Hun tøvede et øjeblik, lyttende til mandens ånddrag, før hun bestemte sig for at det var sikkert. Knælende ved siden af mandens efterladte klæder arbejdede hendes fingre hurtigt og sikkert med at løsne hans pung fra bæltet. Hun stak den inden for sit eget tøj, åbnede døren til rummet med et let grimasse, da den gav en eftertrykkelig knirken fra sig, og stivnede et øjeblik. Manden sov tungt, for lyden af hans snorken fortsatte, og hun lukkede forsigtigt døren bag sig, listende gennem den mørke gang og videre ud i natten.
Det var uger siden hun havde forladt Dianthos, efterladende identiteten som Ordensmedlem langt bag sig. Det havde været nyttigt for hende, så længe det havde varet, men skrublerne ved Ordenens gøren og laden var blevet stærkere for hvert nyt forbud de satte op. Så var det hele eskaleret ved Leorics anholdelse, og Sin'thya havde forladt byen i hast.
Nu var hun her - gørende hvad hun gjorde bedst for at skaffe krystaller. Hun levede dag for dag og forsøgte ikke at tænke for meget over, hvad der videre skulle ske, for hun vidst ikke, hvad der ville blive af hende.
Den rytmiske lyd af hovslag ekkoede ensomt i natten, som hun i trav begav sig ned ad sydvejen. Håb havde hun kaldt dyret, måske naivt, men det var alt, hvad hun havde. På hesteryggen inspicerede hun hurtigt indholdet af den stjålne pung, før hun tilfreds gemte den bag tøjet igen. Hun ville være over alle bjerge, når pungens ejer vågnede op, og den næste aften ville der være en ny kro og et nyt offer.
Hun bragte hesten til holdt på den øde landevej, kun oplyst af måneskæret, og kiggede sig over skulderen. Hun kunne have svoret, at hun havde hørt en lyd.. var der nogen efter hende alligevel?

Krystallandet

