Dianthos. Det var endnu ikke i Taens liv lykkedes ham at nå til hovedstaden, men på den anden side havde han heller ikke for alvor forsøgt. Det var trods alt kun de sidste 12 års tid han overhovedet havde bevæget sig væk fra områderne omkring Elverly og der var han gået uden om den store by. Grunden var sådan set simpel; han vidste ikke hvad han skulle stille op med den. Hele sit liv havde han boet isoleret i skoven og selvom der næsten ikke kunne være den bog han ikke havde læst om Dianthos, men det var noget andet at opleve det. Han havde klaret en tid i havnemiljøet og bebyggelserne deromkring uden at blive overvældet og havde da også brugt tid på forskellige kroer rundt omkring, hvilket også kun gjorde ham mere klar på at opleve byen. For nu havde han da også bestemt sig for i det mindste at bevæge sig i retning af den. Så måtte han se om han nåede i mål inden han fandt på noget andet.

Det eneste han havde med sig var en lærredsæk med noget tøj, hvori der også var en lille pose med lidt forskelligt spiseligt han havde samlet i løbet af de sidste par dage. Han kunne heldigvis gå længe uden at spise ret meget, selvom det naturligvis var foretrækkeligt rent faktisk at spise sig mæt i ny og næ. For nu måtte det altså bare vente til han kom til byen og til at han fandt et eller andet at tjene en smule på så han kunne købe sig til det. Et liv som selvforsynende i skoven gjorde det svært for ham bare sådan at omlægge livet, men han forsøgte. Der var heldigvis mange år at nå det i endnu.

Han stoppede brat op, da et rod i hans hoved pludseligt eksploderede. Det var sjældent ånden var så insisterende og så utydelig på samme tid. Af samme grund måtte Taen også sætte lærredsækken fra sig i vejkanten, for at sætte sig ned så han ikke risikerede at blive svimmel og dratte om. Så meget vidste han da. Det varede dog ikke længe, inden han kunne høre sine egne tanker igen og ikke kunne gøre andet end undre sig over hvad i alverden ånden ville have haft ham til, men åbenbart fortrudt. Det skete ind i mellem og han vidste ikke om det var fordi han ikke var trænet nok i at forstå den, eller om det var fordi ånden virkelig bare var forvirret selv. Ikke at det var noget han gav sig til at gruble over nu, da han ikke ønskede at blive siddende i vejkanten alt for længe i tilfælde af der kom nogen forbi.

Clara havde været på en kort visit tilbage til hendes hjemområde. Det var egentlig ikke meningen at hun overhoved skulle have været hjemme i det hele taget, men ligeså snart Clara havde hørt at der var en god chance for at komme hjem på besøg, så havde hun taget glædeligt imod det, og selv ikke hendes mor havde kunne stoppe hende. Det var som sagt dog kun et kort visit, og hun var allerede på vej tilbage til Dianthos igen.

Det var kun hende, og så en vagt, Allaster, for at være sikker på at der ikke skete hende noget. Hun var iklædt rejsetøj, hvilket inkluderet en kjole der kun gik hende til knæene, og en kappe til hendes skuldre. Hun lignede næppe en adelig som de red afsted der, især da hendes klove var at se, og hun derfor blot lignede en halvko der red på en hest.

De havde ikke reddet specielt hurtigt ned af vejen, da Clara i første omgang fik øje på en person der virkde til at knæle sammen i kanten af landevejen. Hun rynkede brynene, men desværre måtte man være påpasselig her på landevejene, og det var ikke den første de havde set der havde set lidt halvskidt ud, her på landevejene. Det var først da de kom lidt tættere på, at ånden der stod ved personen rigtig kom til syne. For det første var det underligt at se en tilfældig person, der virkede til at have en skytsånd på den måde, og for det andet var der noget næsten flimrende mellem dem.

De var på vej til blot at ridde forbi, da Clara bestemte sig for at hvad end der skete her, så måtte hun altså finde ud af det. "Allaster, vent," sagde hun og stoppede sin hest, før hun hoppede ned fra den.
"Frøken, det er ikke sikkert her," svarede Allaster tilbage og kiggede noget mistroisk over på elveren. Det var ikke underligt at han ikke ville have at de skulle stoppe her. Desuden skulle de forsøge at nå den næste kro inden mørkets frembrud.
Clara ignorerede manden, og gik i stedet for et par skridt hen mod elveren, men hendes øjne var i stedet for fæstnet på ånden der stod lige ved ham. "Ved De godt at De har en ånd bundet til Dem?" spurgte hun. Ærligt og lige til sagen.

I håb om ikke at pådrage sig for meget opmærksomhed, undlod Taen at se op da han hørte nogen komme forbi. Det var hans indtryk at langt de fleste helst ungik kontakt med fremmede på vejene, fordi man jo netop aldrig vidste hvad de kunne være ude på. Normalt var han ganske opsøgende over for andre, men som regel når ånden havde spillet ham et pus skulle han lige bruge et øjeblik på at finde sig selv. Selvom det havde været hele hans liv det ind i mellem var sket, så var det lige forstyrrende hver gang. Til tider kunne det endda være helt skræmmende, selvom det nu ikke havde været tilfældet denne gang.

Som han hørte en stemme bede den anden om at vente, samt lyden af en person der steg af hesten, begyndte han dog at forberede sig på kontakt. Dog havde han på ingen måde kunne forberede sig på de første ord der lød til ham og i det samme fik de ham også til at se op med en vis undren i blikket. Han vidste der var folk derude, der kunne se den slags, det havde hans læremester til dels også kunne, han havde bare ikke regnet med på en tilfældig dag at rende ind i en med sådanne evner. Overraskelsen gjorde også, at han i første omgang ikke engang rigtigt lagde mærke til det særlige udséende han blev mødt af.

"Han har fulgt mig hele mit liv," svarede han ganske roligt, tydeligvis ikke overrasket over informationen. Om ånden var af hankøn anede han ikke, det var bare noget han var begyndt at gå ud fra, fordi det var nemmest i det mindste at forestille sig en form for person. Han rynkede brynene og tog sig først nu til at betragte den fremmede en smule. "Jeg er ikke vant til andre bemærker det." Til en vis grad var han godt klar over han burde være opmærksom, når andre lod til at vide det. Det var ikke altid folk var lige begejstrede for det, da det som regel tegnede dårligt med den slags. 

Det havde muligvis været uhøfligt at starte samtalen sådan som hun havde gjort, men nogengange var nysgerrigheden vigtigere end høfligheden. Desuden så det her næppe ud til at være en adelig elver, hvis de da havde det, og Allaster var ellers den eneste anden her lige nu.
"De må undskylde mine manerer, jeg har bare... aldrig set noget lignende," indrømmede Clara, og man kunne se at hendes øjne ikke rigtig var på elveren, men nærmere på hvor ånden eftersigende var.
Det virkede også først til at det var nu at hun rigtig lagde mærke til at elveren stadig var på jorden. Han burde nok blive hjulpet op.

"Har De behov for hjælp?" Allaster rømmede sig i baggrunden og sendte et strengt blik mod Clara. Han så ikke ud til at dele Clara begejstring om dette tilfældige møde, men Clara, som en adelig ung pige nu gjorde, ignorerede vagten.

Måden den fremmede kvinde talte om det på var anderledes and hvad han var vant til. Det var trods alt ikke helt uvant for ham at tale om sin... tilstand...med andre. Der var også altid forskel på hvordan der blev talt om det hele, men denne vinkel var ny. Måske var det bare hele situationen der var en smule underlig og det ville da ikke være første gang han overtænkte noget, bare fordi han havde lidt svært ved at greje en situation helt. Hvad der var stærkest hos ham i øjeblikket var dog en nysgerrighed. Han havde ført mødt folk, der kunne se sjæle og ånder, men der var tit forskel på hvad folk så og hvordan de så det. Selv kunne han jo også nogle gange se dem omkring sig, men han havde en fornemmelse af, at det var på en anden måde. Hvorfor vidste han ikke helt. Han nåede ikke at spørge den fremmede ind til det inden hun spurgte om han havde brug for hjælp.

"Nej... Jeg tog bare en pause." Han rystede lidt på hovedet over sin egen forvirring over det hele. Han havde helt glemt sig selv i situationen og hvordan det måtte se ud med ham der bare sad i vejkanten. I anledning af at komme i tanke om det rejste han sig da også op. "De kan se ham? Ånden altså." Han var meget mere interesseret i at høre nærmere om det end at forholde sig til resten af situationen. "Hvor tydelig er han? Kan du se alle ånder?" Han burde måske lære at styre sin nysgerrighed lidt.

Clara kiggede lidt bekymrende på elveren, for at bedømme om han virkelig talte rigtig, men det var næppe noget hun kunne blande sig i, når det nu var en fremmede, og hun i det hele taget ikke burde stå her. I et kort øjeblik glemte hun dog alt om det, som elveren fik rejst sig op, og han praktisk talt tårnede over hende, og hun måtte også lige træde et skridt tilbage, for ikke at føle sig helt overvældet. Det var alligevel sjældent hun stødte på mennesker der var så høje.

Hun rystede det lidt af sig, før hun plastrede smilet på sine læber endnu engang. "Ja, han står soleklart," hun sendte ånden et forsigtigt smil, før hun rette opmærksomheden tilbage på elveren endnu engang.
"Jeg tror det. Jeg har i hvert fald altid kunne se forskellige slags ånder. Jeg har aldrig haft nogen til at sammenligne det dog." Det ville også være lidt underligt. Åndemagere var ikke ligefrem en udbredt evne, selv blandt et folk der var så forskelligt. Enten det, eller også var det blot fordi ingen ønskede at tale om det. Clara talte også kun med det med enkelte folk.

Det var ikke engang altid Taenarel selv kunne se ånden, så det var bestemt interessant for ham at høre, at den anden, en fremmed, sagtens kunne. Det var efterhånden længe siden Taenarel havde fundet ud af, at når han selv kunne se ånden var det udelukkende fordi ånden ville have ham til det. I det hele taget var alt der foregik på den front fuldstændigt på åndens præmisser, men det havde aldrig været noget Taenarel så som noget dårligt. Det var bare sådan det hele var. Båndet havde trods alt været der siden hans fødsel.

Han drejede hovedet i retning af hvor ånden måtte være baseret på hvor den fremmede kvinde kiggede og hvad han ellers selv havde af fornemmelse. Nej, lige nu kunne han intet se. Han kunne dog altid mærke tilstedeværelsen kraftigt. "Jeg er vokset op hos en, der kunne tale med dem." Det var måske en overdrivelse. Druiden kunne se dem og til en vis grad manipulere nogle af dem, men det var vidst også det. Han havde været en mester i sine evner med dem dog. "Det kan jeg ikke selv. Kun gennem ham." Det var en del af det hele Taenarel endnu ikke helt havde forstået, men det var heller ikke nemt at finde ud af når han ikke havde druiden til at hjælpe og når ånden ikke ligefrem forklarede tingene for ham. 

Clara lyttede interesseret til det. Hun havde aldrig selv mødt nogen der kunne kommunikere med dem udover hende selv, og det var fascinerende hvordan de måske havde lidt samme evner, men manifesteret sig så anderledes. Især hvis det ikke var hans egne evner, men ånden der gav ham muligheden. Det var noget hun i den grad ikke havde hørt om før.

"Kan De... føle hvad han føler så? Ved De hvorfor han er der?" spurgte hun nysgerrigt, før hun lige blev nødt til at stoppe sig selv. Det her var ikke høfligt at spørge så indgående på en man dårligt kendte. "De behøver ikke at svare på noget af det. Jeg har bare aldrig mødt noget lignende. Mit navn er forresten Clara," Den bedste måde man kunne lære nogen at kende, var at introducere sig selv, det sagde hendes mor i hvert fald altid.
Hun smilede lidt forsigtigt til elveren. Hun ville egentlig gerne tage ham med sig, især nu når hun kunne mærke hvordan Allaster stod i baggrunden og blev mere og mere utålmodig på hans frøken, der ikke så ud til at have ligeså travlt med at komme hen til deres næste stop på ruten.

Elveren kneb øjnene en smule sammen over spørgsmålene. Ikke i fornærmelse over dem, men blot fordi han ganske enkelt ikke kunne svare på dem. Han kunne ikke svare nej til det første, for nogle gange var det som om han godt kunne mærke en følelse komme snigende, som ikke gav mening for ham. Om det var fra ånden eller bare fordi han var forvirret vidste han dog ikke. Når han pludseligt tog nogle valg vidste han heller ikke om det var hans egne impulser eller om det var ånden der påvirkede ham. Den slags ville han ikke drøfte med en fremmed, heller ikke selvom hun virkede venlig. Heldigvis talte hun så også videre og gjorde ham opmærksom på han ikke behøvede svare, hvilket han sendte hende et taknemmeligt smil for. "Taenarel," besvarede han hendes præsentation, glad for endelig at kunne sætte navn på hende. "Det ser ud til jeg holder Dem hen," påpegede han så da han endelig fik øje på manden, der så ud til at vente på hende. Han havde ikke bemærket ham før nu. Egentlig havde han ikke lyst til at miste muligheden for en samtale med Clara, da han havde en god fornemmelse af hende og det var ikke mange han havde mødt, der havde med ånder at gøre. En stemme i baghovedet ønskede ham også ikke at forspilde muligheden for en snak.

"Er De på vej mod hovedstaden?" Spørgsmålet kom lidt pludseligt. Egentlig var han kommet frem til bare at droppe at komme til Dianthos, da tanken havde virket overvældende, men var det den vej Clara skulle ville det jo være en oplagt mulighed for at tale mere. Hun virkede ikke til blot at tale med ham i sympati over at han havde siddet alene ved vejkanten og nysgerrigheden i hendes stemme havde da matchet den han nogle gange selv besad når han mødte alverdens forskellige folk. Måske hun også kunne lære ham mere om hvad end hun vidste om ånder.. og om alverdens andre ting.

Taenarel. Clara lod hendes sind lidt tygge på det. Hun var ikke så vant til udtale elvernavne, som hun måske skulle havde været ud fra hvor hun havde boet det meste af sit liv.
”Det er rart at møde Dem,” sagde hun med et smil, smilet blev dog dæmpet en smule da der blev nævnt at han holdt hende hen, og hun skød da også lige et blik mod Allaster, som hun godt kunne se så utålmodig ud. ”Oh, det skal De ikke tage Dem af.” sagde hun bestemt og rystede på hovedet, hvilket fik Allaster til at rynke panden mere, og se lidt mere sur ud.

Det var ikke så underligt at antage at Clara var på vej mod Dianthos, da de havde reddet mod byen, og hun var væsentlig finere end blot en der rejste mellem landsbyerne.
”Det er jeg. Er De også?” spurgte hun, og begejstringen var tydelig i hendes stemme. Hun var selv meget interesseret i at forsætte med at tale med Taenarel. ”Vi kunne slå følge?” tilbød hun. Allaster så endnu mere utilfreds ud, men der var også et udtryk af opgivelse i hans ansigt.

"I lige måde," skyndte elveren sig at besvare med et venligt smil. Han havde allerede erfaret at han faktisk generelt nød andres selskab når han endelig fandt sig selv i det, men han var bare ikke god til at opsøge det, da det stadig virkede lidt fremmed for ham bare at tale til andre uden at have et særligt formål med det. Han kunne ikke lade være med at skænke den utålmodige mand endnu et blik selvom Clara sagde han ikke skulle tage sig af det. Det var bare svært at lade være, når han i forvejen følte sig lidt ved siden af situationen. 

Han nikkede lidt tøvende, da spørgsmålet blev stillet tilbage. Tøvende fordi han stadig egentlig var lidt nervøs for om han kunne overskue byen i tilstanden han var i. Godt nok var han ikke overvældet af hvad end ånden havde forsøgt på tidligere, men det tog bare altid noget energi når den slags skete. Dog var tanken om at fortsætte snakken nok til at få ham til at ignorere det. "Det vil jeg meget gerne," lød det så oprigtigt og nærmest helt begejstret fra ham da hun foreslog de kunne følges. "Jeg er dog ikke til hest. Vil nødigt forsinke Dem for meget," tilføjede han dog også for god ordens skyld. Det lå bare ikke til ham at sætte sine egne behov over andres og hvis nu hun havde noget hun skulle nå eller ikke ønskede at gøre rejsen længere end nødvendigt skulle han ikke holde hende fra det. Han skævede mod manden igen med et lidt undskyldende blik, men vendte opmærksomheden tilbage til Clara. Det var tydeligt, at det var hende der bestemte. 

Clara kiggede lidt mellem de to heste og så elveren. Han kunne ikke veje så forfærdelig meget, men samtidig ville det være lidt trængt med saddeltaskerne, og hverken hende selv eller Allaster var så tynde igen.
"Mon ikke det går alligevel. Selvom vi nok bliver nødt til at stoppe for natten tidligere end planlagt," indrømmede hun, og selv hun kunne høre det lette suk der kom fra Allaster. Men siden han ikke sagde noget, tog hun det som en bekræftelse.

"Kom," sagde hun og tog fat i seletøjet på sin hest igen, så de kunne begynde at gå. Hun virkede ikke så bekymret over, at hun nu tog turen på fod, mens hun trak hesten efter sig. Der var stadig så mange spørgsmål der hvirvlede i hendes hoved, men hun ville også lige give Taeneral tid til at komme sig, inden hun ville bombardere ham for meget.

"Hvad tager Dem mod Dianthos?" spurgte hun, måske et lettere spørgsmål en åndespørgsmålene, som de nok meget hurtigt ville komme tilbage til.

Han satte pris på tålmodigheden og det var også et taknemmeligt smil der let kurvede hans læber, da Clara virkelig ikke lod til at have noget imod det. Det var ikke altid tålmodigheden rakte så langt hos fremmede og selv hos andre skovelvere følte han sig ofte i vejen. Det betød meget når andre accepterede hans eksistens uden at tøve. Clara var ikke skræmt over den og det sagde allerede meget. Han fulgte da også glædeligt med som de begyndte at gå og nikkede endeligt rigtigt hilsende til manden, der dog ikke virkede til at tage sig så meget af ham. Det var nok også bedst ikke at fokusere for meget på ham, hvis Taenarel ikke skulle ende med at skifte mening.

"Jeg har endnu ikke besøgt byen," svarede han uden at behøve tænke for længe over det. "Jeg har altid bevæget mig i landets skove og kun søgt ind i småbyer i ny og næ, men aldrig hovedstaden." Han skævede lidt til siden hvor ånden gjorde sig synlig for ham et øjeblik, men vendte så opmærksomheden tilbage på Clara. "Er De derfra?" Nysgerrigheden i hans stemme var ikke til at tage fejl af han gjorde skam heller ikke noget for at skjule den.

Det var ikke så underligt hvad han sagde, alt efter hvad Clara faktisk vidste om skovelverne. Det var ikke mange hun havde mødt i sin tid, primært pga. hendes families anstrengte forhold til dem, hvis ikke had på nogen punkter, så det havde altid været bedre at forsøge at undgå dem så meget man nu engang kunne.

"Åh nej, overhoved ikke. Jeg kommer Vestfra, ikke langt fra Lindeskovene faktisk, min familie ejer landområder deromkring," sagde hun, lidt uden at tænke sig om. Der var ikke mange der 'bare' ejede landområder, især ikke så tæt på Lindeskovene. Hvis man havde lidt styr på adelsfamilierne i Krystallandet, så ville man nemt kunne gætte sig til at Clara måske havde en anelse relation til Ernyell familien.
"Byen er ganske smuk, men den kan være ganske overvældende," sagde hun. Hun ville ønske at hun kunne give Taenarel en mulighed for et sted at bo hos hende og hendes mor, men hun vidste også at hendes mor ikke ville acceptere det. En ting var at det var en elver, hvilket allerede var lidt anstrengt, men en mandelig elver hos en ugift ung kvinde? Nej det ville aldrig gå an.

"Ejer?" Taenarel havde mere viden om Krystallandet end folk havde det med at antage fordi han til tider kunne virkede til at være fra en helt anden verden. Grunden til han spurgte var derfor heller ikke fordi han ikke forstod hvordan de kunne eje det, men fordi det sagde noget om hvem Clara var. Det at hendes familie ejede land sagde allerede at hun var af fin slægt. Med lidt tænketid kunne Taen nok også komme i tanke om hvilke slægter der var omkring Lindeskoven. Han var ihverfald blevet skolet i det, selvom det ikke havde været en prioritet. Han havde heller ikke ligefrem været omkring fine folk i løbet af sit unge elverliv.

"Det har jeg hørt," bekendgjorde han, dog ikke umiddelbart slået ud af tanken. Ikke endnu ihverfald. Måske det egentlig bare hjalp ham, at han i det mindste havde en at følges med - det gav også motivation til ikke bare at vende om. "Er kroerne sikre?" Det gik han ud fra og det var sådan set ikke fordi han normalt var specielt nervøst anlagt eller paranoid, men han kunne slet ikke forestille sig livet i den store by. Desuden var det vel godt nok at vide på forhånd om han behøvede være opmærksom, så må den måde var det meget naturligt for ham at spørge. "Jeg er så vant til der er stille omkring mig og så er det til at høre hvis nogen nærmer sig. Kan forestille mig det er noget andet med så meget liv omkring," uddybede han nu alligevel for god ordens skyld. Han havde overlevet på kroer i mindre byer før, så det skulle nok gå. Mest spurgte han nok også af nysgerrighed fremfor bekymring.

Man kunne se hvordan Clara ligeså stille opdagede at hun måske havde sagt lidt for meget, men der var ikke nogen måde hun kunne tage det i sig igen, og i stedet for smilte hun bare lidt forsigtigt til Taenarel, og håbede at han ikke ville presse på omkring det. Hvis hun havde været interesseret i at udvise sin position overfor Taenarel havde hun nok også opført sig meget anderledes.

"Ja, vi har aldrig haft problemer med det," hun nikkede over mod Allaster som bare gav et lille grynt af bekræftelse. "Jeg har dog ikke rejst på denne her rute særlig mange gange," indrømmede hun efterfølgende. Turen fra Smarana til Dianthos var alligevel ikke en kort tur, så det var bedre at blive et sted af gangen, og Clara's mor havde bestemt sig for hvilket sted var deres permanente residens.

"Jeg havde det på samme måde da jeg flyttede til byen, og jeg har stadig ikke vænnet mig til det," sagde hun og kiggede lidt fjernt over markerne der var omkring dem. "Der hvor jeg boede, der skulle jeg næsten kun forholde mig til ånderne i nærheden, men inden i byen, der kan jeg både se ånderne, og alle de folk der styrter rundt. Det er... meget overvældende."

Lukkes grundet inaktivitet