Det var midt om natten, og det tynde skydække lod kun et diset månelys passere igennem til dæmonernes ruinby i dalen nedenunder. Man kunne se omridset af de oldgamle tårne og forsvarsværker længere fremme. Dæmonernes arkitektur var skarp, massiv og overdådig. Resterne af den mindede Ethelihn om knækkede klør og forrevne torne på denne afstand. Hun løftede en fakkel. Der var stadig flere kilometer til Aztaroth, og Ethelihn havde intet imod, ikke at skulle helt ind i byen denne gang. Rejsen var lang, men det bekymrede hende ikke. Det var snarere følelsen af, konstant at blive observeret. Skyggerne virkede levende, vinden om de forfaldne mure lød som suk eller hyl, og man kunne sværge på, at man hørte fodtrin et sted blandt murbrokkerne.

En svag kuldegysning løb hende ned ad rygraden, før hun forsatte sin rejse. Spejderne, der var sluppet igennem belejringen om Kzar Dûn, havde rapporteret om gamle feltlejre i det her område. Enhver chance for at få overhånden overfor dæmonerne, var en chance, der var værd at tage. Det havde til gengæld ikke været planen, at hun skulle tage chancen alene.

Ikke længe efter nåede hun frem til en større samling rester af telte, nogle af dem store nok til holde en snes sovende mand og langt flere ved en ordreudmelding fra en overordnet. Et af teltene indeholdt et større træbord med hvad, der lignede resterne af et kort og små brikker, det måtte repræsentere enheder. Desuden var der et par letter reoler stoppet med udtørrede pergamentruller. Alt blev gennemrodet og intet blev lagt tilbage. Der var jo ingen, hun bekymrede sig om, der ville savne det.

Det meste af rejsen havde hun ikke haft de store bekymringer om, at være alene. Spionen, hun skulle være mødtes med på den anden side af belejringen, var ikke dukket op. Nu stod hun dog med et pergament i den ene hånd fyldt med resterne af dæmonnavne, en form for mandtal gættede hun på, hvor et enkelt navn stadig var tydeligt, og med en knækket pind i den anden og kiggede frustreret ned i jorden. *Forbandet, hvordan i Aztaroth er det de cirkler fungerer?!* Andre spørgsmål som hvor hendes rejsekammerat, hvis ekspertiseområde var dæmonisk magi, var kradset af henne, og hvorfor hun havde besluttet ikke at tage en tyk kappe med, faldt hende også ind. Hendes gamle uniform af let læder og stof var langt mere praktisk her end hendes rustning, men for troldekasser hvor var det koldt, når man stod stille.

Imens fik hun tegnet noget, der mindede om en påkaldelsescirkel med kragetæer i kanten, der skulle efterligne navnet på pergamentet. Hun rømmede sig og udtalte med klar og tydelig stemme og elendig accent: "Kilim Snait go Mifonema Føj Drejok", hvilket på dæmonisk svarede til Qilim Snáithe go Mífhonnmhar Faoi Dhraíocht.

Qilim havde netop stukket sin kniv i maven på én af de fuglemænd, som havde forvildet sig ind på deres område. Han og hans kuld-søskende havde kæmpet med dem siden tidlig morgen og selvom fuglemændene overgik deres antal mange gange, så holdt de stadig stand. Hvorfor de havde angrebet deres territorie, bekymrede Qilim sig ikke meget om. Det var sket oftere og oftere, siden portene var blevet åbnet og det var én af forbandelserne ved at have jorder, som lå i grænselandet.

Kampiveren og blodtørsten havde overtaget hans sind og hans krop reagerede nærmest på instinkter udviklet gennem hundredevis af år og han forlod sig for en stor dels vedkommende på rutinen, da han trak kniven gennem de bløde indvolde og efterlod manden til at forbløde. Snart spottede han den næste fjende, som netop var landet ganske få meter væk og med et blink af øjnene forsvandt han i den blå luft og dukkede op igen lige bag ham. Han trak sin rageknivs-skarpe langkniv over halsen på manden, mens han trak tilbage i fjerdragten oven på hovedet. 

Inden længe stod han med mandens hoved i hånden og så kroppen falde forover. Han skulle netop til at se sig om efter den næste fjende og kaste hovedet fra sig, da han mærkede et sug i maven - meget lig den følelse han fik, når han teleporterede sig. Dette sug var dog meget mere insisterende og han var ude af stand til at bekæmpe det. Det eneste han fik ud var et halvkvalt "nej!", inden tid og rum lukkede sig sammen om ham og han pludselig fandt sig selv stående et helt andet sted. 

Det hele var sket så pludseligt og blodrusen var stadig så voldsom, at da han så en menneskekvinde stå foran sig, reagerede han instinktivt og svang langkniven mod hendes bryst. Eller... Det havde han i hvert fald haft planer om at gøre. Han nåede knapt nok at løfte kniven en håndsbredde, inden en usynlig kraft stoppede ham. Chokket stod malet i hans ansigt og han forsøgte flere gange at angribe igen, men uden held. Og så reagerede han på den eneste anden måde, han kunne. Han blinkede og teleporterede sig så langt væk, som øjet rakte for at komme i sikkerhed. Hvilket desværre ikke var langt nok, men han turde ikke teleportere sig ud i intetheden, når han ikke vidste, hvor han befandt sig. 

Derfor endte han kun omkring hundrede meter fra hende, mens han så sig forvildet omkring for at forsøge at finde et holdepunkt, han måske kendte. Tanker omkring, hvad der overhovedet var sket, blokerede han, indtil han havde tid til at tænke over det. Lige nu var det sit liv, han skulle beskytte og der var intet vigtigere end det. Hovedet af fuglemanden havde han endda stadig knuget i hånden, fordi han ikke havde taget sig tid til at beslutte, hvorvidt han skulle give slip.

*Sådan!* En gnist af fryd tændtes et kort øjeblik i Ethelihn, da et af de dæmoniske tegn i cirklens kant begyndte at lyser op. Resten fulgte efter hurtigere og hurtigere som ild i en lunte. Luften gav et knald fra sig, og et materiale, der bedst kunne beskrives som sort-lilla røg, dampede op fra skrifttegnene og blev suget ind i cirklens centrum. Ethelihn holdt sig et øjeblik for ørerne, mens braget lød, og røgen gik fra at omhylle ingenting til at omhylle en frisk-bundet dæmon.

Generalen, der aldrig selv havde stået for det fulde ritual, stod et øjeblik og beundrede sit arbejde. Hun skulle nok have fået det til at virke, var hun sikker på. Skyggen i røgen gjorde et ryk, mens den fandt sine bånd. Ikke dårligt at gøre det i første forsøg. Men inden røgen fordampede, så menneskekvinden kunne se sin fangst, sprang et sværd ud af den sort-lilla tåge og svingede ubehageligt tæt forbi hendes blottede kraveben.

Ethelihn hakkede overkroppen baglæns med et højlydt gisp. *Det var lige godt!* hun trak begge sine egne kortsværd, *De plejer da ikke at være så besværlige...* Det levende hår løsnede sig for at give hende balance, mens hun gjorde sig klar til, hvad hun regnede med ville være at springe for livet. Ved et temmelig sølle andet sving regnede hun ud, at dæmonens spjæt ikke var i nærheden af at ramme.

Hun sænkede sværdene og ville stå stille, til dæmonen regnede sin situation ud, hvorefter dæmonen ved den Mørke herre forsøgte at stikke af!
"Årh, kom nu!" Hun vendte ansigtet opgivende mod skyerne, pustede ud og så efter, hvad hun nu kunne se, var en krigsklædt, blegfis (hun skulle dog nødigt snakke), med et stålblik, der fik det til at løbe den hærdede general koldt ned ad og ryggen og... hvad var det, han havde i hånden? Havde han haft det hele tiden? En tænksom rynke slog folder mellem hendes øjenbryn. Havde hun gjort et eller andet forkert under ritualet? Der var kun en måde at finde ud af det på:

"Kuilm, kom tilbage!" En dag ville hun muligvis få accenten rigtig, men ikke i dag.

Qilim's blik havde løbet over omgivelserne i en kontinuerlig bevægelse, siden hans seneste teleportation og han kunne ikke slippe fornemmelsen af, at han kendte området. Mere nåede han dog ikke at tænke, inden han hørte hendes råb. En vred snerren forlod hans læber og et kort sekund havde han ingen intentioner om at gøre, som hun bad om... Lige indtil han pludselig følte en ubændigt trang til at gøre det alligevel. 

Et kort blink med øjnene og han stod igen foran hende - hans vrede grimasse erstattet af rent og uforfalsket chok, mens han kunne mærke blodet banke hårdt inde bag ørerne. Hvorfor havde han gjort det? Det eneste han ønskede var at komme væk fra hende igen og fra denne sære situation, som han på ingen måde ønskede at være en del af, så da han blinkede med øjnene næste gang, havde han endnu engang teleporteret sig selv så langt væk, som det kunne lade sig gøre. Og pludselig slog det ham, hvor han var. Han havde været i træfning her. Området var bare svært genkendeligt, fordi det dengang havde været dækket af telte og lignende. Men det betød også, at han vidste, hvor han var og han drog omgående nytte af det og blinkede så langt væk, som han overhovedet turde. 

Sekundet senere befandt han sig i den mørke Cróise-skov og han mærkede panikken aftage sig. Han havde ikke lagt mærke til det før nu, men nu hvor han lod paraderne falde en smule, lagde han også mærke til, at han nærmest ikke havde givet sig selv lov til at trække vejret før nu. Hvad var det, der skete? Som panikken aftog vandt fornuften også indpas og en frygtelig tanke sneg sig ind i hans sind. Hun havde kaldt ham ved navn. En gysen, som intet havde med kulde at gøre, gennemrystede ham og panikken tog tag i ham igen. Hjem. Han måtte hjem og fortælle, hvad der var sket. De ville kunne hjælpe ham. Slå hende ihjel eller et eller andet.

"Kom nuuh, kom nuu..." mumlede Ethelihn med blikket stift rettet mod Qirim og knugede anspændt om sine sværd. Hun kunne knapt nok se dæmonen i mørket - faklen var gået ud, og skydækket var ikke blevet tyndere -, men hun kunne se, han strittede imod, og jo længere, der gik, jo mere urolig blev hun for, at han ville bryde løs. Det var selvfølgelig fuldstændigt umuligt! Med mindre hun havde glemt noget. De ravgule øjne flakkede ned til pergamentet på jorden, og da de så op igen, var Qilim tilbage.

Lugten af blod, kampsved, metal og læder virkede ikke overraskende langt kraftigere, når den kom ud af ingenting. Hun nåede at registrere, at han måtte være tilkaldt fra en kampplads (hun kunne kun håbe, at det var den ved borgen). Hun nåede at registrere, at det var et fuglehoved, han slæbte rundt på (en smule skuffet, fordi det udelukkede kamppladsen ved borgen). Og så nåede hun, at registrere, at krapylet ikke var blevet stående!

Hun drejede om sig selv og så ud i mørket omkring den forladte teltlejr med løftede sværd, men kunne intet se. At råbe efter den gjorde heller ingen forskel. Hendes hår, der ind til nu havde bølget afventende fra side til side, gjorde et frustreret svirp. "Aehhhhrrr, pis!"

Sværdene blevet arrigt stukket tilbage i deres skeder, og faklen blev tændt igen. Efter nogle minutters banden og svovlen og utålmodig ridsen i jorden var cirklen klar igen, omend endnu mindre køn end den tidligere. Ethelihn læste højt fra pergamentet.

Det havde taget hende længere tid, end hun brød sig om at indrømme, men hun var kommet i tanker om, hvad hidkalderne altid sagde tilbage på borgen. Nu ventede hun bare på Qilim, så hun kunne give den en ordre sagt med så meget skadefryd, som hun kunne mønstre: "Bliv."

Qilim havde blinket fra skoven til floden ved Skyggernes Dal og derfra videre til Lanjar-slugten, hvor han endelig efterlod sig fuglemandens hoved og i stedet trak sin anden langkniv. Igen og igen blinkede han og for hver gang lagde han næsten hundrede kilometre mellem ham selv og kvinden, som havde hidkaldt ham. Han var nødt til at stå stille engang imellem og forsøge at huske, hvad hans næste holdepunkt ville være og det var netop i sådan en tænkepause, at han igen mærkede den insisterende sugen bag navlen, hvilket trak et snerrende skrig ud af hans lunger, netop som mørket lukkede sig om ham. 

Resterne af skriget blev trukket med igennem forbindelsen og den overdøvede næsten hendes kommando om at blive, hvor han var. Han mærkede omgående, at det nu var umuligt at blinke sig nogen steder hen og i stedet gjorde han adskillelige udfald mod hende med begge knive. Eller det prøvede han i hvert fald på. Igen og igen fik han kun løftet hånden nogle få bredder, inden han sænkede den igen - som om han ikke ønskede at skade hende. Efter endnu et langt øjeblik råbte han vildt og sled knivenes ægge tæt hen over hinanden, hvilket fremkaldte en regn af gnister, som lod til at være det eneste, som kunne udtrykke den vrede, foragt - og frygt - som han følte i dette øjeblik.

Det gav et lille sæt i Ethelihn, da Qillim sprang ud af ingen ting igen, men ellers rykkede hun sig ikke ud af flækken. Det mindede om at have et bæst sprinte imod sig, man vidste var bundet af en kæde. Hun kunne trygt stå helt stille på en bestemt afstand, men var klar til at flytte sig - bare i tilfælde af, at kæden sprang. Denne dæmon mindede hende også mere om et bæst end nogle af de dæmoner, hun var stødt på. Ikke mindste fordi den kun havde skreget og forsøgt at lange ud efter hende. Kunne den overhovedet tale? Hun antog, den i hvert fald kunne knurre. Og den lod heller ikke til at fatte, hvilken situation den var i, ellers ville den da være holdt op med at kæmpe imod. For Isari da også, kunne jeg i det mindste have fundet en, der kunne tænke selv.* I det mindste var den udholden. På den ene side var det faktisk imponerende, på den anden side var det også virkeligt irritende.

Hun trak vejret ind dybt en enkelt gang og pustede ud, som nogle af de mere spirituelle krigere gjorde for at komme ud af kamprusen, og studerede sin fangst - og trådte et skridt til side for at undgå gnisterne. Han havde smidt fuglehovedet på vejen. Det virkede beroligende, i det mindste var det ikke et eller andet sygt legetøj den slæbte med alle steder. Hankøn registrerede hun også denne gang... eller det mente hun i hvert fald. Man kunne aldrig vide med de her tingester.
"Du er mere stædig end de andre, det må man give dig," mumlede hun halvt henvendt til Qilim halvt til vinden med anspændt ro i stemmen, mens hun rullede listen med navne sammen og stak det i sit bælte. På samme måde slangede et par løse hårtotter sig tilbage på plads.

"Grr!" Et par af gnisterne ramte plet på hendes underarm og fik hende til at afgive en temmelig sølle knurren. Lidt af gnisterne lod dog til at blive suget ind i huden snarere end brænde den. "Stop det der! Ved Zaladins skabninger, jeg håber du forstår længere kommandoer end enstavelses..." Og kunne bæstet ikke bare slappe af?! Den... han? Han. Måtte da have regnet ud på nuværende tidspunkt, at han ikke skulle nogen vegne lige foreløbig.

Frustrationen var stadig tydelig i Qilim's ansigt og generelle holdning, men han var da i det mindste holdt op med at forsøge at slå hende ihjel. Det var jo tydeligvis ikke muligt og han havde haft tid nok lige før til at huske, hvad han havde fået fortalt om dæmoner, som blev slavebundne. Det var ikke muligt for dem at gøre skade på deres slavebinder og det så desværre ud til, at det netop var, hvad han var nu. Slavebunden. Vreden kogte i ham, men han holdt den fast indeni sig, mens han arbejdede på at få ro på sit ydre igen. Kun en knøs tillod sit temperament at løbe af med sig på denne måde.

Hendes ord var fremmedartede, omend han naturligvis kendte det sprog, hun talte. Han talte det selv flydende, men dén oplysning valgte han at holde for sig selv for nu. Hun var trods alt åbenbart af den holdning, at han var uintelligent og det havde han det sådan set fint med. Han anede endnu ikke, hvem eller hvad hun var og han havde ingen grund til at give hende alle oplysninger på et sølvfad. Forhåbentlig kunne han lokke hende til at slippe tøjlerne så meget, at han kunne smutte sin vej på et tidspunkt, så han kunne alarmere sin familie.

Så derfor svarede han ikke på hendes vredesudbrud eller stillede nogen spørgsmål selv. Han endte bare med at stå med hænderne samlet foran sig - stadig med en langkniv i hver af dem - og tog en dyb indånding.

En ufrivillig kuldegysning fik Ethelihns skuldre til at sitre et øjeblik. Det måtte være tæt på midnat. Lyset havde ikke ændret sig meget, det gjorde det sjældent, men luften plejede at blive koldere, jo tættere man kom. Tågen, der kom fra den retning, hvor ruinbyen lå, var også blevet tættere. Ethelihn så hen over resterne af teltlejren. Listen med navne, var det første hun havde fundet, så resten af lejren manglede stadig at blive gennemrodet. Nu hvor havde hjælp, ville det gå hurtigere.
"Gennemsøg den vestlige del af lejren for våben, papirer, bøger, stentavler, hvad som helst, der stadig kan bruges. Du kan gå," Indrømmet, at det nok var noget af en mundfuld for en dæmon, der potentielt kun forstod to-stavelsesordre, og at der måske var nogle huller i den, som hvordan Qilim måtte flytte sig, og hvor langt, og hvad "Du kan gå" egentlig betød. "Kom tilbage med hvad, du finder," dækkede nogle af dem.

Selv vendte menneskekvinden sig mod den østlige del af lejren og begyndte af gennemgå teltene. Hun var ikke sikker på, om hun brød sig om, at Qilim var holdt inde med sine udbrud. I det mindste havde hun vidst, hvilket humør han var i. Sandynligheden for, at det humør havde ændret sig var ikke stor, men hun foretrak klart en modstander, der rasede mod hende med hævede våben, frem for en, der stod stillede og afventede hende. Førstnævnte lavede langt flere fejl.

Qilim tilbageholdt en knurren og gik i stedet hen for at finde, hvad hun havde bedt ham om. Han var ikke ligefrem tilfreds med at være blevet et menneskes lakaj, men han havde også lige opdaget, hvor svært det ville blive for ham at holde sin intelligens hemmelig. For han havde jo rent faktisk forstået alt, hvad hun havde sagt. Og når han kom tilbage, ville hun i hvert fald vide det. Han sukkede tungt og gav sig til at rode ruinbyen igennem. Han havde fået ordre til at søge den igennem og han kunne mærke presset fra ordren. Han kunne dog også mærke, at han burde kunne teleportere sig selv væk igen og så gennemsøge ruinen senere - hvis ellers det var dét, han ønskede. Hun havde ikke sagt, hvornår hun ønskede, at han skulle gøre dette. Men han gjorde ikke forsøget. Lige nu blev der holdt for godt øje med ham. Det var bedre at sørge for, at hun ikke opdagede, hvor dårligt hun gav ordrer, så han kunne drage nytte af det en anden gang.

Han skuttede sig let i kulden, men holdt sig varm ved gennemsøgningen. Da hans blik pludselig faldt på stol, som stadig kunne bruges, krusedes hans læber i et ondt smil. Han samlede den op og gik hen til hende med den. Han brugte ikke sin teleportationsevne til at udføre opgaven hurtigere. Han foretrak at opgaven varede så længe som muligt, da den sikkert ville blive afløst af nye opgaver. Så da han stod foran hende, rakte han stolen frem med et surt drag om munden. Måske dette kunne styrke hendes tanker om hans intelligens. Stolen kunne trods alt "stadig bruges".

Ethelihn gik mere systematisk til værks. Det nærmeste telt blev gennemgået først. Der var intet. Teltet på den modsatte side af, hvad der tydeligvis havde været en gangsti, blev gennemgået som det næste. Heller intet. Naboen til teltet, hun nu stod i, blev gennemgået som det næste. Nul og niks. Teltet på den modsatte side af gangstien var næste mål. Hun begyndte at fornemme et mønster, og blev tilsvarende træt ved tanken om, at alle teltene død og pine skulle gennemgås.

Mens hun havde snuden nede under endnu en feltseng, og hendes lange hår rodede rundt i en sengebordsskuffe, hørte hun fodtrin uden for. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun tro, at de slæbte fødderne efter sig. En hånd blev lagt på et sværdgreb for en sikkerhedsskyld, mens hun rejste sig og bukkede ud af teltet. Og der kom dæmonen. *Med en stol? En stol?!* Ethelihn så på dæmonen med en mine, som når man skal til skælde en hund ud, der uskyldigt sidder og logre med halen på en bunke af vat fra en pude, den med garanti flænsede med fuldt overlæg. Puden var stolen, og hun troede ikke en meter på hunden eller dæmonen, hvilket muligvis skyldtes paranoia mere end noget andet. I det mindste havde dæmonen afsløret, at han forstod det meste. Så gik der et lille lys op for Ethelihn. Hvis hun var nødt til at prøve igen, skulle han da også have chancen, og man var vel ikke Mørkets kriger uden at være en smule sadistisk.

Ethelhihn tog imod stolen og satte sig prompte i den. "Hvor betænksomt," hvilket hun ikke mente et ord af, "Du kan lige så godt gennemsøge hele lejren. Ikke flere møbler. Find information, der kan bruges mod dæmonerne, og gør det så hurtigt, som du kan, uden at misse noget." Hun satte sig demonstrativt så mageligt som muligt i stolen, og så selvtilfreds på sin dæmonslave. Der var ingen måde, han kunne sno sig uden om denne gang, tænkte hun. Et eller andet sted i baghovedet var hun også en smule spændt på at se, hvordan han ville finde et smuthul.

Qilim havde haft en lille selvtilfreds flamme til at brænde i brystet, nu hvor han havde fundet en måde at være ulydig på og hans ansigt, som havde været udtryksløst hele vejen hen til hende, afslørede en ganske lille trækning omkring mundvigene, da han så hendes øjne spærre sig op i irritation. Trækningen forsvandt dog hurtigt igen, da hun pludselig blev selvtilfreds og tog imod stolen. Ordren der kom bagefter fik stenansigtet til at komme tilbage, mens Qilim sydede indvendigt. Hun var måske ikke slet så uintelligent, som han havde troet og han kunne nu se, hvordan han havde blottet sig selv med sin barnagtighed i stedet.

Så snart det sidste ord havde forladt hendes læber, blinkede han tilbage til resterne af det telt, hvor han havde fundet stolen og hurtigere end han havde troet det muligt, gik han i gang med at endevende det hele derinde. Så snart han var færdig med gennemsøgningen, blinkede han hen til det næste sted og snart hamrede hans hjerte af sted og sveden sprang frem på hans pande. Reoler blev endevendt, feltmadrasser blev sprættet op, bøger blev åbnet og rystet over jorden for løse blade. Han havde fået ordre til ikke at misse noget og ved alle guder, nu mærkede han den fulde vægt af sin slavebinding. Sten blev vendt og skriveborde blev gennemrodet. Det tog en drabelig tid, selvom han arbejdede så hurtigt, han kunne.

Det var i det tredje telt, at han fandt et brev fra en general til en anden. I det femte telt var plantegningen til de nyudviklede kastemaskiner. Allerede i det sjette fandt han en efterladt flaske med en eliksir indeni. Og selvom han hver gang prøvede at gå videre og lade det ligge, endte det alligevel med, at han hver gang stak det inden for skjorten. Frustrationen var stor, da han nåede det sidste telt næsten en time senere og havde ikke mindre end syv ting under skjorten, som han absolut ikke havde lyst til at aflevere til hende. 

Og så slog det ham. Hun havde ikke sagt noget om, at han skulle aflevere det til hende. Hun havde kun sagt, at han skulle gennemsøge teltene og ikke misse noget! Hurtigt hældte han alle tingene ud af skjorten igen og så sig om efter et godt gemmested. Han endte med simpelthen at grave et lille hul med hænderne og stoppe tingene derned. Men inden han dækkede det til igen, stod han et øjeblik og så utilpas ned på tingene. Så tog han tegningen af kastemaskinerne og brevet mellem generalerne og stak det inden for skjorten igen. Det ville være mere troværdigt, at han rent faktisk havde fundet noget. 

Hastigt dækkede han hullet til og tørrede sine hænder af i resterne af en pude, inden han blinkede tilbage foran hende igen og rakte de to ting frem mod hende med det samme udtryksløse ansigt som før og sveden drivende ned af ansigtet. Indeni tumlede han dog med flere tanker. For hvorfor kunne han ikke gå forbi tingene før, hvis han nu bare kunne efterlade dem? Det gav jo ingen mening! Måske var det simpelthen fordi, at han ikke havde indset, at der var et hul i hendes ordre på dét tidspunkt? Det var en tanke, der var værd at tage med sig.

I mellemtiden sad Ethelihn og trillede tommelfingre i en i virkeligheden ikke særligt behagelig stol. Den havde måske været behagelig, den gang den var polstret, og den havde været polstret. Det vidste hun, fordi polstringssømhovederne, stak hende i enden. Hun ignorerede dem. Et eller andet væltede ca. fem telte ovre. Måske skulle hun have fortalt ham, at han skulle være stille? Nej, det ville ikke gøre en forskel. Teltlejren lå midt i en ødemark. Ethelihn svingede dovent det ene ben over det andet, og hvilede en albue på et armlæn og hovedet i hånden.

Så blev der stille et øjeblik. Dette ville have været først gang, Qilim fandt noget af værdi. Ikke at Ethelihn vidste det. Hun rejste hovedet og vendte sig en kvart omgang for at se efter manglen på lyd. Enten havde dæmonen tænkt sig om selv og sænket støjniveauet, det tvivlede hun stærkt på, eller også var han stukket af igen. Han fik en chance. Lidt efter kom larmen tilbage, og Ethelihn skiftede stilling igen, denne gange med det ene armlæn som ryglæn og begge ben over det andet. Nej, dn gik ikke. Hun skiftede tilbage til den forrige. Der var et vidst princip i, at hun ikke rejste sig fra sin "magelige" stolen før dæmonen kom tilbage. Jo mere, hun kunne få lov at tvære ud, at hun ikke havde løftet en finger, jo bedre, og selvom sømmene var ved være overvisende.

*Pop*

"Godt at se, du har fået lidt sved på panden," Hun ventede lidt med at rejse sig og så ham an. Der lod ikke til at været noget... galt. Han stod da med nogle pergamenter i hånden, og havde tydeligvis ikke hvilet på laurbærrene denne gang at dømme efter hans næsten spejlblanke pande. Sandt at sige havde hun næsten regnet med, at lejren havde været fuldstændigt blank for information. Den havde tydeligvis ikke været brugt i meget lang tid. Alligevel stod han der med en lille stak læselige efterretninger. Dæmonen havde rent faktisk gjort præcist, hvad hun bad om - så vidt hun vidste -, og hun var næsten skuffet.

Ethelihn rejste sig fra stolen, som om hun ikke havde sidde på søm den sidste time, tog imod dokumenterne og skimmede dem. Hun kunne nok dæmonisk til at torturere information ud af uvæsnerne, men det her var lidt mere end, hvad hun kunne klare. Og så var hun ret sikker på, teksten stod i kode. Pergamenterne blev rullet sammen og stoppet i bæltet sammen med tjenestelisten.

Hun knækkede nakken en enkelt gang, og skævede så et øjeblik mistænksomt til Qilim. Det udtryksløse ansigt var ikke til at læse! Mange af hendes krigere var i stand til det samme, men hun havde aldrig selv lært det, og hun hadede virkelig, når folk var som statuer. Hun overvejede at spørge, om Qelm, nu også var sikker på, at han ikke manglede noget. Men ærligt talt, så var hun muligvis mere træt af lejren end dæmonen var. Pft, hvem prøvede hun at overbevise? Hun kunne umuligt være mere træt af lejren, end dæmonen. "Er du i stand til at teleportere os begge tilbage til Mørkets borg? Og huske jeg kan tvinge dig til at fortælle hele sandheden, skulle du få den geniale idé at holde noget for dig selv," spurgte hun roligt og begyndte at udviske påkaldelsescirklen and andre spor efter dem.

Qilim holdt sit ansigt udtryksløst, selvom han havde mest lyst til at knurre af hendes provokerende attitude. Hun behøvede vel ikke ligefrem at tvære i den magtesløshed, hun havde placeret ham i?? Men udadtil reagerede han ikke og lod hende blot om at overtage papirerne, han havde holdt frem. I samme øjeblik de forlod hans hænder, mærkede han et sting af skyldfølelse i brystet, fordi han havde overladt den slags informationer om sin egen race til sådan én som hende.

Han havde stået stolt og afventende, mens hun undersøgte tingene. Han lagde også mærke til den måde, hun så vurderende på ham og han nøjedes blot med at se ned på hende med en afventende mine. Indtil videre havde han bestemt forvist enhver tanke om, hvordan hans fremtid nu skulle se ud og han havde heller ikke lyst til at tænke over det nu. Men da hun spurgte ind til hans evner og i samme ombæring afslørede deres bestemmelsessted, mærkede han pludselig hjertet dunke endnu hårdere i brystet. Havde hun virkelig tænkt sig at tage ham med til Mørkets borg?? Ikke nok med, at det var et frastødende sted - der var også dæmoner over alt i det område. Dæmoner, som havde tilsluttet sig Mørkets side!

Tanken alene var horribel. Tænk hvis nogen så ham. Tænk hvis nogen genkendte ham. Tanken om skammen ved genkendelse trak en let rødme op langs hans hals og han sank en klump, inden han var i stand til at svare på hendes spørgsmål. Han var heldigvis åndsnærværende nok til at huske at gøre sin udtale så gebrokken og forfærdelig som muligt. Hun behøvede ikke at være klar over, hvor godt han talte hendes sprog. "Jeg ikke.. telepot mere end jeg..." fik han frem og rystede på hovedet for at lade hende forstå, at det ikke kunne lade sig gøre.

"Hmm, så går vi." Inholdet af Qilims svar generede kun Ethelihn en smule. At marchere var ikke et problem, det var trods alt, hvad hun havde gjort for at komme hertil. Til gengæld skar dæmonens accent hende i ørerne, så hun skar en grimasse, som hvis nogen gave kurret neglene ned ad en rude. "Måske vi skal holde os til dæmonisk." Hendes egen accent var bedre, omend absolut ikke fejlfri. Forskellen var med al sandsynlighed, at det lidt hun kunne, havde hun lært af dæmoner. Eller det antog hun. Halvdelen af ordene indeholdt dog lyde, de ikke burde indeholde.

Dæmonen havde ellers været svært at læse, men hun syntes, at hun opfattede en reaktion, da borgen blev nævnt. Hvilken reaktion var hun bedøvende ligeglad med, så længe den ikke var en af den positive slags. Mens Qilim bekymrede sig om, dæmonerne på borgen, var Ethelihn ganske tilfreds med, hvad hun vente hjem med. Hun børstede de sidste rester af påkaldelsescirklen væk med fødderne og trak sin kappe om sig. Det var ikke en god nyhed, at den kriger, hun oprindeligt skulle have mødt på vejen, ikke dukkede op, hvilket sandsynligvis betød, at han var blev slået ihjel på vejen. Men hun vendte hjem med en slavebunden dæmon og en hel liste med flere navne. Det var mere end, hvad nogen var vendt hjem med længe og værd at være stolt af. Og stolt var hun da også, selvom at have miste endnu en kriger stak. Hun rystede fornemmelsen af sig. Det havde de ikke tid til.

Ethelihn så sig om. Området omkring lejren lå stadig øde hen. De kunne lige så godt gå nu som senere, og hvad var et par vågne timer til, når man var hjemme hurtigere.
"Kom, og afslør os ikke," ordvalget holdt hun simpelt, og skiftede så tilbage til menneskenes sprog, "Du bærer stolen. Du mente, den var noget værd, ikke?" Spørgsmålet var retorisk, og hun smilede muligvis en smule mere, end hvad var højst nødvendigt.

Han fokuserede mere på samtalen, da hun uden videre tog hans opfundne dialekt for gode varer. Det gjorde ham en lille smule selvtilfreds igen, men denne gang var han bedre til at skjule det og da hun selv talte dæmonisk forsvandt selvtilfredsheden igen og en kuldegysning gled ned langs hans rygrad over udtalen. Hendes næste ordre affødte endnu en gysning af mishag og han tog sig næsten ikke af, at hun havde sendt endnu en ordre hen til ham. Han faldt bare i trit ved siden af hende med stolen over skulderen - tilsyneladende uden større besvær. 

"Din udtale er forfærdelig," sagde han i stedet og rynkede på næsen i noget, som kunne være snobberi. "Hvis du holder dig til dit sprog, så holder jeg mig til mit." Han var klar over, at det sikkert var at presse melonen, når han begyndte at fortælle hende, hvordan hun skulle opføre sig, men han var så småt begyndt at indse, at han ikke fik noget ud af at spille stum. Måske ville det bedste være at forsøge at få noget at vide om hende. Finde ud af, hvem det var, der holdt hans snor i sin hånd. Så kunne han måske finde en vej ud af situationen.

Hvis det nu havde været en af væbnerne eller en af krigerne, der havde talt til hende, som uvæsnet lige havde gjort, så havde hun 'desværre' været nødt til at minde dem om Mørkets hakkeorden. De helt nye, som de ingen havde fået af, som de havde fået meget få af siden ankomsten i Kzar Mora, kunne hun forstå, rendte rundt uden rustningen. Det gjorde det ikke mindre vigtigt at give dem en lærestreg. Men der var den forskel, at mens rekrutten skulle følge ordre mere eller mindre frivilligt og derfor skulle have en god  grund med jævne mellemrum af varierende voldelighed, så havde dæmonen ikke andet valg. Desuden skulle nogen bære den grimme stol. Måske skulle hun få den polstret?

"Så længe din grammatik er så dårlig," i virkeligheden ville hun gerne have sagt elendig eller forklaret, at hun blev dummere af at høre den, men så godt talte hun heller ikke dæmonisk, "Holder jeg mig til dit sprog." Det ville han sikkert ikke bryde sig synderligt om. Hendes mundvig vippede opad en enkelt gang, mens hun skridtede videre i et jævnt tempo i den retning, hun var kommet fra. En tanke slog hende, det kunne være sjovt at se hvordan han reagerede på hende egentlige modersmål. Hun stammede fra Norden og var opvokset med en dialekt af krystallisiansk, der praktisk talt var et helt andet sprog. Ethelhn udtalte en kort sætning med nogle udskiftede vokaler, tabte endelser, og nogle s'er, der var stemt på en måde, man sagde kun Nordfolk kunne det: "Giv dig selv en lussing." Hun så afventende på dæmonen ud af øjenkrogen uden at have de store forventninger og uden at skjule det særligt godt. Han skulle nok kunne forstå en ordre for at udføre den... På den anden side var magiens veje ofte uransagelige. Et ord hun knapt vidste, hvad betød på hendes eget sprog, men det var sådan hun havde lært udtrykket.

Stenansigtet vendte tilbage ved hendes kommentar og han bed sig hårdt i den kind, som vendte væk fra hende, så hun ikke ville kunne se det. Alene tanken om at skulle høre hende tale hans sprog med den forfærdelige udtale.... Det var næsten nok til, at han gav efter og afslørede, at han selv talte hendes sprog flydende. Næsten... Han tog en dyb indånding og talte langsomt til syv, mens han pustede umærkeligt ud. Det gjorde han endnu et par gange, mens han forsøgte på at fjerne sin irritation. Men inden han kunne nå det, talte hun igen og hans hånd røg nærmest af sig selv op, hvorefter han gav sig selv en svidende lussing. 

Hans øjne spærrede sig op, men han kvalte et vredt udbrud. I stedet nøjedes han med at sende hende et svidende blik og gik tilbage til at give hende den kolde skulder. Det der var direkte sadistisk og han havde ikke tænkt sig at deltage i hendes morskab i større omfang end hans lænker tvang ham til det.

Ethelihn lo overrasket og det blik, Qilim sendte mod hende, var mere end hvad hun kunne have håbet på. "Jeg troede ikke, det virkede," grammatikken var ikke helt perfekt, "Interessant." Havde hun eget lidt mere medmenneskelighed, ville hun ikke bruge det trick igen, men desværre var sadisme en del af hendes jobbeskrivelse. Morbid underholdning var dog ikke hele grunden til, hun forsøgte at finde ting, der ville genere ham. Efter nogle måneder under belejring af hans slags, var der en hvis hævntørst at slukke.

Gruset kurrede under hendes støvler. Vinden tudede og trak op, fik kappen til at blafre op. Småirriteret trak Ethelihn den tilbage på plads omkring skuldrene. Jo længere væk fra lejeren de kom, jo mere øde blev det og de var stadig langt fra borgen. Fordelen ved området var, at man kunne se flere mile væk. Ulempen var, at det kunne alle andre også. Tanken strejfede hende, at de ville nå dæmonernes baglinjer før borgen. En svag, bekymret rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn et øjeblik og forsvandt så igen. Det kunne være et problem, hvis dæmonerne genkendte slaven. Det kunne antage, han havde skiftet side frivilligt? Måske, men det turde hun ikke løbe an på. Det problem måtte hun tage om nogle timer. Ethelihn kastede et blik tilbage mod dæmonen, der var blevet bemærkelsesværdigt stille. Han mindede hende et øjeblik om sine brødre, når de syntes en af dem var gået over stregen. Ikke at det rørte hende.

De gik videre i tavshed og Qilim blev ikke dén, som brød den. Faktisk fandt han det rarere, end at forsøge at have en samtale med hende. Han havde på fornemmelsen, at han nok skulle komme til at snakke rigeligt med hende i fremtiden og eftersom han indtil videre ikke brød sig særligt meget om hende, så var det noget, som godt kunne vente. Efterhånden som tiden gik og de tilsyneladende ingen vegne kom, begyndte stolen dog også at være tung at slæbe på. 

Han var ikke stærkere end en normal dæmon. Hans styrke lå i adræthed og hurtighed og det massive træ fik det til at værke i både skuldrer og arme. Snart begyndte han at sakke lidt bagud. Han var ikke vant til at gå langt. Han teleporterede sig som regel fra sted til sted og gik kun små distancer. Men hun havde udtrykkeligt sagt, at "så gik vi" og selvom hun måske ikke havde ment det som en ordre, så bed den alligevel på ham. Han nægtede dog at sige noget eller beklage sig. Det var han for stolt til. Men han regnede med, at hun på et tidspunkt ville blive træt af det langsomme tempo og selv opdage, at der var noget galt.