Nye ordrer var blevet udstedt og Hauru var selvfølgelig lige så forpligtet til at følge dem, som alle andre i hæren. Hendes dovne natur kom ofte i vejen, men dovenskab havde der været nok af det sidste stykke tid. Det var på tide at gøre noget produktivt! Produktivt var måske så meget sagt, men i det mindste var hun i færd med at gøre sig anstændig nok, til at bevæge sig ud af hytten.
Det havde nu været rart at bruge noget tid alene, efter den lange rejse tilbage fra Rubinien. Man mødte mange irriterende typer på vejen. Den ene nat var hun stødt ind i en utrolig snakkesalig kvinde, der aldrig havde forstået kunsten i at holde kæft. Hauru så det som et råb om hjælp og besluttede sig for at gøre en ende på hendes lidelser. Måske lige det minde var værd at smile over. Endnu mere fordi den kvinde havde doneret et par gode støvler at vandre i og en udmærket kutte, til resten af Haurus rejse.

Der var ikke længe til at solen ville gå ned, men indtil den gjorde, var Hauru fanget i sin hytte. Hun var ellers klar til at komme afsted, iført et par tætsiddende bukser, den alt for store skjorte i hør og støvlerne. Kutten kunne hun gribe på vej ud, men indtil videre nød hun stilheden i den mørke hytte, siddende foran den tændte pejs på gulvet. Det lange hvide hår havde hun stadig ikke fået styr på, så det sad som det plejede. - Løst og uglet.
Hun havde trukket begge ben op under sig og lagt armene om, som hun sad der og forsøgte at udtænke, hvor det ville være nemmest at stjæle føde. Dianthos, markedspladsen, måske? Der var altid så meget larm, en udmærket distrahering til at udføre et par småtyverier.

Tiden var fløjet afsted, men Deavás havde haft en del at se til på det sidste, så han havde ikke haft tid til at bekymre sig om sin gamle ven(inde). Mest af alt fordi hendes attitude måske var ved at blive en anelse gammel og han hurtigt følte, at han kunne blive træt af det, hvis han stødte på hende igen. Hvis hun altså endnu var en hun, der var jo gået lang tid og måske havde Hauru fundet en løsning på sit problem. Tanken om at hun stadig var en kvinde, morede ham dog ganske svagt, som han vandrede igennem Tusmørkedalen.

Han havde lige afsluttet et vigtigt møde og var egentlig på vej mod sin midlertidig bolig for natten. Uheldigvis for ham, opfangede hans evne et velkendt signal og han var hurtigt på sporet af Hauru.. Det var længe siden, men det havde været en velfortjent pause og han kunne vel godt bruge noget anderledes selskab, så han ikke skulle tilbringe natten alene. De gyldne øjne havde et mål for øje og Deavás var hurtigt endt på stien imod hytten. Tøjet var bestående af et par løse sorte bukser, som var bundet fast om lavet med et rødt stykke stof, dertil kom den hvide skjorte og en sort frakke med røde og gyldne detaljer på. Han forsøgte ikke at skjule sin velstand, men Deavás kunne også have valgt noget mere prangende. Dog duede det ikke til den slags møder. Det mørke hår var skubbet let til siden, som vinden havde haft fat i det.
Trinene mod døren var faste og rolige, som han løftede hånden for at banke på, men i sidste ende ombestemte sig og valgte at tage fat i håndtaget for blot at træde ind. "Holder du hytten varm for min skyld?" lo han, som han så hvordan hun havde sat sig foran pejsen. Døren gled i bagved ham, som han lagde hovedet let på skrå. "Stadig kvinde, kan jeg se.." Hauru havde endnu ikke fundet en løsning.

Uden at være den mindste smule forberedt på at få gæster, kunne chokket Hauru fik tydeligt ses. Af ren refleks tog hun fat i kniven og skulle til at kaste den afsted mod døren, men da det gik op for hende at det var Deavás, blev det et noget så dovent kast og kniven landede i stedet omkring en meter fra dem.
"Årh, for Zaladin.." mumlede hun, mens hun kom sig over chokket. Hun fik et smil frem på læberne, da hun rettede ryggen og vendte blikket mod Deavás.
"For din skyld? Nej, Deavás. Det ville jo betyde, at du rent faktisk var velkommen," svarede hun med sin sædvanlige flabede tone. Ildstedet var bare så nemt at tænke til. Af alle folk der kunne gå ind af den dør, var hun da mindst forberedt på, at det lige var Deavás. - En mand der vist aldrig havde fået at vide hvor hun boede.

Der lød et tungt suk fra hende, da hun endelig rejste sig og trak på skuldrene.
"Nej nej. Jeg er skam blevet en mand igen," sagde hun opgivende. Selvfølgelig skulle han lige pointere at hun stadig ikke havde fundet en eneste mulighed for, at blive sig selv igen. "Hvad synes du? For feminin?" Spurgte hun og satte en hånd i siden. Det var egentlig mere for at få sig selv til at få det bedre med, at han havde bragt det op, men hun forventede ikke at få noget svar, da hun hurtigt skiftede emne.
"Hvordan ved du overhovedet hvor jeg bor?" Selvom den undrende tone dominerede, var det ikke svært at høre, at det egentlig irriterede hende at han vidste det. Det her var hendes helle for alle! Undtagen ham, åbenbart.

At Haurus første indskydelse var at gribe ud efter kniven, forbavsede ham ikke. Men de vidste begge to, at det ikke ville være nok til at få Deavás til at vende om og gå ud af døren igen. Det var efterhånden længe siden, at han havde set Hauru og gensynet var ikke nødvendigvis en positiv ting, for Deavás humør var allerede en smule dystert, så der skulle ikke meget til at genere ham. Blikket dalede dog mod kniven, som han trådte længere ind i hytten og placerede en fod over kniven, blot for at undgå, at hun ville forsøge at nå den igen. Hauru var tydeligvis ikke glad for at se ham, så han endte blot med at sende hende et flabet smil. "Jeg behøver ikke føle mig velkommen eller være velkommen for at besøge dig.." kommenterede han lettere henkastet, før at han skubbede kniven længere væk tilbage mod døren.

Da Hauru valgte at rejse sig, gik der ikke længe før at han havde bevæget sig tættere på hende. Hun var nu ganske yndig omend hun ikke forstod, hvordan hun skulle pleje en kvindekrop, så gik det nok. For det var endnu en kvindekrop.. Hendes attitude var ikke blevet bedre, som han fnøs ganske let af hendes kommentar og den måde, hun valgte at stille sig på. Deavás rakte hurtigt ud efter hende for at tage fat om hendes hofte og hive hende til sig. Tæt indtil hans egen krop. "Har jeg aldrig nævnt for dig, at jeg altid kan finde dig?" spurgte han lettere forbavset uden rigtig at forvente et svar fra hende. For han måtte da have nævnt det for hende, blot for at genere hende yderligere. Han flyttede hovedet helt tæt på, så han kunne føre læber mod hendes øre. "Vi har efterhånden delt så meget hud til hud kontakt, at jeg aldrig vil komme til at glemme dig.." fortsatte han, før at hånden om hendes hofte gled op og tog et hårdt greb i hendes hår. "Oprindeligt ville jeg have sovet i en hytte for mig selv, men.. lidt af dit selskab gør mig bestemt intet.." lo han køligt ind i hendes ører, som han bed ud efter det hårdt og rev let i det. Ikke nok til at forsøge at rive øreflippen af.

Kniven var som sådan ikke vigtig i øjeblikket, men Hauru satte altid pris på at have den i nærheden. Bare for en sikkerheds skyld. Hun ville ikke gå efter den med det samme, men chancen for at gøre det forsvandt, da Deavás puffede den længere væk. Hun bed tænderne sammen i irritation, men forsøgte at lægge skjul på det. Måske det ikke ville virke, siden Hauru ikke var svær at gennemskue og Deavás efterhånden vidste hvilke knapper han skulle trykke på. Endnu mere frustrerede det hende, at Deavás osede så meget af selvsikkerhed og mente at han kunne dukke op når det lystede ham. Hun havde nemmere ved at være sådan, da hun selv var mand. Den her lille krop duede ikke til meget.

Hånden blev straks fjernet fra hoften og i stedet lagt mod Deavás' brystkasse, hvor hun lagde lidt pres på, for ikke at komme alt for tæt på. Det virkede selvfølgelig ikke.
"Jo, men..." Mere nåede hun ikke, før Deavás fortsatte. Hun havde før fået at vide, at han altid kunne finde hende, men aldrig fået detaljen om hvordan det kunne lade sig gøre. Lige meget hvor utilfreds hun var over hans måde at være på, kunne hun stadig ikke lade være med at dreje hovedet lidt, for at gøre det nemmere for ham at komme til. Hun var ikke helt klar over om hans næste ord skulle tages som noget godt eller dårligt. Hun ville komme til at føle sig forfulgt konstant, fordi Deavás på en eller anden måde altid vidste hvor hun var. På den anden side brokkede hun sig da ikke over at have en fast partner til at få stillet et par lyster.
Hun fik ikke meget tid til at fundere over det, før der blev grebet fat om hendes hår og der lød et sammenbidt støn fra hende. Og apropos at få stillet nogle lyster, lod det til at det var præcis hvad Deavás var kommet for. Hånden mod hans brystkasse greb hårdt fat i hans skjorte og trak ham helt tæt til sig, bare for at stoppe ham i at rive alt for meget i øret.
"Deavás, dog. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg næsten tro at du ligefrem havde savnet mit selskab," lo hun.
"Jeg kan ikke klage. Du kommer lige tids nok til morgenmaden." Hauru lod der ikke engang gå et sekund, før hun gav et hårdt ryk i hovedet, i et forsøg på at komme tæt nok på til at bide sig fast i hans hals. Med hans hårde greb i håret kunne det ikke undgås, at det ikke var helt smertefrit, men hun skulle selvfølgelig stadig gøre forsøget. For at holde ham endnu bedre fast lagde hun den anden arm omkring hans liv og klemte alt hun kunne.

Nærkontakt var intet problem, selvom Deavás udmærket vidste, at Hauru var vampyr og aldrig rigtig havde holdt tilbage med det faktum, at hun med glæde ville sætte tænderne i ham for at slukke sin sult. Men han ville aldrig synke så lavt og acceptere at blive brugt som foder på den måde. Et skummelt smil gled dog over hans læber, som hun placerede sin hånd imod hans brystkasse og straks forsøgte at skubbe ham væk eller i det mindste øge afstanden imellem dem. Han ville ikke tillade det, derfor holdt han også godt fat i hende.

Det lød næsten som om Hauru prøvede at komme med en forklaring eller undskyldning for at der var sket, men Deavás ignorerede det. Selvom Hauru ofte brugte kræfter på at skubbe Deavás væk fra hende, så havde hun ingen problemer med at give plads til hans mindre drilleri med hendes øre. "Du kan heale dig selv, hvorimod jeg ved hvor alle jeg har haft hudkontakt med er henne.." at Hauru vidste besked betød intet, for hun kunne faktisk ikke gøre noget ved det. Det var allerede for sent.

En latter undslap hans læber, som Hauru konkluderede at han måtte have savnet hende. Hvordan skulle man kunne savne den konstante irritation? Han fnøs blot at ordene og rev yderligere i hendes hår. Det blev hurtigt erstattet af et utilfreds grynt, som Hauru kaldte ham for et måltid. Stor fejltagelse.. grebet om hendes hår blev strammere, som han dog ikke fik flyttet halsen nok, da han blev fastholdt i et split sekund. "Du gør det ikke" hvæste han irriteret, selvom han allerede kunne mærke tænderne imod hans hals. Det ville få nogle alvorlige konsekvenser, hvis hun tog så meget som én dråbe af hans blod.

Hauru så en anelse mindre forvirret ud efter hans forklaring. Så det var en evne og ikke fordi han havde gjort et eller andet ved hende, som hun ikke kendte til. Det var da lidt beroligende.
"Ah.." mumlede hun og nikkede svagt. Men det var ikke nok. Hun ville stadig gerne kende teknikken bag hans evne, altså decideret hvordan han fandt hende. Var det en følelse, et syn eller noget helt tredje. Men det var der ikke tid til lige nu. Det var jo den morgenmad hun kom fra, som Deavás nu havde været så sød at bringe lige til døren.

Som tænderne sank ned i den bløde hud mod hans hals, kunne hun ikke lade være med at grine over hans ord. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun slap hans skjorte og lagde i stedet hånden i hans nakke. Den anden hånd møvede hun op mellem dem, så hun kunne hvile den mod hans skulder og lægge vægt i, da hun hev sig op og lagde begge ben omkring ham. Sugekop-metoden havde oftest vist sig at være mest effektiv, nu når hendes små muskler ikke kunne gøre så meget for at tvinge andre til noget som helst. Der kom små, utilfredse lyde fra hende over grebet der tog til i hendes hår, men jo mere han tog fat, jo hårdere bed hun ned i hans hals. Samtidig borede hun neglene ind i hans nakke og ned i hans skulder, og spændte så meget op i benmusklerne hun kunne. Hun var forberedt på at blive straffet, hvilket fik hende til at holde endnu bedre fat og det stoppede hende bestemt ikke i at sukke i nydelse, da hun smagte blodet på tungen.

Der var ingen grund til at Deavás skulle forklare sig yderligere, desuden så ville hun næppe kunne forstå konceptet, da han ikke forventede at hun ville kunne følge med, selv hvis han forsøgte at forklare det stille og roligt. Desuden så var det ikke hvad han var kommet for, tværtimod. Haurus attitude generede ham stadig, det var bestemt ikke noget han havde savnet, heldigt for hende, så var han ikke rigtig i stand til at give udtryk for sin utilfredshed i den stilling, som han lige pludselig var fanget i. En utilfreds støn burde være nok til at fortælle Hauru, at hun skulle slippe ham.

Det sekund at tænderne satte sig fat i hans hals, rev han yderligere til i hendes hår. Deavás var bestemt ikke tilfreds med at skulle stille hendes sult på denne måde. Den måde, som hun valgte at sætte sig fast på ham, gjorde ham blot mere irriteret, også selvom han ikke bekymrede sig om det faktum, at hun tog hans blod. Det generede ham mere, at hun brugte ham som en pose af blod.. Deavás slap hendes hår, som han forsøgte at skubbe hende fra sig. Men benene rundt om livet på ham var med til at gøre det svære for ham. I stedet endte han med at flytte på sig, for at gå mod den nærmeste mur. Deavás placerede hænderne omkring hendes arme, så hun ikke kunne flygte, før at han hamrede hende ind i den nærmeste mur. Forhåbentlig var det nok til at hun ville give slip i hans hals. "Slip mig.." hvæste han irriteret, som han forsøgte at nå lommen i sin kappe, men hun blokerede den med sit ben, så han var ude af stand til at få fat på et våben, han kunne bruge imod hende. Det var uvant for ham, at mærke blodet blive suget ud af kroppen på den måde og det gjorde ham kun mere rasende. Han havde stadig fat om hendes arme og forsøgte endnu at skubbe hende væk. Han lagde også op til at smide hende ind i muren igen.

Så lettet man kunne føle sig over ikke at blive revet i håret, for det var ikke den fedeste fornemmelse, når man var i gang med at spise. Til gengæld forsøgte han at få skubbet hende væk og han fik da også rykket en anelse på hende, men stædigheden tog til og Hauru begyndte at ryste, så meget hun spændte i alle muskler. Det var da også utroligt så negativ han var over et lille bitte bid. Hun var i det mindste flink nok til ikke at tage mere, end hun vidste han kunne klare. Måske han ikke så det helt på samme måde.

Hans hænder om hendes arme tog hun ikke helt så seriøst, som hun burde have gjort og heller ikke da han begyndte at flytte sig, ænsede hun hvad han havde i tankerne.
"Hnng!" Lød det anstrengt fra hende, idet hun ramte muren noget så hårdt, at hun i et sekund fik sluppet grebet i hans skulder, men hurtigt fik rettet op på igen. Det fik hende også til ikke at spænde så hårdt op, for nu gjorde det jo bare ondt.
Hun formåede endnu at holde tænderne hvor de hele tiden havde været. Heller ikke hans hvæs fik hende til at slippe med det samme, for hun skulle lige være det ekstra irriterende og suge lidt flere dråber blod ud af ham.

Endelig slap hun, både med tænder, hænder og ben og satte fødderne tilbage mod gulvet. Endnu en tur ind i muren var ikke til at foretrække, da hun egentlig var blevet mere øm i ryggen af slaget, end hun først havde troet. Hun gjorde dog hvad hun kunne for ikke at vise det.
"Du er da noget så uhøflig i dag, Deavás," sagde hun og lo let.
"Man giver ikke husets ejer ordrer i deres eget hjem og forventer, at de adlyder," fortsatte hun kort efter, nu lidt mere irriteret, mens hun gjorde et raskt forsøg på at rive sig løs fra hans greb. Hun var udmærket godt klar over, at hvis han ønskede hævn over biddet, ville hun ikke kunne gøre meget for at stoppe ham, så hun ville virkelig gerne have bare lidt afstand mellem dem.

Hvorfor Hauru skulle være så nærgående og påtrængende, vidste Deavás ikke, men det var noget der sådan rigtig gik ham på. For Deavás havde forklaret det op til flere gange, at han ikke ville finde sig i, at hun skulle bruge ham som føde, faktisk skulle ingen have lov til det. Men at hun så fik fat og faktisk fik rigtig godt fat, generede ham helt vildt. En anden gang ville han måske kunne have undgået det, men nu var det for sent, så skulle han bare slippe af med hende og helst før hun fik tomt ham for blod.. Ingen havde nogensinde spist af ham før, så følelsen var forfærdeligt og ubehagelig fra start til slut. Alligevel havde han stadig kræfter til at slå fra sig og gøre sit for at få hende til at slippe. Det var bare ikke helt så nemt, som han havde håbet.

"Din lille mide!" hvæste han igen, som hun atter fik fat på ham. Han slog hende gerne ind i væggen igen, hvis ikke hun snart gav slip på ham. Deavás skulede til hende, som hun stadig sugede blod fra ham. Han kunne mærke det og halsen var også begyndt at blive øm, fordi han ikke bare var villig til at lade det ske. Fordømte vampyr!

Endelig slap hun, derfra gik det stærkt, som han ikke havde tid til at bekymre sig om det åbne sår på hans hals. Nej, han var mere fokuseret på, at få fat på hende og det kunne kun gå for langsomt. Deavás vrissede lettere utilfreds af hende, som han greb ud efter hendes arme igen. "Når jeg først er færdig med dig, så vil du aldrig kunne sætte tænderne i nogen igen" truslen var oprigtig, som han strammede grebet om hendes arme og dernæst slog han sin pande imod hendes. Hårdt og direkte for at få hende til at falde om.

Det kom vel næppe bag på Deavás, at det rent faktisk morede Hauru at han reagerede så voldsomt, da hun nægtede at slippe med det samme. Der var bare ikke specielt meget tid til morskab, da Deavás ikke spildte tiden derefter og straks greb fat i hende og denne gang så det ud til, at det var ham der nægtede at give slip.
Hauru hev endnu mere til, forsøgte febrilsk at få ham til at miste grebet. Hun vred sig og sparkede ud efter ham med den ene fod, men det lykkedes ikke. For en gang skyld tog hun faktisk en trussel fra ham alvorligt og man kunne se frygten snige sig frem i hendes blik.
"Slip m...!" Derefter blev alt sort og Hauru ville ende på gulvet, medmindre Deavás holdt fast i hende.

Der gik ikke mere end få sekunder, før Hauru bevægede sig en smule igen.
"Mmh.." Mumlede hun i en brokkende lyd og vred sig lidt igen. Hun var mere eller mindre ved bevidsthed, men ikke nok til at fungere optimalt. Alligevel bevægede hun sig på samme måde som før, stadig for at komme fri, men i meget mildere grad. Det så mere ud som om hun sov.

At det hele morede Hauru, generede ham yderligere, men Deavás var udmærket klar over, at han ikke kunne ændre på det. Lige nu var hans fokus også at slippe ud af hendes krop og i stedet fange hende i hans.. det var ved at være på tide, at Hauru fik den rigtige smerte at føle. Noget der skulle forlænges så længe som muligt. Deavás selv havde ikke planer for at stoppe lige foreløbig og han kendte heller ikke slutresultatet, men uanset hvad skulle det være så slemt, så hun aldrig ville glemme det..
Hauru forsøg på at slippe fri, rørte ham ikke, da han havde planer om at fastholde hende indtil han var træt af hende. Noget der enten kunne gå stærkt eller tage virkelig lang tid. Først havde han dog brug for at få kontrollen over hendes krop og derfor var det nødvendigt at slå hende ud eller i hvert fald gøre forsøget. Det lykkes, som Hauru blev slap og faldt sammen i hans greb. Hurtigt løftede han hende over sin skulder og bevægede sig hen til den nærmeste sofa, hvortil han placerede hende i den og hurtigt ret et stykke stof af Haurus skjorte, som han bandt hendes hænder sammen med.

Det kom stille liv i hende igen, som han ikke anså hende lige med det samme, men i stedet greb fat om hendes ben efter at have revet endnu et stykke stof af skjorte. Denne gang blev benene hevet ud over sofaen, så hun var tvunget til at sidde op. Benene blev bundet sammen og rundt om det nærmeste ben på sofaen. Deavás strammede godt til, som han lod blikket glide op på hende, før at han rejste sig fra gulvet. Nu kunne hun umuligt stille af, hvilket var grunden til at han trak i arbejdstøjet.. kappen blev smidt og lommerne tømt på bordet foran sofaen. Han satte sig dog overfor hende, blikket gled fra instrumenterne på bordet og op mod hende. "Det var sidste dråbe.. Hauru" lød det faretruende, som han forsøgte at tørre blodet af sin hals, men den hvide skjorte havde allerede taget farve omkring kraven.

Med halvåbne øjne fulgte Hauru med i hvad Deavás gjorde. Hænderne blev bundet sammen, derefter fødderne, som blev sat fast til sofabenet. Hun sprællede med arme ben, skreg at han skulle stoppe. Eller det troede hun, for det eneste der kom fra hende, var sløve bevægelser og et par utilfredse lyde mere.
Hun lænede hovedet helt tilbage mod ryglænet og lukkede øjnene i igen. Det føltes som om hun sov i flere timer, da hun få sekunder efter åbnede øjnene op, fordi hun hørte ham tale. Hun troede, at det hele havde været en drøm. Hun håbede at det hele var en drøm, for hun var lidt mere klar i hovedet nu.

Hun forsøgte at løfte den ene fod for igen at sparke ud efter Deavás, men blev selvfølgelig stoppet af det afrevne stykke skjorte. Til hendes skuffelse, fandt hun meget hurtigt ud af, at det ikke var en drøm.
"Sidste dråbe?" Grinede hun lavt. "Jeg skal nok få sat tænderne i dig igen," smilede hun. Selvom hun tydeligvis stadig ikke var helt så vågen som hun plejede, kunne hun ikke holde sig fra de flabede kommentarer, men hendes ansigtsudtryk blev lidt mere alvorligt at se på, da hun fik skævet mod alle instrumenterne på bordet.
Fuldstændig ligeglad med om Deavás ville stoppe hende, lænede hun sig forover og begyndte at binde sine fødder fri, med de sammenbundne hænder. Hun havde ingen intentioner om at komme i kontakt med de instrumenter. Hun sørgede for at holde et skævende blik mod Deavás, da hun virkelig ikke forventede at hun ville få lov til at slippe, med så simpelt et flugtforsøg. Alligevel følte hun behovet for at vise ham stædigheden.

For en gangs skyld havde Deavás arbejdsro i nærheden af Hauru, det var sjældent at hun ikke forsøgte at brokke sig og gøre modstand, hvilket også var årsagen til at han tog sig den frihed at binde hende fast. Desværre vågnede hun en anelse for tidligt til, at han kunne sikre hendes hænder, men der var stor sandsynlighed for at han kunne nå det, selv når hun vågnede op igen. De mange lyde, der kom fra hende fik ham blot til at ryste på hovedet, han havde ikke tænkt sig at give efter for hendes brok og da slet ikke slippe hende fri igen. Tidligere var det endt galt, når hun havde friheden til at gøre modstand, men ikke denne gang..

Deavás var travlt optaget af at tørre blodet af sin hals. Det skete virkelig sjældent at han havde sit eget blod på sig, så det lidt måtte han da give hende. Desværre for hende, skulle det vise sig at få nogle alvorlige konsekvenser. Endnu en gang forsøgte hun at provokere ham. "Jeg lovede dig, at det var sidste gang du satte tænderne i mig eller nogen anden og det har jeg tænkt mig at holde." Det var det eneste svar hun fik med på vejen, som han så til imens at hun forsøgte at binde sig selv fri fra sofaen. Roligt rejste han sig op, som han dog gik forbi hende, blot for at ende bagved hende, hvor han rakte ind over sofaen for at gribe fat i hendes hår og hive hende tilbage imod ryglænet. "Måske du bare skulle læne dig tilbage og nyde det lidt" lo han køligt, som han rev til i hendes hår igen. Hvis hun forsøgte at kæmpe imod med sine hænder og arme, ville han blot trække armene over hendes hovede for at fæstne armene med endnu et stykke stof til det modsatte sofaen. Så ville det være slut med at bevæge sig for alvor.

Hauru fnyste overlegent af Deavás' ord og rystede svagt på hovedet, mens hun fortsatte med at få sine fødder fri. Om det var fordi hun ikke helt var sig selv, eller fordi hun bare ikke kunne finde ud af knuder, så blev hun mere og mere frustreret over ikke at kunne få den løsnet noget hurtigere.
"Bare indrøm det. Inderst inde nyder du hver gang jeg tygger i dig," sagde hun lavt i en muggen tone, egentlig mest for at få sig selv til at få det bedre med det faktum, at han nok mente hvad han sagde. Snart ville hun føle konsekvenserne og det havde hun det ikke helt godt med.
"Hvem i Zaladins navn har lært dig at binde knuder?! De stinker..." Det var helt bestemt kun sagt fordi hun var ved at gå ud af sit gode skind, over ikke at kunne få den op.

Hun fulgte Deavás med blikket da han rejste sig og gik forbi hende, lige indtil hun ikke kunne dreje hovedet nok til at se ham længere. Havde han virkelig tænkt sig at lade hende gøre det? Fik hun virkelig lov til at slippe afsted med det?
"Argh!" Udbrød hun, da hun sekundet efter blev hevet tilbage i sofaen i håret. Det var vist et nej. Straks greb hun fat om hans håndled med begge hænder og borede neglene ned i hans hud. Hun gav sig til at rive løs for at få ham til at slippe. Stoffet om fødderne havde hun ikke fået op, men det var blevet løsnet en smule og man kunne høre hælene på hendes støvler skrabe mod sofabenet og gulvet, som hun skiftevis hev og skubbede med benene for også at få dem fri.
"Slip mig!" Beordrede hun, mens hun fastholdt et brændende blik af vrede mod ham, som hun sad med hovedet lænet helt tilbage og kunne se Deavás fra en ny vinkel.

Hauru var stædig nok til at give ham igen, men han havde ikke i sinde at lade hende slippe denne gang og han ville bestemt ikke lade sig forføre af hendes krop igen. Derfor han valgte at binde hende fast og derved ikke give hende mulighed for at befamle ham, som hun tidligere havde gjort det. Deavás lo let af hendes ord, som han trak let på skulderne. "Tro mig, jeg vil nyde det her endnu mere" forsikrede han hende med et ondskabsfuldt smil på læben.
Al den brok hun fyrede af, rørte ham ikke, han havde ikke planer om at lade hende slippe så let denne gang. Deavás var mere end bekendt med hendes evne til at heale sig selv, så han vidste godt, at det skulle være ekstremt for at det ville gøre rigtig ondt på hende. Hvilket bestemt var hensigten.

Deavás kunne ikke tillade at hun var i gang med at slippe fri, så han var nød til at gribe ind, før at hun fik benene fri. Endnu en gang var hun offer for sin kvindekrop og det lange hår, hun var endt med. Alligevel havde han ikke regnet med at hun ville rive sådan i hans håndled, så han trak automatisk hånden til sig og derved hendes hår. Han placerede dog den modsatte hånd imod hendes pande, som han slog hendes hoved ned i ryglænet med et hurtigt skub. "Du fangede mig tidligere, for dit vedkommende kommer fangeskabet til at vare evigt" hvæste han af hende, før at han rev den anden hånd fri af hendes greb og i stedet tog fat i hendes hænder for at holde hende fast imod sofaen. Uden at tænke yderligere over det, vred han til i håbet om at vride begge skuldre af led, så hun ikke længere kunne bruge sine arme.

Der lød et irriteret suk fra Hauru over det svar hun fik fra Deavás. Det var ikke fordi hun ikke havde forventet at få lige nøjagtig den slags kommentar som svar, men hans selvtillid var frustrerende. Endnu mere fordi han faktisk havde noget at have det i og udmærket godt vidste, at han kunne dominere Hauru som det passede ham. Dog ikke uden modstand og Hauru gjorde bestemt sit, for at gøre det så besværligt for ham som muligt.
Neglene virkede meget bedre end hun havde regnet med og hun skulle lige til at læne sig frem igen da han slap hendes hår, men han var desværre hurtigere. Hun stønnede i smerte, idet baghovedet ramte ryglænet og der dalede en let svimmelhed over hende. Hun var dog lettet over at slaget ikke var lige så hårdt som hans pande.

Hun rystede kort på hovedet for at slippe af med svimmelheden og være klar, til når han ville gøre andet. Deavás havde virkelig formået at få skubbet hende ud af kurs denne gang, for hun kunne godt fornemme, at hendes reflekser ikke fungerede helt optimalt.
"Det kræver, at du får styr på mig først og hvordan synes du selv det går?" Vrissede hun.
Hun vred sig igen, så snart han tog fat i hendes hænder, hvilket kun resulterede i at hun gjorde det nemmere for ham, at skubbe begge hendes skuldre af led. Hun skreg, men alligevel tog hun sig sammen til hurtigt at hive ordentligt til og få hænderne fri. Det var den hurtigste løsning på at få den afstand fra ham, som hun så inderligt ønskede lige nu. Hun spildte ikke tiden, da hun straks lænede sig frem og lod sig falde ned på gulvet ved siden af bordet, stadig med skuldrene siddende forkert og med fødderne bundet til sofabenet. Hvor ondt det hele gjorde, kunne sagtens høres på hende, da hun næsten ikke formåede at tie stille under hele det scenarie.
Det gav hende i det mindste nogle sekunder, som det mindste, til at give skuldrene en chance for at starte healingprocessen, for hun gik ikke ud fra at Deavás ville lade hende få meget fred. Hun prustede og stønnede, da hun fortsatte med at sparke løs med benene og endelig lykkedes det hende at få den ene fod fri. Sofaen stoppede ikke med at rykke sig, for Hauru fortsatte febrilsk med at bruge alle kræfter på at få den sidste fod fri og helst inden Deavás fik fat i hende igen. Hvor ofte var 4.. måske 5 sekunder nok?

Det havde altid været en kamp at være oppe imod Hauru, men Deavás følte endnu ikke, at han havde fejlet med de planer han havde lagt for hende. Så han var stadig overbevist om, at det nok skulle få en ende.. på den ene eller anden måde. Alligevel generede hun ham mere end normalt, fordi hun fortsatte med at kæmpe imod på denne måde, hvis ikke hun snart stoppede, så måtte han tage drastiske metoder i brug eller arbejde, når hun var slået bevidstløs.. men det ville være langt bedre, hvis hun var vågen, blot så hun kunne mærke smerten på egen krop. Deavás havde glemt alt om bidemærkerne på hans hals, men han ville nok blive mindet om det flere gange for det ville højst sandsynligt efterlade nogle ar og så ville han tænke på Hauru hver gang.. men ikke på den gode måde. Tværtimod. Slaget mod sofaen, skulle få hende lidt ud af kurs, imens at han skiftede position og forsøgte at vride armene af led.

"Jeg kan godt lide din vildskab, men jeg kan også sagtens låse dig fast et sted.." svarede han køligt, som modstanden ikke gjorde så meget, når han endnu havde overhånd og styr på situationen. Hun kunne bare prøve, han ville ikke lade hende gå, før det var til ende bragt.
Skulderne gik af led, Hauru skreg, men fik vredet sig fri, som han bare rystede på hovedet af hende og bevægede sig rundt om sofaen, for at sætte sig i den. Han løftede den ene fod mod hendes røv, som hun så fint strittede med i den akavede position. Et hårdt skub blev det til, imod sofabordet, før at han lænede sig frem og greb fat om den fod, hun faktisk havde fået fri. Med sin vægt i sofaen, var det muligvis nemmere for Hauru at få den sidste fod fri, men hun fik ikke meget tid til at udnytte det..
Deavás rev i den anden fod for at få hende til at falde helt ned på gulvet. Der var ingen chance for at hun ville ligge stille, altså ville han skulle bruge nogle kræfter på at tvinge hende til det. Han valgte dog at bruge den rigtig hånd til at gribe ud efter skalpellen på bordet, som han hamrede den ned i hendes inderlår og trak en lang rift ned ad benet. Egentlig bare for at flå hendes bukser af, men riften var mere end velkommen..

Det var dog en irriterende måde Deavás valgte at formulere sig på. 'Sagtens'. Han fik det til at lyde så nemt, som om han ikke behøvede at bruge kræfter på, at få hende til at makke ret og her sad hun og gjorde alt i sin magt for at prøve. Det gjorde hende bare mere stædig, for hun nægtede at lade ham vinde så let.
Hun nåede ikke at reagere, før hun blev skubbet ned fra sofaen og hamrede den ene skulder direkte ind i et bordben. Sammen med healingprocessen, der allerede var langsomt i gang, knækkede den skulder på plads og der lød et sammenbidt skrig fra Hauru.

Det lykkedes ikke for hende at få den anden fod fri, men alligevel forsøgte hun straks at komme op igen. Hun nåede dog ikke langt, før han hev i hendes fod og hun faldt ned at ligge på maven på gulvet.
"Jeg tror der er noget galt med din hørelse. Jeg sagde slip mig!" Vrissede hun og skulle lige til at losse ud efter ham med den fod han havde fat i, men i stedet lød der et råb af smerte, da skalpellen blev hamret ned i hendes lår. Hun rakte ud efter hans hånd, men måtte hurtigt give op på at prøve at stoppe ham på den måde. Hendes hænder var stadig bundet sammen og den anden skulder sad stadig forkert, så det gjorde alt for ondt.

"Hvis det er din måde at få tøjet af mig på, ville det så ikke have været nemmere bare at spørge pænt?" Som sædvanlig forsøgte Hauru at skjule sin smerte i dumme spørgsmål, men ikke tale om at Deavás skulle få mere tilfredshed over at se smerten i hendes ansigt.
I hendes panik, fik hun endelig revet nok i stoffet til at få hevet den anden fod fri, som hun straks rettede direkte mod hans arm, helst den der havde fat i hendes fod, men i hendes position duede hendes sigte ikke til noget.
Et højlydt knæk, efterfulgt af endnu et sammenbidt skrig kunne høres, da den anden skulder satte sig på plads, men det gjorde det ikke nemmere at bruge armene endnu, for begge skuldre var sindsygt ømme.

Hauru kunne beklage sig lige så meget, hun havde lyst til. Han ville ikke lytte til hende og bestemt ikke skifte mening. Det måtte bidemærkerne på hans hals også være nok til at fortælle hende. Denne gang var hun gået for vidt.. og derfor skulle hun også bøde for det. Det ville der slet ikke være nogen tvivl om, når først han var færdig med hende. Deavás var fast besluttet på at gøre en ende på det hele, måske for altid, men det afhang fuldkommen af hvordan hun opførte sig og lige nu tegnede det ikke særlig godt.
At det lykkedes hende at få skulderen tilbage på plads, generede ham ikke, for han var sikker på, at det uanset hvad nok gjorde ondt og ville gøre det i noget tid. Desuden så havde Deavás skiftet fokus mod hendes ben i stedet.. så han havde andet at bekymre sig om.

"Så vidt jeg husker, så sagde jeg det samme, da du valgte at sætte tænderne i mig.. der blev heller ikke lyttet" vrissede han tilbage til hende. Nok havde hun sagt det en del flere gange og han var måske en anelse mere voldsom end et bid, men det hele kulminerede ligesom idag.. "lig så stille" beordrede han, som han pressede en finger ned i såret på hendes lår.. imens vandrede skalpellen længere ned over hendes ben.

"Vi er langt forbi at spørge pænt og være høflig" kommenterede han køligt. Der var en klar alvor at spore i hans øjne, samt en voldsom vrede. Hauru kom fri, som Deavás mumlede irriteret over det, men fastholdt grebet i hendes ben. Denne gang undveg han hendes forsøg på at sparke ud efter ham, ved at fjerne hånden og dreje skalpellen ned i hendes ben. Han slap den pludseligt, som han lænede sig frem og greb fat i hendes hår for at hive hende op. "Jeg flår dig levende.. fjerner en del af dig af gangen.." hvæste han køligt, før at han smed hende ned på gulvet og fulgte med, denne gang placerede han dog et knæ i hendes ryg og brugte det overskydende stof til at proppe i munden på hende.