En let støvregn faldt over markerne. Et spor efter en vogn kløvede stråene til hver sin side. Det var for farligt for dem at følge vejene, hvor Lyset patruljerede ekstra talstærkt efter dronningens tilbagevenden og den stadige jagt på flere fanatiske Kilepræster. Men de var blevet set forlade byen, og Lyset havde straks sendt nogen ud for at finde ud af, hvad de havde gang i. Dæmoner på tur var aldrig et godt tegn.

Markens høje korn skjulte Zirra godt. Hun lå på maven nu efter at have sneget sig så langt frem, hun turde for nu. Marken stødte op til en lille bunke træer, hvor gruppen tydeligvis havde tænkt sig at gøre holdt for natten, og det passede hende ganske udmærket. Hele dagen havde hun sneget sig efter dem et godt stykke fra hjulsporene og så langt bag dem, at de ikke havde været mere end silhuetter i det fjerne. Landskabet var for frit og åbent til at hun havde turdet være meget tættere på.
Men nu hvor de gjorde holdt, kunne hun komme tættere på og forhåbentligt få et indblik i, hvad de fragtede, og om der skulle sendes krigere ud for at gøre noget ved dem. Marken, hun lå på, skrånede let nedad, så hvis hun kom frem til kornets kant, ville hun få et godt udsyn til deres lejr. Mudderet klistrede sig til hendes tætsiddende, mørke tøj, som hun mavede sig frem en tomme ad gangen for ikke at skabe for meget bevægelse i marken. Bare at komme hertil havde taget hende over en time, fordi hun var endt i en vinkel i forhold til dem. 

Da hun nåede kanten og tittede ud mellem stråene, talte hun ikke alle dæmonerne, hun havde talt tidligere. Hurtigt kiggede hun horisontlinjen igennem, og fik antydningen af en skikkelse mellem træerne. En enkelt på vagtpatrulje. Fint, så havde hun lidt tid at løbe på. Mens hun observerede dem finde ting frem fra vognen, kunne hun planlægge, hvordan hun kom ned og fik et kig ind i den. Hun ville skulle vente til de gik til ro og kun havde en enkelt vagt vågen, før hun... 
En af dæmonerne rørte på sig. Slentrede op mod marken og Zirras placering. Straks lagde spionen sig fladt ned for at gemme sine øjne fra genskær. Forhåbentligt skulle han bare tisse, og ville gøre det lidt væk fra lejren. 
Hun trak vejret roligt og dybt og fik sit hjerte til at slå langsomt og roligt. Ingen grund til panik. En fod trådte ned ved siden af hendes hoved. Det næste skridt blev taget på hendes ryg. Hun lå helt stille. At blive stået på var det mindste af hendes problemer. Det ville være lidt klamt at blive tisset på, men hvis det var dét eller at blive opdaget, lå hun gladeligt stille mens det skete. 
"Du er god, det må jeg give dig," lød en kvindestemme over hende. "Bare ærgerligt jeg kan se dit hjerteslag."
En solid støvle blev hamret ned i Zirras baghoved, og det sortnede for hendes øjne.


Zirra anede ikke, hvor lang tid, der var gået, da hun vågnede op igen. Hendes hoved dunkede, og hun måtte misse et par gange med øjnene for det skarpe lys fra bålet. En ufrivillig stønnen steg op fra hendes strube, og det fik nogen til at røre på sig. Et hårdt slag ramte hendes kind, og hun smagte blod i munden. En mund, der var proppet med stof, tydeligvis. Hun hostede bag stoffet og fik åbnet øjnene lidt mere. Bålet var mindre end hun først havde troet, så hun havde nok ikke været bevidstløs mere end en halv times tid.
Hendes hænder var bundet stramt bag hendes ryg, som hvilede op ad et træ, som hun måske også var bundet til - det kunne hun ikke helt vurdere endnu, stadig omtåget. Endnu et slag landede i hendes ansigt, og først derefter fik hun mulighed for at fokusere lidt på sine omgivelser. Dæmonen foran hende var dækket i skygger med modlyset fra bålet bag sig, men trækkene så kantede og maskuline ud. Hendes bæltetaske lå lidt bag ham, åben og med et par lysende sten glimtende svagt om kap med ilden. 
Hvis hun trak lyset til sig, kunne hun måske overraske ham, men uden at have helt styr på, hvordan hun var bundet, kunne hun næppe gøre mere end det. Hun skulle have sig en plan for at komme væk, før hun udførte den. Hun begyndte at pille ved rebene med fingerspidserne for at finde ud af, hvordan hun kunne komme fri. De var bundet så stramt, at hendes fingre allerede dunkede, så det var svært for hende at bevæge dem meget uden at de begyndte at ryste. Pis også. Det var virkelig sjældent, man rendte ind i dæmoner med evner, der kunne finde én når man var så godt gemt, som hun havde været. Hvad havde hun sagt - hjerteslag? Den var ny for Zirra. Og virkelig træls at støde på. I det mindste havde dæmonen komplimenteret hendes evner...

"Du er tilbage lige i tide - aftenens underholdning er også lige vågnet!" sagde dæmonen højt og muntert, og det tog lidt tid, før det gik op for Zirra, at det ikke var henvendt til hende. Han kiggede sig over skulderen. Zirra fulgte hans blik og hendes øjne spilede sig ud i stor overraskelse. Det var nok den person, hun mindst forventede at se lige nu. Dæmonmanden begyndte at le, da han mistolkede Zirras overraskelse for at være gru. "Ha! Bare fordi Storm her render rundt med det længste sværd, er han næppe den, der vil gøre dig mest ondt."

Nogle gange var livet bare lort. Zahinaels straf for Storms lille eskapade var ikke stoppet efter den lille grå smerteboble, han havde presset ind i munden på ham. Nej, dæmonen havde besluttet sig for at sende ham ud af byen, noget der under andre omstændigheder kunne være en fornøjelse, men i dette tilfælde var det modsatte. De tre krigere fra Mørket han var blevet sendt med ud med forsyningsvognen fra hovedstaden, var tre dæmoner. De to af dem kendte han i forvejen. Deres leder var en kantet, ikke helt ung mand med et smalt ansigt, kortklippet hår og nogle øjne, der ikke lagde skjul på, at han var den fødte sadist. Storm havde været oppe at toppes med ham mere end én gang, og luften i mellem dem var mildest talt dårlig. Den anden dæmon var en lav, lidt overvægtig mand med en forkærlighed for at knække knoer og tygge blade. Storm havde vundet over ham i et væddemål, med hjælp fra sin ene evne, og da dæmonen havde forsøgt at hævne sig bagefter, fordi han var en dårlig taber, havde Storm igen vundet og lagt ham ned i mudderet.
Den sidste dæmon var en kvinde, Storm ikke havde mødt før, men hendes røde hår og skarpe blå øjne havde ikke givet ham et godt indtryk. Hun sagde godt nok ikke meget, men hun så på ham med sådan et underligt blik.

Så det havde ikke ligefrem været en god tur ind til videre. Ud over deres personlige had i mod ham, var de to mænd den type dæmoner der ikke så på halvdæmoner med positive øjne, og de racistiske bemærkninger var fløjet igennem luften. Vreden havde boblet konstant i Storms mave, men han havde slugt sin stolthed og have bukket nakken. Det var kun, da hans forældre blev hevet ind i det hele, at han havde måtte finde noget at afreagere på, men det havde heldigvis været sådan, at han havde fået et øjeblik alene. De blodige knoer havde kastet et par bemærkninger af sig, men han var faldet så meget ned igen, at han kunne ignorere dem.
Han anstrengte sig virkeligt for ikke at flyve i flæsket på de to idioter. Han var i undertal og han var ret sikker på, at de ikke ville stoppe, før de kunne efterlade ham til kragerne.

Endnu en lang dag lakkede mod enden. De var stoppet ved en lille skov omgivet af marker og græs for at gøre holdt for natten. Storm brokkede sig ikke, da han blev sendt ud for at se på omgivelserne, det ville give ham en pause fra det klemte selskab. Så han traskede ud i den lille skov, fulgte trægrænsen rundt. Der lå nogle få gårde i nærheden, sikkert dem markerne tilhørte, og han kunne skimte en bebyggelse i det fjerne, men ellers var der fredeligt. Det var virkeligt ikke en ret stor skov, og han gav sig god tid. Han var træt, hvilket også kunne ses på hans ansigt, der var livløst og opgivende. Den her opgave skulle bare overstås inden et eller andet gik galt. Men han havde en nagende fornemmelse af, at Zahinaels straf ville være værre end dæmonen selv vidste af. Nå, bare han kom levende ud af turen.

Der var sket noget, da han kom tilbage til lejren, hvor et bål lyste op i det begyndede mørke. En klump is dukkede op i Storms mave, da Trechan, deres leder, sagde, at der var underholdning. Den måde han sagde det på, tydede ikke på noget godt. Storms blik gled til Braham, hvis udtryk bare forstærkede den grimme følelse. Kvinden, Mirara, så ikke på ham, som hun stod lænet op af et træ med armene over kors og blikket rettet mod... Storm trådte et skridt til siden, så han kunne se forbi Trechan.

Hele verden gik i stå for et øjeblik og han frøs til stedet, da han genkendte kvinden, der sad på jorden, bundet. Zirra. Af alle kvinder i hele Krystallandet, havde Trechan fået fat i Zirra.
Det varede kun et splitsekund, inden Storm fik styr på sine ansigtsmuskler. Det var ikke nogen hemmelighed i Mørket, at Storm afskyede de andres glæde ved vold mod kvinder. Og han skyndte sig at udtrykke utilfredshed i stedet for rædsel.
"Underholdning ligefrem. Hvor har I fundet hende henne?"
"Mirara spottede hende ude i kornet. Som en lille kanin." Trechan lo og Mirara så kort og undersøgende på Storm, inden hun så mod Zirra igen. Lort. Storms hovedet var blankt. Hvad kunne han gøre for at forhindre den her situation i at ske?!

Hjertet var begyndt at hamre i Zirras bryst, men videnen om at kvinden kunne se hjerteslag, fik hende til at tvinge sig selv til at kontrollere sin vejrtrækning. Ville Storm fortælle dem, hvem hun var? Han kunne umuligt tro på hendes sekretærhistorie nu. Da han blot spurgte, hvor de havde fundet hende, slappede hun en smule mere af. Han havde virket til at gå på kompromis med sit arbejde den aften, de havde mødtes første gang, og hun havde læst ham som grundlæggende kærlig og omsorgsfuld, i hvert fald overfor kvinder, han samlede op på kroen. Men om han gemte på en mørk skyggeside... Hun havde næsten forventet det, da hun hørte om hans arbejde, men hun anede ikke hvad hun skulle forvente sig af ham i denne situation. 

"Hun er god," kom det kort fra Mirara. "Trænet spion. Var ligeglad med at jeg trådte på hende."  
Den kommentar tog dæmonen foran hende tydeligvis som en udfordring, for Zirra fik endnu et slag  på siden af hovedet. Det ville give et godt blåt mærke på kindbenet om et par timer. 
"Ja, hendes udstyr tyder på det samme," bød den lidt større mand ind med. Hans stemme ringede dybere end ham, der sad foran Zirra. "Jeg ved ikke hvad stenene er til for, de lyser bare. Ingen varme. De virker ret ubrugelige." 
Zirra kunne ikke lade være med at brumme lidt utilfreds bag stoffet. Hun kunne da heller ikke være nogen steder uden  at folk skulle sige noget grimt om hendes evner. De skulle bare vide hvor meget hun kunne blænde dem med det lys, stenene holdt. Altså, hvis hun kunne nå dem... 
Hun var ikke kommet meget nærmere på at finde en løsning på sine bundne hænder. Det stramme reb gjorde ondt om hendes håndled, og knuderne var ikke lige til at få fat på. Forsigtigt begyndte hun at vride og dreje hænderne i dem, så de måske ville løsne sig en smule, uden at de opdagede, hvad hun prøvede på. Måske ville Storm endda hjælpe, hvis hun gjorde noget? Nej, det var hans arbejde... Ville hun bare lige sådan hjælpe ham hvis hun fangede ham i at slå hendes kollegaer ihjel? 

"Jamen hvad skal vi så finde på?" sagde ham foran hende så. Han virkede som deres leder. "På et tidspunkt skal vi finde ud af, hvem hun arbejder for, men det er sikkert bare Lyset, det er det sgu altid, så jeg har mere lyst til bare at se, hvor hårdt, vi kan knække hende," han rejste sig og klappede Storm på skulderen. "Hvad siger du, uvejrsdreng, skal du ikke vise os at din dæmoniske side er noget værd? Hvis der er nogle huse i nærheden, lader vi bare kneblen sidde, så hun ikke vækker nogen med sine skrig." 
Zirra havde nær rynket panden i forvirring over dæmonens ord. Så han ned på Storm? Han havde sagt til hende, at han var halv, men hun havde ikke overvejet at det ville give anledning til ekstra had i egne rækker. Havde det ikke været fordi det skulle til at gå ud over hende selv, ville hun næsten have haft ondt af Storm. 

Storms kæbemuskler arbejdede lidt, mens han lyttede til, hvad de andre havde at sige. Et kort glimt af overraskelse var at se i hans øjne, da Mirara sagde, at Zirra var trænet spion. Han vidste jo, at hun var fra Lyset, og kriger var hun i hvert fald ikke. Han havde ikke helt troet på hendes historie om at være sekretær, men spion ligefrem?! Han havde vist været mere heldig end han havde regnet med, da hun valgte at lade ham være.
Da Braham holdt et par små lysende sten frem og sagde, at de var ret ubrugelige, gled Storms tanker tilbage til de lysende blomster, der havde fået plads i Zirras hår. Bare fordi noget ikke virkede til at gøre noget stort, behøvedes evnen ikke være ubrugelig. Men det var tanker til en anden gang.

Trechans ord fik Storm til at synke en klump. Hvor hårdt de kunne knække hende. Han vidste, hvad Techan gjorde ved folk. Han havde set det med egne øjne, men også hørt historier. Blodige, forfærdelige historier. Som Storm var Techan ikke en kriger, der nogensinde ville stige i graderne, han var simpelthen for ustyrlig. Men modsat Storm var det ikke modstanden mod vold, der var problemet, det var kærligheden for det.
Dæmonen klappede ham på skulderen og fik atter engang en racistisk bemærkning ind i samtalen og Storm skar ansigt. Men han havde andet at tænke på. Så som hvordan han fik Zirra ud af situationen så uskadt som muligt. Han burde være ligeglad. Hun var fra Lyset og kendte risikoen ved at snige sig efter dæmoner fra Mørket. Det var hendes eget valg at sætte sig selv i denne situation. Og havde det været enhver anden havde Storm nok vendt ryggen til og ladet de andre more sig, mens han holdt vagt. Noget kunne han bare ikke gøre noget ved.

Men det var ikke enhver anden. Det var Zirra, kvinden han havde delt en seng med, en kvinde hvis frygt havde sat et mærke i ham. Og hun var tydeligvis en god person, som hun ikke havde sendt hele paladset efter ham i Dianthos. Han havde mærket hendes hud, hørt hendes hjerteslag. Nej, han kunne ikke bare lade Trechan gøre, hvad han havde lyst til.
"Hvis hun er en spion fra Lyset, vil det så ikke være bedre at tage hende med tilbage til Zahinael? Eller aflevere hende i Kzar Dûn? Det kunne være, at hun havde noget vi..." Han blev afbrudt af et højlydt, frustreret støn fra dæmonen.
"Hvornår er du begyndt at gå op i, hvad vores overordnede vil have? Zahinael kan rende mig! Det er røvsygt at rejse med forsyninger, vi kan lige så godt få lidt sjov ud af hende her og nu i stedet for at lade en anden få fornøjelsen." Han var trådt helt op til Storm og stirrede arrigt ind i hans ansigt. Storm kæmpede for at holde et neutralt udtryk. Bag ham havde Braham rejst sig og var gået hen til Zirra, som han havde sat sig på hug foran og nærstuderede. 
"Jeg tror, at vi kunne få masser af sjov ud af hende." Han rørte ved hendes ansigt med fingrene og et klamt grim på sit runde ansigt.

Det gav et svagt ryk i Storm, som han nær var styrtet hen og var fløjet i flæsket på den kraftige dæmon, men han holdt sig i skindet. Det ville ikke ende godt for nogen af dem, hvis han gav de to mændlige dæmoner en grund til at banke ham ihjel.
"Det er heller ikke dig, der arbejder med Skyggen hver dag. Jeg har ikke lyst til at tage tilbage og fortælle ham, at I har mishandlet en spion for Lyset ihjel uden at han fik mulighed for at udspørge hende." Han hvislede det ud, vred, i et forsøg på at skjule, hvor meget det hele gik ham på. Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham, som han kæmpede mod en svag panik. Hvad kunne han gøre?!

Zirra havde fulgt ordudvekslingen nøje for at prøve at få et indtryk af, hvor meget Storm ville være med til alt det her. Hun havde virkelig fået det indtryk, at han ikke ville være den største sadist, der var at finde hos Mørket, men hun kunne jo tage fejl. Hun havde taget så meget fejl før og var holdt op med at sænke paraderne for hurtigt - en af grundene til, hvorfor hun så hurtigt var flygtet fra ham, da han havde fortalt om sin levevej. Man skulle aldrig stole på Mørkets folk, uanset hvor enormt nuttede krøller, de havde. 

Hendes blik fandt Storms ansigt, da han nævnte et navn. Zahinael. Vel ikke den Zahinael? En lidt større klump begyndte at samle sig i hendes mave, og hun flyttede uroligt på sig ved benævnelsen om at blive taget med til Kzar Dûn. Der var værre steder hun hellere ville ende. Såsom i en vulkan på Topalis. Hun havde svært ved at aflæse Storm. Hans ord prøvede tydeligt at hive de andre væk fra tanken om at slå hende ihjel, men var det fordi han prøvede at hjælpe, eller fordi han gjorde sit arbejde?
De var på hver deres side, så hvorfor skulle deres nat sammen ændre noget som helst? Så snart hun vidste, hvad han var, havde hun trods alt trukket våben mod ham. Våben, der ikke ville have været til meget nytte. Og han havde ladet hende slippe med livet i behold. Hun havde holdt sin del af aftalen og ikke rapporteret noget til nogen, for sin egen og sine brødres sikkerheds skyld. Han virkede til at holde sin del ved end ikke at nævne nu, at han kendte en del til hende og hendes familie. Hvis han ikke prøvede at hjælpe, så ville han vel sige den slags, ville han ikke? Nu hvor hun stod til at blive dræbt af dem, ville den slags aftaler vel intet betyde for en fra Mørket.

Zirras tanker blev revet tilbage til nuet, da den lidt tykke dæmon trådte hen til hende. Her tættere på kunne hun se, at hans pandehår knapt nok dækkede for en række små horn i hans pande, og hans træk virkede spidsere en normalen - i de runde former så det helt groteskt ud. Da han smilte, kom der en række sylespidse tænder til syne i det svindende lys. Zirra trak sit hoved lidt tilbage imod træet, som han bevægede sig tættere på med smilet alt for stort, fordi han tydeligt kunne se, at hun ikke brød sig om synet af hans tænder. Pludselig fór han frem og satte tænderne om musklen lige over kravebenet. En høj, overrasket lyd kom fra hende, og den blev afløst af et højere skrig, der blev dæmpet en del fra kneblen, da han bed til. Tænderne gik uden problemer igennem hendes trøje, og han var ligeglad med det mudder, der måtte sidde på det. Hun mærkede det som små skarpe knive, der tvang hendes hud til side og trak blod op fra årerne under. Nu kunne hun pludselig påskønne, at vampyrer havde en medfølgende bedøvende effekt, når de bed.

"Hey! Du tyvstarter!" udbrød lederdæmonen fortørnet, men uden at hans stemme virkede oprigtigt sur. 
"Du har allerede slået hende," kommenterede den tykke tilbage, da han havde sluppet taget i Zirras skulder.
Hun lænede hovedet tilbage og havde knebet øjnene sammen i en anstrengt grimasse.
"Jaja, men.."
Miraras hoved fløj til siden og så nærstuderende på Storm. Hendes øjenbryn trak sig kort sammen, hvorefter hun vendte blikket mod lederdæmonen.
"Han har ret, Trechan,"  sagde hun.
"Hvad?"  Trechan flyttede sin opmærksomhed til hende, men havde tydeligvis allerede glemt alt om, at Storm havde snakket. Zirra prøvede at finde frem til, hvad han havde sagt. Noget med at arbejde sammen med... Sammen med Skyggen. Så det var den Zahinael. Årh ved Zaladin også, havde hun knaldet ikke bare med en fra mørket, men en der arbejdede direkte sammen med deres spionmester? 

Zirra begyndte at overveje, om Storm faktisk gjorde sit arbejde. Om han ikke ville fortælle den her flok, at han kendte hende, fordi de tydeligt ikke brød sig om ham, og derfor ville gøre noget dumt, og han ikke ville kunne slæbe hende tilbage til Skyggen. 
"Storm har ret," gentog Mirara og satte demonstrativt hænderne i siden. "Hvis du absolut skal gøre dig uvenner med en dæmon, skal du ikke vælge Zahinael. Vi er en halv dag fra målet og vi kan godt tage den sidste strækning uden livvagt på, selvom Storm har været fin at have med. Jeg foreslår vi kan lege med hende i aften, og så kan Storm hive hende tilbage til basen i morgen."
Det løb Zirra koldt ned ad ryggen. Basen? Havde de en base tæt på? Det burde ikke være hendes primære bekymring lige der, men hendes hjerne prøvede aggressivt at få hende til at tænke på noget andet, end at kvinden  lige havde beskrevet mishandling som leg.

Storms hænder knyttedes hårdt, da Braham bed Zirra, men på en eller anden måde lykkedes det ham at blive stående og holde sin kæft. Det var bare et bid, ikke noget, der ville slå hende ihjel. Langsomt trak han vejret ind igennem næsen og forsøgte at få sig selv til at falde til ro. Det var bedre at forblive rolig, så han kunne... ja, hvad vidste han ikke. Zahinael var hans største trussel mod de tre andre og Trechan så ikke ud til at bide på krogen.

En redning kom fra en uventet vinkel. Mirara valgte åbenbart at støtte op om Storms tanke om at tage Zirra med til Zahinael. Hvorfor vidste Storm ikke, men det var vel også irrelevant. Dog var alt ikke godt, for hun var åbenbart også i humør til blod, siden hun foreslog, at de kunne "lege" med hende resten af aftenen, inden Storm kunne tage hende med dagen efter. 
Tanken gjorde ondt, men Storm protesterede ikke. Hvad ville det nytte? Og Zirra ville slippe levende fra det, når aftalen var, at hun skulle tages med til Zahinael.
Der var ikke mere halvdæmonen kunne gøre.

Trechan så lidt på Mirara med tydelig utilfredshed i sit udtryk, men også lidt spekulativt. Endeligt fnøs han og slog ud med hænderne.
"Fint. Zahinael kan få sin lille spion i - nogenlunde - pæn stand." Han flyttede blikket til Storm, inden han trådte lidt tættere på ham og lagde en hånd på hans skulder. Uden forvarsel bankede han en knyttet hånd ind i maven på ham. Storm kom med en lyd af smerte, som luften blev slået ud af ham. 
"Det er for at ødelægge noget, der kunne have været noget sjovere end bare aftenunderholdning. Og dette har jeg bare haft lyst til at gøre hele turen. Forbandede svage halvdæmon." 
Inden Storm kunne nå at finde luften til at gøre modstand, sprang smerten ud fra hans skulder og igennem hele hans krop. Hans ben gav efter, da elektriciteten fik hans muskler til at krampe, og han gryntede ud mellem sammenbidte tænder. 

Trechan slap ham og gik hen til Zirra. Her satte han sig på hug og betragtede hendes ansigt med sine grå øjne, der passede godt til hans skarptskårne ansigt. Han løftede en hånd, hvor man kunne se det gniste mellem fingrene som små blå lyn
"Jeg skal åbenbart holde lidt igen. Det må være din heldige dag. Jeg ville have spist dig levende, havde det bare været os to." Han rakte hånden frem og strøg de gnistrende fingre mod hendes kæbelinje, inden han tog ved hendes hage og gav hende det første stød.

Storm skar ansigt og gispede dæmpet efter vejret, mens han fik kæmpet sig på benene. Det var ikke første gang Trechan havde givet ham stød, og det havde ikke været en af de helt slemme ture.
"Husk nu, at hun skal være i live, Zahinael kan ikke bruge et lig til noget," fik han hvæst af Trechan, der, uden at se på ham, rakte den frie arm ud og pegede på ham.
"Hold din kæft, Storm, eller jeg rister din hjerne. Vil du ikke være med, så gå ud og hold vagt som du plejer." 
Braham kom med en lyd, der mindede om et fnis. Mirara himlede med øjnene og trådte nærmere de to andre dæmoner og kvinden bundet til træet. Storm vidste ikke, hvad han skulle gøre. Hans blå øjne gled fortvivlet over Zirra. Han ville gerne gå. Han havde ikke lyst til at overvære noget, især ikke, når han var så tilbøjelig til at forsøge at stoppe det, men han kunne heller ikke gå. Han måtte sikre sig, at hun ikke døde. Så han blev stående, lidt fortabt.

Zirras åndedræt var taget til med smerten i nakkemusklen, og den tog yderligere til, da hun så Trechan få Storm i knæ. Hvem var den her gruppe, siden de gjorde det imod deres egne? Det lød på dem som om Storm var sendt med dem for at beskytte dem, og de behandlede ham sådan her? Zirra havde aldrig set noget lignende, og hun havde set en del interne stridigheder blandt dæmoner. Det her virkede til at stikke dybere end blot racisme - som om de havde noget personligt imod Storm. Han virkede ellers som en, der let kunne være venner med folk... Måske var dét problemet. Det var nok ikke den evne, man lagde mest vægt på hos Mørket.

Det var med mere frygt i øjnene, at hun mødte blikket på Trechan, som han skubbede den tykke dæmon væk, og det gibbede i hende, da hans gnistrende fingre rørte hendes hud. Men  det forberedte hende på ingen måde til smerten, da han lod stødet tage rigtig fat. 
"Hnnnnng!" Havde hun ikke haft munden fyldt med stof, ville hun have prøvet at skrige, men hendes kæbe låste, og rystelser gik hele vejen ned langs hendes arme og fingerspidser. Hun vred sig i rebene, der bare bed dybere i hendes hud, men henover elektriciteten, lagde hun næsten ikke mærke til det. 
Et par små klynk steg op fra hendes strube, mens det stilnede af, og hendes fortvivlede blik mødte Storms. Hun konkluderede, at han prøvede at hjælpe, om ikke andet så for at have noget at klynge sig til gennem aftenen. Hvis hans plan var at indlevere hende til Skyggen, var pinslerne alligevel først lige begyndt, og så håbede hun at kunne overtale ham til at slå hende ihjel før de nåede frem. Men hun ville ikke tænke på det, de mørke tanker skulle ikke få overtag lige nu. 

Trechan aede hende på kinden igen, og hun veg væk fra hans berøring. "Dygtig lille spion, du siger ikke så meget."
Zirra kunne ikke holde sig fra at himle kort med øjnene ved kommentaren. Hvad forventede han, at hun spiste kneblen?
Hun blev prompte straffet for den lydløse kommentar med en lussing med stød i, og hun måtte bruge et øjeblik på at hive efter vejret efter den. 
Inden hun helt havde samlet sig, lagde Trechan hånden på hendes ene håndled, og straks begyndte det at stramme hele vejen omkring det. Havde han fat i rebene?
"Jeg kan brække hver en knogle i din krop med det rigtige pres,"  hviskede han ind i hendes øre, mens presset langsomt tog til. "Måske skal jeg lade dine ben være, så svage Storm ikke skal bære dig hele vejen tilbage."
Håndleddet poppede under presset, og Zirra skreg bag kneblen med øjnene hårdt presset i. Om det var brækket eller bare faldet ud af led, var hun ikke sikker på, men det gjorde ondt ad Zaladin til, og rebene gjorde det kun værre.

Mirara skubbede sig ud fra træet, hun havde stået op ad. 
"Åh, vær nu med Storm," bad hun med en sukkersød stemme, idet hun gik forbi ham hen imod de andre. "Jeg har hørt du er god til at ramme plet, du kan sagtens undgå vitale dele."

Det var en forfærdelig følelse, ikke at kunne gøre noget. En følelse han kendte alt for godt. Men selv da Trechan fik Zirra til at skrige igennem kneblen, kunne Storm ikke vende ryggen til. Ikke før Mirara snakkede til ham, ord om at deltage i legen. Storms ansigt trak sig kort sammen, inden han rystede på hovedet.
"Jeg er sikker på, at I kan ødelægge hende nok uden mig. Bare husk, at hun skal kunne klare turen tilbage til basen." Han og Mirara så hinanden i øjnene for et øjeblik, inden hun trak på skuldrene og slentrede over til de to andre dæmoner.

Storm tøvede lidt mere. Trechan havde sluppet Zirras håndled og havde nu i stedet lagt en hånd på hendes brystkasse. Storm kendte hans små tricks og han spændte op. Nej, han kunne ikke gå, han måtte holde øje med, at Trechan ikke slog hende ihjel. Braham var ikke så stor en fare, for han gjorde ikke det helt store uden at Trechan havde givet ham lov. Mirara måtte han bare stole på, ville leve op til sine egne ord.

Trechan smilede grumt.
"Nu der ikke er så meget lyd i dig i forvejen, kan jeg vel lige så godt tage det sidste fra dig også." Med sin evne skubbede han luften ud af menneskets lunger. Lige netop ikke så meget, at de ville kollapse, men også lige til grænsen. Han blev stående lidt sådan, mens han betragtede hende kæmpe for vejret og blive svagere og svagere og... han slap. Mirara havde ret, Zahinael var nok ikke den, man skulle lægge sig ud med. Og selvom han ikke var en trussel, så var det for tidligt at slå hende ihjel. Han havde havde slet ikke fået det ud af hende, han ville. Overhovedet. Han vidste, hvad han ville, især med Storm til stede. Den ynkelige halvdæmon havde brug for at lære sin plads at kende.

Så snart Trechan slap Zirra igen, vendte Storm ryggen til og gik hen til de fire heste, de havde med. De to til at trække vognen med Trechan og Braham på bukken, og to til ham og Mirara. For at distrahere sig selv begyndte han at strigle sin hest. Han kunne se hvad de andre havde gang i samtidigt med og sikre sig, at de ikke gik for langt. 
Han havde kvalme. Minder om Zirras varme hud, hendes duft og små lyde sneg sig ind på ham, selvom han forsøgte at lukke dem ude. Hvorfor havde hun ramt ham så hårdt?

Manglen på luft gjorde hende svimmel. Pletter dukkede op for hendes øjne, som hun kæmpede for at få vejret. En hyletone begyndte i hendes ører, og hendes pupiller spilede sig så meget ud, at al det blå blev overtaget af sort. Så stoppede presset, og hun kunne ånde igen. Den kølige aftenluft kom alt for hurtigt  ind i lungerne igen, og hun hostede voldsomt og blinkede hårdt med øjnene. Svagt kunne hun skimte Storm gå væk. Det stak lidt i hendes hjerte. Det ville være rarere med ham tæt på. Men det ville næppe være sådan hun havde tænkt, havde han besluttet sig for at deltage. 

Mere nåede hun ikke at tænke, før endnu et stød rystede hendes krop og klaprede hendes tænder. Trechan lo, og lyden virkede fjern og sløret. Hun hev stadig efter vejret, da hendes skulder blev skubbet af led, men hun havde ingen luft til at skrige, kun stønne hæst. 
Hvis Storm huskede hendes responsive lyde under deres sidste møde, ville han opdage, at hun var mindst lige så responsiv under smerten, dæmonerne udsatte hende for. Det var ikke med sin gode vilje, hun gav dem, hvad de ville have, men med Storm til stede og udsigten til bare at skulle overleve gennem torturen, lod hun sig selv slippe paraderne med at spille hårdfør. Der var ingen grund til at prøve, for hun kunne ikke slippe ud af situationen. Ikke før de var tilfredse og havde knækket hende alligevel. Hun kunne lige så godt synke ned i smerten, og håbe, de blev tilfredse, før de havde forvoldt al for megen skade.

Zirra opfattede ikke, at hun blev flyttet på, før hun ramte jorden og fik jord i munden, da hendes ansigt blev presset ned i noget blødt, regnvådt muld. Hendes arme var stadig bundet på ryggen, håndleddet og skulderen dunkede, og hun havde vistnok fået nogle flere slag. Hun var ikke helt sikker på, hvor meget de havde gjort, mens hun sad op ad træet - hun var vist zonet lidt ud - men nu fik Braham lov til at gå lidt mere til den fysisk. Uden at kunne skærme ansigtet, blev hun hevet op i håret og han lod sin enegle glide ned over hendes ansigt. Skarpe, kloagtige negle, der trak tynde blodige striber nedover hendes næse og kinder. Han hev hende op at stå i halsen og slog hende heldigvis hurtigt til jorden igen, så hendes ben ikke behøvede holde hende oppe. 
Flere slag og spark faldt, og Zirra prøvede at lukke hjernen af og bare forsvinde i smerten, så tiden ville gå hurtigere. Tårerne blandede sig med blodet i hendes ansigt, og hulkene gjorde det svært at få vejret. Kneblen var våd af savl og lå som en klam, opsvulmet klump i hendes mund, nu også dækket af jord. Stødene, der stadig kom med jævne mellemrum, fik hendes krop til at krampe og vride sig på jorden, og hvad den kvindelige dæmon havde gjort ved hende, havde hun slet ikke opfattet - blot mere smerte oveni. 

"I forhold til at du ikke vil deltage, kigger du meget på," lød Trechans stemme henover Zirras hulk, henvendt til Storm. "Er du virkelig så bange for, jeg ikke kan holde mig i skindet? Eller måske nyder du faktisk at se hende lide, men vil bare ikke indrømme det?"
Han sendte endnu et stød efter hende, med en hånd på hendes lænd, og hun blev tvunget bagover i et unaturligt bøj af krampende muskler. Hendes øjne fandt Storms, blanke, røde og fraværende.

Det var utroligt så vigtigt det var at få striglet hesten, tjekket hove og sørge for, at den var i god stand, det pludseligt var. Den kunne uden tvivl fornemme Storms frustrationer, men ud over at vifte lidt ekstra med halen og flytte lidt uroligt på sig, opførte den sig pænt. Hele flokken virkede lidt urolige, især når Zirras lyde af smerte steg i styrke. Storms blik fór fra hesten og til Zirra, og for hvert blik steg hans kvalme en smule. Hvorfor var hun også lige fulgt efter dem? Hvorfor lige Trechan? Der var så mange andre dæmoner derude, der var nemmere at have med at gøre.
Storm sank en klump og strøg hesten over mulen for at berolige sig selv.

Han var gået i gang med Miraras hest, da Trechan snakkede til ham. Storm stivnede midt i en bevægelse og lod ham tale færdig, inden han drejede sig i mod ham. Det lykkedes ham at holde blikket fra Zirra og fokusere på dæmonen, der så på ham med et frydende grin. Storm tog en langsom, dyb vejrtrækning inden han svarede.
"Nogen skal jo holde øje med, at det ikke er dig, jeg skal slæbe med tilbage til Zahinael med fortællingen om, at du ikke kunne styre dine egne lyster frem for at adlyde og gøre det bedste for Mørket. Jeg ved, at han ikke ville tage det pænt. Og hvis du tror, at du piner hende... så vent til du er i Zahinaels kløer." Storm havde svært ved at holde sin vrede, sit had og sin foragt tilbage, som han næsten lidt for langsomt fik klemt ordene ud af sin hårdt opspændte krop.

Trechan kneb øjnene sammen, men han tydeligvis overvejede, hvordan han skulle reagere på den svada, fra den dumme halvdæmon, men langsomt vendte smilet tilbage, noget der gav Storm en kold knude i maven.
"Bare rolig, jeg har sagt, at hun kommer herfra i live. Men nu du er så glad for at kigge på, så ved jeg, at du vil elske det næste, jeg har tænkt mig at gøre. Jeg er ikke færdig med at få fornøjelse ud af hende." Og med de ord vendte han Zirra rundt på ryggen, satte sig overskrævs på hende og begyndte at flå i hendes tøj. Han vidste godt, hvilken knap han skulle trykke på af Storms for at få ham til at tænde af.

Storm mærkede vreden skyde op i sig som et flammehav, så han smed striglen og begyndte at trampe hen for at flå Trechan af Zirra. Nu var det slut. Men inden han kom så langt dukkede Mirara op foran ham med en hånd på hans bryst. Hun lænede sig ind mod ham og hviskede mod hans øre.
"Lad være, de tæver dig bare. Lad mig. Men kun hvis du gør noget for mig. Jeg har haft lyst til at rykke i de søde krøller siden vi tog fra Dianthos." Hendes hånd kærtegnede hans brystkasse gennem tøjet og hendes skarpe blå øjne borede sig ind i hans, i skarp kontrast til Zirras. Storm forsøgte at gå forbi hende, men hendes hånd bremsede ham. Trechan havde begravet ansigtet i Zirras blottede mave og Brahan så sulten til ved siden af. Storms blå øjne gled med et svagt udtryk af desperation tilbage til Mirara, der så afventende på ham. Slået faldt hans skuldre lidt ned. Han vidste godt, at Trechan bare søgte en undskyldning for at lade sine sadistiske lyster gå ud over Storm. Og sandsynligheden for, at Storm ville komme derfra i live var lille.

Så han endte med at nikke. Mirara placerede et hurtigt kys på hans kind og hviskede et "god dreng", inden hun gik over og greb fat i Trechans hår og rykkede ham op at sidde. Hun bukkede sig ned og talte dæmpet til ham. Vredt ville han til at protestere, men Miraras hånd gled ned om hans nakke og i stedet for brok, kom der et udtryk af smerte. Hun talte videre og han nikkede endeligt, en smule bleg. Hvad end hun havde haft på ham, virkede det. Storm var ligeglad. Så snart Trechan var trådte væk fra Zirra og havde beordreret Braham til at opføre sig ordentligt, tog Storm nogle lange skridt hen til mennesket og fik hende flyttet tilbage til træet. Som det første fik han taget kneblen ud af munden på hende, inden han meget dæmpet snakkede til hende, så de andre ikke kunne høre det.
"Shh. Undskyld, jeg kan ikke gøre mere. Ikke nu." Han begyndte at binde hende fast til træet igen, men han løsnede også rebet om hendes håndled lidt. Hendes hænder begyndte at se forkerte ud.

Alt gjorde ondt. Underlaget svømmede. Zirra kunne ikke følge med i samtalerne, der forgik. Hun opfattede, at der blev hevet i hendes tøj, og hun klemte øjnene i og prøvede at fokusere på smerten. 
Bare fokusér på smerten, tænkte hun til sig selv om og om igen. Så er det ikke så slemt.
Hun kunne ikke helt holde sig fra at vride sig, da hun kunne mærke dæmonen slikke hende på maven og bide hende let i maveskindet. Men så stoppede det, lige så voldsomt og hurtigt, som det var opstået. Og så var hun i Storms arme, åh Storms blide, blide arme. Så stor kontrast til de andre dæmoners hårdhændethed. 
Han sagde noget til hende, mens han bandt hende fast. Ikke at gøre mere nu? Hun forstod det ikke helt, hendes tanker virkede tunge og svære at få fat i. Kneblen blev fjernet. Hun kastede op ud over sig selv. Så blinkede hendes øjenlåg hastigt, mens øjnene rullede tilbage i kraniet på hende og hendes hoved faldt bevidstløst til siden. 

"Yuk. Mennesker er så svage," fnøs Trechan og spyttede på jorden. "Braham, få sat noget mad over. Alt den sjov har gjort mig sulten."
Uden et yderligere blik på Zirra og Storm, vendte han sig og gik hen til bålet, hvor han satte sig for sig selv. Braham kiggede op fra de lysende sten, han endnu engang var blevet betaget af, da et par af dem, var gået ud.
Mirara slentrede hen til Storm, let og yndefuld i sine bevægelser, lidt ekstra svaj i hendes hofter. 
"Kom," sagde hun og lagde en hånd på hans skulder. "Den her gang skal du være med hele vejen."

Hun besvimede. Det var nok også for det bedste. Han fik et par sekunder til at se på hende med medlidenhed i blikket, inden Mirara lagde en hånd på hans skulder. Han havde ikke lyst til at forlade Zirra. Ikke lyst til at lave det, han havde lovet Mirara. Kunne det ikke vente? Men dæmonen hev let i hans skulder og han kom på benene, hvorefter han fulgte efter hende ind i skoven.
Natten var lang. De første mange timer forsvandt i berøring, små støn og kampen mellem fokus på den nøgne dæmon og det skadede menneske. Da Mirara endeligt var tilfreds, faldt hun i søvn med hovedet på hans bryst. Han lå og stirrede op i gennem træerne kroner, op på himlen, mens hans tanker blev ved med at glide tilbage til stakkels Zirra, der forhåbentligt var væk hele natten. Han sov lidt, men så snart solen meldte sin ankomst, skubbede han sig væk fra dæmonen og fik sit tøj på igen. 

Tilbage i lejren var Braham vågen. De sagde ikke et ord til hinanden, mens Storm tog for sig af resterne fra deres aftensmad dagen før, noget han ikke havde fået, fordi Mirara havde haft travlt. Ikke fordi, at han var så sulten, men der var en lang rejse forude. Og de rationer han havde i sin taske, ville gå til Zirra. 
Han havde kun kastet et enkelt blik på hende, for at se om hun levede. Og ingen havde gjort hende mere. Hun var svær at genkende, så mange slag havde hun fået.
Lidt efter kom Mirara tilbage, påklædt og med et lidt utilfredst udtryk i ansigtet, hun ville sikkert nok have fortsat. Og Trechan kom hen og satte sig ved det døde bål med et forsovet udtryk i ansigtet. Det varede ikke længe, før de tre dæmoner var ved at diskutere dagens rute.

Storm rejste sig og sadlede sin hest og pakkede sin taske. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme videre.
"Du har nok travlt med at komme videre, halvblod." Trechan dukkede op bag ham og en hånd lagde sig om stykket mellem nakke og skulder og klemte til. Storm skar tænder.
"Det er med at få mest ud af dagen." Et neutralt svar. Det hjalp ikke, grebet blev hårdere og den skarptskårne dæmon lænede sig ind mod ham.
"Du slipper denne gang. Forvent ikke at være så heldig næste gang vi mødes."
"Du må hellere sørge for at have et par venner i ryggen som altid." Storm drejede hovedet og mødte dæmonens blik. De nedstirrede hinanden lidt, inden Trechan klappede ham på skulderen med et grin, der ikke nåede hans øjne. 
"Skal jeg smide tøsen over hesten for dig, lille halvdæmon."
Storm strammede den sidste rem og tog hestens tøjle.
"Nej tak, jeg vil ikke have, at hun går mere i stykker." Han skubbede sig forbi dæmonen og trak hesten med over til Zirra. Han bandt hurtigt sine egne knuder op, inden han så forsigtigt som muligt fik hende samlet op. Med eller uden hendes hjælp fik han hende sat op i sadlen, inden han selv svingede sig om bag hende, så han kunne støtte hende med sin krop og armene om hende.
"God tur." Og derefter red han derfra. Og jo længere væk de kom, jo mere lettet følte han sig. Til sidst turde han stoppe hesten og forsigtigt røre hendes ene arm.
"Zirra?"

Natten var forsvundet i en tåge af konstante opvågninger, kulderystelser, tårer og Zirras udmattede krops forsøg på at kaste mere mavesyre op. De vågne øjeblikke havde sneglet sig forbi, og at forsvinde i mørket var en skøn velsignelse. Den velsignelse var ovre, så snart hun blev sat op på hesten og de begyndte deres ridt. Det rumlede og bumlede og gjorde Zirra alt for opmærksom på de knogler og led, der sad forkert i hendes krop. 
Morgensolen skar i hendes øjne - eller øje, for det ene kunne hun ikke åbne for bare hævelse - og hun endte med at læne sig tungt tilbage mod sin ridepartner og døse lidt hen, selvom smerten næsten gjorde det umuligt. 

Da de forfærdelige bevægelser stoppede, blev der talt til hende. Storms stemme var blid et sted bag hende, og hun slugte noget af den frygt hun havde haft for, at han faktisk ville indlevere hende til Skyggen. Det ville han ikke. Vel?
"Jh..." Zirra havde ikke brugt sin stemme i flere dage nu, udover skrig, der havde flænset hendes strube, og hun måtte hoste for at få gang i den. "Har ondt. Holde... Hvil?"
Hun kunne ikke sige meget mere. Kroppen ville ikke noget, og hun havde mest bare lyst til at ligge ned. Det og finde en healer, men alt omkring dem lignede skov, skov og mere skov, og hun var ikke sikker på, hvor mange healere, der befandt sig herude. Hun vidste, at nogle af hendes skader ville kunne blive lindret med urter og salver. Hun havde haft en smule i sin oppakning, men om den var kommet med Storm, vidste hun ikke. Måske kunne han have noget med som Mørkets Kriger... 
Mørkets Kriger. Det var helt absurd, at hun befandt sig halvdød med sådan en midt i skoven, fordi... Fordi han havde hjulpet hende. Han havde reddet hendes liv. 
"Tak," hviskede hun uden at magte at fortælle ham, hvad hun takkede for. Hendes tankestrøm kunne ikke nå ham, desværre, så hun blev nok nødt til at tale noget mere snart.

Det var med stor lettelse, at hendes stemme nåede Storm. Han havde ikke helt vidst, om hun var ved bevidsthed eller ej, som hun havde hvilet tungt i mod ham på den korte ridetur, han havde holdt i skridt. Hun måtte have ondt. Han kunne, bare ved at sidde med hende, at flere af hendes led føltes løse. Forbandet til evne, Trechan havde! 
"Jeg ved godt, du har ondt. Men det er for tidligt at holde hvil." Det var ikke fordi, at han ligefrem troede, at nogen ville følge efter dem og tjekke efter, at han gjorde sit arbejde, men risikoen var der. Nej, han havde noget helt andet end hvil i tankerne.
"Der ligger en landsby et stykke herfra. De har måske en healer. Det tager for lang tid i skridt. Jeg er ked af det, men jeg kommer til at presse hesten lidt. Det er for tidligt at takke mig." Hans stemme var en smule hæs, som han sagde det sidste. Tanken om at pine hende mere gjorde ham ked af det, men han ville væk fra de tre dæmoner og han ville finde en healer hurtigst muligt. Hans ene arm gled ind om hendes liv, inden han pressede hælene mod hestens flanker og satte den i galop. Han holdt hende ind i mod sig så godt han kunne, så hun fulgte ham og ikke raslede rundt i sadlen som en leddukke. 

De galoperede ikke hele vejen, det kunne hesten ikke holde til. Når den skridtede, talte Storm dæmpet til Zirra. Fortalte lidt om de smukke blomster ved siden af hjulsporet, gjorde opmærksom på fuglenes fløjten, snakkede lidt om løst og fast. Hans tårer, når hesten blev presset frem, kunne hun heldigvis ikke se. 
Han vidste ikke, hvorfor hendes lidelse betød så meget for ham. Han knyttede sig aldrig til nogen, heller ikke de kvinder og mænd, han valgte at dele seng med, men der havde været et eller andet ved hende, der havde sat sig fast i ham.

Endeligt kom de frem til landsbyen. Storm stoppede ved den første og bedste, en kvinde der var ved at fodre høns, og spurgte efter en healer, desperationen tydelig i hans stemme. Kvinden måtte ryste på hovedet. De havde ikke en i byen. Men der boede en lidt nærmere den næste landsby, i et hus lidt væk fra vejen. Storm modtog hendes anvisninger, takkede hende og satte hesten i gang igen. 
"Hørte du det? Vi finder snart en healer til dig." Han talte mod hendes øre og gav hende et blidt klem, inden han fik hesten til at slå over i galop igen.

Han var ved at tro, at de var redet for langt, da det overgroede hjulspor dukkede op. En let lyd kom fra ham og han svingede straks hesten ned af sporet. Inden længe dukkede der en lille hytte op, gemt i en lille lavning med noget skov bagved. En røgsøjle fra skorstenen afslørede, at der var nogen hjemme. Storm var kun lige gledet af hesten, da døren gik op og en ældre dame dukkede op. Hun sagde ikke noget, men drejede bare om og gik ind igen uden at lukke døren efter sig. Storm tøvede lidt, men fik så forsigtigt trukket Zirra ned af hesten, ned i hans favn, som han bar hende ind i den lille mørke hytte.
"Læg hende på bordet." Damen var gået over til ilden og stod med ryggen til. Storm blinkede et par gange for at vænne sig til mørket, inden han fik øje på et robust bord, langt nok til at en person kunne ligge udstrakt på det. Forsigtigt lagde han Zirra på bordet.
"Nogen har..."
Den gamle kone afbrød ham, som hun vendte sig mod ham.
"Jeg er ligeglad med, hvad der er sket. Her. Sæt dig. Du ligner en, der kunne falde om hvert øjeblik." Hun stak en kop med dampende væske i hånden på ham, inden hun gav ham et skub mod en bænk dækket med fåreskind. Storm satte sig tøvende. Uden at ofre ham mere opmærksomhed, vendte kvinden sig mod Zirra.
"Lad os se, hvad vi kan gøre for dig, lille ven."

Det meste af vejen i høj galop blev brugt på at græde. Zirra bed sig i læben og hev vejret skarpt ind mellem tænderne, mens tårerne flød ned over hendes kinder. Hendes led raslede unaturligt og løse med hestens bevægelser, og hun lænede sig så meget hun kunne ind mod Storm for støtte. Det tog længere tid end bare den lovede tur til byen, og Zirra begyndte at glide ud af sin bevidsthed, hængende mere løst mod Storm. Hans stemme var fjern i hendes ører, men hun greb om den med sit sind så hårdt hun kunne for at blive ved ham. Da han endelig tog hende ned fra hesten, hang hun næsten bevidstløs og uendeligt udmattet i hans arme, leddeløs og tung. 

Bordet var hårdt under hende. En pude blev lagt under hendes hoved, men det hjalp ikke meget. Hun prøvede at åbne øjnene for at se, hvor hun var.
"Schhh," lød en blød kvindestemme. "Lig stille og prøv at hvil dig lidt, kære."

Healeren gik i gang med at se på Zirras sår. Hun startede med at klippe hendes allerede flænsede trøje op for at komme bedre til. At Storm stadig var i lokalet, tog hun sig ikke af - hun lod sig opsluge af arbejdet. Med kroppen bar begyndte hun at vaske skidt, bræk og blod af Zirras hud. Så løftede hun på hver af Zirras lemmer og testede for brækkede eller ødelagte led. Hver gang Zirra kom med et smerteudbrud, skrev hun noget ned på en lille seddel ved siden af sig.
Så blev et par kølige klude lagt henover Zirras ansigt for at dulme hævelsen, og healeren dryppede et par dråber blålig væske ned på Zirras læber. Det var tydeligt at se, hvordan den sårede kvindes krop slappede mere af derefter, og åndedrættet faldt i tempo. 
"Det er beroligende," forklarede healeren ud i rummet - hun var vist vant til at pårørende kom med spørgsmål. "Det næste kommer til at gøre ondt."

I et par hurtige bevægelser satte healeren det poppede håndled ind på plads igen, og selvom det gav et ryk i Zirras krop, var der ingen lyd, som havde hun ikke opfattet, hvad der skete. Under de kolde klude, rullede hendes øjne rundt som i en vild drømmetilstand. 
Healeren arbejdede længe. Efter den første time, forsikrede hun Storm at Zirra var uden for livsfare, men at det ville tage nogle dage for hende at komme sig. Hun kunne fikse de interne skader og nerveskaderne skabt af magisk påvirkning, men de overfladiske fysiske skader, måtte naturen selv tage sig af. Hun ville gøre alt hun kunne for at give salver, smertestillende og hævelsessænkende medikamenter, men hun kunne ikke trylle det væk med sine hænder. 

Som formiddag blev til eftermiddag, satte healeren sig svedig og blodplettet over på en stol og vaskede sine hænder med et suk. 
"Hun vågner nok først henad aften," sagde hun og virkede pludselig ti år ældre. "Gør mig en tjeneste og klar aftensmaden. I skal blive her til hun er frisk nok til at gå selv. Jeg har et par ekstra sovepladser i den anden længe af huset. Du må gerne bære hende derind, så hun kan ligge lidt blødere. Hold de kølige omslag friske - så kan hævelsen fortage sig."

Zirra var langt væk i en drømmeløs, men urolig søvn. Hendes læber var farvet blå af den bedøvelse, hun havde fået, men ellers var hun renere end hun havde været de sidste par dage. Hun lå nøgen på bordet nu, dækket af et uldtæppe, da healeren havde fjernet resten af hendes beskidte tøj for at sikre sig, der ikke var flere gemte skader, og for at få hende så tæt på ren som muligt, så der ikke kom betændelse i sårerne. 
Rigtigt nok som healeren havde sagt, var det først efter solnedgang at Zirra langsomt fandt vej tilbage til de vågnes verden.

Storm så til med store, bekymrede øjne og et anspændt, dog udmattet udtryk, som healeren gik i gang med sit arbejde. Han fjernede ikke blikket, som tøjet forsvandt fra Zirras krop, men han registrerede det knapt alligevel. På et tidspunkt kom han i tanke om kruset i mellem sine hænder og han drak af det. Det var bittert, men langsomt faldt han selv til ro. Tavst fulgte han med i kvindens arbejde. Han forstod sig ikke på alt, hvad hun lavede, men hun var langt fra den første healer, han havde besøgt, hverken med andre eller sig selv. Og noget over den gamle kone fik ham til ikke at forstyrre.
Han var lidt lettet, da hun gav Zirra noget beroligende. Hun havde brug for det.
På et tidspunkt bad konen ham om en hånd, og han blev instrueret i at holde Zirra rigtigt, mens hun skubbede et skulderled på plads. Lyden gav ham kuldegysninger, men det var rart at se leddet sidde på sin plads.

Tiden gik. Endeligt virkede det til, at konen var færdig som hun satte sig på en stol. Storm nikkede til hendes snak om aftensmad. Hun så træt ud, og det var det mindste, han kunne gøre. Så han løftede Zirra hen til de angivne sovepladser, inden han lidt tøvende forlod hende og hytten. Det var ikke svært at finde vildt i grænsen mellem skoven og marken og snart var han tilbage med to fasaner og en hare, alle nedlagt med hans kasteknive. Med vante bevægelser plukkede han fuglene og flåede haren, inden han med den gamle kones hjælp fik sat fuglene over i en stor gryde. De snakkede ikke meget sammen, hvilket Storm var meget taknemmelig for. For hvordan skulle han lige forklare Zirras skader og hans tilhørsforhold?

Han spiste sin mad ved siden af Zirras seng, sørgede for at skifte hendes omslag og ellers gøre, hvad han kunne for hende, mens hun sov.
Solen var efterhånden gået ned og nattens manglende søvn sneg sig ind på ham. Langsomt gled han lidt ned i stolen og hans hage ramte hans bryst, som han sad der med armene over kors. Først lykkedes det ham at holde øjnene åbne, hvilende på hende. Men til sidst gled de i, og han faldt i en let søvn, den type søvn han sov, når han skulle vågne ved den mindste lyd.
Der havde været mange tanker. Forvirrede tanker. Om hende og alt muligt andet. Hvad skulle han gøre nu? Han kunne ikke tage hende med tilbage til Zahinael, men han kunne heller ikke bare blive væk. Det var ikke muligt bare at blive væk. Så han måtte finde på en god undskyldning til, hvorfor han ikke havde hende med. Og hvorfor det tog ham så lang tid at komme tilbage til Dianthos, hvis han sad fast her i flere dage.
Men alt det kunne vente. Lige nu var Zirra det vigtigste. Og hvorfor hun var det, havde han heller ikke fundet noget svar på. Så han måtte bare acceptere det. Men åh, hvorfor skulle det hele være så svært?

I samme øjeblik Zirra begyndte at røre på sig, slog han øjnene op og rettede sig op med et sæt. Han lænede sig frem og så bekymret på hende, mens han rørte blidt ved hendes underarm, ikke helt sikker på, om hun faktisk var vågen.

Rummet var blevet mørkt, da Zirra åbnede øjnene. Det var rart, for da hun havde lukket dem, havde hele værelset omkring hende været i gang med at vende sig selv på hovedet, og hun havde nær kastet op af bevægelsen. Der var stille. Vinden i træerne kunne høres uden for. Storm sad over for hende. Hun kunne kun lige se antydningen af krøller i det mørke rum, men det var ham. Hvem skulle det ellers være? Søde rare Storm. Der arbejdede for Mørket.

"Du har dumme kollegaer," snøvlede hun træt. Hun lød beruset - nok fra bedøvelsen - som ordene drev langsomt ud af hendes mund, og det gjorde det ikke bedre, at hun var en smule nasal efter slagene i ansigtet og gråden, der havde gjort hende snottet. "D-dumme kollegaer."
Hun overvejede ikke engang at sætte sig op. Egentlig burde hun fare ud og finde den første og bedste duemeddeler for så at sende bud efter en gruppe Krigere, der kunne finde dæmonerne og stoppe dem fra hvadend de havde været i gang med. Smugle ting, sikkert. Zirra havde haft svært ved at høre efter deres samtaler, da de først var begyndt at slå... og... værre. 

Hendes læber undede Storm et lille smil som tegn på, at hun var en smule til stede. Lidt endnu i hvert fald - hun kunne mærke, at hendes krop havde lyst til at sove videre i den drømmeløse søvn, bedøvelsen havde lullet hende ind i. Men sådan ville den næste søvn næppe blive, og hun ville nok snart få ondt igen. Healere var altid så påpasselige med bedøvelse, og talte altid om faren for afhængighed. Lige nu ville Zirra bare gerne have lidt mere og sove lidt mere og lige have lov til at glemme lidt mere af aftenen før. At tænke på, at hun ville skulle aflægge en detaljeret rapport så snart hun kom tilbage til Dianthos, var heller ikke den rareste tanke. Hvem skulle hun sætte i Storms sted? En forbipasserende? En der angreb lejren? Det måtte hun finde ud af senere. Eller hun måtte være ærlig og sige, at en fra Mørket faktisk ikke havde ønsket at se hende slået ihjel, og havde hjulpet hende væk. Hun ville undlade alle detaljer om ham, nok. For deres begges bedste. 

Det var mørkt i rummet, men hendes ene øje, der ikke var lukket sammen af hævelse, glimtede lidt i det svage lys fra vinduet, så han vidste, at hun var vågen, allerede inden hun snakkede. Men hendes ord gav ham et lettet smil på ansigtet, og han lagde sine fingre til at hvile på hendes underarm. Han turde næsten ikke røre ved hende, hun måtte stadig have meget ondt. En skam det ikke var en healer med stærkere magiske kræfter, de havde mødt. Men hun havde gjort et godt stykke arbejde og nu måtte naturen gøre resten. Selvom det ville tage sin tid.

"De er nogle røvhuller." Smilet forsvandt og han fugtede kort sine læber, mens han så med et skyldbevidst, ulykkeligt udtryk på hende. "Jeg gjorde alt, jeg kunne. Jeg er virkeligt ked af, at jeg ikke kunne stoppe dem." Han gav hendes arm et blidt klem og så væk. Det klemte i hans bryst og han havde en klump i halsen. Han kunne stadig høre de lyde af smerte, hun havde fået presset ud af kneblen, mens dæmonerne havde haft deres sjov med hende. Hvorfor gjorde det så ondt inden i ham? Hun var bare et menneske, en kvinde, endda en fra Lyset. Han vidste godt, at han havde for mange følelser i forhold til, hvor han var endt i verden, men dette var næsten latterligt. Hvorfor betød hun så meget?

Hans blik fladt på et krus med vand på et lille bord, og inden hun fik lov til at svare, rettede han sig op og tog det.
"Vil du ikke have noget vand? Sjáanda siger du skal sørge for at drikke en masse." Det var næsten sørgeligt så tydeligt det var, at han forsøgte at stoppe hende i at snakke om det, han lige havde sagt. Han rakte kruset lidt frem, men gik i stå. Hun lå jo ned og han var ikke i tvivl om, at hun ikke selv ville kunne komme op at sidde. Så lige så hurtigt som han havde taget kruset, satte han det tilbage igen, hvorefter han bed sig i læben. 
"Måske jeg skulle hente hende, nu du er vågen til at kunne fortælle..." Han begyndte at rejse sig fra stolen.

Zirra havde lyst til at bryde ind og forsikre Storm om, at han havde gjort alt han kunne. Det var hun sikker på, han havde. Især med det udtryk, han havde lige nu. Den måde, han undgik hendes blik på. 

"Hey... Storm..." begyndte hun lavt. Der var ikke mange kræfter i hende til at tale. "Jeg ville berolige dig med have prøvet værre... Men det er vist på top fem, det her. Jeg vil gerne have vand."
Det kunne være kommet ud bedre, og hun prøvede at skifte emne til vand, lige som han selv lige havde gjort. Åh hun var så omtåget. Hele den ene side af hendes ansigt dunkede, og striber af smerte var begyndt at dukke op fra sårene, hvor hun helt havde glemt, hun var blevet kradset og bidt til blods. Havde Storm ikke sagt, de ville finde en healer? Det føltes som om hun bare var blevet forbundet. Ikke at hun ikke var taknemmelig, men hun var også vant til at kunne få større skader rettet hurtigt med sit erhverv hos Lyset. De gad sjældent tage sig af småskrammer og hovedpiner, men den her hævelse og sårene  i ansigtet ville de tage hurtigt og effektivt. 

"Hvorfor... Hvorfor er du der?" spurgte hun, som hun prøvede at rykke sig lidt om på siden, så hun kunne blive tilbudt vandet. Hun turde ikke spørge mere præcist, hun vidste ikke hvem der lyttede med, eller hvor  mange der var i hytten. Kun healeren? En hel familie?
Det havde undret hende siden den aften. Hvad lavede Storm hos Mørket? Han virkede slet ikke til at passe ind der.

Hendes stemme stoppede ham, da han var halvvejs oppe af stolen. Det var ikke ligefrem det mest beroligende hun fik sagt, så han greb hendes snak om vand som en redning. Han tog kruset og skulle til at læne sig ind over hende, da hun spurgte om, hvorfor han var der. Ikke her. Der. Han forstod spørgsmålet. Med blikket ned i kruset gik ham i stå. Ja, hvorfor var han der? Af alle steder. Han sukkede lydløst.
"Det er en lang historie. Jeg følte, at jeg manglede noget, og jeg troede de tilbød mig det, jeg havde brug for." Han gned sig kort i panden, inden han lænede sig ind over hende, for at hjælpe hende med at drikke. "Når de først har fået sat kløerne i dig, forlader man dem ikke bare lige. Jeg har forsøgt." Og arrene på hans ryg fortalte om, hvordan det var gået. Man forlod ikke Mørket.

Han betragtede hende, som han støttede hende i at drikke. Han kunne ikke lade være med at tænke over hendes ord, og det smertede ham alligevel at hun åbenbart havde prøvet lige så slemme ting før. Hun var bare et menneske. Kortlivet. Og hun var stadig ung. Men sådan var verden vel indrettet. Han følte bare et eller andet sted, at det var forkert.
Selvom det var et tungt spørgsmål, hun havde stillet ham, orkede han ikke at have ondt af sig selv og hans fokus blev på hende. Han brugte nok tid på at tænke over, hvor svært hans liv var. Hvor meget han ville ønske, at det var anerledes. Men han havde stadig ikke fundet nogen udvej. Nej, man forlod ikke Mørket, ikke medmindre man tog til Kile. Og selv da skete det, at de fik fingrene i en igen.

Da han var sikker på, at hun havde fået det, hun ville have, satte han kruset fra sig på det lille bord og hjalp hende ned at ligge igen.
"Er du sikker på, at jeg ikke skal hente den gamle kone?" Der var stadig lys inde fra det store rum, så han regnede ikke med, at hun var gået til ro endnu. Var det ikke også noget med, at gamle væsner ikke sov så meget?