Langt om længe havde Alia fået nys om at elvere var velkommen i Dianthos igen. Det var sådan set også på tide, alt for længe havde det stået på at elvere ikke var velkommen og længe havde hun ikke kunne tjene nogle krystaller. Det var hendes levebrød det var gået ud over, og nu skulle hun til at starte helt forfra. Selv da hun endelig var kommet frem til sit hjem og butikken lignede det jo en forladt ruin. Der havde ligget støv ud over det hele, og spindelvæv var begyndt at dukke op i hjørnerne. Efter flere dage var der endelig kommet lidt styr på butikken, så nu kunne hun tage imod kunder igen. Dog var det ikke lige frem fordi kunderne var vadet frem for at få noget fragtet. Det var præcis som hun havde forventet, nu skulle hun starte helt forfra igen.

Efter at have været nede ved havnen som lå langt væk havde hun bevæget sig mod Dianthos igen. Nu hvor hun endelig kunne være hjemme ville hun være det. Der kom sikkert kunder i morgen, eller det kunne man da håbe på. Vel ankommet til Dianthos havde regnen for længst startet. I det fjerne havde man kunne se lyn og buldren efter torden. På ryggen havde hun sin velkendte bue, og ved hendes side gik katten så stor og mægtig. Den var i hofte højde og helt hvid. Den lagde ikke mærke til at der var nogen der bevægede sig ind i de små huse, den holdte kun øje med hvor Alia gik henne.
Blandt markedspladsen og boderne vandrede Alia for at komme hjem, med et blev markedspladsen oplyst at et lys, og der efter lød et brag lige oven over hende. Så var tordnen altså kommet til Dianthos. Lækkert, så kunne det være at denne varme det havde været længe stoppe med at fylde det hele. Der kunne godt trænge til at komme lidt koldt luft ind over byen. Små ben lød og en familie på fire løb igennem regnen for at komme hjem, dog faldt et smil frem på hendes læber da hun så det.

Simar havde været ude og hygge sig hele dagen, det havde været en af de dage hvor hans fantasi og kreativitet havde fået lov til at blomstre. Simar var dog ikke bare taget afsted, han havde spurgt sin mor om det havde været i orden med hende, at han tog ud på en af hans ture. Han havde lovet at være hjemme igen inden det blev alt for mørkt. Det havde også været hans hensigt at nå hjem inden, men det var begyndte at regne og han havde derfor søgt tørvejr for at håbe på det ville stilne hurtigt af sådan han ikke blev alt for våd når han kom hjem.

Det havde det bare ikke gjort til Simar ærgrelse, derfor føltes vejen igennem markedspladsen længere, mest fordi det var koldt og vådt. Han var dårligt nået ret langt før det begyndte at buldre og brage, sammen med lysglimtene der kom på himmel. Panikken ramte Simar, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han turde ikke løbe hjem for tænk nu hvis et lyn eller et træ eller sådanne ting ville falde ned over ham. Helt gennemblødt stoppede han op og kiggede sig omkring for hvor han kunne søge tilflugt.

At se hvordan folk skyndte sig rundt omkring for at komme til deres hjem, ind i tørre vejr og læ. Mens Simar stod midt på gaden, tårerne løb ned ad hans kinder, han var bange virkelig bange. Simar fik øje på en bod hvor der stod et bord som han kunne løb hen til og gemme sig under, det var måske ikke det bedste men det var bedre end at stå midt på gaden. Han kravlede hurtigt ind under bordet, hvor benene blev bukket sammen og armene lagt om knæene. Simar prøvede virkelig at holde øjnene lukkede og ikke koncentrere sig om de højre brag der kom, men det var virkelig svært. Øjne blev dog åbnet indimellem, hvilket han kom til at fortryde, da markedspladsen endte med at blive lyst op af et glimt inden der kom det Simar ville kalde et kæmpe brag. ” HJÆÆÆÆÆÆÆLP!” Skreg han i panik og tårerne blev flere og flere, hulkene var rimelige høje, selvom det nok ikke ville være noget nogen ville kunne høre, på grund af regnen. Hvorfor var hans mor her ikke? Hvorfor var han ikke taget hjem som han havde aftalt? Hvorfor havde han ikke bare skyndt sig hjem, da det begyndte at regne? Ja spørgsmålene for rundt i hovedet på Simar, han hadede det virkelig!

Som Alia bevægede sig i gennem markedspladsen holdte hun kun øje med en ting. Vejen hjem til butikken og hendes hus. Hun havde trods alt intet håb om at komme hjem i tørvejr, det var for længst overstået. Hun havde kun for øje at komme hjem og få lidt varmt at spise, måske en flaske vin eller øl ville blive åbnet, måske lidt stærkere. Hun var faktisk ikke helt sikker endnu, men hun skulle nok finde ud af det når alt kom til alt. Som hun havde vandret videre stoppede katten op da den hørte noget hun ikke kunne. Hun bevægede sig blot videre men stoppede op da katten brølede. Hun vendte sig om og kiggede på den. "Nogen har brug for hjælp" kom det fra den i hendes tanker. Hun bevægede sig over til den og klappede den på hovedet. "Så lad os se hvad der sker inden vi skal hjem." endnu et lysglimt fyldte markedspladsen og et nyt brag lød.

Hun trådte rundt om de forskellige boder og det samme gjorde katten. Da den gik og kiggede sammen med hende stoppede den op lige foran Simar. Et nyt brøl kom fra den og Alia trådte hen til katten. Hun satte sig på hug og der kunne hun se en ung elver sidde og være bange. "Hey, kom ud der fra, der er intet at være bange for." hun rakte en hånd frem imod elveren og kiggede lidt på ham. Det var faktisk rart at se en elver der var i Dianthos igen, måske der snart ville komme flere efterhånden som byen åbnede sig mere op igen. "Der er intet at være bange for." stadig med en hånd rakt frem imod den fremmede kiggede hun på ham og så tårerne trille ned af hans kinder. Gad vide om han var blevet væk, eller nogen havde jagtet ham. Man kunne aldrig vide, slet ikke nu hvor Kiles Orden havde haft magten så længe.

Lyden at noget der brølede var ikke lige frem med til at gøre ham mere tryg som han sad der under boden, han kunne dog se at det var et stort dyr som gik sammen med en som kun havde to ben. Normalt ville Simar også havde været blevet en anelse bange og usikker, men det virkede som om hans krop ikke kunne blive mere bange for nu. Men da endnu et lysglimt kom og efterfølgende et brag prøvede han at gemme sig mere end han gjorde nu. Selvom det ikke lykkes ham, havde han haft muligheden for kunne gave et stort hul på ingen tid og derefter hoppe i hullet og fylde det med jord igen… havde han gjort det, bare ind til uvejret var ovre.

Simar vidste ikke helt om han skulle kigge op, eller bare blive ved med at kigge ned i sine knæ! Dog valgte han alligevel at kigge om som han hørte en tale til ham. Han så på kvinden, hun virkede ikke til at være farlig, men mere at hun bare ville hjælpe ham. ”Jeg er rigtig bange” Sagde han og forsøgte virkelig at skjule at han var hunderæd for uvejret, hans højre øje valgte at forråde ham og begyndte sit eget liv, med de ticks han altid kæmpede med når han blev bange og usikker.  Simar vidste ikke helt om han bare skulle tage hendes hånd og stole på hende? Hun var jo tros alt en fremmede og det var altså ikke altid man kunne stole på fremmede uanset hvor søde de ellers kunne være. Simar kravlede forsigtigt ud fra der hvor han havde gemt sig, ” jeg ikke så glad for lyn og torden” mumlede han stille og så op på hende inden han vendte blikket mod den store kat. ” Jeg nåede ikke hjem inden det begyndte og turde ikke løbe hjem, så jeg gemte mig” Sagde han stille og mærkede allerede hvordan hans hår klistrede sig til hans pande af regnen. Simar var gennemblødt og han rystede svagt, da han var begyndte at fryse, ” Det koldt” Sagde han stille og lagde armene omkring sig.

//Vil starte på en frisk, vi kan tage et nyt emne hvis det er//