. Gabriel fandt en af metalkopperne frem, fyldte den med drikkevand fra tønden med låg, der stod ved siden af shelteret, og stillede den pænt ved siden af Ithilwen. Hydrering ville kun hjælpe til at hele hurtigere.
Så vendte han sig rundt og gik afsted i et raskt tempo.

I samme øjeblik Ithilwen kaldte, dukkede Gabriel op ved hendes side.
”Tak, det er meget hurtigere, end at gå hele vejen tilbage,” sagde han som det første, uden lige at give hende tid til at processere hvad der lige var sket. Han var selv så vant til det og tænkte ikke altid over, at alle andre ikke var. Denne gang var han dog forberedt på det, i stedet for lige pludselig at dukke op i en fremmed mands hus. Det var ikke altid endt lige godt.
”Det kommer til at svide, men jeg fik da fat i en sjat rom,” sagde han og holdt flasken op, der kun var omkring en fjerdedel fyldt. Han satte sig på træstubben igen, men ventede med at trække proppen af.
”Er blødningen stoppet?”

//Hjernen er forsvundet, så rydder lidt op i de tråde, jeg ikke har svaret i, så de ikke også ligger og flyder hos jer. Vil gerne tage den op igen en anden gang <3

Ithilwen følte sig forvirret over den situation hun var havnet i. Hun var skeptisk overfor manden samtidig med at hun havde overladt sin skade og dermed overlevelse i hans hænder. Det var foruroligende. Hun så efter ham som han gik og håbede i sit stille sind også at han fik noget med tilbage som kunne tage det hele. Alt imens holdte hun godt fast om sit ben for at forhindre blodet i at strømme frit og skævede engang imellem til hunden ved siden af sig. Den kom dovent med en lovren, men ellers lå den stille og nedstirrede hende. Den var vel lige så underlig som dens herre.

Ithilwen var til gengæld ved at gå ud af sit gode skin som Gabriel dukkede op ud af ingenting ved siden af hende. Hun væltede til side og trak en elverklinge frem fra ærmet på mindre end et halvt sekundt.
Hun stirrede på ham fuldstændig lamslået over hvor rolig han lød over at det var en bedre løsning end at gå. Hvad i Zaladins navn var der lige sket?
Hun blinkede et par gange og rettede sig langsomt tilbage i stillingen hun havde siddet i før og kiggede ned på sit ben. "Øh.. Næsten" hun trak klingen tilbage. Det var i hvert fald ikke meningen hun ville true ham, men det skete helt automatisk når hun var forskrækket. "Det er i hvert fald meget lidt det bløder" indrømmede hun og kiggede tilbage op på ham med et undrende blik. "Hvad skete der lige?"

//Det kan jo ske