Sejr havde bestemt sig for at han skulle have et eller andet stykke tøj nede fra en af de mindre byer et stykke væk fra Dianthos. Der var åbenbart en kendt skrædder hernede fra, som kunne lave de mest unikke klæder.
Cole havde stadig lidt svært ved hele Sejr/Liv tingen, men det var teknisk set samme person, også selvom Sejr ikke virkede helt så øm som Liv gjorde, og Liv havde trods alt reddet ham. Hvis man kunne sige det på den måde.
Cole havde selv tilbudt at tage turen herned. Både for at hjælpe, men også for at komme lidt ud. Det var bare ikke helt det samme uden Nat og Dag i huset, og han derfor heller ikke havde ligeså mange pligter.

Det havde taget et par dagsrejser på ben at nå ned til byen, og da han så også endelig ankom, fik han at vide at skrædderen ikke ville være færdig for endnu en dag, og der blev naturligvis undskyldt meget. Det var dog stadig en anelse irriterende, men han skaffede sig et værelse på den lokale kro hvor han kunne smide sine ting, før at han kunne gå ud i byen for at finde et roligt sted at sidde.
Byen her var langt mere fredelig end Dianthos, og han fandt nemt en bænk at sætte sig på. Kulden var ved at komme, men da Cole var iført både en sort skjorte og bukser, og at han naturligt løb varmt, så var det ikke noget problem, og han rullede fint ærmerne op på skjorten, før at han fandt et påbegyndt broderi frem.
Han var ikke nået så langt med det endnu. Der var blot et par blomster, og han arbejdede også ganske langsomt, da han var bange for at gøre noget galt, og hans ild ville opsluge broderiet, som det var sket lidt for mange gange.

Ah små landsbyer var noget så fascinerende, med deres små lokale bode, deres primitive befolkning og deres... ad. Nej.. FØJ! Det havde bare af at være mudder, eller også skulle selve Zaladin nedkaldes over denne forfærdelige vej, som mildest talt ikke kunne kalde en vej! Nedtrampet jord med et par småsten kastet ned. Oh og Aurora var lige i så godt humør, og så skulle byen bare ødelægge det med sin manglende rengøring. Det var sidste gang hun steg ud af bærerstolen uden at have nogen til at tjekke terrænet først.

Med en opsnudet næse, gik hun meget demonstrativt udenom pølen med hænderne løftet i afsky før hun nåede til et par butikkerne hvor der trods alt var noget tiltalende for øjnende. Nogen måtte da ved gud have talent dette gudsforladte sted. Skrædderen havde altid været god, men han ramte aldrig hendes farve perfekt. Bageren havde godt og yndigt brød, men det gik jo direkte til hoften. Aurora kiggede ind af alle vinduer før hun besluttede sig om det var værd at give et besøg. Nogen gange kunne en lidt for stor plet på ruden være nok til, at det aldrig kom på tale om hun ville så meget som berøre dørhåndtaget. Hvis de ikke gjorde vinduerne rene, hvad så med resten!

Aurora havde nærmest opgivet stedet, før hendes blik faldte på en mand på en bænk. Til en start var hun ikke helt sikker på hvad han lavede, men hans tøj var ikke noget at råbe højt og ivrigt efter, men han var i gang med noget kreativt. Hun kunne nærmest mærke det i fingerspidserne! I en lige linje, denne gang fuldstændig ignorerende eventuelle mudderpletter og lignende, gik hun over og kiggede ned på hans arbejde med hænderne placeret på ryggen. Hendes smil var sødt og venligt som hun så hvor nænsomt han arbejdede og hvor pæne blomsterne han havde lavet var, trods han ikke var nået langt. "De er smukke"

Cole lagde ikke rigtig mærke til noget omkring ham. Det var også de færreste der ville have forstyrret ham, når han så så koncentreret ud. Desuden var hans hvide hår og mørke hud ikke noget der ofte blev set på disse kanter, og man kunne ikke vide med fremmede.
Derfor kom det også som et chok for ham, da han pludselig hørte en stemme, men ligeså hurtigt han havde kigget op på den blå dæmon kiggede han ned på sit broderi igen, og man kunne se den store lettelse der kom over ham. Han havde været bange for at chokket ville have startet hans magi. Selvom han var blevet bedre til at administrere den, så var hans ildmagi stadig meget farlig for ham.
"Øhhmm... tak?" sagde han så lidt prøvende og lod endelig sine øjne glide op og kigge på dæmonen igen. Hun så venlig sindet nok ud, men noget besynderlig i forhold til hvad han var vant til. Det kunne godt være at han ikke lignede en der passede her, men hun gjorde det slet ikke. "Jeg er dog ikke kommet så langt endnu," indrømmede han så.

Aurora fandt det nærmest nuttet at han så helt forvirret ud over at nogen talte til ham. Hun var selvfølgelig vant til sydens varme farver hvor hun skilte sig i hvert fald lige så meget ud i mængden som hun gjorde her. En farlig ting som dæmon, men Aurora ville ikke have det anderledes. Hun ville se anderledes ud. Så man bemærkede hende. Gerne blev betaget af hende, hvis hun kunne være så heldig! Hun fortsatte med at smile til ham. En med hans talent fortjente også en venlig indstilling! Helt bestemt. 
Det var først nu han havde talt at hun egentlig begyndte at ligge helt mærke til hvordan han så ud. Mørk hud var hende ganske normalt at overvære. Hvidt hår derimod. Besynderligt. Spændende. "Det er altid en godt, når begyndelsen er god" kommenterede hun, som fandt hun hans indrømmelse over sit eget arbejde som en nedværdigelse af ham selv. Det gik ikke. Ikke på vilkår. "Desuden ligner det også at du har prøvet det før? Vil du fortælle mig lidt om dit arbejde?" og så gjorde han det endda frihånd! Hun kendte alt for mange der var dødeligt afhængige af at andre havde et design at læne sig op af. Hvilket der jo, i princippet ikke var noget galt i.. Aurora så det bare ikke som talent at eftergive andres arbejde.

Cole var slet ikke vant til den interesse i ham, og selvom han var lidt usikker på situationen, så var han også glad for komplimenterne han fik. Det fik ham til at få det bare en anelse bedre med sig selv. Han fik ikke ligefrem at vide da han var barn, at det at broderer var noget han burde gøre.
"Jeg har påbegyndt en del projekter, men det er sjældent jeg bliver færdig med det," indrømmede han. De fleste endte med at blive svitset, men han fandt stadig stor glæde i det. Han håbede da at han en dag kunne bruge dem som gaver om ikke andet. Liv, Nat og Dag ville nok værdsætte det, selvom det ikke var meget.

Det gik også op for ham, at det lød som om at Aurora troede at det var hans arbejde. Det var i hvert fald sådan han hørte det. "Men altså, det er bare noget jeg laver i min fritid. Jeg tænkte bare at jeg kunne sidde og gøre det, nu når jeg venter på at noget jeg henter for min arbejdsgiver bliver færdiggjort."

Så beskeden. Aurora kunne ikke lade være med at få et muntert glimt i øjet. "Hvordan kan det være?" hun håbede ikke at han fik en blokade i sin kreativitet som gjorde at han ikke kunne fortsætte. Det ville være noget af en skam, og noget hun kunne hjælpe ham med. At hun fandt ham nuttet, beskyttede ham lige nu også fra at hun blot aktiverede sin evne på ham. Hun vidste den kunne bringe sindssyge i for store mængder, og det var hun ikke interesseret i live nu. Ikke hvis han kunne klare arbejdet selv. Desuden, nød hun mere at se adelige og højrøvede folk lide under deres kreativitet.

Aurora lagde hovedet lidt på skrå. Ikke hans arbejde. "Virkelig? Men.. Så fortæl mig om din fritidsinteresse?" spurgte hun og lavede en gestus med hånden for at spørge om tilladelse til om hun måtte sætte sig. Ignorerende at bænken ikke var det reneste hun i sit liv havde set. Hun kunne altid brænde tøjet senere og sumpe i et brandvarmt karbad.

Det var svært at se når Cole blev forlegen. Han blev lidt mørkere i kinderne, men den mærke hud forhindrede at det var særlig tydeligt. Til gengæld kiggede han væk, hvilket indikerede mere at han var forlegen. "Jeg har ikke... så meget kontrol over min ildmagi." Det var endnu mere pinligt hvis han skulle forklare at han var en ildelemental, men heldigvis var det ikke noget man normalvis kunne gætte sig til. Han løb lidt varmere end gennemsnittet, men ellers var der ikke meget der tydede på hans oprindelse.

"Det er bare noget jeg begyndte på som barn," indrømmede han, og nikkede for at bekræfte at hun var velkommen til at sætte sig ved siden af ham. For en dæmon, eller hvad han regnede med var en dæmon, virkede hun faktisk ganske fredelig og bare interesseret i hvad han lavede. Måske var det rigtigt at dæmoner specialiserede sig i forskellige ting. Så kunne det da også være at hende her bare specialiserede sig i kreative ting. "Det er sådan den eneste ting jeg har følt at jeg var nogenlunde til. Ikke for at brokke mig over min tilværelse, men jeg er rimelig uduelig til de fleste ting."

Aurora drejede sig hovede en smule på skrå til den anden side end før og smilede. Hun morede sig over at han forlegent kiggede væk, men hans ord lod hendes smil falme en smule, så det i hvert fald ikke var synligt at hun havde moret sig kort. Det var en meget alvorlig ting når man ikke havde styr på sin magi, men endnu mere forfærdeligt at det kunne ødelægge noget så smukt og fint. "Hvor beklageligt"

Aurora tog hans nik som godtagelse af at hun ville sætte sig, og hun glattede kjolen ud inden hun satte sig på bænken ved siden af ham, med en god holdning i ryggen. Hun rynkede sine bryn sammen, påvirket af hans nedrigelse af sig selv. Nej nej nej, det gik ikke! "Det har jeg svært ved at tro på. Måske har jeg ikke set dig lave andet end denne ene ting, men der kan jeg sige. Et ekseptionelt talent. Og jeg ved hvad jeg snakker om!" svarede hun med rank ryg og et stolt smil på læben. Hvis bare hun kunne give ham selvtillid. Det var ikke altid selvtillidt fulgte med inspirationen. Måske hun skulle prøve, bare lidt. Hvis det betød han blev færdig med sit broderi og hun havde mulighed for at tilkøbe sig det med hjem, var det jo helt bestemt det værd. Det måtte puste til selvtilliden også, og Aurora fik det hun ville have!

Cole var ikke stolt af sine evner. Faktisk så han helst at han ikke besad dem, men han kunne ikke få lov til at gå rundt med magineutraliserende smykker indtil han døde. Han havde fået at vide at det kunne have alvorlige konsekvenser for ham. Han var jo lavet af magi, fremfor kød og blod, så det var en vigtig ressource for ham.

Da Aurora nævnte at hun vidste hvad hun snakkede om kunne han ikke lade vær med lige at kigge en ekstra gang på hende. Hun var meget fint klædt, og nu når han virkelig kiggede, så kunne han da også godt se at hun måtte han en vis interesse i det, når hun var iklædt hvad hun var. "Mener du det virkelig?" spurgte han så lidt usikkert, men man kunne alligevel godt se at smilet næsten rakte hans øjne. Det var ikke så nemt bare at slå det væk, men det var rart for ham at få at vide noget han lavede var pænt. "Hvad er det overhoved du laver?... Hvis jeg må spørge," det sidste kom lidt mere tøvende. Han ville helst ikke fornærme hende.

Han så nærmest forbavset ud over at hun ville give ham den ros. Sikke en forfærdelig skam at et sådan talent ikke fik lov at høre hvor dygtig han var. Ros kunne være for meget, og give storhedsvanvid, men man kunne så sandelig også give al al for lidt. Hun blev helt harm ved tanken. Nogen måtte da vide hvad han brugte sin fritid på! Og alligevel aldrig fået ham overbevist om at han var talentfuld. Oh hvis hun fik fingrene i dem.

"Selvfølgelig mener jeg det!" svarede hun med selvsikkerhed i stemmen og et stort smil på sine læber.
Han var som en usleben diamant for hende, der krævede den rette metode til at få nok selvtillid til at han ville følge det han elskede at lave. Da han spurgte usikkert til hvad hun lavede smilede hun igen. "Jeg er kunstekspert. Muse, kalder nogen mig." svarede hun. Kunstekspert var måske at pynte på sandheden, selvom hun selv mente at hun var det. Hun havde ikke ligefrem nogen oplæring i det, men blot en evne til altid at mænge sig i stålende ting. "Vil du ikke lave sådan en der til mig?" Hendes stemme var sød, hendes smil ligeledes, men ikke så meget som når hun normalvis skulle sno folk om sin lillefinger. Hun fornemmede at det ikke ville virke nær så godt på ham - han manglede simpelthen storhedsvanvidet til at en sådan fremgangsmåde ville bære frugt. Desuden, ville hun virkelig gerne have nogle klæder med hjem med denne udsmykning! Klæder, kjoler, sjal, puder. Oh hun kunne remse alverdens ting op.

Cole bed sig lidt i læben. Det hele var lidt underligt, men når han tænkte sig om, så havde det været ligeså underligt med Liv, og det endte jo ud i noget ganske godt. Måske han bare skulel blive bedre til bare at tage tingene som de kom.
Det gav mening at hun var en kunstkespert, selvom det var et underligt erhverv at skulle leve af, men der var jo folk der levede af det der var mærkeligere, og hun virkede ret sikker i sin sag om hvad hun kunne lide.

Han kiggede lidt ned på det han var igang med at brodere og lagde hovedet lidt på skrå. Måske det var bedre end han havde antaget. "Du kan have den her, hvis jeg bliver færdig med det?" tilbød han så. Han kendte hende godt nok ikke, men måske var det nemmere at give det til en fremmed først, inden han begyndte at overveje at give det til dem omkring sig. En fremmed burde jo være mere objektiv i sin sag.
"Nu når det faktisk har et formål, er der noget du ønsker på det?" spurte han. Han broderede ganske vidst mest blomster, men han havde også forsøgt sig med andre ting i løbet af sine år. Han kunne ikke love at det blev perfekt, men han havde ikke noget imod at prøve.

Aurora havde en meget specifik smag om ting hun kunne lide, og især om ting hun ikke kunne lide. Det var som regel tydeligt malet i hendes ansigt, som en fortrukken grimasse hvis hun blev præsenteret for noget der ikke faldte i hendes smag. Men det hun havde set her, efterlod et smil på hendes læber, og til trods for øjnenes noget atypiske udseende, et ret blidt blik.
"Det vil jeg meget gerne" et svar med stort smil og energisk venlighed. Hun skulle skam nok sige sin ærlige mening, men intet der ville tynge ham ned så han ikke fortsatte. Ærligt, så var ingens første færdige håndværk deres bedste, men det var altid en god start.

Aurora kom med en blid eftertænksom liv som hun kiggede en smule rundt. Det var pæne blomster. "Jeg kan fortælle dig at gule varme, ja faktisk guldfarve er en stor yngling af mine. Ellers, vil du forsøge dig med klokkeblomster?" de var mere utraditionelle, måske også sværere men det vidste hun ikke. Hun syntes blot de var pæne med deres lilla nuance der kunne minde hende en smule om nattehimlen.

Cole smilede næsten lidt genert, men han var ved at føle sig bedre tilpas i Auroras selskab, selvom det stadig føltes mærkeligt at blive fortalt at ens håndværk var smukt. Måske en dag han kunne bruge mere tid på at brodere i stedet for så mange andre ting. Selvfølgelig ville han aldrig forlade Liv.

Han så lidt eftertænksom ud, da hun nævnte gul og guld farven. Guld var nok for ambitiøst for ham at hive fat i, men gul og lilla komplimenterede fint hinanden, og han kunne sagtens få det til at passe ind i billedet. "Jeg kan prøve. Jeg har dog aldrig lavet en klokkeblomst før," indrømmede han. Han var dog ikke uvillig til at udfordrer sig selv, og han kunne næsten allerede forstille sig billedet i hans hoved.
Han lagde nålen fra sig, før han fandt nogle af trådene han bar i den, og lagde dem lidt op mod billedet han allerede var igang med, blot for at vurderer hvor han helt ønskede dem. "Jo, det burde jeg godt kunne," mumlede han for sig selv. Der var næsten en lidt nyfunden energi i ham.

Hvor var han sød. Aurora mærkede helt hvordan hun blev blød om hjertet, noget der ellers aldrig skete for hende. Hun behandlede ofte folk som genstande der kunne gavne hende, men der var enkle som gav en god fornemmelse fra sig. Som søde væsner der tvivlede på dem selv, der kunne få et lille selvtilidsboost. Aurora kunne godt lide at give det.

"Jeg er glad for at være den første du vil lave det til" smilet var stadig på hendes læber, som hun lænede sig tilbage på bænken og fortsatte med at betragte ham. Hvordan han fint fandt tråde frem og bedømte. Som man skulle. Det fik hende til at smile tilfreds. "Sådan skal det lyde" hun passede på med ikke at fodre ham for meget med sin evne, men hun gav en lille gnist af inspiration fra sig som hun lod blikket vandre over folkene omkring sig. Folk der så dem uden egentlig at ense dem. Selvfølgelig et par stykker der tog et ekstra blik på Auroras tydeligt dæmoniske udseende. I det mindste var ingen gået videre end at stirre.

Cole ville nok ikke håndtere særlig godt hvis der rent faktisk var nogen der var kommet for at forstyrre dem. Selvfølgelig lignede han en ganske almindelig mand, når man kiggede på hvordan Aurora så ud ved siden af ham, men han var før blevet udskældt for at se lidt speciel ud, med det aksegrå hår og mørke hud.
"Nogen gange er det bare lidt nemmere at lade fremmede se ens håndværk, før dem der står en nært," indrømmede han, før han lagde trådene fra sig igen, og forsatte i stedet for med blomsten han var igang med. Det var dog tydeligt at se at han ændrede lidt retning med hvad han havde tænkt sig at gøre med den, som han havde bestemt sig for hvor nogen af de andre blomster skulle være på billedet.

Den lille smule selvtillid, og inspiration han fik fra Aurora, fik ham dog også til at føle sig mere fokuseret på sit stykke. Måske var det derfor at han endnu ikke havde haft et par vredes udbrud. Det var nok en manglende koncentration der ofte fik ham til at gøre noget galt.

Måske så Cole en smule anderledes ud end folkene omkring sig, men det var ingenting i forhold til Aurora. Noget hun egentlig også foretrak. På den her måde var der selvfølgelig heller ingen der ville komme og forstyrre ham. Det skulle Aurora nok forhindre! Ingen forstyrrede hendes små kunstnere når de var i gang.
"Bestemt. Det tager noget af frygten væk kunne jeg forestille mig" Aurora ville ikke indrømme hvis hun selv havde det sådan. Det var hendes selvtillid for stærk til. Det mente hun i hvert fald selv. Ingen kunne tale hende ned. Kunne de ikke li det hun lavede, tog de tydeligvis fejl.

Aurora forstyrrede ham ikke, men kiggede skiftevis rundt og ned på Cole og hans arbejde. Men hun sagde ikke noget. Lod ham holde fast i selvtilliden og inspirationen han havde fået. Kunne hun mærke han blev usikker, ville hun skrue op, men han skulle ikke have for meget. Ikke fordi han ikke fortjente det, men hun vidste hvilken bieffekt det havde. Det var han for sød til.

Cole sagde ikke mere, men fokuserede blot på sit håndværk. For en stund gik det godt, men det begyndte dårligere. Ikke noget man kunne sepå håndværket, men man kunne praktisk talt mærke frustrationen der var begyndt at ulme under overfladen. Desværre var han så fokuseret at han ikke selv huskede på sine uheldige tendenser.

Det var ikke meget i starten, men man kunne se hvordan et snert af ild slikkede sig over hans hud ved tindingen. På afstand ville man nok ikke opdage det, men Aurora sad dog tæt nok på, at ilden alligevel stod ud på den mørke hud.
Hans hænder var knuget hårdt om broderiet, og det så ud til at han umiddelbart ud som om at han var på nippe til at prikke sig selv med nålen op til flere gange.

Aurora begyndte at tænke sine egne tanker. Overveje hvor hun næst skulle tage hen og finde nye skatte og folk. Medanien var ikke det mest spændende land, måtte hun nok indrømme. Folkene her var alt for rolige, og alt for fokuserede i et primitive arbejde.

Det var nok ved et rent tilfælde at hun drejede hovedet og så de varme flammer komme let frem over den mørke hud, og hun slukkede instinktivt for sin inspiration. Han havde trods alt advaret om at det kunne ske, og det ville være forfærdeligt hvis kunstværket gik til. "Cole?" hendes intinkt ville havde været at række ud og røre ved hans hånd, for at få hans opmærksomhed, men hvis han var nem at forskrække kunne det gå helt gal. "Tag det helt roligt, du har ikke travlt" der var noget roligt og forsikrende over hendes stemme, mens hun kiggede på ham.

Selvom inspirationen blev slukket, kunne man se hvordan han stadig bed sammen, og selvom han ikke gjorde antydning til at have hørt hende, så gav han dog slip på nålen, og hans hænder løsnede sig ligeså stile fra hvad han gjorde. Ligeså forsigtig blev det lagt ved siden af ham, oven på hans taske, et relativt rent sted, før han gemte sit hoved i sine hænder, så han var foroverbøjet med albuerne på sine knæ.

Hans åndedræt var lidt tungt, hvilket tydede på, at selvom det havde set ud som om at det blot var et par flammer, og han blot broderet, så havde han forsøgt at holde noget kontrol over sin egen krop og evner. Broderiet var da heller ikke blevet skadet, men nu når han ikke sad med det, så begyndte flammerne at slange sig ned af hans arme. Han kunne mærke dem, men de var gemt under det flammesikret tøj.
"Det er bare.... så... frustrerende," kom det i en frustreret stemme fra Cole, og hans fingre borede sig let ind i hans hoved. Han var ikke frustreret over at brodere. Han elskede det, men det var frustrerende at han ikke kunne kontrollere sin frustration, vrede, og mest af alt sin ild. Og når han var koncentreret glemte han til tider at det kunne ske.

Aurora havde helt ærligt ikke megen medlidenhed til overs til andre end sig selv. Men det skar alligevel i hendes hjerte at se hvor meget staklen krøllede sig sammen og tydeligt skinnede af frustration. Hun havde antaget at han selvfølgelig havde lidt antændningsproblemer der ødelagde hans håndværk, som han selv havde omtalt, men det lå dybere end bare ukontrolerbar evne. Det var fra hendes synspunkt mere som et flammehav indeni ham han aldrig havde fået ud eller snakket om.

Ikke at Aurora anså sig selv som at være den rette at snakke med omkring de ting. Det.. Krævede nok en mere moderlig, varm sjæl end hendes egen at tage hånd om, men sikke et talent der gik til spille. Hun vidste kunstnere ofte led. Det var deres drivkraft i mange tilfælde. Deres inspiration. "Det kan jeg godt forstå" Med en dyb indånding rakte hun forsigtigt ud for ikke at forskrække ham og lagde en hånd på hans arm. Trøstende gestus. Der varede nærtliggende et halvt sekund før hun trak den blå hånd til sig og rystede den. Av for satan. "Du nåede rigtig langt, og fortjener en pause" en smule utålmodig med at få kunstværket med sig, var da i hendes mave, men hun vidste det ikke. Holdte sig sød, forstående og venlig.